Anmeldelse af Sony Ericsson Xperia Arc S

Skrevet 5. december 2011 22:29 i kategorien Forbrugerstof af Trine Louise — 1 kommentar

Det tog mig noget tid at hoppe med på smartphone-bølgen. Jeg har i mange år brugt mine mobiltelefoner intensivt. De første år hvor smartphones kom frem synes jeg simpelthen ikke at de dækkede mit behov. F.eks. brugte jeg meget FM-radio ifm. offentlig transport, og det var svært at finde hos smartphones. Og når udseendet også skulle have noget at sige, blev det helt umuligt.

Min seneste ‘almindelige’ mobiltelefon havde GPS, wifi og både Facebook- og Twitterapps, og jeg har brugt mine seneste 3 mobiltelefoner til at gå på nettet med. Det var først da jeg begyndte at bruge Foursquare, og ikke kunne få min Sony Ericsson Hazel til at bruge telefonens GPS til checkins, at jeg indså at nu var udviklingen af almindelige mobiltelefoner gået i stå til fordel for smartphones.

Den første smartphone jeg prøvede var en HTC Wildfire. En af de mindste og billigste på markedet, som jeg fik stillet til rådighed af min arbejdsgiver. Det var en god begynder-telefon, som gav appetit på mere. Da jeg skiftede job i oktober fik jeg udleveret en iPhone af min nye arbejdsplads, og her fik jeg lov til at se hvad det var alle snakkede så meget om.

Jeg blev dog hurtigt klar over at jeg gerne ville have en privat telefon med privat abonnement, og det skulle være en Android smartphone. Jeg undersøgte markedet og ønskede mig en Sony Ericsson Arc S i fødselsdagsgave da jeg fyldte 40. Og det fik jeg!

Jeg har nu haft den i 2 uger og er rigtig glad for den, så derfor kommer her en lille anmeldelse med sammenligninger til de 2 andre smartphones jeg har prøvet.

Design

Det første jeg begejstres over med Arc S, er at skærmen er stor og at designet er behageligt. iPhone virker i sammengligning som en mursten eller glas-klods, der er tung og gammeldags i designet i forhold til Arc S. Den er let og ligger godt i min hånd, jeg er langt mindre bange for at tabe den end med iPhone. Arc’s skærm går helt ud til kanten, hvor iPhone har en del ’spildplads’ rundt om skærmen, og det får den til at virke lille når man håndterer den efter at have brugt Arc S.

Beskeder

Dernæst opdager jeg at Arc S er meget nem at skrive på. Det irriterede mig med iPhone at bogstaverne på tastaturet er VERSALER, uanset om den var på Caps Lock eller ej, og så var det til at blive sindssyg af, at der hverken var punktum eller komma på den forreste tastaturside. Med Arc har man det mest almindelige lige ved hånden, og man kan nemt se om man skriver med store eller små bogstaver. Pga den store skærm er det yderst komfortabelt at skrive på qwerty-tasturet med to tommelfingre i landscape-position. Endelig har Arc’en en fin lille pil som gør det uendelig meget lettere at rette et ord man har skrevet forkert. Med både iPhone og Wildfire har jeg haft svært ved navigere i tekstfeltet man skriver i.

Integration med sociale medier

Når jeg så begynder at bruge telefonen i hverdagen bliver jeg imponeret over hvordan alting er godt integreret. Jeg er storforbruger sociale tjenester og nyder at f.eks. kontakter, kamera og musikafspiller er integreret med SMS, Facebook og Twitter. Det virker meget gennemarbejdet. iPhone har først lige nu med IOS5 fået integration til Twitter, men endnu ikke til Facebook.

Performance

Der er en 1,4 ghz processor i Arc’en – single core. Der kommer utvivlsomt dualcore og quadcore i mange telefoner i det nye år, men jeg ved ikke hvor meget det betyder. Arc’en kører tilfredsstillende for mig, savner ikke mere tænkekraft. Jeg synes den aflader batteriet meget hurtigt, men jeg bruger den også rigtig meget og giver den fuld skrue med animeret baggrund osv. – en ting som heller ikke er muligt med iPhone.

Android vs. IOS

Det minder om en religions-krig om man er til Android eller IOS, og her vil jeg undlade at missionere. Så vidt jeg kan bedømme er der fordele og ulemper ved begge dele. Jeg kan godt se at iPhone er godt gennemarbejdet og brugervenlig, så selv folk der ikke interesserer sig for teknik kan bruge den. Men det er jo ikke alle som har problemer med teknik, så det er ikke en parameter der tæller på plussiden for mig.

Konklusion

I forhold til HTC’en tror jeg at jeg mærker at Arc S’en er Sony Ericssons nuværende topmodel, hvor Wildfire er en af de mindste på markedet. Arc’en er mere intuitiv, det kører ligesom mere ‘smooth’ og der er lidt mere styr på tingene. Med HTC’en kom jeg nemt til at ringe nogen op ved en fejl, og SMS’erne var svære at holde styr på. Det oplever jeg slet ikke med Arc’en. Jeg gætter på at en high-end HTC vil have en bedre brugeroplevelse end Wildfire, men noget af det kan måske også skyldes forskellen mellem Sony’s og HTC’s fortolkning af Android.

Mht. iPhone synes jeg at Arc’en er bedre for mig på ovennævnte kerneområder. iPhone er en af de mest hypede smartphones på markedet, men set med mine øjne er den bagefter på en række områder. Den fungerer udmærket som arbejdstelefon, hvor den synkroniserer mails og telefonbog fint med firmaets systemer. Men til privat brug er den slet ikke frisk nok til mig, og da slet ikke når den koster så meget mere end telefoner, der har det jeg efterspørger.

Lignende indlæg:

4 dages 40-årsfest

Skrevet 22. november 2011 21:44 i kategorien Begivenheder af Trine Louise — Ingen kommentarer

Det er egentlig ikke nogen særlig præstation at fylde 40 år, man skal bare holde sig i live. I den ende af livet er det heldigvis ikke så svært. Alligevel synes jeg at det var på sin plads at fejre, at jeg i søndags havde levet i 40 år; det er jo en god undskyldning for at invitere nogle mennesker man holder af og spise noget lækkert. Og det gjorde jeg så.

Dag 1: Umami

Fødselsdagsfejringen startede allerede dagen inden min fødselsdag. Sammen med min mand, min far og min veninde fik jeg lørdag aften alle tiders oplevelse på Restaurant Umami. Vi parkerede lige udenfor døren og startede med cocktails i loungen. Her fik jeg gaver af min veninde, en smuk vase og en hund. Ja altså, ikke en levende hund, men en skøn hund syet i lækkert læder.

Derefter blev vi fulgt op til vores bord. Jeg har aldrig været på sådan en rigtig dyr restaurant før, og jeg skal love for at man godt kunne mærke at vi var oppe i en helt anden klasse. Vi valgte alle deluxe omakase-menu; en tasting-menu hvor køkkenet bestemmer hvad man skal have at spise. Det virkede oplagt at lade sig overraske i dette spændende ukendte miljø. Vi fik dyreryg, havbars, hummer, and, sushi og valnøddeis med sandkage/kandiserede nødder/havtorncoulis.

Alt var utrolig lækkert, smagen var enorm og servicen var helt perfekt. Måske er det fordi jeg ikke er vant til cocktails før maden, men hele oplevelsen var næsten drømmeagtig, og jeg gav mig hen til en helt fantastisk oplevelse sammen med mine kære.

Dag 2: Boller og lagkage

Så oprandt selve dagen: min fødselsdag. Tyve-elleve tyve-elleve var datoen, og jeg blev 40 år gammel. Min mand bød på en kæmpe buket røde og hvide roser, et glas juice og gaver fra morgenstunden. Han havde købt en lækker smartphone til mig, og så havde han arrangeret et gourmet-wellnessophold for ham og mig på et lækkert hotel i Jylland på vores bryllupsdag.

Den søde nabodame kom ind med en flot kurv med godter og sagde tillykke. Hun havde skrevet et lille kort, og jeg blev lidt vemodig da jeg så at hendes håndskrift lignede min mormors.

Midt på dagen kom mine forældre og min onkels familie til sandwich, boller og lagkage. Jeg fik blomster og gaver i massevis: vase, nøgleskab, chokoladefondue og gavekort. Nu kunne vi nyde godt af vores nye spisebord, som med 3 plader i kan trækkes ud til at rumme 12 personer.

Vi havde bestilt sandwich og kager hos Grannys House i Søborg, og det fortrød jeg ikke. Othello-lagkagen var klassisk og med den mest velsmagende creme jeg nogensinde har smagt. Passions-kagen var syrlig og aromatisk samtidig med at chokolademoussen gjorde den blød. Og sandwich’ene med laks og kylling/bacon fik hurtigt ben at gå på, lækre og indbydende som de var.

Undervejs fik jeg et opkald fra min bror i Californien, som tidligere på ugen havde sendt mig gavekort til sushi og blomster.

Det var en skøn eftermiddag med familien. Af geografiske årsager er det denne del af familien jeg ser mest regelmæssigt. Det er altid dejligt at se mine søde fætre og deres familier. Jeg nyder også at se min onkel og tante. Af en eller anden grund giver det mig noget særligt at være sammen med mennesker som har kendt mig hele mit liv.

Dag 3: Dagen derpå

Jeg vidste at jeg ville være træt ovenpå en weekend med så mange oplevelser, så jeg havde taget fri i går, dagen efter min fødselsdag. Og hvor kan jeg bare ikke sige det nok: man burde tage fri på en mandag noget oftere. Som jeg dog nød at stå op i ro og mad, sætte mig i min sofa og vågne stille og roligt, mens alle andre knoklede afsted på arbejde. Jeg så rundt på de i alt 4 buketter i min stue, så lidt morgen-fjernsyn og ‘legede’ med min nye smartphone.

Da jeg var vågnet helt tog jeg søndagsavisen, som jeg ikke havde haft tid til at læse dagen før, og spiste et par af de hjemmelavede fødselsdagsboller til morgenmad.

Ved middagstid cyklede jeg til Lyngby for at se på butikker. Jeg fik brugt de 2 gavekort jeg havde fået dagen før: årsklokke, køkkenvægt, æggebægre og kogebogsholder. Jeg spiste frokost på en café. Det nåede at blive mørkt før jeg kom hjem igen og mødtes med min mand, som havde været på arbejde den dag.

Dag 4: Tilbage på arbejde

I dag var det så tilbage til hverdagen. Men fejringen var ikke helt slut.

Da jeg kom på arbejde var der flag over det hele på min plads og alle sagde tillykke. Min chef inviterede afdelingen til morgenmad, hvor jeg fik gaver fra både kollegerne, personaleforeningen og firmaet: æggebægre, bog om Dirch Passer og gavekort til en frokost for 2. Der var endda en håndskrevet hilsen fra direktøren og formanden for personaleforeningen.

I mit nye firma fejrer man runde fødselsdage ved at kantinen laver en lagkage som serveres i forbindelse med frokosten, så jeg kunne nyde den lækreste chokolade-lagkage med friske bær sammen med mine kolleger efter maden.

Det var faktisk en ret fin dag på arbejde. Jeg var rørt over at så mange ønskede mig tillykke selvom de ikke kender mig så godt endnu. En medarbejder fra HR kom ned og sagde personligt tillykke, selvom hun også at havde sendt en tillykke-mail, og kollega fra en anden afdeling sendte mig flot mail med tillykke-grafik selvom jeg kun har talt med hende 1 gang.

Og som om det ikke var nok! Da jeg kom hjem fra arbejde lå der en pakke mere til mig. Jeg var et stort spørgsmålstegn da jeg åbnede den, for jeg synes jeg havde hørt fra alle. Men det havde jeg åbenbart ikke. Min bankmand sendte mig en kæmpe æske chokolade med de bedste hilsner.

Alt i alt har det været 4 fantastiske dage med overvældende oplevelser og opmærksomhed. Jeg har ikke gjort så meget ud af min fødselsdag siden jeg blev 30 år. Jeg er glad for at jeg gjorde det på denne måde. Det gav mig en fantastisk følelse af samhørighed, og så bliver jeg mindet om at der trods alt er mange der holder af mig.

 

Lignende indlæg:

Farvel til multimedieskatten?

Skrevet 12. november 2011 19:06 i kategorien Holdninger af Trine Louise — 1 kommentar

Den nye regerings finanslovsforslag indeholder en afskaffelse af multimedie-skatten. Hurra, siger jeg! Jeg har lige fra starten været stærkt utilfreds med at en borger som min mand skal betale 140 kr. om måneden, udelukkende fordi hans arbejdsgiver har valgt at hans arbejdsredskab skal være en bærbar PC. Hans opgaver giver ikke mulighed for at arbejde hjemmefra, og han har ingen grund til at tage den med hjem for at bruge den privat, da han har en bedre privat PC hjemme. Men skat skulle han betale. Det føltes meget uretfærdigt. Det er heldigvis slut nu.

Det er dog ikke alle der slipper for regningen på 140 kr. om måneden. Man genindfører nemlig skat af ’fri telefon’, og det vil formentlig gælde alle der har fået udleveret en mobiltelefon af deres arbejdsgiver. Begrebet ’fri telefon’ er dog lidt misvisende. Jeg ville normalt opfatte udtrykket ’fri telefon’ sådan, at medarbejderen ikke selv betaler telefonudgifter. Men sådan er skatteministerens opfattelse tilsyneladende ikke. Hvis man har fået udleveret en mobiltelefon, som må bruges privat, er det åbenbart det samme som fri telefon; kun få opkald til hjemmet accepteres hvis det skal være skattefrit.

På mange arbejdspladser kan mobiltelefonen dog ikke bruges helt frit. Der kan være begrænsninger i hvad telefonen må bruges til, selvom den må bruges privat. F.eks. kan der være lukket for indholdstakserede SMS’er, så man ikke kan deltage i afstemninger og konkurrencer, eller måske må man ikke bruge telefonen i udlandet. Nogle gange er det nedskrevne regler, andre gange ligger det bare i luften eller antydes at det ikke er en god idé. Som tiderne er på arbejdsmarkedet lige nu, er det arbejdsgiverne der sætter dagsordenen, og de kan i bund og grund lave og ændre reglerne som det passer dem, uden at man som medarbejder har noget at sige. Man kan nemt komme til at stå i en uheldig situation, hvis man bruger firmamobilen som man i dag ville bruge en privat telefon.

Da jeg skiftede job for nylig, valgte jeg derfor at bede om et nyt nummer til den mobiltelefon min nye arbejdsgiver ville udlevere til mig. Jeg beholdt mit private, tidligere arbejdsgiverbetalte mobilnummer og har således nu 2 mobiltelefoner: 1 til arbejde og 1 til privat brug. Jeg elsker alle de nye teknologier og tjenester og vil gerne bruge dem optimalt. Jeg kan ikke leve med, at jeg ikke kan købe en togbillet, stemme til Vild med Dans eller tage telefonen med på ferie, når nu det er muligt og super smart at gøre det. Jeg synes det er helt rimeligt at en arbejdsgiver ikke vil betale for mit evt. bidrag til en kræftindsamling, men det er jo ikke det samme som at jeg skal undvære muligheden. Det giver mig en ekstra udgift at have 2 mobiltelefoner, men jeg synes det er pengene værd ikke at have den gråzone omkring hvad jeg må eller bør bruge telefonen til.

Det har så også den behagelige bivirkning, at jeg ikke har nogen grund til at tage firma-telefonen op af tasken når jeg har fri. Jeg står ikke på samme måde til rådighed for arbejdet, når firmatelefonen ikke kommer med hen til sofabordet, i sommerhus eller på ferie. Jeg har dog stadig mulighed for at checke om mødet næste morgen er aflyst osv., og det giver en fleksibel arbejdsdag at have en mobiltelefon til rådighed til de situationer hvor jeg ikke sidder ved mit skrivebord med en fastnettelefon indenfor rækkevidde. Jeg synes det giver mig det bedste fra begge verdener!

Det betyder til gengæld også, at jeg kommer i en bizar situation vedr. beskatning. Jeg betaler al min private telefoni selv, men skal tilsyneladende alligevel betale skat af ’fri telefon’. Som oplægget er lige nu, er der nemlig ikke, som før multimedieskattens indførelse, mulighed for at fratrække øvrige faktiske udgifter til privat telefoni i det faste beløb man beskattes af.

Jeg kunne så personligt være interesseret i, om en anden ordning fra før multimedieskatten kan bruges: muligheden for at lave en tro-og-love-aftale med sin arbejdsgiver om kun at bruge mobiltelefonen arbejdsmæssigt. Denne ordning gjorde at medarbejderen før i tiden ikke blev skattepligtig af firmamobilen. Det er ikke nævnt i det aktuelle udspil, så det er ikke til at vide.

Multimedieskatten er blevet beskyldt for at betyde mindsket fleksibilitet på arbejdsmarkedet, fordi det reelt blev til en skat på hjemmearbejde. På visse arbejdspladser har medarbejderne haft mulighed for at sige nej tak til de flytbare arbejdsredskaber, og så kunne medarbejderne slippe for multimedieskatten. Samtidig blev de meget mindre fleksible ressourcer for deres arbejdsgiver, med afledte konsekvenser for miljø og trængsel i trafikken. Man kan sagtens forestille sig at det samme bliver tilfældet når det gælder firma-telefoner.

Det er dog bestemt ikke alle arbejdsgivere der er villige til at igangsætte tiltag for at holde medarbejderne fri for multimediebeskatning. I dag betaler omkring 525.000 personer multimedieskat. Det er da også sin sag at gå til sin arbejdsgiver og sige, at man ikke vil benytte et bestemt arbejdsredskab, det kunne jo minde om arbejdsvægring. Med førnævnte hårde arbejdsmarked præget af fyringer, høj ledighed og globalisering er konkurrencen medarbejderne imellem benhård, og det gælder om at performe på de parametre der er vigtige for arbejdsgiveren, herunder fleksibilitet. Der er nok mange der ikke har lyst til at tage sådan en sag op med sin arbejdsgiver. Og på den måde tager skattesystemet, hvad enten det handler om multimedieskat eller beskatning af ‘fri telefon’, lønmodtagerne som gidsler på arbejdsmarkedet. Den enkelte medarbejder kan enten betale skat af et mere eller mindre fiktivt gode, eller risikere at fremstå som ufleksibel overfor sin arbejdsgiver. Jeg gætter på at de fleste vil dukke nakken og betale skatten.

Lignende indlæg:

Nr. 1 på Google

Skrevet 10. november 2011 18:47 i kategorien Livet online af Trine Louise — Ingen kommentarer

I 2010 skrev jeg et blogindlæg som hed “Sandheden om el-cykler“. Det er åbenbart en titel som virker interessant for mange. Det ene indlæg har virkelig booste’t min blogs besøgsstatistik. Folk der google’r ordet ‘el-cykel’ har ret ofte valgt linket til mit blog-indlæg, og da jeg i februar i år blev kontaktet af Toprobot.dk med henblik på test af deres Lifebike, gik det op for mig at jeg faktisk ofte lå nr. 1 på Google med dette søgeord. Og det gør jeg stadig!

Det er da meget sejt, ik? :-)

Lignende indlæg:

Om at være træt

Skrevet 6. november 2011 13:02 i kategorien Hverdag, Migselv af Trine Louise — Ingen kommentarer

I oktober måned er det kun blevet til 5 blogindlæg. Det er stort set kun i ferieperioder at jeg skriver så få blogindlæg på en måned. Det er fordi jeg er træt.

Udmattelse var faktisk meget af årsagen til at jeg søgte væk fra mit tidligere job. Jeg brugte for mange ressourcer på transport og sov alt for lidt, fordi der var for lidt tid til at leve. Nu står jeg op en time senere og går i seng til samme tid som før. Jeg sover altså på hverdage næsten 1 hel time mere end før. Alligevel er jeg træt.

Her søndag middag er jeg nogenlunde udhvilet, og nu føler jeg mig som mig selv. Med energi og initiativ, idéer og lyst til at gøre. Men det er kun idag. Igår var jeg også træt. Imorgen skal jeg på arbejde igen, og når jeg kommer hjem ved jeg, at jeg er træt igen.

Som så mange gange før kommer jeg til at filosofere over livet på sådan en søndag, hvor man føler at hjernen virker og tiden er til stede. Er det virkelig meningen med livet, at man skal slæbe sig sådan igennem hverdagen i en næsten permanent tilstand af træthed? Er det det JEG vil med mit liv? Og hvad skulle der egentlig til for at det blev anderledes?

Jeg drømmer om at have mere overskud. Til at snakke med min elskede. Til at nyde naturen. Til at lave interessant mad. Til at gøre brug af de enorme mængder at kulturelle tilbud der findes. Til at skabe og udrette noget. Til at være noget for andre. Til at lære noget nyt. Og bare til at holde min husholdning kørende på et tilfredsstillende niveau.

Derfor frustrerer det mig enormt at have det sådan her. Jeg føler at jeg går glip af noget. På den anden side skulle jeg jo nok nødig klage. De fleste mennesker knokler langt hårdere end jeg, både fysisk, mentalt og socialt. Bliver jeg mon lettere træt end andre? Min migræne, ledsmerter og HSP-træk kan være faktorer i trætheden, men det er der jo også mange andre der har. Hvordan klarer de andre hverdagen? Og hvad er årsag og virkning i alt det?

Jeg ved det ikke.  Jeg er i vildrede. Jeg aner ikke om det er normalt at være så mentalt og fysisk træt hele tiden, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre for at blive mere frisk, hvis ikke det hjælper at lave den ændring i mit liv, som jeg nu har lavet med jobskiftet. Skal jeg ud i noget med at blive selvstændig erhvervsdrivende eller flytte i et lille bitte hus på landet? Handler det om tryghed eller at blive tilstrækkeligt stimuleret?

I første omgang må jeg nok give det lidt mere tid med at vænne mig til det nye job. Men jeg vil blive ved med at tænke over hvordan jeg kan leve livet bedst muligt. Og hvis jeg stadig er frustreret skal jeg måske overveje at snakke med nogen om det.

Lignende indlæg:

En hel måned

Skrevet 30. oktober 2011 13:12 i kategorien Job, Status af Trine Louise — 3 kommentarer

Jeg har nu været på mit nye arbejde i en måned, og det går stadig godt. Jeg er begyndt at finde en rytme i hverdagen. Man vænner sig jo nemt til ting der er bedre, og derfor er det gået fint med den største forandring: at tage hjemmefra 1 time senere end før. Jeg har nu lidt familietid hjemme inden jeg tager på arbejde; jeg når at veksle et par ord med min mand og jeg spiser lidt morgenmad. Pludselig er der et liv FØR arbejde!

På jobbet er jeg også ved at finde fodfæste. Jeg er begyndt at komme ind i opgaverne og kan nu begynde at udrette noget. Den styrke jeg følte lige da jeg havde overstået jobsøgningsforløbet, føler jeg endnu mere nu. Jeg oplever at jeg har både kompetence, erfaring og netværk til at klare lige præcis denne stilling. Hvor jeg i min tidligere stilling ofte måtte ‘opfinde den dybe tallerken’ i forbindelse med opgaver jeg ikke havde prøvet før, kan jeg nu mærke ballasten jeg har med mig.

På den sociale side går det lige så fint. I min lille afdeling har jeg det rigtig godt med mine nye kolleger, som er rigtige klassiske IT-folk på den gode måde. Når man har omgåedes sådan nogen både privat og på arbejde i over 13 år falder man hurtigt til. De øvrige kolleger er flinke og imødekommende, simpelthen normale moderne velbegavede mennesker, som det er nemt at tale med.

Jeg er stadig meget træt om aftenen. Det irriterer mig lidt. Selvom det går rigtig godt på det nye arbejde, bruger jeg nok stadig mange mentale ressourcer. Og så er der jo den kropslige træthed. Jeg cykler 15 km. til arbejde og det samme hjem igen hver dag, og det er ikke mere end hvad jeg gjorde før. Men der var en 25 minutters togtur mellem hhv. 10 og 5 km. cykeltur – måske er det lidt hårdere når man tager alle 15 km på en gang. Dertil kommer at jeg cykler i en mere trafikkeret periode og på en rute med mere vejarbejde, og det kræver meget koncentration.

Jeg håber det snart er slut med kun at have lyst til at falde om på sofaen og pive over ømme lår, når jeg kommer hjem fra arbejde. For nu skal jeg snart til for alvor at planlægge min 40 års fødselsdagsfejring. Der er lagkager der skal bestilles og stole der skal skaffes.

Lignende indlæg:

Fra kontor til kontor

Skrevet 10. oktober 2011 22:25 i kategorien Job af Trine Louise — Ingen kommentarer

Nu har jeg været på mit nye arbejde en uge. Det er rigtig godt. Her nogle hurtige billeder af min arbejdsplads før og nu.


Lignende indlæg:

Jeg fejrer mig selv

Skrevet 6. oktober 2011 20:11 i kategorien Begivenheder af Trine Louise — Ingen kommentarer

Allerede i starten af året fik jeg en fornemmelse af, at det her ville blive ‘mit år’. Jeg lagde en flaske mousserende vin på køl og tog optimismen på. Jeg besluttede mig for at fejre min kommende runde fødselsdag, og lagde hovedet i blød for at finde en god måde at gøre det på. Og sørme om det ikke også blev året hvor det lykkedes mig at finde et nyt job.

Nu er jeg færdig med at tænke over hvordan jeg vil fejre min 40 års fødselsdag. Det bliver en kombination.

En af de ting jeg allerbedst kan lide i hele verden, er at gå ud og spise noget dejlig og spændende mad med folk jeg holder af. Så jeg har valgt at invitere mine helt nære til en lækker middag på Restaurant Umami lørdag aften, dagen før fødselsdagen. Vi mødes i baren, hvor jeg tror jeg skal smage den famøse cocktail Ginger Passion, som lyder helt fantastisk. Og derefter skal vi have noget lækkert at spise. Måske Omakase-menu, hvor kokken egenrådigt bestemmer hvad man skal spise. Temaet er japansk, og sushi er en del af repertoiret.

På selve fødseldagen, som er en søndag, har jeg inviteret den nærmeste familie hjem til mig. Her bruger jeg ordet ‘nærmeste’ i geografisk forstand, idét jeg har inviteret den del af min familie, som bor i en afstand, hvor jeg tør håbe på at de gider at køre til Virum for en eftermiddag. Det er min morbrors familie i Næstved som er inviteret til sandwich, boller og lagkage hjemme i Virum.

Jeg bager selv bollerne, og så bestiller jeg sandwich og nogle fine lagkager hos nogen professionelle, måske Grannys House i Søborg. Egentlig elsker jeg selv at lave lagkager, men jeg må også erkende, at jeg kan få stresset mig selv ret meget, når jeg skal have huset fuldt af gæster. Og så gælder det om at uddelegere det man kan.

Jeg er overbevist om at at fejring på denne måde er den bedste måde for både mig og for festen og gæsterne. Jeg glæder mig i hvert fald helt vildt til en gourmet-oplevelse og noget familiehygge med nogle af de mennesker der gør mig allermest lykkelig.

Lignende indlæg:

Første dag, første indtryk

Skrevet 3. oktober 2011 20:56 i kategorien Job af Trine Louise — Ingen kommentarer

Så fik jeg ‘overstået’ den første hårde dag på mit nye arbejde. Som forventet er hovedet fuldt af nye indtryk, og det var rigtig dejligt at min mand sørgede for at lave aftensmaden her til aften. Jeg er godt træt i hovedet, men også glad og forventningsfuld omkring imorgen.

Jeg blev modtaget af min nye chef, og der stod et skrivebord klar til mig med blomster, en kørende PC, en velkomstpakke med information og oven i købet et sæt brevbakker med diverse kontorartikler. De beklagede flere gange at der ikke var en iPhone klar til mig endnu, men de håber på at den er der imorgen. Der var lagt en helt konkret plan for mig, så der var møde med afdelingen, rundvisning i huset, en introduktion til mine første opgaver og et møde med HR-afdelingen. Jeg følte mig virkelig velkommen og taget godt imod.

Blandt de mange indtryk der roder rundt i hovedet på mig lige nu er:

  • lækre lokaler og inspirerende omgivelser
  • jeg har fået bord ved vinduet med udsigt til træer og vand
  • sjovt sammentræf at det var nøjagtig samme skærm og tastatur som på min gamle arbejdsplads
  • virvar af navne på systemer, leverandører, afdelinger, chefer og samarbejdspartnere
  • efter i 10 år at have hentet morgenmad i en kantine skal jeg nu finde en anden løsning
  • venlige og imødekommende mennesker
  • der er gratis æblemost til den ekstremt lækre mad i kantinen
  • jeg kan parkere min el-cykel i parkeringskælderen
  • hvad skal jeg have på imorgen?

Det er ikke kun den første dag der er planer for mig. I den kommende tid bliver jeg gradvist introduceret til de forskellige forretningsområder. Samtidig skal jeg begynde at danne mig et billede af hvordan jeg løser mine første opgaver. Men lige nu skal jeg hvile mig, så jeg kan klø på igen imorgen.

Lignende indlæg:

I ingenmandsland

Skrevet 2. oktober 2011 17:31 i kategorien Job af Trine Louise — 1 kommentar

Dette blogindlæg skrives fra ingenmandsland. Jeg sidder i mit sommerhus, og lige nu er der ikke nogen der bestemmer over mig. Jeg sagde farvel til min gamle arbejdsplads i fredags, og imorgen starter jeg på den nye job. Det er en dejlig følelse af frihed lige nu.

Det er altid en blandet oplevelse at sige farvel til et job. I fredags sagde farvel til en arbejdsplads, hvor der er en tryg og hjemlig følelse, men som ikke har holdt sin del af aftalen om hvad mit job skulle gå ud på. Jeg sagde farvel til en chef, som har kæmpet for at få vores relation til at fungere, men som jeg aldrig rigtig helt følte mig forstået af. Og jeg sagde farvel til kolleger, som virkede oprigtigt kede af at skulle undvære mig i hverdagen, men som ikke allesammen har bakket mig op i det som var min opgave.

Imorgen siger jeg så goddag til en helt ny arbejdsplads, en ny chef og nye kolleger. Jeg er spændt på en god måde. Selvom jeg glimtvis kan få et lille sug i maven ved tanken om det nye job, så er forbedringerne i min hverdag så store, at de fuldstændig opvejer usikkerheden. Jeg har det lidt ligesom når jeg skal på kursus el.l. et par dage; jeg glæder mig til at opleve nye omgivelser og mennesker og at få brudt hverdagens trummerum. Og når det bliver hverdag det nye sted, glæder jeg mig til at bruge mig selv bedre og mere.

Lignende indlæg: