Det var så Mallorca

Manden og jeg har lige været 1 uge på Mallorca. Vi kom hjem igår og er nu ved at vænne os til at være hjemme igen.

Ferien foregik på et lejlighedshotel i Alcudia-bugten på Mallorca. Vi havde en 2-værelses lejlighed med havudsigt og boede ganske få meter fra strandkanten, hvilket var meget terapeutisk. Noget af tiden brugte vi på at ligge på stranden eller ved poolen, og resten af tiden kørte vi ture til både nærmeste byer og hovedbyen Palma.

Det har været en dejlig ferie. Vi kan dog godt mærke at det ikke har haft helt så stor en afslappende effekt som vores 14-dages tur til Gran Canaria sidste år. Nok fordi det vi kun var afsted 1 uge. Og nok også fordi dette var et hotel målrettet mod børnefamilier, hvilket betød at der var mange råbende, legende, grædende og skrigende – især tyske – børn overalt på hotellet og restauranten. Alt i alt et meget højt støjniveau som vist har stresset en del – jeg kan i hvert fald mærke at det er dejligt at der er så stille herhjemme. De 3-4 børn der bor her på vejen kommer nok ikke til at irritere mig foreløbig.

Nu venter så resten af oktober måned med usædvanlig travlhed og mange deadlines på arbejde. Jeg håber jeg kan holde energien oppe indtil vi forhåbentlig kan holde en lidt længere ferie til januar.

Lignende indlæg:

Efterårstravlhed

Nå, så er det vist tid til en lille opdatering – denne gang bliver det bare et hverdagsbillede og ikke noget med alle mine mærkelige holdninger 😉

Det er september og det er efterår – og det er allerede mørkt langt før kl 21. Synes det er skiftet hurtigt, men sådan er det vist hvert år.

September ligger foran os, og sikke en september. Kalenderen er allerede temmelig fyldt med aftaler. Puh, nu skal jeg vist snart holde igen med aftalerne hvis jeg også skal have tid til at være migselv og indadvendt – hvilket jeg oplever som en livsnødvendighed.

Til gengæld kan jeg se frem til en tur til Mallorca til oktober. Som ansat i et charter-flyselskab har jeg nu efter 1 års ansættelse optjent ret til billige personalerejser, og det skal selvfølgelig prøves.

Lignende indlæg:

Farvel sommerferie

Det var så den sommerferie. Lige så fantastisk som fredag eftermiddag inden ferien begynder er, lige så tung er fornemmelsen nu hvor man skal tilbage til arbejde.

I denne ferie har vi hovedsagelig været hjemme. Vi har dog været på et MiniCruise til Oslo 3 af dagene, og en endagstur til Fuglsang Kunstmuseum blev det også til. Hjemme har vi brugt en del tid på at ommøblere stuen. Vi har været i både møbel- og hifi-butikker for at finde ud af hvordan det skal indrettes fremover, og det blev også til et par indkøb. Og så blev der ellers flyttet på sofaer herhjemme.

Der er billeder fra vores sommerferie på vores billedsite, klik på billedet herunder (desværre kun adgang for familie og venner med login):

Tur til Fuglsang Kunstmuseum med Trines forældre

Det har været virkelig dejligt at være hjemme og dyrke det nære; nærhed til hinanden, følge livet i drivhuset og nyde de daglige gøremål med indkøb, madlavning, havepasning osv.

Jeg ser nu frem til en eftersommer der som sidste år bringer mange fester (bryllup, dåb, fødselsdage), og så planlægger vi at tage en rejse til efteråret.

Lignende indlæg:

Det går den forkerte vej

Danmark er har bevæget sig ind i lavkonjunktur. Jeg kan ikke lade være med at gøre mig mine tanker om hvad det betyder for mig.Som det opleves hos os er det således:

Jeg gik ned i løn ved nytår, fordi jeg gik lidt ned i arbejdstid. Min mands firma synes ved lønrunden her til juni ikke at der var råd til lønstigninger i år. Mit eget firma piver gevaldigt over fuelpriserne – det lugter af lønstop også her. Til gengæld stiger madpriser, energipriser og ejendomsskatter helt vildt meget.

Udgifterne stiger og indtægterne falder eller stagnerer.Hvad skal man egentlig gøre i længden? I starten kan man jo godt skære ned på tøj, ferier, restaurantbesøg osv. Vi har allerede over de seneste år gjort meget for at holde de faste udgifter nede – obs på varme og elforbrug, køber stort ind og holder øje med tilbud, afskaffet unødvendige abonnementer og lignende. Der er snart ikke så meget mere at komme efter.

Hvad nu hvis det bare fortsætter med prisstigninger og lønstagnation? Hvis man kommer i en situation hvor man synes det bliver for hårdt, så er det eneste der virkelig batter vel at flytte til en bolig der er billigere. Men boligmarkedet har det jo ikke for godt. Når man følger med her i området så ser det ud til at det er nærmest umuligt at sælge huse, og hvis det sker er det formentlig med økonomisk tab.

Jeg har klaret det før, så jeg klarer det nok igen. Jeg gennemlevede Nyrups pinsepakke i 90’erne som single i ejerlejlighed og kom ud på den anden side levende med bolig og job i behold. Håber det lykkes denne gang også.

Lignende indlæg:

Ajour

Dette øjeblik skal nydes. Det er dette øjeblik som jeg længes efter så ofte. Tidspunktet hvor jeg er ajour med ALT og med god samvittighed kan sætte mig og slappe af.

Jeg er nu ajour med alle mine pligter. Takket være en 3-dages weekend er der luget i haven, fejet på terrassen, gjort rent indenfor, tøj er vasket, alle regninger er betalt og alle gaver købt. Manden har desuden slået græsset og fået regnvandsbeholderen på ret køl. Det er fantastisk. Når det så oveni købet er så dejligt vejr at jeg kan slentre i min have og beundre mit værk, eller som nu sætte mig i solen på terrassen med kortærmet t-shirt og solbriller og skrive et blogindlæg med min elskede ved siden af, velvidende at jeg kan slappe af hele resten af eftermiddagen – så bliver det nok næsten ikke ret meget bedre. Ih hvor skal dog huske at nyde det.

Lignende indlæg:

En ulykke kommer sjældent alene

Puha, så er der lige lidt mange ting på en gang lige for tiden. Sjovt som ting har det med at komme i stimer. Inden for de sidste par uger er der sket det at..

  • køleskabet kører hele tiden – er det mon i stykker eller trænger det bare til afrimning?
  • jeg vågner med nogle stik eller bid næsten hver morgen, har vi mon fået væggelus med hjem fra Gran Canaria?
  • Mads’ cykel brød endegyldigt sammen og han er nødt til at købe en ny, en stor beslutning for en som lever og ånder for cykler
  • han så også fik en parkeringsbøde da han var til spinning i mandags
  • tandlægen fik influenza og jeg skal ringe tilbage og få en ny tid
  • jeg skal aftale arbejde-hjemme-dag på mandag fordi vi skal have eftersyn af vores naturgasfyr
  • der er kommet kondens i det ur jeg gav Mads i morgengave, så det er indleveret til reparation
  • det er tid til at så tagetes, purløg og persille
  • Mads er ved at finde en anden afdeling på sit arbejde og skal måske arbejde i Brøndby
  • vi vil gerne se Flammen og Citronen i Reprisen i Holte og skal huske at bestille billetter 
  • man skal huske at købe ind så man har mad til Skærtorsdag og Langfredag
  • jeg har købt en krukke og nogle planter så jeg kan lave en forårshilsen til et vennepar som er nybagte forældre og har det lidt hårdt

Sideløbende er jeg i fuld gang med at skifte navn. Jeg fik mit nye sygesikringsbevis idag og håber at kunne komme på kommunen med ansøgninger til kørekort og pas i næste uge. Snart får jeg nyt dankort og mastercard. Og så skal jeg til at lære nye pinkoder, og jeg skal også kunne lave en underskrift med det nye navn så den ligner sig selv hver gang. Jeg må hellere øve mig lidt.

– nå ja, det er måske ikke ligefrem ulykker alt sammen 🙂 Men det er bare påfaldende hvordan man nogen gange har så utrolig meget at skulle ordne, og andre gange nærmest keder sig.

Lignende indlæg:

Status 2007

Så skiftede året, og vi har nu 2008. Jeg har skiftet den fælles kalender i køkkenet, skrevet alle familiemedlemmer og venners fødselsdage ind og dannet mig et overblik over hvornår der er fridage i sigte næste gang – det glæder mig at påsken falder tidligt i år så der er helligdage allerede i marts, og de øvrige forårsfridage fordeler sig på april, maj og juni.

2007 blev et år med mange begivenheder i samfundet, men ikke så voldsomt mange i mit lille liv. En enkelt begivenhed blev dog for mig et jobskifte pr. 1. september, hvilket har været en rigtig dejlig omvæltning. Nu bruger jeg mine kvalifikationer langt bedre, og jeg arbejder i en virksomhed hvor der er plads til livsglæde og medmenneskelighed. Det har gjort min hverdag mere glad.

Til gengæld har jeg været vidne til ekstraordinært mange begivenheder i andres liv. Min veninde Mette fejrede i starten af året sin kommende kandidatgrad samtidig med sin 32-års fødselsdag ved en stor fest, og kronede senere værket med et 13-tal da hun var oppe og forsvare sin hovedopgave. Sommeren kom til at stå i kærlighedens tegn idet min ældste ven, min fætter, min veninde og min kusine blev gift. I alt 4 bryllupper, hvoraf jeg var gæst til de 3. Samme fætter fik også en søn i sommers, og i efteråret har Mads og jeg fulgt min ven og hans kones venten på deres lille datter – hun kommer formentlig til verden indenfor de næste 24 timer. Med et smil på læben kan man sige at det har været et år på tilskuer-rækkerne som har været dyrt på gave-kontoen!

Lignende indlæg:

Ingenmandsland

I denne weekend er jeg i ingenmandsland. Fredag havde jeg sidste arbejdsdag i IBM. Jeg sagde farvel til mine kolleger med kage og slik på mit kontor, og fik en masse CD’er med lækker musik i farvel-gave. Jeg har dokumenteret og overdraget mine opgaver. En periode på 6 år er slut. En periode hvor jeg har haft glæder og sorger, jeg har grint og jeg har grædt. Jeg har mødt mit livs store kærlighed, og oplevet meget barske jobforhold. Nu er den tid ovre. Heldigvis beholder jeg mit livs lys selvom jeg stopper i IBM.

Mads og jeg fejrede friheden med en shoppetur til Lyngby og senere fredagsrock i TIVOLI.
På mandag starter jeg i mit nye job som proceskonsulent i MyTravelAirways. Jeg glæder mig rigtig meget til at starte på en frisk. Mit håb her inden jeg starter er at det er en mindre barsk verden at komme ind i. Jeg håber at der er lidt mere medmenneskelighed, forståelse og plads til at tage sig af hinanden. Og jeg håber at jeg kommer til at føle at jeg hører til.

Lignende indlæg:

Livet er godt

Tid til endnu en opdatering. Det er ikke så længe siden jeg skrev sidst, men jeg har så mange positive ting at fortælle. Jeg er lykkelig! Jeg har et helt utrolig dejligt parforhold. Mads og jeg har været sammen i mere end 3 år og vi bliver bare ved og ved med at være helt vilde med hinanden. Vi passer bare så godt sammen, at jeg aldrig troede det muligt. Vi stimulerer hinanden på så mange områder – intellektuelt, praktisk, følelsesmæssigt. Det er fantastisk at blive elsket – og lige så fantastisk at have en at elske. Vores lille 2-personers familie i vores lille rækkehus er en dejlig base som giver så meget energi og overskud til hverdagen.

Der er også andre ting at være glad for. Det er sommer – og i øjeblikket en for mig mere udholdelig temperatur. Regnen? Den er supergod for min have! Jeg har fundet mig en rigtig dejlig hobby i havearbejdet, det er meget meget dejligt at have sådan en interesse at gå op i. Det er også meget rekreativt og afstressende.

Arbejdsmæssigt går det rigtig godt. Jeg er netop sluppet af med en sekretær-tjans som jeg aldrig rigtig ønskede mig, men som jeg bare tilfældigt gled ind i og blev siddende. Fremover skal jeg lave projektadministration for 2 forskellige projekter. Ikke nok med det – jeg har tilmed fået en henvendelse fra en tidligere kollega, som sidder som IT-chef i et helt 3. firma. Han skal oprette af en kvalitetsafdeling, og 6 år efter at vores veje skiltes er han kommet i tanke om mig og mine evner for at lave dokumentation og procedurer. Vi er i øjeblikket i dialog omkring muligheden for at jeg kan komme til at arbejde for dem. Det vil i givet fald blive et job i en helt anden type virksomhed – en branche jeg aldrig har beskæftiget mig med – superspændende!
Som tidligere nævnt så går det også rigtig godt for mine venner og familiemedlemmer. Idag har min fætter Jacob fået en lille søn, han skal hedde William. I lørdags var jeg hjemme hos min veninde Heidi og se hendes nye hus – hun og hendes kommende mand strålede af lykke over at have fået de perfekte rammer for deres familie. Og igår ringede min ven begejstret og fortalte at han havde været med sin forlovede til scanning – og alt var fint for deres baby på vej. Nu skal vi snart hjem og se deres nye køkken i deres nye hus og få et måltid mad. Min veninde Mette har haft en skøn koncert med Justin Timberlake i lørdags og jeg har anbefalet hende til et job hun har søgt i mit firma. Det er bare så skønt at være med i mine venners og families liv, dele deres lykke og opleve det hele sammen med dem.

Lignende indlæg: