Fed igen

For lidt over et år siden stoppede jeg med at spise efter 5:2-diæten. Det påvirkede ikke min vægt særlig meget, og jeg følte mig sund i lang tid efter. Ved nytår tog mit liv en kolbøtte, hvor også mine motions- og spisevaner fik en rystetur. Nyt job i foråret har betydet en fast, men mindre motionsmængde pga. kortere cykeltur til arbejde, og en lidt dårligere kost pga. en kantine med mindre sund mad.

Resultatet er en vægt der er højere end nogensinde og et BMI over 30. Øv. Jeg har kunnet acceptere at være overvægtig i mange år, og har ingen ambitioner om at få en flad mave eller korrekt vægt. Men at veje så meget – det gider jeg ikke.

På en eller anden måde har jeg formået at se mig selv i spejlet på en måde, hvor jeg ikke opdagede den større dobbelthage. Først da jeg så et par billeder af mig selv, kunne jeg se hvor galt det var. I den forgangne sommerferie har jeg pure nægtet at blive fotograferet, fordi jeg ikke kan holde ud at se hvor fed jeg ser ud.

Jeg er også begyndt at have fysiske gener. Det er svært at læne mig ind over spisebordet for at nå noget, og det er ikke så let at at komme op af en sækkestol. Når jeg sætter mig på hug for at klappe min liggende hund, kan jeg næsten ikke trække vejret, og når jeg sidder med min tablet i sofaen støder min hage mod min hals.

Der skal jo helt klart ske noget. Det er indlysende at starte med 5:2-diæten igen, for det er det eneste jeg har jeg gode erfaringer med i forhold til vægtab. Både jeg og husbond har savnet fastedagene med deres anderledes, afslappede rytme.

Jeg er bange for hovedpinerne, som var et stort problem tidligere. Derfor vil starte blidt ud med 1 fastedag om ugen for at komme ind i rytmen igen og få erfaringer baseret på den nye hverdag, hvor jeg ikke cykler 46 km på en fastedag.

Jeg har også tænkt meget over hvordan jeg kan få mere motion ind i hverdagen. Jeg har forsøgt at køre omveje til og fra arbejde, og det er også gået meget godt med at få et par km. ekstra på cykelturen – jeg cykler 9-10 km på en hverdag. Jeg er dog i tvivl om jeg kan motivere mig selv til at køre meget længere – når jeg har fri vil jeg også bare gerne hjem, og at stå tidligere op end nødvendigt tvivler jeg på at jeg kan motivere mig selv til.

Vi bor lige ved siden af en mindre, fredelig skov. Det er oplagt at bruge skoven til motion. Jeg har aldrig prøvet at motionsløbe. I skoletiden var løb forbundet med omgående stakåndethed, og jeg kan stadig mærke den ubehagelig rallende fornemmelse i luftrøret. Ikke desto mindre ved jeg at det skal være lettilgængelig og effektivt hvis jeg skal dyrke mere motion, så jeg overvejer seriøst at starte et begynderprogram for at komme i løbeform til mindre løbeture.

Endelig skal jeg arbejde med de mængder jeg spiser. Iflg. diverse gadgets forbrænder jeg 5-700 kcal. mindre i min nuværende hverdag, end da jeg el-cyklede 46 km. om dagen – et betydeligt mindre kalorieforbrug som selvfølgelig gør en forskel.

Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det her handler mere om psykologi end om planer og praktik. Jeg kan sagtens finde på en masse tiltag og gode ideer. Og jeg er sådan set ret motiveret for at gøre noget ved min fedme. Men der er noget psykologi der kæmper i mod. Jeg har svært ved at finde ud af hvad der er årsag og hvad der er virkning, men jeg kan konstatere at der er situationer hvor jeg helt tilsidesætter disciplin og gode hensigter. Når jeg har ondt, er ked af det eller er træt, føler jeg en stor trang til søde og usunde sager, og så kan jeg ikke finde disciplin til at lade det være. Her er jeg stadig på bar bund mht. at ændre på min adfærd.

Lignende indlæg:

Tre år med 5:2-diæt – og pause

Alt imens jeg har været fuldt optaget af start i nyt job, har jeg rundet 3-års dagen for min start på 5:2-diæten. Nogenlunde samtidig besluttede jeg mig til at holde pause, og jeg har i skrivende stund ikke haft en fastedag i flere måneder.

Der er 2 grunde til at jeg holder pause fra diæten, og de hænger begge sammen med jobskifte.

For det første har jeg ikke kunnet samle den mængde indre ro der skal til, for at motivere mig til at undlade at spise på fastedagene. Jobskiftet har givet anledning til lidt for mange tanker, bekymring og uro, og det har givet mig for store vanskeligheder med at holde disciplinen.

For det andet var det for hårdt for mig at leve med de hovedpiner jeg ca. 3 ud af 4 fastedage døjede med. Så længe jobbet er nyt, har jeg brug for at være på 120%, og det kan jeg ikke være når jeg har hovedpine.

Hvad er der så sket ved at stoppe med 5:2-diæten? I første omgang har jeg taget 1-2 kg. på. Det er ikke så galt som frygtet, især i betragtning af at jeg næsten har halveret min motionsmængde i samme periode pga. kortere afstand til arbejde. Det vægttab jeg opnåede det første år med diæten har jeg ikke kunnet opretholde, og min vægt et steget langsomt henover de efterfølgende 2 år. Jeg er dog ikke helt oppe på den vægt jeg havde før jeg startede på 5:2.

Jeg synes ikke at jeg har fået så mange smerter i led og ryg som jeg havde før. Det er nok svært at vurdere objektivt endnu, da skiftet er sket henover en årstid hvor smerterne normalt er færrest. Min mave og fordøjelse savner fastedagene.

Den afstressende effekt af at springe over madlavnings-rutinen 2 dage om ugen har jeg forsøgt at bibeholde. På de dage der før var fastedage, spiser jeg en nem ostemad til aften, og lader husbond lave/varme mad til sig selv. Det er gået udmærket, men det er stadig lidt uvant – nu havde jeg jo virkelig vænnet mig til det andet.

Humøret har været ret svingende efter jeg er stoppet med diæten, men det tilskriver jeg egentlig den stress-belastning det har været at starte i mit nye job. Det nye job er både postivt overraskende og en chokerende skuffelse, så det er ikke så mærkeligt at jeg har været ked af det i perioder.

Jeg ærgrer mig meget over at måtte opgive. Jeg var ellers stolt over den indsats jeg gjorde, da jeg indarbejdede systemet i min hverdag. Jeg tror sådan set også stadig på konceptet som en god løsning for mig. Jeg prøver at lade være med at tænke på det som et nederlag. Derfor tænker jeg også på det som en pause. Jeg håber at kunne komme igang igen på en god måde, når jeg har fået lidt mere ro på jobsituationen.

Lignende indlæg:

Opgør med grådighed

Livet er for os i den vestlige verden et stort tag-selv-bord af muligheder. Vores udfordring ligger ikke i at skaffe mad, ting og oplevelser, men om at sortere og udvælge. De fleste af os kan ikke rumme/spise/nå at opleve alt det som er til rådighed for os.

Ikke desto mindre ligger det i vores DNA at skrabe til os. At spise når vi kan, at samle forråd og at få varer til en god pris. Det er instinkter som er bibeholdt fra fortiden, hvor ressourcer var sparsomme. Det skal sikre at vi kan klare os igennem svære tider, hungersnød, svigtende høst.

Jeg tror mange kender det fra restauranter, hvor der er buffet. Man vil gerne smage lidt af det hele, og man ender med at spise langt mere end hvis man bare havde valgt 1 ret fra et menukort. Det er en trang, som de fleste af os har svært at ved at modstå. Vi drives af et overlevelsesinstinkt, som ikke passer til vores samtid, men som har været med til at holde os i live igennem årtusinder.

Når der er rigeligt af alting, kommer denne adfærd til at fremstå som grådighed. Jeg ser det alle steder: i det offentlige rum, i familien og blandt venner. Og når kolleger giver kage eller slik ifm. en fødselsdag, ferie, afsked osv. Vi er efterhånden rigtig mange på kontoret, så det er en stor mængde søde sager der skal bydes på, for at der er nok til alle. Nogle gange er der flere der giver noget samme dag. Det er som om de store mængder accelererer tendensen til at lange til. Jeg ser mig selv og folk omkring mig opføre sig næsten uværdigt for at få det hele med og ikke gå glip. Selv folk der er på slankekur eller som normalt vrænger på næsen af det der bydes på, står forrest i køen og tager flere gange. Selvom jeg tog et stykke kanelstang til formiddag, tog jeg også et stykke kage i kantinen og et stykke chokolade efter frokost. Jeg ser kolleger fra andre afdelinger overskride sociale spilleregler, og komme forbi for at hente forsyninger hos os, selvom det ikke var dem kollegaen havde bagt feriekage til.

5:2-diæten sætter også min grådighed på prøve. At begrænse mig på fastedagene går nogenlunde, for da er jeg opsat på at det er det der skal ske. Men jeg mærker af og til et stik: følelsen af at gå glip af noget. På ikke-fastedagene kan jeg mærke grådigheden komme snigende. Dagen efter en fastedag er jeg lidt ekstra sulten, og med mange muligheder lige foran næsen bliver jeg ofte fristet.

Men nu er jeg ved at få kvalme af grådighed – min egen og andres. Det bliver nærmest et fængsel at følge med på bølgen – som en tvangstanke, der frarøver ens frihed. Og for mig ødelægger det en af de ellers gode bivirkninger ved 5:2-diæten; vægttab.

Også på det materielle plan og hvad angår oplevelser kan jeg føle mig som en slave af at ville have. Jeg er holdt op med at modtage mails med deals og er meget selektiv med hvilke nyhedsbreve jeg modtager. For det virker jo – man bliver fristet af ting man ellers ikke havde behov for. Jeg fravælger buffet’en af valgmuligheder, og lader indkøb være styret af et opstået behov. Jeg forsøger at være målrettet. Hvis jeg mangler t-shirts, så går jeg bevidst efter at købe t-shirts, og ikke andet. Hvis jeg har brug for at opleve noget nyt, undersøger jeg mulighederne når behovet opstår.

En gang om ugen er der kage i kantinen på mit arbejde. Når kagedagen falder på en fastedag, går jeg forbi den lækre brownie eller jordbærtærte og op på min plads uden at tage et stykke. Tit er jeg overrasket over, hvor nemt det er. Den umiddelbare fristelse er hurtigt glemt. På den måde har 5:2-diæten inspireret mig til at gøre op med grådigheden.

Jeg prøver at holde fast i den oplevelse, og tænke videre. Menuen til dagens frokost i kantinen offentliggøres i løbet af formiddagen, og hvis jeg keder mig lidt kigger jeg på den og tænker jeg over hvad jeg skal spise. Min instinktive tanke er, at jeg skulle smage det hele, eller i hvert fald alt det jeg synes lød lækkert. Det ender tit med at tallerkenen bugner og jeg spiser alt for meget. Nu udvælger jeg, hvilke af de mange lækre ting jeg vil smage, og jeg gør det på forhånd, så jeg er mere målrettet når jeg står foran buffet’en.

Udgangspunktet er jo, at jeg har rigeligt. Jeg mangler ikke noget materielt eller næringsmæssigt. Og jeg ved fra mine fastedage, at jeg kan klare dagen rigtig fint uden ret meget mad. Der er derfor ingen grund til at være bekymret for at gå glip af noget. Tværtimod koster den adfærd penge, kilo og værdighed. Jeg oplever det befriende at sige nej tak til nogle af de mange tilbud. Når jeg altså har overskud til det. For jeg er ingen helgen, og forskellige former for humør og energi spiller helt klart også ind, når disse drifter skal håndteres.

Lignende indlæg:

Forsøg med 5:2

Hovedpine er noget der plager mig meget. Jeg lider af migræne og har ca. 4 anfald om måneden. Derudover har jeg jævnligt hovedpine ifm. 5:2 fastedagene. Det kommer som regel efter det ene måltid jeg får på fastedage; frokost. Nogle gange kommer det også dagen efter en fastedag. Jeg er er så led og ked af at have hovedpine, og jeg tænker meget over hvad jeg kan gøre for at undgå det.

Jeg har spekuleret på, om hovedpine ifm. fastedage kan hænge sammen med udsving i blodsukker. Jeg har svært ved at finde ud af hvordan jeg skal imødegå det. Ved måltidet på fastedagen fokuserer jeg på at få grøntsager og magert kød, og undgår så vidt muligt kulhydrater. Jeg prøver også at lade være med at spise søde sager aftenen før en fastedag. Det har ikke rigtig hjulpet.

Lige fra starten besluttede jeg mig for, at jeg skulle have min daglige ration på 500 kcal på fastedagene ved at spise 1 samlet måltid til frokost. Det koncept lagde jeg mig fast på fra starten, fordi teorien om 5:2-diæten peger på at det er godt for kroppen at få længere pauser fra spisning og fordøjelse. Jeg synes det virker og føles rigtigt at gøre sådan. Således kan jeg stadig nyde den fremragende kantine der er på min arbejdsplads, og jeg kan holde fri fra madlavning om aftenen.

Sidstnævnte var en helt central grund til at begynde med 5:2-diæten, fordi jeg gerne ville bruge konceptet til at fjerne pligter fra min hverdag. Problemet med hovedpine gør dog, at jeg har lyst til at udfordre min model lidt. En idé kunne være at fordele de 500 kcal mere over fastedagen.

De sidste par fastedage har jeg derfor drukket en let sødet vitamindrik i løbet af dagen, og kun spist nogle få grøntsager til frokost; et par gulerodsstave, agurkeskiver, radiser, lidt vandmelon osv. Om aftenen har jeg spist et bæger skyr. Jeg forestiller mig at mit blodsukker er mere stabilt og aldrig helt lavt, når jeg spiser på den måde.

Med den nye måde holder jeg fast i det stress-formindskende aspekt af diæten, i og med at jeg stadig ikke skal fremstille et aftensmåltid. Jeg går på kompromis med tanken om at give kroppen helt fred for at skulle bearbejde ting jeg spiser og drikker. Til gengæld opnår jeg større kontrol med hvor meget jeg spiser på en fastedag, idét jeg ikke tæller kalorier. Måske kan jeg også begrænse trangen til at kompensere på ikke-fastedagene?

Indtil videre har jeg gode resultater, men jeg skal nok prøve det i lidt længere tid for at være sikker på at det er pga. denne opbygning af fastedagen, at jeg ikke får hovedpine.

Lignende indlæg:

To år med 5:2-diæt

Tænk engang, i disse dage kan jeg fejre 2 års jubilæum med 5:2-diæten. Det er alligevel lang tid! Det er nu så indgroet, at selv når jeg overvejer om det stadig er det rigtige for mig, så er det helt umuligt at forestille mig en hverdag uden.

Da jeg rundede det første år kunne jeg bryste mig af kun at have sprunget over 1 eneste fastedag pga. sygdom. Sådan har det ikke helt været i løbet af år 2. Jeg har holdt pause både i perioden hvor vi flyttede og i ferierne, og derudover har jeg haft 3 episoder med sygdom. Måske er det derfor at jeg ikke har tabt mig i året der er gået – faktisk har jeg taget et par kilo på igen.

Jeg kan ikke længere motivere mig selv til at faste, når jeg er udenfor min hverdagsrytme. Jeg har fundet en måde at ignorere sulten og hovedpinen i hverdagen, men når jeg har fri kan jeg ikke.

Nogle af de effekter jeg oplevede af diæten i den første tid er taget lidt af. Mit humør er ikke længere stabilt højt. Jeg har dage med dystert humør, hvor jeg synes det hele er noget møg. Jeg har dog stadig mere mentalt overskud end før 5:2. I starten oplevede jeg en mindre trang til søde sager, sådan er det heller ikke mere. Da jeg startede på 5:2 var min hjerne ved at komme ovenpå efter en omgang stress. Måske har jeg forvekslet nogle af effekterne af stressbehandlingen med effekterne af 5:2. Jeg har i hvert fald haft mere modvind og mentale udfordringer i det seneste år end det første år.

På den positive side har jeg dog stadig en god effekt i forhold til smerter i led og ryg. Både min mand og jeg nyder også stadig at have 2 hverdagsaftener uden madlavning. Jeg kan blive helt irriteret over at skulle lave aftensmad hver eneste dag når vi har fri. Og disse 2 ting gør, at jeg stadig holder fast i at spise på denne måde.

Det betyder ikke, at jeg ikke af og til overvejer om det er det værd. Jeg har stadig hovedpine mange af fastedagene, og det er en belastning. Jeg er led og ked af at have hovedpine. Desuden er tendensen til at kompensere for den manglende spisning dagen efter en fastedag blevet kraftigere. Jeg har lige fra starten sat som en præmis, at jeg ikke vil begrænse mig selv på ikke-fastedagene. Jeg kan godt blive bekymret for om jeg spiser for meget og for usundt disse dage. Fastedagene har også fået en social slagside efter vi er flyttet. På de dage har vi altid en portion mad som er gjort klar, så det er nemt og fleksibelt for husbond at få aftensmad. Det har betydet at han bruger fastedagene til at få ordnet ting og dyrket motion, og dermed er vi ikke så meget sammen på de dage.

Alt i alt er der noget i både den ene og den anden vægtskål. Det er ikke lutter lagkage, men jeg er heller ikke parat til at stoppe.

 

 

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2014

Endnu et år er gået, og jeg vil som altid gerne gøre det forgangne år op. Efter et eftertænksomt og reflekterende 2013 blev 2014 et år med handling og store forandringer.

Ny bolig

Vi gik ud af 2013 med en beslutning om at prøve at finde en ny bolig. Vi havde sat rækkehuset i Virum til salg, og stod nu i den helt åbne situation, at vi ikke anede i hvilke rammer vi ville befinde os ved juletid næste år. Køberen til vores rækkehus meldte sig med et købstilbud 9 dage efter, at huset var kommet på nettet. Handelen kunne dog først lukkes 5 uger senere pga. et langtrukkent forhandlingsforløb.

Det var bankens krav, at vi solgte vores hus før vi kunne købe noget nyt. Det fik selvfølgelig betydning for hvilket hus vi endte med at købe, fordi vi ikke bare kunne slå til når det rigtige hus var der. Vi brugte de første 3 måneder af 2014 på at se på huse, og endte med at købe nr. 4 på ønskelisten; en murermestervilla i Birkerød.

Det er vi såmænd godt tilfredse med. De første huse vi forfulgte var væsentligt mindre og i væsentligt dårligere stand end det hus vi bor i idag. Vi prioriterede sådan, for at sikre at alle muligheder for at blive i samme afstand til mit arbejde var undersøgt, før vi overvejede at bevægede os længere væk fra København. Hvis jeg skulle droppe min el-cykel og begynde at køre med S-tog til arbejde, skulle det være fordi andre muligheder var udtømte.

Heldigvis endte vi med at få både i pose og sæk. Det viste sig nemlig, at selvom jeg fik 6 km længere på arbejde, så kan jeg fortsat el-cykle på arbejde. Samtidig fik vi et stort hus med både nyt tag, nyere vinduer og hvor hverken køkken eller badeværelser er udskiftningsmodne. Det lykkedes os endda at indfrie drømmen om at bo tæt på en hundeskov.

Flytningen blev overstået på en uge, for det var den tid vi havde til rådighed. Det betød naturligvis en skarp prioritering af, hvilke ting vi kunne ordne. I skrivende stund har vi stadig ikke fået hængt så mange billeder op, der er flere rum som roder en del og vi mangler gardiner i den ene stue. Men vi har en god base for vores hverdag, og det er også lykkedes os at få en carport med cykelskur bygget inden vinteren, så vi ikke skal tage cyklerne ind i huset om aftenen.

Nu hvor jeg ser tilbage på hele forløbet er jeg rigtig glad for resultatet. Vi har fået et pragtfuldt hus, som passer rigtig godt til os. Vi har fået den forandring vi ønskede mht. mere ro og nærhed til natur. Og det hele er foregået på en både psykologisk og økonomisk sund måde.

Diæt

Jeg fortsatte med 5:2-diæten i 2014, og den giver mig stadig en række gavnlige effekter i form af stressforebyggelse og færre smerter. Jeg har dog ikke tabt mig yderligere i det forgangne år. Det skyldes nok flere ting, men det er klart at pauser ifm. både flytteperioden, sommerferien og 2 sygdomsperioder samt at jeg måtte undvære min el-cykelmotion i 2 måneder i efteråret, spiller kraftigt ind. I det nye år får vi nok mere stabilitet, så kan det være at der rasler lidt flere kilo af. Denne måde at spise på er i hvert fald fortsat en del af min og min families ugerytme.

Arbejde

På jobsiden har jeg også oplevet en del. I slutningen af 2013 fik jeg en ny chef, som havde en helt anden ledelsesstil, en anden faglig profil og nogle andre visioner. Jeg fik også en kollega, og jeg indgik nu i et lille team i stedet for bare at være mig selv. Det var meget inspirerende, og jeg blev meget gladere for at komme på arbejde. Desværre stoppede den nye chef efter kun 1 år. Jeg står nu i endnu en ny situation på jobbet, som jeg endnu ikke helt ved hvad indebærer.

Min organisation har i det forgangne år gennemgået store forandringer, og vi er i dag næsten 100 medarbejdere mere, end da jeg startede for lidt over 3 år siden. Vi sidder meget tæt, det kniber med pladsen i kantinen og mange kolleger er stressede. Altsammen er det udfordringer for mig i forhold til at bevare fokus, koncentrationsevne og stabilitet.

Det har også påvirket vores privatliv, at Mads har haft ekstraordinært travlt. Også i hans organisation sker der store forandringer og udvidelser, og det har betydet et større arbejdsområde for ham. Det er en stressmæssig udfordring, når vi samtidig har haft de store opgaver ifm. flytningen. Vi er meget bevidste om stresssymptomer og at passe godt på ham.

Oplevelser

Hele processen omkring hussalg, huskøb, flytning og at komme på plads i den nye bolig og den nye by har fyldt rigtig meget og udgjort den største oplevelse i 2014. Vi delte oplevelsen med vores familie, som var aktivt med til at male og bygge carport. Vores forældre har også støttet os ifm. travlhed på arbejde, hvor de har kunnet tage imod håndværkere og tage sig af Adina ifm. ekstra lange arbejdsdage.

Mads og jeg drikker ikke kaffe. Vi har ikke desto mindre en Senseo kaffemaskine, fordi det er en nem måde at brygge en god kop kaffe til gæster. Normalt har vi kaffemaskinen pakket væk i et skab, men efter vi er flyttet har den stået fremme i lange perioder. Det nye hus har givet anledning til at byde mange gæster på kaffe. Aldrig har vi haft så meget besøg, som efter vi flyttede til Birkerød. Også ifm. julen har vi haft lejlighed til at vise huset frem til familie.

Der blev da også tid til at holde en decideret sommerferie, hvor vi som sædvanlig tog op til vores sommerhus i Gilleleje. Det blev til 12 sommerdage med badning og gæster – ikke helt så stille som vi nok havde brug for efter flytningen, men ikke desto mindre dejligt.

Stilheden fik vi til gengæld, da vi tog en lille miniferie til Nordtyskland. Det blev en rigtig du-og-jeg-ferie, hvor vi fik et tiltrængt afbræk fra et travlt arbejdsliv og konstante tanker om ting vi gerne vil gøre i det nye hus. Vi sluttede også året af med en rigtig daseferie i sommerhuset omkring nytår.

 –

Som det fremgår har det været et heftigt, men også meget engagerende år. Hele projektet omkring at få et nyt hus var godt for handletrangen og følelsen af, at også vi fortjener at leve godt. Jeg kan også mærke, at det nye hus har en god effekt på min hverdag. Det er simpelthen muligt for mig at være helt mig selv, når jeg er hjemme. Det var det ikke der hvor vi boede før, fordi vi boede så tæt på vores naboer.

Mine ønsker for det nye år går på konsolidering. Der er stadig en del projekter vi gerne vil gennemføre med det nye hus, men det skal også handle om at komme helt på plads og få hverdagen til at køre endnu mere effektivt, så vi ikke bruger for mange mentale ressourcer på banaliteter. På jobsiden håber jeg også på konsolidering for vores begges vedkommende. Man kan ikke blive ved med at arbejde i en form for undtagelsestilstand.

2015 bliver også et år med mange runde fødselsdage. Både min mand og min veninde fylder 40, og der er også en 70 års fødselsdag i familien, så der bliver rigelig anledning til at socialisere. Mon ikke også vores Senseo kaffemaskine kommer frem i 2015, jeg har i hvert fald købt en frisk omgang kaffe-puder.

Hvis jeg skal kigge lidt udover min egen næsetip ser jeg frem til et valg i 2015 med fortvivlelse. Som det ser ud lige nu, er der stor tyngde på begge de yderste fløje af det politiske spektrum, og desværre ikke ret meget opbakning til midterpartierne. Det lyder lidt for spændende.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Efterår 2014

Vi har passeret efterårsjævndøgn, og nu varer det nok ikke længe før bladene begynder at skifte farve og falde ned fra træerne. Hverdagen er for alvor i gang fra vores nye base i Birkerød.

Efter sommerferien gik jeg i gang med 5:2-diæten igen, og det var faktisk nemt nok, så snart hverdagen startede igen. Det var en lettelse, efter at jeg havde oplevet det som svært i en periode omkring flytningen og sommerferien, for jeg er jo ellers ret glad for konceptet. Jeg tabte også hurtigt en del af ferie-vægten.

August bød ikke på så godt vejr som juli, men da vi kom ind i september blev vejret rigtig godt igen – i hvert fald for årstiden; masser af dage med sol og temperaturer omkring 20 grader. Det var dårlig timing at min el-cykel begyndte at sige en væmmelig metallisk bankelyd. Hele september måned har jeg haft el-cyklen på værksted, og har måttet svede i overfyldte s-tog til og fra arbejde, i stedet for at nyde den sidste bid sommer til cykels.

På mit arbejde nærmer vi os afslutningen af et stort projekt, der har varet i flere år. Travlheden spidser til, og jeg har måttet slå bremsen i og bede mine chefer prioritere mine opgaver. Fordelen ved at have haft et stressnedbrud, som jeg havde i 2012, er at man kender sine stress-symptomer. Jeg var begyndt at mangle overblik, have svært ved at fordybe og koncentrere mig. Jeg var svimmel og klodset og træt hele tiden, og efter nogle uger på den måde forstod jeg, at jeg var nødt til at sige fra. Da jeg havde fået sorteret i opgaverne fik jeg det bedre, men jeg er spændt på hvordan det kommer til at gå frem til jul, hvor der udover opgavemæssig travlhed også sker store forandringer organisatorisk og i det fysiske arbejdsmiljø.

Min krop sagde så fra i søndags ved at lukke en forkølelse ind i mine slimhinder. Hele denne uge har været et inferno af nys, snot, host, tårer, smerter i bihulerne og lidt feber. Jeg måtte kapitulere og melde mig syg, mens jeg brugte 4 æsker Kleenex og prøvede på ikke at smitte husbond. Det var ikke lige det jeg havde brug for i relation til arbejde, og heller ikke på hjemmefronten. Men måske var det godt for hjernen at få en pause med lidt fordummende fjernsyn og kedsomhed.

Septembers weekender har budt på megen social aktivitet, så vi er ikke kommet så langt med et projekt som ellers haster lidt: at bygge en carport. I august fik vi dispensation fra kommunen til at bygge tættere end 5 meter fra vejen, og vi har også fået leveret carporten som samlesæt. Nu skal jordstykket gøres klar til at holde en carport, som derefter skal monteres og støbes ned. Bagefter skal der laves belægning. Det er et arbejdskrævende projekt, som jeg håber at vi kan komme videre med i oktober måned, for det ville være dejligt at få carporten op at stå inden frosten sætter ind.

Vi står altså stadig overfor visse udfordringer her i familien, selvom vi har kæmpet et år for at forbedre vores hjemmebase. Efter en måned uden cykel-motion og en uges sygdom føler jeg, at jeg går ind i oktober på et kropsligt nulpunkt og skal starte forfra med at opbygge en kondition, der kan klare 44 km cykling om dagen, og et immunforsvar der kan klare en vinter. Husbond står overfor en stor ændring i sine arbejdsforhold, hvilket bla. indbærer længere arbejdstid. Hans afdeling gennemgår organisatoriske ændringer, og samtidig skal han spille en ny rolle ifm. indkøring af en række nye kunder.

Der er altså ikke noget med at læne sig tilbage i rutinen og bare knokle som man plejer, vi skal knokle på en ny måde. I den sammenhæng er det godt, at vi har fået dette nye hus. Selvom vi stadig ikke er helt på plads, giver det os en god base, hvor vi kan restituere når vi er hjemme. Det er helt essentielt for vores psykiske helbred, at vi kan trække os tilbage og være os selv og indadvendte, når vi er hjemme. I rækkehuset i Virum blev vi igen og igen ufrivilligt inddraget i naboernes liv, fordi vi boede så tæt, og det forhindrede en fuldstændig hvile når vi var hjemme.

Det er i denne tid et år siden, at vi begyndte på at lave dette skifte. Vi har brugt meget energi på hele processen med at forberede rækkehuset til salg, sælge hus, købe hus og at flytte. Når jeg står og ser ind i et efterår, der byder på endnu en omgang forandringer og travlhed, kan jeg godt sukke lidt og længes efter ro. Men jeg er glad for at vi investerede den energi vi gjorde i flytningen, for det er nu vi kan høste frugten af at have vores eget hus. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle igennem sådan et efterår, og så ikke kunne være sikker på at kunne sove uforstyrret om natten.

Lignende indlæg:

Sværere at faste

Jeg har spist efter 5:2-princippet i 5 kvartaler. De første 8 måneder tabte jeg mig regelmæssigt ca. 1 kg. om måneden. Derefter gik vægttabet i stå, men jeg havde stadig glæde af princippet i form af energi, mentalt overskud, bedre mavehelse og færre smerter. Da jeg i april havde været igang i 1 år kunne jeg glæde mig over at have holdt konceptet fuldstændig i et helt år og stadig at være motiveret.

I maj måned skulle jeg flytte, og jeg besluttede at holde pause – altså ikke holde de 2 ugentlige fastedage i de 2 uger min verden var vendt på hovedet. Jeg kunne ikke overskue at knokle i sommervarme med malerpensler og flyttekasser og så ikke få en almindelig dagsration mad.

Da jeg var tilbage på arbejde gik jeg tilbage til min sædvanlige rytme med fastedage 2 dage om ugen, hvor jeg kun spiser frokost. Men nu var det pludselig blevet sværere at gøre det. Måske hænger det sammen med, at jeg efter jeg er flyttet har fået længere til arbejde; jeg cykler 35% længere end før og forbrænder således lidt flere kalorier. Og selvom hverdagen var tilbage var alting jo nyt: nyt hus, nye naboer, ny by, nye rutiner osv.

Der var 5 uger imellem flytteferien og sommerferie, hvor jeg kæmpede lidt med 5:2-diæten. Jeg følte større sult og større trang til mad og søde sager. Jeg faldt i nogle dage og spiste søde sager om eftermiddagen, og den sidste fastedag inden sommerferien spiste jeg endda en ostemad om aftenen. Da jeg startede sommerferien vidste jeg ikke, om jeg ville kunne finde motivation til at holde fastedage i sommerferien og blev enig med mig selv om at stille mig selv fri – hvis jeg følte mig motiveret kunne jeg holde fastedage, og hvis ikke så spiste jeg bare normalt.

Nu er sommerferien ved at være ovre, og jeg må konstatere at jeg ikke fik holdt nogen fastedage i sommerferien. På mandag starter jeg på arbejde, og jeg har tænkt mig at holde 2 fastedage i næste uge, ligesom jeg plejede før ferien. Det er meget lettere, når hverdagen kører i sin faste rille. Faktisk glæder jeg mig, for min mave føles oppustet og jeg er lidt træt af at lave aftensmad hver aften. Min vægt er desværre gået nogle kilo op siden jeg er flyttet, så der er også noget motivation at finde i at tabe mig lidt igen.

Lignende indlæg:

Et år med 5:2-diæt

I dag er det et helt år siden jeg havde min første fastedag. I et år har jeg fulgt 5:2-diæten, og 2 dage om ugen kun spist frokost.

Kun en enkelt gang på det forgangne år har jeg sprunget over. En mandag, hvor jeg havde ligget syg med en maveinfektion de sidste 3 døgn og var afkræftet og havde feber. Jeg tror ikke at jeg spiste en normal dagsration, for jeg var stadig syg, men jeg tænkte ikke på det som en fastedag og spiste det jeg nu kunne af toastbrød og yoghurt osv.

Så har der selvfølgelig været de dage, hvor jeg har spist mere end 500 kcal. Jeg tæller ikke kalorier, så det kan ikke afvises at jeg har spist for meget til mit frokostmåltid visse fastedage. Det er også sket at jeg er bukket under for fristelsen og har spist den kage der blev serveret i kantinen efter frokost. De dage har jeg alligevel holdt fast i faste-rytmen og ikke spist mere resten af dagen.

Måske er disse dage årsagen til at vægttabet ikke er så stort som det kunne være. Jeg har i gennemsnit tabt mig mindre end 1 kg. om måneden i det forgangne år. Det er ikke er på højde med hvad nogen opnår med 5:2, og ej heller  ’konkurrencedygtigt’ med andre slankekure. De sidste 3-4 måneder har jeg stort set ikke tabt mig.

Jeg glæder mig dog stadig over det vægttab jeg har opnået indtil nu. Jeg har skiftet en stor del af mit tøj ud, har fået BMI godt ned under de 30 og er synligt mindre.

Jeg glæder mig også over alle de andre fordele ved 5:2. Med tiden er det gået op for mig, at jeg har færre ryg- og ledsmerter. Jeg synes jeg har en større fysisk formåen og højere energi-niveau. Det er nok svært at sige om det skyldes diæten eller vægttabet, men det må være enten direkte eller indirekte på grund af 5:2-diæten. Psykisk har jeg det også meget bedre. Mit humør er stabilt højt, og jeg er kun yderst sjældent i dårligt humør – en stor forskel fra tidligere. Det giver mig et langt større mentalt overskud og større livsglæde. Alene disse fordele gør det værd at praktisere 5:2-diæten for mig.

Jeg kalder det bevidst 5:2-diæten og ikke 5:2-kuren, for det er blevet en integreret del af mit liv. Det er ikke noget midlertidigt, men en varig måde at spise på. Jeg regner med at fortsætte med at spise sådan fremover. Rytmen i min lille familie trives rigtig godt med de 2 fastedage, som hovedsagelig giver sig udtryk i, at 2 aftener om ugen er aftensmaden ikke en stress-faktor. I hverdagens trummerum følte jeg før, at de få frie timer jeg havde efter aftensmaden var for lidt til at nå at føle at jeg lever. Sådan har jeg det ikke mere.

Der er nogle få ulemper. Jeg får ofte hovedpine på fastedage, og det sker også relativt ofte at jeg har migræne dagen efter. Jeg har ikke hyppigere migræneanfald end jeg havde før, men jeg kan godt blive bekymret for om jeg stresser min krop ved at faste, når anfaldene kommer efter fastedage. Siden jeg blev syg med stress i slutningen af 2012 har jeg døjet med hyletone i hovedet, og nu hvor jeg er rask igen har jeg stadig hyletone af og til – også tit i forbindelse med faste. Selvom jeg har fået det markant bedre mentalt efter at jeg begyndte på 5:2-diæten, tror jeg det er vigtigt at jeg stadig holder fokus på at forebygge stress.

Lignende indlæg:

Et halvt år med 5:2-diæten

I dag er det et halvt år siden at jeg gik i gang med 5:2-diæten. Fuld af fordomme om hvordan min krop ville reagere på at springe måltider over sprang jeg ud i det og fandt ud af, at det ikke var særlig svært. Når jeg møder holdninger og reaktioner på 5:2-konceptet i dag kan jeg mærke, at jeg har rykket mig enormt i forhold til for et halvt år siden. Jeg har gjort mig erfaringer der gør bekymringerne fuldstændig til skamme, og jeg har fået en daglig rutine som rummer denne måde at spise på. Jeg har virkelig fundet en metode der passer til mig, og det giver mig både en mulighed for at reducere stress og et sundt vægttab.

Og så har det sat alle de mange holdninger til sundhed og mad i perspektiv for mig. Det står endnu mere klart for mig nu, at der ikke findes 1 metode der passer til alle. I medierne har 5:2-konceptet været behandlet på alle niveauer hele vejen op til TV-Avisen. Der er mange meninger, mange negative, og tit har vinklen handlet om at det er et modefænomen. Men jeg har noteret mig, at både Jerk Langer (læge), Bente Klarlund (professor og forsker), Christian Bitz (ernæringsekspert) og TV-Avisens sundhedskorrespondent og læge Peter Qvortrup Geisling siger at det ikke er farligt at spise på den måde. Og så kan resten være lige meget for mig, når jeg har en god oplevelse af konceptet.

Badevægten siger at jeg har tabt mig næsten 8 kg. Folk omkring mig siger at de kan se det på mit ansigt og at mine bukser er for store. Når jeg ser mig i spejlet ser jeg egentlig det samme som jeg hele tiden har gjort. Jeg har fået husbond til at tage billeder af mig da jeg startede og et par gange siden, og på de billeder synes jeg heller ikke jeg ser anderledes ud end jeg plejer.

Jeg oplevede først for alvor at jeg havde ændret mig, da jeg var ude for at købe et par nye bukser. Jeg tog 2 forskellige størrelser med ind i prøverummet, den jeg plejer og så nummeret mindre. Og det var størrelsen mindre der passede – helt perfekt endda! Det føles selvfølgelig anderledes at have bukser på der passer i størrelsen, men der hvor jeg virkelig tænker over det er, når jeg håndterer dem ifm. tøjvask og lægger dem i skabet. Den samlede mængde af stof vejer og fylder simpelthen mærkbart mindre når jeg har dem i mine hænder. Der blev det pludselig virkeligt for mig at jeg havde tabt mig, og når jeg ser mig i spejlet med de nye bukser kan jeg også godt se at jeg er mindre.

Iflg. Michael Mosleys bog om diæten skulle man heromkring 6 måneder inde i diæten opleve, at man ikke har så meget lyst til søde sager. Det kan jeg godt genkende, og så alligevel ikke.

Jeg har opdaget, at der er mange lag i trangen til søde sager. Udover bevægelsen fra slikskål til mund, ligger der også noget sukker-afhængighed for mig i at købe de søde sager, og den er ikke påvirket. Jeg har stadig lyst til at købe slik når jeg er i supermarkedet eller andre steder. Da jeg var i Torvehallerne med min veninde i slutningen af september kom jeg f.eks. til at købe en stor pose fudge, fordi det så så lækkert ud i butikken. Det er ikke altid det bliver spist. Noget af det glemmer jeg i skabet og finder så uger efter ud af at ’hov, jeg har flødeboller’. Den store pose fudge tog jeg med til kollegerne på arbejde, for det faldt faktisk slet ikke i min smag.

Der er dog også noget der bliver spist. Og her ser jeg en 3. side af sukkerdjævlen. For jeg oplever, at jeg på ikke-fastedage tænker at det i bestemte situationer kunne være hyggeligt/naturligt/normalt at spise søde sager og finder noget frem, og jeg spiser det som regel også når det står der. Det er ren og skær vane, nærmest tradition – eller en social/hyggemæssig afhængighed. Men lidt senere oplever jeg ofte, at jeg egentlig godt kunne have undværet. Nogen gange ender det med at jeg kun spiser halvdelen af kagen eller kun drikker den halve dåsecola.

Det er som om at den fysiske del af sukkertrangen er ændret meget, men at forskellige psykologiske mekanismer stadig sørger for en vis sukker-tilførsel. Det bliver spændende at se, om jeg med tiden kan ændre på sidstnævnte – jeg er i tvivl om fastediæten har indvirkning på det.

Lignende indlæg: