Opgør med grådighed

Livet er for os i den vestlige verden et stort tag-selv-bord af muligheder. Vores udfordring ligger ikke i at skaffe mad, ting og oplevelser, men om at sortere og udvælge. De fleste af os kan ikke rumme/spise/nå at opleve alt det som er til rådighed for os.

Ikke desto mindre ligger det i vores DNA at skrabe til os. At spise når vi kan, at samle forråd og at få varer til en god pris. Det er instinkter som er bibeholdt fra fortiden, hvor ressourcer var sparsomme. Det skal sikre at vi kan klare os igennem svære tider, hungersnød, svigtende høst.

Jeg tror mange kender det fra restauranter, hvor der er buffet. Man vil gerne smage lidt af det hele, og man ender med at spise langt mere end hvis man bare havde valgt 1 ret fra et menukort. Det er en trang, som de fleste af os har svært at ved at modstå. Vi drives af et overlevelsesinstinkt, som ikke passer til vores samtid, men som har været med til at holde os i live igennem årtusinder.

Når der er rigeligt af alting, kommer denne adfærd til at fremstå som grådighed. Jeg ser det alle steder: i det offentlige rum, i familien og blandt venner. Og når kolleger giver kage eller slik ifm. en fødselsdag, ferie, afsked osv. Vi er efterhånden rigtig mange på kontoret, så det er en stor mængde søde sager der skal bydes på, for at der er nok til alle. Nogle gange er der flere der giver noget samme dag. Det er som om de store mængder accelererer tendensen til at lange til. Jeg ser mig selv og folk omkring mig opføre sig næsten uværdigt for at få det hele med og ikke gå glip. Selv folk der er på slankekur eller som normalt vrænger på næsen af det der bydes på, står forrest i køen og tager flere gange. Selvom jeg tog et stykke kanelstang til formiddag, tog jeg også et stykke kage i kantinen og et stykke chokolade efter frokost. Jeg ser kolleger fra andre afdelinger overskride sociale spilleregler, og komme forbi for at hente forsyninger hos os, selvom det ikke var dem kollegaen havde bagt feriekage til.

5:2-diæten sætter også min grådighed på prøve. At begrænse mig på fastedagene går nogenlunde, for da er jeg opsat på at det er det der skal ske. Men jeg mærker af og til et stik: følelsen af at gå glip af noget. På ikke-fastedagene kan jeg mærke grådigheden komme snigende. Dagen efter en fastedag er jeg lidt ekstra sulten, og med mange muligheder lige foran næsen bliver jeg ofte fristet.

Men nu er jeg ved at få kvalme af grådighed – min egen og andres. Det bliver nærmest et fængsel at følge med på bølgen – som en tvangstanke, der frarøver ens frihed. Og for mig ødelægger det en af de ellers gode bivirkninger ved 5:2-diæten; vægttab.

Også på det materielle plan og hvad angår oplevelser kan jeg føle mig som en slave af at ville have. Jeg er holdt op med at modtage mails med deals og er meget selektiv med hvilke nyhedsbreve jeg modtager. For det virker jo – man bliver fristet af ting man ellers ikke havde behov for. Jeg fravælger buffet’en af valgmuligheder, og lader indkøb være styret af et opstået behov. Jeg forsøger at være målrettet. Hvis jeg mangler t-shirts, så går jeg bevidst efter at købe t-shirts, og ikke andet. Hvis jeg har brug for at opleve noget nyt, undersøger jeg mulighederne når behovet opstår.

En gang om ugen er der kage i kantinen på mit arbejde. Når kagedagen falder på en fastedag, går jeg forbi den lækre brownie eller jordbærtærte og op på min plads uden at tage et stykke. Tit er jeg overrasket over, hvor nemt det er. Den umiddelbare fristelse er hurtigt glemt. På den måde har 5:2-diæten inspireret mig til at gøre op med grådigheden.

Jeg prøver at holde fast i den oplevelse, og tænke videre. Menuen til dagens frokost i kantinen offentliggøres i løbet af formiddagen, og hvis jeg keder mig lidt kigger jeg på den og tænker jeg over hvad jeg skal spise. Min instinktive tanke er, at jeg skulle smage det hele, eller i hvert fald alt det jeg synes lød lækkert. Det ender tit med at tallerkenen bugner og jeg spiser alt for meget. Nu udvælger jeg, hvilke af de mange lækre ting jeg vil smage, og jeg gør det på forhånd, så jeg er mere målrettet når jeg står foran buffet’en.

Udgangspunktet er jo, at jeg har rigeligt. Jeg mangler ikke noget materielt eller næringsmæssigt. Og jeg ved fra mine fastedage, at jeg kan klare dagen rigtig fint uden ret meget mad. Der er derfor ingen grund til at være bekymret for at gå glip af noget. Tværtimod koster den adfærd penge, kilo og værdighed. Jeg oplever det befriende at sige nej tak til nogle af de mange tilbud. Når jeg altså har overskud til det. For jeg er ingen helgen, og forskellige former for humør og energi spiller helt klart også ind, når disse drifter skal håndteres.

Lignende indlæg:

Forsøg med 5:2

Hovedpine er noget der plager mig meget. Jeg lider af migræne og har ca. 4 anfald om måneden. Derudover har jeg jævnligt hovedpine ifm. 5:2 fastedagene. Det kommer som regel efter det ene måltid jeg får på fastedage; frokost. Nogle gange kommer det også dagen efter en fastedag. Jeg er er så led og ked af at have hovedpine, og jeg tænker meget over hvad jeg kan gøre for at undgå det.

Jeg har spekuleret på, om hovedpine ifm. fastedage kan hænge sammen med udsving i blodsukker. Jeg har svært ved at finde ud af hvordan jeg skal imødegå det. Ved måltidet på fastedagen fokuserer jeg på at få grøntsager og magert kød, og undgår så vidt muligt kulhydrater. Jeg prøver også at lade være med at spise søde sager aftenen før en fastedag. Det har ikke rigtig hjulpet.

Lige fra starten besluttede jeg mig for, at jeg skulle have min daglige ration på 500 kcal på fastedagene ved at spise 1 samlet måltid til frokost. Det koncept lagde jeg mig fast på fra starten, fordi teorien om 5:2-diæten peger på at det er godt for kroppen at få længere pauser fra spisning og fordøjelse. Jeg synes det virker og føles rigtigt at gøre sådan. Således kan jeg stadig nyde den fremragende kantine der er på min arbejdsplads, og jeg kan holde fri fra madlavning om aftenen.

Sidstnævnte var en helt central grund til at begynde med 5:2-diæten, fordi jeg gerne ville bruge konceptet til at fjerne pligter fra min hverdag. Problemet med hovedpine gør dog, at jeg har lyst til at udfordre min model lidt. En idé kunne være at fordele de 500 kcal mere over fastedagen.

De sidste par fastedage har jeg derfor drukket en let sødet vitamindrik i løbet af dagen, og kun spist nogle få grøntsager til frokost; et par gulerodsstave, agurkeskiver, radiser, lidt vandmelon osv. Om aftenen har jeg spist et bæger skyr. Jeg forestiller mig at mit blodsukker er mere stabilt og aldrig helt lavt, når jeg spiser på den måde.

Med den nye måde holder jeg fast i det stress-formindskende aspekt af diæten, i og med at jeg stadig ikke skal fremstille et aftensmåltid. Jeg går på kompromis med tanken om at give kroppen helt fred for at skulle bearbejde ting jeg spiser og drikker. Til gengæld opnår jeg større kontrol med hvor meget jeg spiser på en fastedag, idét jeg ikke tæller kalorier. Måske kan jeg også begrænse trangen til at kompensere på ikke-fastedagene?

Indtil videre har jeg gode resultater, men jeg skal nok prøve det i lidt længere tid for at være sikker på at det er pga. denne opbygning af fastedagen, at jeg ikke får hovedpine.

Lignende indlæg:

Det er snyd

Jeg har kørt på el-cykel i forbindelse med min daglige transport i 9 år. Lige siden starten har jeg jævnligt fået bemærkninger om at jeg snyder, når jeg bruger el-cykel. Det er ofte når jeg sidder på cyklen og overhaler nogen af hankøn. Selv på min arbejdsplads kan kolleger (også dem der selv kører i bil til arbejde) sige til mig at jeg snyder.

Hvem jeg snyder, og hvilken konkurrence vi deltager i fremgår ikke. I situationen med overhaling virker det som om mændene føler, at vi er del af et løb, hvor det handler om at komme først. Nogle gange hører jeg argumenter om, at man snyder sig selv, fordi man ikke får lige så meget motion på en el-cykel, som på en almindelig cykel.

Jeg har 23 km. til arbejde. På udturen er det mest ned ad bakke, og på hjemturen mest op ad bakke. Hvis der er modvind er det ekstra hårdt. Jeg føler jeg bruger min krop godt og grundigt, og selvom jeg er vant til denne distance er jeg meget træt hver aften. Når ugen er gået er jeg så tung og øm i mine lår, at det kræver en weekend at føle sig frisk igen. Jeg ville aldrig få cyklet de 46 km. om dagen på en almindelig cykel.

De sidste par dage har jeg brugt mit pulsur til at måle mit kalorieforbrug på elcykel-turen til og fra arbejde. Det har jeg gjort før. Dengang jeg cyklede 10 km. mellem Virum og Hellerup svarede kalorieforbræningen på ugebasis til ca. 3 spinningtimer, hvilket ville være en normal mængde træning hvis jeg skulle bruge motionscenter i stedet.

Turen jeg har i dag fra Birkerød til Østerbro målte jeg til kaloriemæssigt at svare til en god bid mere end en spinningtime hver eneste dag – altså 5-6 spinningtimer om ugen. Det er en motionsmængde jeg ret sikkert ikke ville få, hvis jeg skulle have min motion i et motionscenter.

Jeg el-cykler alle hverdage året rundt. Der er ca. 5-10 dage om året, hvor jeg ikke cykler, fordi jeg skal noget efter arbejde, eller hvis det er farligt vejr. Sidstnævnte handler mest om vindstyrker af stormstyrke – sne og is kan jeg normalt klare med de pigdæk jeg sætter på om vinteren.

Alt i alt føler jeg absolut ikke at jeg snyder mig selv. Jeg synes faktisk det er ret sejt at sætte sig op på den cykel i alt slags vejr året rundt – det kender jeg mange mennesker der ikke kan gennemføre. Tallene for kalorieforbruget peger på at jeg får ret meget motion ud af konceptet med at el-cykle på arbejde. Det er faktisk lige før jeg at jeg tænker på, om det er FOR meget motion, set i relation til træthed og appetit.

Der er mange holdninger til motion og hvad der er rigtigt, forkert, sundt og livsforlængende. Målingen med pulsuret er resultatet af moderat intensitet og et højt tidsforbrug. Højere intensitet på kortere tid har givetvis en anden effekt på muskler, hjerte, lungefunktion mv. selv ved samme kalorieforbrug.

Der er en tendens i tiden til at dyrke hårdere og mere intens motion. Mange mener, at man skal have høj puls for at det duer til noget, og ekstreme sportsgrene som marathon og Iron Man er nu om dage et mål for helt almindelige mennesker. Set i den kontekst falder min indsats noget til jorden.

Men jeg har taget et valg om at el-cykling er min måde at få motion på. Jeg er ikke nervøs for at jeg bruger min krop forkert. Det har aldrig føltes rigtigt for mig at træne med hjertet helt oppe i halsen og blodsmag i munden. Dette her fungerer for mig, og der er en stor styrke i at få motionen rutinemæssigt integreret i hverdagen. Som bonus får jeg en god udnyttelse af min transporttid, og jeg har mulighed for at bo i en afstand til København, hvor husene er til at betale. Jeg slipper for at være sild-i-tønde i offentlige transportmidler og jeg skal ikke spilde tid i bilkøer. Jeg kommer ud og får frisk luft og naturoplevelser hver dag og forbrænder en masse kalorier samtidig. Økonomisk er det billigere at cykle end at tage både tog og bil, og der er også et lille bidrag til miljøet ved at tage cyklen.

Ved nærmere eftertanke synes jeg egentlig der er mange der der snyder sig selv og andre, ved at ikke at køre på el-cykel.

Og så vil jeg ærlig talt blæse på, om mandlige cyklister føler deres ære gået for nær ved at blive overhalet af mig.

Lignende indlæg:

To år med 5:2-diæt

Tænk engang, i disse dage kan jeg fejre 2 års jubilæum med 5:2-diæten. Det er alligevel lang tid! Det er nu så indgroet, at selv når jeg overvejer om det stadig er det rigtige for mig, så er det helt umuligt at forestille mig en hverdag uden.

Da jeg rundede det første år kunne jeg bryste mig af kun at have sprunget over 1 eneste fastedag pga. sygdom. Sådan har det ikke helt været i løbet af år 2. Jeg har holdt pause både i perioden hvor vi flyttede og i ferierne, og derudover har jeg haft 3 episoder med sygdom. Måske er det derfor at jeg ikke har tabt mig i året der er gået – faktisk har jeg taget et par kilo på igen.

Jeg kan ikke længere motivere mig selv til at faste, når jeg er udenfor min hverdagsrytme. Jeg har fundet en måde at ignorere sulten og hovedpinen i hverdagen, men når jeg har fri kan jeg ikke.

Nogle af de effekter jeg oplevede af diæten i den første tid er taget lidt af. Mit humør er ikke længere stabilt højt. Jeg har dage med dystert humør, hvor jeg synes det hele er noget møg. Jeg har dog stadig mere mentalt overskud end før 5:2. I starten oplevede jeg en mindre trang til søde sager, sådan er det heller ikke mere. Da jeg startede på 5:2 var min hjerne ved at komme ovenpå efter en omgang stress. Måske har jeg forvekslet nogle af effekterne af stressbehandlingen med effekterne af 5:2. Jeg har i hvert fald haft mere modvind og mentale udfordringer i det seneste år end det første år.

På den positive side har jeg dog stadig en god effekt i forhold til smerter i led og ryg. Både min mand og jeg nyder også stadig at have 2 hverdagsaftener uden madlavning. Jeg kan blive helt irriteret over at skulle lave aftensmad hver eneste dag når vi har fri. Og disse 2 ting gør, at jeg stadig holder fast i at spise på denne måde.

Det betyder ikke, at jeg ikke af og til overvejer om det er det værd. Jeg har stadig hovedpine mange af fastedagene, og det er en belastning. Jeg er led og ked af at have hovedpine. Desuden er tendensen til at kompensere for den manglende spisning dagen efter en fastedag blevet kraftigere. Jeg har lige fra starten sat som en præmis, at jeg ikke vil begrænse mig selv på ikke-fastedagene. Jeg kan godt blive bekymret for om jeg spiser for meget og for usundt disse dage. Fastedagene har også fået en social slagside efter vi er flyttet. På de dage har vi altid en portion mad som er gjort klar, så det er nemt og fleksibelt for husbond at få aftensmad. Det har betydet at han bruger fastedagene til at få ordnet ting og dyrket motion, og dermed er vi ikke så meget sammen på de dage.

Alt i alt er der noget i både den ene og den anden vægtskål. Det er ikke lutter lagkage, men jeg er heller ikke parat til at stoppe.

 

 

Lignende indlæg:

Feriemigræne

Jeg er lige kommet hjem fra en lille ferie med min mand. Vi havde booket 3 overnatninger på et lækkert hotel i Nordtyskland, og havde således 2 hele dage til at slappe af og opleve den fine gamle by og nyde hotellets wellness-afdeling. Den ene dag gik med at have migræne.

Det er ikke første gang jeg oplever, at jeg får migræne den første dag på en rejse. For nogle år siden tog vi ret ofte på flyrejser, og da havde jeg næsten hver gang voldsom migræne på den første dag af ferien. Det var kraftigt medvirkende til beslutningen om at købe sommerhus.

Jeg har haft migræne siden jeg blev kærester med Mads, dvs. i ca. 10 år. Jeg har været i behandling hos en neurolog og forsøgt forskellig forebyggende medicin, og heldigvis virker anfaldsmedicin i de fleste tilfælde. For jeg har migræne 2-4 gange om måneden, og det giver mig en hverdag, hvor jeg ikke kan regne med mig selv. Hvis ikke pillerne tog de fleste af anfaldene, ville jeg have en meget ringe livskvalitet.

Anfaldet i torsdags kunne desværre ikke slås ned af piller. Jeg måtte igennem et migræneanfald for fuld skrue. Det kommer altid gradvist, og i starten er jeg i tvivl om det er almindelig hovedpine eller migræne. Når kvalmen starter, er jeg klar over at det er migræne. Så er det bare med at få taget en migrænepille, for de skal tages i starten af anfaldet for at virke. Pillerne virker først efter 2 timer, hvis de altså virker. Hvis de ikke virker efter 2 timer, kan jeg tage en pille mere og igen håbe på bedring. Der er altså en ret lang periode med usikkerhed, og i torsdags kunne jeg ikke fortælle min mand om jeg ville være i stand til at lave noget sammen senere. Det endte med at ingen af pillerne virkede, og at jeg lå i sengen resten af dagen og aftenen med stærke smerter.

Det er hårdt at have så stærke smerter, jeg bliver utrolig træt og passiv. Men den psykiske effekt er næsten mere ødelæggende. Jeg får altid en masse negative følelser, når jeg har migræne.

Det første der rammer mig er frustration og modstand – jeg VIL IKKE have migræne. Efter så mange år med migræne ved jeg jo godt, at der ikke er noget at gøre, når først den er der, men på grund af den lange periode hvor der stadig er håb om at pillerne virker, får jeg tanken alligevel.

Når jeg må indse, at denne migræne ikke er til at komme udenom, føler jeg mig magtesløs. Det er en rigtig ubehagelig følelse ikke at have kontrol over sit liv. I et moderne liv er der ikke plads til at tage en dag ud af kalenderen, og det bliver tydeligt illustreret, når man sidder på et hotelværelse og har lagt planer om alle mulige oplevelser. Men det er lige så slemt når man må melde sig syg fra arbejde, melde afbud til et socialt arrangement eller må opgive at nå de ting derhjemme man havde tænkt sig den lørdag.

Den frustration afleder andre negative følelser. Jeg føler skyldfølelse over at ødelægge hele den ene dag af vores miniferie, og jeg bliver utrolig ked af at sætte min mand i den situation, at han må gå alene ned i wellnessområdet, efter tålmodigt at have siddet i timevis og ventet på om jeg fik det bedre. Jeg kan jo ikke gøre for at det bliver sådan, men ikke desto mindre er jeg skyld i at hans dag bliver helt anderledes end han troede.

Alle disse negative følelser tilsammen gør mig i utroligt dårlig humør, og jeg skal virkelig passe på ikke at ende i depressive tendenser. Jeg har perioder, hvor jeg er meget opgivende og synes jeg har et dårligt liv. Vrede, frustration, skyld og alle de andre følelser kan ikke bruges til ret meget, og det bedste er hvis jeg kan nå til et punkt hvor jeg accepterer at miste en dag til migræne. Jeg er nødt til skyde det fra mig og prøve at se fremad. Dagen efter migrænen har jeg det som regel fint igen, selvom jeg kan være lidt træt.

Det er oplagt at lede efter årsager til migrænen, og tro mig – jeg har analyseret som en besat. Man kender til mange meget forskellige årsager til migræne, og de omfatter både indre og ydre påvirkninger, kost, miljø mv. For mig er migrænen formentlig startet pga. brug af p-piller, men der er ingen vej tilbage der – det hjælper desværre ikke at stoppe med dem igen. Derudover kan jeg tydeligt se et mønster omkring stress, hvor jeg enten får migræne når jeg er overbelastet, eller når jeg slapper af efter en hektisk periode. Desværre er det meget svært for mig at styre denne faktor i mit liv.

Jagten på årsager kan også blive for meget. Det ligger fuldstændigt i tråd med den hverdag jeg lever i, at analysere situationen og derefter iværksætte en indsats der kan forebygge at det uønskede sker. Men jeg oplever at migræne ikke er helt så rationel. Årsag og virkning er meget mere kompleks end hvad jeg kan analysere mig frem til, og jeg tror det er det mest sunde for mig at acceptere at den er der. På trods af ændringer i livsstil, køb af sommerhus, diverse medicin og kosttilskud og bevidsthed om en masse af de psykologiske mekanismer der giver mig migræne, har jeg stadig på 10. år migræne. Jeg vil simpelthen ikke lægge det pres på mig selv det er, fortsat at skulle gøre noget ved det.

At acceptere migrænen betyder også, at jeg er nødt til at bede mine omgivelser om at acceptere migrænen, og jeg er nødt til at bede om forståelse. Jeg må bide i det sure æble og sige til min mand, at jeg ikke kan garantere at en miniferie ikke bliver påvirket af et migræneanfald. Jeg må risikere min arbejdsgivers reaktion når jeg af og til må melde mig syg pga. migræne (det sker heldigvis ikke så tit, da migrænen tit kommer i fritiden). Og jeg må trække på min familie velvilje, når jeg enten melder afbud til et socialt arrangement eller gennemfører med smerter og dermed ikke er så nærværende. Når jeg gør det er der masser af forståelse, men jeg er alligevel ked af at måtte gøre det.

Man kan også bede om hjælp. Sidst jeg var ude at rejse med min mand og min veninde, bad jeg min veninde om at være den der stod for billetter og alt det praktisk ifm. rejsen, og det hjalp faktisk. Jeg havde for en gangs skyld IKKE migræne den første feriedag. Det er en psykologisk diciplin i sig selv at stole på, at ens nære gerne vil hjælpe, men det giver faktisk meget når det virker – også for dem der hjælper. Men det kunne kun lade sig gøre, fordi dette var en forudsigelig situation – der er mange andre migræneanfald som jeg ikke kan forudse.

Lignende indlæg:

Efterår 2014

Vi har passeret efterårsjævndøgn, og nu varer det nok ikke længe før bladene begynder at skifte farve og falde ned fra træerne. Hverdagen er for alvor i gang fra vores nye base i Birkerød.

Efter sommerferien gik jeg i gang med 5:2-diæten igen, og det var faktisk nemt nok, så snart hverdagen startede igen. Det var en lettelse, efter at jeg havde oplevet det som svært i en periode omkring flytningen og sommerferien, for jeg er jo ellers ret glad for konceptet. Jeg tabte også hurtigt en del af ferie-vægten.

August bød ikke på så godt vejr som juli, men da vi kom ind i september blev vejret rigtig godt igen – i hvert fald for årstiden; masser af dage med sol og temperaturer omkring 20 grader. Det var dårlig timing at min el-cykel begyndte at sige en væmmelig metallisk bankelyd. Hele september måned har jeg haft el-cyklen på værksted, og har måttet svede i overfyldte s-tog til og fra arbejde, i stedet for at nyde den sidste bid sommer til cykels.

På mit arbejde nærmer vi os afslutningen af et stort projekt, der har varet i flere år. Travlheden spidser til, og jeg har måttet slå bremsen i og bede mine chefer prioritere mine opgaver. Fordelen ved at have haft et stressnedbrud, som jeg havde i 2012, er at man kender sine stress-symptomer. Jeg var begyndt at mangle overblik, have svært ved at fordybe og koncentrere mig. Jeg var svimmel og klodset og træt hele tiden, og efter nogle uger på den måde forstod jeg, at jeg var nødt til at sige fra. Da jeg havde fået sorteret i opgaverne fik jeg det bedre, men jeg er spændt på hvordan det kommer til at gå frem til jul, hvor der udover opgavemæssig travlhed også sker store forandringer organisatorisk og i det fysiske arbejdsmiljø.

Min krop sagde så fra i søndags ved at lukke en forkølelse ind i mine slimhinder. Hele denne uge har været et inferno af nys, snot, host, tårer, smerter i bihulerne og lidt feber. Jeg måtte kapitulere og melde mig syg, mens jeg brugte 4 æsker Kleenex og prøvede på ikke at smitte husbond. Det var ikke lige det jeg havde brug for i relation til arbejde, og heller ikke på hjemmefronten. Men måske var det godt for hjernen at få en pause med lidt fordummende fjernsyn og kedsomhed.

Septembers weekender har budt på megen social aktivitet, så vi er ikke kommet så langt med et projekt som ellers haster lidt: at bygge en carport. I august fik vi dispensation fra kommunen til at bygge tættere end 5 meter fra vejen, og vi har også fået leveret carporten som samlesæt. Nu skal jordstykket gøres klar til at holde en carport, som derefter skal monteres og støbes ned. Bagefter skal der laves belægning. Det er et arbejdskrævende projekt, som jeg håber at vi kan komme videre med i oktober måned, for det ville være dejligt at få carporten op at stå inden frosten sætter ind.

Vi står altså stadig overfor visse udfordringer her i familien, selvom vi har kæmpet et år for at forbedre vores hjemmebase. Efter en måned uden cykel-motion og en uges sygdom føler jeg, at jeg går ind i oktober på et kropsligt nulpunkt og skal starte forfra med at opbygge en kondition, der kan klare 44 km cykling om dagen, og et immunforsvar der kan klare en vinter. Husbond står overfor en stor ændring i sine arbejdsforhold, hvilket bla. indbærer længere arbejdstid. Hans afdeling gennemgår organisatoriske ændringer, og samtidig skal han spille en ny rolle ifm. indkøring af en række nye kunder.

Der er altså ikke noget med at læne sig tilbage i rutinen og bare knokle som man plejer, vi skal knokle på en ny måde. I den sammenhæng er det godt, at vi har fået dette nye hus. Selvom vi stadig ikke er helt på plads, giver det os en god base, hvor vi kan restituere når vi er hjemme. Det er helt essentielt for vores psykiske helbred, at vi kan trække os tilbage og være os selv og indadvendte, når vi er hjemme. I rækkehuset i Virum blev vi igen og igen ufrivilligt inddraget i naboernes liv, fordi vi boede så tæt, og det forhindrede en fuldstændig hvile når vi var hjemme.

Det er i denne tid et år siden, at vi begyndte på at lave dette skifte. Vi har brugt meget energi på hele processen med at forberede rækkehuset til salg, sælge hus, købe hus og at flytte. Når jeg står og ser ind i et efterår, der byder på endnu en omgang forandringer og travlhed, kan jeg godt sukke lidt og længes efter ro. Men jeg er glad for at vi investerede den energi vi gjorde i flytningen, for det er nu vi kan høste frugten af at have vores eget hus. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle igennem sådan et efterår, og så ikke kunne være sikker på at kunne sove uforstyrret om natten.

Lignende indlæg:

Sværere at faste

Jeg har spist efter 5:2-princippet i 5 kvartaler. De første 8 måneder tabte jeg mig regelmæssigt ca. 1 kg. om måneden. Derefter gik vægttabet i stå, men jeg havde stadig glæde af princippet i form af energi, mentalt overskud, bedre mavehelse og færre smerter. Da jeg i april havde været igang i 1 år kunne jeg glæde mig over at have holdt konceptet fuldstændig i et helt år og stadig at være motiveret.

I maj måned skulle jeg flytte, og jeg besluttede at holde pause – altså ikke holde de 2 ugentlige fastedage i de 2 uger min verden var vendt på hovedet. Jeg kunne ikke overskue at knokle i sommervarme med malerpensler og flyttekasser og så ikke få en almindelig dagsration mad.

Da jeg var tilbage på arbejde gik jeg tilbage til min sædvanlige rytme med fastedage 2 dage om ugen, hvor jeg kun spiser frokost. Men nu var det pludselig blevet sværere at gøre det. Måske hænger det sammen med, at jeg efter jeg er flyttet har fået længere til arbejde; jeg cykler 35% længere end før og forbrænder således lidt flere kalorier. Og selvom hverdagen var tilbage var alting jo nyt: nyt hus, nye naboer, ny by, nye rutiner osv.

Der var 5 uger imellem flytteferien og sommerferie, hvor jeg kæmpede lidt med 5:2-diæten. Jeg følte større sult og større trang til mad og søde sager. Jeg faldt i nogle dage og spiste søde sager om eftermiddagen, og den sidste fastedag inden sommerferien spiste jeg endda en ostemad om aftenen. Da jeg startede sommerferien vidste jeg ikke, om jeg ville kunne finde motivation til at holde fastedage i sommerferien og blev enig med mig selv om at stille mig selv fri – hvis jeg følte mig motiveret kunne jeg holde fastedage, og hvis ikke så spiste jeg bare normalt.

Nu er sommerferien ved at være ovre, og jeg må konstatere at jeg ikke fik holdt nogen fastedage i sommerferien. På mandag starter jeg på arbejde, og jeg har tænkt mig at holde 2 fastedage i næste uge, ligesom jeg plejede før ferien. Det er meget lettere, når hverdagen kører i sin faste rille. Faktisk glæder jeg mig, for min mave føles oppustet og jeg er lidt træt af at lave aftensmad hver aften. Min vægt er desværre gået nogle kilo op siden jeg er flyttet, så der er også noget motivation at finde i at tabe mig lidt igen.

Lignende indlæg:

Et år med 5:2-diæt

I dag er det et helt år siden jeg havde min første fastedag. I et år har jeg fulgt 5:2-diæten, og 2 dage om ugen kun spist frokost.

Kun en enkelt gang på det forgangne år har jeg sprunget over. En mandag, hvor jeg havde ligget syg med en maveinfektion de sidste 3 døgn og var afkræftet og havde feber. Jeg tror ikke at jeg spiste en normal dagsration, for jeg var stadig syg, men jeg tænkte ikke på det som en fastedag og spiste det jeg nu kunne af toastbrød og yoghurt osv.

Så har der selvfølgelig været de dage, hvor jeg har spist mere end 500 kcal. Jeg tæller ikke kalorier, så det kan ikke afvises at jeg har spist for meget til mit frokostmåltid visse fastedage. Det er også sket at jeg er bukket under for fristelsen og har spist den kage der blev serveret i kantinen efter frokost. De dage har jeg alligevel holdt fast i faste-rytmen og ikke spist mere resten af dagen.

Måske er disse dage årsagen til at vægttabet ikke er så stort som det kunne være. Jeg har i gennemsnit tabt mig mindre end 1 kg. om måneden i det forgangne år. Det er ikke er på højde med hvad nogen opnår med 5:2, og ej heller  ’konkurrencedygtigt’ med andre slankekure. De sidste 3-4 måneder har jeg stort set ikke tabt mig.

Jeg glæder mig dog stadig over det vægttab jeg har opnået indtil nu. Jeg har skiftet en stor del af mit tøj ud, har fået BMI godt ned under de 30 og er synligt mindre.

Jeg glæder mig også over alle de andre fordele ved 5:2. Med tiden er det gået op for mig, at jeg har færre ryg- og ledsmerter. Jeg synes jeg har en større fysisk formåen og højere energi-niveau. Det er nok svært at sige om det skyldes diæten eller vægttabet, men det må være enten direkte eller indirekte på grund af 5:2-diæten. Psykisk har jeg det også meget bedre. Mit humør er stabilt højt, og jeg er kun yderst sjældent i dårligt humør – en stor forskel fra tidligere. Det giver mig et langt større mentalt overskud og større livsglæde. Alene disse fordele gør det værd at praktisere 5:2-diæten for mig.

Jeg kalder det bevidst 5:2-diæten og ikke 5:2-kuren, for det er blevet en integreret del af mit liv. Det er ikke noget midlertidigt, men en varig måde at spise på. Jeg regner med at fortsætte med at spise sådan fremover. Rytmen i min lille familie trives rigtig godt med de 2 fastedage, som hovedsagelig giver sig udtryk i, at 2 aftener om ugen er aftensmaden ikke en stress-faktor. I hverdagens trummerum følte jeg før, at de få frie timer jeg havde efter aftensmaden var for lidt til at nå at føle at jeg lever. Sådan har jeg det ikke mere.

Der er nogle få ulemper. Jeg får ofte hovedpine på fastedage, og det sker også relativt ofte at jeg har migræne dagen efter. Jeg har ikke hyppigere migræneanfald end jeg havde før, men jeg kan godt blive bekymret for om jeg stresser min krop ved at faste, når anfaldene kommer efter fastedage. Siden jeg blev syg med stress i slutningen af 2012 har jeg døjet med hyletone i hovedet, og nu hvor jeg er rask igen har jeg stadig hyletone af og til – også tit i forbindelse med faste. Selvom jeg har fået det markant bedre mentalt efter at jeg begyndte på 5:2-diæten, tror jeg det er vigtigt at jeg stadig holder fokus på at forebygge stress.

Lignende indlæg:

Det er sundt!

Det er en mega-trend at gå op i sin krop, sundhed og at undgå sygdom. Motion og kost er hotte samtaleemner og helt uundgåelige i medierne. På arbejdspladserne gives der omfattende støtte til deltagelse i DHL-stafet og man tilbydes sundhedstjek. Personligt er jeg faktisk ved at være træt af, at alting handler om kroppen og kunne godt snart tænke mig at snakke om noget andet. Der er trods alt andet i livet end den fysiske krop.

Men indtil videre er det det vi alle snakker om, og det er næsten et uudtømmeligt emne. Når nu vi snakker så meget om det, skulle vi så ikke til at være lidt mere præcise? Sætningen ’Det er sundt’ slynges ud om mange, mange fødeemner og aktiviteter, og det synes at være en endegyldig værdi at være sund. Men som der kommer mere og mere viden og forskning er sundhed jo ikke bare 1 ting.

Når damerne over frokostbordet siger at en eller anden grøntsag er sund, så mener de som regel at den er god at spise hvis man vil tabe sig eller forhindre overvægt. Men der er jo også mange andre former for sundhed, som ikke handler om kalorier.

Et andet aspekt af sundhed kunne være at sørge for at være vel-ernæret i forhold til at få alle de vitaminer, mineraler mv. man har brug for. Det er ikke det samme som at passe på vægten.

Dernæst kan man tale om ting der er sunde for hjertet – motion og fødevarer. Der er også en række ting som man ved er hhv. godt og dårligt i forhold til forebyggelse af kræft.

Selv er jeg mere optaget af psykisk sundhed, selvom jeg godt ved at krop og psyke ikke kan adskilles. Men jeg synes vi skal passe på ikke at fokusere for meget den fysiske krop. Jeg synes det er ved at tage overhånd. Jeg er bekymret for alle dem der synes, at en Ironman er det ypperste man kan bruge sin fritid på, eller dem der kun spiser kød fordi de er på Dukan-kur eller Stenalderkost. Udover de fysiske mén man kan få af at være så ekstrem, er jeg bekymret for stress, følelsesmæssig og åndelig underernæring og tab af nærhed i familier og vennegrupper.

Lignende indlæg:

Et halvt år med 5:2-diæten

I dag er det et halvt år siden at jeg gik i gang med 5:2-diæten. Fuld af fordomme om hvordan min krop ville reagere på at springe måltider over sprang jeg ud i det og fandt ud af, at det ikke var særlig svært. Når jeg møder holdninger og reaktioner på 5:2-konceptet i dag kan jeg mærke, at jeg har rykket mig enormt i forhold til for et halvt år siden. Jeg har gjort mig erfaringer der gør bekymringerne fuldstændig til skamme, og jeg har fået en daglig rutine som rummer denne måde at spise på. Jeg har virkelig fundet en metode der passer til mig, og det giver mig både en mulighed for at reducere stress og et sundt vægttab.

Og så har det sat alle de mange holdninger til sundhed og mad i perspektiv for mig. Det står endnu mere klart for mig nu, at der ikke findes 1 metode der passer til alle. I medierne har 5:2-konceptet været behandlet på alle niveauer hele vejen op til TV-Avisen. Der er mange meninger, mange negative, og tit har vinklen handlet om at det er et modefænomen. Men jeg har noteret mig, at både Jerk Langer (læge), Bente Klarlund (professor og forsker), Christian Bitz (ernæringsekspert) og TV-Avisens sundhedskorrespondent og læge Peter Qvortrup Geisling siger at det ikke er farligt at spise på den måde. Og så kan resten være lige meget for mig, når jeg har en god oplevelse af konceptet.

Badevægten siger at jeg har tabt mig næsten 8 kg. Folk omkring mig siger at de kan se det på mit ansigt og at mine bukser er for store. Når jeg ser mig i spejlet ser jeg egentlig det samme som jeg hele tiden har gjort. Jeg har fået husbond til at tage billeder af mig da jeg startede og et par gange siden, og på de billeder synes jeg heller ikke jeg ser anderledes ud end jeg plejer.

Jeg oplevede først for alvor at jeg havde ændret mig, da jeg var ude for at købe et par nye bukser. Jeg tog 2 forskellige størrelser med ind i prøverummet, den jeg plejer og så nummeret mindre. Og det var størrelsen mindre der passede – helt perfekt endda! Det føles selvfølgelig anderledes at have bukser på der passer i størrelsen, men der hvor jeg virkelig tænker over det er, når jeg håndterer dem ifm. tøjvask og lægger dem i skabet. Den samlede mængde af stof vejer og fylder simpelthen mærkbart mindre når jeg har dem i mine hænder. Der blev det pludselig virkeligt for mig at jeg havde tabt mig, og når jeg ser mig i spejlet med de nye bukser kan jeg også godt se at jeg er mindre.

Iflg. Michael Mosleys bog om diæten skulle man heromkring 6 måneder inde i diæten opleve, at man ikke har så meget lyst til søde sager. Det kan jeg godt genkende, og så alligevel ikke.

Jeg har opdaget, at der er mange lag i trangen til søde sager. Udover bevægelsen fra slikskål til mund, ligger der også noget sukker-afhængighed for mig i at købe de søde sager, og den er ikke påvirket. Jeg har stadig lyst til at købe slik når jeg er i supermarkedet eller andre steder. Da jeg var i Torvehallerne med min veninde i slutningen af september kom jeg f.eks. til at købe en stor pose fudge, fordi det så så lækkert ud i butikken. Det er ikke altid det bliver spist. Noget af det glemmer jeg i skabet og finder så uger efter ud af at ’hov, jeg har flødeboller’. Den store pose fudge tog jeg med til kollegerne på arbejde, for det faldt faktisk slet ikke i min smag.

Der er dog også noget der bliver spist. Og her ser jeg en 3. side af sukkerdjævlen. For jeg oplever, at jeg på ikke-fastedage tænker at det i bestemte situationer kunne være hyggeligt/naturligt/normalt at spise søde sager og finder noget frem, og jeg spiser det som regel også når det står der. Det er ren og skær vane, nærmest tradition – eller en social/hyggemæssig afhængighed. Men lidt senere oplever jeg ofte, at jeg egentlig godt kunne have undværet. Nogen gange ender det med at jeg kun spiser halvdelen af kagen eller kun drikker den halve dåsecola.

Det er som om at den fysiske del af sukkertrangen er ændret meget, men at forskellige psykologiske mekanismer stadig sørger for en vis sukker-tilførsel. Det bliver spændende at se, om jeg med tiden kan ændre på sidstnævnte – jeg er i tvivl om fastediæten har indvirkning på det.

Lignende indlæg: