Lider i varmen

Danmark oplever i disse dage en helt unik periode med stabilt varmt og tørt vejr. Helt enestående har vi nu i mere end en måned har haft solskin, tørvejr og moderat vind. Så vidt jeg husker, har der været 3 byger siden starten af maj, kraftige men kortvarige.

Vi danskere er jo ikke så godt vant når det kommer til vejr. Vi plejer at have et meget mere omskifteligt vejr, og det føles som mange år siden, at det har været stabilt godt vejr. Sidste sommer var ærlig talt ganske kedelig. Jeg synes også at det er længe siden at jeg har set mit helt lette sommertøj, og pludselig skal jeg være lidt mere om mig mht. at få vasket – jeg er ikke vant til at have brug for shorts og ærmeløse toppe så mange dage i træk!

For mig er det en nydelse at hverdagen bliver lidt lettere med det gode vejr. Man kan bare lige hoppe på cyklen i det tøj man har på, jeg har ikke haft overtøj på i lang, lang tid. Haven bliver en forlængelse af husets opholdsrum, og man kan bare lade døre og vinduer stå åbne. Det er skønt at se hvordan de lidt mere eksotiske blomster trives i varmen.

Jeg har dog et problem når temperaturen når op over 25 grader. Det trives min krop utrolig dårligt med, og jeg har svært ved at holde det ud. Det trykker i mit hoved og føles som om hjernen er hævet. Jeg får hovedpine, og migræneanfald bliver værre. Derfor bliver jeg passiv og bruger mest energi på at finde det køligste sted at opholde mig. Det er også svært at sove godt i den varme, og det gør mig i dårligt humør.

Dette ubehag giver anledning til stor irritation, for der er så meget jeg gerne vil. Både gøremål i hjemmet og ude – nyde naturen eller byerne med cafebesøg og shopping. De høje temperaturer føles som en slags fængsel for mig, især når det bare bliver ved og ved.

Jeg oplever stadig at det er tabu at have nogen form for tilbageholdenhed overfor det, vi normalt opfatter som godt vejr. Husbond har det helt omvendt, og føler at hans krop fungerer allerbedst når det er varmt. Nu kender han mig efterhånden så godt, at han forstår – men det er bestemt ikke velset herhjemme at kalde temperaturer over 25 grader for dårligt vejr.

Situationen jeg beskrev tilbage i 2010 omkring at sidde ude og spise frokost på arbejdspladsen oplever jeg som uforandret – det er stadig udenfor diskussion at man skal sidde ude og spise. Jeg ønsker stadig ikke at sidde ude med min frokost, selvom min nuværende arbejdsgiver dog har sat parasoller op, så jeg sætter mig alene med en avis og spiser frokost.

På tidligere arbejdspladser har jeg tit fået selskab indenfor. Mange mandlige kolleger har i virkeligheden ikke lyst til at sidde i jakke og slips i middagssolen. På min nuværende arbejdsplads er der ikke så mange slips, og jeg sidder oftere alene. Men effekten er der stadig: når først jeg man har italesat, at det er for varmt at sidde derude, så er der altid nogen der følger trop og indrømmer at de også bliver øre i hovedet af at sidde lige i solen. Eller endda gerne undværer solen for at være i mit selskab.

Som sensitiv person er jeg nødt til at være konsekvent overfor disse ting der giver mig ubehag, simpelthen for at holde mig rask. Det betyder i flere sammenhænge at jeg må være modig og gå imod strømmen, gøre op med nogle af de konventioner og automatiske antagelser der er, og nogle gange dermed melde mig ud af det sociale fællesskab. Det er åbenbart mit lod. Det er heldigt at jeg trives godt med at være alene.

I går var en af de helt varme dage. Jeg tilbragte dagen under et træ i haven sammen med lånehund Atlas, og husbond gjorde mig også selskab. Jeg havde ikke overskud til mere end at online-shoppe. I dag er der en sky for solen og temperaturen er på et mere udholdeligt niveau. I dag får jeg skrevet dette blogindlæg, vasket tøj og lavet frikadeller.

Lignende indlæg:

Havesofa

I 2016 byggede husbond en terrasse lige der hvor solen skinner, når man kommer hjem fra arbejde. Hele september det år havde vi – ligesom denne maj i år – en lang periode med sommerligt vejr.

I begejstring over den nye terrasse og det flotte vejr blev jeg fristet af et efterårstilbud på en udendørs hjørnesofa. Et stort lækkert møbel, der oprindeligt havde kostet et 5-cifret beløb. Den er større end sofaen i TV-stuen og både husbond og jeg kan ligge på langs i den samtidig. Sofaen gav mig en berusende følelse af luksus. Med en stor parasol kunne jeg for første gang nu sidde rigtig komfortabelt udendørs.

Når man sidder der i godt vejr, i en sofa med hynder der er betrukket med tekstil, kan man godt komme til at glemme den dårlige side af det danske vejr. Jeg har dog levet så længe, at jeg godt er klar over, at jeg var nødt til at sørge for at sofaen kunne dækkes til når den ikke bruges. Sammen med sofaen købte jeg derfor også et overtræk som passede præcis over sofaen og det tilhørende bord. Det var tungt og virkede som god kvalitet, og det kostede da også derefter – 800 kr. måtte jeg betale.

Da efteråret kom, pakkede vi hynderne væk på loftet, og overtrækket skulle nu passe på sofaen vinteren over. Da foråret kom, var overtrækket noget slidt, og i løbet af den efterfølgende sommer gik overtrækket i stykker flere steder. Vores robotplæneklipper fik også lavet et par huller i overtrækket, og det viste sig hurtigt at gaffa-tape ikke var tilstrækkeligt til at holde sofaen tør. Til sidst kom der en stor revne da vi løftede overtrækket af.

Et år efter at vi havde købt sofaen, måtte vi investere i et nyt overtræk, så vi kunne klare endnu en vinter uden at vores sommer-luksus skulle gå til i skimmelsvamp og alger.

Desværre var det nye overtræk også meget nedbrudt, da vi startede sæsonen i år – et helt nyt overtræk som kun lige havde været pakket ud og sat over sofaen ifm. at vi pakkede ned for vinteren. Indersidens belægning hang i flager, og efter det første skybrud var sofahynderne våde. Denne gang var der ikke nogen skader vi selv havde forvoldt, så jeg skyndte mig at reklamere til webshoppen, hvor jeg havde købt overtrækket – det kunne da ikke være meningen at det allerede var utæt?

Nu er det næsten 2 år siden at jeg oprindeligt købte sofaen og betrækket, og ingen af delene er i webshoppens sortiment længere. Selvom jeg i henhold til købeloven har krav på at butikken hjælper mig når en vare er defekt, så var der ikke meget at gøre. COOP prøvede at sende mig et andet overtræk, men det passede ikke i dimensionerne, og det endte med at de ville give mig pengene tilbage.

Det er normalt en udmærket løsning at få pengene tilbage, men i denne situation står jeg med en udesofa, som uden et betræk er blottet overfor det danske vejr. Et langt større køb, sofaen, risikerer nu at blive værdiløs fordi dette overtræk har for dårlig kvalitet. Sofaen er så stor, at jeg ikke bare lige kan tage ind i huset. Nu er gode råd dyre.

Jeg fik lov til at vente med at returnere overtrækket, til jeg har fundet et nyt. Det betyder også at jeg først får mine penge tilbage senere. Det skal gå hurtigt med at finde en erstatning, men jeg vil ikke have den samme dårlige kvalitet en gang til. Jeg har søgt på nettet efter overtræk. Min research viste, at mange af de materialer man bruger til disse overtræk bliver hårde i frostvejr, hvilket fører til at det knækker og dermed bliver utæt og porøst. Udsigterne til fremover at kunne beskytte min havesofa så ikke gode ud.

Heldigvis lykkedes det at finde et overtræk i et andet materiale, hvor der udtrykkeligt står at det kan holde til det danske vejr. Der er dog 2 ulemper: overtrækket passer ikke specifikt til min sofa, det er for stort. Og prisen er det dobbelte af hvad jeg gav for det første overtræk. For at begrænse skaden har jeg fundet produktet på tyske Amazon, hvor prisen var lidt lavere. Nu er jeg spændt på at se det nye overtræk – og spændt på hvor meget regn vi når at få indtil det ankommer.

Min havesofas fremtid er helt afhængig af, at et dumt overtræk fungerer. Jeg føler mig dum, fordi jeg har været impulsiv og købt et luksusprodukt uden at tænke på praktikken. Det har været dyrt og besværligt at få det praktiske til at fungere, og jeg er ikke i mål endnu. Det er trættende, og jeg er faktisk vred over at COOP sætter mig i denne sitaution ved at sælge et produkt, som er helt uegnet til dets formål.

På den anden side har jeg brugt den havesofa utrolig meget i dette forår. Med min korte transporttid, har den givet mig mulighed for at bruge tid på at læse avis i haven og slappe af efter arbejde. Købet af et luksusprodukt har givet mig større  værdi end jeg troede. Det er jeg ærlig talt meget begejstret for.

Lignende indlæg:

Radio i 2018

En af de ting jeg skrev om i de første år jeg havde denne blog, var mit kulturforbrug. Jeg kan se at jeg har skrevet adskillige indlæg om hvad jeg hører i radioen. Det er sjovt at læse her så mange år efter.

Udbuddet af radioudsendelser bølger frem og tilbage. Yndlingsprogrammer bliver nedlagt og nye kommer til. Der er desværre mange programmer som har et virkelig kedeligt musikudbud. Det er mange år siden jeg holdt op med at høre Danmarks Radios P3. Jeg har tidligere hørt en del P4, men det er jeg gået væk fra, fordi jeg synes musikken er blevet kedelig.

I øjeblikket er der heldigvis en del gode programmer, som jeg nyder at lytte til. Jeg nyder at der findes adskillige radioprogrammer, der har musik i centrum. Helt i tråd med tidens trend er jeg begyndt at udvælge mine programmer mere, i stedet for bare at tænde for radioen og høre hvad der nu sendes.

Madsen

Alex Nyborg-Madsen laver heldigvis stadig sine programmer næsten hver dag fra kælderen i hans hjem i Frederiksværk. Det er en fryd at der findes et redaktionelt musikprogram, som både fortæller om sidste nyt indenfor musik og ser tilbage på musikhistorien. Programmet spænder dejlig bredt over genrer, og der er ikke noget der hedder god og dårlig smag hos Alex. I et og samme program kan man høre så forskellige ting som et nummer med Dead Or Alive til minde om den nyligt afdøde forsanger, for derefter at høre et nummer med Mike Sheridan fordi han fylder 25 år. Dette program afviger dejligt meget fra P4’s øvrige musik-politik.

Formiddag med Simpson

Et program jeg har opdaget for et par måneder siden er Formiddag med Simpson. Michael Simpson, som man kender som musiker, er vært på programmet. Hans kærlighed til musik mærkes tydeligt, og han er ikke bange for at spille kendte og ukendte numre, nye som gamle, under devicen “en pose plader som du ikke regnede med at du havde lyst til at høre”. Noget af det bedste jeg ved er at blive præsenteret for god musik jeg ikke kendte i forvejen.

Jazzmosfæren

Master Fatman sidder bag knapperne i DR P8 lørdag og søndag tidlig eftermiddag og spiller alle mulige slags jazz. Nogle gange er han meget optaget af et specielt instrument, f.x. orgel eller trompet, og andre gange er det en genre som f.x. afrobeat. Han sender kærlighed og nærvær ud i æteren med en begejstring som smitter.

FONK – Det er lørdag

Jeg gør endnu en undtagelse og tænder for P4 lørdag eftermiddag, hvor Henrik Milling og Nicolai Molbech pisker en stemning op med dansevenlig funk og disco samt engagerede historier og nørdede detaljer. Husk at vælge DR Bornholm for at slippe for trafikmeldinger midt i de funky toner.

Jazz & co.

Søndag formiddag har længe været dedikeret til jazz for mig, og det var derfor hyggeligt da DR for et par år siden lavede et tale-program om jazz. I Jazz & Co. inviterer Niels Christian Cederberg kendte gæster i studiet, hvor der bliver snakket om gæstens forhold til jazz og gæstens liv i øvrigt.

Med udgangspunkt i disse programmer kan jeg høre god og interessant musik formiddag og eftermiddag både på hverdage og weekender. Og hvis jeg ikke har mulighed for at høre udsendelsen når den sendes, så hører jeg den på podcast.

Lignende indlæg:

Dansk model

De sidste mange uger har vi hørt begrebet “Den danske model” i medierne i forbindelse med overenskomstforhandlingerne på det offentlige område. I dag er det 1. maj, Arbejdernes Internationale Kampdag, og jeg har fri fra arbejde og tid til at tænke lidt over det danske arbejdsmarked.

Pressedækning af overenskomstforhandlingerne har været massiv i dette forår, og for mig på grænsen til kvalme. At høre de forskellige udmeldinger og mellemregninger er jo i bund og grund blot forhandlingsteknik og for udenforstående dybt uinteressant. Men jeg får også kvalme, fordi man får det indtryk, at denne ‘danske model’ er noget som gennemsyrer samfundet og omfatter alle lønmodtagere i Danmark. Man kan godt få det indtryk, at alle har ordnede forhold og mulighed for at forhandle løn og arbejdsforhold.

Det meste af min karriere har jeg været ansat uden overenskomst. Min branche, IT-branchen, blev i 1990’erne ramt af outsourcing-trenden. Der opstod store IT-leverandørorganisationer, og det blev en konkurrenceparameter ikke at kunne blive ramt af konflikt. Der skulle også gerne være god økonomi for begge parter ved at outsource. Overdragelsen af virksomhedernes IT-medarbejdere til leverandørorganisationerne var en kærkommen lejlighed til at slippe ud af overenskomsternes begrænsninger.

Lige efter årtusindskiftet blev jeg blev oursourcet første gang. Jeg blev overført fra et pensionsselskab til en IT-driftvirksomhed, som ikke havde overenskomst, og min fagforening meldte mig simpelthen ud. Det var umiddelbart ikke det store afsavn, for fagforeningen gjorde ikke ret meget for medlemmerne i forbindelse med outsourcingen. De næste 5 ansættelser i både leverandør- og brugerorganisationer var uden overenskomst.

I ingen af disse jobs var der mulighed for at forhandle løn. Der blev som regel afsat en ramme for lønreguleringer, og så var det op til de enkelte chefer at fordele det ret beskedne beløb mellem sine medarbejdere. Reguleringer blev kommunikeret som et diktat. Man blev som regel kaldt ind til chefen uden varsel og dermed uden mulighed for at forberede sig. Dialogen var selvsagt beskeden. Øvrige vilkår var ikke til at ændre på, fordi de skulle gælde alle.

Det er sket flere gange at jeg har fået præsenteret lønstigninger på under 2% som en belønning for en flot indsats. Det er også sket at jeg slet ikke har fået nogen lønregulering. Hvis man bruger fagbevægelsens retorik må man konstatere, at dette udhuler ens realløn, da priserne som bekendt stiger hele tiden. Her er det værd at bemærke, at dette var den eneste mulighed for at stige i løn.

Jeg ved ikke hvor stor en del af lønmodtagerne i Danmark der arbejder under disse vilkår. I betragtning af udviklingen på arbejdsmarkedet med outsourcing og arbejdspladser der flyttes til udlandet, gætter jeg dog på, at det er en ikke uvæsentlig procentdel af danskerne der arbejder på denne måde.

For et år siden fik jeg et job som var omfattet af en overenskomst. Det er ret mærkeligt efter så mange år på individuelle vilkår. Min løn bliver automatisk reguleret en gang om året uden nogen individuel vurdering af min præstation, og jeg får den samme % som alle mine kolleger. Jeg føler mig meget privilegeret. Når jeg ser de demonstrerende masser i TV kan jeg ikke lade være at tænke, at de trods alt skal være glade for at have dette forhandlingsforum – det er ikke alle der har det.

På denne Arbejdernes Internationale Kampdag føler jeg mig mere udenfor end nogensinde. Jeg har aldrig identificeret mig som arbejder. Selvom jeg nu er omfattet af en overenskomst, er der mange aspekter af den som helt ignoreres i praksis. I nutidens arbejdsmarked synes jeg alle lønmodtagere har en fælles sag på tværs af brancher, faglige områder og overenskomster. Etablering af 1. maj som mærkedag udsprang bla. af en forhandlingssejr omkring 8 timers arbejdsdag. I min verden er arbejdstiden i den grad udfordret af det grænseløse arbejde, og det er kun et par uger siden at SF foreslog at man lavede lovgivning omkring det. Måske er tiden løbet fra fagforeningerne?

Lignende indlæg:

Dilemmaet om ny hund

Det er snart et halvt år siden at Adina gik bort, og jeg er ved at have det bedre med savnet og sorgen.

Spørgsmålet om ny hund rumsterer. Skal vi have hund igen? Husbond savner gåturene og er helt klar til at få hund igen, men jeg er i tvivl. Argumenterne for og imod farer rundt i mit hoved, og jeg kan ikke finde ud af hvad jeg skal lægge vægt på. I bund og grund ser jeg det som et valg imellem forskellige stressfaktorer.

Jeg føler et stort ansvar for at en hund skal have et godt liv. Jeg synes at hunden skal være alene hjemme så lidt som muligt, og jeg synes det er vigtigt at lave ting sammen med hunden, som giver den nogle gode og spændende oplevelser. Når begge mennesker i husstanden har krævende fuldtidsjobs, synes jeg det er en konstant udfordring at leve op til dette, og jeg tøver med at sætte mig selv i den loyalitetskonflikt.

Mens vi havde Adina syntes jeg ikke, at jeg kunne gå i butikker, på café, til koncert, fordi jeg ikke ville lade hende være alene mere end højest nødvendigt. Det er en begrænsning jeg har lagt på mig selv, og jeg må indrømme at jeg har nydt at være fri for denne begrænsning. Det er også en lettelse at jeg kan blive lidt længere på arbejde, hvis der er behov for det – og det er der ofte.

På den anden side giver det at have hund jo en umådelig glæde i hverdagen. Det har en afstressende virkning, fordi det tvinger én til at tænke på noget andet end arbejde og pligter, og kommer helt automatisk til at røre sig og få frisk luft. Jeg har tydeligt kunnet mærke kontrasten, når jeg har været så heldig at få lov at passe andres hunde. Jeg er ikke i tvivl om, at det er sundt for mennesker at have kæledyr.

Når jeg har fri og det er godt vejr, længes jeg meget efter at have hund. Men når jeg sidder på arbejde og det regner udenfor og jeg godt kunne bruge at blive lidt længere for at afslutte nogle opgaver, så er det en lettelse at der ikke venter en hund hjemme.

Hvordan balancerer jeg dog disse faktorer? Hvis jeg laver en helt rationel fordel/ulempe-analyse, hvor faktorer som økonomi, tid, rengøring og andre praktiske ting indgår, så vinder livet uden hund. Hvis jeg tænker på livskvalitet er det tvetydigt. Jeg elsker hunde uendeligt meget og har stor glæde ved at omgås dem. Men jeg må indse, at det også giver mig meget glæde at have mulighed for at lave andre ting og komme lidt ud.

Så tæller glæden ved shopping, cafébesøg og koncerter højere end glæden ved at have hund? Vægter stress pga. loyalitetskonflikt højere end stress over ikke at have et fritidsliv der indeholder alt det man ønsker sig? Lige nu må svaret være ja, for jeg har ikke taget initiativ til at ændre på noget.

Måske skal jeg bare lige have afløb for 6 år uden TIVOLI-ture og shopping. Måske skal jeg bare have lidt mere overskud. Jeg tror ikke jeg kan gå på kompromis med mine værdier omkring hundeliv og prøve at få plads til det hele.

I næste uge skal vi igen passe Adinas nevø Atlas. Det har vi gjort mange gange, og efter at vi har mistet Adina har vi også fået lov at låne ham til gåture på solskinssøndage nu og da. Vi har fået et meget nært forhold til Atlas, og både vi og han bliver super glade når vi ses. Lige nu er det en måde at få det bedste af begge verdener.

 

Lignende indlæg:

Anmeldelse af lampen Illumin Rubber20

For et par år siden fik vi lampen Illumin Rubber 20 Pendel som en gave. Det er en større loftslampe, som man selv samler. Lampen består af 20 ens stykker plastik og 30 sorte elastikker, som man sætter sammen til en tilnærmelsesvis rund facon. Indeni monteres lampen med en gennemsigtig plade af plastik og en fatning med stofledning. Det var ret nemt at samle lampen, og vi valgte at hænge den i vores trapperum, hvor der er nogle højdeforskelle som den symetriske og geometiske lampe gjorde sig godt i. Vi var glade for den.

Desværre viste det sig, at elastikkerne der holder lampen sammen, er af en kvalitet, som ikke er holdbar. Efter bare et års tid var de møre og begyndte at falde af. Hvad gør man så?

Først troede jeg, at jeg kunne finde nogle andre elastikker i en webshop, men det var ikke så nemt. Jeg kontaktede producenten af lampen, og de sendte mig en pose med flere elastikker af samme slags. Så kunne lampen lidt igen, men året efter var problemet der selvfølgelig igen.

Det er faktisk rigtig irriterende, når elastikkerne bliver møre. En for en begynder de at falde af. Når den første elastik mangler, holder lampen stadig sammen, og man har lidt tid til at finde en løsning. Men de andre elastikker er jo lige så møre, og hurtigt efter falder flere elastikker af, og så åbner lampen sig og kan ikke holde formen. Det er svært at finde en midlertidig lappeløsning, fordi det kræver elastikker af en helt speciel størrelse, og når man begynder at pille, falder lampen meget nemt helt fra hinanden.

Jeg kan se, at man nu kan købe en pose med elastikker for 80 kr. på nettet. Hvis man skal købe sådan en pose en gang om året, bliver det jo en dyr lampe i længden, foruden alt besværet med at pille lampen ned og montere den helt forfra.

Jeg synes ikke det var holdbart at fortsætte med de originale elastikker. Kunne man ikke få en bedre kvalitet af elastikker, som kunne se pænt ud? Jeg gik på jagt i diverse hobbyforretninger efter en mere langsigtet løsning. Jeg fandt 3 mm elastiksnor i en syforretning. Her kunne man få alverdens farver, hvilket appellerede til min kreative åre – så kunne man jo skifte farve og dermed udtryk på lampen. Jeg fandt også noget lidt tykkere elastiksnor i en webshop der handler med udstyr til dykkere og surfere.

Da jeg fik det forskellige snor hjem var jeg fortrøstningsfuld. Begge typer bestod af tynde strå af elastik omkranset af tekstil. Jeg forestiller mig at det er mere holdbart, fordi elastikken ikke på samme måde er eksponeret for luft og sollys.

Så var spørgsmålet hvordan jeg skulle få elastiksnoren til at blive en ring, som kunne holde lampens dele sammen. Jeg prøvede at binde forskellige knuder, men det blev ret stort. Med enderne strittende til siderne var det visuelt ikke så pænt, når det blev sat på lampen.

Med inspiration fra den måde min mand samler kabelender på sin cykel, gik jeg på jagt efter et tyndt metalrør, man kunne samle elastik-enderne med. Igen kom hobbyforretningerne mig til hjælp, og det lykkedes at finde noget tyndt messingrør, der i indre og ydre diameter passede med det elastiksnor jeg havde.

Så var jeg klar til endnu et forsøg. Jeg måtte i kælderen efter værktøj og have husbond igang med dremmel-maskinen. Messingrør blev skåret ud i stykker af ca. 1 cm og slebet lidt, så der ikke var ru kanter. Jeg klippede elastiksnoren stykker på 21,5 cm med en skarp saks, og satte enderne ind i røret. Derefter klemte jeg sammen i hver ende af messingrøret med en skævbider. Jeg fandt hurtigt en måde der holdt.

Resultatet blev nogle elastikker, der mindede om de hårelastikker man kunne få da jeg var barn. Stof på ydersiden, elastik indeni og samlet med et lille messingrør. Det så overraskende flot ud på lampen. Faktisk synes jeg det er flottere end originalen pga den ensartede stofoverflade.

Jeg har brugt adskillige hundrede kroner på at finde materialer til denne løsning. Hvis man i forvejen har betalt 799 kr. for en Rubber20-lampe, må den føles dyr i drift. Siden vi fik den for nogle år siden, er den da også faldet noget i pris – måske pga. disse problemer. Det ville ærgre mig at skulle smide lampen ud pga. denne – i mine øjne – designfejl, så jeg er glad for at jeg fandt en løsning så vi kan brug lampen lidt endnu. Men det er godt nok meget ulejlighed for at beholde sin lampe.

Jeg anmelder lampen med 2 ud af 5 stjerner. Den får 2 stjerner, fordi jeg synes den har et flot udseende. Den får ikke flere, fordi materialevalget stiller forbrugeren i en irriterende situation, når elastikkerne falder af og man skal samle lampen igen. Jeg får lyst til at advare andre forbrugere, men jeg har ikke kunnet finde en mulighed for at anmelde produktet på en webshop el.l. Derfor denne anmeldelse på min blog.

Vurdering:  ★★☆☆☆ 


Lignende indlæg:

10 års bryllupsdag

I dag har husbond og jeg 10 års bryllupsdag. En fredag i februar 2008 lod Mads og jeg os i hemmelighed vie på Lyngby Rådhus med 2 af kommunens ansatte som vidner. I dagens anledning har jeg set på billederne fra dengang, og jeg kan se at vi ser rigtig glade ud.

Vi valgte at blive gift på en meget stille og rolig måde. Vi valgte rådhuset, fordi vi ikke er kristne. Vi valgte at gøre det i hemmelighed, fordi vi gerne ville have at det var kun vores stund. Og vi ville under ingen omstændigheder udsættes for polterabend. Det hele var timet og tilrettelagt, så vi alligevel kunne dele dagen med vores nærmeste: vi vidste at vores forældre ville være hjemme senere samme dag og tog på overraskelsesbesøg hos begge forældrepar senere på dagen. Vi sluttede dagen af med en hurtig burger hos MacDonalds. Det var en rigtig god dag for os. Men nok meget langt fra hvad mange drømmer om.

Det er ikke så længe siden husbond kom hjem og fortalte om en snak om bryllupper, de havde haft på arbejde. Da han fortalte om sit eget bryllup, havde en kollega spontant sagt: “Hvorfor så blive gift?”. Kollegaen synes tilsyneladende ikke der var nogen grund til at blive gift, hvis man ikke købte dyrt tøj og holdt en stor fest med mange mennesker og gaver.

Den kommentar understregede en fornemmelse jeg længe har haft. Jeg er bange for at nogle bryllupper bliver arrangeret stort og traditionelt af forkerte årsager. Måske er den underliggende motivation mere at blive beundret og iscenesætte sig selv – man tvinger faktisk sine nærmeste til at give én opmærksom, når man inviterer til bryllup. I nogle tilfælde er det måske endda fordi man keder sig lidt i sit i forvejen etablerede samliv, hvor man ofte allerede har hus og børn.

Det er en stor investering for både brudepar og gæster at holde bryllup på den traditionelle måde. Brudeparret låner hundredetusindvis af kroner i banken for at købe kæmpe kjole og store arrangementer. Gæsterne køber dyrt tøj og dyre gaver, og møder op som statister til en forestilling, hvor de skal opføre sig på en helt bestemt måde for at tilfredsstille brudeparret.

Desværre bliver min fornemmelse bekræftet af skilsmissestatistikken. Omkring det tidspunkt jeg blev gift, var der rigtig mange i min omgangskreds som blev gift. Jeg selv deltog i 3 bryllupper i både 2007 og 2008, hvoraf det ene var mit eget. Der er ikke så mange af dem der er gift i dag. Der er desværre en overvægt i skilsmisser blandt dem, der holdt de store traditionelle bryllupper. Uden at kende de nærmere omstændigheder omkring de konkrete skilsmisser må jeg sige, at det er tankevækkende.

Nå ja, hvad gør det at man bliver skilt nogle år senere? Så kan man jo ryste posen igen og genopfinde sig selv – udleve drømmen om Iron Man i de uger man ikke har børnene, med en stor gæld og en bitter strid om bryllupsgaverne i bagagen. Så må man skynde sig at glemme, at man har bedt utrolig mange mennesker bruge en masse energi og penge på at hylde ens kærlighed ikke så mange år forinden.

Det er nu ikke fordi vi var bange for at vores forhold ikke skulle holde, at vi valgte en mere diskret måde at blive gift på. Vi havde været sammen i 4 år da vi blev gift og følte os allerede etablerede som par. Vi ville gerne bekræfte overfor omverden, at vi hørte sammen ved at få et fælles efternavn og en ring på fingeren. Det handlede ikke om det at BLIVE gift, vi ville bare gerne VÆRE gift.

Lignende indlæg:

Videre uden Adina II

I dag er det 3 måneder siden den frygtelige, mørke dag. Dagen hvor jeg med hurtige skridt forlod Virum Dyreklinik hulkende, efter at have set Adina blive aflivet.

Resten af dagen græd jeg sammen med husbond, mens jeg prøvede at kommunikere til omverden, at den hund som havde betydet så meget for mange mennesker, ikke var længere. Efter mange timers gråd prøvede vi at se noget fjernsyn og spise noget mad. Jeg tænker tilbage på den dag som en meget mærkelig stille, mørk og surrealistisk dag.

Tiden op til dagen var også mærkelig. Det var en blanding af smerte og nærvær. Det gjorde så ondt at se Adina kæmpe for at bevæge sig, og det var frygteligt at vide at man snart skulle beslutte at stoppe hendes liv. Samtidig var jeg fast besluttet på at få det bedste ud af de sidste dage hun var til, og nød hende mere intenst.

De 3 måneder, der er gået siden, har været hårde. Jeg troede at der ville komme en følelse af lettelse, og det kom der til en vis grad også. Den er bare blevet overskygget af negative følelser. Jeg har haft det rigtig svært.

Mærkedagene er selvfølgelig svære. På min egen fødselsdag kørte jeg hjem fra arbejde midt på dagen, kunne ikke holde ud af være blandt andre mennesker. Jeg mandede mig op, da jeg samlede min familie til juleaften på samme måde som for 2 år siden. Adina manglede, men vi lod som ingenting. Da jeg skulle i seng brød jeg sammen og syntes at hele verden var forfærdelig. Det samme skete den dag i januar, som vi plejede at fejre som fik-dig-dag; dagen hvor Adina blev en del af vores familie.

Til hverdag står jeg op, går på arbejde, kommer hjem, spiser aftensmad og går i seng uden at tænke alt for meget på Adina. Jeg tror at jeg accepterede ret tidligt, at hun ikke var her mere, fordi det var det eneste rigtige da hun var så syg til sidst. Savnet kommer dog rullende ind over mig i perioder, og så kan det være solskin, et billede eller alt muligt andet der udløser tårerne.

Når jeg er ked af det kredser mine tanker ikke kun om Adina, men om hele mit liv. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne viske mig selv ud med et viskelæder og melde mig ud, give op. Jeg prøver at tage det en dag ad gangen, fordi jeg ved godt, at jeg er i underskud. Om det hedder sorg, stress, overgangsalder eller vinterdepression kan vel komme ud på et – jeg er i underskud og må være tålmodig med mig selv.

Alle omkring mig snakker om at få ny hund, men jeg kan ikke. Jeg kan ikke rumme at lukke en ny hund ind og starte forfra på at bygge fortrolighed og kærlighed op. Jeg er overbevist om at jeg må være tro mod den følelse. Det betyder ikke, at jeg ikke stadig elsker hunde udover det sædvanlige.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2017

I starten af 2017 ønskede jeg så inderligt, at det skulle blive et år der var bedre end året før. Billedet over dette blogindlæg er et udtryk for dette – den eneste souvenir jeg købte på min rejse til Los Angeles.

Det viste sig dog at blive endnu et ustabilt år med både opture og nedture.

Alle de blogindlæg jeg har skrevet i år handler om de konkrete begivenheder. Jeg vil derfor i dette indlæg ikke resumere året, som jeg nogle gange gør, men kun gøre status her og nu efter samme model som sidste år.

FYsisk tilstand

Jeg har fundet mig selv igen kropsligt. Jeg spiser igen efter 5:2-diæten og trives bedre end nogensinde med konceptet. Igen i 2017 blev min daglige motionsmængde mindre end tidligere, men det er lykkedes mig at finde balance i motion, appetit og de mængder jeg spiser.

Takket være mit nye job har jeg i år fået en døgnrytme, hvor jeg får en tilpas mængde nattesøvn. Jeg kan tydeligt mærke, at det er godt for mig både fysisk og psykisk.

Psykisk tilstand

Min mentale tilstand er lige nu præget af sorg efter at jeg mistede min hund. Mit humør svinger, men jeg føler ikke så stor glæde ved de ting, jeg plejer at glæde mig over. Til gengæld har jeg humørmæssige nedture af og til. Normalt græder jeg kun sjældent. Jeg har aldrig grædt så meget som jeg gjorde i 2017.

Jeg har sluttet året af med en travl tid på arbejde, og starten af året var også præget af en hjerne der havde fået for meget. Jeg kan godt mærke stress er blevet en fast følgesvend for mig – en partner som jeg skal gøre en indsats for at holde i ave. Jeg er blevet bedre til det, men jeg kan ikke sige mig fri for at ønske, at livet og specielt arbejdslivet var lidt mindre grådigt efter mit mentale overskud.

Arbejde

Efter en arbejdsmæssig kolbøtte er jeg ved at få fodfæste i et nyt job, som har mange af de elementer jeg har længtes efter i årevis. Opgaverne passer rigtig godt til mig, og mine kvalifikationer og evner supplerer mine nærmeste kolleger på en rigtig god måde. Jeg er sluppet af med de stressende storrumskontorer, og arbejder nu under vilkår der indebærer tillid, selvstændighed og fleksibilitet.

Konstant forandring er dagens orden på arbejdsmarkedet. Min organisation er også inde i en forandring som præger hverdagen meget. Vi skal have en stor organisationsændring til at fungere, og hver dag indeholder konflikter og frustrationer og opgaver der må forsømmes, fordi der ikke er tid nok. Samtidig forlanger ledelsen at man arbejder med sin personlige udvikling og sine vaner for at skabe en kulturforandring.

Selvom virkelig mange stressfaktorer er forsvundet med mit seneste jobskifte, er det stadig krævende for mig at gå på arbejde. Det står helt klart for mig, at det er omsonst at ønske mig stabilitet og forudsigelighed i arbejdslivet. Samtidig kan jeg ikke komme udenom, at jeg ikke er den bedste version af mig selv under de omstændigheder. Det ærgrer mig, for jeg synes jeg kan være meget bedre.

Familieliv

Husbond og jeg er ved at finde tilbage til det familieliv man kan have, når man er 2 mennesker der ikke har hund. Vi har jo prøvet det før, og vender nu tilbage til restaurantbesøg, koncerter, biografture og andre impulsive aktiviteter. Vi nyder at have den frihed.

Jeg er stor hundeelsker og har hele mit liv ønsket at have hund. Lige nu er jeg ikke parat til at få hund igen. Jeg vil gerne have, at valget om at have hund bunder i en rationel og realistisk beslutning, nu hvor jeg faktisk ved hvad det indebærer. Jeg er bekymret for, at en beslutning om hund på nuværende tidspunkt vil tage afsæt i sorg og savn – jeg frygter at det vil sætte mig i en loyalitetskonflikt, som vil stresse mig.

Min bror har boet i USA i 17 år, og selvom vi har elektronisk kontakt og besøger hinanden med nogle års mellemrum, har vi ikke den samme føling med hinandens hverdag som vi havde før han flyttede. Efter at jeg i år tog alene på besøg hos ham i Californien fik jeg et helt unikt indblik i hans liv, som jeg ikke har haft i mange år. Det har styrket vores relation.

Mine forældre ses jeg med relativt ofte. Jeg nyder at forkæle mine forældre ved at hente dem ved deres opgang, køre dem hjem til mit hus og servere lækker mad og drikke for dem. Også selvom det så bare er de gode pizzaer fra den nye pizza-mand på Bistrupvej.

Økonomi

Med hensyn til pengene går det heldigvis godt og stabilt. Jeg skriver heldigvis, fordi jeg i foråret troede, at jeg skulle have en periode på dagpenge. Jeg fandt ud af, at det holdt økonomien nok også til – umiddelbart så det ikke ud til at vi skulle sælge huset lige med det samme. På den måde fik jeg afdramatiseret nogle af de spøgelser, der har været i økonomien, og jeg er knap så bekymret for arbejdsløshed i dag.

Jeg nåede dog ikke at komme på dagpenge, og min forebyggende sparsommelighed betød, at jeg gik ud af den usikre periode med starten på en opsparing til nyt køkken.

Jeg har nu mere ordnede forhold i min ansættelse, da jeg for første gang i nok ca. 15 år er ansat under overenskomst. Det betyder at min indtægt reguleres efter et skema, og ikke som en individuel vurdering – det giver tryghed og forudsigelighed.

Et bilskifte har til gengæld givet os en større bilgæld, og jeg er ikke sikker på at vi fik de bedste vilkår i den forbindelse. Husbond og jeg har talt om at få noget uafhængig økonomisk rådgivning på et tidspunkt.

Da jeg fyldte 46 år i 2017 er der kun 14 år til jeg kan gå på pension. Jeg vil rigtig gerne gå på pension som 60-årig, men det kræver jo at økonomien kan bære. Også af den grund vil jeg gerne have et generelt eftersyn af vores økonomi

Bolig

Boligmæssigt er situationen uforandret det sidste år, og det er jeg glad for. Vi er kommet af med det alt for store træ på vores grund, som skyggede i det meste af haven og også hos naboerne. Mange eftermiddage kan jeg derfor sidde ud på den nye terrasse og slappe af i en solstråle efter arbejde.

Der er stadig en masse vedligeholdelsesopgaver på listen for både hus og sommerhus. I sommerhalvåret kan vi bruge al vores fritid med arbejde i hus og have, selvom vi har fået robot-plæneklipper. Vi prøver at balancere det, så der også er tid til at slappe af og leve. Jeg overvejer at få et tilbud fra et gartnerfirma på grundlæggende vedligeholdelse af haven i Birkerød.

Mit hus og mit sommerhus giver mig fortsat mulighed for at være indadvendt og lade mentalt op, og det har jeg brug for. Samtidig har vi et godt forhold til naboer og genboer, hvilket får os til at føle os knyttet til lokalområdet.

Status

2017 blev umiddelbart et hårdt år. Ikke alene skulle jeg opleve at miste mit job for første gang i mit liv. Lige da der var ved at være styr på den situation, blev min hund uhelbredeligt syg, og husbond og jeg måtte igennem et opslidende sygdomsforløb og dødsfald.

På den anden side har jeg fundet styrke i at klare disse kriser.

Jobkrisen klarede jeg ved en målrettet indsats og hjælp fra familie og venner. Jeg er også stolt af at have klaret min hunds sygdomsforløb og død på den bedst mulige måde. I begge situationer fandt jeg mod til at træffe beslutninger ud fra mine egne værdier, og ikke ud fra hvad alle mulige andre syntes. Det er en sejr for mig.

I bund og grund lever jeg stadig et privilegeret liv med godt fysisk helbred, gode relationer og fin økonomi. Mit job er godt, hvis bare der ikke var så travlt, og der er heldigvis håb om at det bliver bedre.

Jeg er bekymret over mit psykiske helbred. Jeg synes jeg bliver mere og mere bekymret og følsom overfor stress. Jeg føler mig ofte ked af det og psykisk udmattet. I den situation er det svært for mig at adskille årsag og virkning, og derfor også svært at se løsninger.

Jeg slutter 2017 af tilbagetrukket, sammen med min elskede husbond og med en sød låne-hund i skødet. For 2018 drømmer jeg om mere harmoni og balance, og ønsker alle der læser med her et godt nytår.

Lignende indlæg:

Videre uden Adina

Nu er det 3 uger siden at min familie gik fra 3 til 2 personer og blev en familie uden hund. Jeg har så småt vænnet mig til at der ikke er en hund i huset. Jeg er begyndt at færdes i huset på en anden måde. Døren står åben når jeg går ud med skrald, og jeg rejser mig når jeg vil, uden at tænke over at det betyder at en handicappet hund også pr. refleks vil rejse sig. Og jeg forventer ikke længere at se Adina i vinduet, når jeg kommer hjem fra arbejde.

I sidste weekend begravede vi Adinas urne på en af hendes yndlingspladser i haven. Efter at have vasket skåle, halsbånd, snor, tæpper og kurve, pakkede vi alle Adinas ting væk og forærede foder og godbidder til en anden hundefamilie. Det var en hård weekend, men det føltes også godt at sætte det punktum.

Nu bærer mit hus ikke længere præg af at der bor en hund. Der er lidt kradsemærker i 2 vinduepartier, som skal repareres. Et par møbler og paneler trænger til noget grundig rengøring. Men det ligner ikke et hunde-hjem på samme måde som før.  Der er ikke hvide nullermænd i hjørnerne, selvom det er en uge siden vi har støvsuget. Og i entreen hænger nu vores almindelige overtøj på knagerne, hvor der før hang hundesnore, regntøj og andet udstyr til hunde-gåture.

Det føles godt at komme videre, tage sit hus tilbage og starte på en ny fase. Men jeg er stadig ked af det. På dage hvor jeg er udmattet og jobbet har taget al overskud, ligger tårerne lige bag overfladen og banker på. Andre dage kan jeg snakke længe om hende eller se på billeder uden at græde.

At få hund igen er selvfølgelig et tema og noget mange spørger til. Allerede inden Adina blev syg var jeg i tvivl om jeg ville have hund igen, og jeg havde det på samme måde da vi fandt ud af at Adina var uhelbredeligt syg. Nu hvor Adina er væk vil jeg gerne have, at en evt. beslutning om at få hund igen er baseret på en rationel beslutning, og ikke drevet af det store savn vi har lige nu. For mig er det ikke noget godt udgangspunkt.

Det skorter dog ikke på tilbud. Den kennel som Adina kom fra venter hele 2 kuld hvalpe i december, og i torsdags skrev vores tidligere hundelufter en SMS om en hund, der desperat søgte en ny familie. Husbond savner meget at have hund, og jeg kan da også godt mærke at savnet udfordrer mine principper.

Da jeg overvejede hundelufterens forslag indså jeg, at jeg er nødt til at holde fast i min beslutning om at vente. Det blev helt tydeligt for mig, at jeg slet ikke er følelsesmæssigt klar til at få en ny hund ind i mit liv. Uanset principper og rationelle argumenter er jeg simpelthen nødt til at restituere følelsesmæssigt, før jeg kan overveje at gøre det hele igen.

Jeg prøver at nyde den frihed vi har fået af ikke længere at have hund. Da der var kommunalvalg i tirsdags, gik husbond og jeg impulsivt ud og spiste, efter vi havde afgivet vores stemme på den lokale skole. Og i fredags brugte jeg 2 timer på at shoppe på Birkerød Hovedgade. Ting jeg aldrig ville have gjort da jeg havde hund. Da jeg havde fødselsdag i mandags gav husbond mig et årskort til Tivoli, og jeg tror vi skal derind allerede her i december.

Til nytår har vi aftalt at passe en af Adinas hundevenner, som bor lige om hjørnet. Og heldigvis stopper de hunde, der passerer vores hus på vej til hundeskoven, stadig op for at hilse. Det har dækket mit behov for kontakt med hunde tidligere, og sådan må det være i en periode nu.

 

Lignende indlæg: