Sundhedstjek

De fleste arbejdspladser jeg har været på, tilbyder medarbejderne at komme til sundhedstjek en gang om året eller hvert andet år. I øjeblikket gennemføres de på min nuværende arbejdsplads.

Et sundhedstjek udføres som regel på arbejdspladsen af en sygeplejerske eller anden ikke-lægelig sundhedsmedarbejder, og indebærer konditionstest, blodprøver og samtaler. Konsultationen baseres på en række standardmålinger og ditto anbefalinger, og leder nok primært efter såkaldte livsstilssygdomme.

For sådan nogle kontorfolk som jeg befinder mig i blandt, kan det være en god idé lige at bliver checket. Man er ikke udsat for de helt store fysiske trusler for helbredet på sit arbejde, og måske kommer man ikke ret ofte til læge. Før i tiden var der måske også en tendens til at folk der sidder på kontor ikke får rørt sig ret meget og egentlig kan komme til at leve nogle ret usunde liv uden at lægge mærke til det.

Alligevel er jeg ikke begejstret for konceptet, og har kun en enkelt gang selv deltaget.

Det jeg har set på mange arbejdspladser er, at tilbuddet bliver brugt af sunde medarbejdere, der melder sig til for at blive bekræftet i at de er sunde. De træner ekstra op til konsultationen for at få registreret et godt kondital. Gevinsten ved sundhedstjekket må være minimal.

Til gengæld tilmelder rygerne og de overvægtige sig ikke til sundhedstjekket. Vi gider ikke at høre den overfladiske plade med at vi skal stoppe med at ryge eller tabe os – det ved vi godt. Så her nytter sundhedstjekket heller ikke meget.

På den måde synes jeg, at sundhedstjekket kommer til at ramme noget ved siden af. Jeg tror ikke man fanger ret mange af dem der reelt har problemer. De eneste man kan håbe på at få succes med, er medarbejdere der ikke er opmærksom på at de er usunde, der ved at melde sig til får et ‘wake-up call’. Med tidens kæmpe store fokus på sundhed, tror jeg ikke det er en særlig stor procentdel af befolkningen der falder indenfor denne kategori – ikke længere.

Generelt er jeg bekymret for om disse sundhedstjek kan give anledning til unødvendig bekymring og overfokusering på sundhed. Jagten på livsstilssygdomme er nærmest dømt til at generere skyldfølelse. Jeg håber at den seneste debat, hvor læger stiller spørgsmålstegn ved at bruge begrebet ‘livsstilssygdomme’, er begyndelsen til en ny drejning i den offentlige mening.

For mig giver det bedst mening at snakke om den slags ting med min læge. Uden at rende lægerne på dørene, kommer jeg i virkeligheden jævnligt til læge. Jeg er god til at mærke mig selv, og reagerer når jeg oplever at noget føles forkert. Derfor har jeg en velreguleret migræne, spørger ind til den medicin jeg får ordineret og siger stop, når stresssymptomer gør mit liv umuligt. Og derfor får jeg også jævnligt taget blodprøver og snakket vægt. Seneste konsultation var omkring nytår, hvor jeg fik jeg taget blodprøver og til min store glæde konstateret, at jeg (fortsat) ikke er i nærheden af at have sukkersyge.

 

Lignende indlæg:

Fed igen

For lidt over et år siden stoppede jeg med at spise efter 5:2-diæten. Det påvirkede ikke min vægt særlig meget, og jeg følte mig sund i lang tid efter. Ved nytår tog mit liv en kolbøtte, hvor også mine motions- og spisevaner fik en rystetur. Nyt job i foråret har betydet en fast, men mindre motionsmængde pga. kortere cykeltur til arbejde, og en lidt dårligere kost pga. en kantine med mindre sund mad.

Resultatet er en vægt der er højere end nogensinde og et BMI over 30. Øv. Jeg har kunnet acceptere at være overvægtig i mange år, og har ingen ambitioner om at få en flad mave eller korrekt vægt. Men at veje så meget – det gider jeg ikke.

På en eller anden måde har jeg formået at se mig selv i spejlet på en måde, hvor jeg ikke opdagede den større dobbelthage. Først da jeg så et par billeder af mig selv, kunne jeg se hvor galt det var. I den forgangne sommerferie har jeg pure nægtet at blive fotograferet, fordi jeg ikke kan holde ud at se hvor fed jeg ser ud.

Jeg er også begyndt at have fysiske gener. Det er svært at læne mig ind over spisebordet for at nå noget, og det er ikke så let at at komme op af en sækkestol. Når jeg sætter mig på hug for at klappe min liggende hund, kan jeg næsten ikke trække vejret, og når jeg sidder med min tablet i sofaen støder min hage mod min hals.

Der skal jo helt klart ske noget. Det er indlysende at starte med 5:2-diæten igen, for det er det eneste jeg har jeg gode erfaringer med i forhold til vægtab. Både jeg og husbond har savnet fastedagene med deres anderledes, afslappede rytme.

Jeg er bange for hovedpinerne, som var et stort problem tidligere. Derfor vil starte blidt ud med 1 fastedag om ugen for at komme ind i rytmen igen og få erfaringer baseret på den nye hverdag, hvor jeg ikke cykler 46 km på en fastedag.

Jeg har også tænkt meget over hvordan jeg kan få mere motion ind i hverdagen. Jeg har forsøgt at køre omveje til og fra arbejde, og det er også gået meget godt med at få et par km. ekstra på cykelturen – jeg cykler 9-10 km på en hverdag. Jeg er dog i tvivl om jeg kan motivere mig selv til at køre meget længere – når jeg har fri vil jeg også bare gerne hjem, og at stå tidligere op end nødvendigt tvivler jeg på at jeg kan motivere mig selv til.

Vi bor lige ved siden af en mindre, fredelig skov. Det er oplagt at bruge skoven til motion. Jeg har aldrig prøvet at motionsløbe. I skoletiden var løb forbundet med omgående stakåndethed, og jeg kan stadig mærke den ubehagelig rallende fornemmelse i luftrøret. Ikke desto mindre ved jeg at det skal være lettilgængelig og effektivt hvis jeg skal dyrke mere motion, så jeg overvejer seriøst at starte et begynderprogram for at komme i løbeform til mindre løbeture.

Endelig skal jeg arbejde med de mængder jeg spiser. Iflg. diverse gadgets forbrænder jeg 5-700 kcal. mindre i min nuværende hverdag, end da jeg el-cyklede 46 km. om dagen – et betydeligt mindre kalorieforbrug som selvfølgelig gør en forskel.

Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det her handler mere om psykologi end om planer og praktik. Jeg kan sagtens finde på en masse tiltag og gode ideer. Og jeg er sådan set ret motiveret for at gøre noget ved min fedme. Men der er noget psykologi der kæmper i mod. Jeg har svært ved at finde ud af hvad der er årsag og hvad der er virkning, men jeg kan konstatere at der er situationer hvor jeg helt tilsidesætter disciplin og gode hensigter. Når jeg har ondt, er ked af det eller er træt, føler jeg en stor trang til søde og usunde sager, og så kan jeg ikke finde disciplin til at lade det være. Her er jeg stadig på bar bund mht. at ændre på min adfærd.

Lignende indlæg:

Sommer 2017

Vi har ikke haft vores sædvanlige held med ferievejret, så meget af sommerferien foregår indendørs. Der er tid til at skrive, og jeg vil gerne gøre lidt status.

Det er 4 måneder siden jeg startede i mit nye job. Prøvetiden er overstået og jeg er kommet godt ind i mine opgaver. Jeg er stadig rigtig glad for jobbet. På forunderlig vis kan jeg bruge mine evner og erfaringer, samtidig med at jeg lærer nyt. Jeg føler mig rigtig godt tilpas blandt kollegerne, og de fysiske rammer med kort transport til arbejde og en god rolig plads gør mig godt.

Det har været overraskende hårdt at skifte fra el-cykel til almindelig cykel, men nu har kroppen vænnet sig til det. Desværre er det ikke lykkedes mig at komme tilbage til den vægt jeg havde før min verden tog en kolbøtte, så selvom jeg kom igennem krisen med skindet på næsen hvad angår psyke, økonomi og job, så har jeg nu en endnu større overvægt at kæmpe med.

På hjemmefronten går det op og ned. Vi har som sædvanlig mange projekter, og foråret har både budt på fældning af et stort træ, implementering af plæneklipperrobot og køb af ny bil. Vi har startet en opsparing til nyt køkken og føler nok at vi har fået en frisk start.

Det præger dog alting rigtig meget, at Adina er syg. Der er gået 3 måneder siden vi fik diagnosen, og hendes tilstand forværres hele tiden lidt. Adina slingrer, snubler, glider og slår poterne mod dørtrin. Jeg kan se at det bliver værre, og jeg har mareridt om at hun kommer til skade. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på den der sidste tur til dyrlægen som venter forude. I perioder er jeg afklaret med det, men i andre perioder er jeg utrolig ked af det.

Alt i alt går det nu godt, og jeg kan ikke tillade mig at klage. Mit liv er meget privilegeret, og det er jeg taknemmelig for. Lige nu handler det om at nyde ferien og nyde Adina, og så må vi ellers tage det en dag ad gangen.

Lignende indlæg:

Slut med el-cykel

– i hvert fald som dagligt transportmiddel.

Efter mit seneste jobskifte har jeg fået utrolig kort til afstand til mig arbejde. Sølle 4 km kan det blive til. På el-cykel tager det 11 minutter. Jeg er nærmest ekstatisk over at bruge så lidt tid på transport, det udløser en masse ekstra fritid helt gratis – ”penge lige i lommen”.

Problemet er bare, at jeg får næsten ingen motion eller kalorieforbrænding ud af at køre den korte tur på el-cykel. I forvejen er jeg kommet i temmelig dårlig form efter en periode uden daglige cykelture, og vægten er kommet alt for højt op. Jeg har derfor besluttet mig for at køre på almindelig cykel til og fra arbejde. På den måde håber jeg at jeg kan undgå at skulle til at gå i motionscenter eller lignende for at dyrke yderligere motion.

Jeg har ikke længere nogen almindelig cykel, så i påskeferien gik jeg ned til den lokale cykelhandler. Med i lommen havde jeg en lille seddel, hvor jeg havde noteret mine krav og ønsker til en ny cykel. Efter ca. 10 år med el-cykel forventede jeg, at det ville blive et stort arbejde at vænne kroppen til almindelig cykel, så jeg lagde vægt på en effektiv energioverførsel via udvendige gear og en aerodynamisk siddestilling. Jeg ville også gerne have skivebremser, og så var det vigtigt for mig at cyklen ikke var en kedelig farve som sort eller grå.

Det tog ikke ret lang tid at finde en Kildemoes Logic Sport citybike i en flot lilla farve, der levede op til mine forventninger. Forretningen gjorde den klar så jeg kunne hente den senere samme dag. Mandagen efter var det arbejdsdag igen, og jeg hoppede op på min nye ganger.

Pyh, det var godt nok hårdt at cykle uden 250 Watt hjælp fra en motor. De første dage synes jeg det var helt ubegribeligt tungt at træde en helt almindelig cykel. Det var som om at benene bare slet ikke kunne. At starte fra rødt lys gik så langsomt, at jeg blev hidsigt utålmodig, og at komme op i en hastighed jeg var vant til fra el-cyklen var umuligt selv på flad vej.

Efter en uge havde jeg vænnet mig lidt mere til at køre almindelig cykel. Jeg havde fået justeret min ubevidste forventning til hastighed og acceleration, så det passede bedre med min formåen, og jeg måtte også justere min cykelhjelm fordi fik hovedpine af at køre med nakken bøjet tilbage og med en noget højere puls. Lige så stille kunne jeg mærke at lårene fik mere styrke, så jeg kunne komme op ad bakkerne uden at gå næsten i stå.

Turen til arbejde tager ganske få minutter mere end med el-cyklen, og jeg er endda begyndt at køre en lille omvej for at få mere motion. Jeg forbrænder mere end det dobbelte på cykelturen og får sved på panden. Jeg er glad for min beslutning og der er ingen tvivl om at jeg fortsætter på denne måde.

El-cyklen beholder jeg dog indtil videre. Den er jo ’min bil’ som jeg bruger når jeg skal køre længere ture, og så er den praktisk indrettet med cykelkurve, så jeg kan bruge den til selv store indkøb. Den nye cykel har meget smalle dæk, og det bliver svært at sætte nogen grove vinterdæk på, så jeg regner også med at el-cyklen skal være min redning når sneen kommer.

Lignende indlæg:

Kolbøtte 2017

Der har været næsten tavst på bloggen i år, og det er fordi mit liv har taget en kolbøtte siden nytår. Det handler om mit arbejdsliv, men det har fyldt hele mit liv i en periode.

Det er naturligt for mig at skrive om den slags oplevelser her på bloggen, men af forskellige årsager har jeg ikke publiceret blogindlæg om det, mens det stod på. Dels har jeg i starten haft svært ved at samle mig om at skrive. Og dels har har jeg kontraktligt forpligtet mig til ikke at tale dårligt om min arbejdsgiver, og til ikke at tale om indholdet af en aftale vi har indgået. Derfor har jeg holdt mig tilbage med at beskrive konkret hvad der er sket og hvilke følelser det har resulteret i for mig.

Det nager mig, for jeg synes at når man dokumenterer sit liv på denne måde, så skal det hele med, både de gode og de dårlige oplevelser. Jeg ved godt at der ikke sidder et kæmpe publikum og venter på at læse hvad der sker i mit liv. Men jeg har en trang til at dokumentere denne del af mit liv, for at huske det, for at bearbejde det og for at reflektere over det og lære af det.

I de forgangne måneder har jeg skrevet lange blogindlæg om hvad der er blevet sagt og gjort, men dem kan jeg ikke publicere. Nu hvor jeg er ude på den anden side, kan jeg se tilbage og skrive offentligt overordnet om hvad der er sket. Det gør jeg igennem disse 3 blogindlæg:

 

Lignende indlæg:

En overgang

Da jeg havde skrevet under på fratrædelsesaftalen, afleverede jeg mit adgangskort og hentede mine private ejendele. Nu var det pludselig helt slut med at have en arbejdsplads. Jeg kunne slippe alle bekymringer og forpligtelser, men også følelsen af at høre til.

Omgående begyndte jeg at sove godt om natten. Det fortalte mig, at det var den rigtige beslutning jeg havde taget. At leve med udsigt til økonomisk usikkerhed var åbenbart mindre belastende end at være i et forkert job. Tankevækkende.

Der var mange følelser jeg skulle håndtere. Af positive følelser var lettelse, håb, optimisme – nu var døren pludselig åben for at alt muligt spændende kunne ske. Af negative følelser var bekymring for økonomien, vrede over ting der var sket, sorg over at miste kolleger og sammenhold, og også skyldfølelse overfor familien, fordi jeg havde sat os i denne situation.

I denne periode var jeg ret bevidst om at gøre noget for at finde balance og styrke igen. Jeg sammensatte en hverdag med elementer der gav mig glæde, afslapning og nydelse. Jeg gik i svømmehallen, så interessante tv-programmer, sov middagslur og lyttede til musik.

Efter et par uger tog jeg på rekreation hos min bror i Californien. Jeg tilbragte en uge med at lave tæt på ingenting. Sad på terrassen og nød solen. Drak cola lavet i Mexico på rørsukker. Gik tur med hunden. Husbond passede hele hjemmefronten, og jeg kunne slippe alle pligter for en stund.

Det gjorde mig godt. Jeg følte mig som mig selv igen. Det gik op for mig at det var længe siden.

Lignende indlæg:

Ved en skillevej

Det har altid stået for mig som noget af det værste der kunne ske, at miste mit arbejde. Primært fordi at jeg ikke siden jeg boede i min første lejlighed har kunnet betale alle mine faste udgifter, hvis min indtægt skulle falde til dagpenge-niveau.

Det var alligevel lige præcis det der skete i starten af 2017. Det var endda nærmest frivilligt. Og jeg kom ud af det med skindet på næsen.

Som jeg beskrev ved nytår løb mit nye job af sporet. Jeg havde givet det en skalle og prøvede at påvirke det i en retning der passede bedre for mig. Det lykkedes ikke. Jeg blev tilbudt en fratrædelsesaftale.

Det var som at vælge mellem pest eller kolera: at blive i et job som jeg trivedes dårligt i, eller at stå uden arbejde. Det er vel et klassisk dilemma som mange har stået i, men første gang for mig. Dette valg tvang mig til at have fokus mine personlige værdier.

Efter familieråd og forskellige overvejelser sagde jeg ja tak til fratrædelsesaftalen. Det var en svær beslutning, for jeg havde investeret enormt meget i dette job, og var glad for mange dele af det. Det var svært at erkende, at det ikke var godt for mig at blive i det job. Samtidig var det skræmmende at se økonomisk usikkerhed i øjnene.

Med den beslutning valgte jeg mig selv som et helt menneske over økonomisk tryghed. Med husbonds velsignelse tog jeg et valg, der havde potentiale til dramatisk at ændre vores fælles rammer. Vi var begge klar over, at ved at blive i jobbet kunne jeg på sigt få et dårligt psykisk helbred, der kunne risikere at ødelægge min evne til at gå på arbejde og dermed alligevel ødelægge min jobsikkerhed. Det blev afgørende for vores beslutning.

 

Lignende indlæg:

Tre år med 5:2-diæt – og pause

Alt imens jeg har været fuldt optaget af start i nyt job, har jeg rundet 3-års dagen for min start på 5:2-diæten. Nogenlunde samtidig besluttede jeg mig til at holde pause, og jeg har i skrivende stund ikke haft en fastedag i flere måneder.

Der er 2 grunde til at jeg holder pause fra diæten, og de hænger begge sammen med jobskifte.

For det første har jeg ikke kunnet samle den mængde indre ro der skal til, for at motivere mig til at undlade at spise på fastedagene. Jobskiftet har givet anledning til lidt for mange tanker, bekymring og uro, og det har givet mig for store vanskeligheder med at holde disciplinen.

For det andet var det for hårdt for mig at leve med de hovedpiner jeg ca. 3 ud af 4 fastedage døjede med. Så længe jobbet er nyt, har jeg brug for at være på 120%, og det kan jeg ikke være når jeg har hovedpine.

Hvad er der så sket ved at stoppe med 5:2-diæten? I første omgang har jeg taget 1-2 kg. på. Det er ikke så galt som frygtet, især i betragtning af at jeg næsten har halveret min motionsmængde i samme periode pga. kortere afstand til arbejde. Det vægttab jeg opnåede det første år med diæten har jeg ikke kunnet opretholde, og min vægt et steget langsomt henover de efterfølgende 2 år. Jeg er dog ikke helt oppe på den vægt jeg havde før jeg startede på 5:2.

Jeg synes ikke at jeg har fået så mange smerter i led og ryg som jeg havde før. Det er nok svært at vurdere objektivt endnu, da skiftet er sket henover en årstid hvor smerterne normalt er færrest. Min mave og fordøjelse savner fastedagene.

Den afstressende effekt af at springe over madlavnings-rutinen 2 dage om ugen har jeg forsøgt at bibeholde. På de dage der før var fastedage, spiser jeg en nem ostemad til aften, og lader husbond lave/varme mad til sig selv. Det er gået udmærket, men det er stadig lidt uvant – nu havde jeg jo virkelig vænnet mig til det andet.

Humøret har været ret svingende efter jeg er stoppet med diæten, men det tilskriver jeg egentlig den stress-belastning det har været at starte i mit nye job. Det nye job er både postivt overraskende og en chokerende skuffelse, så det er ikke så mærkeligt at jeg har været ked af det i perioder.

Jeg ærgrer mig meget over at måtte opgive. Jeg var ellers stolt over den indsats jeg gjorde, da jeg indarbejdede systemet i min hverdag. Jeg tror sådan set også stadig på konceptet som en god løsning for mig. Jeg prøver at lade være med at tænke på det som et nederlag. Derfor tænker jeg også på det som en pause. Jeg håber at kunne komme igang igen på en god måde, når jeg har fået lidt mere ro på jobsituationen.

Lignende indlæg:

Noget om selvværd

Hvor er det dog tit at jeg oplever problematiske situationer og konflikter, og tænker at det i bund og grund skyldes lavt selvværd hos de mennesker, der er involverede. På en måde tror jeg, at det er en del af den danske folkesjæl at føle, at man er mindre værd end andre i samfundet. Måske er det et dybtliggende udtryk for janteloven?

Den vrede

Der er mange vrede mennesker i det offentlige rum. Det kan både være i trafikken, i kassekøen eller i kommentarfeltet på Facebook; folk der harmdirrende skælder og smælder til højre og venstre. Jeg kan også selv blive ramt af vrede når jeg møder disse vrede mennesker – det smitter nemlig.

Jeg plejer at argumentere for at denne type vrede skyldes stress. Stress sætter det på spidsen, gør det værre og hyppigere. Men nedenunder tror jeg vreden sætter af på lavt selvværd. Al den skælden ud ser jeg som et forsøg på at overbevise omverden om, at man har lov til at være her og have sine meninger, fordi man ikke føler sig accepteret.

Skulle man være i tvivl kan man jo se på modsætningen. Går man i den modsatte grøft og ser på et mennesker, der virkelig hviler i sig selv, og er overbeviste om at de har ret til at være til stede i den givne situation, ser man sjældent samme behov for at bruge en masse ord og vrede.

Eksperten

Kender du typen, som ved alting bedre end andre? En, som ikke bare har en stor viden, men som bruger enormt megen energi på at fortælle hvad han/hun ved om hvilket som helst emne. Jeg har mødt et par stykker af slagsen her på det sidste.

Det kommer tit ud af proportioner, hvor situationsfornemmelse, pli og dannelse tilsidesættes til fordel for en umådeholden udbasuneren af egen viden, evner og erfaringer, som om det var en konkurrence eller eksamen. Det giver pinlige situationer, og omgivelserne er hensat til at ryste på hovedet bag deres ryg.

Disse mennesker kan godt fremstå som nogle meget selvsikre personer, fordi de i bund og grund fortæller hele verden, at de selv synes de er bedre end alle andre. Men i virkeligheden skriger det til himlen, hvor usikre og ensomme de stakkels mennesker er. Det er svært at komme dem i møde, fordi de har dannet sig en skal af noget der ligner storhedsvanvid, som det er svært at trænge igennem.

Den hjælpsomme

En personlighedstype, som ikke er så usympatisk, er den hjælpsomme type. Det er normalt at hjælpe hinanden, men for nogen tager det overhånd på en sådan måde, at de ender med at sætte sig selv i loyalitetskonflikter og kompromittere deres økonomi.

Hjælpsomhed kan have mange ansigter: håndværkeren der bruger al sin fritid på familie og venners hus og have, frivilligt arbejde der kommer til at fylde for meget eller mennesker der bliver udnyttet økonomisk.

Når hjælpsomhed får et omfang, der overskrider rimelige grænser, ser jeg det som et problem der ikke kun handler om et ønske om at hjælpe. Så handler det om at finde en accept og identitet, og det kommer til at få et lidt desperat skær.

Jeg kan også få ondt af de hjælpsomme. Det er som med de andre eksempler svært at gøre noget for dem. Man ville komme til at pille ved en identitet som én der gør gode ting for andre – en slags skjold som personen har bygget op.

Her nævner jeg 3 eksempler på, hvordan lavt selvværd kan komme til udtryk. Der er flere varianter at disse eksempler, og mange, mange andre eksempler. Tænk bare på kvinder der hele tiden skifter hårfarve, mennesker med selvdestruktiv adfærd og folk der dyrker overdreven motion.

Hvad kan man bruge det til?

Man kan måske bruge det til at forstå motiver og bevæggrunde, når vi møder andre mennesker. På en måde støder man mennesker fra sig med denne adfærd, selvom man i virkeligheden har brug for bekræftelse og accept. Det er lidt af et paradoks.

Måske kan man også bruge det til at se på sig selv og sin egen adfærd.

Lignende indlæg:

Ødsel luksus eller nødvendig livskvalitet

Da Mads og jeg i 2013 begyndte vores tanker om at skifte vores lille rækkehus ud med et ‘rigtigt’ hus, kæmpede jeg lidt med et dilemma mellem at nøjes og at udleve drømme. Jeg har altid været kritisk overfor filosofien om at udleve drømme for hver en pris. Det fik mig til at føle mig grådig, når jeg ønskede mig mere end jeg havde.

Min mand er vokset op i en familie med 2 voksne og 3 børn i et hus på 85 kvm, og han har derfor en naturlig ydmyghed og lave krav. Jeg selv har været vant til mere plads, men blev alligevel påvirket af mine forældres første reaktion på vores husdrømme: de kunne ikke helt forstå vores ønske, og synes at det da var godt nok at bo som vi boede.

Jeg kan godt lide at se TV-udsendelser som Hammerslag og Luksusfælden, og her får man perspektiv på det at bo i hus. Der er virkelig forskel på hvad danskere kan tillade sig at ønske sig rundt om i landet. I provinsen, og især ude på landet, kan selv folk med lavt uddannelsesniveau og meget små indkomster bo i hus. I de store byer, og specielt i Storkøbenhavn, er det en luksus at kunne bo i eget hus og bestemt ikke for enhver pengepung. Selv folk mellemlange uddannelser kan have problemer med at få råd til et almindeligt hus i Storkøbenhavn.

Måske var det både ødselt og risikofyldt at ønske sig et hus, når man bor i Københavns forstæder. Måske var det urealistisk og ufornuftigt for sådan en som mig, med kun en kort videregående uddannelse, at sætte næsen op efter at få mit eget hus.

I rækkehuset var jeg ked af at hunden skulle bakke ud af soveværelset. Jeg var ked af at være så tæt på naboerne. Jeg var træt af parkeringskaos, smækkende bildøre og råbende naboer lige udenfor mit vindue. Jeg var ked af jord i soveværelset og uro i stuen, fordi indretningen var som i en lejlighed, hvor alle rum og funktioner var tæt på hinanden. Det stressede mig, at jeg ikke synes jeg kunne trække mig tilbage til ro og indadvendthed noget sted, men hele tiden måtte leve med andres menneskers aktiviteter i baghovedet. Det fik mig til at tænke: “hvis andre kan, så kan jeg vel også?”

Nu hvor vi har lavet ændringen, solgt rækkehuset på 75 kvm og købt hus på 192 kvm., er jeg helt sikker på, at det var det rigtige at gøre. Jeg nyder simpelthen dette hus i en grad, som jeg ikke troede var muligt. Og jeg har slet ikke skyldfølelse.

Hver dag når jeg kommer hjem, træder jeg ind i min egen verden når jeg åbner hoveddøren. Jeg glemmer alt om irriterende ting på arbejde og konflikter i trafikken, og går ind i mit eget rum hvor jeg kan være helt mig selv sammen med min lille familie.

Når jeg har taget overtøjet af, går jeg normalt op i soveværelset på førstesalen og klæder om. Herfra kan jeg se ned på livet på Bistrupvej og Statoil-tanken. Men det er i en behagelig afstand – de kan ikke se mig. Når jeg går ud på badeværelset, ser jeg ud på skoven i Bistrup Hegn. Det giver mig ro.

Når jeg bagefter går en tur med hunden i hundeskoven lige ved siden af, slapper af foran brændeovnen sammen med husbond, og laver mad i det store spisekøkken mens jeg gætter med i Jeopardy på fjernsynet, foregår det alt sammen uden at jeg mærker verden udenfor. Det er fantastisk rekreativt.

Den psykologiske effekt af at have et hus, hvor jeg kan lukke omverdenen ude er uvurderlig. Man skal tænke på, at til daglig sidder jeg i storrumskontor med store mængder af mennesker omkring mig, og derudover bruger jeg over 2 timer i myldretidstrafik. Jeg kan mærke en stor forskel i velvære og overskud, efter vi er flyttet i hus.

Vi købte et hus der var dyrere, end det rækkehus vi solgte. Prisen kom dog indenfor det overkommelige, fordi vi købte et hus der ligger tæt på en trafikeret vej. Støjen derfra vurderede vi ikke ville genere os nær så meget, som nærmiljøet i rækkehuset gjorde, og vi fik heldigvis ret.

Økonomien er reelt stort set den samme som i rækkehuset, fordi vi er gået over til realkreditlån med fleksibel rente. Vi sætter dog mere ind på budgetkontoen for at polstre os til fremtidige højere renter. Vi vil ikke kunne sidde i længere tid i huset på dagpenge. Det kunne vi heller ikke i rækkehuset.

Alt i alt er balancen mellem det økonomisk fornuftige og den psykologiske sundhed altså rigtig god, og bedre end jeg havde turdet håbe. Jeg er SÅ glad for det her skønne hus, fordi det har givet mig albuerum og langt mere overskud i hverdagen. Det er ren livskvalitet for mig at bo i hus.

Lignende indlæg: