Belønningssystemer

Når jeg har været til det halvårlige eftersyn hos tandlægen, går jeg altid til bageren bagefter. Det er en regel jeg har; når man har været hos tandlægen må man godt gå til bageren. Som regel får jeg tid hos tandlægen tidlig morgen, så det bliver som regel en god bolle med smør og/eller en kage af en slags.

Jeg er ikke typen der er meget nervøs når jeg skal til tandlæge, men det er heller ikke noget jeg ligefrem glæder mig til. Tanken om at kunne hygge sig med bagerbrød bagefter bliver noget godt at se frem til  og giver mig motivation til at få det gjort.

Jeg kan også finde på at sige til mig selv, at jeg må drikke en cola efter jeg har gjort rent. Så kan jeg gå og glæde mig til den kolde og læskende cola, mens jeg knokler med gummihandsker og støvsuger.

I det hele taget fungerer det godt for mig at stille en belønning op for mig selv. Der er bare nogle ting i hverdagen som er mindre sjove end andre, og de skal også gøres. Noget af det kan man udskyde og skubbe foran sig, men man kommer ikke udenom. Og så kan man lige så godt tage tyren ved hornene og få det gjort. Det er sjældent så slemt når man først kommer i gang. Man kan måske sige, at det at få det overstået i sig selv er belønningen. Jeg tror det der fungerer godt for mig ved belønningen er, at det lidt er som at fejre sin handling – et klap på skulderen til sig selv. For mig har den en god psykologisk virkning at fejre og glæde sig.

I forbindelse med 5:2-diæten fejrer jeg også. Ikke hver dag jeg har overstået en fastedag, for så slemt er det ikke – og så ville jeg nok ikke tabe mig ret meget. Men jeg har valgt at købe et par lækre, og lidt dyre, ting til mig selv for at fejre at jeg gør en god indsats. Om aftenen på fastedage kan jeg godt blive lidt kold, og jeg har derfor købt mig en serape/sjal i en rigtig lækker kvalitet, som jeg kan putte mig i når jeg faster. Jeg har også forkælet mig selv med nogle hjemme-bukser i en ekstra lækker bomuldskvalitet.

Det skal selvfølgelig ikke tage overhånd, så det bliver usundt for krop eller pengepung, men i afmålte doser anbefaler jeg at stille belønninger op for sig selv for at motivere og fejre sine sejre.

Lignende indlæg:

5:2-diæten som stressfri livsstil

Siden 21. april i år har jeg spist efter principperne i 5:2-diæten og ikke afveget en eneste gang. Også i sommerferien havde jeg 2 semi-fastedage om ugen. Det er i sig selv et udtryk for, at denne livsstil passer rigtig godt til mig og mit liv.

Nu har vi taget hul på en ny årstid, og 5:2-livsstilen er godt indarbejdet i min hverdag. Jeg tænker ikke så meget over det mere. Fastedagene er lige så rutineprægede som de andre dage. Jeg har fået indstillet mine spisevaner på fastedagens rytme, og mit hoved og min mave kvitterer med ikke at sende sultne signaler – som om de godt er klar over at der ikke kommer noget alligevel.

Min mand oplever heller ikke længere, at det er nogle særlige dage, hvor der skal tages specielt hensyn. Han har vænnet sig fuldstændig til at spise alene de 2 aftener om ugen. Det er ikke længere nødvendigt hensynsfuldt at spørge, om det er til at holde ud hvis han spiser en gulerod eller nogle vindruer ved siden af mig i sofaen.

Når man ændrer sin livsstil på sådan en forholdsvis drastisk måde er det helt naturligt at tænke og reflektere meget over det i starten. Det er for mit vedkommende overstået nu. Nu har jeg fundet min måde at gøre det på, og så er der ikke andet for end at fortsætte og nyde fordelene. Det er mit liv nu.

Derfor har jeg meldt mig ud af Facebook-gruppen for 5:2-diæten, hvor jeg ellers har delt oplevelser og overvejelser med andre 5:2-fastere. Jeg har simpelthen ikke længere brug for at diskutere det med andre. Henover sommeren, hvor medlemstallet eksploderede, blev jeg bedt om at være med-administrator i gruppen og prøve at hjælpe alle de nytilkomne med at komme godt i gang. Men diskussionerne udviklede sig til tider til nogle meget komplicerede overvejelser om at tælle timer og kalorier samt kombinationer med andre diæter og slankekure. Jeg kunne mærke at det forurenede mine tanker om min egen diæt. Heldigvis var der mange der bød ind, så mine bidrag gav ikke så meget værdi. Og så var det bare at sige pænt farvel.

Her på bloggen bliver det nok også lidt anderledes end de første 4 måneder. Jeg vil formentlig ikke have så meget nyt at fortælle, så antallet af blogindlæg om lige dette emne kommer ikke til at blive så stort fremover. Mens 5:2-diæten har oplevet stigende interesse henover sommeren har bloggen haft mange besøg, og jeg har forsøgt at stille forskellig viden til rådighed for de søgende i form af links til artikler og hjemmesider. Nu er der mange flere kilder på nettet om 5:2.diæten, og der er mange der har overskud til at lave udtømmende blogs om emnet. Jeg har derfor ændret bloggens 5:2-side til kun at indeholde de mest basale links og bare fokusere på mine egne erfaringer. Jeg vil gerne holde fast i, at det her er en blog om mig, ikke om cykler eller diæter. Tilbage til mig!

Jeg har haft forskellige henvendelser fra pressen, og havde i sommerferien besøg af en journalist og fotograf fra et ugeblad. På en måde er det meget sjovt at snakke med journalister, men det er også krævende. Ude og Hjemme troppede op i mit sommerhus mere end 1 time før aftalt, og jeg brugte en del energi på at sørge for at de kunne få billeder af mig foran et tomt køleskab, med hækletøj og på cykel. Artiklen er dog i skrivende stund ikke blevet bragt i bladet, og så er det jo spildte kræfter. Da DR Nyheder og P4 henvendte sig i sidste uge var sommerferien forbi, og jeg måtte sige, at jeg ikke har mulighed for at tale med journalister i dagtiden, hvilket har betydet at de har trukket sig.

Det vigtigste for mig lige nu er at undgå stress, og det hjælper 5:2-diæten mig med i min hverdag. Jeg balancerer hele tiden behovet for oplevelser og sociale forbindelser med indre ro. Jeg er nødt til at være opmærksom på, om sådan nogen ting som Facebook og kontakt med journalister giver mig noget positivt, og hvis ikke så skal jeg vælge det fra. Det skal selvfølgelig ikke være sådan, at jeg slet ikke vil gøre noget for andre mennesker, men der skal være en balance. Det er jo en af de store pointer ifm. stress, at man ikke kan være noget for andre, hvis man ikke sørger for selv at have det godt. Det er nok bedre at bruge overskuddet på mine nære, end på at hjælpe en journalist med at få sin historie i hus.

Lignende indlæg:

En typisk 5:2 fastedag

I dag er det præcis 4 måneder siden at jeg sprang ud i det – en ny livsstil med semi-faste 2 dage om ugen. Der er delte meninger om hvor lang tid det tager at forme en ny vane, og jeg ved da heller ikke helt om det er blevet en vane at semi-faste på linje med f.eks. at børste tænder. Men jeg har i hvert fald opbygget nogle faste mønstre omkring en almindelig fastedag, som gør det ret rutinepræget at gennemføre sådan en dag.

På hverdage spiller vores vække-musikanlæg kl. 5:50. Så står husbond op og går med hunden. Lidt over 6 står jeg op. Jeg stiller mad frem til hunden og går på badeværelset. Når jeg kommer ud derfra, er husbond og vovse kommet hjem igen, og det er tid til morgenmad. Normalt sidder husbond og jeg og spiser en skål surmælksprodukt sammen, mens vi snakker om hvad der skal ske i dag. På en fastedag drikker jeg bare et stort glas vand i stedet for. Jeg er ikke sulten om morgenen, så det føles ikke mærkeligt.

Ved 7-tiden hopper jeg på el-cyklen og kører på arbejde. Der er jeg ved 8-tiden. Det første jeg gør efter at have hængt overtøjet og tændt PC’en er at tage et krus te og fylde min vandflaske med frisk vand. Der er fade med frisk frugt i storkontoret, men på fastedage tager jeg ikke noget frugt.

Min afdeling plejer at spise frokost ved 12:30-tiden. Vores kantine drives af Meyers Kantiner, og der er altid sund og lækker mad efter tankerne om nordiske hverdagsmad. Jeg spiser som regel kød og grøntsager fra den varme buffet, men springer kulhydrat-tilbehøret over. Jeg supplerer med salat og evt. lidt fisk. De laver en fantastisk gravad laks, og den tager jeg en skive fuldkornsbrød til. På den måde kan jeg sammensætte et måltid på ca. 500 kcal., der mætter længe og er smagsmæssigt tilfredsstillende.

Glad og mæt sætter jeg mig tilbage på min plads og arbejder videre. Så spiser jeg ikke mere den dag. Jeg er mæt resten af eftermiddagen, og sørger bare for at drikke mere vand og te for ikke at dehydrere.

Når vi når til fyraften er det hjem igen på el-cyklen. Jeg har 16-17 km. hver vej. Når jeg har cyklet ud og hjem, har jeg forbrændt næsten det samme antal kcal. som jeg har indtaget. Jeg er hjemme omkring kl. 17.

Det er skønt at komme hjem til hunden, som så har været alene i næsten 10 timer. Hun byder som regel velkommen hjem med logrende hale, det er nok den bedste stund på dagen. Vi kæler og snakker, og nu skal hun ud og gå en god lang tur. Min mand og jeg skiftes til at tage gåturen, om torsdagen gør vi det oftest sammen. Det er ikke et problem for mig at gå 1½ time i skoven med hunden på en fastedag.

Jeg er som regel hjemme fra gåturen før kl. 19. Jeg laver mig et stort krus te og et stort glas vand eller danskvand, finder dagens ration af vitaminpiller, og slænger mig i sofaen, mens husbond går i køkkenet og laver mad til sig selv. Jeg kan godt mærke sult, men teen, vandet og pillerne fjerner det meste af den fysiske fornemmelse. Psykisk er jeg er helt indstillet på at jeg ikke skal have mere mad den dag, og det strejfer mig aldrig at ændre planer og spise et eller andet.

Hele pointen med at starte med 5:2-diæten var, at jeg gerne ville give mig selv 2 fri-aftener, hvor jeg ikke skulle bruge det halve af aftenen på at lave, spise og rydde op efter aftensmad. Jeg nyder at jeg bare kan se Aftenshowet, læse lokalavisen og sidde med min tablet uden at have pligter.

Før jeg ved af det, sidder husbond ved siden af mig i sofaen. Han nyder også fastedagene, fordi det er mere uformelt. Vi køber ind til 1 uge ad gangen, og tit forbereder vi maden, så han har nem mad på fastedagene. Det er enten noget med at lave en stor portion mad dagen før, så han kan spise af det på fastedagen, eller noget god færdigmad fra mit arbejde eller fryseren. Så han har næsten også en friaften på mine fastedage.

Når vi nærmer os sengetid kan jeg godt føle mig en smule svimmel, og mine fingre og tæer er tit kolde. Samtidig begynder jeg at føle mig glad og stolt over, at endnu en fastedag er gået godt. De første mange måneder fik jeg ofte ondt i hovedet på en fastedag. Det gør jeg ikke mere. Efter at jeg er begyndt at tage et par dybe vejrtrækninger når jeg mærker optræk til hovedpine, er problemet stort set væk. Jeg ved ikke om det handler om afspænding, men det virker tilsyneladende. Enkelte dage kan et par panodil eller kodimagnyl være nødvendige.

Nogle aftener er det mig der går aftenturen med hunden, og som regel kravler jeg tidligt i seng, glad og i godt humør. Efter de første par gange at have oplevet at sove meget let, sover jeg nu meget tungt natten efter en fastedag.

Næste morgen er jeg også lidt mere træt end normalt, men står op og føler mig godt tilpas. Jeg kan ikke lade være med at hoppe på vægten inden jeg går i bad, og ofte står der et nyt tal, der er mindre end sidst. Det er forskelligt hvor sulten jeg føler mig, men spiser min sædvanlige morgenmad; yoghurt. Op ad dagen kan jeg godt have tendens til at blive tidligere sulten op til måltiderne, men jeg har ikke lyst til at spise mere eller andet end jeg plejer.

Lignende indlæg:

Om at drikke sig mæt

Det er ikke specielt mange timer af mine 5:2 fastedage jeg føler sult, men ind imellem kommer det selvfølgelig. Der er mange måder at gribe sulten an, når den banker på. Det første er selvfølgelig at drikke vand, men der er en grænse for hvor meget jeg gider at skvulpe nede i maven. Det der virker mest effektivt for mig er te.

Almindelig sort te fungerer fint, og fra mit basissortiment hjemme i køkkenskuffen har jeg også stor glæde af grøn te med citron. Den frisker godt op i en lidt passiv mundhule på fastedagen. Men jeg opnår endnu større mæthed og sanselig tilfredsstillelse med nogle mere eksotiske teer.

De første dage brugte jeg Pickwicks Minty Morocco, som er en te med lakridsrod og mynte. Lakridsroden giver en masse smag på tungen, og på en eller anden måde formår den at fylder det godt i maven. Hvis jeg føler mig rigtig sulten oplever jeg faktisk, at jeg kan fjerne sulten fulstændig med en lakridsrodste. Myntesmagen bidrager til at man har en smags- og duftoplevelse.

Ret hurtigt derefter blev jeg opmærksom på Yogi Te. Her er en lang række varianter som indeholder en masse gode aromaer, bla. chili, ingefær, citrusfrugter i tillæg til lakridsrod. Det er en noget dyrere te, men når man ikke bruger penge på aftensmad den dag går det vel an. Der findes så mange varianter, at man kan få god variation på fastedagen. Pakkerne har flotte dekorationer, så hele te-oplevelsen bliver også en visuel nydelse. Jeg føler at jeg forkæler mig selv, når jeg laver mig et krus Yogi Te.

Nu har vi jo lige været igennem en sommer med megen varme, og så er det måske ikke helt så oplagt at drikke te. Der er nogen der laver iste – det har jeg endnu ikke prøvet, men jeg kunne godt forestille mig at det kunne være godt. Men jeg har fundet, at de lidt syrlige, friske teer med citrus og ingefær fungerer rigtig fint for mig på en sommerdag. I LIC fandt jeg et for mig ukendt mærke ’Clipper’, hvor varianten Citron & Ingefær har været min absolutte favorit på de varme dage – dejlig læskende faktisk.

For nylig har vi på arbejdet fået nogle meget interessante teer; Pukka Te. De er bla. gået videre med lakridssmagen med varianten ‘Pure‘, som indeholder fennikel- og anisfrø. Jeg er også ret glad for varianten ’Love’  med kamille, rose og lavendel foruden lakridsrod. De har tilmed en række trippel-varianter, hvor der er 3 slags mynte, fenikel eller ingefær i. Nu kan jeg også i løbet af arbejdsdagen forkæle mine sanser når jeg faster.

Lignende indlæg:

Et kvartal med 5:2-diæten

I skrivende stund ved jeg ikke hvordan vægten har udviklet sig siden sidste status, for jeg er i sommerhus og her er ikke nogen badevægt. Men det kører fint med de 2 fastedage om ugen, og nu hvor jeg begiver mig ind i 4. måned med 5:2 faste-diæten er jeg stadig glad for konceptet. Jeg oplever stadig et rigtig godt humør og overskud, en markant forskel i forhold til hvordan jeg havde de i april, da jeg startede. Hovedpine på fastedage er stadig en udfordring, men jeg får hele tiden nye ideer til at modvirke det. Og med 10 cm mindre om taljen startede jeg sommerferien med tøjshopping!

Indtil nu har jeg tilrettelagt fastedagene efter hverdagens rytme. Sommerferien betyder, at jeg må finde en ny måde at gennemføre en fastedag. En feriedag er anderledes, dels fordi der ikke er så faste rammer hvad angår spisetider, sengetider osv., og dels skal jeg lave mit ene 500 kcal-måltid selv i stedet for at vælge fra kantinens lækre buffet. Desuden er der i modsætning til en arbejdsdag langt mere ledig tid, hvor jeg ikke er optaget og dermed distraheret – det kunne måske være en udfordring i forhold til at føle sig sulten.

Det varme sommervejr har gjort det nemt mht. maden. Jeg er knap så sulten, og det er oplagt at lave sig en lækker salat. Jeg har bla. lavet mig en lækker salat med rigtig gedefeta, radiser og karse, hvilket har givet en god og fuld smagsoplevelse, og der var også plads til en lækker fuldkornsbolle. Hvad angår den tid hvor jeg ikke spiser er det også gået rigtig godt. Jeg kan sagtens slappe af og gøre ferie-ting uden at få krise over at jeg ikke kan spise spontant. Før ferien var jeg faktisk lidt i tvivl om jeg kunne holde faste-mønsteret i ferien, det skulle jo ikke ødelægge ferien. Men det har ikke været svært, og jeg er glad for at jeg kan faste i ferien også.

Det ser ud som om at 5:2 faste-diæten begynder at blive mere udbredt i Danmark. I weekenden var der 3 artikler om det i Politiken, og det skyldes jo nok at netop Politikens forlag udgiver en dansk oversættelse af Michael Mosley og Mimi Spencers bog om nogle uger. Efter artiklerne i Politiken har der været stor tilstrømning af medlemmer i den danske Facebook-gruppe om emnet, og jeg kan også se flere besøg her på bloggen på baggrund af Google-søgninger på emnet.

I dag havde jeg besøg af en journalist og en fotograf fra Ude og Hjemme. De planlægger også et tema om diæten i forbindelse med den danske bogs udgivelse. De ønskede at interviewe en kvinde der havde været i gang med spisemetoden i nogen tid, og kom op og besøgte mig i sommerhuset. Jeg fortalte lidt om hvordan jeg var kommet i gang, min motivation og hvordan en fastedag foregår for mig. Og så tog de en masse billeder.

Jeg er spændt på hvordan 5:2 fastediæten bliver lanceret og modtaget i Danmark. Slanke-aspektet er nok det som tiltrækker flest læsere/seere. Den danske bogs titel “5:2 Kuren” indikerer også, at man ser det som en slankekur, mere end en livsstil eller vej til større sundhed, og jeg kan også se tendensen på Facebook-gruppen. Min egen motivation for at gå i gang med at semi-faste 2 dage om ugen handlede primært om at modvirke stress. Det var en dejlig bonus hvis jeg kunne tabe mig, men jeg troede i starten ikke helt på at det kunne ske. Og så var det en god følelse, at jeg kunne gøre godt for min sundhed på længere sigt. Det er jo temmelig overvældende, hvilke fordele diæten har på aldersbetingede sygdomme både fysisk og psykisk, så jeg håber at disse aspekter også bliver omtalt.

Lignende indlæg:

Det bedste ved 5:2-diæten som slankekur

De fleste slankekure og livsstilsændringer involverer som regel, at man sætter sig ind i en teori (Stenalder, Atkins, LCHF, Dukan og hvad de nu ellers hedder alle sammen) og indretter sin kost efter nogle bestemte principper. Det betyder helt konkret, at man skal læse bøger eller på nettet om teorien, man skal købe anderledes ind, måske man skal lave mad efter opskrift eller konkrete forskrifter. Udover selve indsatsen med at spise et og holde sig fra noget andet, kommer man til at bruge en del mentale ressourcer på at tilvejebringe de rammer, der skal til for at man lever efter de nye principper.

Mange slankekure har også indvirkning på ens sociale liv. Ofte er man er nødt til at involvere dem man er sammen med i sin kur. Man er måske nødt til at spise noget andet en familien når man spiser sammen, og når man er ude på restaurant eller inviteret hjem til nogen kan man være nødt til at bede om specialbehandling.

Med 5:2 faste-diæt er der også nogen, der bruger meget krudt på at skabe de perfekte rammer. I England og USA er der udgivet adskillige opskriftsbøger, der giver deres bud på mættende måltider der lever op til de 500 kcal om dagen. På den danske Facebook-side kan man se, at der er mange der gør sig overvejelser om præcis hvordan de skal leve på ikke-fastedagene. Nogen overvejer at kombinere principperne, så de spiser efter en bestemt teori de dage de ikke faster.

Det gider jeg ikke. Jeg synes er den helt store styrke ved denne måde at spise på er, at man netop ikke er nødt til at gøre en masse anstalter for at passe ind. På fastedage spiser jeg 1 almindeligt måltid til frokost, og så skal jeg ellers ikke tænke mere over det den dag – jeg skal bare lade være med at spise mere. De andre dage lever jeg fuldstændig som jeg plejer og er vant til. Det er helt som ophavsmanden Michael Mosley lægger op til, og det virker for mig når det kommer til vægttab.

De 2 dage om ugen, hvor man spiser mindre, kan lægges hvornår det skal være. Med mindre man spiser ude alle ugens 7 dage, så påvirker 5:2-diæten ikke ens sociale liv. Man lægger selvfølgelig bare fastedagene på dage, hvor man ikke skal ud. For dem, hvor det er vigtigt at spise sammen med familien hver aften, kan man indrette fastedagene sådan, at man spiser sine daglige 500 kcal. ved aftensmåltidet.

Mennesker kan vænne sig til meget, også at spise efter bestemte principper og teorier. Jeg tror da også, at der er en del der synes det er et sjovt og spændende projekt at gå i gang med opskrifter og forskrifter osv. Men det kan ikke være alle, og dermed synes jeg at disse projekt-kure indebærer den klassiske risiko for at løbe sur i systemerne. Det er jo ikke for ingenting at 97% af alle, der går på slankekur, tager på igen.

Det er klart at det også kræver en vis mængde gå-på-mod og rygrad at gå i gang med 5:2 faste-diæten. Men indsatsen ligger primært i arbejdet med sig selv – at tåle at være sulten. Hvis man er motiveret for at lave en livsstilsændring, synes jeg det er et overkommeligt arbejde, når man ikke behøver at lave hele resten af sin hverdag om.

Lignende indlæg:

Følsomt vægttab

I takt med at jeg må konstatere, at jeg rent faktisk taber mig af at spise efter 5:2-konceptet, tænker jeg også på hvad andre siger til det. Jeg må indrømme, at det er et lidt følsomt emne.

Da jeg overvejede at gå i gang, synes jeg det var meget blufærdigt at sige til nogen, at jeg gjorde mig de tanker. På en eller anden måde synes jeg det var enormt følsomt at starte den snak, for det åbner ligesom for at andre kan sige hvad de synes om min vægt. Til hverdag er der ikke nogen der siger til mig, at de synes jeg er for tyk, og det vedkommer jo i bund og grund heller ikke andre end mig selv. Men jeg kan høre på den måde folk taler om andre, at det lurer under overfladen hos mange normalvægtige; holdninger til, irritation – ja næsten vrede – over at andre er overvægtige. Og det ved jeg ikke om jeg er klar til at møde. Det er svært at forklare en slank person, hvorfor man bliver overvægtig.

Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg godt ved at jeg er overvægtig og at jeg kunne have godt af at tabe mig. Men det er bare noget andet at høre andre sige det. Især hvis det er nogen tæt på man holder af. For i mine ører lyder det, som om de elsker mig mindre fordi jeg er tyk, og at de ville elske mig mere hvis jeg var tyndere. Det er ikke lige den slags input jeg har brug for, når jeg overvejer en større livsstilsændring.

Jeg besluttede mig for ikke at diskutere det med andre end min mand, som er ubetinget loyal, støttende og velmenende. For i bund og grund er det vigtigste jo, at jeg selv tænker det godt igennem og føler at det er det rigtige for mig. Jeg har indset forskellige ting ifm. mit stressforløb, og det var essentielt for mig at føle, at det var noget jeg gjorde for mig selv, og kun for mig selv. Ikke for at nogen skulle elske mig mere.

Da jeg gik i gang med 5:2 fastediæten, sagde jeg det ikke til ret mange. Jeg skrev om det her på bloggen, så dem der læser med her har vidst det fra starten. Men det var først efter et par uger at jeg fortalte mine forældre og veninder om det face-to-face. Jeg ville lige være sikker på, at det var noget for mig. For udover den følsomme konfrontation med andres holdning til min figur, så forventede jeg også at nogen kunne have ret kraftige meninger om selve konceptet. Sundhed og slankning er noget næsten alle har en mening om, og der findes mange ‘trosretninger’. Jeg støttede mig til min mand og Facebook-gruppen om emnet.

Nu kan jeg så se på min badevægt, at jeg faktisk er blevet noget der minder om 8 pakker margarine mindre. Måske kommer der en dag, hvor mine omgivelser kan se, at jeg har tabt mig – også dem jeg endnu ikke har fortalt om det. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal takle evt. kommentarer. Der kan jo ligge en masse gode hensigter og venlighed i en kommentar om at ’det klæder dig’ eller lignende. Men samtidig kan det jo også høres som, at ’du var grim før’. Det er nok et udslag af et af mine personlighedstræk; at jeg tager udsagn ret bogstaveligt og fortolker også negative ting ind i dem. Og i og med at jeg faktisk ER glad for at have tabt lidt kilo, er der jo også noget i mig der gerne vil dele det med andre og glæde mig over det sammen med dem.

 

Lignende indlæg:

2 måneder med fastediæt

Som tiden dog flyver – det er allerede 2 måneder siden jeg startede på 5:2 fastediæten. Det går stadig rigtig godt. Mit humør har fået en tak opad. Jeg ved ikke om det skyldes et øget BDNF-niveau, som denne måde at spise på skulle udløse, eller om det simpelthen er fordi at det nu er lykkedes mig at smide 4 kg. og har fået mit BMI ned under 30.

Men glad er jeg, og jeg ser frem til hver fastedag med glæde. Fastedagene forløber ret udramatisk. Jeg har vænnet mig helt til følelsen af, at maven er tom og klarer stadig bølger af sult-fornemmelse med te og vand. Der bliver ikke lagt så meget puslespil mere – jeg behøver ikke at distrahere mig selv og kan sagtens håndtere at husbond laver og spiser aftensmad.

Bivirkninger kan man måske ikke kalde det, men jeg oplever stadig øget hovedpine og ledsmerter på fastedage og større træthed dagen efter. Jeg har valgt ikke at tænke for meget på det. Ledsmerterne klarer jeg med 2 Panodil, og trætheden forsvinder meget hurtigt når jeg får lidt morgenmad. Hovedpinen er et livsvilkår for mig, noget jeg har levet med i over 8 år. Jeg ved reelt ikke om jeg ville have haft hovedpine disse dage selvom jeg ikke fastede, og det er ikke alle fastedage jeg har hovedpine. Jeg har uden held forsøgt med vand og salt at forebygge væske- og saltmangel, så måske er det ikke relateret til mangel på mad.

Det er stadig strategien at spise helt normalt på ikke-fastedagene, så jeg siger ikke nej til kage på arbejde eller en cola til aftensmaden på de dage. I øjeblikket tænker jeg meget over, at det føles som om at den psykiske lyst til de usunde ting stadig er der, men at kroppen ikke beder om det. Husbond siger også at han synes jeg spiser mindre.

Måske er det derfor at vægttabet nu har et omfang, som ikke længere kan forklares med udsving i væskebalance og maveindhold. Jeg synes godt kan jeg konstatere, at jeg taber mig af at spise sådan her. Jeg begynder at se i øjnene, at jeg måske skal til at se mig selv anderledes i spejlet og have lidt nyt tøj.

Lignende indlæg:

Jeg faster stadig

Jeg har nu fulgt 5:2 faste-diæten i en måned, og jeg er klar til at tage en status på hvordan det er gået.

Min første oplevelse er, at det slet ikke er så svært som man skulle tro. Selve det at undvære mad morgen og aften har ikke været noget problem. Hvis maven har rumlet lidt, har jeg nemt kunnet fjerne det med et krus te eller et glas vand, og jeg har ikke på noget tidspunkt være fristet til at afvige fra fasten og tage noget mad.

Nogle af dagene har jeg haft hovedpine, og jeg har oplevet en øget træthed dagen efter faste. En par af fastedagene har jeg haft flere ledsmerter end normalt. Det er alt sammen gener som normalt er en del af min hverdag, men tankevækkende at de kommer oftere på fastedage.

Nu hvor jeg har prøvet at faste 8 gange, har jeg vænnet mig til fornemmelsen og tænker mindre og mindre over det, hvilket hjælper til at afdramatisere situationen og gøre fastedagen mere som en normal dag. Et par af dagene har min mand helt glemt at jeg har fastedag, fordi vi har lavet de samme ting som vi plejer og jeg ikke snakker om at faste. Nogle dage lægger jeg puslespil eller ser TV mens han spiser aftensmad, andre dage sidder jeg ved bordet sammen med ham og drikker en kop te.

På fastedagene har jeg observeret en række ting omkring mig og sult. Jeg har tydeligt oplevet det, som Mosley skriver i sin bog om, at lyst til at spise langt fra altid handler om sult. Det kan sagtens både være tørst, tørhed i mund og hals, kedsomhed, mangel på energi, dårligt humør, socialt betinget, ren vane eller simpelthen et spørgsmål om tidspunkt på dagen. Sidstnævnte mærker jeg omkring aftensmadstidspunktet, som er det tidspunkt hvor jeg mærker mest sultfornemmelse når jeg faster. Når min mand har spist og aftenen går over i en anden fase, forsvinder sulten faktisk.

Sultfornemmelsen er der altså ikke konstant, men kommer og går. Når den ind i mellem er der, er det en fin tanke at man kan spise igen i morgen. Det med at man bare lige udskyder spisningen lidt gør det meget nemt – man skal jo bare lige vente lidt. Det ligger i konceptet, at man må spise hvad som helst dagen efter, så nogle af de første dage lovede jeg mig selv at jeg måtte få kanelgifler eller burger dagen efter. Og jeg har da også spist som jeg plejer på ikke-fastedagene, både sundt og usundt. Men stik imod min forventning er jeg ikke markant mere sulten end normalt næste dag.

Da jeg startede med fastediæten, var jeg i tvivl om motion var godt eller skidt på fastedagene. Jeg tænkte at det måske kunne øge min appetit at forbrænde de flere kalorier, og dermed gøre fasten mere ubehagelig. Rent praktisk er det er dog langt det nemmeste for mig i hverdagen at gøre som jeg plejer og snuppe min el-cykel de 17 km til arbejde, så det startede jeg ud med. Det viser sig at fungere fint. Mange dage har jeg også gået en god lang tur med hunden når jeg er kommet hjem, bla. for at distrahere mig fra tanker om eftermiddagssnacks, og så er det jo altid dejligt at komme ud i naturen.

Når det kommer til de målbare resultater, er det ikke på nuværende tidspunkt helt klart om diæten virker som en slankekur for mig. Min vægt har svinget, naturligvis lavest på dagen efter en fastedag (ca. 2,5 kg under startvægt), og så lidt højere dagene efter. Det mest sammenlignelige er at veje mig her søndag morgen, et par dage efter en fastedag og 4 uger efter startvejning. I dag vejer jeg 1,2. kg. mindre end for 4 uger siden, og jeg er 3,5 cm. mindre i livet. 

Jeg ved at andre på denne diæt har oplevet mere overvældende resultater i starten. Jeg har ikke noget imod at vægten går langsomt nedad, det er sikkert også sundt nok. Men et vægttab i den størrelsesorden giver ikke et signifikant indtryk af at jeg taber mig. Denne livsstil skulle også give en række andre gevinster, som kan måles i hvor blodværdier og risiko for sygdomme – det har jeg ikke indblik i her og nu. Men jeg må sige, at jeg allerede er helt afhængig af den fri-aften det giver mig, at jeg ikke skal lave og spise aftensmad 2 hverdagsaftener. Jeg har IKKE lyst til at vende tilbage. Tanken med denne diæt er da også, at man skal spise sådan resten af livet, så jeg skal nok nå at komme ned på en bedre vægt med tiden, hvis den svage tendens med 1 kg. om måneden fortsætter.

Vigtigst er nok, at jeg har lært nogle ting om migselv og psykologien omkring at spise. Dels er der erfaringen omkring årsagerne til jeg får lyst til at spise. Og dels så føler jeg, at jeg træner mine ‘muskler’ indenfor disciplin og tilbageholdenhed. Jeg har lært at acceptere, udholde og abstrahere fra sult, og har lært at jeg ikke falder om hvis jeg springer et måltid over. Måske ligger fidusen på vægttabs-aspektet af denne diæt i, at man med tiden kan rykke på sine vaner på ikke-fastedage, selvom det ikke ligger i konceptet at have en bevidsthed om at holde sig selv tilbage på disse dage.

Jeg samler mine erfaringer vedr. denne diæt på en særskilt side på bloggen.

Lignende indlæg:

Sprang ud i det

Jeg gjorde det. Jeg sprang ud i det. Jeg tog en faste-dag efter 5:2 fastediæt-princippet. Det var i mandags. Og så gjorde jeg det igen i går.

Det var ikke svært at undvære morgenmaden. Som tidligere nævnt er jeg ikke sulten lige når jeg står op, så det var ikke specielt uvant at tage af sted på arbejde med kun et glas vand i maven. I løbet af formiddagen drak jeg vand og te som jeg plejer og var lige så sulten som jeg plejer, da det blev tid til frokost. Jeg lagde mærke til at jeg blev lidt tør i munden, men et glas danskvand hjalp.

Jeg er så heldig at arbejde et sted, hvor kantinen laver mad efter fine principper. Det er fedtfattigt/fuldkorn/økologisk/lavt glykæmisk indeks/lokalt produceret og meget andet godt, så jeg kan spise mig mæt i protein og grøntsager med en stor smagsoplevelse og uden stort fald i blodsukkeret senere. Jeg har valgt at lægge fastedagens 500 kcal på frokosten alene, og det gør at jeg kan spise et ret normalt frokostmåltid. Jeg sprang bare kartoflerne og den friskpressede æblejuice over.

Efter arbejde cyklede jeg mine 17 km hjem på el-cykel som jeg plejer, og da jeg kom hjem gik jeg en god tur med hunden. Nu begyndte det at blive mere usædvanligt for mig. Jeg oplevede alle de impulsive tanker, hvor jeg normalt bare uden at tænke særligt over det tager en snack, en kage eller lignende. Disse tanker måtte jeg naturligvis afvise, og det kunne jeg godt.

Min strategi var i øvrigt at distrahere mig selv, så jeg havde allieret mig med skønt puslespil, som jeg satte mig ned på mit kontor i kælderen med, da husbond begyndte at lave aftensmad til sig selv. Det virkede ret godt for mig, jeg glemte sultfornemmelsen og sad faktisk over puslespillet i flere timer.

Da aftensmads-tidspunktet havde passeret, følte jeg mig mindre sulten. Jeg satte mig op i sofaen til familien og så lidt TV. Jeg lavede mig 2 krus te med lakridsrod og mynte, og det må jeg sige var meget effektivt til at fjerne den sidste rest af sult.

Sultfølelsen var på intet tidspunkt så intens som jeg havde regnet med. Når jeg normalt tænker på at være rigtig sulten, handler det om følelsen af et stor ‘hul’ i maven og megen rumlen. Sådan var det på intet tidspunkt. Jeg kunne hele tiden mærke, at det føltes anderledes i maven end normalt, og det skyldes nok også den psykiske bevidsthed jeg hele tiden havde omkring dette eksperiment. Dertil kommer at jeg drak langt mere vand end jeg plejer, dels for at fylde maven, men også for ikke at dehydrere når nu jeg fik væsentligt mindre mad end normalt – man får jo også en del væske gennem maden.

Da det nærmede sig sengetid var jeg lidt ør og træt, men godt tilpas og glad. Stolt over at kunne klare at springe 2 måltider og mellemmåltider over, og positivt overrasket over hvor forholdsvis u-svært det havde været. Der står i bogen om denne måde at spise på, at kroppen hurtigt vænner sig til at mangle mad i lidt længere tid, og det tror jeg på nu hvor jeg selv har prøvet det. Jeg tror også at jeg psykisk kan vænne mig til at der ikke er nogen måltider morgen og aften 2 dage om ugen. Spisetider handler jo meget om vaner, og jeg tror godt at man kan ændre den vane.

Alt i alt er jeg slet ikke afskrækket og har mod på at fortsætte med denne metode.

Lignende indlæg: