Sprang ud i det

Jeg gjorde det. Jeg sprang ud i det. Jeg tog en faste-dag efter 5:2 fastediæt-princippet. Det var i mandags. Og så gjorde jeg det igen i går.

Det var ikke svært at undvære morgenmaden. Som tidligere nævnt er jeg ikke sulten lige når jeg står op, så det var ikke specielt uvant at tage af sted på arbejde med kun et glas vand i maven. I løbet af formiddagen drak jeg vand og te som jeg plejer og var lige så sulten som jeg plejer, da det blev tid til frokost. Jeg lagde mærke til at jeg blev lidt tør i munden, men et glas danskvand hjalp.

Jeg er så heldig at arbejde et sted, hvor kantinen laver mad efter fine principper. Det er fedtfattigt/fuldkorn/økologisk/lavt glykæmisk indeks/lokalt produceret og meget andet godt, så jeg kan spise mig mæt i protein og grøntsager med en stor smagsoplevelse og uden stort fald i blodsukkeret senere. Jeg har valgt at lægge fastedagens 500 kcal på frokosten alene, og det gør at jeg kan spise et ret normalt frokostmåltid. Jeg sprang bare kartoflerne og den friskpressede æblejuice over.

Efter arbejde cyklede jeg mine 17 km hjem på el-cykel som jeg plejer, og da jeg kom hjem gik jeg en god tur med hunden. Nu begyndte det at blive mere usædvanligt for mig. Jeg oplevede alle de impulsive tanker, hvor jeg normalt bare uden at tænke særligt over det tager en snack, en kage eller lignende. Disse tanker måtte jeg naturligvis afvise, og det kunne jeg godt.

Min strategi var i øvrigt at distrahere mig selv, så jeg havde allieret mig med skønt puslespil, som jeg satte mig ned på mit kontor i kælderen med, da husbond begyndte at lave aftensmad til sig selv. Det virkede ret godt for mig, jeg glemte sultfornemmelsen og sad faktisk over puslespillet i flere timer.

Da aftensmads-tidspunktet havde passeret, følte jeg mig mindre sulten. Jeg satte mig op i sofaen til familien og så lidt TV. Jeg lavede mig 2 krus te med lakridsrod og mynte, og det må jeg sige var meget effektivt til at fjerne den sidste rest af sult.

Sultfølelsen var på intet tidspunkt så intens som jeg havde regnet med. Når jeg normalt tænker på at være rigtig sulten, handler det om følelsen af et stor ‘hul’ i maven og megen rumlen. Sådan var det på intet tidspunkt. Jeg kunne hele tiden mærke, at det føltes anderledes i maven end normalt, og det skyldes nok også den psykiske bevidsthed jeg hele tiden havde omkring dette eksperiment. Dertil kommer at jeg drak langt mere vand end jeg plejer, dels for at fylde maven, men også for ikke at dehydrere når nu jeg fik væsentligt mindre mad end normalt – man får jo også en del væske gennem maden.

Da det nærmede sig sengetid var jeg lidt ør og træt, men godt tilpas og glad. Stolt over at kunne klare at springe 2 måltider og mellemmåltider over, og positivt overrasket over hvor forholdsvis u-svært det havde været. Der står i bogen om denne måde at spise på, at kroppen hurtigt vænner sig til at mangle mad i lidt længere tid, og det tror jeg på nu hvor jeg selv har prøvet det. Jeg tror også at jeg psykisk kan vænne mig til at der ikke er nogen måltider morgen og aften 2 dage om ugen. Spisetider handler jo meget om vaner, og jeg tror godt at man kan ændre den vane.

Alt i alt er jeg slet ikke afskrækket og har mod på at fortsætte med denne metode.

Lignende indlæg:

Hvad jeg kan få ud af 5:2 faste-diæt

Der er ingen tvivl om at jeg ville have godt af at tabe mig. Jeg har været overvægtig siden jeg var i slutningen af 20’erne, men indtil nu har jeg ikke følt motivation til at gøre noget ved det. Jeg har prøvet at tabe mig en del og så tage det hele – og mere til – på igen. Da det skete, antog jeg den holdning, at det var sundere for mig at blive stående der hvor jeg var, end at risikere yoyo-vægt. Jeg synes også det var mere psykologisk sundt at acceptere mig selv som jeg var, end at blive ved med at fortælle mig selv at jeg var forkert.

Jeg har lavet forskellige livstilsændringer med fokus på sundhed. F.eks. gik vi for nogle år siden over til fuldkornsprodukter når det gælder brød, pasta, ris, nudler, bulgur osv. Jeg har lært at lave mad med linser og bønner, så vi spiser mad uden kød flere gange om ugen. Da jeg skiftede job for 1½ år siden øgede jeg min motionsmængde, fik en sundere kantine og tabte 3 kg de første 3 måneder – til stor glæde for min læge. Jeg havde håbet at vægttabet fortsatte, men det gjorde det ikke. Jeg kan altså godt ændre mad- og motionsvaner, jeg har bare ikke tabt mig af det.

Den mentale rygsæk har været godt fyldt de sidste mange år, hvilket er kulmineret i at jeg blev syg med stress denne vinter. I februar fik jeg besked på at gå hjem og virkelig hvile mig – forholde mig helt i ro. Det betød at de få tabte kg. nu er på igen og mit BMI er over 30. Ikke hverken sundt eller behageligt, men det synes som en yderligere belastning at skulle sætte sig op til at gå på slankekur eller ændre motionsvaner når man i forvejen har det svært.

Men i påsken så jeg et program om faste og specielt 5:2 faste-diæten (se tidligere blodindlæg), som udover at have sundhedsmæssige effekter, burde give et vægttab. Jeg har læst om det på nettet. Det ser ud til at det mest er noget man bruger i England, men vores egen Bente Klarlund er positiv. Det har fået mig til at tænke.

Metoden går helt kort ud på, at man 2 dage om ugen spiser det kvarte af det antal kalorier man egentlig har brug for, en slags faste med lidt mad. De øvrige 5 dage spiser man normalt. Det lyder ikke så svært.

Det er ikke en kur, hvor man skal investere i medlemsskaber og lave fundamentalt om på kostsammensætning og madlavningsvaner. Indsatsen ligger ikke i at gøre noget specielt, men i IKKE at gøre nogle få ting, nemlig IKKE at spise morgenmad og aftensmad 2 dage om ugen. Når jeg tænker på stress-risiko ifm. sådan en kur, er det er en anden form for indsats. Man lægger ikke yderligere byrder og pligter ind i hverdagen. Til gengæld skal man lære sig at håndtere fraværet af måltider.

Udover den indlysende fordel ved at tabe sig og blive sundere, ser jeg 2 andre gevinster for mig ved at leve på den måde:

  • Det er ikke helt fremmed for mig at have en dag hvor jeg ikke spiser ret meget. Det sker ikke så tit, men en gang imellem får jeg så ondt i maven, at det eneste der hjælper er at lade være med at spise eller kun spise meget, meget lidt. Så det gør jeg. Måske kunne det være godt at give maven og fordøjelsen en pause med faste intervaller?
  • I løbet af mit stressforløb er jeg blevet opmærksom på en lang række ting, som har været med til at stresse mig – heriblandt manglende evne til at holde pauser hvor jeg reelt hviler mig, fravalg af stimulerende oplevelser og aktiviteter samt kvælning i pligtfølelse ifm. dagligdagens nødvendige gøremål. En fastedag kunne være en hviledag, hvor jeg står af ræset og får mediteret, sovet eller måske lavet De 5 Tibetanere, som jeg længe gerne har villet i gang med. Eller det kunne være en dag hvor jeg har tid til at dyrke aktiviteter og få oplevelser. Begge dele kunne medvirke til at reducere mit stressniveau.

Centralt er imidlertid, hvordan jeg i givet fald vil have det med at spise ca. en fjerdedel af mit kaloriebehov en dag. Jeg vil uden tvivl blive sulten på et tidspunkt i løbet af disse dage. Der er nok nogle mentale barrierer der skal nedbrydes, noget sukkerafhængighed der skal bearbejdes og noget trøstespisning der skal gøres op med, selvom man kan spise normalt igen næste dag. Spørgsmålet er om man kan arbejde sig igennem disse udfordringer og helst komme til at vænne sig til faste-dage.

Mine tanker indtil nu går på, at fastedagene skulle være på arbejdsdage, hvor jeg er optaget af arbejde. Jeg er normalt ikke sulten lige når jeg står op, og regner det ikke for noget særligt at klare mig frem til frokost på te og vand. Så kunne jeg tage et sundt og tilfredsstillende måltid i den fantastisk kantine, hvorefter jeg vil være mæt resten af arbejdsdagen. Om aftenen tænker jeg at det er en god idé at lade husbond lave sin aftensmad selv og evt. gå ned på mit kontor i kælderen mens han spiser. Derefter kunne vi hygge sammen med TV og te i sofaen som vi tit gør, eller jeg kunne beskæftige mig med noget der optager mig jf. de stress-forebyggende ting jeg nævner ovenfor.

Foreløbig har jeg bestilt Michael Mosleys bog og glæder mig til at læse lidt mere om principperne i denne metode. Umiddelbart er det relativt enkelt at prøve det af, da metoden som sagt hverken kræver investering i medlemsskaber eller ændrede vaner. Og hvis det ikke er motiverende nok at tabe sig og blive sundere i sine blodværdier, så kan jeg jo bruge fordelene for maven og stressen som løftestang.

Lignende indlæg:

Ind i mellem kommer fasten

Her i påsken har jeg været i sommerhus med min lille familie. Vi har slappet af, læst aviser, gået ture og set fjernsyn. Vi bukkede under for noget teknikbesvær, åd vores irritation over den administrativt elendige løsning der er kommet ifm. at TV2 er blevet betalingskanal og købte os et Boxer-kort til TV2. Som et plaster på såret gav Boxer 14 dages gratis adgang til alle deres kanaler, så den eftermiddag zappede vi lidt rundt.

I denne forbindelse kom jeg forbi et interessant program på svensk TV. En engelsk læge og videnskabsjournalist tilknyttet BBC ved navn Michael Mosley undersøgte fænomenet at faste. Udgangspunktet for udsendelsen var forskning i ældning og levealder. Det viser sig nemlig, at der er en sammenhæng mellem alderbetingede sygdomme og kalorieindtag. Jeg har godt hørt om mennesker, som konsekvent spiser færre kalorier end de forbrænder i et håb om at leve længere, men denne udsendelse forklarede tingene lidt mere detaljeret.

I bund og grund viser det sig, at mange af de ting, vi i den vestlige verden dør af (kræft og hjerte/karsygdomme), hænger sammen med et protein der hedder IGF-1. Det har man meget af, når man spiser meget, og man kan holde det nede ved at faste eller til hverdag spise mindre end nødvendigt. Michael Mosley besøger en mand som lever sådan, og derfra går han videre til forskere der har set tilsvarende resultater ved dels at faste fuldstændig i 3-4 dage med måneders mellemrum, og dels ved at spise mindre nogle dage om ugen. Alle disse metoder holder IGF-1 nede og reducerer dermed risikoen for en række kræft- og hjerte/kar-sygdomme.

Michael Mosley prøvede selv at faste i 3½ døgn, og både han og forskeren der undersøgte denne metode indrømmede, at det var rigtig hårdt at gå igennem. Derefter prøvede han metoden med at spise mindre 2 dage om ugen, og det befandt ham så vel, at han tog metoden til sig. Han lever på den måde den dag i dag og har både tabt sig markant og reduceret risikoen for aldersbetingede sygdomme. Han har nu skrevet en bog om denne måde at spise på og lancerer det bla. som en slankekur kaldet 5:2 Intermittent Fasting eller bare The Fast Diet.

Det var en virkelig interessant udsendelse, som på ingen måde havde overfladiske motiver som at lede efter udødelighedsmedicin eller give næring til et ønske om at blive 140 år gammel. Udover de sundhedsmæssige aspekter, er det interessant alene som metode til vægttab, og det satte virkelig tanker i gang hos mig. Jo mere jeg tænker på det, jo mere kan jeg se mig selv følge en 5:2 faste-diæt, endda med en række andre positive effekter, som jeg vil skrive om i et senere indlæg.

Tja, så blev det lykkeligvis en påskeferie, hvor der blev plads til tanker med et større perspektiv. Jeg føler mig inspireret!

 

Lignende indlæg: