Ingen idé

På min blog kan man under Arkiver hurtigt se, hvor mange blogindlæg jeg skriver hver måned. Der er en tendens til at jeg skriver flest blogindlæg når jeg har ferie omkring jul, påske og sommer og næstflest i måneder lige efter jeg har holdt ferie. Det er til dels fordi jeg oplever mere når jeg har ferie. Det hænger helt klart også sammen med hvor stort mentalt overskud jeg har. Da jeg var syg med stress i vinteren 2012/2013 kunne jeg slet ikke skrive, og når jeg har travlt bliver der ikke skrevet så mange indlæg.

En tydelig indikator for, hvor meget jeg er i balance, er hvor mange idéer jeg får. Når jeg får mange idéer føler jeg, at jeg er meget mig selv. Denne kreativitet smitter også af på bloggen. Jeg kan aflæse mit eget overskud ved at se på tallene for, hvor mange blogindlæg jeg har fået skrevet.

I øjeblikket skriver jeg ikke så mange blogindlæg. I februar måned blev det kun til 2 stk., og her i marts er vi en tredjedel inde i måneden før jeg skriver dette første indlæg, og jeg føler mig faktisk ikke særlig inspireret her i skrivende stund. Det overrasker mig lidt, for jeg synes ellers det går meget godt for tiden. Jeg har ikke alt for travlt på arbejde, og vi er rimelig godt med på hjemmefronten.

Nu hvor det slår mig, at jeg ikke har særlig mange idéer til blogindlæg, kommer jeg også i tanke om at jeg faktisk har mere tinnitus end jeg plejer. Ved mit stressnedbrud for 2 år siden havde hyletone i hovedet, og efter jeg var raskmeldt var det der stadig visse dage om aftenen, når jeg lagde mig til at sove. Jeg brugte det til at pejle efter om jeg skulle passe på mht. stress. De sidste mange uger har jeg faktisk haft det allerede fra morgenstunden. Måske jeg skulle passe lidt på nu.

Når jeg tænker efter, så er der faktisk også er par andre faresignaler som kunne antyde at jeg er på vej til at blive overbelastet. Jeg kan mærke, at jeg føler mig mere vred når jeg bevæger mig ud i trafikken, og for nylig er jeg gået lidt i selvsving over en beslutning på mit arbejde, som jeg oplever som uretfærdig. Mine seneste blog-indlæg har været brokke-indlæg og jeg kan slet ikke finde på en overskrift til dette indlæg. Jeg har stor trang til søde sager uden egentlig at ville det og føler mig meget træt uanset hvor meget jeg sover.

Men hvorfor nu det? Det går jo meget godt?

Tja, der kan jo være mange årsager. På arbejde har jeg som sagt ikke overdrevent travlt. Men det skyldes at jeg ikke kan komme videre med mange af mine opgaver, fordi jeg er afhængig kollegers input, som udebliver pga. travlhed. Tilfredsstillelse ved at afslutte opgaver er helt fraværende, da jeg stort set udelukkende bruger tid på at rykke og følge op. Håbet om bedre tider er svagt i øjeblikket, vi kan ikke se enden af tunnelen endnu.

Hjemme går det egentlig meget normalt og uden problemer, og vi nyder vores nye hus meget og der er ikke nogle specielle problemer. Men husbond er hårdt spændt for på arbejde. Det sidste halve år har han skullet mestre et større spektrum af opgaver, samtidig med at hans team kører med halveret bemanding pga. stress, fratrædelser og fyringer. Arbejdet har bevæget sig ind på fritiden samtidig med at arbejdsgiveren har afskaffet overarbejdsbetaling. Det kræver en del fleksibilitet af familien. Jeg tror det er mere følelsesmæssigt belastende for mig end jeg går og regner med. Dels gør det ondt at se sin elskede blive udnyttet på den måde, og dels spiller aspektet af uretfærdighed også ind her.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre ved det. De situationer der belaster har jeg ingen indflydelse på, så de står ikke til at ændre lige nu. Det normale stress-råd er at prøve at kompensere på andre områder. Det ville for mig betyde at prøve at lave noget sjovt, tilfredsstillende og hyggeligt i min fritid. Det er svært når man mangler ideer, inspiration og energi. I den forgangne uge var jeg på rundvisning på Københavns Rådhus med personaleforeningen – en oplevelse der normalt ville give mig energi. Lige nu føles det som om det har gjort mig endnu mere træt.

I dag er det en skøn forårsdag – nærmest den første i år, og der er meldinger om tocifrede varmegrader. Da jeg stod op i morges satte jeg mig i min pyjamas ud på et trappetrin ved terrassen og nød solens varme et par minutter. Der er 3 uger til jeg har påskeferie. Jeg prøver at acceptere at jeg har det sådan lige nu, og tænker på de gode ting der er i vente. Jeg tror jeg vil gå en lang tur med hunden i solskinnet i eftermiddag.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2014

Endnu et år er gået, og jeg vil som altid gerne gøre det forgangne år op. Efter et eftertænksomt og reflekterende 2013 blev 2014 et år med handling og store forandringer.

Ny bolig

Vi gik ud af 2013 med en beslutning om at prøve at finde en ny bolig. Vi havde sat rækkehuset i Virum til salg, og stod nu i den helt åbne situation, at vi ikke anede i hvilke rammer vi ville befinde os ved juletid næste år. Køberen til vores rækkehus meldte sig med et købstilbud 9 dage efter, at huset var kommet på nettet. Handelen kunne dog først lukkes 5 uger senere pga. et langtrukkent forhandlingsforløb.

Det var bankens krav, at vi solgte vores hus før vi kunne købe noget nyt. Det fik selvfølgelig betydning for hvilket hus vi endte med at købe, fordi vi ikke bare kunne slå til når det rigtige hus var der. Vi brugte de første 3 måneder af 2014 på at se på huse, og endte med at købe nr. 4 på ønskelisten; en murermestervilla i Birkerød.

Det er vi såmænd godt tilfredse med. De første huse vi forfulgte var væsentligt mindre og i væsentligt dårligere stand end det hus vi bor i idag. Vi prioriterede sådan, for at sikre at alle muligheder for at blive i samme afstand til mit arbejde var undersøgt, før vi overvejede at bevægede os længere væk fra København. Hvis jeg skulle droppe min el-cykel og begynde at køre med S-tog til arbejde, skulle det være fordi andre muligheder var udtømte.

Heldigvis endte vi med at få både i pose og sæk. Det viste sig nemlig, at selvom jeg fik 6 km længere på arbejde, så kan jeg fortsat el-cykle på arbejde. Samtidig fik vi et stort hus med både nyt tag, nyere vinduer og hvor hverken køkken eller badeværelser er udskiftningsmodne. Det lykkedes os endda at indfrie drømmen om at bo tæt på en hundeskov.

Flytningen blev overstået på en uge, for det var den tid vi havde til rådighed. Det betød naturligvis en skarp prioritering af, hvilke ting vi kunne ordne. I skrivende stund har vi stadig ikke fået hængt så mange billeder op, der er flere rum som roder en del og vi mangler gardiner i den ene stue. Men vi har en god base for vores hverdag, og det er også lykkedes os at få en carport med cykelskur bygget inden vinteren, så vi ikke skal tage cyklerne ind i huset om aftenen.

Nu hvor jeg ser tilbage på hele forløbet er jeg rigtig glad for resultatet. Vi har fået et pragtfuldt hus, som passer rigtig godt til os. Vi har fået den forandring vi ønskede mht. mere ro og nærhed til natur. Og det hele er foregået på en både psykologisk og økonomisk sund måde.

Diæt

Jeg fortsatte med 5:2-diæten i 2014, og den giver mig stadig en række gavnlige effekter i form af stressforebyggelse og færre smerter. Jeg har dog ikke tabt mig yderligere i det forgangne år. Det skyldes nok flere ting, men det er klart at pauser ifm. både flytteperioden, sommerferien og 2 sygdomsperioder samt at jeg måtte undvære min el-cykelmotion i 2 måneder i efteråret, spiller kraftigt ind. I det nye år får vi nok mere stabilitet, så kan det være at der rasler lidt flere kilo af. Denne måde at spise på er i hvert fald fortsat en del af min og min families ugerytme.

Arbejde

På jobsiden har jeg også oplevet en del. I slutningen af 2013 fik jeg en ny chef, som havde en helt anden ledelsesstil, en anden faglig profil og nogle andre visioner. Jeg fik også en kollega, og jeg indgik nu i et lille team i stedet for bare at være mig selv. Det var meget inspirerende, og jeg blev meget gladere for at komme på arbejde. Desværre stoppede den nye chef efter kun 1 år. Jeg står nu i endnu en ny situation på jobbet, som jeg endnu ikke helt ved hvad indebærer.

Min organisation har i det forgangne år gennemgået store forandringer, og vi er i dag næsten 100 medarbejdere mere, end da jeg startede for lidt over 3 år siden. Vi sidder meget tæt, det kniber med pladsen i kantinen og mange kolleger er stressede. Altsammen er det udfordringer for mig i forhold til at bevare fokus, koncentrationsevne og stabilitet.

Det har også påvirket vores privatliv, at Mads har haft ekstraordinært travlt. Også i hans organisation sker der store forandringer og udvidelser, og det har betydet et større arbejdsområde for ham. Det er en stressmæssig udfordring, når vi samtidig har haft de store opgaver ifm. flytningen. Vi er meget bevidste om stresssymptomer og at passe godt på ham.

Oplevelser

Hele processen omkring hussalg, huskøb, flytning og at komme på plads i den nye bolig og den nye by har fyldt rigtig meget og udgjort den største oplevelse i 2014. Vi delte oplevelsen med vores familie, som var aktivt med til at male og bygge carport. Vores forældre har også støttet os ifm. travlhed på arbejde, hvor de har kunnet tage imod håndværkere og tage sig af Adina ifm. ekstra lange arbejdsdage.

Mads og jeg drikker ikke kaffe. Vi har ikke desto mindre en Senseo kaffemaskine, fordi det er en nem måde at brygge en god kop kaffe til gæster. Normalt har vi kaffemaskinen pakket væk i et skab, men efter vi er flyttet har den stået fremme i lange perioder. Det nye hus har givet anledning til at byde mange gæster på kaffe. Aldrig har vi haft så meget besøg, som efter vi flyttede til Birkerød. Også ifm. julen har vi haft lejlighed til at vise huset frem til familie.

Der blev da også tid til at holde en decideret sommerferie, hvor vi som sædvanlig tog op til vores sommerhus i Gilleleje. Det blev til 12 sommerdage med badning og gæster – ikke helt så stille som vi nok havde brug for efter flytningen, men ikke desto mindre dejligt.

Stilheden fik vi til gengæld, da vi tog en lille miniferie til Nordtyskland. Det blev en rigtig du-og-jeg-ferie, hvor vi fik et tiltrængt afbræk fra et travlt arbejdsliv og konstante tanker om ting vi gerne vil gøre i det nye hus. Vi sluttede også året af med en rigtig daseferie i sommerhuset omkring nytår.

 –

Som det fremgår har det været et heftigt, men også meget engagerende år. Hele projektet omkring at få et nyt hus var godt for handletrangen og følelsen af, at også vi fortjener at leve godt. Jeg kan også mærke, at det nye hus har en god effekt på min hverdag. Det er simpelthen muligt for mig at være helt mig selv, når jeg er hjemme. Det var det ikke der hvor vi boede før, fordi vi boede så tæt på vores naboer.

Mine ønsker for det nye år går på konsolidering. Der er stadig en del projekter vi gerne vil gennemføre med det nye hus, men det skal også handle om at komme helt på plads og få hverdagen til at køre endnu mere effektivt, så vi ikke bruger for mange mentale ressourcer på banaliteter. På jobsiden håber jeg også på konsolidering for vores begges vedkommende. Man kan ikke blive ved med at arbejde i en form for undtagelsestilstand.

2015 bliver også et år med mange runde fødselsdage. Både min mand og min veninde fylder 40, og der er også en 70 års fødselsdag i familien, så der bliver rigelig anledning til at socialisere. Mon ikke også vores Senseo kaffemaskine kommer frem i 2015, jeg har i hvert fald købt en frisk omgang kaffe-puder.

Hvis jeg skal kigge lidt udover min egen næsetip ser jeg frem til et valg i 2015 med fortvivlelse. Som det ser ud lige nu, er der stor tyngde på begge de yderste fløje af det politiske spektrum, og desværre ikke ret meget opbakning til midterpartierne. Det lyder lidt for spændende.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Sidste dage i Virum

Nu nærmer det sig for alvor. På søndag får vi nøglen til vores nye hus i Birkerød, og 5 dage derefter flytter vi. Når måneden er gået, har vi afleveret nøglerne til rækkehuset i Virum til de nye ejere og har ikke længere noget at gøre i Virum. Her i de sidste dage i Virum kan jeg ikke lade være med at gøre mig tanker om det vi forlader.

På grund af den korte overlapningsperiode mellem de 2 boliger, har vi i længere tid forsøgt at forberede de ting vi kunne gøre på forhånd. Vi har derfor pakket så meget som muligt i god tid. Vi pakker et hjem ned i kasser, et hjem som Mads og jeg har opbygget sammen i løbet af de 9 år vi har boet her. Det var vores første fælles hjem, og jeg genoplever alle de ideer, tanker og drømme som vi havde i starten og som siden er opstået.

For eksempel drivhus-drømmen, hvor vi dels byggede selve drivhuset, og dels engageret drømte om, snakkede om og planlagde alle de grøntsager vi skulle dyrke. Jeg tænker tilbage på alle de varianter af chili vi har haft, og drømmene om et drivhus der bugner af tomater, som aldrig helt blev som vi håbede. I skabene i huset finder jeg mange, mange chilifrø vi har lagt til tørre, og også blomsterfrø som jeg aldrig fik prøvet. Drivhuset kan vi ikke tage med, og det er helt vemodigt at rydde op derude og komme i tanke om al den begejstring vi har lagt i projektet. Siden vi fik hund har vi droslet meget ned på ambitionerne i drivhuset pga. tidsmangel, så jeg tror ikke vi skal have drivhus lige med det samme det nye sted. Men vi gik meget op i det i en periode.

Det begynder også at blive sidste gang for mange af de ting vi gør. Der er ikke mange af de normale eftermiddagsture med Adina i Geels Skov tilbage mere. Som jeg dog traskede den skov tynd sidste vinter, hvor jeg var sygemeldt med stress. Det var en stor trøst og lindring.

Forleden pakkede vi havemøblerne i forhaven ned. Nu hvor varmt sommervejr banker på, bliver vi mindet om, at vi aldrig mere skal sidde og spise aftensmad der på skyggesiden af huset på varme sommerdage.

Vores faste fredagsritual, hvor vi tager til Holte og køber ind til en uges forbrug, gør vi for sidste gang på fredag. En helt almindelig hverdagsting, men noget som vi begge glæder os til hver uge, fordi det markerer weekenden og vi derfor altid er i godt humør. Vi regner med at gøre noget tilsvarende i Birkerød. Men det vil blive sidste gang at vi kommer hjem her til Virum.

Vi vasker de sidste maskiner tøj i vaskekælderen og hænger det til tørre for sidste gang i den lille have, som lige nu dufter af sommer og sitrer af fugleliv.

Alt dette har Mads og jeg opbygget sammen. Systemer, rutiner, indretning og rammer om en hverdag, som vi gerne selv ville have det. Jeg føler en vis stolthed over at have været med til at skabe en veldreven husholdning, og tænker over hvordan vi mon kommer vi til at gøre i det nye hus. Noget bliver nok nøjagtig det samme, andet bliver anderledes. Nogle af tingene bliver lettere og mere bekvemme. Men vi har ikke sat et billede på det endnu, det er ikke sket endnu – de eksisterer de ikke endnu, de nye rammer om vores hverdag.

Lignende indlæg:

Drømmehus

Nu mangler kun den fysiske flytning. Ellers er projektet, der startede som drømme og flygtige ideer tilbage i oktober 2013 tilendebragt. Vi har nu købt et nyt hus som man kan gå rundt om, og flytter om knap 2 måneder.

Huset vi har købt er en murermestervilla fra 1907. Et klassisk murstenshus i både røde og gule mursten. Det oprindelige hus er i 2 plan samt kælder. I stueplan er der 2 stuer og et stort spisekøkken, og på førstesalen findes 2 værelser og et badeværelse. Huset har i 2001 fået en tilbygning som indeholder et stort rum til hobby, et bryggers og et badeværelse. Alt i alt er der 192 kvm. beboelsesareal, og dertil kommer 41 kvm. kælder, der er fordelt på 2 rum. De 2 bygninger er forbundet med en mellemgang i glas.

Med det nye hus får vi opfyldt vores drøm om at få noget mere plads at leve på. Hele 2 store badeværelser, mere plads i soveværelset og stuerne, og selvom vi har et ret stort køkken i dag, får vi et endnu større køkken i fremtiden. Der bliver bedre plads for Adina både indenfor og på den 973 kvm. store grund, og jeg gætter på at hun kommer til at elske at ligge i glas-gangen og holde øje med hvem der kommer forbi på vejen. Dertil kommer, at vores hverdag bliver betydeligt mere komfortabel i forhold til de daglige hundeture, fordi der ligger en hundeskov ganske få meter væk.

Huset er i ret god stand. Tilbygningen fra 2001 er naturligvis ny og fin, men også det oprindelige hus står flot. Først og fremmest er mange store, dyre og besværlige renoveringsprojekter lavet i nyere tid: tag, kloak, fyr, elektricitet og vinduer. Køkkenet er 20 år gammelt, pænt og slet ikke udskiftningsmodent, og det samme kan man sige om badeværelset på 1. salen.

Beliggenheden har både gode og dårlige sider. Vejen Bøgevej er en lille grusvej med kun 4 huse på, og for enden af vejen er der adgang til skoven Bistrup Hegn, hvor hunde må gå uden snor. Virkelig idyllisk! Til gengæld ligger huset på en hjørnegrund ud til Bistrupvej, som er en relativt befærdet vej, hvilket nok giver noget støj. Sammen med en øget afstand til mit arbejde er det prisen vi må betale for at få et stort og godt hus at bo i. Og den pris er vi villige til at betale.

Vi kommer til at rykke ca. 6 km. nord på i forhold til vores nuværende adresse i Virum. Vi kender primært Birkerød fordi det er der, den nærmeste Silvan ligger – ellers kender vi ikke byen ret godt. Men heldigvis har jeg mange kolleger som bor der, så vi skal nok finde ud af hvilken bager og hvilket pizzaria der er bedst. Vi har allerede fundet den bedste café, for der spiste vi frokost da vi i vinterferien så huset for 2. gang og gik en tur på hovedgaden. Hvis transporten til arbejde bliver et problem for mig og min el-cykel, så er der gåafstand til S-togsstation.

Er det så drømmehuset vi har fundet? Tja. Hvis jeg bare kunne drømme helt frit, så kunne et drømmehus indeholde både jacuzzi, udsigt, stilhed, rengøringshjælp og en kombination af tæt til alt og langt fra andre mennesker. Men man må jo også forholde sig til realiteterne.

Jeg er lidt tilbageholdende med at bruge et ord som ’drømmehus’. Jeg er bange for at komme til at putte et bestemt billede af et hus op på en piedestal, så det enten bliver uopnåeligt, eller lukker mine øjne for andre muligheder. Jeg synes der er en risiko for at sætte alt på et bræt og sige, at det KUN er dette ene hus der duer. Som jeg tidligere har skrevet om, prøvede vi at købe 3 andre huse før vi nåede til dette hus. Hvis vi havde kaldt nr. 1 på listen for vores drømmehus, så havde vi være skuffede for længe siden. I et marked, hvor vi var nødt til at sælge før vi kunne købe, og det ikke er bare lige ’sådan’ at gå ud og købe et nyt hus, så var den realistiske indgangsvinkel at gå efter det bedst mulige.

Da ideen om nyt hus begyndte, ønskede vi os mere plads både ude og inde, mere privatliv, men uden at øge transporttiden til vores jobs og udgiften til at bo. Undervejs fandt vi ud af, at det var realistisk at finde en bolig i nærheden af hundeskov, og at der var plads til at øge budgettet lidt. På et tidspunkt troede vi at vi kunne bibeholde afstanden til mit job så jeg kunne blive ved med at cykle. Det måtte vi gå bort fra igen.

Alle de huse vi har set på ville have været store forbedringer i forhold til vores nuværende hus, og de har alle levet op til vores ønsker i varierende grad. Det hus vi nu er endt med rummer en meget stor del det vi ville opnå, og har derudover kvaliteter som vi end ikke turde drømme om. Man kan altid ønske sig mere. Men indenfor det som er realistiske muligheder for os, er dette nye hus i Birkerød det optimale for os. Jeg glæder mig meget til at få nøglerne.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2013

Så blev det nytår, og det er tid til at gøre året op her på bloggen. 2013 blev et år præget af stress, eftertanke og personlig udvikling for mig.

Stress

Jeg forlod 2012 som sygemeldt med stress, og startede 2013 med at vende tilbage til jobbet, kun for at konstatere at jeg slet ikke var klar til at arbejde endnu. Efter i 3 uger at have forsøgt at vende tilbage til jobbet med en 5-ugers optrapningsplan, måtte jeg tilbage til sofaen og tage ansvar for min egen situation. Hverken lægens, psykologens eller arbejdsgiverens anvisninger passede til min situation, og jeg var nødt til at skære igennem og sige til dem hvordan jeg oplevede det.

Jeg endte med at være deltidssygemeldt helt frem til juli. Måske jeg kunne have haft et kortere sygdomsforløb, hvis jeg havde kunnet sige fra med det samme, men det kunne jeg ikke i den situation – det var både en del af den person jeg var før, og en del af selve det at være stresset.

Der er ingen tvivl om at det er absolut uønsket at være sygemeldt, det tror jeg også at jeg kunne aflæse på min lønseddel efter den årlige lønregulering. Men jeg endte faktisk med at få det bedre til sidst, og jeg har lært en masse af det. Jeg tror jeg er blevet en bedre udgave af mig selv, og så har jeg lidt uventet oplevet en opbakning, som har knyttet mig tættere til mange af mine kolleger.

Man tror godt man kan, men det kan man måske ikke alligevel; slappe af. Jeg har lært at slappe af – mentalt og fysisk. Det var faktisk min kommune, der hjalp mig med det ved at tilbyde mig et forløb på Skodsborg Spa. Det lange forløb med deltidssygemelding gav mig flere timer hjemme, hvilket satte mit liv i perspektiv. For en stund var der andet end arbejde i hverdagen. Jeg var ikke i stand til at gøre meget andet end at gå tur med hunden, men bare det at befinde sig hjemme gjorde mig godt.

Undervejs har jeg arbejdet med mig selv. Jeg er blevet bedre til at være i nu’et. Jeg tænker ikke så langt frem og på mulige fremtidige konsekvenser. Det er sket flere gange, at jeg at kommet afsted uden mobiltelefon eller på tur med hunden uden hundeposer – og det gik alligevel. Jeg har en bedre fornemmelse af mine egne behov og er lidt mere ligeglad med hvad andre synes. Nu kan jeg f.x. have gæster til middag uden at blive stresset. Og jeg siger nej tak til arrangementer, som jeg vurderer vil være for belastende for mit hoved.

Diæt

Stressforløbet betød at jeg måtte være åben overfor nye måder at leve på, så jeg kunne få en hverdag hvor der er plads til at hvile og lade op. 5:2-diæten blev et vigtigt led. 2 dage om ugen spiser jeg kun frokost, hvilket giver mig 2 hverdags-aftener, hvor jeg kun skal slappe af og hygge mig.

Det viste sig hurtigt at jeg også tabte mig af denne diæt, og i skrivende stund vejer jeg mindre end jeg har gjort i 10 år. En absolut dejlig og velkommen bivirkning.

Oplevelser

2013 bød heldigvis også på en række udadvendte oplevelser. Jeg havde en pragtfuld fødselsdag i november, hvor min mand, veninde og jeg havde en stor smagsmæssig oplevelse på en dim sum-restaurant. Det var også en dejlig tur til Herning, hvor vi både fik en stor koncertoplevelse og noget hyggelig shopping ud af turen. Året sluttede af med at holde juleaften for mine forældre i mit eget hjem for første gang nogen sinde. Det blev også en dejlig aften, hvor jeg efter i mange år at have samlet på juletræs-lysholdere og tallerkener med julemotiv kunne servere en julemiddag for mine nære – helt efter mit eget hoved.

Triste begivenheder

Jeg er nu 42 år, og i min alder er man ved at have overstået bryllupperne og barnedåbene. I denne alder er det mere skilsmisser det handler om. Dem har der dog heldigvis ikke været så mange af indtil nu. Til gengæld har der været nogle endnu mere sørgelige begivenheder i det forgangne år; en del dødsfald blandt jævnaldrende i den udvidede bekendtskabskreds. Selvmord, kræft og akut sygdom har huseret og bragt sorg blandt mine venner og bekendte. Jeg bliver chokeret hver gang, og det er som om jeg ikke rigtig kan forstå eller tro på at det kan ske. Det giver også stof til eftertanke. Den sidste uskyld fra ungdommen er ved at ryge, og jeg må acceptere at døden også er en del af livet, og det er ikke kun gamle mennesker der dør. Det er det ultimative bevis på at livet også er urimeligt og totalt uretfærdigt.

Nyt hus

Jeg kan ikke sige om det har baggrund i mit sygdomsforløb eller de mange dødsfald. Men Mads og jeg er nået til et punkt, hvor vi ønsker at handle i stedet for bare at leve med noget der er knap så optimalt. Vi har besluttet os for at prøve at finde et lidt større hus. Hvis andre kan, så kan vi vel også? Og man skal også huske at leve mens man gør det. Lige inden jul skrev vi formidlingsaftale med Danbolig, og i næste uge kommer vores hus til salg på nettet. Det er en spændende tanke at gå igennem jul og nytår og ikke vide hvor vi bor til næste jul.

Alt i alt blev 2013 et barsk men lærerigt år. Selvom det har været hårdt, har det også givet nyt håb, ny energi og optimisme. Det kommer også til at blive en hård tid i det nye år med at have hus til salg og efterfølgende (forhåbentlig) at skulle finde et nyt hjem til min familie. Det er jo en af de ting der stresser mennesker allermest at skulle flytte. Men jeg føler mig langt bedre rustet til disse udfordringer end før. Så 2014 kan bare komme an!

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Et kvartal med 5:2-diæten

I skrivende stund ved jeg ikke hvordan vægten har udviklet sig siden sidste status, for jeg er i sommerhus og her er ikke nogen badevægt. Men det kører fint med de 2 fastedage om ugen, og nu hvor jeg begiver mig ind i 4. måned med 5:2 faste-diæten er jeg stadig glad for konceptet. Jeg oplever stadig et rigtig godt humør og overskud, en markant forskel i forhold til hvordan jeg havde de i april, da jeg startede. Hovedpine på fastedage er stadig en udfordring, men jeg får hele tiden nye ideer til at modvirke det. Og med 10 cm mindre om taljen startede jeg sommerferien med tøjshopping!

Indtil nu har jeg tilrettelagt fastedagene efter hverdagens rytme. Sommerferien betyder, at jeg må finde en ny måde at gennemføre en fastedag. En feriedag er anderledes, dels fordi der ikke er så faste rammer hvad angår spisetider, sengetider osv., og dels skal jeg lave mit ene 500 kcal-måltid selv i stedet for at vælge fra kantinens lækre buffet. Desuden er der i modsætning til en arbejdsdag langt mere ledig tid, hvor jeg ikke er optaget og dermed distraheret – det kunne måske være en udfordring i forhold til at føle sig sulten.

Det varme sommervejr har gjort det nemt mht. maden. Jeg er knap så sulten, og det er oplagt at lave sig en lækker salat. Jeg har bla. lavet mig en lækker salat med rigtig gedefeta, radiser og karse, hvilket har givet en god og fuld smagsoplevelse, og der var også plads til en lækker fuldkornsbolle. Hvad angår den tid hvor jeg ikke spiser er det også gået rigtig godt. Jeg kan sagtens slappe af og gøre ferie-ting uden at få krise over at jeg ikke kan spise spontant. Før ferien var jeg faktisk lidt i tvivl om jeg kunne holde faste-mønsteret i ferien, det skulle jo ikke ødelægge ferien. Men det har ikke været svært, og jeg er glad for at jeg kan faste i ferien også.

Det ser ud som om at 5:2 faste-diæten begynder at blive mere udbredt i Danmark. I weekenden var der 3 artikler om det i Politiken, og det skyldes jo nok at netop Politikens forlag udgiver en dansk oversættelse af Michael Mosley og Mimi Spencers bog om nogle uger. Efter artiklerne i Politiken har der været stor tilstrømning af medlemmer i den danske Facebook-gruppe om emnet, og jeg kan også se flere besøg her på bloggen på baggrund af Google-søgninger på emnet.

I dag havde jeg besøg af en journalist og en fotograf fra Ude og Hjemme. De planlægger også et tema om diæten i forbindelse med den danske bogs udgivelse. De ønskede at interviewe en kvinde der havde været i gang med spisemetoden i nogen tid, og kom op og besøgte mig i sommerhuset. Jeg fortalte lidt om hvordan jeg var kommet i gang, min motivation og hvordan en fastedag foregår for mig. Og så tog de en masse billeder.

Jeg er spændt på hvordan 5:2 fastediæten bliver lanceret og modtaget i Danmark. Slanke-aspektet er nok det som tiltrækker flest læsere/seere. Den danske bogs titel “5:2 Kuren” indikerer også, at man ser det som en slankekur, mere end en livsstil eller vej til større sundhed, og jeg kan også se tendensen på Facebook-gruppen. Min egen motivation for at gå i gang med at semi-faste 2 dage om ugen handlede primært om at modvirke stress. Det var en dejlig bonus hvis jeg kunne tabe mig, men jeg troede i starten ikke helt på at det kunne ske. Og så var det en god følelse, at jeg kunne gøre godt for min sundhed på længere sigt. Det er jo temmelig overvældende, hvilke fordele diæten har på aldersbetingede sygdomme både fysisk og psykisk, så jeg håber at disse aspekter også bliver omtalt.

Lignende indlæg:

2 måneder med fastediæt

Som tiden dog flyver – det er allerede 2 måneder siden jeg startede på 5:2 fastediæten. Det går stadig rigtig godt. Mit humør har fået en tak opad. Jeg ved ikke om det skyldes et øget BDNF-niveau, som denne måde at spise på skulle udløse, eller om det simpelthen er fordi at det nu er lykkedes mig at smide 4 kg. og har fået mit BMI ned under 30.

Men glad er jeg, og jeg ser frem til hver fastedag med glæde. Fastedagene forløber ret udramatisk. Jeg har vænnet mig helt til følelsen af, at maven er tom og klarer stadig bølger af sult-fornemmelse med te og vand. Der bliver ikke lagt så meget puslespil mere – jeg behøver ikke at distrahere mig selv og kan sagtens håndtere at husbond laver og spiser aftensmad.

Bivirkninger kan man måske ikke kalde det, men jeg oplever stadig øget hovedpine og ledsmerter på fastedage og større træthed dagen efter. Jeg har valgt ikke at tænke for meget på det. Ledsmerterne klarer jeg med 2 Panodil, og trætheden forsvinder meget hurtigt når jeg får lidt morgenmad. Hovedpinen er et livsvilkår for mig, noget jeg har levet med i over 8 år. Jeg ved reelt ikke om jeg ville have haft hovedpine disse dage selvom jeg ikke fastede, og det er ikke alle fastedage jeg har hovedpine. Jeg har uden held forsøgt med vand og salt at forebygge væske- og saltmangel, så måske er det ikke relateret til mangel på mad.

Det er stadig strategien at spise helt normalt på ikke-fastedagene, så jeg siger ikke nej til kage på arbejde eller en cola til aftensmaden på de dage. I øjeblikket tænker jeg meget over, at det føles som om at den psykiske lyst til de usunde ting stadig er der, men at kroppen ikke beder om det. Husbond siger også at han synes jeg spiser mindre.

Måske er det derfor at vægttabet nu har et omfang, som ikke længere kan forklares med udsving i væskebalance og maveindhold. Jeg synes godt kan jeg konstatere, at jeg taber mig af at spise sådan her. Jeg begynder at se i øjnene, at jeg måske skal til at se mig selv anderledes i spejlet og have lidt nyt tøj.

Lignende indlæg:

Jeg faster stadig

Jeg har nu fulgt 5:2 faste-diæten i en måned, og jeg er klar til at tage en status på hvordan det er gået.

Min første oplevelse er, at det slet ikke er så svært som man skulle tro. Selve det at undvære mad morgen og aften har ikke været noget problem. Hvis maven har rumlet lidt, har jeg nemt kunnet fjerne det med et krus te eller et glas vand, og jeg har ikke på noget tidspunkt være fristet til at afvige fra fasten og tage noget mad.

Nogle af dagene har jeg haft hovedpine, og jeg har oplevet en øget træthed dagen efter faste. En par af fastedagene har jeg haft flere ledsmerter end normalt. Det er alt sammen gener som normalt er en del af min hverdag, men tankevækkende at de kommer oftere på fastedage.

Nu hvor jeg har prøvet at faste 8 gange, har jeg vænnet mig til fornemmelsen og tænker mindre og mindre over det, hvilket hjælper til at afdramatisere situationen og gøre fastedagen mere som en normal dag. Et par af dagene har min mand helt glemt at jeg har fastedag, fordi vi har lavet de samme ting som vi plejer og jeg ikke snakker om at faste. Nogle dage lægger jeg puslespil eller ser TV mens han spiser aftensmad, andre dage sidder jeg ved bordet sammen med ham og drikker en kop te.

På fastedagene har jeg observeret en række ting omkring mig og sult. Jeg har tydeligt oplevet det, som Mosley skriver i sin bog om, at lyst til at spise langt fra altid handler om sult. Det kan sagtens både være tørst, tørhed i mund og hals, kedsomhed, mangel på energi, dårligt humør, socialt betinget, ren vane eller simpelthen et spørgsmål om tidspunkt på dagen. Sidstnævnte mærker jeg omkring aftensmadstidspunktet, som er det tidspunkt hvor jeg mærker mest sultfornemmelse når jeg faster. Når min mand har spist og aftenen går over i en anden fase, forsvinder sulten faktisk.

Sultfornemmelsen er der altså ikke konstant, men kommer og går. Når den ind i mellem er der, er det en fin tanke at man kan spise igen i morgen. Det med at man bare lige udskyder spisningen lidt gør det meget nemt – man skal jo bare lige vente lidt. Det ligger i konceptet, at man må spise hvad som helst dagen efter, så nogle af de første dage lovede jeg mig selv at jeg måtte få kanelgifler eller burger dagen efter. Og jeg har da også spist som jeg plejer på ikke-fastedagene, både sundt og usundt. Men stik imod min forventning er jeg ikke markant mere sulten end normalt næste dag.

Da jeg startede med fastediæten, var jeg i tvivl om motion var godt eller skidt på fastedagene. Jeg tænkte at det måske kunne øge min appetit at forbrænde de flere kalorier, og dermed gøre fasten mere ubehagelig. Rent praktisk er det er dog langt det nemmeste for mig i hverdagen at gøre som jeg plejer og snuppe min el-cykel de 17 km til arbejde, så det startede jeg ud med. Det viser sig at fungere fint. Mange dage har jeg også gået en god lang tur med hunden når jeg er kommet hjem, bla. for at distrahere mig fra tanker om eftermiddagssnacks, og så er det jo altid dejligt at komme ud i naturen.

Når det kommer til de målbare resultater, er det ikke på nuværende tidspunkt helt klart om diæten virker som en slankekur for mig. Min vægt har svinget, naturligvis lavest på dagen efter en fastedag (ca. 2,5 kg under startvægt), og så lidt højere dagene efter. Det mest sammenlignelige er at veje mig her søndag morgen, et par dage efter en fastedag og 4 uger efter startvejning. I dag vejer jeg 1,2. kg. mindre end for 4 uger siden, og jeg er 3,5 cm. mindre i livet. 

Jeg ved at andre på denne diæt har oplevet mere overvældende resultater i starten. Jeg har ikke noget imod at vægten går langsomt nedad, det er sikkert også sundt nok. Men et vægttab i den størrelsesorden giver ikke et signifikant indtryk af at jeg taber mig. Denne livsstil skulle også give en række andre gevinster, som kan måles i hvor blodværdier og risiko for sygdomme – det har jeg ikke indblik i her og nu. Men jeg må sige, at jeg allerede er helt afhængig af den fri-aften det giver mig, at jeg ikke skal lave og spise aftensmad 2 hverdagsaftener. Jeg har IKKE lyst til at vende tilbage. Tanken med denne diæt er da også, at man skal spise sådan resten af livet, så jeg skal nok nå at komme ned på en bedre vægt med tiden, hvis den svage tendens med 1 kg. om måneden fortsætter.

Vigtigst er nok, at jeg har lært nogle ting om migselv og psykologien omkring at spise. Dels er der erfaringen omkring årsagerne til jeg får lyst til at spise. Og dels så føler jeg, at jeg træner mine ‘muskler’ indenfor disciplin og tilbageholdenhed. Jeg har lært at acceptere, udholde og abstrahere fra sult, og har lært at jeg ikke falder om hvis jeg springer et måltid over. Måske ligger fidusen på vægttabs-aspektet af denne diæt i, at man med tiden kan rykke på sine vaner på ikke-fastedage, selvom det ikke ligger i konceptet at have en bevidsthed om at holde sig selv tilbage på disse dage.

Jeg samler mine erfaringer vedr. denne diæt på en særskilt side på bloggen.

Lignende indlæg:

Hvorfor jeg fik stress

I afslutningen af mit sygdomsforløb er det tid til at gøre status over, hvorfor jeg blev ramt af stress denne gang. Det har nemlig slet ikke været som første gang i 2006, hvor jeg helt klart havde en reaktion på en konkret forandring på mit arbejde.

Lige da jeg blev syg var jeg meget forvirret over, hvorfor jeg havde fået det sådan. Jeg oplevede forløbet op til, som en række fysiske symptomer, men måtte så konstatere at hovedet heller ikke ville som jeg ville. Jeg synes ikke jeg havde haft specielt mere travlt på arbejde end ellers, og i det hele taget var der tilsyneladende ikke sket noget markant i tiden op til at jeg fik det dårligt.

Efter at have fået professionel hjælp har jeg nu fået stykket sammen, hvad der har været årsagen til at jeg blev syg. Det er ikke for at placere skyld eller pege fingre, at jeg ønsker at finde årsagen. Det er simpelthen for at prøve at finde ud af om der er noget jeg kan gøre anderledes i fremtiden, så jeg ikke bliver syg igen.

De symptomer jeg havde, pegede i retning af, at der var tale om ophobet, langvarig stress. Jeg har i længere tid levet på en måde, hvor min hjerne var mere eller mindre konstant påvirket af stresshormonet kortisol. Det har betydet, at den del af hjernen som hedder Hippocampus er skrumpet lidt – jeg har fået en midlertidig hjerneskade. Det har påvirket mine tankemønstre, hvor frygt og trusler har fået lov at dominere, og det har påvirket min hukommelse i negativ retning.

Jeg har jo aldrig været i tvivl om, at det har været stressende for mig i 4 år at arbejde i Dragør. Indlæg her på bloggen i årene 2007-2011 vidner om daglig frustration. Hverdagen var domineret af den meget lange og besværlige transport til og fra arbejde, og jeg har vitterlig følt at jeg skulle ruste mig til kamp hver dag. Udover at være krævende, har den lange transporttid efterladt for lidt tid til opladning af de mentale batterier.

Da jeg fandt mig et nyt job, hvor jeg kunne reducere transporttiden, troede jeg at nu blev alting godt. Jeg glædede mig over den meget enklere hverdag jeg fik, hvor jeg bare kunne hoppe på el-cyklen og cykle hele vejen til arbejde. Jeg åndede lettet op, og undervurderede nok den stressbelastning det er at starte i nyt job. Jeg så det som en investering i et nyt og bedre liv.

Inderst inde har jeg altid vidst, at det var det derhjemme, der gav mig indhold i tilværelsen og energi. Sådan har det faktisk altid været, også i de 10 år jeg boede alene. Da vi fik hund blev den følelse yderligere sat på spidsen. Med Adinas indtog fik vi en snert af den oplevelse, folk får når de får børn. Her blev et levende væsen bragt ind i vores hjem på vores initiativ, ude af stand til at tage vare på sig selv. Det var vores ansvar at sørge for fysisk og psykisk velbefindende, og den nye beboer er fuldstændig afhængig af at vi lever op til denne forpligtelse.

Det var en stor lykke at få hund, men det var også en stor mundfuld ansvar. Og da det lidt senere viste sig, at min nye arbejdsplads ikke var helt så fleksibel som jeg troede, blev presset større. Hjemme hos os har det hidtil været sådan, at jeg var den der lettest kunne blive hjemme og tage imod en håndværker eller på anden måde klare et privat behov der var nødt til at foregå i kontortid. At få hund øgede dette behov, dels fordi hunden selv kan blive syg, men også fordi man ikke kan lade en fremmed håndværker være alene i et hjem der bebos af 35 kg. vagthund.

Jeg kan se i dag, at det har været en loyalitetskonflikt for mig. Dels fordi jeg frygtede ikke at kunne tage vare på min elskede hund, og dels fordi jeg følte at jeg svigtede den aftale jeg har med min mand. I det hele taget blev de første 12 måneder efter jobskifte meget begivenhedsrige og fyldt med intense følelser, og når jeg ser tilbage er det faktisk ikke så mærkeligt at den mentale rygsæk er blevet fyldt til bristepunktet, især i betragtning af hvor fyldt den var forinden.

Alt dette resulterede altså i, at jeg i november måtte kapitulere og sygemelde mig med en lang række stress-symptomer:

Intellektuelle: koncentrationsbesvær, mangel på overblik, hukommelsesbesvær

Psykiske: irritation, vrede, dårligt humør, overbekymret, ulyst, følelse af udmattelse

Fysiske: hjertebanken, træthed, varme/feberfølelse, svimmel, mavesmerter, tør i munden, hyppige infektioner, ledsmerter

Adfærd: vrede, ubeslutsom, mistro, fysisk klodsethed, overbekymret, uengageret, træthed

Hvad der er sket er sket, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Men jeg kan godt tænke over, om jeg kan gøre noget i fremtiden, så den mentale rygsæk ikke bliver fyldt mere end hvad godt er. I mit næste blogindlæg vil jeg beskrive hvad jeg vil gøre fremover for at undgå stress.

Lignende indlæg:

På rette kurs?

Det er længe siden jeg har skrevet på bloggen. Som jeg skrev 22. januar har jeg måttet indse, at jeg ikke blev rask af min stress-sygdom på 6 uger.

Sammen med den stress-coach som min arbejdsgiver har tilbudt mig, og i samråd med min læge, blev jeg i slutningen af januar fuldtids-sygemeldt igen. Denne gang med besked om at forholde mig fuldstændig i ro, hvile mig og sove eftermiddagslur. Det gjorde jeg så.

Jeg prøvede at minimere de input jeg fik. Ikke noget med at have fjernsynet tændt mens jeg lavede mad eller sidde med tabletten mens jeg så fjernsyn. Jeg mediterede, lyttede til afslappende musik og var opmærksom på mit åndedræt. Jeg cyklede ikke, og jeg lod husbond tage flere gåture med hunden. Efter 3 uger havde jeg det bedre. Jeg holdt derefter den planlagte uges vinterferie med familien, hvilket nok er noget af det mest velgørende for mig. Og for 2 uger siden startede jeg så igen på arbejde. Denne gang med kun 3 timer 3 gange om ugen; mandag, onsdag og fredag.

Jeg har det bedre. Jeg har taget 2 kg. på og er ude af form, men det går meget bedre med at tænke, koncentrere sig, have overblik. De fysiske symptomer er stort set væk – kun hyletonen er der stadig konstant med forskellig intensitet. Stresscoachen siger at den nok kommer til at være der længe endnu. Mentalt har jeg det også bedre, omend ikke helt stabil. Jeg svinger imellem at have meget energi og glæde til at være meget træt og ked af det. Jeg håber at det er en fase der leder henimod mere stabilitet.

Når man går til lægen i Danmark og får at vide at man har stress, så har lægen ikke noget behandlingstilbud. Han kan ikke henvise til en specialist, og han har ikke selv noget bud på hvad der skal til for at få det bedre. Det er der til gengæld mange andre der har.

Via den helbredsforsikring jeg har gennem mit arbejde har jeg fået kontakt med en psykolog. Min arbejdsgiver har som sagt stillet en stress-coach til rådighed. Og senest har min kommune tilbudt mig et stress-forløb som inddrager kroppen. I tirsdags mødte jeg derfor på Skodsborg Spa og Fitness. Først klædte jeg om og gik i deres varmtvandsbassin, hvor jeg sammen med 8 andre lavede nogle øvelser i en halv time. Derefter klædte vi om igen og gik hen til en sal, hvor vi i en time lavede afspænding på en yoga-måtte. Efter en spisepause gik vi til et mødelokale, hvor der var teoriundervisning om stress. Forløbet indeholder også 3 personlige samtaler med coaching efter behov.

Det kan godt være forvirrende at møde så mange forskellige behandlingstilbud, for de har alle forskellige indfaldsvinkler til stress. Jeg synes det er er ufatteligt, at sundhedssystemet i Danmark ikke har et officielt behandlingstilbud til stressramte, taget i betragtning hvor mange der rammes og hvor dyrt det er for samfundet. Men når nu det er som det er, så er jeg taknemmelig for alle de tilbud jeg har fået, og nu hvor jeg har det bedre synes jeg godt at jeg kan sortere i de forskellige input og tage det til mig som jeg kan bruge.

Jeg længes efter at få en normal hverdag igen. Jeg er ved at være lidt træt af den her patient-rolle, som indebærer en følelse af sårbarhed og en konstant selvransagelse. Man skal hele tiden passe på ikke at overbelaste, hvilket det svingende humør og energi nok er et tegn på at jeg ikke er så god til – jeg vil bare gerne være glad og leve livet. Og så er det hårdt at skulle erkende og arbejde med sine personlige fejl, det er også med til at gøre mig ked af det i perioder.

Det er ved at være 3½ måned siden at jeg blev sygemeldt – lang tid i forhold til de planer der lå i starten om at starte på job straks eller efter få uger. Og det føles som virkelig lang tid siden når jeg tænker på at det var mørk vinter og jul. Men der er mange der er syge i meget længere tid; lederen af det kommunale stresstilbud så det ikke som specielt længe at være syg i 3 måneder.

Fremtiden byder på optrapning af arbejdstiden. Først øges arbejdstiden de 3 dage jeg arbejder nu, og derefter kommer de 2 andre ugedage på skemaet. Jeg ved ikke hvornår jeg er tilbage på fuld kraft, tempoet af optrapningen afgøres fra gang til gang ved møder med stresscoach. Jeg håber at jeg er på rette kurs mod fuldtidsarbejde (og dermed mindre risiko for at blive fyret) og personligt overskud, så jeg kan nyde foråret og lyset.

Idag har jeg lyst til at skrive, så her på bloggen vil følge indlæg om nye gadgets. I den forgangne uge har en kendt og meget populær blogger skrevet og tegnet rammende og vedkommende om hvordan hun oplevede det at få stress. Det indlæg kan jeg stærkt anbefale og linker til det her: Stinestregen. Selvom stress ytrer sig forskelligt, genkender jeg meget.

 

Lignende indlæg: