Opgørelse af mit 2012

Igen er vi nået til et årsskifte, det 42. for mit vedkommende. Det er tradition her på bloggen at jeg gør året op, og det vil jeg også gøre i år selvom jeg har faktisk har opsummeret meget af det i et blogindlæg for kun 3 måneder siden.

De sidste 3 måneder har jeg ikke skrevet ret meget her på bloggen, og det skyldes at jeg er kommet ind i en lidt forvirret periode i mit liv. Det startede med nogle fysiske ting som svimmelhed, feberfornemmelse, hjertebanken og hyletone i hovedet. Jeg troede først det skyldtes skift af forebyggende medicin for den migræne, som jeg ellers har ret godt under kontrol. Så begyndte jeg at føle mig energiforladt og tungsindig, og da jeg begyndte at få problemer med koncentration, overblik og hukommelse på arbejde talte jeg med lægen, som mente at jeg havde stress.

Jeg blev sygemeldt og startede behandlingsforløb hos psykolog. Psykologen mente at jeg havde en reaktion på langvarig stress i form af en midlertidig hjerneskade, hvilket var årsagen til mine symptomer. Det at blive sygemeldt er et administrativt helvede, men efter 4 ugers sygemelding er jeg begyndt at have det bedre. De fysiske symptomer er stort set væk, og efter nytår begynder jeg på arbejde med en gradvis optrapning af arbejdstiden.

Det har ikke været en af den slags stressbelastninger, hvor man er helt nedbrudt, græder og ikke kan stå ud af sengen. Derfor kom det også bag på mig at få at vide at jeg havde stress. Jeg har prøvet det for 6 år siden pga. organisationsændringer på min daværende arbejdsplads, og dengang var det ret indlysende for mig hvorfor jeg blev syg. Det var det ikke helt denne gang. Nu hvor jeg er ved at få det bedre ser jeg sådan på det, at den mentale rygsæk simpelthen var fyldt op.

Som jeg beskriver i “Sikke et år” har der været nok at se til, og der er ingen tvivl om at nyt job og ny hund har været  store følelsesmæssige påvirkninger i mit liv. Selvom begge dele har været positive forandringer, har det været store forandringer. Langsomt har jobskiftet vist sig at være et større kulturchok end jeg i første omgang vurderede. Og det at få hund indebærer også en stor portion bekymring, pligtfølelse og angst for at der skal ske den elskede hund noget. De samme to ting har øget den loyalitetskonflikt, der altid vil være mellem arbejde og privatliv.

Overskriften for mit 2012 blev helt klart indfrielsen af drømmen om at få hund og den lykkelige historie om hvordan Mads og jeg blev Adinas nye familie. Det har præget hele året at Adina er kommet ind i vores liv. Vores hverdag er anderledes, vores prioriteringer er anderledes og vores følelsesliv er forandret.

Samtidig blev det en understregning af behovet for at have styr på sine prioriteringer. Det arbejder jeg, ligesom for et år siden, stadig med, og det har psykolog-behandlingen også givet mig et nyt perspektiv på. I disse krisetider er det nemt at komme til at fokusere på ting man er bange for og kun ville konsolidere og bevare – mentalt som materialistisk. Men for at leve livet må man også turde tænke på muligheder og de ting der gør éen glad. Det vil jeg prøve i 2013.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Økonomiens årscyklus

Selvom jeg altid er blevet aflønnet med en fast bagudrettet månedsløn, er det meget forskelligt hvordan jeg føler min økonomiske formåen er. Uanset hvad mit rådighedsbeløb har været, har jeg altid svinget imellem nogle gange at føle mig fattig og andre gange føle at jeg havde mange penge mellem hænderne. Det har hængt nøje sammen med en følelse af henholdsvis at føle mig motiveret for at spare op og at føle mig motiveret for at bruge løs.

I øjeblikket er jeg inde i en periode, hvor jeg er motiveret for at spare op og næsten ingen penge bruger på andet end mad og husholdning. Sådan er det tit på  denne tid af året; der er mange fødselsdage i familien og julen banker også snart på, så der er nok at bruge pengene på. Vi har også lige haft en forsikringssag hvor vi skal betale selvrisiko, husbond har planer om at renovere kælderen og ude i fremtiden ser jeg et behov for at skifte el-cykel.

Den helt store forbrugsfest starter lidt før december, hvor der skal forberedes gavekalender til husbond og der skal købes ind til adventskrans og opstart på julehygge. I løbet af december får jeg købt de julegaver jeg skal give, og tit forkøber jeg mig selvom jeg ikke har så mange jeg skal give gave; jeg kommer til at købe for store eller for mange gaver til de få jeg giver gave. 

Jeg har selv fødselsdag i slutningen af november, så på denne tid af året skal jeg selv finde på nogle ønsker, som andre kan give mig i fødselsdags- eller julegave. På en eller anden måde ender jeg tit i en behovsgenererende forbrugsspiral af materialisme ved at gå så meget i butikker og se og tænke på ting, ting, ting. Pludselig har jeg hele hovedet fuld af ideer til andre og til mig selv, så efter jul kan jeg godt føle jeg er nødt til at købe alle de ting jeg ikke fik i julegave.

Og så føler jeg mig fattig. Januar føles altid frygtelig lang, og mange gange har man fået den månedsløn man skal leve af allerede før jul. Det er altid svært at få pengene til at række i januar og februar, og hvis jeg har en opsparing et sted kommer den tit til at være buffer i denne tid.

Når vi kommer ind i forårsmånederne begynder det at klare lidt op. I marts får jeg ofte penge tilbage i skat, og lidt senere kommer den særlige feriegodtgørelse ved starten på det nye ferieår. Det sker da også af og til at der kommer en lille regulering i lønnen på denne tid af året. Jeg føler igen at jeg har penge imellem hænderne.

Så begynder optimismen at buldre igen. Jeg kan tydeligt se det på min garderobe. Jeg køber langt mere forårs- og sommertøj end efterårs- og vintertøj. Der er også mange ting der starter op i foråret – sommerhussæsonen starter og man skal til at plante have og drivhus til. Efter en kold, mørk og fattig vinter vælter livslysten og ideerne frem i mit hovede, og jeg køber løs.

Denne følelse kan godt fortsætte ind i sommerperioden, men det tager som regel lidt af. Og så er vi tilbage til efteråret.

I år har vi valgt at ændre på vores måde at håndtere månedsøkonomien på. Lige siden husbond og jeg flyttede sammen har vi kørt en form for fællesøkonomi, hvor vi indbetaler et beløb på en fælles budgetkonto, og kører alle faste udgifter over denne konto. Dagligdags indkøb til husholdningen har vi skiftedes til at betale af lønkontoen. Denne sommer lavede vi om på det, så vi nu også indbetaler et fast beløb til husholdning, som en slags fælles husholdningspung. Tilbage på vores respektive lønkonti er så udelukkende penge til personligt forbrug.

Det har ændret en del på hvordan jeg føler om at have penge mellem hænderne – eller ikke. På den ene side er det et noget mindre beløb der står på kontoen end det jeg er vant til, hvilket automatisk får mig til at holde igen med forbruget. På den anden side kan jeg jo godt se, at beløbet ikke svinder lige så hurtigt ind, som det gjorde før da ethvert indkøb i supermarked gav mange bevægelser. I september var der faktisk en del penge tilbage da månedslønnen gik ind. Det er rart at vide, at jeg kan disponere over alle de penge der står på min konto, og at der ER sat penge af til al den daglige drift. Så nu skal jeg bare vænne mig til det nye beløb, så skal det nok lykkes mig at bruge hver en krone hver eneste måned, som jeg hidtil har gjort. Man må jo sørge for at holde gang i de økonomiske hjul i Danmark.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2011

Året 2011 blev et dramatisk år i blogland. Blandt de blogs jeg følger, er der en der har fået diagnosen sclerose, en har langt om længe fået tildelt førtidspension, en har fået sit første barn og der er også en der har fået en ordentlig omgang hjertesorg efterfulgt af en kæmpe omgang stress. Bølgerne er gået højt, og for flere af de omtalte var 2011 et år de glædede sig til at sige farvel til.

For mig har det heldigvis primært været gode ting der er sket, selvom der også har været omvæltninger i mit 2011. Allerede 3 dage inde i året fik jeg en fornemmelse af at 2011 skulle blive MIT år. Og det blev det på flere måder.

Nyt job

Efter i hele 2010 at have søgt job, søgt job og søgt job uden noget resultat, og tilmed set min mand og 2 nærmeste venner gafle lækre jobs efter kun en enkelt ansøgning, håbede jeg at 2011 skulle blive året hvor jeg slap af med min daglige transporttid på 3 timer. Midt på året blev det virkelighed, og jeg fik et drømmejob med højere løn, bedre vilkår og endda i cykelafstand fra mit hjem. En kæmpe succes, som jeg stadig glæder mig over. Endelig!

Oplevelser

Der sker jo mange ting i løbet af et helt år, og jeg har haft en masse oplevelser i 2011:

  • Jeg har været på bilferie for første gang som voksen.
  • Vores lokalområde fik besøg af VM i landvejscykling, og det var spændende at have sådan en verdensbegivenhed helt tæt på.
  • I efteråret fyldte jeg 40 år, og det fejrede jeg på min helt egen måde.
  • Jeg har fået 2 nye katte-venner.
  • Jeg måtte indse at jeg skal leve med en rød regering i en tid.
  • Jeg har været på Langeland.
  • Det blev til flere gode arrangementer i netværket af frivilligt barnefri, hvoraf jeg selv arrangerede det ene, og vi havde mange gode debatter online.
  • Værdikuponer købt på Downtown og andre tilbuds-sites gav også en masse dejlige gastronomiske oplevelser med min mand, mine forældre og svigerforældre.
  • Et værdikuponbesøg på indisk restaurant 2. juli betød evakuering i bare tæer med kun en forret i maven.
  • Jeg gik over til smartphone.
  • Det løbende projekt med at opdatere vores hjem har budt på ny seng og nyt spisebord samt udendørs betonfornyelse af skorsten og dørtrin.
Styr på prioriteterne

2011 blev også året hvor jeg blev mere bevidst om mine egne grænser. Inspireret af teorien om positiv psykologi valgte jeg at koncentrere mig om de mennesker og aktiviteter som gør mig glad, og lade være med at bruge så meget energi på dem som gør mig ked af det. Jeg begyndte at twitte om de ting jeg er taknemmelig for, og prøvede at lade være med at brokke mig så meget. Jeg synes det har gjort mig mere glad og tilfreds med mit liv.

Jeg øver mig i at sige min mening mere direkte, og jeg er også begyndt at sige mere fra. I den virtuelle verden har det bla. afstedkommet vrede kommentarer på min blog, hatemail og diskussioner på Twitter, og det har også givet nogle sammenstød på det personlige plan. Det er hårdt ind imellem, men det føles rigtigt at turde stå ved sine holdninger og sig selv.

Da jeg forlod mit tidligere job fik jeg i afskedsgave et gavekort til en boghandel, og for det købte jeg bogen ‘Mit liv som mundlam‘ af Majse Njor. Den handler netop om at lære at sige fra, og jeg glæder mig til at læse den, så jeg kan arbejdere mere med den side af mig selv.

Det nye år

I 2012 håber jeg fortsat at kunne høste frugterne af 2011’s store succes; det nye job. En mere ukompliceret og behagelig hverdag med mere nattesøvn og bedre kost skulle gerne resultere i mere overskud til at leve livet. Jeg ved allerede nu, at jeg skal på wellness/gourmetophold i Jylland, til Elvis-koncert og spise frokost på en god restaurant – disse er nemlig gaver jeg har fået til fødselsdag og jul, og som bare ligger og venter på at blive oplevet.

En anden ting jeg ved der skal ske i 2012 er, at mine forældre flytter ‘hjemmefra’. De har købt en lejlighed og skal i foråret forlade det hus som de har boet i i næsten 30 år, og som var mit barndomshjem fra jeg var 10 til jeg var 20 år. Jeg vil gøre mit bedste for at støtte dem og hjælpe dem med det praktiske, så det bliver en god oplevelse for dem.

Ellers vil jeg fortsætte med at vende blikket indad og arbejde med mig selv – med psykisk og fysisk sundhed. På min ønskeseddel i 2011 var en yogamåtte, fordi jeg gerne vil igang med at lave De 5 Tibetanere. Jeg håber at dette fokus fortsat kan give mig nye perspektiver på livet og lade mig møde nye spændende mennesker.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Hvad lavede du 11. september 2001?

Ovre på Twitter fortæller folk om hvad de lavede den dag for 10 år siden, som nu refereres til som ‘Nine-eleven’. Jeg har også skrevet min korte version på Twitter, men her er mere udførligt hvordan den dag var for mig.

I 2001 arbejdede jeg i Mærsk Datas Global Helpdesk. Det var en døgnåben helpdesk, og jeg arbejdede i skiftehold. Den uge havde jeg nattevagt, så jeg lå og sov med mørklægningsgardin trukket for og telefonen slukket om eftermiddagen 11. september. Jeg vågnede ved at det bankede og ringede på døren til min lejlighed i Holte. Det var min ven Aksel, som boede lige rundt om hjørnet. Det var en brat opvågnen, og da han ydermere fortalte at der var sket noget voldsomt i USA måtte jeg klare mig fra dyb søvn til verdenskatastrofe på ret kort tid. Det var en meget mærkelig oplevelse.

Vi tændte for fjernsynet og Aksel prøvede at fortælle hvad han vidste. Jeg forstod ikke helt alvoren. På det tidspunkt handlede det mest om Twin Towers og om at der kunne være op til 10.000 mennesker i de bygninger. Mens vi snakkede så vi det ene tårn styrte i grus. Det var fuldstændig surrealistisk.

Ligesom idag boede min bror i USA, dengang boede han i New York. Alle telefonlinjer brød jo sammen, så mine forældre og jeg kunne ikke i første omgang få fat på ham for at sikre os at han var OK. Hvad vi ikke vidste var, at han slet ikke var i New York men i Texas på en forretningsrejse. På en måde var det nok meget godt at vi ikke vidste, at han skulle ud og flyve indenrigs i USA den dag. Men det kom han så heller ikke, da alle fly blev grounded i flere dage. Min bror var så snarrådig at skaffe sig et hotelværelse med internet i Houston, og vi fik relativt hurtigt kontakt med ham via Messenger. Pyha. Hvor var man dog glad for den teknologi, når nu telefonerne ikke kunne bruges.

Om aftenen skulle jeg afsted på endnu en aftenvagt, og stemningen var tung inde på Galle og Jessens gamle sukkerloft ved Vibenshus. Jeg husker tydeligt hvordan den ellers altid joke’nde engelske kollega var helt tavs og alvorlig. I løbet af natten var der en periode med ro på telefonerne, så jeg forsøgte at få telefonisk kontakt med min bror og det lykkedes. Det var godt lige at snakke med ham, og jeg tror også at det var meget rart for ham at snakke med nogen om hvad der skete derovre. På det tidspunkt havde han ikke boet i USA så længe.

Dagene efter gik det mere og mere op for os hvad der var sket, og min bror endte med at leje en bil og køre hele vejen hjem fra Texas til Long Island. Det tog et par dage. Det har nok været meget terapeutisk i forhold til at begribe hvad der var sket.

4 uger senere rejste min veninde og jeg over til min bror – en rejse som vi havde planlagt længe inden. Vi overvejede ikke at aflyse turen, da vi vurderede at det  nok aldrig ville blive så sikkert som lige nu. Det var et meget stille New York vi besøgte. På hvert gadehjørne stod der soldater og politi, og byen var selvfølgelig meget præget af begivenheden. Min veninde og jeg snakker stadig om hvordan vi en aften i min brors kælderlejlighed så på CNN: ‘Amerika Strikes Back’ om Bush’s invasion af Afganistan. Min kommentar var, at vores rejseforsikring også dækkede evakuering – vi vidste ikke om det ville betyde noget for trusselbilledet i USA. Heldigvis skete der ikke noget, der kom bare endnu flere soldater på Penn Station.

Nu er det 10 år siden. Min bror er flyttet til Californien, jeg er flyttet til Virum og Aksel bor ikke lige rundt om hjørnet mere. Faktisk har jeg ikke ret meget kontakt med nogen af dem længere. Jeg ser tilbage på dagen sammen med min mand, som jeg ikke kendte dengang. Vi deler ikke oplevelsen af 9-11. Verden ændrer sig, livet går videre. Jeg er ikke en der går særlig meget op i fortiden, og mange minder viskes ud for mig med tiden. Men oplevelser som denne hænger fast.

Lignende indlæg:

20 års jubilæum

Her til august har jeg 20 års jubilæum på arbejdsmarkedet. 1. august er det 20 år siden, at jeg startede i mit første fuldtidsjob som piccoline i COWIconsult. Jeg havde taget studentereksamen og derefter en 1-årig HH, og så synes jeg som 19-årig at jeg havde brug for et sabbatår, hvor jeg kunne arbejde lidt.

Det var et sjovt år i COWIconsult. Jeg blev boende hjemme, så selvom jeg kun tjente 10.300 kr. om måneden før skat, havde jeg gode muligheder for at spare penge op OG at have rimeligt med penge til mig selv. Jeg svingede godt med ingeniørerne og befandt mig godt i virksomheden. Det var planen at jeg skulle starte på universitetet efter sabbatåret, så jeg tog matematik på højt niveau om aftenen. Og så mødte jeg min første rigtige kæreste.

Da sabbatåret var gået, startede jeg på Københavns Universitet på statistik-studiet. Jeg havde vist fået storhedsvanvid af nogle gode eksamensresultater i gymnasiet og på HH, og troede jeg kunne klare hele verden – også et af de sværeste studier. Måske skulle jeg have lyttet, da min matematiklærer i gymnasiet sagde at hun synes statistik var rigtig svært, men jeg synes jeg havde noget at byde på i formidling af talmateriale.

Det tog mig nogle få måneder at indse, at jeg var kommet et helt forkert sted hen. I november samme år var jeg tilbage på arbejdsmarkedet og har ikke forladt det siden. Siden er det gået slag i slag; kontorelev, assistent, overassistent, kontorfuldmægtig, IT-supporter, IT-konsulent, IT-specialist og nu QA-konsulent. Undervejs har jeg taget 2 uddannelser og et utal af kurser, certificeringer og enkeltfag.

Jeg har tidligere skrevet om hvordan jeg har oplevet udviklingen i mit arbejdsliv de sidste 2 årtier, så det vil jeg ikke komme ind på her. Jeg vil blot konstatere at jeg nu er midtvejs i mit arbejdsliv. Hvad har jeg fået ud af at være på arbejdsmarkedet siden jeg var 19? Jeg har etableret mig tidligt. Jeg fik den lejlighed og selvstændighed jeg havde drømt om relativt tidligt. Jeg har sparet op til pension i 15 år og jeg har lært at begå mig på arbejdsmarkedet.

Til gengæld fik jeg ikke den lange uddannelse som mine ungdomsuddannelser også forberedte mig til. Jeg har især i starten af min karriere af og til følt, at jeg måske kunne have fået mere anerkendelse hvis jeg havde taget en kandidatgrad. Jeg husker tydeligt hvordan en forsker kommenterede en medarbejder-tilfredshedsundersøgelse på vores fælles arbejdsplads med ordene “Der er jo den faglige tilfredsstillelse blandt akademikerne” – som om vi som havde andre uddannelser ikke havde en faglighed. Men jeg er ikke ked af at måtte undvære. Især efter jeg skiftede karriere til IT-verdenen har min korte videregående uddannelse kombineret med min begavelse og personlige egenskaber været rigeligt til at løse mine opgaver.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg af og til kan blive lidt træt af arbejdslivet og ønske mig hen til en situation, hvor jeg ikke var nødt til at bruge så stor en del af mit liv på at arbejde. Men al sandsynlighed peger på, at jeg kommer til at befinde mig på arbejdsmarkedet de næste 20 år, og så er det jo spændende hvor det fører mig hen. Jeg er næsten sikker på at jeg ikke skal lave det jeg laver idag de næsten 20 år. Jeg vil blive ved med at være opmærksom på hvad der stimulerer mig og gør mig glad. Og med den realitet i mente, at den eneste konstant på arbejdsmarkedet er forandring, er det umuligt at forudse hvordan mit arbejdsliv vil udvikle sig fremover.

Men nu er jeg i hvert fald halvvejs mod pensionen.

Lignende indlæg:

Påskeferie 2011 – del 1

Da påsken nærmede sig i år, havde jeg en hel uges ferie tilovers. Jeg kunne derfor holde fri både de 3 hverdage før påske og 2 dage efter. Jeg tog hjem fra arbejde fredag inden påske og kunne se frem til 12 hele fridage i træk. Fantastisk!

Weekenden forløb nogenlunde som en normal weekend. Min mand havde ikke fri i hverdagene op til påske, så der var ikke den helt store feriestemning. Jeg havde forsøgt at danne mig et overblik over alle de praktiske ting der trængte til at blive gjort i hjemmet og haven, og allerede i weekenden fik vi bla. gjort rent og ordnet en masse.

Da det blev mandag morgen oplevede jeg denne velsignede situation, at det er hverdag, men at jeg ikke skal på arbejde. Det giver mig altid en helt utrolig lykkefølelse. Normalt når man har fri i en weekend eller på en helligdag så er alting lukket og alle har fri. Eller også har man en eller flere ugers ferie sammen med sin familie, og så skal der ske noget helt andet. Men når man har fri alene på en hverdag, så kan man gøre en masse ting man ellers ikke kan gøre. Man kan gå i butikker, på posthuset, på planteskole – man kan ringe til virksomheder og organisationer som man har et eller andet ærinde med. Det er et af de store afsavn ved det sædvanlige 8-16-job, at man ikke kan administrere sit liv, fordi alting kun er åbent når man er på arbejde.

Lige til at starte med ramte jeg dog ind i en rastløshed. Jeg havde alle tingene på listen som skulle gøres i huset og haven, ting det ellers er svært at få tid til. På den anden side havde jeg 3 hverdags-fridage helt for mig selv, hvor jeg kunne gøre lige hvad jeg ville.

Når min mand har fri uden at jeg har fri, så er det ikke for at passe have og vaske tøj, så er det for at dyrke sin fritidsinteresse sammen med sine venner. Og han havde også opfordret mig til at hygge mig og ikke lade det hele gå op i pligt. Men jeg kunne ikke mærke hvad jeg havde LYST til! Mine tanker pendulerede imellem pligt og lyst – og nogle af pligterne havde jeg jo også lyst til at udføre, om ikke andet så for at få dem ordnet.

Rastløsheden fik jeg dog skudt til side, så tiden trods alt ikke blev brugt til ingenting, og dermed hverken lyst eller pligt blev tilgodeset. Det blev til en god blanding. Af pligterne blev det til noget havearbejde (som nu også er meget sjovt når man først er igang), en række praktiske småting samt oliering af træterrasse. Af lyst-tingene blev det til madlavning (banankage & hummus), en cykeltur, shopping og sushi med hjem til frokost.

Det var tankevækkende for mig at opleve, at jeg faktisk havde svært ved administrere at have fri. Til hverdag navigerer jeg efter rammer der primært omhandler arbejde og måltider. Og jeg længes hele tiden efter at have nogle dage fri til at lave alt det, der ikke er plads til i hverdagen. Men når der så endelig kom et par hverdags-fridage, blev jeg helt rundt på gulvet.

Sådan har jeg ikke haft det før – måske er det fordi jeg har haft ekstra travlt på arbejde, og dermed havde sværere ved at slippe den disciplinerede tilgang til opgaver. Eller også er det fordi der bare er så utrolig meget at gøre OG at nyde her i foråret.

Lignende indlæg:

Tyve-elleve

Da jeg kom på arbejde efter 10 dages juleferie, hilste alle hjerteligt på hinanden og ønskede godt nytår. Den første kollega jeg snakkede med om ferien og nytåret sagde på et tidspunkt “Så er det tyve-elleve” og her henviste han til årstallet – 2011. Jeg kom dog straks til at tænke på starten af mit cpr-nummer – 201171…. Det gik op for mig, at når jeg har fødselsdag i år, så kommer datoen til at hedde tyve-elleve-tyveelleve, eller

20-11-2011

Det havde jeg slet ikke tænkt på, men det er da et sjovt tilfælde. Når jeg så oveni købet fylder rundt til den tid, så er det endnu mere specielt. Jeg har slet ikke tænkt noget konkret omkring fejring af min 40 års fødselsdag, men jeg kan da ikke lade være med at overveje om man skulle gøre lidt ud af det, nu hvor datoen er så pæn!

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2010

Året 2010 rinder ud, og det er igen tid til at gøre status. Da jeg begyndte mine overvejelser om indholdet i dette blogindlæg, var min første tanke at der ikke var sket noget særligt i 2010. Det var nok fordi jeg sammenlignede med sidste år, hvor vi som en helt stor begivenhed anskaffede os sommerhus. Men når jeg tænker nærmere over det, og ser årets billeder igennem, er der alligevel sket en hel del.

Krise og utryghed

Jeg sluttede sidste år af med lidt dystre tanker om krise og arbejdsløshed, fordi Mads havde fået varsel om fyringer på sit arbejde. Denne bekymring slap vi heldigvis af kort inde i det nye år, da Mads fandt et nyt arbejde. Truslen var dog reel; fyringsrunden er blevet gennemført i slutningen af året, og når vi hører hvem som er blevet fyret, så lyder det som om Mads også kunne have været blandt de fyrede.

På mit eget arbejde har der også været krise, idét askeskyen i april måned gjorde at vi ikke kunne gøre vores arbejde i mange dage. Jeg var på et tidspunkt alvorligt bekymret for mit job, men koncernen offentliggjorde endnu et milliard-overskud ved regnskabsårets afslutning i efteråret, så helt galt gik det ikke.

Nye oplevelser

Året 2010 har for mit vedkommende stået i oplevelsernes tegn. Jeg har i år gjort en ekstra indsats for at komme ud og se og opleve noget – og gerne noget nyt. Jeg er blevet storkunde hos FOF og har været til foredrag om Blekingegadebanden, Brdr. Price og særligt sensitive mennesker. Det er også blevet til et par kurser i mindfulness, hvor jeg bla. har lært lidt om at meditere. Jeg har også været på Arken, set Skt. Hans-bål på Marienborg og til cykelløb i nærområdet, og i november gik jeg med til mit første blogtræf og mødte en masse nye mennesker.

Rejser

Der blev derimod ikke er så mange rejser at rapportere fra i år. I starten af året havde vi planer om at tage til Tromsø med min veninde, men det blev i første omgang udskudt pga fyringstruslen på Mads’ arbejde. Efter den utrolig lange vinter havde vi pludselig ikke så meget lyst til at tage en tur nord for polarcirklen, og vi besluttede i stedet at tage en uge til Mallorca. Vi havde en fantastisk tur i september, hvor vi bare nød solen og vandet – jeg tør godt sige at batterierne virkelig blev ladet op igen for os alle 3.

Sommerhus

En væsentlig grund til at vi ikke har rejst så meget i år, er selvfølgelig at vi har anskaffet os vores sommerhus. En del af de penge, vi ellers ville bruge på at rejse, skal nu gå til driften af dette lille hus. Det føles nu ikke så hårdt rent økonomisk at have sommerhuset – vi føler faktisk ikke at vi har mærkbart færre penge i hverdagen.

Til gengæld er glæden ved at have sommerhuset kæmpe stor! I 2010 har vi holdt både vinterferie, sommerferie og adskillige weekender i sommerhuset, og vi elsker det hver gang vi åbner døren og træder ind i stuen deroppe. I juni holdt vi en yderst vellykket familiefrokost med mine forældre, min morbror og hans kone. Alt var bare perfekt og vejret var super skønt, så vi havde en rigtig dejlig dag. Senere på året har vi også fejret min mors fødselsdag deroppe.

Det har dog ikke kun været fest; der bliver også ordnet nogle pligter deroppe. Huset og især haven var jo meget misligholdt da vi overtog det, og der har også i 2010 været en del ting som skulle ordnes. I foråret begyndte ukrudtet igen at spire, og vi indså at trods en masse timers arbejde med ukrudtsbekæmpelse måtte vi ned under fliserne på terrassen for at komme det helt til livs. Vi tog simpelthen alle fliserne op, fjernede rodnet, lagde ukrudtsdug og lagde alle fliserne igen – et kæmpe arbejde! Ved samme lejlighed lagde Mads en helt ny trappe fra terrassen ned i haven. I september malede vi huset og garagen med hjælp fra mine forældre. Nu står huset da også i en relativt god stand med kun få udestående reparationsarbejder tilbage.

Det nye år

Alt i alt har det været et dejligt år med en masse dejlige oplevelser. Jeg har forsøgt at tænke nyt og prøve at komme lidt ud af  mine sædvanlige cirkler ved at opsøge nye fora og nye oplevelser. Og jeg har dyrket mine nære relationer ved at have oplevelser sammen med mine yndlingsmennesker. Hvad det nye år byder på aner jeg ikke, men jeg går det i møde med optimisme og gå-på-mod.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Optakt til jul 2010

Vi skal jo til det igen og der er ingen vej udenom. Julen kommer igen i år, helt planmæssigt. Normalt tænker jeg først på jul efter min fødselsdag i slutningen af november, men i år har jeg tænkt på det allerede fra starten af november. Måske er det fordi jeg er begyndt at læse lidt med på bloggen Lottes ting og sager, hvor der er blevet ført jule-dagbog fra 1. november.

Og det er jo rigtig nok, der er visse ting der skal planlægges. Der er ting som man har glæde af at tænke på i god tid, også af hensyn til andre.

Juleaften

Først og fremmest skal vi finde ud af hvor vi skal holde juleaften henne. De første 4 år af mit og Mads’ forhold holdt vi jul hver for sig med hver vores forældre. De sidste 2 år har vi holdt jul sammen, i 2008 med Mads’ familie og sidste år hos mine forældre. Vi skal have fundet ud af hvad vi gør i år  – der er også et puslespil omkring julefrokoster i juledagene som skal gå op.

Gavekalender

Så er der beslutningen om hvorvidt jeg skal lave gavekalender til min mand. Det har jeg også gjort i mange år, men sidste år synes jeg det blev for dyrt og jeg havde svært ved at finde 24 meningsfulde små gaver til en (nogenlunde) voksen mand. I stedet fik han adventsgaver. I år har jeg allerede købt 3 ting, som sagtens kunne være emner til gavekalender til ham, og økonomien er OK. Jeg har egentlig lyst til at genoptage traditionen, men jeg ved også at det er min indre gavoholiker der taler. Elsker bare at se ham spændt, nysgerrig og overrasket.

Adventsstage

Jeg er ikke kristen, men jeg synes alligevel det er hyggeligt at tænde lys hver søndag op til jul. Det er en traditionsrig nedtælling, som minder mig om barndommen hvor man glædede sig helt utroligt til 24. december. Jeg nyder at lave en adventsdekoration eller -stage, men det kræver lige en stille stund til at blive inspireret til hvordan det skal se ud i år. Må nok også hellere få et kalenderlys.

Pynte op

Vi har efterhånden fået samlet en hel del julepynt, både til juletræ og stue. I starten af julemåneden hænger vi glaskugler med led-pærer i vinduerne ud mod vejen. Med et par tænd/sluk-ure kan de stå og byde velkommen når man kommer hjem fra arbejde og slukke igen når vi skal i seng. I stuen udgør advensstage og kalenderlys julepynten indtil jeg får lyst til at finde nisser, klokker og anden pynt frem.

Julegaver

De ‘rigtige’ julegaver skal jo også købes. Igen ville det være dejligt med lidt ro til at udtænke gode gaveideer, men jeg kommer nok ikke udenom at bede om ønskesedler fra dem jeg giver gave. Efter et ret kaotisk gave-indkøbs-forløb sidste år har vi talt om at tage fri en dag og klare alle indkøbene på en gang. Nu må vi se hvad det bliver til.

Det er i store træk hvad juletiden handler om for mig. Nogle gange har vi juletræ, men sidste år sprang vi over pga stress. Konfekt og julesmåkager har jeg aldrig lavet – har hverken tid eller kalorieoverskud til det. Selve juleaften har jeg endnu ikke selv stået for, og det er nok også meget godt. Med den hverdag jeg har for tiden ville jeg skulle tage mindst en uge fri fra arbejde for at kunne klare sådan en opgave.

Lignende indlæg:

Trine i 70’erne

Her sidder jeg hos fotografen. Jeg er 1 år og ser ærlig talt lidt betuttet ud. Måske er jeg lidt skeptisk overfor fotografen – hvorfor vil han have mig til at smile? Har han en skjult dagsorden? Måske er jeg bekymret over at min mor er gravid igen og at jeg lige om lidt skal være storesøster med kun 13 måneders livserfaring? Jeg husker det ikke, men det er et af de bedste billeder der findes af mig fra 1970’erne (de andre involverer så vidt jeg husker leverpostej i håret, hiven gravhunden i halen og andre pinligheder) og jeg vil derfor gerne dele det med blogland.

Tak til min søde far for at scanne billedet ind. Se andre skønne 70’er-billeder hos Madame og Deborah

Lignende indlæg: