2 måneder med fastediæt

Som tiden dog flyver – det er allerede 2 måneder siden jeg startede på 5:2 fastediæten. Det går stadig rigtig godt. Mit humør har fået en tak opad. Jeg ved ikke om det skyldes et øget BDNF-niveau, som denne måde at spise på skulle udløse, eller om det simpelthen er fordi at det nu er lykkedes mig at smide 4 kg. og har fået mit BMI ned under 30.

Men glad er jeg, og jeg ser frem til hver fastedag med glæde. Fastedagene forløber ret udramatisk. Jeg har vænnet mig helt til følelsen af, at maven er tom og klarer stadig bølger af sult-fornemmelse med te og vand. Der bliver ikke lagt så meget puslespil mere – jeg behøver ikke at distrahere mig selv og kan sagtens håndtere at husbond laver og spiser aftensmad.

Bivirkninger kan man måske ikke kalde det, men jeg oplever stadig øget hovedpine og ledsmerter på fastedage og større træthed dagen efter. Jeg har valgt ikke at tænke for meget på det. Ledsmerterne klarer jeg med 2 Panodil, og trætheden forsvinder meget hurtigt når jeg får lidt morgenmad. Hovedpinen er et livsvilkår for mig, noget jeg har levet med i over 8 år. Jeg ved reelt ikke om jeg ville have haft hovedpine disse dage selvom jeg ikke fastede, og det er ikke alle fastedage jeg har hovedpine. Jeg har uden held forsøgt med vand og salt at forebygge væske- og saltmangel, så måske er det ikke relateret til mangel på mad.

Det er stadig strategien at spise helt normalt på ikke-fastedagene, så jeg siger ikke nej til kage på arbejde eller en cola til aftensmaden på de dage. I øjeblikket tænker jeg meget over, at det føles som om at den psykiske lyst til de usunde ting stadig er der, men at kroppen ikke beder om det. Husbond siger også at han synes jeg spiser mindre.

Måske er det derfor at vægttabet nu har et omfang, som ikke længere kan forklares med udsving i væskebalance og maveindhold. Jeg synes godt kan jeg konstatere, at jeg taber mig af at spise sådan her. Jeg begynder at se i øjnene, at jeg måske skal til at se mig selv anderledes i spejlet og have lidt nyt tøj.

Lignende indlæg:

Raskmeldt

I denne uge er jeg oppe på at arbejde 33 timer om ugen, og i en sygedagpenge/kommunal kontekst betragtes det som at være raskmeldt. Nu har jeg alle 5 arbejdsdage på skemaet, onsdagen dog kortere end de andre de sidste uger op til sommerferien.

Jeg har det godt. Mens jeg er på arbejdet går det fint med at arbejde. Jeg husker stadig dårligere end før, det klarer jeg ved at spørge mine kolleger og chef. Men jeg kan godt tænke, og det er jo det vigtigste.

Med næsten fuldtidsarbejde følger også mere hovedpine. Da jeg arbejdede ca. halv tid havde jeg ikke ret meget hovedpine, men den er kommet tilbage. Også skyldfølelse og træthed banker på. Det understreger behovet for at hvile, en ting det bliver sværere og sværere at prioritere som fritiden bliver mindre. Og når jeg som udgangspunkt har det godt, kommer jeg nemt til at springe hvilepausen over og gå igang med alle de andre ting jeg også gerne vil. Og så er det at hovedpine, hyletone, træthed, skyldfølelse og heraf følgende modløshed melder sig.

Udfordringen med at være loyal overfor mine intentioner om at leve anderledes bliver større, men det er også mere tydeligt hvor vigtigt det er.

Lignende indlæg:

Jeg faster stadig

Jeg har nu fulgt 5:2 faste-diæten i en måned, og jeg er klar til at tage en status på hvordan det er gået.

Min første oplevelse er, at det slet ikke er så svært som man skulle tro. Selve det at undvære mad morgen og aften har ikke været noget problem. Hvis maven har rumlet lidt, har jeg nemt kunnet fjerne det med et krus te eller et glas vand, og jeg har ikke på noget tidspunkt være fristet til at afvige fra fasten og tage noget mad.

Nogle af dagene har jeg haft hovedpine, og jeg har oplevet en øget træthed dagen efter faste. En par af fastedagene har jeg haft flere ledsmerter end normalt. Det er alt sammen gener som normalt er en del af min hverdag, men tankevækkende at de kommer oftere på fastedage.

Nu hvor jeg har prøvet at faste 8 gange, har jeg vænnet mig til fornemmelsen og tænker mindre og mindre over det, hvilket hjælper til at afdramatisere situationen og gøre fastedagen mere som en normal dag. Et par af dagene har min mand helt glemt at jeg har fastedag, fordi vi har lavet de samme ting som vi plejer og jeg ikke snakker om at faste. Nogle dage lægger jeg puslespil eller ser TV mens han spiser aftensmad, andre dage sidder jeg ved bordet sammen med ham og drikker en kop te.

På fastedagene har jeg observeret en række ting omkring mig og sult. Jeg har tydeligt oplevet det, som Mosley skriver i sin bog om, at lyst til at spise langt fra altid handler om sult. Det kan sagtens både være tørst, tørhed i mund og hals, kedsomhed, mangel på energi, dårligt humør, socialt betinget, ren vane eller simpelthen et spørgsmål om tidspunkt på dagen. Sidstnævnte mærker jeg omkring aftensmadstidspunktet, som er det tidspunkt hvor jeg mærker mest sultfornemmelse når jeg faster. Når min mand har spist og aftenen går over i en anden fase, forsvinder sulten faktisk.

Sultfornemmelsen er der altså ikke konstant, men kommer og går. Når den ind i mellem er der, er det en fin tanke at man kan spise igen i morgen. Det med at man bare lige udskyder spisningen lidt gør det meget nemt – man skal jo bare lige vente lidt. Det ligger i konceptet, at man må spise hvad som helst dagen efter, så nogle af de første dage lovede jeg mig selv at jeg måtte få kanelgifler eller burger dagen efter. Og jeg har da også spist som jeg plejer på ikke-fastedagene, både sundt og usundt. Men stik imod min forventning er jeg ikke markant mere sulten end normalt næste dag.

Da jeg startede med fastediæten, var jeg i tvivl om motion var godt eller skidt på fastedagene. Jeg tænkte at det måske kunne øge min appetit at forbrænde de flere kalorier, og dermed gøre fasten mere ubehagelig. Rent praktisk er det er dog langt det nemmeste for mig i hverdagen at gøre som jeg plejer og snuppe min el-cykel de 17 km til arbejde, så det startede jeg ud med. Det viser sig at fungere fint. Mange dage har jeg også gået en god lang tur med hunden når jeg er kommet hjem, bla. for at distrahere mig fra tanker om eftermiddagssnacks, og så er det jo altid dejligt at komme ud i naturen.

Når det kommer til de målbare resultater, er det ikke på nuværende tidspunkt helt klart om diæten virker som en slankekur for mig. Min vægt har svinget, naturligvis lavest på dagen efter en fastedag (ca. 2,5 kg under startvægt), og så lidt højere dagene efter. Det mest sammenlignelige er at veje mig her søndag morgen, et par dage efter en fastedag og 4 uger efter startvejning. I dag vejer jeg 1,2. kg. mindre end for 4 uger siden, og jeg er 3,5 cm. mindre i livet. 

Jeg ved at andre på denne diæt har oplevet mere overvældende resultater i starten. Jeg har ikke noget imod at vægten går langsomt nedad, det er sikkert også sundt nok. Men et vægttab i den størrelsesorden giver ikke et signifikant indtryk af at jeg taber mig. Denne livsstil skulle også give en række andre gevinster, som kan måles i hvor blodværdier og risiko for sygdomme – det har jeg ikke indblik i her og nu. Men jeg må sige, at jeg allerede er helt afhængig af den fri-aften det giver mig, at jeg ikke skal lave og spise aftensmad 2 hverdagsaftener. Jeg har IKKE lyst til at vende tilbage. Tanken med denne diæt er da også, at man skal spise sådan resten af livet, så jeg skal nok nå at komme ned på en bedre vægt med tiden, hvis den svage tendens med 1 kg. om måneden fortsætter.

Vigtigst er nok, at jeg har lært nogle ting om migselv og psykologien omkring at spise. Dels er der erfaringen omkring årsagerne til jeg får lyst til at spise. Og dels så føler jeg, at jeg træner mine ‘muskler’ indenfor disciplin og tilbageholdenhed. Jeg har lært at acceptere, udholde og abstrahere fra sult, og har lært at jeg ikke falder om hvis jeg springer et måltid over. Måske ligger fidusen på vægttabs-aspektet af denne diæt i, at man med tiden kan rykke på sine vaner på ikke-fastedage, selvom det ikke ligger i konceptet at have en bevidsthed om at holde sig selv tilbage på disse dage.

Jeg samler mine erfaringer vedr. denne diæt på en særskilt side på bloggen.

Lignende indlæg:

Sprang ud i det

Jeg gjorde det. Jeg sprang ud i det. Jeg tog en faste-dag efter 5:2 fastediæt-princippet. Det var i mandags. Og så gjorde jeg det igen i går.

Det var ikke svært at undvære morgenmaden. Som tidligere nævnt er jeg ikke sulten lige når jeg står op, så det var ikke specielt uvant at tage af sted på arbejde med kun et glas vand i maven. I løbet af formiddagen drak jeg vand og te som jeg plejer og var lige så sulten som jeg plejer, da det blev tid til frokost. Jeg lagde mærke til at jeg blev lidt tør i munden, men et glas danskvand hjalp.

Jeg er så heldig at arbejde et sted, hvor kantinen laver mad efter fine principper. Det er fedtfattigt/fuldkorn/økologisk/lavt glykæmisk indeks/lokalt produceret og meget andet godt, så jeg kan spise mig mæt i protein og grøntsager med en stor smagsoplevelse og uden stort fald i blodsukkeret senere. Jeg har valgt at lægge fastedagens 500 kcal på frokosten alene, og det gør at jeg kan spise et ret normalt frokostmåltid. Jeg sprang bare kartoflerne og den friskpressede æblejuice over.

Efter arbejde cyklede jeg mine 17 km hjem på el-cykel som jeg plejer, og da jeg kom hjem gik jeg en god tur med hunden. Nu begyndte det at blive mere usædvanligt for mig. Jeg oplevede alle de impulsive tanker, hvor jeg normalt bare uden at tænke særligt over det tager en snack, en kage eller lignende. Disse tanker måtte jeg naturligvis afvise, og det kunne jeg godt.

Min strategi var i øvrigt at distrahere mig selv, så jeg havde allieret mig med skønt puslespil, som jeg satte mig ned på mit kontor i kælderen med, da husbond begyndte at lave aftensmad til sig selv. Det virkede ret godt for mig, jeg glemte sultfornemmelsen og sad faktisk over puslespillet i flere timer.

Da aftensmads-tidspunktet havde passeret, følte jeg mig mindre sulten. Jeg satte mig op i sofaen til familien og så lidt TV. Jeg lavede mig 2 krus te med lakridsrod og mynte, og det må jeg sige var meget effektivt til at fjerne den sidste rest af sult.

Sultfølelsen var på intet tidspunkt så intens som jeg havde regnet med. Når jeg normalt tænker på at være rigtig sulten, handler det om følelsen af et stor ‘hul’ i maven og megen rumlen. Sådan var det på intet tidspunkt. Jeg kunne hele tiden mærke, at det føltes anderledes i maven end normalt, og det skyldes nok også den psykiske bevidsthed jeg hele tiden havde omkring dette eksperiment. Dertil kommer at jeg drak langt mere vand end jeg plejer, dels for at fylde maven, men også for ikke at dehydrere når nu jeg fik væsentligt mindre mad end normalt – man får jo også en del væske gennem maden.

Da det nærmede sig sengetid var jeg lidt ør og træt, men godt tilpas og glad. Stolt over at kunne klare at springe 2 måltider og mellemmåltider over, og positivt overrasket over hvor forholdsvis u-svært det havde været. Der står i bogen om denne måde at spise på, at kroppen hurtigt vænner sig til at mangle mad i lidt længere tid, og det tror jeg på nu hvor jeg selv har prøvet det. Jeg tror også at jeg psykisk kan vænne mig til at der ikke er nogen måltider morgen og aften 2 dage om ugen. Spisetider handler jo meget om vaner, og jeg tror godt at man kan ændre den vane.

Alt i alt er jeg slet ikke afskrækket og har mod på at fortsætte med denne metode.

Lignende indlæg: