Gennemse Kategori

Status

Hvorfor jeg fik stress

I afslutningen af mit sygdomsforløb er det tid til at gøre status over, hvorfor jeg blev ramt af stress denne gang. Det har nemlig slet ikke været som første gang i 2006, hvor jeg helt klart havde en reaktion på en konkret forandring på mit arbejde.

Lige da jeg blev syg var jeg meget forvirret over, hvorfor jeg havde fået det sådan. Jeg oplevede forløbet op til, som en række fysiske symptomer, men måtte så konstatere at hovedet heller ikke ville som jeg ville. Jeg synes ikke jeg havde haft specielt mere travlt på arbejde end ellers, og i det hele taget var der tilsyneladende ikke sket noget markant i tiden op til at jeg fik det dårligt.

Efter at have fået professionel hjælp har jeg nu fået stykket sammen, hvad der har været årsagen til at jeg blev syg. Det er ikke for at placere skyld eller pege fingre, at jeg ønsker at finde årsagen. Det er simpelthen for at prøve at finde ud af om der er noget jeg kan gøre anderledes i fremtiden, så jeg ikke bliver syg igen.

De symptomer jeg havde, pegede i retning af, at der var tale om ophobet, langvarig stress. Jeg har i længere tid levet på en måde, hvor min hjerne var mere eller mindre konstant påvirket af stresshormonet kortisol. Det har betydet, at den del af hjernen som hedder Hippocampus er skrumpet lidt – jeg har fået en midlertidig hjerneskade. Det har påvirket mine tankemønstre, hvor frygt og trusler har fået lov at dominere, og det har påvirket min hukommelse i negativ retning.

Jeg har jo aldrig været i tvivl om, at det har været stressende for mig i 4 år at arbejde i Dragør. Indlæg her på bloggen i årene 2007-2011 vidner om daglig frustration. Hverdagen var domineret af den meget lange og besværlige transport til og fra arbejde, og jeg har vitterlig følt at jeg skulle ruste mig til kamp hver dag. Udover at være krævende, har den lange transporttid efterladt for lidt tid til opladning af de mentale batterier.

Da jeg fandt mig et nyt job, hvor jeg kunne reducere transporttiden, troede jeg at nu blev alting godt. Jeg glædede mig over den meget enklere hverdag jeg fik, hvor jeg bare kunne hoppe på el-cyklen og cykle hele vejen til arbejde. Jeg åndede lettet op, og undervurderede nok den stressbelastning det er at starte i nyt job. Jeg så det som en investering i et nyt og bedre liv.

Inderst inde har jeg altid vidst, at det var det derhjemme, der gav mig indhold i tilværelsen og energi. Sådan har det faktisk altid været, også i de 10 år jeg boede alene. Da vi fik hund blev den følelse yderligere sat på spidsen. Med Adinas indtog fik vi en snert af den oplevelse, folk får når de får børn. Her blev et levende væsen bragt ind i vores hjem på vores initiativ, ude af stand til at tage vare på sig selv. Det var vores ansvar at sørge for fysisk og psykisk velbefindende, og den nye beboer er fuldstændig afhængig af at vi lever op til denne forpligtelse.

Det var en stor lykke at få hund, men det var også en stor mundfuld ansvar. Og da det lidt senere viste sig, at min nye arbejdsplads ikke var helt så fleksibel som jeg troede, blev presset større. Hjemme hos os har det hidtil været sådan, at jeg var den der lettest kunne blive hjemme og tage imod en håndværker eller på anden måde klare et privat behov der var nødt til at foregå i kontortid. At få hund øgede dette behov, dels fordi hunden selv kan blive syg, men også fordi man ikke kan lade en fremmed håndværker være alene i et hjem der bebos af 35 kg. vagthund.

Jeg kan se i dag, at det har været en loyalitetskonflikt for mig. Dels fordi jeg frygtede ikke at kunne tage vare på min elskede hund, og dels fordi jeg følte at jeg svigtede den aftale jeg har med min mand. I det hele taget blev de første 12 måneder efter jobskifte meget begivenhedsrige og fyldt med intense følelser, og når jeg ser tilbage er det faktisk ikke så mærkeligt at den mentale rygsæk er blevet fyldt til bristepunktet, især i betragtning af hvor fyldt den var forinden.

Alt dette resulterede altså i, at jeg i november måtte kapitulere og sygemelde mig med en lang række stress-symptomer:

Intellektuelle: koncentrationsbesvær, mangel på overblik, hukommelsesbesvær

Psykiske: irritation, vrede, dårligt humør, overbekymret, ulyst, følelse af udmattelse

Fysiske: hjertebanken, træthed, varme/feberfølelse, svimmel, mavesmerter, tør i munden, hyppige infektioner, ledsmerter

Adfærd: vrede, ubeslutsom, mistro, fysisk klodsethed, overbekymret, uengageret, træthed

Hvad der er sket er sket, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Men jeg kan godt tænke over, om jeg kan gøre noget i fremtiden, så den mentale rygsæk ikke bliver fyldt mere end hvad godt er. I mit næste blogindlæg vil jeg beskrive hvad jeg vil gøre fremover for at undgå stress.

Lignende indlæg:

På rette kurs?

Det er længe siden jeg har skrevet på bloggen. Som jeg skrev 22. januar har jeg måttet indse, at jeg ikke blev rask af min stress-sygdom på 6 uger.

Sammen med den stress-coach som min arbejdsgiver har tilbudt mig, og i samråd med min læge, blev jeg i slutningen af januar fuldtids-sygemeldt igen. Denne gang med besked om at forholde mig fuldstændig i ro, hvile mig og sove eftermiddagslur. Det gjorde jeg så.

Jeg prøvede at minimere de input jeg fik. Ikke noget med at have fjernsynet tændt mens jeg lavede mad eller sidde med tabletten mens jeg så fjernsyn. Jeg mediterede, lyttede til afslappende musik og var opmærksom på mit åndedræt. Jeg cyklede ikke, og jeg lod husbond tage flere gåture med hunden. Efter 3 uger havde jeg det bedre. Jeg holdt derefter den planlagte uges vinterferie med familien, hvilket nok er noget af det mest velgørende for mig. Og for 2 uger siden startede jeg så igen på arbejde. Denne gang med kun 3 timer 3 gange om ugen; mandag, onsdag og fredag.

Jeg har det bedre. Jeg har taget 2 kg. på og er ude af form, men det går meget bedre med at tænke, koncentrere sig, have overblik. De fysiske symptomer er stort set væk – kun hyletonen er der stadig konstant med forskellig intensitet. Stresscoachen siger at den nok kommer til at være der længe endnu. Mentalt har jeg det også bedre, omend ikke helt stabil. Jeg svinger imellem at have meget energi og glæde til at være meget træt og ked af det. Jeg håber at det er en fase der leder henimod mere stabilitet.

Når man går til lægen i Danmark og får at vide at man har stress, så har lægen ikke noget behandlingstilbud. Han kan ikke henvise til en specialist, og han har ikke selv noget bud på hvad der skal til for at få det bedre. Det er der til gengæld mange andre der har.

Via den helbredsforsikring jeg har gennem mit arbejde har jeg fået kontakt med en psykolog. Min arbejdsgiver har som sagt stillet en stress-coach til rådighed. Og senest har min kommune tilbudt mig et stress-forløb som inddrager kroppen. I tirsdags mødte jeg derfor på Skodsborg Spa og Fitness. Først klædte jeg om og gik i deres varmtvandsbassin, hvor jeg sammen med 8 andre lavede nogle øvelser i en halv time. Derefter klædte vi om igen og gik hen til en sal, hvor vi i en time lavede afspænding på en yoga-måtte. Efter en spisepause gik vi til et mødelokale, hvor der var teoriundervisning om stress. Forløbet indeholder også 3 personlige samtaler med coaching efter behov.

Det kan godt være forvirrende at møde så mange forskellige behandlingstilbud, for de har alle forskellige indfaldsvinkler til stress. Jeg synes det er er ufatteligt, at sundhedssystemet i Danmark ikke har et officielt behandlingstilbud til stressramte, taget i betragtning hvor mange der rammes og hvor dyrt det er for samfundet. Men når nu det er som det er, så er jeg taknemmelig for alle de tilbud jeg har fået, og nu hvor jeg har det bedre synes jeg godt at jeg kan sortere i de forskellige input og tage det til mig som jeg kan bruge.

Jeg længes efter at få en normal hverdag igen. Jeg er ved at være lidt træt af den her patient-rolle, som indebærer en følelse af sårbarhed og en konstant selvransagelse. Man skal hele tiden passe på ikke at overbelaste, hvilket det svingende humør og energi nok er et tegn på at jeg ikke er så god til – jeg vil bare gerne være glad og leve livet. Og så er det hårdt at skulle erkende og arbejde med sine personlige fejl, det er også med til at gøre mig ked af det i perioder.

Det er ved at være 3½ måned siden at jeg blev sygemeldt – lang tid i forhold til de planer der lå i starten om at starte på job straks eller efter få uger. Og det føles som virkelig lang tid siden når jeg tænker på at det var mørk vinter og jul. Men der er mange der er syge i meget længere tid; lederen af det kommunale stresstilbud så det ikke som specielt længe at være syg i 3 måneder.

Fremtiden byder på optrapning af arbejdstiden. Først øges arbejdstiden de 3 dage jeg arbejder nu, og derefter kommer de 2 andre ugedage på skemaet. Jeg ved ikke hvornår jeg er tilbage på fuld kraft, tempoet af optrapningen afgøres fra gang til gang ved møder med stresscoach. Jeg håber at jeg er på rette kurs mod fuldtidsarbejde (og dermed mindre risiko for at blive fyret) og personligt overskud, så jeg kan nyde foråret og lyset.

Idag har jeg lyst til at skrive, så her på bloggen vil følge indlæg om nye gadgets. I den forgangne uge har en kendt og meget populær blogger skrevet og tegnet rammende og vedkommende om hvordan hun oplevede det at få stress. Det indlæg kan jeg stærkt anbefale og linker til det her: Stinestregen. Selvom stress ytrer sig forskelligt, genkender jeg meget.

 

Lignende indlæg:

Den forkerte vej

Jeg er startet på arbejde igen, men jeg er desværre ikke blevet rask endnu.

Først var jeg sygemeldt i 4 uger. Det blev desværre ikke en periode med ro, da meget af tiden gik med at gå til læge og psykolog bla. for at skaffe den nødvendige dokumentation for at jeg var syg. Det handlede ikke ret meget om hvorfor jeg havde det sådan eller hvordan jeg skulle få det bedre, men en hel masse om hvordan jeg skulle arbejde imens jeg var syg og hvor hurtigt jeg skulle tilbage. Resten af tiden gik med at være bekymret for konsekvenser og reaktioner.

I den fjerde uge begyndte jeg dog at få det lidt bedre. Da jeg sammen med min mand og mine forældre hentede min bror i lufthavnen fredag aften inden jul vidste jeg, at både min arbejdsplads og min kommune havde lukket, og det samme galdt læge, psykolog og alle mulige andre instanser. Der kunne ikke komme flere uforudsete ting vedr. sygemelding.

Det blev 2 uger i familiens skød, og jeg begyndte at føle mig mere som mig selv. Jeg nød at hænge ud med min bror, som til hverdag bor i Californien, og gav mig hen til traditioner og forudsigelighed. Til nytår tog vi i sommerhus, væk fra det hele.

Før jul havde jeg sammen med arbejdsgiver og læge lavet en såkaldt mulighedserklæring, der skitserede at jeg efter nytår skulle starte på arbejde på deltid og trappe arbejdstiden op henover 5 uger. De 2 af de uger er gået nu, og stress-symptomerne er desværre tilbage. Denne uge var det meningen at jeg skulle arbejde 26 timer, men jeg har været nødt til at sige fra. Det går simpelthen den forkerte vej; hyletonen i hovedet er tilbage og jeg er blevet svimmel igen.

Hvad gør man så, når sygdommen ikke passer ind i skemaet? Aftaler med kommune og arbejdsgiver må brydes, og det er nemt at finde bekymringerne for konsekvenser og reaktioner frem igen.

Idag har jeg talt med en stress-coach. Han var anderledes konkret, og som den første talte han om hvad der skulle til for at få det bedre. Jeg skal mødes med ham imorgen. Jeg håber han kan give mig den støtte der skal til for at komme igennem det her.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2012

Igen er vi nået til et årsskifte, det 42. for mit vedkommende. Det er tradition her på bloggen at jeg gør året op, og det vil jeg også gøre i år selvom jeg har faktisk har opsummeret meget af det i et blogindlæg for kun 3 måneder siden.

De sidste 3 måneder har jeg ikke skrevet ret meget her på bloggen, og det skyldes at jeg er kommet ind i en lidt forvirret periode i mit liv. Det startede med nogle fysiske ting som svimmelhed, feberfornemmelse, hjertebanken og hyletone i hovedet. Jeg troede først det skyldtes skift af forebyggende medicin for den migræne, som jeg ellers har ret godt under kontrol. Så begyndte jeg at føle mig energiforladt og tungsindig, og da jeg begyndte at få problemer med koncentration, overblik og hukommelse på arbejde talte jeg med lægen, som mente at jeg havde stress.

Jeg blev sygemeldt og startede behandlingsforløb hos psykolog. Psykologen mente at jeg havde en reaktion på langvarig stress i form af en midlertidig hjerneskade, hvilket var årsagen til mine symptomer. Det at blive sygemeldt er et administrativt helvede, men efter 4 ugers sygemelding er jeg begyndt at have det bedre. De fysiske symptomer er stort set væk, og efter nytår begynder jeg på arbejde med en gradvis optrapning af arbejdstiden.

Det har ikke været en af den slags stressbelastninger, hvor man er helt nedbrudt, græder og ikke kan stå ud af sengen. Derfor kom det også bag på mig at få at vide at jeg havde stress. Jeg har prøvet det for 6 år siden pga. organisationsændringer på min daværende arbejdsplads, og dengang var det ret indlysende for mig hvorfor jeg blev syg. Det var det ikke helt denne gang. Nu hvor jeg er ved at få det bedre ser jeg sådan på det, at den mentale rygsæk simpelthen var fyldt op.

Som jeg beskriver i “Sikke et år” har der været nok at se til, og der er ingen tvivl om at nyt job og ny hund har været  store følelsesmæssige påvirkninger i mit liv. Selvom begge dele har været positive forandringer, har det været store forandringer. Langsomt har jobskiftet vist sig at være et større kulturchok end jeg i første omgang vurderede. Og det at få hund indebærer også en stor portion bekymring, pligtfølelse og angst for at der skal ske den elskede hund noget. De samme to ting har øget den loyalitetskonflikt, der altid vil være mellem arbejde og privatliv.

Overskriften for mit 2012 blev helt klart indfrielsen af drømmen om at få hund og den lykkelige historie om hvordan Mads og jeg blev Adinas nye familie. Det har præget hele året at Adina er kommet ind i vores liv. Vores hverdag er anderledes, vores prioriteringer er anderledes og vores følelsesliv er forandret.

Samtidig blev det en understregning af behovet for at have styr på sine prioriteringer. Det arbejder jeg, ligesom for et år siden, stadig med, og det har psykolog-behandlingen også givet mig et nyt perspektiv på. I disse krisetider er det nemt at komme til at fokusere på ting man er bange for og kun ville konsolidere og bevare – mentalt som materialistisk. Men for at leve livet må man også turde tænke på muligheder og de ting der gør éen glad. Det vil jeg prøve i 2013.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Sikke et år

Sommeren er forbi og en ny sæson starter. Man kan mærke på vejret at en ny årstid er på vej. For folk der går i skole starter et nyt år nu, og TV starter op med nye programmer og liveudsendelser. For mig var der også et stort skifte for ca. et år siden, og sikke et år det har været.

For et år siden havde jeg lige sagt op og var igang med at afvikle og afslutte opgaver hos min tidligere arbejdsgiver. Jeg glædede mig til en ny hverdag med mindre fokus på transporttid og mere fokus på familie. Og sådan blev det heldigvis. Idag sover jeg næsten 1 time længere om morgenen (går i seng samme tid som før) og spiser morgenmad sammen med min mand før jeg tager afsted. Jeg cykler til arbejde og tænker ikke så meget over det med at komme til og fra arbejde. Jeg har en bedre hverdag end før.

Nogenlunde på samme tid begyndte mine forældre at rykke teltpælene op. Det hus som de havde boet i i 30 år, og som havde været mit barndomshjem siden jeg var 10 år, blev sat til salg, og jagten på en ældrevenlig lejlighed gik ind. Huset blev solgt på et par måneder og mine forældre fik afklaring om deres fremtidige boligforhold inden jul. I foråret flyttede de, og jeg fik lov til at være med. Idag er de glade for skiftet. Jeg oplever at de har mere personligt overskud nu.

Imellemtiden nåede jeg at fylde 40, at se min bror for første gang i 2 år, blive kontaktet af Hendes Verden, få ny bil og at få besøg af rotter i kælderen.

Den største omvæltning kom dog med vores 3. familiemedlem Adina. Det har jeg skrevet meget om her på bloggen. Det er faktisk næsten det eneste jeg har skrevet om siden hun kom. Så jeg vil ikke skrive så meget om det nu. Jeg vil blot nævne, at det har været en stor og positiv forandring i vores liv. Vi trives med at være en hundefamilie, og jeg er blevet en tand lykkeligere af at have Adina i mit liv.

Jeg sidder tilbage med en følelse af at tiden er gungret afsted og der er sket en hel masse. Det har mest været dejlige ting der er sket, men jeg føler mig alligevel lidt udmattet. Jeg tænker uvægerligt på, hvad mon det næste år vil bringe. Det er som om de store forandringer kommer i bølger, så mon ikke det næste år bliver roligt med knap så store udsving. Bare vi får en ny opvaskemaskine snart, så er jeg glad!

Lignende indlæg:

Interesse og omtale

Nu er det snart en måned siden jeg sidst skrev her på bloggen. Det er ikke fordi jeg har glemt bloggen, men det er faktisk bloggen selv der er med til at holde mig travl.

Jeg kommer snart med en anmeldelse af en ny el-cykel. Jeg er nemlig igen blevet bedt om at teste en el-cykel, fordi jeg har så høj en position på Google når det gælder søgninger på varianter af ordet el-cykel. Det interesserer producenterne.

Hvis du er medlem af FDM har du måske set artiklen om el-cykler i det seneste nummer af Motor? Ellers bringer jeg et link her. Jeg er blevet interviewet til bladet pga. min mangeårige erfaring med el-cykler, og igen er det bloggen her der skaber forbindelsen.

Det var sjovt at have kontakt med journalisten fra Motor, han havde virkelig sat sig ind i tingene og testede også selv en el-cykel. Ikke som da jeg blev kontaktet af Hendes Verden med samme formål; at skrive en artikel om el-cykel. De plukkede bare fra min blog, lod mig rette lidt i det og bad min mand tage et billede af mig. Mærkelig fornemmelse slet ikke at møde den journalist der stod for artiklen.

Men ellers har jeg det godt, har stadig mit fuldtidsarbejde og min fuldtidshund, og gør mit bedste for at nyde livet. Fortsættelse følger!

Lignende indlæg:

Efter 3 måneder på nyt job

Jeg har nu været på min nye arbejdsplads i lidt over 3 måneder, og det går stadig godt. Jeg synes jeg er faldet godt til, og er  ikke længere så træt som jeg var i starten.

Det er stadig en stor nydelse for mig bare at hoppe på el-cyklen og køre på arbejde, i stedet for at være afhængig af flere led af offentlig transport. Det hjælper selvfølgelig også meget at vi har fået en så – indtil nu – mild vinter, men jeg bliver vitterlig fyldt med glæde, lettelse og taknemmelighed hvergang jeg hører i radioen om problemer med Kystbanen, metroen eller 20-minuttersdrift på s-togene. Pga. vejarbejde tager det mig næsten en time hver vej, men det er god motion og jeg har faktisk smidt et par kilo efter jeg skiftede arbejde.

Jeg har dog også prøvet at tage på arbejde med det offentlige – den dag der var julefrokost, og så i torsdags hvor der var varslet vindstød af stormstyrke, hvilket kan være på grænsen til det livsfarlige for en el-cyklist. Det fungerer også fint. Ved at kombinere 2 busser kan jeg blive transporteret næsten fra dør til dør, og ellers er det nemt med s-tog og en gåtur i hver ende.

Efter nytår har jeg fået en ny plads i storkontoret, så jeg nu sidder med ryggen op mod nogle reoler og ikke har så meget trafik bag om ryggen. Det føles godt, jeg synes det er nemmere at koncentrere mig. Jeg sidder stadig ved vinduet og kan nu se ud på Trekroner Fort i stedet for på vindmøller – en dejlig udsigt.

Det er også lykkedes mig at finde ud af hvad systemet er med de salutter jeg hører om morgenen og om aftenen på vej til og fra arbejde. Jeg har fundet ud af, at det er Batteriet Sixtus der markerer at Rigets Flag går op og ned ved solopgang/nedgang. En procedure omkring Danmarks suverænitetsflag som går tilbage til 1700-tallet.

På det faglige område går det også stadig godt med at komme ind i stoffet. Jeg føler stadig at jeg har gode erfaringer og viden med mig fra mit tidligere job som jeg kan trække på, og jeg er også flere gange stødt på folk fra jeg kender fra tidligere. I fredags spiste jeg frokost med en pige som jeg mødte på et kursus lige før jeg startede i mit nye job – hun arbejder nemlig i samme bygning som mig, men for et andet firma. Det var skønt at få snakket job og networke på det den måde.

Alt i alt er mit jobskifte en succes-historie som har givet mig mere energi og mere livskvalitet. Og som det fremgår af mit forrige blogindlæg, giver det mig endda en mulighed for at begynde at arbejde realistisk med at udleve min drøm om at få hund.

 

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2011

Året 2011 blev et dramatisk år i blogland. Blandt de blogs jeg følger, er der en der har fået diagnosen sclerose, en har langt om længe fået tildelt førtidspension, en har fået sit første barn og der er også en der har fået en ordentlig omgang hjertesorg efterfulgt af en kæmpe omgang stress. Bølgerne er gået højt, og for flere af de omtalte var 2011 et år de glædede sig til at sige farvel til.

For mig har det heldigvis primært været gode ting der er sket, selvom der også har været omvæltninger i mit 2011. Allerede 3 dage inde i året fik jeg en fornemmelse af at 2011 skulle blive MIT år. Og det blev det på flere måder.

Nyt job

Efter i hele 2010 at have søgt job, søgt job og søgt job uden noget resultat, og tilmed set min mand og 2 nærmeste venner gafle lækre jobs efter kun en enkelt ansøgning, håbede jeg at 2011 skulle blive året hvor jeg slap af med min daglige transporttid på 3 timer. Midt på året blev det virkelighed, og jeg fik et drømmejob med højere løn, bedre vilkår og endda i cykelafstand fra mit hjem. En kæmpe succes, som jeg stadig glæder mig over. Endelig!

Oplevelser

Der sker jo mange ting i løbet af et helt år, og jeg har haft en masse oplevelser i 2011:

  • Jeg har været på bilferie for første gang som voksen.
  • Vores lokalområde fik besøg af VM i landvejscykling, og det var spændende at have sådan en verdensbegivenhed helt tæt på.
  • I efteråret fyldte jeg 40 år, og det fejrede jeg på min helt egen måde.
  • Jeg har fået 2 nye katte-venner.
  • Jeg måtte indse at jeg skal leve med en rød regering i en tid.
  • Jeg har været på Langeland.
  • Det blev til flere gode arrangementer i netværket af frivilligt barnefri, hvoraf jeg selv arrangerede det ene, og vi havde mange gode debatter online.
  • Værdikuponer købt på Downtown og andre tilbuds-sites gav også en masse dejlige gastronomiske oplevelser med min mand, mine forældre og svigerforældre.
  • Et værdikuponbesøg på indisk restaurant 2. juli betød evakuering i bare tæer med kun en forret i maven.
  • Jeg gik over til smartphone.
  • Det løbende projekt med at opdatere vores hjem har budt på ny seng og nyt spisebord samt udendørs betonfornyelse af skorsten og dørtrin.
Styr på prioriteterne

2011 blev også året hvor jeg blev mere bevidst om mine egne grænser. Inspireret af teorien om positiv psykologi valgte jeg at koncentrere mig om de mennesker og aktiviteter som gør mig glad, og lade være med at bruge så meget energi på dem som gør mig ked af det. Jeg begyndte at twitte om de ting jeg er taknemmelig for, og prøvede at lade være med at brokke mig så meget. Jeg synes det har gjort mig mere glad og tilfreds med mit liv.

Jeg øver mig i at sige min mening mere direkte, og jeg er også begyndt at sige mere fra. I den virtuelle verden har det bla. afstedkommet vrede kommentarer på min blog, hatemail og diskussioner på Twitter, og det har også givet nogle sammenstød på det personlige plan. Det er hårdt ind imellem, men det føles rigtigt at turde stå ved sine holdninger og sig selv.

Da jeg forlod mit tidligere job fik jeg i afskedsgave et gavekort til en boghandel, og for det købte jeg bogen ‘Mit liv som mundlam‘ af Majse Njor. Den handler netop om at lære at sige fra, og jeg glæder mig til at læse den, så jeg kan arbejdere mere med den side af mig selv.

Det nye år

I 2012 håber jeg fortsat at kunne høste frugterne af 2011’s store succes; det nye job. En mere ukompliceret og behagelig hverdag med mere nattesøvn og bedre kost skulle gerne resultere i mere overskud til at leve livet. Jeg ved allerede nu, at jeg skal på wellness/gourmetophold i Jylland, til Elvis-koncert og spise frokost på en god restaurant – disse er nemlig gaver jeg har fået til fødselsdag og jul, og som bare ligger og venter på at blive oplevet.

En anden ting jeg ved der skal ske i 2012 er, at mine forældre flytter ‘hjemmefra’. De har købt en lejlighed og skal i foråret forlade det hus som de har boet i i næsten 30 år, og som var mit barndomshjem fra jeg var 10 til jeg var 20 år. Jeg vil gøre mit bedste for at støtte dem og hjælpe dem med det praktiske, så det bliver en god oplevelse for dem.

Ellers vil jeg fortsætte med at vende blikket indad og arbejde med mig selv – med psykisk og fysisk sundhed. På min ønskeseddel i 2011 var en yogamåtte, fordi jeg gerne vil igang med at lave De 5 Tibetanere. Jeg håber at dette fokus fortsat kan give mig nye perspektiver på livet og lade mig møde nye spændende mennesker.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

En hel måned

Jeg har nu været på mit nye arbejde i en måned, og det går stadig godt. Jeg er begyndt at finde en rytme i hverdagen. Man vænner sig jo nemt til ting der er bedre, og derfor er det gået fint med den største forandring: at tage hjemmefra 1 time senere end før. Jeg har nu lidt familietid hjemme inden jeg tager på arbejde; jeg når at veksle et par ord med min mand og jeg spiser lidt morgenmad. Pludselig er der et liv FØR arbejde!

På jobbet er jeg også ved at finde fodfæste. Jeg er begyndt at komme ind i opgaverne og kan nu begynde at udrette noget. Den styrke jeg følte lige da jeg havde overstået jobsøgningsforløbet, føler jeg endnu mere nu. Jeg oplever at jeg har både kompetence, erfaring og netværk til at klare lige præcis denne stilling. Hvor jeg i min tidligere stilling ofte måtte ‘opfinde den dybe tallerken’ i forbindelse med opgaver jeg ikke havde prøvet før, kan jeg nu mærke ballasten jeg har med mig.

På den sociale side går det lige så fint. I min lille afdeling har jeg det rigtig godt med mine nye kolleger, som er rigtige klassiske IT-folk på den gode måde. Når man har omgåedes sådan nogen både privat og på arbejde i over 13 år falder man hurtigt til. De øvrige kolleger er flinke og imødekommende, simpelthen normale moderne velbegavede mennesker, som det er nemt at tale med.

Jeg er stadig meget træt om aftenen. Det irriterer mig lidt. Selvom det går rigtig godt på det nye arbejde, bruger jeg nok stadig mange mentale ressourcer. Og så er der jo den kropslige træthed. Jeg cykler 15 km. til arbejde og det samme hjem igen hver dag, og det er ikke mere end hvad jeg gjorde før. Men der var en 25 minutters togtur mellem hhv. 10 og 5 km. cykeltur – måske er det lidt hårdere når man tager alle 15 km på en gang. Dertil kommer at jeg cykler i en mere trafikkeret periode og på en rute med mere vejarbejde, og det kræver meget koncentration.

Jeg håber det snart er slut med kun at have lyst til at falde om på sofaen og pive over ømme lår, når jeg kommer hjem fra arbejde. For nu skal jeg snart til for alvor at planlægge min 40 års fødselsdagsfejring. Der er lagkager der skal bestilles og stole der skal skaffes.

Lignende indlæg:

Farvel sne

Du kom i november, lige efter min fødselsdag. Selvom min mor siger jeg er født i snestorm, så er det sjældent jeg ser dig så tidligt på vinteren.

Du gav os glatte veje og sendte mig en tur i asfalten på parkeringspladsen ved mit arbejde. Jeg har stadig hold i lænden og ondt i halebenet. Du erstattede cykelmotion med sneskovlnings-motion.

Du blev hos os hele december og gjorde det nemt at komme i julestemning allerede fra starten af julemåneden. Du gav os en hvid jul for andet år i træk. Du var smuk som altid. Du lyste op i den allermørkeste tid og pyntede de nøgne træer så eventyrligt.

Du gav os en følelse af undtagelsestilstand. Vi kom for sent på arbejde og du gav medierne mulighed for at bruge ord som ‘bæltekøretøj’. Du pakkede Bornholm så effektivt ind, at dyr manglede foder og mennesker måtte brænde gulvbrædder for at holde varmen.

Nu slås du med regnvejr og plusgrader. Dine før så voluminøse former er sunket sammen, og jeg har været ude og gøre risten på vejen fri for is, så smeltevand kan rende frit. Snart kan vi se veje og cykelstier igen. Måske kan jeg snart cykle uden at være bange for at møde kantstenen med mit kindben.

Jeg vil savne din skønhed og dit lys. Men jeg længes også mod at få en normal hverdag igen – en hverdag hvor jeg kan stole på de transportmidler jeg er så afhængig af, og hvor jeg ikke behøver at være nervøs for om mine forældre kommer galt afsted.

Måske ses vi igen i år. Men for nu – farvel så længe!


Lignende indlæg: