Bededags-weekend

Det er rigtig blevet forår, og vi kan nyde de flotte farver på buske og løgvækster. I år oplever jeg foråret i en ny by og en ny have, og det er en fornøjelse.

I det tidlige forår viste det sig, at der var et stort område med vintergækker bagerst i haven; et kæmpe tæppe af fine små hvide blomster. Jeg opdagede også den yndigste ’påskeklokke’ i en utrolig flot lilla farve i den modsatte ende af haven, og der er også masser af erantis. Her senere på foråret nyder jeg den gule farve fra forsytiaen og den røde farve fra ribes-buske og nogle enkelte tulipaner – jeg tror at jeg skal lægge nogle flere tulipanløg til efteråret.

I vinters væltede et gammelt dødt træ midt i haven, og det var oplagt at finde et nyt træ til haven. Vi måtte flytte fra ‘vores’ træ; et æbletræ som vi fik i bryllupsgave, da vi forlod Virum. Vores tanker gik i retning af træer eller buske, der blomstrer i foråret; magnolia, japansk kirsebær eller duftsnebolle. I den forgangne bededags-weekend fandt vi et fint kirsebærtræ, som vi fik plantet. Det bliver spændende at se hvor hurtigt det vokser.

Sidste forår plantede jeg ikke krukker til før sent på sommeren, fordi vi skulle flytte. Det var et stort afsavn at lade krukkerne stå tomme da foråret kom. I år har jeg givet den hele armen. Alle de sædvanlige krukker er blevet plantet til. Vi har i det nye hus fået en høj, overdækket terrasse, hvortil jeg har anskaffet 3 altankasser og en ampel, som også er blevet plantet til. Fra mit køkkenvindue har jeg udsigt til nichen mellem den nye og den gamle bygning, hvor der står et par reoler med krukker og potter. Her har jeg også plantet et par sommerblomster, så udsigten bliver ekstra festlig.

Det har været en rigtig dejlig storebededags-weekend. Vejret har været dejligt, endda bedre end vejrudsigten forudså. Vi har været meget udendørs, og fået ordnet en masse i haven. Udover alle blomsterne har jeg fået givet den store trappe op til den oprindelige hoveddør en omgang med lugejernet. Husbond har også været flittig trods et stressfyldt hoved, og fik samlet reoler og ryddet op i det nye skur ved carporten, slået græs og skiftet dæk på bilen.

Adina har også været meget i haven. Hun kan ligge ude i haven i timevis, og tilbringer meget mere tid i haven end hun gjorde i Virum. I denne weekend fik hun en ny ven; en japansk spidshund som vi lærte at kende fordi han kom forbi vores hus på vej til skoven. Han kom indenfor i haven og legede med Adina hele 2 gange i løbet af weekenden.

Foråret er også tid for aflæsning af forbrug af naturgas, og det var spændende her det første år i det nye hus. Forbruget lå fornuftigt. Det var naturligvis højere end i vores lille rækkehus i Virum, men vi har brugt mindre gas pr. kvadratmeter, og vores forbrug er lavere end de tidligere ejeres sidste år. Det har været en mild vinter, men vi har forskellige idéer til energibesparelse. En god start kunne være udskiftning af 3-4 punkterede termoruder. Henover de første år vi boede i Virum fik vi nedbragt forbrug af både el, vand og varme gennem målrettede tiltag – måske kan vi gøre det samme i det nye hus.

Efter sådan en dejlig weekend med sol og blomster føler jeg mig ladet godt op. Det har været 3 dage med et perfekt mix af introvert tid, hvor jeg har kunnet være helt mig selv og få ordnet ting, nye bekendtskaber og udadvendt tid i form af frisørbesøg og en tur til Lyngby, hvor husbond og jeg besøgte Blomsterbergs Café for første gang og fik kigget i butikker.

Lignende indlæg:

Hundefarver

Det ligger til danskerne at komme med en kvik bemærkning, som analyserer og kommenterer situationen på en humoristisk måde. Disse reaktioner kan være meget forudsigelige. Mange kommer nærmest som en betinget refleks.

Folk der møder mange mennesker i deres dagligdag kan fortælle masser af historier om spørgsmål og reaktioner, som går igen. Som i supermarkedet, hvor kasseassistenterne stensikkert får en bemærkning om, at de da ikke skal sidde der og kede sig, hvis der er en pause mellem ekspeditionerne. Afsenderen synes i øjeblikket at han/hun er meget original. Men modtageren har hørt den SÅ mange gange før, og ved nærmere eftertanke er det en lidt dum bemærkning. Det er et sjovt fænomen.

Når jeg går tur med min hund møder jeg mange mennesker, både hundejere og andre fodgængere. En af de analyser jeg smiler lidt af er, når folk kommenterer min hunds farve. Adina er hvid, og der er rigtig mange som siger et eller andet om at det er en besværlig farve i forhold til at blive beskidt.

Ved nærmere eftertanke giver det ikke så meget mening. Jeg tror at folk sammenligner med en hvid frakke eller når man har en hvid sofa, og tænker på hvor svært det kan være at holde sådan en ren, fordi man ikke altid kan få tekstiler helt hvide igen efter vask.

Sådan er det ikke med hvid hundepels. Når Adina bliver beskidt er det typisk fordi hun går ned i vandhuller eller ruller sig i skovbunden i leg med andre hunde. Det, der gør hende sort, er hovedsagelig jord og visne plantedele. Vi kan som regel få det meste af med et håndklæde når vi kommer hjem. Hvis hun har været nede i et rigtigt mudderhul kan der godt sidde noget tilbage inde i pelsen, men når det tørrer, så drysser det lige så stille af. Nogle timer efter er Adina lige så fin og hvid som hun hele tiden har været.

Det stiller så nogle krav til støvsugning i hjemmet og rystning af hundesengen. Men det gælder jo for alle hunde-hjem. For nej, en hvid hund bliver altså ikke mere beskidt end brune og sorte hunde. De bliver nøjagtig lige så beskidte af en tur i et mudderhul, det kan bare ses mere på en hvid hund lige når det sker.

Lignende indlæg:

Fyrværkeriangst

Det er notorisk noget af det sværeste for et menneske at være vidne til, at nogen man holder af lider. Det gør det ikke bedre, at der er tale om et kæledyr. De seneste to år har jeg blogget om min hunds angst for fyrværkeri.

I år har lidelsen dog ikke haft samme omfang. Vi har nemlig fået en ny fyrværkerilov, som dikterer at man kun må fyre fyrværkeri af fra 27. december til 1. januar. Det har betydet, at der op til jul ikke har været fyret meget fyrværkeri af der hvor vi bor. Vi kunne tydeligt høre forskel, da det blev 27. december, hvor bragene tog til. Ikke at der slet ikke blev fyret fyrværkeri af inden, men vores medborgere i Birkerød overholdt faktisk i mærkbar grad den nye lov.

Vi tog de samme forholdsregler for Adinas angst, som vi har gjort de øvrige år. Adina har fået kosttilskuddet Zylkene siden midten af december, og vi tog som altid i sommerhus henover nytår. Hun er stadig urolig over fyrværkeri, og hvis der kommer et brag mens vi er ude at gå tur, så vil hun gerne vende om og gå hjem med det samme.

Nytårsaften var Adina væsentlig mindre angst end de foregående år. Hun havde masser af appetit og lå roligt på sin plads hele aftenen. Hun faldt ikke i søvn på samme måde som hun normalt ville gøre ud på aftenen, men hun trak vejret roligt og det var helt synligt at hun ikke var så fortvivlet som hun plejer.

Jeg tror der var nogenlunde samme mængde fyrværkeri som normalt på selve nytårsaften. Det faktum at der har været mindre fyrværkeri i dagene op til nytår havde dog tilsyneladende en gavnelig effekt. Tidligere år har det været som om Adinas angst er blevet værre og værre henover december måned, så hun i starten bare lige tænker ‘hov, hvad var det?’ men senere tænker ‘nu eksploderer hele verden igen!!!’ når bare der kommer et enkelt brag. Denne eskalation har der ikke været på samme måde i år. Jeg forestiller mig, at der ikke er sket samme ophobning af angst- og/eller stresshormoner i hendes krop som øvrige år.

Det får mig til at blive dybt taknemmelig over at Folketinget har vedtaget en lov, der begrænser fyrværkeriet. Set i lyset af dyrenes angst, den omfattende forurening og i år hele 3 menneskers dødsfald som følge af fyrværkeri, giver det god mening at begrænse almindelige menneskers adgang til og brug af fyrværkeri.

Lignende indlæg:

Livet som hundeejer 2 år senere

Det er 2½ år siden at Adina flyttede ind hos os. I dag er Adina med sine 5 år en hvid schæfer i sin bedste alder og i god trivsel. Hun fuldt fortrolig med vores fælles hverdag, som både indeholder faste rutiner og spontane nye oplevelser. Hun er tæt knyttet til mig og min mand og holder meget af alle de mennesker vi omgås. Hun boltrer sig i hundeskove hver dag, om fredagen med sin elskede hundelufter og de andre hundevenner. Hun møder andre hunde positivt, med potedask og lyst til leg, og er forsigtig og sød ved hvalpe. Hun er tryg og glad og legesyg.

Hurtigt efter at Adina flyttede ind hos os, forstod hun, at vi var hendes nye familie og at hun nu skulle bo her. Hun tog os til sig og vi blev en flok på 3. Vi holdt kontakten til den hundelufter, som hun boede hos i en overgangsfase mellem sit første hjem og det nuværende, hvilket forhåbentlig har givet hende lidt kontinuitet, midt i det traume det må være for en hund at miste sin ejer. Når Mads og jeg af og til tager en lille tur til et sted, hvor vi ikke kan have hund med, så er det også her Adina bliver passet. Snart flytter hundelufteren endda til samme by som vi er flyttet til, så hun fortsat er lige i nærheden.

Da vi flyttede til Birkerød taklede Adina det fint. Hun fik en god introduktion til huset, fordi det blev lidt af en fest set med hendes øjne. Da hun så det nye hus for første gang – den dag vi fik nøglerne – kom hele familien strømmende, og den efterfølgende uge kom vores forældre hver dag og hjalp med at male. Jeg tror at hun forbinder huset med alle de mennesker der står hende nær, og vores forældre kommer stadig jævnligt, både når vi alle er hjemme, og når hun er alene.

Hverdagen i Birkerød blev hurtigt som hun kendte det, hvor vi tager på arbejde om morgenen, og kommer hjem om eftermiddage. Huset vi er flyttet til er noget større end det gamle, og Adina har brugt lidt tid på at finde de gode steder at ligge, men jeg tror efterhånden hun har fundet sine yndlingspladser både inde og ude.

Adina er meget nem at omgås. Hun har et blidt og sødt væsen, og lystrer vores kommandoer. På gåturen er hun god til at forholde sig til andre hunde, og holder sig altid tæt til os. Hun er meget hurtig til at lære den adfærd vi beder hende om, og hun har gjort naboernes bekymring om gøen fuldstændig til skamme. Det er dog ikke sådan at hun er fuldstændig viljeløs og underdanig – hun har sine instinkter intakt og jagter både katte og egern, graver huller i haven og plager om gåtur og leg. Og det sker da også at hun gør lidt ad postbuddet eller en indsamler fra Røde Kors. Der skal også være plads til at være naturlig.

Livet som hundeejer er godt. Det er en kæmpe berigelse af vores liv, at vi har fået Adina som 3. familiemedlem. Hver eneste dag taler vi om hvor dejlig, sød og smuk vores hund er, og næsten al vores fritid handler om at være sammen med hende. Selvom det også er en stor forpligtelse, og man egentlig er ret begrænset i sin frihed når man har hund, så gør det ikke noget, for vi vil simpelthen bare gerne være sammen med hende.

Det er ikke så rart at måtte efterlade hende alene derhjemme mens vi er på arbejde, og hvis jeg kunne ville jeg gerne være meget mere hjemme hos hende. Jeg synes også det er spild af god hund – jeg går jo glip af en masse tid sammen med hende. Vi ved fra videooptagelser, at hun slapper af og sover når hun er alene, så hun lider ikke – hun forstår fuldstændig hvad der sker og lægger sig bare til at vente. Vi prøver at kompensere ved at gøre den tid vi har sammen så spændende som muligt for hende. Heldigvis er Adina en meget afholdt hund i vores familie, og hun opfører sig så pænt at vi ofte kan tage hende med når vi skal besøge vores familie.

Alt i alt føler vi, at vi har vundet i lotteriet med Adina. Vi kan tydeligt mærke, at hun har haft en tryg og sund opvækst og kom til os med en god ballast. Vi kunne have fået alle mulige hunde, med forskellige baggrunde, personligheder, vaner, unoder og sygdomme. Og så kom Adina; den helt perfekte hund for os. Hendes sind passer godt til vores, vi er alle 3 rolige og lidt forsigtige i vores væremåde. Jeg håber også at hun synes, at vi er en god familie for hende. Det virker sådan.

Lignende indlæg:

Første indtryk fra det nye hus

Jeg har nu boet i det nye hus i en uge, og de første indtryk begynder at melde sig. Det er jo spændende, om huset lever op til de ønsker vi havde.

Først og fremmest er ophold i huset præget af, at huset er meget større end det vi har været vant til. I vores rækkehus på 75 kvm. med en fordelingsentre havde jeg hele tiden en følelse af, hvor de andre familiemedlemmer er henne, simpelthen fordi man kan høre det og mærke det på husets vibrationer. Sådan er det ikke i det nye hus. Jeg kan ikke høre hvor Mads er henne, og hvis jeg spørger ud i luften ‘hvor er du henne?’ så er det sjældent at han svarer, for han hører heller ikke mig. Og huset gungrer heller ikke, når han går fra den ene ende til den anden. Vi har også mere end 1 gang måttet lede efter Adina.

Haven er stor og dejlig. Der er træer, staudebede, frugtbuske og urtehave og så græsplæne ind i mellem. Jeg har ikke nået at bruge den så meget endnu, men den er skøn at se ud på, og Adina nyder den helt åbenlyst. Det er fuldkommen fantastisk at se hende lege fangeleg med Mads og bare SPÆNE rundt i fuldt firspring – det var der ikke plads til i haven i Virum.

En af de ting vi gerne ville ændre på med vores flytning var støj. Selvom vi boede på en lille blind vej var vi generet af trafik på den lille vej og af naboens smækken med dørene. Her i det nye hus bor vi også på en blind vej med kun 3 andre hus, men på hjørnet til en af Birkerøds mest befærdede veje. Og man kan sørme godt høre vejen, især på hverdage i myldretiden. En overvejelse om at bygge et støjhegn på den side af huset står stadig ved magt. Men det føles alligevel meget mere stille.

Trafikstøjen er maskinel, og det var primært menneske-støj der generede os. Følelsen af at der er mennesker lige udenfor soveværelsesvinduet og i forhaven og i baghaven og alle vegne er vi fuldstændig sluppet af med. Her er der meget længere hen til naboen, og alene det giver en meget større følelse af privathed. Vi har flere aftener talt om, at vi føler vi er ‘alene hjemme’ fordi vi ikke mærker naboerne på samme måde. I går havde den ene nabo tilsyneladende gæster til noget pinse-frokost/hygge, og de legede højlydt i haven. Men det generede slet ikke på samme måde, fordi der var meget større afstand. Og fordi vi bare kunne gå hen et andet sted i haven eller en anden ende af huset.

Nattero har vi tilsyneladende endelig fået. I Virum var der også om natten biltrafik, bildøre der smækkede, mennesker der snakkede og ting der blev flyttet. Det er der ikke noget af her. Godt nok har vi været godt brugte når vi er gået i seng, men det har i Virum ikke været nogen forhindring for at blive vækket af naboerne; her i Birkerød har vi samtlige nætter sovet helt uden at blive vækket – skønt!

Et af de helt store plusser, da vi valgte dette hus var nærheden til skoven. Det føles som en helt utrolig luksus at man kan gå ganske få skridt med Adina og så stå i en hundeskov, hvor hun kan løbe frit. Aha-oplevelsen kom allerede de første dage i huset, hvor vi gik og malede. At tage en pause fra malingen og gå en eftermiddagstur med Adina var så fredfyldt en oplevelse, at jeg tror det kan give en stor stress-formindskelse i hverdagen.

Her i starten har det selvfølgelig været en speciel situation – en undtagelsestilstand. Vi har jo haft ferie fra arbejde, og med det fine vejr har vi haft en følelse af at være på ferie. Da jeg tog bad første gang føltes det som at være på hotel – alting var stort og pænt og rent og hvidt. Nu banker hverdagen på, og vi skal til at leve et almindeligt liv i disse skønne rammer. Jeg kan virkelig godt se hvordan det kan fungere, for vi huset passer rigtig godt til vores livsstil. Nu skal vi til at bevæge os ud i verden med dette hus som base, og jeg er sikker på at det bliver godt. Og så er der kun 4 uger til vi har sommerferie.

Det eneste jeg er spændt på er, hvordan det skal gå med min transport til arbejde. Jeg får 6 km. på arbejde, og jeg har tænkt mig at el-cykle hele vejen som jeg plejer. Jeg er spændt på hvad benene siger til det, og hvor lang tid jeg kommer til at bruge på det.

Lignende indlæg:

En hund der er bange

December måned er hård kost for dyrene. Vores hund er som mange andre kældedyr rigtig alvorligt bange for fyrværkeri. Hun dukker sig og prøver at gemme sig under borde og bag møbler. Ørerne, som normalt vender forud hvis hun er opmærksom eller bagud hvis hun er ekstra glad, vender pludselig ud til siden, og hun får et bekymret udtryk i øjnene. Hun nægter at gå udenfor, og hvis der kommer et brag mens vi er ude at gå vil hun hjem igen lige med det samme. Hun lader sin mad stå, når hun er bange.

Selvom det kan være en flot oplevelse at se på et professionelt fyrværkeri-show, har jeg altid været irriteret på private menneskers brug af fyrværkeri. Jeg så engang et sted, at 25% af al bly-forurening i Danmark kommer fra fyrværkeri, og forureningen er jo også tydelig på veje og gader. Dertil kommer alle skaderne på mennesker, og udover kæledyrene må de vilde dyr også blive meget stressede over fyrværkeri. Det virker på mig som en meningsløs belastning af miljø, dyr og mennesker. Og nu hvor jeg oplever helt tæt på, hvor bange min egen hund er, kan jeg blive helt hidsig over det.

Men det er ikke desto mindre virkelighed i vores samfund, og vi må prøve at leve med det. I forhold til Adina gør vi meget for at afbøde generne. For det første tænker vi meget over vores egen reaktion på bragene. Vi vil helst signalere til hunden, at det ikke er noget særligt og at vi ikke selv er bange eller urolige. Vi lader hende gemme sig, hvis hun vil det, og hvis hun søger opmærksomhed får hun det, men vi prøver at lade være med at trøste og ynke.

Første gang vi oplevede Adina bange var i forbindelse med tordenvejr om sommeren, og i den forbindelse blev vi opmærksomme de forskellige stoffer der findes til at berolige. Vi har haft gode resultater med stoffet Zylkene, som er et udtræk af komælk og skal minde hunden om den tryghed den følte da den var hvalp og diede hos sin mor.

Det er vores erfaring, at hvis vi begynder at give Adina dette kosttilskud i maden fra midten af december, så er hun mindre påvirket af fyrværkeriet som virkelig tager til omkring jul og nytår. Hun bliver stadig bange, men hun ligger bare og putter sig i et hjørne. Før Zylkene oplevede vi at hun rystede over hele kroppen, hyperventilerede og var meget urolig – det ser vi slet ikke mere.

Jeg vil klart anbefale andre hundeejere at prøve dette stof. Der er ingen garantier for at det hjælper, men da det er et kosttilskud er der heller ikke nogen risiko forbundet med at prøve det af – bortset fra at det er temmelig dyrt når man skal have en stor dosis til en stor hund. Den bedste effekt opnås efter min opfattelse ved at begynde at give det nogle dage før.

Omkring nytårsaften plejer vi at tage i sommerhus. Det gjorde vi også før vi fik hund, men vi er fortsat med det i et håb om at opleve lidt mindre fyrværkeri end derhjemme. Det er noget mindre end i Virum, og det stopper tidligere på natten. Men vi slipper ikke helt, heller ikke i et sommerhusområde i Gilleleje. Med Zylkene og nogle rolige mennesker omkring hende, havde Adina faktisk en tålelig nytårsaften. Hun spiste både aftensmad og resten af min entrecote, og faldt endda i søvn flere gange i løbet af aftenen. Det tager vi som en succes.

Lignende indlæg:

Nytårsaften med hund

Vi havde vidst længe, at det nok ville blive et problem for Adina at udholde den danske tradition med at fyre fyrværkeri af i stor stil nytårsaften. I sommers fandt vi nemlig ud af at hun var bange for tordenvejr.

Vi begyndte derfor at undersøge de forskellige hjælpemidler der findes og valgte at prøve Zylkene, som er et kosttilskud der er baseret på komælk og skal minde hunden om den tryghed den følte som hvalp, da den diede hos sin mor. Vi synes hun blev knap så bange for torden når hun fik disse kapsler, så fra midten af december har vi givet hende Zylkene hver dag.

I dagene op til nytårsaften har hun klaret lyden af fyrværkeri fint. Hun har reageret ved at kigge op, men ellers været helt normal. Men selve nytårsaften gik bestemt ikke ubemærket hen.

Allerede fra omkring kl. 16 begyndte Adina at blive urolig. Foruden kropssproget, som er uroligt, kan man se det på hendes ører, som vender udad og ikke fremad som normalt. Hun begyndte at rejse sig og finde et nyt sted at ligge oftere end normalt, og begyndte også at ville ligge under spisebordet eller på badeværelset, hvilket hun ikke gør normalt. Hun piver ikke, men er mere opsøgende overfor os mennesker.

Da fyrværkeriet tog til ud på aftenen havde hun det bedst hvis hun kunne have fysisk kontakt med enten mig eller Mads, og hun var mest tryg hvis vi begge sad ned i nærheden af hende. Vi forsøgte selvfølgelig at forholde os roligt og ikke signalere at dette her var noget man skulle være bange for. Men det er svært ikke at prøve at trøste hunden lidt. Vi havde gået 2 lange ture med hende inden det blev mørkt og befandt os i sommerhuset i et håb om at der ville være mindre fyrværkeri end hjemme i Virum. Og jeg synes Adina klarede det fint, taget i betragtning den angst vi har set ifm. tordenvejr i sommers.

Dengang rystede hun over hele kroppen og prøve at kravle ind under små borde og søgte helt ind i hjørnerne af stuen og badeværelset. Denne gang var det ‘kun’ lidt hurtig vejrtrækning, og hun havde ikke trang til at søge helt så langt væk. Det virker som om at Zylkene tager toppen af hundens angst, og det er godt, for man kan blive helt bekymret for om hunden kan tåle sådan en nervøsitet. Når jeg ser hende sådan tænker jeg hvordan hun mon opfatter disse brag – tror hun at huset eller hele verden er ved at brase sammen? Udenfor ville hun i hvert fald ikke. Jeg ville ønske at jeg kunne forklare hende, at det ikke er farligt.

Idag er Adina glad og frisk, har været på 2 middellange gåture og slappet af. I skrivende stund ligger hun på gulvet mellem mig og Mads. Hun må også være vældig træt efter sådan en urolig aften igår.

Lignende indlæg:

Et halvt år med Adina

Som tiden dog går – det er allerede langt over 6 måneder siden vi fik hund, vores dejlige Adina. Det går stadig virkelig godt. Vi har en meget glad og sød hund, som giver os stor glæde hver eneste dag. Jeg føler virkelig at vi har knyttet et stært bånd af tillid og kærlighed mellem os.

Vi er som hundeejere blevet mere sikre på os selv og vores vurdering af situationerne. De udfordringer vi havde efter 3 måneder er ikke så aktuelle mere, fordi vi har fundet løsninger på dem. Til gengæld er der kommet nye ting at tage sig af.

Problemerne med at trække i snoren er blevet mindre. Vi valgte en strategi der gik ud på, at når Adina trækker i snoren, så står mennesket stille. Hun kan kun komme videre hvis snoren er slap. Det er lettere sagt end gjort, og man kan godt få nogle ture hvor man står mere stille end man går. Jeg vil ikke kalde det en mirakelkur, men det er har hjulpet rigtig meget.

Adina kommer stadig når vi kalder i de fleste tilfælde. Ved at tage det i opløbet har vi fået vænnet hende af med at løbe efter cyklister i skoven, men det sker stadig at der en mus eller et egern som hun vil jage, og så kan vi ikke kalde hende til os. Men det gør ikke noget, for det varer kun kort, og bagefter går det fint igen. Et par gange er hun rendt efter en kat hjemme på vejen, og det er jo ikke så smart fordi der kan komme biler. Derfor er vi blevet mere opmærksomme på ikke at have hende løs i forhaven i længere tid ad gangen. Vi har anskaffet os en lang line som vi kan sætte hende fast med, som tillader hende at være med når vi er i forhaven, men som stopper hende før hun kommer ud på vejen.

Natteaktiviteten stoppede fra den ene nat til den anden, da vi begyndte at give hende et par skefulde A38 i forbindelse med aftensmåltidet. Det var min bror, der ovre i USA giver sin labrador acidophilus-piller, der inspirerede os. Man kan ikke få disse mavebakterier i pilleform i Danmark, men så prøvede vi med mælkeproduktet i stedet. Siden er det kun sket enkelte gange at hun har haft dårlig mave om natten, og så er hun kommet ind i soveværelset og vækket mig, hvorefter jeg har lukket hende ud i haven og bagefter kan vi sove videre.

Siden fik vi en ny udfordring: Adina viste mindre og mindre interesse for sin mad. Vi har givet hende det samme foder som hun fik der hvor hun kom fra, men det virker til at være lidt kedeligt for hende. Vi har prøvet at køre den konsekvente stil med at tilbyde maden, lade det stå 30 minutter, og så tage det væk uanset om der er spist af det. Tit betød det at hun ikke fik noget at spise til det måltid, og så spiste hun lidt mere til det næste. Men alt i alt fik hun ikke så meget mad. Det er jo ikke optimalt i længden. Desuden får hun noget flydende medicin som skal dryppes udover maden, og hvis ikke hun spiser maden får hun heller ikke medicinen, og så skal man til at give hende det i forskellige mere eller mindre sunde godbider for at få det i hende.

I sommerferien indhentede vi smagsprøver af en række andre mærker af tørfoder og lod Adina selv vælge. Et par forskellige ‘blindsmagninger’ pegede på 2 af mærkerne som favoritter – det var dem hun gik hen til først. Vi har nu i en uge prøvet med det ene mærke og det går godt. Åh, man bliver så lykkelig når hun bare går i gang med at spise med det samme og der bliver spist op. Vi har også ændret lidt på mængderne, så hun får en lidt mindre portion om morgenen og en lidt større portion om aftenen. Det virker til at passe hende bedre.

Medicinen hun får er for inkontinens. Adina er steriliseret og producerer derfor ikke østrogen. Det betyder at hun har svært ved at holde på vandet når hun sover og slapper af, så hun kom simpelthen til at tisse i sengen om natten. Et par dråber medicin morgen og aften har stoppet problemet fuldstændig.

En udfordring vi først for nyligt har konstateret og endnu ikke har fået løst, er Adinas angst for torden. Vi har et stykke tid set tegn på at hun ikke så godt kan lide kraftig regn, og i sommerferien stod det klart for os, at hun er meget bange for torden. Vi har undersøgt naturlige beroligende midler og købt noget der hedder Zylkene, et stof udvundet af råmælk som minder hunden om den tryghed der var til stede da hun var hvalp og diede hos sin mor. Vi nåede ikke at få fat i det inden sidste tordenvejr, så vi ved endnu ikke om det kan hjælpe Adina. Det ville jo være fantastisk, hvis et naturligt kosttilskud uden bivirkninger kunne hjælpe. Vi har også planer om at anskaffe en CD med lyden af torden og fyrværkeri, som kan bruges til at træne med – evt. kombineret med det beroligende middel – så Adina forhåbentlig kan vænne sig til disse lyde og ikke blive så stresset.

Det giver mange oplevelser at have hund, og vi kaster os ud i dem alle med krum hals og godt humør. Adina håndterer alle oplevelser, møder med nye og kendte mennesker og hunde helt suverænt. Vi nyder Adina og forsøger at finde en balance i omsorg og pleje uden at gøre tingene mere alvorlige end de er. I bund og grund har vi en sjov og aktiv hverdag sammen med masser af aktivitet, nærvær, kæl og leg. Man kan stadig følge med i Adinas liv og se billeder af hende på Facebook.

Lignende indlæg:

Kærlighed til hunde

Spørg mine forældre, som har kendt mig hele mit liv. Spørg mine fætre, som har kendt mig hele deres liv. Man kan også spørge mine veninder fra folkeskoletiden, og i nyere tid kan min mand bevidne det. Hunde har altid været min store passion. Lige siden min første hunde-kærlighed Pjuske har jeg ønsket mig at have at gøre med hunde, allerhelst selv at have en hund.

Først nu, i en alder af 40 år, er jeg blevet hundejer. Indtil da har jeg glædet mig over andres hunde. Min bror og jeg legede som børn med Harlekin, en Old English Sheepdog der boede overfor. Som teenager havde jeg fritidsjob som hundelufter for Schæferen Karo. Min første kæreste havde 2 hunde, hvor jeg fik et meget nært venskab med Airdaleterrieren Sofie. Senere har jeg passet en kollegas hund og min fætters hund masser af gange. Og ellers forsøgt at komme i kontakt med næsten alle hunde der kom min vej forbi.

Men nu har jeg altså selv en hund. En rigtig dejlig en endda. Hun ligger ved siden af mig, mens jeg skriver dette indlæg, og jeg kan mærke at min kærlighed til hende er stå stor at den næsten ikke kan være i min krop. Jeg elsker hende af hele mit hjerte. Jeg elsker hendes duft. Jeg elsker lyden når hun gaber. Jeg elsker hendes smukke øjne. Jeg elsker samhørigheden når vi leger og går tur. Og jeg elsker hendes blide væsen og hendes aldrig vigende nysgerrighed. Jeg bliver helt blød indeni, når mine kærtegn kan lulle hende i søvn og jeg er lykkelig, når vi alle 3 går tur et naturskønt sted og jeg kan se at Adina er i sit es.

Al den kærlighed kommer med en pris. En pris jeg først betaler senere. Når man elsker, så frygter man også at miste. Det er ikke anderledes end min angst for at miste min mand og min frygt for den dag mine forældre ikke er her mere. Det biologiske faktum, at hunde ikke lever så længe som mennesker, betyder at jeg må sige farvel til hende en dag. Det er ikke til at bære.

Min hjerne tænker nogle gange situationen igennem, både den med min mand, mine forældre og min hund. Det kan lyde dystert, men jeg tror det er et forsøg på at forberede mig følelsesmæssigt, til den dag når/hvis situationen opstår. Jeg føler mig som lidt af en ‘jomfru’ når det kommer til denne del af livet, selvom jeg har prøvet at miste bedsteforældre. Jeg er panisk ved tanken.

Jeg aner ikke hvordan jeg kommer til at klare at skulle miste Adina, men jeg håber der er mange år til. Måske går der 10 år, og så er jeg 50 år gammel – så er man vel så voksen at man kan håndtere sådan en sorg?

Men indtil da vil jeg bare nyde hende i fulde drag.

Lignende indlæg:

Til hvalpetræf

I lørdags var vi til hvalpetræf på Kennel BeDaBlanco. Det er den kennel, hvor Adina er født. De inviterer hver sommer alle de familier de har solgt hvalpe til, så de kan se hvordan hundene udvikler sig. I år var vi med – for første gang, da vi jo kun har haft Adina siden hun var 2½ år.

Kennelen ligger i Nordjylland, og da vi havde afgang fra sommerhuset i Nordsjælland, var det lidt af en køretur der lå foran os. Vi valgte derfor at køre derover dagen før og tage en overnatning på Gatten Bed & Breakfast. Det var første gang vi kørte så langt med Adina, så vi ville gerne tage os god tid så vi kunne tage hensyn til hendes behov. Vi holdt 3 pauser undervejs på turen, Adina havde sin skvulpefri vandskål med i bilen, og der var ingen problemer overhovedet.

Efter et godt hvil i Gatten, kørte vi næste dag til Aars Hundeskov. Her mødte vi først kennelejeren Betina, som havde Adinas forældre med, samt en dejlig ny lillebror der var kommet til verden i foråret. Det var rigtig fint at se Adina hilse på sine biologiske forældre. Det er svært at vide om hun er klar over at det er hendes far og mor hun står og snuser til, men hvis en hund kan afgøre alder, køn, kønsmodenhed og mange andre ting ved numse-snusning, så kan hun måske også fornemme at her er nogen hun er blodsbeslægtet med.

Under alle omstændigheder var der hvid hunde-fest, da en hel masse af Adinas søskende en for en dukkede op i hundeskoven den dag. Der var vist 15-16 hunde alt i alt, hvoraf en del var søskende fra Adinas kuld, og resten var hel- eller halvsøskende fra andre kuld. Det var helt fantastisk at opleve alle de glade hvide haler på begejstrede hunde, der myldrede ind og ud iblandt hinanden. (Man kan se billeder på Adinas Facebook-side.)

Først følte jeg at de alle var ens, og vi måtte se efter på halsbåndet for at finde vores egen hund. Men efterhånden som jeg gik rundt blandt alle disse hunde, begyndte jeg at kunne se forskellige træk. Det første jeg lagde mærke til var, at hannerne var væsentligt større end hunnerne. Det vejede vel 10-15 kg. mere, var højere og meget kraftigere. Hunnerne var også forskellige, der var en del som var noget spinklere end Adina. Og så begyndte jeg at lægge mærke til de små forskelle. Selvom alle hunde var helt hvide, var der alligevel lidt farveforskelle. Adina har f.eks. sorte øjenomgivelser under den hvide pels og de hvide øjenvipper – det var det ikke alle der havde. Nogen var i stedet brune, der hvor Adina er sort, og det gav et helt andet udtryk. Da dagen var omme kunne jeg nemt se forskel på de fleste af hundene.

Fælles var dog, at alle hundene var meget venlige, begejstrede over kontakt med deres søskende og nysgerrige – fuldstændig som vi kender vores Adina til hverdag. Hundene fulgtes ad i skoven, og da vi senere tog hjem til kennelen, legede og udforskede de også omgivelserne i fællesskab. Det skete at nogen af hanhundene kom lidt op at toppes med lidt knurren hist og pist, men det gik hurtigt over. Faderen til alle hundene holdt styr på tropperne og var en rigtig alfa-han.

Vi hundeejere bænkede os i et havetelt og fik serveret lækker grillmad, mens vi udvekslede historier og erfaringer. Jeg tror Mads og jeg var de eneste som ikke havde haft vores hund fra spæd, så det var godt at høre lidt mere om hvor hun kommer fra. Når man skal have hund første gang føler man at man skal kvalificere sig til at få en hund, hvad enten det foregår via internat eller kennel, og nogen gange virker det til at være lidt af et nåleøje at skulle igennem. Vi fik Adina på baggrund af en privatpersons vurdering, så det var dejligt at kunne give kennelejeren vished for at vi var gode ejere for Adina. Betina var rigtig glad for at se Adina og os og virkede til at synes det var et godt match.

Dagen sluttede lidt brat for os, da der kom nogle tordenbrag. I løbet af sommeren er det gået op for os, at Adina er bange for tordenvejr, og det hjalp ikke at være iblandt en kæmpe familie af hunde, som ikke tog sig specielt meget af bulderet. Da Mads gik ud efter trøjer til os i bilen, smuttede hun ud af havelågen og insisterede på at komme ind i bilen. Mads tog hende dog med tilbage, men siden kunne hun ikke tænke på andet end at komme ud til bilen, stod henne ved havelågen og peb og prøvede at klatre over hegnet. Vi måtte derfor sige farvel før arrangementet var slut.

Så snart Adina kom ind i bilen var hun glad igen, og som vi begyndte at køre sydpå forsvandt de sorte skyer. Hjemturen klarede vi med færre stop og det var tidlig aften da vi landede i Gilleleje igen. En god og interessant tur, hvor vi både fik forbindelse med spændende hundemennesker og fik prøvet Bed & Breakfast samt langtur med Adina for første gang.

Lignende indlæg: