Min første oplevelse er, at det slet ikke er så svært som man skulle tro. Selve det at undvære mad morgen og aften har ikke været noget problem. Hvis maven har rumlet lidt, har jeg nemt kunnet fjerne det med et krus te eller et glas vand, og jeg har ikke på noget tidspunkt være fristet til at afvige fra fasten og tage noget mad.

Nogle af dagene har jeg haft hovedpine, og jeg har oplevet en øget træthed dagen efter faste. En par af fastedagene har jeg haft flere ledsmerter end normalt. Det er alt sammen gener som normalt er en del af min hverdag, men tankevækkende at de kommer oftere på fastedage.

Nu hvor jeg har prøvet at faste 8 gange, har jeg vænnet mig til fornemmelsen og tænker mindre og mindre over det, hvilket hjælper til at afdramatisere situationen og gøre fastedagen mere som en normal dag. Et par af dagene har min mand helt glemt at jeg har fastedag, fordi vi har lavet de samme ting som vi plejer og jeg ikke snakker om at faste. Nogle dage lægger jeg puslespil eller ser TV mens han spiser aftensmad, andre dage sidder jeg ved bordet sammen med ham og drikker en kop te.

På fastedagene har jeg observeret en række ting omkring mig og sult. Jeg har tydeligt oplevet det, som Mosley skriver i sin bog om, at lyst til at spise langt fra altid handler om sult. Det kan sagtens både være tørst, tørhed i mund og hals, kedsomhed, mangel på energi, dårligt humør, socialt betinget, ren vane eller simpelthen et spørgsmål om tidspunkt på dagen. Sidstnævnte mærker jeg omkring aftensmadstidspunktet, som er det tidspunkt hvor jeg mærker mest sultfornemmelse når jeg faster. Når min mand har spist og aftenen går over i en anden fase, forsvinder sulten faktisk.

Sultfornemmelsen er der altså ikke konstant, men kommer og går. Når den ind i mellem er der, er det en fin tanke at man kan spise igen i morgen. Det med at man bare lige udskyder spisningen lidt gør det meget nemt – man skal jo bare lige vente lidt. Det ligger i konceptet, at man må spise hvad som helst dagen efter, så nogle af de første dage lovede jeg mig selv at jeg måtte få kanelgifler eller burger dagen efter. Og jeg har da også spist som jeg plejer på ikke-fastedagene, både sundt og usundt. Men stik imod min forventning er jeg ikke markant mere sulten end normalt næste dag.

Da jeg startede med fastediæten, var jeg i tvivl om motion var godt eller skidt på fastedagene. Jeg tænkte at det måske kunne øge min appetit at forbrænde de flere kalorier, og dermed gøre fasten mere ubehagelig. Rent praktisk er det er dog langt det nemmeste for mig i hverdagen at gøre som jeg plejer og snuppe min el-cykel de 17 km til arbejde, så det startede jeg ud med. Det viser sig at fungere fint. Mange dage har jeg også gået en god lang tur med hunden når jeg er kommet hjem, bla. for at distrahere mig fra tanker om eftermiddagssnacks, og så er det jo altid dejligt at komme ud i naturen.

Når det kommer til de målbare resultater, er det ikke på nuværende tidspunkt helt klart om diæten virker som en slankekur for mig. Min vægt har svinget, naturligvis lavest på dagen efter en fastedag (ca. 2,5 kg under startvægt), og så lidt højere dagene efter. Det mest sammenlignelige er at veje mig her søndag morgen, et par dage efter en fastedag og 4 uger efter startvejning. I dag vejer jeg 1,2. kg. mindre end for 4 uger siden, og jeg er 3,5 cm. mindre i livet. 

Jeg ved at andre på denne diæt har oplevet mere overvældende resultater i starten. Jeg har ikke noget imod at vægten går langsomt nedad, det er sikkert også sundt nok. Men et vægttab i den størrelsesorden giver ikke et signifikant indtryk af at jeg taber mig. Denne livsstil skulle også give en række andre gevinster, som kan måles i hvor blodværdier og risiko for sygdomme – det har jeg ikke indblik i her og nu. Men jeg må sige, at jeg allerede er helt afhængig af den fri-aften det giver mig, at jeg ikke skal lave og spise aftensmad 2 hverdagsaftener. Jeg har IKKE lyst til at vende tilbage. Tanken med denne diæt er da også, at man skal spise sådan resten af livet, så jeg skal nok nå at komme ned på en bedre vægt med tiden, hvis den svage tendens med 1 kg. om måneden fortsætter.

Vigtigst er nok, at jeg har lært nogle ting om migselv og psykologien omkring at spise. Dels er der erfaringen omkring årsagerne til jeg får lyst til at spise. Og dels så føler jeg, at jeg træner mine ‘muskler’ indenfor disciplin og tilbageholdenhed. Jeg har lært at acceptere, udholde og abstrahere fra sult, og har lært at jeg ikke falder om hvis jeg springer et måltid over. Måske ligger fidusen på vægttabs-aspektet af denne diæt i, at man med tiden kan rykke på sine vaner på ikke-fastedage, selvom det ikke ligger i konceptet at have en bevidsthed om at holde sig selv tilbage på disse dage.

Jeg samler mine erfaringer vedr. denne diæt på en særskilt side på bloggen.

Hvis man ikke kan få dagpenge gennem arbejdsløshedskassen, kan man prøve at få kontanthjælp af kommunen. Det kan man dog kun, hvis man har udtømt alle andre muligheder for at klare sig. Det betyder at hvis man har penge i banken eller friværdi i huset skal man bruge det først. Og hvis man bor sammen med en der har en indtægt, så skal partneren forsørge én.

Sidstnævnte aspekt har været diskuteret meget her på det seneste, fordi at det indtil for nylig kun har været gældende for gifte par – med regeringens kontanthjælpsreform gjorde man gifte og samboende par ligestillede på dette område, så det også er ugifte par der skal forsørge hinanden.

Kravene for at kunne få kontanthjælp virker meget rimelige. Men diskussionen har fået mig til at tænke over princippet om at skulle forsørge sin partner. Jeg kan godt se at det er et fornuftigt princip i teorien, men i praksis må det være en umulighed i rigtig mange familier.

Det er en del generationer siden at det var almindeligt, at en familie kunne klare sig med 1 indkomst. Set her fra hovedstadsområdet kan jeg ikke forestille mig, at ret mange familier kan klare tårnhøje bolig- og leveomkostninger med kun den enes indkomst, de fleste har vel budgetteret med 2 indkomster da de etablerede sig.

Jeg kan i hvert fald se på mit eget budget, at det ikke ville kunne lade sig gøre. Hverken min mand eller jeg får af vores løn udbetalt et beløb, der er stort nok til at dække alle vores almindelige faste månedlige udgifter. Selv hvis vi skaffede os af med bil, sommerhus, avis, internet, abonnementer og kabel-tv, ville der ikke være penge tilovers til mad. Og vi har ikke engang børn og bor i et beskedent rækkehus på 75 kvm.

Der står i vores grundlov, at statens skal forsørge de borgere, der ikke kan forsørge sig selv. Den pågældende paragraf er fra 1849 og nok ikke tiltænkt det omfang som offentlig forsørgelse har i dag. En paragraf fra en anden tid, hvor en familie kunne leve af 1 indtægt, og hvor der var en lavere levestandard. Det hænger ikke sammen mere.

Hvordan man så skal gøre det aner jeg ikke, men jeg synes der er nogle mekanismer i det nuværende system som er helt forkerte, demotiverende og urimelige. Jeg tror vi må opgive den forpligtelse til at forsørge alle og få en lidt mere fri og dynamisk økonomi, hvor familierne har et større rådighedsbeløb. Det er som om vi har malet os op i et hjørne, sådan som velfærdssamfundet er skruet sammen lige nu.

Måske er det derfor jeg har det svært med at være så lidt hjemme, som man er når man har fuldtidsjob med en mærkbar transporttid.

Det forbillede jeg har omkring hjemmeliv, er helt anderledes end det der er virkeligheden i dag. Jeg er vokset op i et hjem, hvor der blev tørret støv af hver anden dag, viskestykkerne blev strøget efter vask, og man spiste hjemmesyltede rødbeder på sin leverpostejmad. Dagen var delt ind med hver ting til sin tid. Fast spisetid kl. 17:50,  og ingen indkøb i ulvetimen. Der blev aldrig vasket tøj eller malet vinduer om aftenen.

Det er klart at denne rengørings-standard for længst er droppet i min hverdag, her hjælper også et højere niveau af dovenskab hos mig end hos min mor. Men jeg har været nogle år om at indse, at jeg ikke kan have nystrøgne viskestykker, hjemmelavet ketchup, staudebede uden ukrudt og tid til afslapning på en og samme tid.

Jeg lever et andet liv i en anden tid, og jeg har en række andre ting som også er vigtige for mig. Mere udadvendte og sociale aktiviteter både IRL og på internet spiller en meget større rolle for mig end det har gjort for min mor. Samtidig har jeg dog de samme behov som min mor for indadvendthed, hvile og kreativitet. Og så begynder det for alvor at knibe med tiden.
De seneste måneder har jeg været deltidssygemeldt og dermed tilbragt langt mindre tid på arbejde og mere hjemme. I takt med at jeg er kommet mig mere og mere over min stresssygdom kan jeg mærke, hvordan jeg trives med at have bedre tid til de ting der betyder meget for mig. Alene det at tempoet kan være lavere føles utrolig godt. Det er langt nemmere at overbevise hjernen om at vi nok skal nå og ikke mindst huske det hele. Det er ikke længere irriterende at bruge tid på huslige gøremål, for det udelukker ikke tid til ting der giver energi.

Efter sommerferien er jeg tilbage på fuldtid, og så bliver udfordringen med at balancere hverdagen aktuel igen. “Hvad med at arbejde på deltid? ” er der en del der spørger mig, og jeg kan godt se det virker som en god løsning i teorien. Praksis er i midlertid sådan, at man ikke kanarbejde på deltid på min arbejdsplads, og godt det samme, for det vil heller ikke kunne hænge sammen økonomisk. Hverken arbejds- eller boligmarked gør det muligt at tage den slags hensyn lige nu.

Hvis vi udelukker lottogevinst, er der ingen anden mulighed end at indrette hverdagen på en måde, der tilgodeser så mange behov som muligt, og prøve at tænke nyt for ikke at ende i stress igen. Det prøver jeg så.

For det første har jeg fået sat i perspektiv hvor vigtigt det er, at jeg skal lære at tage mine egne behov og ønsker mere alvorligt. Stresseksperterne fra Lehmann & Partners mener faktisk, at man skal sætte sig selv på førstepladsen på samme måde, som når man i flyet instrueres i først selv at tage iltmasken på, før man hjælper barnet. Rationalet er, at hvis man ikke passer på sig selv, så kan man jo alligevel ikke passe på sine kære. Når jeg kigger tilbage på de situationer der stresser mig, så bunder mange af dem i, at jeg påtager mig andres agendaer og værdier og ikke mærker mine egne behov i situationen. Det er en stor udfordring for mig, og jeg tror det bliver noget jeg skal arbejde med i lang tid. Men lige nu ser jeg hvorfor det er vigtigt, og derfor er jeg motiveret til at få gjort noget ved det.

Et andet aspekt af dette er at blive i nu’et. I mange situationer nytter det ikke ret meget at spekulere på ting der ER sket, eller bekymre sig om ting der muligvis VIL ske. Jeg kan mærke at det betyder meget mindre for mig allerede nu. F.eks. glemte jeg for første gang i den tid vi har haft sommerhuset helt at flytte avisen derop, da vi var afsted i forrige weekend. Jeg tror ikke på det fuldstændige her-og-nu-liv, hvor man ikke sparer op til pension og drikker 2 flasker rødvin til aftensmaden hver aften. Men der er mange situationer hvor det giver mening at sige stop til mig selv, når jeg tænker for langt frem eller tilbage.

Det andet fokusområde er at sørge for at bevare det overskud, jeg nu har fået efter en lang sygdomsperiode med god behandling og indsigt. Personligt overskud giver en højere tolerance, så man bedre kan tåle hvad livet byder en. Det er klart at jeg kan gøre meget ved ikke at sætte for mange projekter i værk. Men alene pasning af fuldtidsjob og familiens hverdag kræver så meget, at det er vigtigt at tænke på at få tilført energi. Mange vil nok genkende tendensen til at tilsidesætte de sjove ting i livet, når man synes der er meget at passe. Men det er det samme som at skære benzinslangerne på en bil over.

For mig handler det om at sætte tid af til at lave de ting der giver mig energi. Ikke kun det at være hjemme og sammen med familien, men gøre noget aktivt som er godt for mig. Det handler bla. om plads til at være indadvendt og fordybet. Jeg har købt en meditationspude af samme slags som vi brugte på stressforløbet på Skodsborg, og hertil CD’er med meditation og mindfulness. Også mine tanker omkring 5:2 fastediæten spiller sammen med dette behov – at springe aftensmaden over 2 aftener om ugen giver et velkomment vindue til at dyrke mine egne behov.

I det foregående blogindlæg listede jeg mine stress-symptomer op. De skal tjene som nødbremse. Hvis jeg skulle begynde at se nogle af disse symptomer igen, må jeg reagere og prøve at sikre mig, at jeg ikke bliver syg af stress igen. Det jeg har oplevet denne vinter har været slemt nok, men det kan desværre gå endnu værre. Man kan få blodpropper, varige hjerneskader og miste både job og familie. Så det skal jeg ikke have noget af.

Lige da jeg blev syg var jeg meget forvirret over, hvorfor jeg havde fået det sådan. Jeg oplevede forløbet op til, som en række fysiske symptomer, men måtte så konstatere at hovedet heller ikke ville som jeg ville. Jeg synes ikke jeg havde haft specielt mere travlt på arbejde end ellers, og i det hele taget var der tilsyneladende ikke sket noget markant i tiden op til at jeg fik det dårligt.

Efter at have fået professionel hjælp har jeg nu fået stykket sammen, hvad der har været årsagen til at jeg blev syg. Det er ikke for at placere skyld eller pege fingre, at jeg ønsker at finde årsagen. Det er simpelthen for at prøve at finde ud af om der er noget jeg kan gøre anderledes i fremtiden, så jeg ikke bliver syg igen.

De symptomer jeg havde, pegede i retning af, at der var tale om ophobet, langvarig stress. Jeg har i længere tid levet på en måde, hvor min hjerne var mere eller mindre konstant påvirket af stresshormonet kortisol. Det har betydet, at den del af hjernen som hedder Hippocampus er skrumpet lidt – jeg har fået en midlertidig hjerneskade. Det har påvirket mine tankemønstre, hvor frygt og trusler har fået lov at dominere, og det har påvirket min hukommelse i negativ retning.

Jeg har jo aldrig været i tvivl om, at det har været stressende for mig i 4 år at arbejde i Dragør. Indlæg her på bloggen i årene 2007-2011 vidner om daglig frustration. Hverdagen var domineret af den meget lange og besværlige transport til og fra arbejde, og jeg har vitterlig følt at jeg skulle ruste mig til kamp hver dag. Udover at være krævende, har den lange transporttid efterladt for lidt tid til opladning af de mentale batterier.

Da jeg fandt mig et nyt job, hvor jeg kunne reducere transporttiden, troede jeg at nu blev alting godt. Jeg glædede mig over den meget enklere hverdag jeg fik, hvor jeg bare kunne hoppe på el-cyklen og cykle hele vejen til arbejde. Jeg åndede lettet op, og undervurderede nok den stressbelastning det er at starte i nyt job. Jeg så det som en investering i et nyt og bedre liv.

Inderst inde har jeg altid vidst, at det var det derhjemme, der gav mig indhold i tilværelsen og energi. Sådan har det faktisk altid været, også i de 10 år jeg boede alene. Da vi fik hund blev den følelse yderligere sat på spidsen. Med Adinas indtog fik vi en snert af den oplevelse, folk får når de får børn. Her blev et levende væsen bragt ind i vores hjem på vores initiativ, ude af stand til at tage vare på sig selv. Det var vores ansvar at sørge for fysisk og psykisk velbefindende, og den nye beboer er fuldstændig afhængig af at vi lever op til denne forpligtelse.

Det var en stor lykke at få hund, men det var også en stor mundfuld ansvar. Og da det lidt senere viste sig, at min nye arbejdsplads ikke var helt så fleksibel som jeg troede, blev presset større. Hjemme hos os har det hidtil været sådan, at jeg var den der lettest kunne blive hjemme og tage imod en håndværker eller på anden måde klare et privat behov der var nødt til at foregå i kontortid. At få hund øgede dette behov, dels fordi hunden selv kan blive syg, men også fordi man ikke kan lade en fremmed håndværker være alene i et hjem der bebos af 35 kg. vagthund.

Jeg kan se i dag, at det har været en loyalitetskonflikt for mig. Dels fordi jeg frygtede ikke at kunne tage vare på min elskede hund, og dels fordi jeg følte at jeg svigtede den aftale jeg har med min mand. I det hele taget blev de første 12 måneder efter jobskifte meget begivenhedsrige og fyldt med intense følelser, og når jeg ser tilbage er det faktisk ikke så mærkeligt at den mentale rygsæk er blevet fyldt til bristepunktet, især i betragtning af hvor fyldt den var forinden.

Alt dette resulterede altså i, at jeg i november måtte kapitulere og sygemelde mig med en lang række stress-symptomer:

Intellektuelle: koncentrationsbesvær, mangel på overblik, hukommelsesbesvær

Psykiske: irritation, vrede, dårligt humør, overbekymret, ulyst, følelse af udmattelse

Fysiske: hjertebanken, træthed, varme/feberfølelse, svimmel, mavesmerter, tør i munden, hyppige infektioner, ledsmerter

Adfærd: vrede, ubeslutsom, mistro, fysisk klodsethed, overbekymret, uengageret, træthed

Hvad der er sket er sket, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Men jeg kan godt tænke over, om jeg kan gøre noget i fremtiden, så den mentale rygsæk ikke bliver fyldt mere end hvad godt er. I mit næste blogindlæg vil jeg beskrive hvad jeg vil gøre fremover for at undgå stress.

Det var ikke svært at undvære morgenmaden. Som tidligere nævnt er jeg ikke sulten lige når jeg står op, så det var ikke specielt uvant at tage af sted på arbejde med kun et glas vand i maven. I løbet af formiddagen drak jeg vand og te som jeg plejer og var lige så sulten som jeg plejer, da det blev tid til frokost. Jeg lagde mærke til at jeg blev lidt tør i munden, men et glas danskvand hjalp.

Jeg er så heldig at arbejde et sted, hvor kantinen laver mad efter fine principper. Det er fedtfattigt/fuldkorn/økologisk/lavt glykæmisk indeks/lokalt produceret og meget andet godt, så jeg kan spise mig mæt i protein og grøntsager med en stor smagsoplevelse og uden stort fald i blodsukkeret senere. Jeg har valgt at lægge fastedagens 500 kcal på frokosten alene, og det gør at jeg kan spise et ret normalt frokostmåltid. Jeg sprang bare kartoflerne og den friskpressede æblejuice over.

Efter arbejde cyklede jeg mine 17 km hjem på el-cykel som jeg plejer, og da jeg kom hjem gik jeg en god tur med hunden. Nu begyndte det at blive mere usædvanligt for mig. Jeg oplevede alle de impulsive tanker, hvor jeg normalt bare uden at tænke særligt over det tager en snack, en kage eller lignende. Disse tanker måtte jeg naturligvis afvise, og det kunne jeg godt.

Min strategi var i øvrigt at distrahere mig selv, så jeg havde allieret mig med skønt puslespil, som jeg satte mig ned på mit kontor i kælderen med, da husbond begyndte at lave aftensmad til sig selv. Det virkede ret godt for mig, jeg glemte sultfornemmelsen og sad faktisk over puslespillet i flere timer.

Da aftensmads-tidspunktet havde passeret, følte jeg mig mindre sulten. Jeg satte mig op i sofaen til familien og så lidt TV. Jeg lavede mig 2 krus te med lakridsrod og mynte, og det må jeg sige var meget effektivt til at fjerne den sidste rest af sult.

Sultfølelsen var på intet tidspunkt så intens som jeg havde regnet med. Når jeg normalt tænker på at være rigtig sulten, handler det om følelsen af et stor ‘hul’ i maven og megen rumlen. Sådan var det på intet tidspunkt. Jeg kunne hele tiden mærke, at det føltes anderledes i maven end normalt, og det skyldes nok også den psykiske bevidsthed jeg hele tiden havde omkring dette eksperiment. Dertil kommer at jeg drak langt mere vand end jeg plejer, dels for at fylde maven, men også for ikke at dehydrere når nu jeg fik væsentligt mindre mad end normalt – man får jo også en del væske gennem maden.

Da det nærmede sig sengetid var jeg lidt ør og træt, men godt tilpas og glad. Stolt over at kunne klare at springe 2 måltider og mellemmåltider over, og positivt overrasket over hvor forholdsvis u-svært det havde været. Der står i bogen om denne måde at spise på, at kroppen hurtigt vænner sig til at mangle mad i lidt længere tid, og det tror jeg på nu hvor jeg selv har prøvet det. Jeg tror også at jeg psykisk kan vænne mig til at der ikke er nogen måltider morgen og aften 2 dage om ugen. Spisetider handler jo meget om vaner, og jeg tror godt at man kan ændre den vane.

Alt i alt er jeg slet ikke afskrækket og har mod på at fortsætte med denne metode.

Der er også dage, hvor jeg er træt, træt, svimmel og mangler overskud. Disse dage kan humøret godt tage et dyk, og jeg kan få en følelse af at jeg aldrig bliver mig selv igen. Og jeg skal nok indstille mig på, at jeg ikke finder tilbage til den person jeg var for nogle år siden.

Alle 3 stress-behandlingsforløb er nu afsluttede. Psykologens afsluttende bemærkninger var instruktioner i hvordan jeg skulle indrette min hverdag med koncentreret arbejde, pauser og struktur, og sørge for at fylde godt på af familietid både morgen og aften. Jeg skal lære at acceptere at der er dage hvor jeg er træt og ked af det.

Stresscoachen var inde på, at den hyletone af skiftende styrke, jeg har haft i hovedet under hele forløbet, nok vil være der længe endnu. Jeg skal bruge den som et barometer for hvor frisk i hovedet jeg er, og hvornår jeg skal sige fra. Han mente i øvrigt også, at jeg ikke skulle være så bange for ikke at kunne huske ting. Så disse to stress-symptomer skal jeg altså lære at leve med.

Kommunens stressforløb rådgiver til at man skal lære sine stress-symptomer at kende, så man i fremtiden kan slå bremserne i før det går galt. Det lyder jo meget fornuftigt. De advokerer også for at man prioriterer sig selv først og fokuserer på handlemuligheder i en stresset situation. Der er ingen tvivl om at folk der bliver syge af stress overhører stress-symptomer og har gavn af at lytte mere til kroppens signaler.

En oplevelse jeg har haft flere gange igennem dette stress-forløb er, at jeg synes nogle af rådene bliver lidt modsigende. Som ovenfor, hvor jeg ikke skal blive alarmeret af træthed, ked-af-det-hed, mangel på hukommelse og hyletone, men alligevel skal jeg lære at mærke mig selv. Det efterlader mig med en forvirring omkring hvornår jeg skal være på vagt og passe på mig sig, og hvornår jeg bare skal rumme symptomerne og acceptere at sådan har jeg det i dag.

Jeg må være ærlig og sige, at det er ret svært for mig at acceptere ked-af-det-hed og massiv træthed. Jeg kan ikke lade være med at føle, at det skulle være muligt at være lidt mere glad og energisk. Det er svært  ikke at tænke i baner af ‘hvad kan jeg gøre for at få det bedre’.

Hyletone og hukommelsesbesvær kan jeg bedre skyde fra mig og acceptere, hvis det virkelig er rigtigt at det ikke er noget man skal være bekymret for. I og med at rådene kommer fra 3 forskellige behandlere med 3 forskellige syn på stress, tror jeg at jeg vil prøve at danne mig min egen holdning til hvad der er rigtigt og forkert for mig. Og nu hvor jeg ikke længere går hos nogen af dem, er det tid til at stå på egne ben.

Jeg har nu sammen med min arbejdsgiver lagt en plan for den videre optrapning af arbejdstiden. Jeg har i øjeblikket 6 timers-arbejdsdage 3 gange om ugen, og om en uge går vi op på 4 dage om ugen. Frem mod sommerferien trappes langsomt op til fuld tid, og så skulle jeg gerne være raskmeldt efter sommerferien. Det er en meget skånsom plan, og jeg håber inderligt, at hovedet fortsætter den gode fremgang.

Idag er Facebook en avanceret netværkstjeneste, hvor vi kan forbinde os til hinanden og dele tanker og oplevelser med hinanden. Facebooks succes er indiskutabel, og fungerer vist nærmest som det primære opslagsværk når man skal finde nogen. Oveni i de mellemmenneskelige relationer bruges Facebook også som kontaktforum for organisationer, firmaer, offentlige instanser og meget andet.

Alt dette får vi gratis. Vi skal bare holde ud at se på nogle reklamer, og det gør vi gerne. Ind i mellem spreder der sig rygter om, at man på et tidspunkt skal til at betale for Facebook, og det afstedkommer altid store protester blandt brugerne. Selvom mange af os har svært ved at forestille os ikke at skulle bruge Facebook, vil vi ikke betale for det.

I takt med at vi lægger mere og mere personlige oplysninger ind på Facebook, diskuteres det mere og mere hvordan rettigheder og sikkerhed håndteres. Har Facebook ret til at bruge dine feriebilleder til markedsføring? Ejer Facebook indholdet? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at de oplysninger man indtaster om sig selv bliver brugt til at målrette de reklamer man præsenteres for.

Senest er der meldt om en ny app til Android-telefoner, som vil infiltrere hele telefonen. Noget af det har f.eks. Sony i forvejen har arbejdet med i mange år – f.eks. at man kan se informationer fra Facebook når man kigger på sine kontaktpersoner på telefonen. Jeg er lidt bekymret for, hvor omfattende denne app bliver, og jeg har faktisk været inde og framelde automatisk opdatering af denne app i Google Play, så jeg lige kan se det lidt an før jeg selv opdaterer.

Jeg bliver mere og mere opmærksom på, at Facebooks primære formål i bund og grund IKKE er at forbinde mennesker med hinanden, men en tjeneste der er designet til at give virksomheder en avanceret markedsføringskanal. Det er simpelthen et avanceret katalog over potentielle købere af alt mellem himmel og jord, som er meget værd for virksomheder. Pludselig virker ideen med at betale for denne service ikke så skræmmende. Jeg ville egentlig gerne betale for at have dette forum, hvor jeg nemt kan se hvordan min brors Hummer-tur til Utah gik, hvor jeg kan vise et sjovt billede af min hund til dem der er interesserede i det, og hvor jeg kan give en sidste hilsen til en afdød eks-kollega fra Barcelona. Især hvis det betyder, at jeg selv ejer mine billeder og at mine oplysninger ikke bliver solgt til firmaer som vil sælge ting til mig. Lidt på samme måde, som jeg i højere grad er blevet villig til at betale rimelige småbeløb for apps, som tilbyder mig en god service.

Virkeligheden er nok, at det kommer ikke til at ske. For det er en fuldstændig anden businesscase end den Facebook er opbygget på. Desuden er det store flertal af brugerne nok ikke interesserede i at betale for tjenesten.

Jeg har lavet forskellige livstilsændringer med fokus på sundhed. F.eks. gik vi for nogle år siden over til fuldkornsprodukter når det gælder brød, pasta, ris, nudler, bulgur osv. Jeg har lært at lave mad med linser og bønner, så vi spiser mad uden kød flere gange om ugen. Da jeg skiftede job for 1½ år siden øgede jeg min motionsmængde, fik en sundere kantine og tabte 3 kg de første 3 måneder – til stor glæde for min læge. Jeg havde håbet at vægttabet fortsatte, men det gjorde det ikke. Jeg kan altså godt ændre mad- og motionsvaner, jeg har bare ikke tabt mig af det.

Den mentale rygsæk har været godt fyldt de sidste mange år, hvilket er kulmineret i at jeg blev syg med stress denne vinter. I februar fik jeg besked på at gå hjem og virkelig hvile mig – forholde mig helt i ro. Det betød at de få tabte kg. nu er på igen og mit BMI er over 30. Ikke hverken sundt eller behageligt, men det synes som en yderligere belastning at skulle sætte sig op til at gå på slankekur eller ændre motionsvaner når man i forvejen har det svært.

Men i påsken så jeg et program om faste og specielt 5:2 faste-diæten (se tidligere blodindlæg om 5:2 Intermittent Fasting eller bare The Fast Diet), som udover at have sundhedsmæssige effekter, burde give et vægttab. Jeg har læst om det på nettet. Det ser ud til at det mest er noget man bruger i England, men vores egen Bente Klarlund er positiv. Det har fået mig til at tænke.

Metoden går helt kort ud på, at man 2 dage om ugen spiser det kvarte af det antal kalorier man egentlig har brug for, en slags faste med lidt mad. De øvrige 5 dage spiser man normalt. Det lyder ikke så svært.

Det er ikke en kur, hvor man skal investere i medlemsskaber og lave fundamentalt om på kostsammensætning og madlavningsvaner. Indsatsen ligger ikke i at gøre noget specielt, men i IKKE at gøre nogle få ting, nemlig IKKE at spise morgenmad og aftensmad 2 dage om ugen. Når jeg tænker på stress-risiko ifm. sådan en kur, er det er en anden form for indsats. Man lægger ikke yderligere byrder og pligter ind i hverdagen. Til gengæld skal man lære sig at håndtere fraværet af måltider.

Udover den indlysende fordel ved at tabe sig og blive sundere, ser jeg 2 andre gevinster for mig ved at leve på den måde:

• Det er ikke helt fremmed for mig at have en dag hvor jeg ikke spiser ret meget. Det sker ikke så tit, men en gang imellem får jeg så ondt i maven, at det eneste der hjælper er at lade være med at spise eller kun spise meget, meget lidt. Så det gør jeg. Måske kunne det være godt at give maven og fordøjelsen en pause med faste intervaller?
• I løbet af mit stressforløb er jeg blevet opmærksom på en lang række ting, som har været med til at stresse mig – heriblandt manglende evne til at holde pauser hvor jeg reelt hviler mig, fravalg af stimulerende oplevelser og aktiviteter samt kvælning i pligtfølelse ifm. dagligdagens nødvendige gøremål. En fastedag kunne være en hviledag, hvor jeg står af ræset og får mediteret, sovet eller måske lavet De 5 Tibetanere, som jeg længe gerne har villet i gang med. Eller det kunne være en dag hvor jeg har tid til at dyrke aktiviteter og få oplevelser. Begge dele kunne medvirke til at reducere mit stressniveau.

Centralt er imidlertid, hvordan jeg i givet fald vil have det med at spise ca. en fjerdedel af mit kaloriebehov en dag. Jeg vil uden tvivl blive sulten på et tidspunkt i løbet af disse dage. Der er nok nogle mentale barrierer der skal nedbrydes, noget sukkerafhængighed der skal bearbejdes og noget trøstespisning der skal gøres op med, selvom man kan spise normalt igen næste dag. Spørgsmålet er om man kan arbejde sig igennem disse udfordringer og helst komme til at vænne sig til faste-dage.

Mine tanker indtil nu går på, at fastedagene skulle være på arbejdsdage, hvor jeg er optaget af arbejde. Jeg er normalt ikke sulten lige når jeg står op, og regner det ikke for noget særligt at klare mig frem til frokost på te og vand. Så kunne jeg tage et sundt og tilfredsstillende måltid i den fantastisk kantine, hvorefter jeg vil være mæt resten af arbejdsdagen. Om aftenen tænker jeg at det er en god idé at lade husbond lave sin aftensmad selv og evt. gå ned på mit kontor i kælderen mens han spiser. Derefter kunne vi hygge sammen med TV og te i sofaen som vi tit gør, eller jeg kunne beskæftige mig med noget der optager mig jf. de stress-forebyggende ting jeg nævner ovenfor.

Foreløbig har jeg bestilt Michael Mosleys bog og glæder mig til at læse lidt mere om principperne i denne metode. Umiddelbart er det relativt enkelt at prøve det af, da metoden som sagt hverken kræver investering i medlemsskaber eller ændrede vaner. Og hvis det ikke er motiverende nok at tabe sig og blive sundere i sine blodværdier, så kan jeg jo bruge fordelene for maven og stressen som løftestang.

I denne forbindelse kom jeg forbi et interessant program på svensk TV. En engelsk læge og videnskabsjournalist tilknyttet BBC ved navn Michael Mosley undersøgte fænomenet at faste. Udgangspunktet for udsendelsen var forskning i ældning og levealder. Det viser sig nemlig, at der er en sammenhæng mellem alderbetingede sygdomme og kalorieindtag. Jeg har godt hørt om mennesker, som konsekvent spiser færre kalorier end de forbrænder i et håb om at leve længere, men denne udsendelse forklarede tingene lidt mere detaljeret.

I bund og grund viser det sig, at mange af de ting, vi i den vestlige verden dør af (kræft og hjerte/karsygdomme), hænger sammen med et protein der hedder IGF-1. Det har man meget af, når man spiser meget, og man kan holde det nede ved at faste eller til hverdag spise mindre end nødvendigt. Michael Mosley besøger en mand som lever sådan, og derfra går han videre til forskere der har set tilsvarende resultater ved dels at faste fuldstændig i 3-4 dage med måneders mellemrum, og dels ved at spise mindre nogle dage om ugen. Alle disse metoder holder IGF-1 nede og reducerer dermed risikoen for en række kræft- og hjerte/kar-sygdomme.

Michael Mosley prøvede selv at faste i 3½ døgn, og både han og forskeren der undersøgte denne metode indrømmede, at det var rigtig hårdt at gå igennem. Derefter prøvede han metoden med at spise mindre 2 dage om ugen, og det befandt ham så vel, at han tog metoden til sig. Han lever på den måde den dag i dag og har både tabt sig markant og reduceret risikoen for aldersbetingede sygdomme. Han har nu skrevet en bog om denne måde at spise på og lancerer det bla. som en slankekur kaldet 5:2 Intermittent Fasting eller bare The Fast Diet.

Det var en virkelig interessant udsendelse, som på ingen måde havde overfladiske motiver som at lede efter udødelighedsmedicin eller give næring til et ønske om at blive 140 år gammel. Udover de sundhedsmæssige aspekter, er det interessant alene som metode til vægttab, og det satte virkelig tanker i gang hos mig. Jo mere jeg tænker på det, jo mere kan jeg se mig selv følge en 5:2 faste-diæt, endda med en række andre positive effekter, som jeg vil skrive om i et senere indlæg.

Tja, så blev det lykkeligvis en påskeferie, hvor der blev plads til tanker med et større perspektiv. Jeg føler mig inspireret!