Om at gå ud

Jeg elsker at gå ud med min mand. Lige fra starten af vores forhold er vi gået meget ud. Da vi havde været kærester i 2 uger gik vi i TIVOLI sammen på åbningsdagen. Vi kyssede under det blomstrende kirsebærtræ ved H. C. Andersen-slottet, og det var ultra-romantisk at spise i den gamle have som vi begge kendte så godt. På vores 2-måneders dag gik vi også ud at spise lokalt i Holte, hvor jeg boede.

Siden er vi jævnligt gået ud, til koncerter, i TIVOLI, på restauranter i byen og lokalt og i biografen. Sidste sommer prøvede vi en masse restauranter via Downtown og andre tilbud. Jeg glæder mig altid når vi skal ud at spise. Jeg ser frem til at prøve både ny eller velkendt mad. Det er så dejligt bare at kunne lade andre lave maden og tage sig af opvasken, mens jeg fordyber mig i samtale med min elskede. Men desværre bliver jeg tit skuffet.

Som nu i lørdags, hvor jeg ville bruge et gavekort til Sticks’n’sushi jeg fik i 40-års fødselsdagsgave til en hyggelig middag med Mads. Bagefter ville vi gå i biografen og se filmen Hvidstengruppen.

Sticks’n’Sushi i Lyngby er ekstremt velbesøgt, så jeg var godt klar over at jeg skulle bestille bord for at kunne spise der en lørdag aften. Da vi ankom og fik anvist vores bord blev jeg ærlig talt skuffet. Tjeneren pegede på et 4-personers bord, hvor der i forvejen sad et par. Det var så vores bestilte bord til 2 personer – den anden ende af 4-personersbordet. Sådan har det ikke været når jeg tidligere har spist der, og det matchede ikke med min forventning til at skulle ud og spise en dyr middag med min ægtefælle en lørdag aften. Det andet par blev færdige før vi fik vores mad, men lidt senere kom et nyt par, denne gang en kvinde der tydeligvis lige havde tage parfume på – og rigeligt af den. Det blev ikke lige den fordybede oplevelse jeg havde håbet på, fordi jeg kunne ikke abstrahere fra de andre mennesker der sad så tæt på. Maden var vist meget god, men jeg fik bestilt noget forkert og jeg kan faktisk ikke huske hvordan det smagte. Men det tog 2½ time at få 2 retter mad.

Bagefter gik vi over i Kinopalæet, hvor vi tidligere havde hentet vores bestilte billetter. Vi havde fået plads på sofarækken allerbagerst. Selvom filmen har gået i mange uger nu var der godt besøgt. 20 minutter efter starttidspunktet, og lige i det øjeblik selve filmen startede, kom min nabo – 2 kvinder med popcorn. Der blev gnasket, og popcornene duftede. Det kunne jeg nogenlunde abstrahere fra, de satte sig heldigvis rimelig hurtigt og stille. Filmen Hvidstengruppen er ikke en actionfilm, det er en stilfærdig, tankevækkende film med mange følsomme scener. Ikke desto mindre følte familien til den anden side at de skulle diskutere filmen imens. Jeg kan blive tosset af at høre andre mennesker reagere på det der sker i filmen, det er som om det fratager mig muligheden for selv at opleve handlingen.

Argh, det sker bare hver gang! Om det er til Sex and the City-filmen i Reprisen, hvor 4 kvinder møder op med champagneglas og skåler på en sexet sommer, eller om det er konstant snak til actionfilm i Imperial som da jeg var ude med kollegerne for et par måneder siden – jeg render næsten altid ind i at nogen i nærheden skal snakke under en biograffilm, selvom man i forfilmene altid mindes om at holde sin mund. Som de sagde i traileren i lørdags: “Der er et særligt sted for folk der larmer. Og det er ikke biografen.”

Denne episode fik mig til at erklære på Facebook, at nu vil jeg aldrig mere gå i biografen. Jeg synes at oplevelsen ødelægges meget for mig af alt det snakkeri. Sådan 2 biografbilletter koster mere end en DVD-film, og vi har også et nogenlunde stort TV hjemme – jeg kan snart ikke se nogen grund til at film skal ses i biografen. Det samme kan jeg føle mht. at gå ud at spise. 933 kr. for en sushimiddag er mange penge for mig, og jeg må indrømme at mine forventninger til kvalitet og oplevelse til den pris er højere end den der leveres.

Jeg kan have de samme oplevelser i forbindelse med rejser, shopping, koncerter og andre gå-i-byen-oplevelser. Jeg lader mig distrahere af mange mennesker der er meget tæt på, snakker under musikken osv. Bare det at køre i stillekupe med nogen der spiser pølser kan genere mig så meget, at jeg ikke kan koncentrere mig om at læse.

Det er meget frustrerende at have det sådan. Det er en ubehagelig følelse at blive skuffet, men det får mig også til at føle mig mærkelig. Når jeg leder efter årsager til at jeg bliver så frustreret, kan jeg komme i tanke om 3:

  1. Jeg er ikke så god til at få sagt fra overfor de ting der irriterer mig. Jeg føler at jeg er mærkelig når jeg har det sådan. Det sker at jeg tysser når folk snakker i biografen, men jeg får slet ikke afløb. De indestængte følelse roder rundt i hovedet på mig og vokser til vrede og frustration.
  2. Jeg er åbenbart dårlig til at afstemme mine forventninger. Jeg er nok naivt optimistisk. Selvom jeg har prøvet så mange gange at blive skuffet, forestiller jeg mig alligevel en fantastisk oplevelse med plads til nydelse, underforstået at der er de rette forudsætninger til stede for at JEG kan nyde det. Sådan er det langt fra altid.
  3. Endelig får det mig til at tænke på de foredrag jeg var til sidste år vedr. HSP. Jeg tror jeg hører til de ca. 20% af befolkningen der har et nervesystem som lukker flere input ind end resten af befolkningen, og det kan nemt blive for meget. Jeg er sensitiv, det må jeg nok erkende.

Jeg fristes, som eksemplet med biograferne, til at fjerne mig fra de situationer der gør mig frustreret, men det kan jo også blive kedeligt i længden. Jeg vil altid have en drift mod nye oplevelser, det er vel meget naturligt. Så jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg skal gøre ved det.

Lignende indlæg:

Livet som hundeejer 5 – hundemennesker

Man kan dele mennesker ind på mange måder. En af dem er at skelne mellem hundemennesker og ikke-hundemennesker. Den sidste kategori interesserer sig ikke for hunde, kan ikke rigtig se en kvalitet ved dem og nogen er endda bange for hunde. Jeg har det omvendt og har altid betragtet mig selv som hundemenneske.

Asger Aamund sagde engang i Mads og Monopolet, at man aldrig skal stole på nogen som ikke kan lide hunde. Jeg ved ikke om det er rigtigt, men det siger måske noget om at hundemennesker og ikke-hundemennesker er diametralt modsatte hinanden.

Vi bor meget tæt på Geels Skov, hvor det er tilladt at lufte hunde uden snor. Det er meget populært, og man møder derfor mange hundemennesker når man går tur derovre. Lige som med naboerne kommer man pludselig i snak med alle mulige mennesker man ellers aldrig ville have talt med, bare fordi man har hundene til fælles. Jeg er en type der nemt falder i snak med mennesker i bussen, butikken eller på gaden. Det er nok mest ældre mennesker og folk der er meget snakkesagelige, jeg kommer til at sludre med. Men i hundeskoven kommer jeg også til at snakke med typer som jeg normalt ikke ville komme i kontakt med. Sporty typer, travle folk, teenagere, fine fruer og flotte fyre.

Det er meget forskellige mennesker der har hunde, og det er sjovt at møde dem i skoven. Man føler et lille bånd – vi kommer der alle for at give vores hund en god oplevelse. Når hundene møder hinanden og leger bliver vi glade, fordi det er så stimulerende for hundene og det er noget vi som mennesker ikke selv kan give dem. Så bond’er vi lidt over det.

Udenfor hundeskoven kan det godt være anderledes. Her kan selv folk med hunde være meget mere afstandstagende. De mærkeligste møder er med folk som bevidst undgår at lade deres hund have kontakt med andre hunde. Det virker så stik imod hundens natur, men de har nok deres grunde.

Og så er der dem hvor angsten lyser ud af øjnene på dem. Det er meget mærkeligt at opleve folks angst for hunde, når man selv synes dyret er så fantastisk. De angste kan se helt forskrækkede ud over den gladeste golden retriever der kommer logrende hen ad gaden. Med lidt viden om hundes kropssprog og mentalitet synes jeg det er det nemmeste i verden at se om en hund er glad og nysgerrig eller sur og farlig. Men det er åbenbart ikke alle der har den viden, og det skyldes nok manglende interesse. Jeg har også tænkt på om folk der er bange for hunde i virkeligheden mangler indlevelsesevne. Det er klart at hvis man har haft en dårlig oplevelse med en hund, måske som barn, så kan der sætte sig en angst i én. Men jeg synes også nogen gange den angst man oplever er irrationel – uden en konkret grund.

Jeg skal selvfølgelig ikke påtvinge andre mennesker min hund, og vi går altid med Adina i snor på gader og stræder og tager meget hensyn til de hunde-angste. Vi kan for det meste kalde hende til os når hun er fri ovre i skoven, og træner det hele tiden så det bliver bedre og bedre. På en måde er hunde det nye rygning – med passionerede nydere og hidsige modstandere, og jeg er helt med på at tage så meget hensyn jeg kan. Men det er nu dejligt at der findes steder som Geels hundeskov, hvor man kan være der på hundens præmisser, for den har nu engang ikke bedt om at komme til at leve i en forstad med fliser og fortove og hegn omkring alting.

Lignende indlæg:

Livet som hundeejer 4 – hverdagen

Det siger sig selv at hverdagen ændrer sig en del når man får hund. Ikke at den er vendt fuldstændig på hovedet, men der er nogle nye elementer.

Jeg er så heldig at være gift med et A-menneske, så det er min søde mand der tager sig af morgenlufteturen med Adina. Imens går jeg i bad, og når de 2 morgenfriske kommer hjem igen sidder vi lidt sammen og spiser morgenmad og leger lidt med hunden. Før Adina havde Mads og jeg ikke meget kontakt om morgenen, det gik op i en optimeret tidsplan der gav så meget mulig nattesøvn som muligt. Det er faktisk dejligt at give sig lidt bedre tid om morgenen.

På arbejde er det meste normalt, bortset fra at jeg har måttet tilføje en fnugrulle til mit sortiment af private småting (en pakke lommetørklæder, hovedpinepiller, hårbørste osv). Jeg har mest mørkt tøj på på arbejde, og Adina er helt hvid, så det kræver lidt soignering at være præsentabel.

Den af os der kommer først hjem fra arbejde går så den lange eftermiddagstur. Her går vi i Geels Hundeskov, og turen varer ca. 1½ time. Det er fysisk hårdt, når man lige har cyklet 30 km til og fra arbejde, hvilket vi begge gør på daglig basis. Men det er også en stor nydelse, fordi vi begge holder meget af naturen og selvfølgelig af at se vores hund super glad og i sit es.

Når vi så er hjemme igen snakker, leger og træner vi med Adina. Hun får aftensmad, og det samme gør vi – på hverdage er det blevet mere enkel mad end før for at spare på tid og kræfter. For det meste er der lidt tid til afslapning i sofaen, før det bliver tid til den sidste luftetur med Adina, en kort toilet-tur på villavejene.

Vi gør stort set som vi plejer med visse undtagelser. Det med at gå ud og spise på en hverdag gør vi ikke mere, da vi ikke synes det er fair at lade hunden være alene igen om aftenen efter en hel dag alene mens vi har været på arbejde. Vi kan dog godt gå ud hver for sig med venner/veninder på en hverdagsaften, når bare den anden er hjemme hos Adina. Og så kan man jo gå ud i weekenden i stedet.

Før i tiden købte vi stort ind om fredagen, og det gør vi stadig – Adinas hundelufter kommer i løbet af dagen og giver hende en dejlig tur i en hundeskov sammen med en masse andre hunde, hvilket betyder at eftermiddagsturen ikke behøver at være så lang. Supplerende indkøb i løbet af ugen sker ikke så tit mere. Jeg tror vi sparer en del penge på husholdningsbudgettet på den måde.

Adina håndterer det at være alene hjemme som et job – hun passer på huset ansvarsbevidst og flytter sig ikke fra sin vagtpost på sengen mens vi er væk. Men hele pointen med at få hund er jo at være sammen med hende, så det er vi så meget som det er praktisk muligt for 2 mennesker med fuldtidsarbejde. Man kan godt drømme om deltidsarbejde eller at blive hjemmegående, men det er ikke en mulighed i øjeblikket. Og det fungerer heldigvis også fint på denne måde.

Lignende indlæg:

Livet som hundeejer 3 – hjemmet

Jeg vidste det godt, den aften vi sad og ventede på at Adinas hundelufter skulle komme med Adina – den aften hun skulle flytte ind hos os. Det var sidste gang der var rent i vores hjem. Ikke at der var specielt rent lige den dag. Før vi fik Adina gjorde vi rent med 3-6 ugers mellemrum og jeg følte tit at vi gjorde for lidt rent. Men det har ændret sig totalt.

Kort efter at Adina flyttede ind måtte vi en tur i El-giganten efter en ny støvsuger. Den vi havde var mere end 10 år gammel og købt dengang jeg fik min første helt egen 2-værelses lejlighed i Lyngby. Den var ikke stærk nok til at tage hundehår. Vi fandt en noget kraftigere, men samtidig miljøvenlig støvsuger og den kom til at stå midt i stuen i mange uger derefter. Det er faktisk først her lige inden påske at vi fandt en god plads til den i køkkenet. Nu hvor vi støvsuger flere gange om ugen gider vi ikke at slæbe den op og ned til/fra kælderen hver gang.

Nu er vi begyndt at adskille støvsugning fra den øvrige rengøring. Vi støvsuger flere gange om ugen, dels fordi Adina fælder, og dels fordi det ikke kan undgås at hun slæber jord og andet godt fra skoven med indenfor. Når hun er våd eller mudret forsøger vi at tørre hende med et håndklæde, men det er bare umuligt at undgå at der kommer noget med ind. Så er det faktisk nemmere at støvsuge bagefter.

Vore gulve kan også mærke Adinas indtog på en anden måde. Når hun leger med sit legetøj sker det nemlig af og til at det triller ind under sofaen, og så forsøger hun at hente det ud med poterne. Det giver kradsemærker. Vi trøster os med at det i forvejen var et noget nedslidt og uvedligeholdt gulv.

Allerede første aften fandt Adina ud af, at det bedste sted at kigge ud er fra sengen i soveværelset. Da hundelufteren og hendes mand var gået, var hun forståeligt nok meget forvirret og kiggede efter dem. Siden har hendes yndligsplads været på vores seng. Det var ellers ikke vores tanke at hunden skulle være i møblerne, men vi kan godt se at det er rimeligt at hun kan kigge ud og se hvem der kommer og går, også fordi hun jo er alene hjemme i løbet af dagen. Så er det bare ærgerligt med det nye sengetæppe som jeg har ventet 4 måneder på at få leveret og betalt en del penge for. Vi lægger det gamle sengetæppe ovenpå for at skåne det nye, og så kan Adina også drysse det værste jord o.l. af efter turene i den lokale hundeskov.

Det slider på et hjem at have hund, det er ikke nogen hemmelighed. Heldigvis opvejer fornøjelsen af Adinas selskab så rigeligt slitagen. Grænsen for hvad der er pænt og rent har rykket sig hos mig, og jeg lever nu fint med lidt hundehår i hjørnerne.

Lignende indlæg:

Livet som hundeejer 2 – naboerne

Når man bor i et lille rækkehus slipper det hurtigt ud at man har fået hund. Man er simpelthen så tæt på naboerne at de hurtigt lægger mærke til at der er kommet en ny beboer ovre i nr. 9. Vi ville gerne hurtigst muligt introducere Adina til naboerne, så de kunne lære hinanden at kende og blive trygge ved hinanden.

Familiefaderen overfor var den første der mødte Adina dagen efter vi havde fået hende. Han synes hun var smuk og tog godt imod hende. Den søde dame ved siden af er vant til store hunde og blev heldigvis ikke forskrækket over at hilse på en stor hvid schæfer, selvom Adina gøede en smule af hende. Hun forklarede bare tålmodigt hunden, at hun også gerne må være her, hvilket jeg selvfølgelig bekræftede.

De naboer som selv har hund var godt klar over at vi var glade for hunde, så det var skønt fortælle ejeren af den dansk/svenske gårdhund oppe på hjørnet at vi endelig havde fået hund, han lød oprigtigt glade på vores vegne.

Vi har også fået snakket med naboer, som vi ellers aldrig taler med. Den travle børnefamilie nede for enden af vejen, der ellers aldrig hilser, har været nødt til at gå i dialog med os, da deres labrador og vores Adina er nøjagtig lige legesyge pigehunde, der gerne vil have en hel masse med hinanden at gøre. Det viser sig selvfølgelig at de er meget flinke. Og selv den meget livlige familie skråt overfor, som har lagt sig ud med halvdelen af vejen pga deres ikke særligt hensynsfulde livsstil, har vi snakket med for første gang fordi vi har fået hund.

Adina gør ikke ret meget, men af og til kommer der et vuf når hun er ude i haven og hører andre hunde i det fjerne. Hun gør også når der bliver ringet på døren, hvilket vi ikke er kede af, for det er rart at hun passer lidt på os og huset. De nærmeste naboer er ikke generet af Adinas sjældne vuf, men hundegøen kan hurtigt blive et irritationsmoment for naboer, og i det hele taget må man passe på at man ikke lader sin egen tolerance overfor hunde bliver generende for omverdenen.

Vi har som en selvfølge altid hundeposer med i lommerne når vi går tur med Adina og samler selvfølgelig op når hun laver stort. Til min store undren er det gået op for mig efter vi har fået hund, at der er mange der ikke samler op efter deres hund – eller som gør det, for derefter at smide plastikposen med indhold fra sig. Det er fuldstændig uacceptabelt i mine øjne og jeg er rystet over at der er så mange der opfører sig så dårligt.

Lignende indlæg:

10 dage med Adina

Vi har nu haft Adina i halvanden uge, og det går rigtig godt. Det virker som Adina har forstået, at nu er det her hun bor, og at det er mig og Mads der står for løjerne. Hun vækker os om morgenen med kærligt puf med næsen, hun forventer mad og godbidder af os, hun kommer glad løbende hen til os når vi kalder på hende i skoven, hun kigger forventningsfuldt på os efter 3 ture i skoven i håb om en 4. tur, og hun putter sig ind til os om aftenen.

Det er fantastisk at vinde en hunds tillid og skønt at nyde hendes selskab. Jeg begraver mit ansigt i hendes pels, nyder hendes duft og siger igen og igen “tænk at hun er VORES”. Og det er hun. I den forgangne uge er papirarbejdet kommet på plads, så vi nu står som ejere i Dansk Hunderegister. Vi har også fået vores police vedr. hundeforsikring og bestilt tid hos den lokale dyrlæge, så Adina kan få et sundhedstjek og den sidste vaccination hun mangler. Al den slags som man gør når man har sin helt egen hund.

Samtidig prøver jeg at vænne mig til en ny hverdag. Jeg er også sensitiv under fødderne, så nu skal jeg være mere omhyggelig med at huske hjemmeskoene når jeg lister på toilettet om morgenen – det kan ikke undgås at der er ret beskidt på gulvet i entreen. Mads og jeg deles om de daglige gåture, men jeg kan godt mærke i mine ben at jeg ikke er vant til at gå 5-7 km. i frossen skovbund hver dag. Og det er ikke længere ligetil at skulle noget på en hverdagsaften.

Jeg håber ikke det lyder som om jeg er utilfreds, dette er altsammen ting jeg godt var klar over er en del af at have hund, og det er en pris jeg gerne betaler. At få hund er en livsdrøm der er gået i opfyldelse for mig, og jeg er meget lykkelig. Og glæden fordobles, når jeg kan se den samme lykke i min elskedes øjne. Livet er ret fantastisk for mig lige nu.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2011

Året 2011 blev et dramatisk år i blogland. Blandt de blogs jeg følger, er der en der har fået diagnosen sclerose, en har langt om længe fået tildelt førtidspension, en har fået sit første barn og der er også en der har fået en ordentlig omgang hjertesorg efterfulgt af en kæmpe omgang stress. Bølgerne er gået højt, og for flere af de omtalte var 2011 et år de glædede sig til at sige farvel til.

For mig har det heldigvis primært været gode ting der er sket, selvom der også har været omvæltninger i mit 2011. Allerede 3 dage inde i året fik jeg en fornemmelse af at 2011 skulle blive MIT år. Og det blev det på flere måder.

Nyt job

Efter i hele 2010 at have søgt job, søgt job og søgt job uden noget resultat, og tilmed set min mand og 2 nærmeste venner gafle lækre jobs efter kun en enkelt ansøgning, håbede jeg at 2011 skulle blive året hvor jeg slap af med min daglige transporttid på 3 timer. Midt på året blev det virkelighed, og jeg fik et drømmejob med højere løn, bedre vilkår og endda i cykelafstand fra mit hjem. En kæmpe succes, som jeg stadig glæder mig over. Endelig!

Oplevelser

Der sker jo mange ting i løbet af et helt år, og jeg har haft en masse oplevelser i 2011:

  • Jeg har været på bilferie for første gang som voksen.
  • Vores lokalområde fik besøg af VM i landvejscykling, og det var spændende at have sådan en verdensbegivenhed helt tæt på.
  • I efteråret fyldte jeg 40 år, og det fejrede jeg på min helt egen måde.
  • Jeg har fået 2 nye katte-venner.
  • Jeg måtte indse at jeg skal leve med en rød regering i en tid.
  • Jeg har været på Langeland.
  • Det blev til flere gode arrangementer i netværket af frivilligt barnefri, hvoraf jeg selv arrangerede det ene, og vi havde mange gode debatter online.
  • Værdikuponer købt på Downtown og andre tilbuds-sites gav også en masse dejlige gastronomiske oplevelser med min mand, mine forældre og svigerforældre.
  • Et værdikuponbesøg på indisk restaurant 2. juli betød evakuering i bare tæer med kun en forret i maven.
  • Jeg gik over til smartphone.
  • Det løbende projekt med at opdatere vores hjem har budt på ny seng og nyt spisebord samt udendørs betonfornyelse af skorsten og dørtrin.
Styr på prioriteterne

2011 blev også året hvor jeg blev mere bevidst om mine egne grænser. Inspireret af teorien om positiv psykologi valgte jeg at koncentrere mig om de mennesker og aktiviteter som gør mig glad, og lade være med at bruge så meget energi på dem som gør mig ked af det. Jeg begyndte at twitte om de ting jeg er taknemmelig for, og prøvede at lade være med at brokke mig så meget. Jeg synes det har gjort mig mere glad og tilfreds med mit liv.

Jeg øver mig i at sige min mening mere direkte, og jeg er også begyndt at sige mere fra. I den virtuelle verden har det bla. afstedkommet vrede kommentarer på min blog, hatemail og diskussioner på Twitter, og det har også givet nogle sammenstød på det personlige plan. Det er hårdt ind imellem, men det føles rigtigt at turde stå ved sine holdninger og sig selv.

Da jeg forlod mit tidligere job fik jeg i afskedsgave et gavekort til en boghandel, og for det købte jeg bogen ‘Mit liv som mundlam‘ af Majse Njor. Den handler netop om at lære at sige fra, og jeg glæder mig til at læse den, så jeg kan arbejdere mere med den side af mig selv.

Det nye år

I 2012 håber jeg fortsat at kunne høste frugterne af 2011’s store succes; det nye job. En mere ukompliceret og behagelig hverdag med mere nattesøvn og bedre kost skulle gerne resultere i mere overskud til at leve livet. Jeg ved allerede nu, at jeg skal på wellness/gourmetophold i Jylland, til Elvis-koncert og spise frokost på en god restaurant – disse er nemlig gaver jeg har fået til fødselsdag og jul, og som bare ligger og venter på at blive oplevet.

En anden ting jeg ved der skal ske i 2012 er, at mine forældre flytter ‘hjemmefra’. De har købt en lejlighed og skal i foråret forlade det hus som de har boet i i næsten 30 år, og som var mit barndomshjem fra jeg var 10 til jeg var 20 år. Jeg vil gøre mit bedste for at støtte dem og hjælpe dem med det praktiske, så det bliver en god oplevelse for dem.

Ellers vil jeg fortsætte med at vende blikket indad og arbejde med mig selv – med psykisk og fysisk sundhed. På min ønskeseddel i 2011 var en yogamåtte, fordi jeg gerne vil igang med at lave De 5 Tibetanere. Jeg håber at dette fokus fortsat kan give mig nye perspektiver på livet og lade mig møde nye spændende mennesker.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Skat, der er en kat i sengen!

Det var bare et lille bump. Vi havde lige kysset godnat og slukket lyset. Det kunne sagtens bare være Mads der rumsterede med fødderne under dynen. Men jeg synes nu alligevel ikke det passede til hans bevægelser, så jeg kiggede op. Til min store overraskelse så jeg silhuetten af et kattehoved.

Først blev jeg lidt forskrækket, for det er en mærkelig følelse, at der er et 3. levende væsen i sengen når man ikke regner med det. Men da jeg tændte lyset så jeg straks, at det var en særdeles velkendt besøgsmis. Han kommer tit på besøg, og næsten lige så tit smutter han indenfor og snuser nysgerrigt rundt i vores rækkehus. I aftes må han være smuttet ind, da jeg luftede ud mens jeg børstede tænder, og så har jeg bare ikke set ham da jeg lukkede havedøren igen.

Det er noget af det fineste jeg kan opleve, når dyr viser mig tillid. Når en hjort i en dyrepark spiser af min hånd, når et egern leder efter nødder få meter fra mig på terrassen i sommerhuset eller når hunde og katte på vejen kommer hen for at hilse helt af sig selv, så bliver jeg dybt beæret og lykkelig. Tænk at sådan et væsen, helt uden menneskelige filtre og forståelse, frivilligt kommer hen til mig og åbenbart regner med at jeg ikke vil gøre den noget ondt – det er stort!

Jeg kunne da heller ikke lade være med at kæle lidt med den fine besøgsmis, da den gik rundt i vores dyner i går aftes. Udover at han er meget nysgerrig, så er han også utrolig kælen, og der er ingen kløer fremme når der kæles. En rigtig sød mis.

Men han kunne ikke blive der. For det første er jeg modstander af dyr i sengen, og for det andet kan man jo ikke lade andre folks dyr blive indenfor i længere tid, det er frihedsberøvelse grænsende til tyveri af husdyr. Jeg måtte derfor ud af sengen og prøve at overtale den søde kat til at gå ud i kulden igen. Han var ikke meget for det og smuttede lynhurtigt ind igen første gang jeg satte ham ud. Men ud kom han. Godnat, besøgsmis!

Lignende indlæg:

Farvel til luftfart

I denne uge siger jeg farvel til 4 år i luftfartsbranchen. Det har været en spændende branche at lære at kende, og jeg har haft nogle sjove og anderledes oplevelser mens jeg har arbejdet i en hangar i lufthavnen. Her i afskedens time tænker jeg tilbage på en række ting, som jeg nok ikke var kommet til at opleve, hvis ikke det var fordi jeg havde arbejdet i et flyselskab.

Tæt på en Airbus

Da jeg havde været i firmaet trekvart år, skiftede firmaet navn og alle flyene skulle males om. Ledelsen besluttede at fejre det ved at lave en familiedag, hvor medarbejdernes familier helt ekstraordinært blev inviteret ind i hangaren for at se et af de nymalede fly. Det var skægt at kunne invitere sin flyglade husbond en tur ind i fragtrummet på et charterfly samt en tur ud at sidde i cockpit. I dagens anledning havde man også bedt lufthavnens brandvæsen stille op med lidt af deres udstyr, så der stod nogle af de store brandbiler på forpladsen foran hangaren – også til stor glæde for min elskede. Hangaren kunne også rumme en pølsevogn og forskellige forlystelser til børn. Det var en festlig dag fyldt med solskin og godt humør, og samme dag kom vores 4. niece til verden.

Kontroltårnet

En af mine kolleger på kontoret har kontakter i kontroltårnet i Københavns Lufthavn, så han fik organiseret at nogen af os kunne komme over og se hvordan tingene foregik der. Det var spændende at tage elevatoren op til 12. sal og komme op og se den fantastiske udsigt helt til Helsingør mod nord og Stevns mod syd. Det var lige midt i askeskyen i 2010, så der var ikke så travlt for personalet, men så havde de til gengæld ekstra god tid til at fortælle om deres daglige arbejde. Jeg fik bekræftet, at det er branche-jargon at omtale en flyvemaskine som en ‘flyver’.

Simuleret flystyrt

På lufthavnens område ligger også faciliteter til undervisning af crew. Det er en stor hal med forskellige simulatorer, hvor man kan øve forskellige situationer i et fly. I forbindelse med et afdelingsarrangment fik IT-afdelingen lov til at komme op i en af maskinerne og prøve hvordan det er, når der er urolige passagerer og røg i kabinen. Til sidst evakuerede vi ved at hoppe ud på oppustelige rutchebaner. En rigtig interessant oplevelse.

Besøg på slagteri

I en helt anden boldgade var besøget på Danish Crown i Horsens. En erfagruppe for et af de IT-systemer vi bruger, holdt møde hos et af medlemmerne. Det var tilfældigvis det store svineslagteri Danish Crown har i Horsens, som er bygget til at have mange besøg. Måske kunne jeg have fået denne oplevelse uden at arbejde i et flyselskab, men det var i hvert fald en utrolig spændende oplevelse.

En tur i cockpit

Som ansat i et flyselskab der flyver charterrejser, har jeg naturligvis været en tur til de varme lande nogle gange mens jeg har været ansat. Det har været skønt at lære Gran Canaria (2 besøg) og Mallorca (3 besøg) at kende, jeg er blevet meget facineret af den spanske kultur. Man præsenterer sig altid for crew når man går ombord på et fly, så crew ved at der er kolleger med, og på den sidste tur for et års tid siden blev vi inviteret ud og besøg cockpittet. Det var rigtig skægt at få lov at se et cockpit sådan rigtigt i brug.

Færdsel på lufthavnens område

Jeg har flere gange kørt rundt på lufthavnens område. Det har mest været i forbindelse med at en kollega har givet mig et lift til stationen, hvor de så har valgt at køre på ‘airside’ i stedet for ude på Kystvejen. Første gang er det meget grænseoverskridende at være på dette område, man normalt ikke har adgang til. Siden er det blevet sådan at jeg skal have en særlig tilladelse for at måtte cykle fra porten og hen til cykelskuret ved min arbejdsplads, og i den forbindelse har jeg været på et 3 timers kursus i at færdes på lufthavnens lukkede områder. Så nu ved jeg også lidt om hvad der skal til for at blive suget ind i en flymotor og hvad de forskellige hvide, gule og røde striber betyder.

Alt i alt har jeg fået en masse anderledes oplevelser. Også bare i det daglige, hvor jeg ofte har gået igennem hangaren når der var fly til reparation, og dukket mig når jeg gik under maven på flyet, selvom jeg godt ved at jeg lige akkurat kan stå inde under. Det er også sjovt når Catering-afdelingen kommer forbi med næste sæsons desserter og giver smagsprøver. Der er en særlig stemning når Lufthansas nyeste Airbus 380 (verdens største passagerfly) eller den amerikanske præsidents fly kommer forbi, og medarbejderne spejder ud af vinduerne eller stiller sig på taget for at få det hele med.

Rejsebranchen er en glad branche befolket af uhøjtidelige mennesker, der har let til smil. Det er helt legalt at snakke om ferie og rejser i arbejdstiden, for det er jo det som forretningen drejer sig om. Nu skifter jeg så over til en lidt mindre farverig branche, nemlig et pensionsselskab. Jeg har arbejdet i branchen før, og jeg ved at det bestemt ikke forhindrer medarbejderne i at holde nogle gevaldige fester og hygge sig sammen. Jeg kommer nok ikke til at sætte mig i cockpittet på et fly i forbindelse med min nye stilling. Til gengæld kommer jeg til at have fri hele Juleaftensdag.

Lignende indlæg:

En våd aften

Det er ikke særlig tit at jeg gå ud lørdag aften, og det er især sjældent at min mand og jeg går ud og spiser sådan en lørdag aften. I lørdags havde vi dog bestilt bord på Restaurant Cave for at benytte en af de værdikuponer jeg jævnligt køber på Downtown og Sweetdeal o.l. Det blev ikke helt som vi havde forventet.

Det var første dag i Tour de France og en regnvejrsdag, og vi havde aftalt at vi ville have os det, som de i komedie-serien Klovn kaldte en pjække-hyggedag. Ikke at vi pjækkede fra arbejde, men vi lod hus- og havearbejde ligge og pligter være pligter. Vi havde simpelthen planlagt at dagen skulle tilbringes i sofaen foran flimmeren i behageligt tøj og med snacks og gadgets indenfor rækkevidde. Og om aftenen skulle vi så ud og spise, så ikke engang aftensmad og opvask skulle belaste os – en dag helt fri for pligter.

Om aftenen tog vi så ind til byen. Vi parkerede i Borgergade og gik hen til restauranten i St. Kongensgade lidt før kl. 19. Det begyndte at regne lige som vi trådte ind ad døren, hvilket ikke kom bag på os. Vi fik vores bord og bestilte drikkevarer: mangojuice og kildevand. Menuen var forudbestemt ved købet af tilbuddet fra Downtown, og mens vi ventede på forretten tordnede det voldsomt udenfor – det lød næsten som pistolskud i gaden.

Der kom lidt flere gæster efter os, og på et tidspunkt sagde nogen ”vi lukker lige døren” da de kom ind. Der var begyndt at komme vand ned ad trappen til restauranten, som ligger i kælderen. Der blev grinet lidt og vi tænkte at det var godt vi ikke sad tæt på døren, da vi fik vores forret.

Ud af vinduerne kunne vi se at der begyndte at være meget vand oppe på vejen, det var især tydeligt når der kørte en bil forbi: vandet stod et godt stykke op ad hjulene. Nu begyndte det at gå op for os at det var en lidt mere alvorlig situation.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=exZkCn8nHCA[/youtube]

Her er en video som Mads optog inde fra restauranten ud mod St. Kongensgade, den viser lidt om hvor meget vand der var i gaden.

Vandet begyndte at løbe kraftigere ind ad den lukkede dør, og i løbet af kort tid fossede det ind som fra et vandfald. Udenfor døren i trappeskakten stod vandet ca. 1 meter op ad døren. Både gæster og personale begyndte at tage billeder og videoer af vandet, og det dækkede hurtigt hele klinkegulvet. Vi satte tasker og sko op på borde og i vindueskarme og satte fødderne op i nabostolen.

Billedet her er desværre ikke så skarpt, men jeg håber man kan se hvordan vandet står som en stråle ind ad den lukkede dør. Måske kan man også se at vandet stod højt i trappeskakten udenfor.

Da strømmen gik, indså vi at vi ikke ville få den 5 retters menu som vi kom for. Restaurantens personale begyndte at skænke ekstra vin og serverede lidt brød for de senest ankomne, men nu vidste vi godt at vi skulle have fødderne ned i det kolde vand på gulvet og ud af bygningen på et eller andet tidspunkt. Tankerne begyndte at handle om hvordan vi skulle komme ud og hvordan der mon så ud ude i gaderne. Personalet sagde at hvis man ville gå så kunne man komme ud af bagdøren, og lidt senere sagde de at nu måtte vi nok hellere se at komme ud mens vi kunne. På det tidspunkt stod der ca. 10-15 cm. vand over hele restaurantens gulv.

Første beslutning: skal jeg gå i bare tæer eller i mine dyre MBT-sandaler med ruskindsindtræk? Det blev bare tæer. Meget mærkelig fornemmelse at gå på bare tæer i en baggård man slet ikke kender, ud på St. Kongensgade som man ikke kunne genkende, og så stå der og skulle man finde ud af at komme hjem derfra.

Det regnede og tordnede stadig kraftigt, og vi var i vores bare tæer, korte bukser, t-shirts, havde sko og taske i en sort sæk som restauranten havde udleveret og så en paraply. Vandet stod ca. 10-15 cm. højt i gaden og der var biler der var gået i stå midt på vejen. Nu skulle vi så finde ud af hvor vi skulle gå hen. Vores bil holdt i nabogaden, og der var ca. 15 km. hjem.

I første omgang løb vi over gaden til en port som stod åben. Her var ikke oversvømmelse til at starte med. Spørgsmålet var om vi ville kunne køre hjem i vores bil, eller om vi skulle traske i vandet hen til en station, og kunne togene i det hele taget køre. Selvom jeg havde en smartphone i lommen var vi ikke i stand til at danne os et overblik over trafiksituationen, så jeg ringede hjem til mine forældre for at høre om de kunne se på TV2 News el.l. om der var nogen beredskabsmeddelelser eller information om hvorvidt man kunne køre på vejene.

Mine forældre var lidt overraskede over at høre sådan en melding fra os, for i Virum, hvor både de og vi bor, havde det slet ikke regnet. På dette tidspunkt var der gået 1 time fra vi trådte ind ad døren på restauranten til dette regn-kaos. Min far undersøgte forskellige kilder og ringede derefter tilbage til os: der var ingen meldinger om oversvømmelser eller veje man ikke kunne køre på. På det tidspunkt begyndte det at hagle, så jeg kunne næsten ikke høre hvad de sagde i telefonen. Den næste beslutning blev at vente til regnen tog lidt af, og så gå hen til bilen. Der ville vi trods alt kunne holde os tørre og varme, også selvom vi ikke ville kunne køre.

Mens vi ventede på at regnen skulle tage af, kom der flere mennesker ind i porten. Folk som havde haft de samme oplevelser som os på kælder-restauranter. Nogen havde hørt i radioen at man advarede mod brønddæksler der kunne skyde op pga. vandmasserne. Der løb nogle mennesker frem og tilbage med hvad der lignede sække med ris – vist for at bruge dem som sandsække op imod døre hvor der fossede vand ind. Det virkede omsonst, lidt senere kom de sejlende ned ad vejen.

Vi stod i porten i ca. en halv time før regnen blev lidt mindre kraftig og vi besluttede os for at finde hen til vores bil. Vi kunne gå igennem baggården dermed skyde genvej hen til Borgergade. Da vi kom ud i Borgergade var der næsten lige så meget vand, og der holdt en brandbil. Lidt længere op mod Gothersgade, hvor bilen stod, var der dog ikke nær så højt vand og da vi var kommet ind i bilen besluttede vi ret hurtigt at vi ville prøve at køre stille og roligt.

Gadebilledet var præget af brandbiler med udrykning og slukkede trafiklys. Der lå vand mange steder på kørebanerne, men ikke i samme højde som i St. Kongensgade. Lige så stille kørte vi hjemad over Østerbro, Hellerup og Skodsborg, hvor vi troede vi var sikre, for derefter går det kun opad. I radioen kunne vi høre at politiet frarådede at man kørte ud, men vi havde ikke så meget valg i vores situation. Da vi nåede til Nærum var vi meget tæt på hjem, men desværre stødte vi der på en kæmpe vandpyt vi ikke kunne køre igennem, så vi var lige nødt til at køre en omvej over Gl. Holte.

Det tog os omkring 45 minutter at komme hjem, ca. det dobbelte af normalt. Men hjem kom vi, og så ventede det næste spørgsmål: var vores kælder mon oversvømmet? Det var med betydelig lettelse at vi kunne konstatere at det var den ikke. Kl. 22 havde vi vasket det blandede regn- og kloakvand af os og var kommet i noget tørt tøj. Roen faldt på, og adrenalinen forlod kroppen. Nu kunne vi mærke trætheden og sulten – vi havde jo ikke fået anden aftensmad end den lille forret på restauranten. Det blev til lidt koldskål, brød med pålæg og nogle chips. Og så på hovedet i seng med nogle hoveder fulde af undtagelsestilstand og nødberedskab.

Med en frisk bemærkning kan man sige, at så kan vi lære at blive hjemme i vores forstadsidyl som vi plejer lørdag aften, og ikke at gå ud at spise og sådan noget pjat. Der skete jo ikke noget med os – vi fik os en lidt speciel oplevelse og beskidte tæer, det overlever vi nok. Men jeg tænker på den restaurant-ejer vi forlod, som står med et forretningslokale der var helt oversvømmet. Hvornår mon hun igen kan åbne butikken, og hvad mon det koster hende i hårdt arbejde og finansielt at det her er sket? Og sådan er der jo nok masser af små butikker der står i en dum situation. Jeg tænker også meget på de mennesker som rent privat står vandfyldte kældre med store ødelæggelser til følge. Det er jo alvorligt nok, især når man tænker på fremtidsperspektiverne.

Lignende indlæg: