Gennemse Kategori

Sundhed

Hensyn eller ej

I denne sommer har støj fra fester fyldt så meget, at det har været i medierne, og politiet er begyndt at gøre mere end at sige ‘fy-fy’. I den weekend der lige er gået, meldte både Københavns og Nordsjællands Politi ud, at de nu ville begynde at give bøder og konfiskere musikanlæg ved musik til gene.

Jeg selv har ikke været mere ramt end normalt i år. I den forgangne weekend landede en 50 års fødselsdag uheldigt og kom til at genere. De bor 2 huse væk og varslede os 2 timer før festen skulle starte. På det tidspunkt gik vi og gjorde klar til selv at få gæster til grillning og udendørs spisning. Det lykkedes os at hygge os i haven alligevel, men ved midnat da vi skulle i seng, introducerede en DJ sig for selskabet i en mikrofon der gjorde mulig for mig at høre hvert et ord, og så var der ellers høj musik. Vi var nødt til at lukke alle vinduer på en dag, hvor det havde været 32 grader og soveværelset var godt varmt. Det blev en ubehagelig nat.

Jeg er medlem af en Facebook-gruppe der handler om at hjælpe hinanden i Birkerød, og her har der regelmæssigt været debat om støj fra fester. Dagen efter 50-årsfesten var der et opslag, der på en pæn måde forsøgte at appellere til hensyntagen fra festarrangørernes side.

Der var det sædvanlige for og imod, men jeg blev alligevel overrasket over, at flere argumenterede decideret imod at vise hensyn. 2 kvinder mente ikke, at man kunne bede andre om at vise hensyn, man kunne bare bruge ørepropper og gå tidligt i seng næste dag.

Det startede et tankeeksperiment i mit hoved. Tænk hvis der findes 2 typer af mennesker, som aldrig kan blive enige; dem der går ind for hensyn, og dem der ikke synes det er nødvendigt. På en måde kan jeg godt forestille mig, at dem der ikke viser hensyn aldrig vil kunne lære det, for jeg tror simpelthen ikke at tanken strejfer dem. Og jeg ved fra mig selv, at det holder hårdt med at lade være med at tage hensyn, og lade være med at irritere sig over at andre ikke gør det.

Så fik jeg den skøre idé, at måske den eneste vej til harmoni er, at de 2 grupper boede sammen hver især, så dem der ønsker hensyn bor i samme del af byen, og dem der ikke synes man skal tage hensyn boede i en anden del. Ligesom ikke-ryger-opgange i etagebyggeri. Mon alle så ville få det som de ville?

Og dog, jeg tror det ikke. Lur mig, om ikke dem, der ikke tager hensyn, også kan blive irriterede af larm. Måske skal de på arbejde dagen efter. Måske har de lige mistet et nært familiemedlem og har i forvejen svært ved at sove. Måske har de et lille barn der ikke kan sove.

Det slår mig, at de hensynsløse nok lever højt på, at der findes nogen med et andet livssyn. Sådan nogen som mig, der aldrig i livet kunne finde på at hive en højttaler ud i haven og spille høj musik, og da slet ikke hyre en DJ til at råbe hele kvarteret op ved midnat. Så de kan leve som de vil og forvente overbærenhed fra mig – og aldrig selv have problemet den anden vej, fordi folk som mig ikke selv opfører sig sådan.

Når jeg bliver irriteret over nabostøj, så er det først og fremmest fordi det handler om dominans og tab af frihed. Den som spiller høj musik bestemmer i det øjeblik, at jeg ikke skal have lov at høre min egen musik, sidde i min egen have eller sove den nat. De tager min frihed til selv at bestemme.

Det føles grådigt – de hensynsløse tager bare for sig af retterne i frihedens navn, men fratager samtidig andre mennesker deres frihed.

Senere på dagen kom der et andet opslag på Facebook, hvor en kvinde beklagede hvis nogen havde følt sig generet af den bryllupsfest hun havde holdt i lørdags. Hun skrev at den havde været planlagt i et år, og lod dermed forstå at hun havde en vis berettigelse til at feste. Jeg kom til at tænke på, hvad nu hvis hendes nabo havde planlagt en tekno-fest og havde et anlæg der kunne spille endnu højere end hendes? Hvem har så ret til at at feste?

Dette er nogle af grundene til, at tanken om ikke at vise hensyn bare ikke holder i længden. I en tid hvor antallet af fester tilsyneladende eskalerer, har det uanede perspektiver hvis vi opgiver kravet om at vise hensyn til hinanden. Mere vil have mere, højere vil have højere, og hvem har ret til at have det som man ønsker – den der kom først? Det kan hurtigt blive et kapløb i stil med håndklæderne på solstolene på charterdestinationerne.

Jeg skal være den første til at prædike tolerance og overbærenhed, det praktiserer jeg hver eneste dag. Men hvis det bliver en sovepude, en undskyldning for at opføre sig uden tanke for andre mennesker, så bliver jeg vred. Det synes jeg ikke er i orden.

Lignende indlæg:

Støjforurening

Jeg blev vækket af lyden af motorsav i dag. Denne mandag tager jeg hul på den tredje uge af min sommerferie. Jeg har været i mit sommerhus i halvanden uge og er ved at være godt nede i tempo og sjælefred. Det var noget af et chok at blive vækket på den måde.

Larmen skyldtes, at genboen på den anden side af vejen skulle have trimmet sin ligusterhæk. Da jeg trak gardinet fra, kunne jeg se en mand med høreværn gå med en stor benzindrevet hækkeklipper.

Mads og jeg har altid brugt eldrevne haveredskaber. De har kunnet klare enhver opgave – selv sommerhushaven, som havde fået lov at gro uforstyrret i 4 år da vi overtog den i sin tid. Fra vores synspunkt er det derfor helt ude af proportioner at klippe en spinkel hæk som en ligusterhæk med et så kraftigt instrument. Det larmer så meget mere end en eldrevet hækkeklipper, og så er det slet ikke nødvendigt.

Denne oplevelse giver yderligere næring til en tanke, som Mads og jeg har haft mange gange her på det sidste; om man kunne begrænse støjforurening ved at forbyde redskaber, udstyr og køretøjer der larmer mere end nødvendigt. Altså, når behovet kan dækkes af et mindre støjende alternativ, kunne man så i grunden ikke forbyde de mere larmende maskiner?

Vi hører jo jævnligt om hvordan støjforurening koster liv hvert år, og det må næsten dække over at det er en belastning for mennesker at være udsat for støj. Var det så ikke værd at fjerne den unødvendige støj?

Til daglig bor vi op ad en større vej, der er ret befærdet. Der er en betydelig trafikstøj, men der er stor forskel på en almindelig personbil og f.x. visse motorcykler. Vi bliver tit irriteret over motorcyklers larm, for vi ved at det ikke er nødvendigt, at de larmer så meget. Der findes motorcykler der larmer mindre, men kan det samme. Det samme gælder knallerter, hvor dem der kører på el larmer væsentligt mindre end dem der kører på benzin.

Helt grotesk bliver det, når bilproducenter indbygger mere lyd i bilerne. Af og til oplever vi at der kommer dyre biler forbi, som pludselig siger ‘bang’ som et skud – det lyder lidt ligesom den lille eksplosion en motorcykel kan have udstødningsrøret. Det er ikke fordi at det er en dårlig motor der er i bilen, det er fordi der er tilføjet en knap, hvor man kan tænde og slukke for den ekstra lyd.

I denne Corona-sommer har der også været mange historier om larm i bolig- og sommerhuskvarterer fra mennesker som fester udendørs. Angiveligt skulle det ske som kompensation for de aflyste musikfestivaller. Der nævnes tit en transportabel højttaler ved navn Soundbox, som kan spille med lige så mange decibel som en motorsav kan larme.

Jeg synes det har taget overhånd med larm i det offentlige rum, og jeg mener at der nemt kan lovgives om mange af støjkilderne. Jeg synes der bør være grænseværdier for hvor højt transportmidler, haveredskaber og højttalere må larme. Grænsen skal angive hvornår et produkt må sælges i Danmark, og skal også anvise hvornår udstyret kan konfiskeres. Musik udendørs er vist stadig ulovligt, men der er sket et skred i holdningen til udendørs musik. Jeg mener at man skal håndhæve forbuddet.

Jeg har hørt, at man i Barcelona har sat en mekanisme på gadelygterne, så de blinker hvis der bliver larmet for meget. Jeg er ikke sikker på at det vil virke i Danmark, det har nok også nogle utilsigtede bivirkninger. Men tanken om at slå konsekvent ned på støj kan jeg godt lide. Det er på tide at droppe den konfliktsky tilgang og stille krav til hinanden også på dette område.

Lignende indlæg:

Tanker om Coronavirus

En pandemi, en verdensomfattende epidemi, har ramt os. Det er gået hurtigt i Danmark. Fra at være et fjernt fænomen i Kina og Italien, er det indenfor 2 uger kommet helt tæt på. Antal smittede har udviklet sig hurtigt i Danmark.

Regeringen har udstedt en række anbefalinger og tiltag, der skal forhindre smittespredning. Vi skal undgå at have mange mennesker på et sted, og det betyder at vi skal undgå offentlig transport, at samles på store arbejdspladser, og vi skal ikke rejse. Jeg er sammen med alle mine kolleger blevet bedt om at arbejde hjemmefra de næste 2 uger, og mine bekendte med kroniske sygdomme er fuldstændig isolerede i deres hjem for at beskytte dem. Danmarks offentlige sektor bortset fra sundhedssektoren er stort set lukket ned.

Alvoren er gået op for mig gradvis – i starten synes jeg godt at jeg kunne følge med, men de sidste dage har det været meget overvældende. Jeg har en følelse af at være i en ond drøm jeg gerne vil vågne op fra.

Stor bekymring for alle dem jeg kender der har kræft, sclerose, immun-sygdomme og andre kroniske sygdomme ruller ind over mig – pludselig er de faktisk i livsfare. Jeg er også bekymret for mine forældre og svigerforældre, som er i slutningen af 70’erne og dermed tæt på at være i høj risiko.

Konsekvenserne af nedlukningen af samfundet har til formål at undgå forsamling af mennesker. Det går også op for mig hvor slemt det meget hurtigt kan blive for både virksomshedsejere og ansatte. Jeg har stor medfølelse for dem alle.

På samme måde går det op for mig, hvor heldig og priviligeret jeg er. Jeg arbejder i en virksomhed, hvor det er muligt at arbejde næsten uforandret hjemmefra. Det er ikke uvant for mig at arbejde hjemmefra, og jeg har både skrivebord, stor skærm og en god stol klar. Jeg risikerer ikke at miste min indtægt lige nu og her.

Min lille families daglige adfærd er heller ikke så anderledes, end det liv vi skal leve nu. Vi går i forvejen ikke meget ud, men opholder os rigtig meget i vores hjem og i naturen. Det er derfor ikke det store afsavn for os, at vi ikke kan gå på cafe, til koncert eller rejse.

Det største afsavn for mig nu er, at jeg skal undvære den personlige kontakt med mine kolleger og være alene i mange flere timer end normalt. Til gengæld er jeg så heldig at jeg har en hund, der ser ud til at nyde at gøre mig selskab mens jeg arbejder hjemmefra.

Man siger, at intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Husbond skulle have været til Belgien i påsken for at køre et cykelløb. Jeg skulle derfor have været alene hjemme i de dejlige forårs-helligdage, men nu får jeg lov at være sammen med min mand. Det er ærgerligt for husbond og hans kammerater at turen gik i vasken. Jeg kan godt lide at være alene, og jeg kan være temmelig meget alene før det er ubehageligt. Men jeg må indrømme, at det er dejligt for mig at kunne nyde nogle fridage sammen med min eneste ene.

Alt i alt er denne meget alvorlige situation til at håndtere for min lille familie. Jeg er bekymret for samfundet og dem der er i risiko. Men jeg skal også huske at værdsætte, at jeg selv er meget priviligeret og har et robust udgangspunkt.

Det er lige før, at det der generer mig mest helt personligt, er at jeg ikke kan bruge alt mit nye tøj (hjemme går jeg i noget mere praktisk tøj, fordi Norma stadig hopper meget op, lidt for ofte med mudrede poter). Og så er det jo ikke helt galt.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2019

I år holder vi nytår hjemme i Birkerød. Jeg plejer at sidde i sommerhuset og skrive denne slags blogindlæg, men det kan sagtens lade sig gøre fra den gode stol i brændeovnsstuen, mens hundepigen gumler ben i haven, robotten støvsuger køkkengulvet og husbond cykler indendørs i den anden ende af huset. 

Psykisk tilstand

Jeg gik ind i 2019 med en behandlingskrævende depression. Jeg var sygemeldt. Det fyldte næsten det hele, og var en virkelig ubehagelig oplevelse. I løbet af foråret begyndte jeg langsomt at få det bedre, og ved sommerferiens start var jeg på toppen og tilbage på fuld tid på arbejde.

Resten af året har jeg haft det godt psykisk. Jeg fik igen lyst til livet. Sammen med husbond besluttede jeg at få hund igen. Jeg inviterede gæster og lavede masser af mad. Jeg begyndte at købe nyt tøj til mig selv, og for første gang i flere år holdt jeg min egen fødselsdag. Jeg føler mig som mig selv igen.

FYsisk tilstand

Det har kostet nogle kilo at være deprimeret og på piller. Det ærgrer mig selvfølgelig helt vildt, men hellere det end at være deprimeret. I skrivende stund vejer jeg mere end nogensinde. Jeg håber jeg kan gøre noget ved det, når jeg stopper med depri-pillerne.

Mine næseproblemer har jeg stadig. Både om natten og om dagen lukker næsen i perioder helt til, så jeg ikke kan trække vejret gennem næsen. Det er dog lykkedes at lære mit sovende selv at trække vejret gennem munden, når jeg sover, hvilket betyder at jeg har en væsentlig bedre nattesøvn.

Hele året har jeg dog været plaget af kraftig træthed. Hverken lægen eller jeg kan finde ud af om det er en bivirkning af depri-pillerne, om det er en rest af selve depressionen eller om det er noget tredje. Efter en blodprøve har jeg fået ordineret tilskud af Kalium, men det har ikke givet de store resultater. 

Arbejde

Igennem mit sygdomsforløb har mine kolleger været enestående til at støtte mig. Der har ingen berøringsangst været, og jeg har været helt åben om hvad der skete for mig. Da jeg først kom tilbage på arbejde var chefen også meget støttende og pressede mig ikke til at øge arbejdstiden mere end jeg var tryg ved. Jeg er overbevist om at det har været med til at jeg er kommet helt på toppen igen.

Der er fortsat ekstremt travlt og konfliktfyldt på arbejde. Sammen med chefen har jeg sorteret i mine opgaver og skåret de ting fra, hvor det ikke giver så meget værdi at jeg deltager. Det har givet mig en god balance i hverdagen, men også dårlig samvittighed over at overlade det til kollegerne. Jeg har vænnet mig mere til rytmen i afdelingen, og kan bedre skille de vigtige ting fra de lidt mindre vigtige.

Familieliv

Den helt store begivenhed i 2019 var selvfølgelig at vores nye hund Norma kom ind i vores familie i sommers. Det har været en helt unik oplevelse at have en hund fra lille 8-ugers hvalp. Det har selvfølgelig været hårdt arbejde, og der er gået nogle hjemmesko til. Men det har sørme også været en stor glæde, som vi nydt at dele med vores øvrige familie.

Sygdom blev vi ikke fri for i 2019. Lige som svigerfar blev erklæret kræftfri, fik svigermor konstateret kræft, og hun måtte igennem adskillige operationer. Hun har det godt idag og skal ikke have yderligere behandling lige nu.

Min faster har et mindre gunstigt kræftforløb, og har tilbragt julen på hospital i Sverige. Hun har lungekræft der kræver både operation, stråler og kemo, og har fået en række følgegener. Vi krydser fingre og håber det bedste.

Kræftpatienterne i familien har alle det tilfælles, at kræften er opdaget ved et tilfælde, og at de ikke har haft gener af det. Til gengæld gav det mørke tanker om fremtiden. I den anden ende af spektret måtte min mor desværre ‘i asfalten’ på sin cykel, som hun handler ind på næsten hver dag. Et lille bump på cykelstien kastede hende af cyklen og brækkede begge hendes kæbeled. Hun var meget forslået, og havde voldsomt mange smerter. Men hun kom sig fuldstændig, og var endda så heldig at tænderne ikke tog skade.

Økonomi

Vores økonomi har været uforandret i 2019 og er stadig god.

Jeg er ikke kommet videre i mine tanker om hvordan mit økonomiske overskud kan konverteres til mentalt overskud.

Min læge har anbefalet mig at overveje at gå ned i arbejdstid. Der kunne nok blive råd til en lille nedgang i arbejdstid, men jeg er i tvivl om det vil give den ønskede effekt. Opgaverne vælter ned over os på arbejde, og jeg er ikke sikker på at det kan lade sig gøre at skrue mængden ned i takt med en evt. nedgang i arbejdstid. Og hvad med fremtiden?

At spare mere op til pension for at kunne gå tidligere på pension er også en tanke jeg har bakset med. Umiddelbart viser beregninger at jeg skulle være meget godt stillet selv hvis jeg går på pension som 60-årig, men der er så mange ‘hvis’-er i de scenarier. 

Indtil videre har jeg valgt at bruge penge på nyt tøj, der passer til min ekstra store krop. Og så har jeg givet husbond store fødselsdags- og julegaver.

Bolig

I foråret 2019 blev det nye køkken endelig afsluttet af Invita. Vi har virkelig nydt det nye køkken i fulde drag. Det har faktisk ændret vores hverdag til det bedre, fordi vi nyder at hænge ud i køkkenet og selvfølgelig at lave spændende mad. Og så har vi haft mange gæster.

Hvad der ellers er sket på boligfronten har handlet om at beskytte huset mod hundehvalpens unoder. Gitre ved trapper, en rampe ud i haven, gemme ledninger væk. Vi kommer til at tapetsere om i entreen når Norma er så stor, at hun ikke længere ødelægger ting, men det tager vi til den tid. 

Status

2019 har været et godt år for mig, og jeg nyder mit liv. Jeg lever i nuet og bekymrer mig ikke så meget. Udfordringen for mig er nu at fastholde det gode psykiske helbred i en hvirvelvind af arbejdspres og mange begivenheder i livet generelt.

Jeg vil gerne stoppe med depri-pillerne, så jeg kan slippe for en række bivirkninger og være sikker på at jeg er helt mig selv. Og så vil jeg gerne ned i vægt, så det ikke er så besværligt at sætte sig på gulvet med hundehvalpen.

Ellers har jeg ikke de store planer for 2020. Vi ved at vi skal se Norma komme igennem lømmel-alderen, blive kønsmoden og rigtig voksen. Tiden må tiden vise hvad der sker. 

Lignende indlæg:

Deprimeret

Som jeg sidder her og skriver, har jeg det godt og ser lyst på tilværelsen. Og det ser ikke ud til at jeg mister jobbet og skal ud og søge nyt. Så nu tør jeg godt skrive om det.

I den forgange vinter har jeg haft en depression. Jeg begyndte i efteråret at trives virkelig dårligt. Var uendelig træt. Følte mig som forstenet. Stirrede ud i luften når jeg kom hjem fra arbejde. Græd mere end jeg plejer.

Jeg troede at trætheden kom af problemer med at trække vejret gennem næsen, hvilket vækkede mig adskillige gange hver nat. Eller køkkenprojektet, som var ret krævende i den periode. Jeg havde også haft nogle lidt for hårde skænderier med husbond, og arbejdspres og frustrationsniveau på arbejde havde været tårnhøjt længe.

Jeg lagde mærke til, at jeg faktisk tænkte ret negativt om mit liv. Jeg havde perioder, hvor jeg synes at jeg ikke duede på arbejdsmarkedet, at jeg var en dårlig ægtefælle, datter, søster. Jeg blev meget bevidst om, at jeg reelt ikke har nogen venner. Nogle gange syntes jeg, at det var bedre for alle, hvis jeg ikke var her. En morgen kunne jeg slet ikke forestille mig at tage afsted på arbejde. Jeg meldte mig syg.

“Nå, hvad er det nu med dig, Trine?” sagde lægen. Vi snakkede om næse-problemerne og den store træthed. Hun mente ikke at jeg havde en depression, men jeg sagde at jeg selv havde haft den tanke. Lægen testede mig med et spørgeskema, der spurgte ind til energi, engagement i hverdagsting, tunge tanker om livet, søvn og appetit. Testen viste at jeg havde en middel-svær depression.

For at udelukke fysisk sygdom fik jeg taget en række blodprøver, og efter endnu en konsultation fik jeg udskrevet anti-depressiv medicin. Jeg var sygemeldt og måtte indstille mig på at der kunne gå 4-6 uger før pillerne hjalp.

November og det meste af december gik med at ligge på sofaen og skifte mellem at sove og se fjernsyn. Jeg kunne ikke tage mig sammen til at gøre noget. Jeg prøvede at lave lidt struktur i dagene ved at stå op til en bestemt tid, have faste spisetider og faste ting jeg skulle se i TV. Når jeg skulle til læge og andre ærinder var det til fods, og på de gode dage fik jeg taget mig sammen til at gå en tur i den lille skov der ligger lige ved siden af.

Et par gange gik jeg op i dosis på antidepressiv medicin. Lige inden jul begyndte jeg så småt at få det bedre, og i midten af januar begyndte jeg på arbejde igen, 3 timer om dagen – 3 dage om ugen. Det gik langsomt i starten, men det var godt at være tilbage på arbejde. Mine kolleger har været helt utrolig søde ved mig, og det var dejligt bare at være til stede.

Midt i februar fik jeg halsbetændelse. Efter en uges ferie fik jeg influenza og derefter lungebetændelse. Jeg var væk fra arbejde i næsten 4 uger i træk, og det var meget frustrerende når nu jeg var igang med et optrapningsforløb på arbejde. Jeg var bange for at min arbejdsplads skulle tænke noget dårligt om mig.

Da jeg endelig var tilbage og kommet ovenpå, gik det heldigvis mærkbart bedre. Nu følte jeg mig decideret glad og energifyldt, og de dårlige tanker var der ikke så mange af. Jeg gik op på at arbejde 4 dage om ugen, og trapper nu op med en halv time om dagen hver uge.

Jeg er ikke blevet klogere på årsagen til at jeg fik en depression. Mit bedste bud er en cocktail af flere ting: sorg over at miste Adina, en lang periode med stress og frustration på arbejde, forskellige kropslige problemer og et hektisk køkkenprojekt, der vendte op og ned på hjemmelivet.

Jeg har jo tidligere været ramt af stress flere gange, og nu har jeg haft en depression. Det er klart det giver stof til eftertanke i forhold til hvordan jeg lever mig liv. Jeg er utrolig glad for min nuværende arbejdsplads, og jeg vil meget nødig forlade den. Men jeg er nødt til at gøre noget.

I øjeblikket går mine tanker mest på at have noget at gå op i når jeg har fri. Det nye køkken har givet anledning til at dykke ned i min interesse for madlavning. Husbond har foræret mig en køkkenmaskine og en masse tilbehør, og jeg har kastet mig over at lave is og en masse andet.

For nylig har husbond og jeg også besluttet os for at få hund igen, og vi har ladet os skrive op til en hvalp hos den kennel, hvor Adina var fra. Hvalpen er ikke født endnu, men hvis det lykkes så kommer sommerferien til at handle om en 8 uger gammel hvid schæfer-pige. På længere sigt kunne jeg godt tænke mig at være besøgsven sammen med hunden.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2018

Endnu et år er gået, og det er tid til at gøre status. Som sædvanlig ved denne tid sidder jeg i mit lille sommerhus, foran brændeovnen med tæppe over fødderne, og tænker tilbage på 2018.

FYsisk tilstand

Min læge tager mange blodprøver, og de er altid helt i orden. Blodsukker, kolesterol, stofskifte, nyrer – alt er som det skal være hver gang. I år har jeg dog haft en række banale gener, der alt i alt har betydet, at jeg ikke har følt mig rask.

Efter en kraftig luftvejsinfektion ved påske, har jeg haft problemer med luft gennem næsen. Det har generet mig både dag og nat, og gjort mig både udmattet og fortvivlet. Siden påske er det kun sket 4 gange, at jeg har sovet en hel nat uden at vågne af manglende luft. Jeg er blevet udredt for søvnapnø, men jeg har kun en smule, som ikke kræver behandling. I år har jeg haft 4 forkølelser, så min næseslimhinde har ikke fået mange chancer for at komme sig.

Jeg har også haft problemer med maven. Selvom jeg har droppet både lyst brød og müsli på morgenmaden, blev jeg henover sommerferien oppustet som en spærreballon hver gang jeg spiste. Jeg har heldigvis kunnet forbedre situationen med mælkesyrebakterier i pilleform.

Efter 1 år med ny kantine og ny cykel-afstand til arbejdspladsen, måtte jeg konstatere, at jeg ikke har formået at få min vægt ned til hvad den var før mine jobskift. Jeg startede til Zumba 2 gange om ugen og droppede slik, men lige meget hjalp det.

Jeg har tidligere kunnet holde min vægt nede ved at spise efter 5:2-diæten, men den måtte jeg droppe i sommers. Det har været en pragtfuld sommer, men jeg har desværre haft ekstra mange migræneanfald, også efter fastedage. Da jeg nærmede mig det månedlige maksimum for antal migrænepiller, valgte jeg at stoppe med 5:2-diæten.

Psykisk tilstand

I november fik jeg en depression. Jeg var uendelig træt og trist til mode, og til sidst kunne jeg næsten ikke slæbe mig ud af sengen.

Jeg måtte melde mig syg. Hos lægen fik jeg udskrevet antidepressiv medicin. I skrivende stund er jeg begyndt at få det lidt bedre. Jeg håber at den gode udvikling fortsætter, så jeg kan komme tilbage til en normal hverdag.

Årsagen er jeg ikke helt klar over. Der har været nok af psykisk belastende situationer de seneste år, og så er det ikke just befordrende at der er håbløst travlt på arbejde.

Arbejde

På papiret er mit nuværende job et drømmejob. Gode løn- og ansættelsesvilkår, kort transporttid og ingen storrumskontorer. I praksis er det en blanding af himmel og helvede.

Himmel, fordi kollegerne er fantastiske: vi holder sammen og støtter hinanden. Og fordi jeg føler at der er plads til sådan en som mig.

Helvede, fordi hverdagen er fyldt med konflikter med leverandører og frustrationer hos interne kunder. Og fordi der er stor uoverensstemmelse mellem opgaver og ressourcer og ingen udsigt til forbedring.

Familieliv

Husbond og jeg fejrede 10 års bryllupsdag i februar. Vi har efterhånden vænnet os til en hverdag uden hund. Vi har igen fået årskort til Tivoli, været til flere koncerter, og gået meget ud at spise. Savnet af Adina er der stadig, men i dag tænker vi primært på hende med glæde.

Helt fri for hundehår har vores hjem dog ikke været, for vi har fået lov at passe flere af vores hundevenner adskillige gange. Vi ser os selv som reserve-familie for Adinas nevø Atlas. Efter at vi et par gange har hentet ham for at gå en lang tur med ham, springer han nu nærmest i armene på os når vi ses. Det er et rigtig fint venskab vi har fået, og det betyder at hans ejer uproblematisk kan få sin hund passet ifm. sine forretningsrejser.

Vores forældre har været syge i året der er gået. Min mor fik helvedesild, og det tog hårdt på hendes overskud at tilføje den slags smerter til de daglige smerter fra omfattende slidgigt i ryggen. Svigerfar fik konstateret lungekræft og måtte igennem en række ubehagelige undersøgelser, hvorefter han fik opereret 1/3 af den ene lunge væk. Heldigvis var det kræft på et tidligt stadie og uden spredning, så nu er han kræftfri og skal ikke have yderligere behandling, dog kvartalsvise scanninger. Husbond og jeg har forsøgt at støtte op omkring vores forældre så godt vi kunne.

Økonomi

I 2018 lykkedes det os at spare så meget op, at vi kunne begynde at tænke på nyt køkken. Selvom det blev dyrere end den opsparing vi havde, klarede vi det med skindet på næsen og føler os i dag ikke fuldstændig blanket af.

Det skulle vi heller ikke så gerne, for lige da vi var begyndt at spekulere på køkken, fik vi besked om at der ikke længere laves reservedele til vores naturgasfyr. Det betyder, at næste gang der er en defekt på fyret er vi afhængige af at servicefirmaet har den rigtige reservedel på lager, ellers skal vi pludselig have nyt fyr, en udgift på omkring 30.000 kr.

Jeg har fået indhentet et lønmæssigt efterslæb, og mit månedlige rådighedsbeløb er nu større end hvad jeg har behov for. I 2018 prøvede jeg at investere noget af det økonomiske overskud i gartner-hjælp til haven. Det gik desværre ikke så godt, så efter et par måneder opsagde jeg aftalen. Nu sparer jeg pengene op og spekulerer på hvordan overskuddet kan konverteres til mentalt overskud på en anden måde.

Bolig

Det altoverskyggende projekt i år har været køkkenprojektet. Det tog 3 måneder at få et tilbud, og resten af året at få det gjort til virkelighed. Helt færdige er vi dog ikke, da der skal udskiftes nogle dele med skader i malingen.

Det har været hårdt, spændende og interessant at være igennem et så gennemgribende projekt.

Vi har ikke de helt store erfaringer med at hyre håndværkere, da husbond kan lave mange ting selv. Det har været interessant at se hvordan sådan et stort projekt foregår, og nogle gange frustrerende at have håndværkere gående.

At leve uden køkken i 3 måneder gik bedre end forventet. Vi fik lavet et midlertidigt køkken og klarede os ved hjælp af en mikroovn og halvfærdige retter fra supermarkedet.

Det næsten færdige køkken er blevet flot, og vi nyder det hver dag. Jeg har aldrig prøvet at have et helt nyt køkken, så der er mange wow-oplevelser ved skuffer og låger med dæmpning, induktionskogeplader, emhætte indbygget i loftet og masser af bordplads.

Status

I min opgørelse af 2017 var jeg stolt af min evne til at håndtere krise, men bekymret over mit psykiske helbred. Jeg sidder nu og gør det efterfølgende år op. I næsten 2 måneder har jeg taget antidepressiv medicin, og aner ikke hvorfor jeg blev syg. Måske var jeg ikke så sej til at håndtere krise alligevel?

Det der fylder mest i mit liv lige nu er at få det bedre psykisk. Jeg ved at det er depressionen der taler, når mine tanker kredser om at lave fundamentale ændringer i mit liv. Samtidig ved jeg at det må være forkert at have det dårlig på daglig basis. Jeg må og skal finde en måde at leve på, hvor jeg er mere glad.

Lignende indlæg:

Et sigende mareridt

Jeg havde en skør drøm i nat – nok nærmest et mareridt.

Jeg drømte, at jeg skulle til en koncert i Nordjylland, og skulle med toget derop sammen med min bror og min far. Jeg satte mig bare ind i toget, og kom først i tanke om at betale for turen, da jeg sad i toget. På en station stod jeg af uden alle mine ejendele for at stemple klippekort (havde åbenbart også glemt at jeg har et Rejsekort), men det virkede ikke og jeg måtte hen og stå i kø til kundeservice. Da jeg endelig nåede frem, var det Helle Thorning-Schmidt der hjalp mig, og hun foreslog at jeg selv klippede klippene af klippekortet med en saks, og selv skrev datostempel på. I mellemtiden kørte toget med mine ejendele, min familie og uden mig. Med et andet tog kom jeg til destinationen i Nordjylland, men jeg kendte ikke vejen til koncertstedet.

Jeg har haft en ekstraordinært fortravlet uge, og denne drøm siger tankevækkende meget om de frustrationer jeg oplever.

At glemme billetten: Sådan som det er på job i øjeblikket, er det umuligt at være forberedt til opgaver og møder. Det hele kører som brandslukning og i sidste øjeblik, meget ofte må man ‘skyde fra hoften’. Det frustrerer mig rigtig meget at jeg ikke har mulighed for at forberede mig. I visse tilfælde, hvor det alligevel lykkes for mig, viser det sig ofte at være forgæves, fordi situationen har ændret sig i mellemtiden.

At stå i kø i kundeservice: Vi har en leverandør som er utrolig lang tid om at svare på vores henvendelser og løse de opgaver vi stiller. Og når der endelig kommer svar, så er det ofte en løsning der ikke har fokus på mit behov som kunde, men leverandørens behov for at få problemet til at gå væk.

At glemme at jeg har Rejsekort: Den ekstreme travlhed betyder, at mit perspektiv på opgaver og situationer er formindsket. Jeg ser ikke tingene så klart, som når jeg har mere overskud, selv indlysende ting som jeg udmærket godt ved.

At toget kører uden mig: Det er nok en underliggende frygt der præger mig hele tiden. Når jeg mangler perspektiv og overblik, bliver jeg bekymret for at tingene løber mig af hænde. Måske fortæller drømmen at det både gælder arbejdsmæssigt og privat.

Ikke at kunne finde vej til koncertstedet: Jeg oplever dagligt, at jeg ikke kan se hvordan jeg skal komme i mål med mange af mine opgaver. Det lykkes på en eller anden måde alligevel i de fleste situationer, men jeg kunne godt tænke mig at have en følelse af, at jeg har kontrol over situationen og kan se vejen foran mig.

Hvor er det facinerende, hvordan hjernen bearbejder den slags følelser og oversætter dem til en helt anden kontekst.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2017

I starten af 2017 ønskede jeg så inderligt, at det skulle blive et år der var bedre end året før. Billedet over dette blogindlæg er et udtryk for dette – den eneste souvenir jeg købte på min rejse til Los Angeles.

Det viste sig dog at blive endnu et ustabilt år med både opture og nedture.

Alle de blogindlæg jeg har skrevet i år handler om de konkrete begivenheder. Jeg vil derfor i dette indlæg ikke resumere året, som jeg nogle gange gør, men kun gøre status her og nu efter samme model som sidste år.

FYsisk tilstand

Jeg har fundet mig selv igen kropsligt. Jeg spiser igen efter 5:2-diæten og trives bedre end nogensinde med konceptet. Igen i 2017 blev min daglige motionsmængde mindre end tidligere, men det er lykkedes mig at finde balance i motion, appetit og de mængder jeg spiser.

Takket være mit nye job har jeg i år fået en døgnrytme, hvor jeg får en tilpas mængde nattesøvn. Jeg kan tydeligt mærke, at det er godt for mig både fysisk og psykisk.

Psykisk tilstand

Min mentale tilstand er lige nu præget af sorg efter at jeg mistede min hund. Mit humør svinger, men jeg føler ikke så stor glæde ved de ting, jeg plejer at glæde mig over. Til gengæld har jeg humørmæssige nedture af og til. Normalt græder jeg kun sjældent. Jeg har aldrig grædt så meget som jeg gjorde i 2017.

Jeg har sluttet året af med en travl tid på arbejde, og starten af året var også præget af en hjerne der havde fået for meget. Jeg kan godt mærke stress er blevet en fast følgesvend for mig – en partner som jeg skal gøre en indsats for at holde i ave. Jeg er blevet bedre til det, men jeg kan ikke sige mig fri for at ønske, at livet og specielt arbejdslivet var lidt mindre grådigt efter mit mentale overskud.

Arbejde

Efter en arbejdsmæssig kolbøtte er jeg ved at få fodfæste i et nyt job, som har mange af de elementer jeg har længtes efter i årevis. Opgaverne passer rigtig godt til mig, og mine kvalifikationer og evner supplerer mine nærmeste kolleger på en rigtig god måde. Jeg er sluppet af med de stressende storrumskontorer, og arbejder nu under vilkår der indebærer tillid, selvstændighed og fleksibilitet.

Konstant forandring er dagens orden på arbejdsmarkedet. Min organisation er også inde i en forandring som præger hverdagen meget. Vi skal have en stor organisationsændring til at fungere, og hver dag indeholder konflikter og frustrationer og opgaver der må forsømmes, fordi der ikke er tid nok. Samtidig forlanger ledelsen at man arbejder med sin personlige udvikling og sine vaner for at skabe en kulturforandring.

Selvom virkelig mange stressfaktorer er forsvundet med mit seneste jobskifte, er det stadig krævende for mig at gå på arbejde. Det står helt klart for mig, at det er omsonst at ønske mig stabilitet og forudsigelighed i arbejdslivet. Samtidig kan jeg ikke komme udenom, at jeg ikke er den bedste version af mig selv under de omstændigheder. Det ærgrer mig, for jeg synes jeg kan være meget bedre.

Familieliv

Husbond og jeg er ved at finde tilbage til det familieliv man kan have, når man er 2 mennesker der ikke har hund. Vi har jo prøvet det før, og vender nu tilbage til restaurantbesøg, koncerter, biografture og andre impulsive aktiviteter. Vi nyder at have den frihed.

Jeg er stor hundeelsker og har hele mit liv ønsket at have hund. Lige nu er jeg ikke parat til at få hund igen. Jeg vil gerne have, at valget om at have hund bunder i en rationel og realistisk beslutning, nu hvor jeg faktisk ved hvad det indebærer. Jeg er bekymret for, at en beslutning om hund på nuværende tidspunkt vil tage afsæt i sorg og savn – jeg frygter at det vil sætte mig i en loyalitetskonflikt, som vil stresse mig.

Min bror har boet i USA i 17 år, og selvom vi har elektronisk kontakt og besøger hinanden med nogle års mellemrum, har vi ikke den samme føling med hinandens hverdag som vi havde før han flyttede. Efter at jeg i år tog alene på besøg hos ham i Californien fik jeg et helt unikt indblik i hans liv, som jeg ikke har haft i mange år. Det har styrket vores relation.

Mine forældre ses jeg med relativt ofte. Jeg nyder at forkæle mine forældre ved at hente dem ved deres opgang, køre dem hjem til mit hus og servere lækker mad og drikke for dem. Også selvom det så bare er de gode pizzaer fra den nye pizza-mand på Bistrupvej.

Økonomi

Med hensyn til pengene går det heldigvis godt og stabilt. Jeg skriver heldigvis, fordi jeg i foråret troede, at jeg skulle have en periode på dagpenge. Jeg fandt ud af, at det holdt økonomien nok også til – umiddelbart så det ikke ud til at vi skulle sælge huset lige med det samme. På den måde fik jeg afdramatiseret nogle af de spøgelser, der har været i økonomien, og jeg er knap så bekymret for arbejdsløshed i dag.

Jeg nåede dog ikke at komme på dagpenge, og min forebyggende sparsommelighed betød, at jeg gik ud af den usikre periode med starten på en opsparing til nyt køkken.

Jeg har nu mere ordnede forhold i min ansættelse, da jeg for første gang i nok ca. 15 år er ansat under overenskomst. Det betyder at min indtægt reguleres efter et skema, og ikke som en individuel vurdering – det giver tryghed og forudsigelighed.

Et bilskifte har til gengæld givet os en større bilgæld, og jeg er ikke sikker på at vi fik de bedste vilkår i den forbindelse. Husbond og jeg har talt om at få noget uafhængig økonomisk rådgivning på et tidspunkt.

Da jeg fyldte 46 år i 2017 er der kun 14 år til jeg kan gå på pension. Jeg vil rigtig gerne gå på pension som 60-årig, men det kræver jo at økonomien kan bære. Også af den grund vil jeg gerne have et generelt eftersyn af vores økonomi

Bolig

Boligmæssigt er situationen uforandret det sidste år, og det er jeg glad for. Vi er kommet af med det alt for store træ på vores grund, som skyggede i det meste af haven og også hos naboerne. Mange eftermiddage kan jeg derfor sidde ud på den nye terrasse og slappe af i en solstråle efter arbejde.

Der er stadig en masse vedligeholdelsesopgaver på listen for både hus og sommerhus. I sommerhalvåret kan vi bruge al vores fritid med arbejde i hus og have, selvom vi har fået robot-plæneklipper. Vi prøver at balancere det, så der også er tid til at slappe af og leve. Jeg overvejer at få et tilbud fra et gartnerfirma på grundlæggende vedligeholdelse af haven i Birkerød.

Mit hus og mit sommerhus giver mig fortsat mulighed for at være indadvendt og lade mentalt op, og det har jeg brug for. Samtidig har vi et godt forhold til naboer og genboer, hvilket får os til at føle os knyttet til lokalområdet.

Status

2017 blev umiddelbart et hårdt år. Ikke alene skulle jeg opleve at miste mit job for første gang i mit liv. Lige da der var ved at være styr på den situation, blev min hund uhelbredeligt syg, og husbond og jeg måtte igennem et opslidende sygdomsforløb og dødsfald.

På den anden side har jeg fundet styrke i at klare disse kriser.

Jobkrisen klarede jeg ved en målrettet indsats og hjælp fra familie og venner. Jeg er også stolt af at have klaret min hunds sygdomsforløb og død på den bedst mulige måde. I begge situationer fandt jeg mod til at træffe beslutninger ud fra mine egne værdier, og ikke ud fra hvad alle mulige andre syntes. Det er en sejr for mig.

I bund og grund lever jeg stadig et privilegeret liv med godt fysisk helbred, gode relationer og fin økonomi. Mit job er godt, hvis bare der ikke var så travlt, og der er heldigvis håb om at det bliver bedre.

Jeg er bekymret over mit psykiske helbred. Jeg synes jeg bliver mere og mere bekymret og følsom overfor stress. Jeg føler mig ofte ked af det og psykisk udmattet. I den situation er det svært for mig at adskille årsag og virkning, og derfor også svært at se løsninger.

Jeg slutter 2017 af tilbagetrukket, sammen med min elskede husbond og med en sød låne-hund i skødet. For 2018 drømmer jeg om mere harmoni og balance, og ønsker alle der læser med her et godt nytår.

Lignende indlæg:

Sundhedstjek

De fleste arbejdspladser jeg har været på, tilbyder medarbejderne at komme til sundhedstjek en gang om året eller hvert andet år. I øjeblikket gennemføres de på min nuværende arbejdsplads.

Et sundhedstjek udføres som regel på arbejdspladsen af en sygeplejerske eller anden ikke-lægelig sundhedsmedarbejder, og indebærer konditionstest, blodprøver og samtaler. Konsultationen baseres på en række standardmålinger og ditto anbefalinger, og leder nok primært efter såkaldte livsstilssygdomme.

For sådan nogle kontorfolk som jeg befinder mig i blandt, kan det være en god idé lige at bliver checket. Man er ikke udsat for de helt store fysiske trusler for helbredet på sit arbejde, og måske kommer man ikke ret ofte til læge. Før i tiden var der måske også en tendens til at folk der sidder på kontor ikke får rørt sig ret meget og egentlig kan komme til at leve nogle ret usunde liv uden at lægge mærke til det.

Alligevel er jeg ikke begejstret for konceptet, og har kun en enkelt gang selv deltaget.

Det jeg har set på mange arbejdspladser er, at tilbuddet bliver brugt af sunde medarbejdere, der melder sig til for at blive bekræftet i at de er sunde. De træner ekstra op til konsultationen for at få registreret et godt kondital. Gevinsten ved sundhedstjekket må være minimal.

Til gengæld tilmelder rygerne og de overvægtige sig ikke til sundhedstjekket. Vi gider ikke at høre den overfladiske plade med at vi skal stoppe med at ryge eller tabe os – det ved vi godt. Så her nytter sundhedstjekket heller ikke meget.

På den måde synes jeg, at sundhedstjekket kommer til at ramme noget ved siden af. Jeg tror ikke man fanger ret mange af dem der reelt har problemer. De eneste man kan håbe på at få succes med, er medarbejdere der ikke er opmærksom på at de er usunde, der ved at melde sig til får et ‘wake-up call’. Med tidens kæmpe store fokus på sundhed, tror jeg ikke det er en særlig stor procentdel af befolkningen der falder indenfor denne kategori – ikke længere.

Generelt er jeg bekymret for om disse sundhedstjek kan give anledning til unødvendig bekymring og overfokusering på sundhed. Jagten på livsstilssygdomme er nærmest dømt til at generere skyldfølelse. Jeg håber at den seneste debat, hvor læger stiller spørgsmålstegn ved at bruge begrebet ‘livsstilssygdomme’, er begyndelsen til en ny drejning i den offentlige mening.

For mig giver det bedst mening at snakke om den slags ting med min læge. Uden at rende lægerne på dørene, kommer jeg i virkeligheden jævnligt til læge. Jeg er god til at mærke mig selv, og reagerer når jeg oplever at noget føles forkert. Derfor har jeg en velreguleret migræne, spørger ind til den medicin jeg får ordineret og siger stop, når stresssymptomer gør mit liv umuligt. Og derfor får jeg også jævnligt taget blodprøver og snakket vægt. Seneste konsultation var omkring nytår, hvor jeg fik jeg taget blodprøver og til min store glæde konstateret, at jeg (fortsat) ikke er i nærheden af at have sukkersyge.

 

Lignende indlæg:

Fed igen

For lidt over et år siden stoppede jeg med at spise efter 5:2-diæten. Det påvirkede ikke min vægt særlig meget, og jeg følte mig sund i lang tid efter. Ved nytår tog mit liv en kolbøtte, hvor også mine motions- og spisevaner fik en rystetur. Nyt job i foråret har betydet en fast, men mindre motionsmængde pga. kortere cykeltur til arbejde, og en lidt dårligere kost pga. en kantine med mindre sund mad.

Resultatet er en vægt der er højere end nogensinde og et BMI over 30. Øv. Jeg har kunnet acceptere at være overvægtig i mange år, og har ingen ambitioner om at få en flad mave eller korrekt vægt. Men at veje så meget – det gider jeg ikke.

På en eller anden måde har jeg formået at se mig selv i spejlet på en måde, hvor jeg ikke opdagede den større dobbelthage. Først da jeg så et par billeder af mig selv, kunne jeg se hvor galt det var. I den forgangne sommerferie har jeg pure nægtet at blive fotograferet, fordi jeg ikke kan holde ud at se hvor fed jeg ser ud.

Jeg er også begyndt at have fysiske gener. Det er svært at læne mig ind over spisebordet for at nå noget, og det er ikke så let at at komme op af en sækkestol. Når jeg sætter mig på hug for at klappe min liggende hund, kan jeg næsten ikke trække vejret, og når jeg sidder med min tablet i sofaen støder min hage mod min hals.

Der skal jo helt klart ske noget. Det er indlysende at starte med 5:2-diæten igen, for det er det eneste jeg har jeg gode erfaringer med i forhold til vægtab. Både jeg og husbond har savnet fastedagene med deres anderledes, afslappede rytme.

Jeg er bange for hovedpinerne, som var et stort problem tidligere. Derfor vil starte blidt ud med 1 fastedag om ugen for at komme ind i rytmen igen og få erfaringer baseret på den nye hverdag, hvor jeg ikke cykler 46 km på en fastedag.

Jeg har også tænkt meget over hvordan jeg kan få mere motion ind i hverdagen. Jeg har forsøgt at køre omveje til og fra arbejde, og det er også gået meget godt med at få et par km. ekstra på cykelturen – jeg cykler 9-10 km på en hverdag. Jeg er dog i tvivl om jeg kan motivere mig selv til at køre meget længere – når jeg har fri vil jeg også bare gerne hjem, og at stå tidligere op end nødvendigt tvivler jeg på at jeg kan motivere mig selv til.

Vi bor lige ved siden af en mindre, fredelig skov. Det er oplagt at bruge skoven til motion. Jeg har aldrig prøvet at motionsløbe. I skoletiden var løb forbundet med omgående stakåndethed, og jeg kan stadig mærke den ubehagelig rallende fornemmelse i luftrøret. Ikke desto mindre ved jeg at det skal være lettilgængelig og effektivt hvis jeg skal dyrke mere motion, så jeg overvejer seriøst at starte et begynderprogram for at komme i løbeform til mindre løbeture.

Endelig skal jeg arbejde med de mængder jeg spiser. Iflg. diverse gadgets forbrænder jeg 5-700 kcal. mindre i min nuværende hverdag, end da jeg el-cyklede 46 km. om dagen – et betydeligt mindre kalorieforbrug som selvfølgelig gør en forskel.

Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det her handler mere om psykologi end om planer og praktik. Jeg kan sagtens finde på en masse tiltag og gode ideer. Og jeg er sådan set ret motiveret for at gøre noget ved min fedme. Men der er noget psykologi der kæmper i mod. Jeg har svært ved at finde ud af hvad der er årsag og hvad der er virkning, men jeg kan konstatere at der er situationer hvor jeg helt tilsidesætter disciplin og gode hensigter. Når jeg har ondt, er ked af det eller er træt, føler jeg en stor trang til søde og usunde sager, og så kan jeg ikke finde disciplin til at lade det være. Her er jeg stadig på bar bund mht. at ændre på min adfærd.

Lignende indlæg: