Kjeld Tolstrup var en mand med en rar stemme i bilradioen, når min mand og jeg fredag aftener kører ud på indkøb. Han spillede elektronisk musik som jeg ikke vidste at jeg var vild med. Min mand og jeg er ofte blevet siddende i bilen på parkeringspladsen ved Kvickly for lige at høre resten af et fedt nummer, før vi gik ind og købte ind. Programmet Unga Bunga, som han lavede sammen med Le Gammeltoft, er også fast på radioen når vi kører på weekend i sommerhuset. Vi forbinder det med fri, weekend og glæde.

Bamses sange har været der igennem hele mit liv, og jeg har altid holdt meget af hans stemme. Han virkede også som et rart menneske at dømme efter interviews. Disse ting alene var nok til at jeg følte et tab da han døde.

Det jeg beskriver her har selvfølgelig intet at gøre med den sorg man føler, når et familiemedlem eller en person tæt på én går bort, og det er intet at regne for den smerte som den afdødes nære føler. Men det påvirker mig alligevel noget. Den lille flig af personen som var i det offentlige rum er væk, og det er sørgeligt. Man ved at man kommer til at savne den musik/kreativitet som man har nydt så meget. Det handler meget om ens egne associationer og minder. Det hele bliver forstærket af at læse meldinger fra personens venner, kolleger og fans på Twitter og Facebook – tænk hvor mange mennesker der er kede af det samtidig.

I nogle tilfælde bliver jeg også ramt af en tragisk følelse over den pågældendes skæbne. Kjeld Tolstrup blev kun 45 år gammel, og er måske død af en medfødt hjertefejl. Jeg skrev også et blogindlæg dengang Michael Jackson døde, fordi det var så trist at tænke på et liv der gik fuldstændig skævt efter en barndom med både psykisk og fysisk vold. I hans tilfælde kunne man næsten glæde sig over at han fik fred, men tænk at det skulle ske så direkte ved at han var nødt til at lade sig bedøve for at udholde livet.

Livet går videre. Efterhånden som man bliver ældre oplever man flere og flere dødsfald, der findes mange ulykkelige skæbner og der er nok at være trist over. Når jeg på fredag kører ud og køber ind med min mand, håber jeg at Le Gammeltoft og P3 sender Unga Bunga til ære for Kjeld Tolstrup, og så vil vi sende ham mere end éen taknemmelig tanke. Og så vil vi ellers hygge os og have en god weekend som vi plejer.

Imorgen spiller han koncert i Danmark. Det er stort at sådan en stor stjerne kommer til byen. Det foregår i Parken, hvor der vist kan være over 40.000 mennesker. Jeg har været til koncert i Parken 1 gang før, og dengang var jeg meget skuffet – jeg forlod stedet med en følelse af at det ikke var pengene værd og at jeg aldrig ville komme igen.

Først og fremmest var lyden elendig. Dertil kommer, at når det er så stort så er man meget langt væk fra kunstneren. Når man er 170 cm høj kan man ikke se andet end ryggen af andre koncert-gængere. Det er som om at folk der går til koncert alle sammen er højere end 185?

Min konklusion da jeg hørte om Stevie-koncerten var, at jeg ikke ville tage afsted. At stå der alene imellem høje mennesker der ryger, drikker øl og snakker højt med hinanden er ikke nogen oplevelse, når der hverken er lydmæssig eller visuel kontakt med kunstneren. Heller ikke selvom det er en legende som Stevie Wonder der sidder oppe på scenen. Bevidstheden om at et musikalsk geni er i nærheden, er ikke i sig selv tilstrækkeligt for mig til at udholde menneske-mylder, cigaretrøg og en udgift på mindst 400 kr. – der mærker jeg at jeg er blevet ældre.

Men det knuser mit hjerte – jeg synes bare det er så ærgerligt når nu manden endelig er i Danmark at det skal foregå på sådan et kæmpe stadion. Tænk en oplevelse det kunne have været hvis han kom i Vega? Det er han nok alt for stor til, men jeg hørte da lige i radioen i morges at der ‘kun’ er solgt 18.000 billetter – det er vist under halvdelen af hvor mange der kan være i Parken.

På en hverdag ser min radiodag således ud:

Clockradio-anlægget tænder på P4, hvor Hans Otto Bisgaard spiller 3-i-træk, og Jette fra trafikradioen bryder ind hvis der er særlige trafikmæssige udfordringer.

Mens jeg er i bad starter P4 Morgen på P4 København. Jeg er særlig glad hvis Ole Jacobsen er på arbejde, han spiller sådan noget god musik. På vej på arbejde lytter jeg til P4 med aktuelle sager, musik og trafik.

Når jeg er kommet frem på arbejde og har fået sagt godmorgen til alle, checket og behandlet mail, checket op på forskellige ting og spist morgenmad, er jeg klar til at fordybe mig i en af de opgaver. Her er det helt  fantastisk hvis det er Ole der er på vagt den sidste time, for der er ikke så meget snak og meget af den gode Ole-musik.

Når vi kommer op ad formiddagen bliver P4 lidt kedelig. Her skifter jeg ofte til P3, hvis der er Adam & Sara, de er sjove og finurlige. Jeg er vild med Adam Duvå Hals humor og Sara er altid lattermild uden at være irriterende. Hvis jeg skal koncentrere mig meget om det jeg laver, kan jeg være nødt til at vælge en af de digitale DR-kanaler, som kun spiller musik. Det kan f.eks. være DR Evergreen eller DR World. Men musik er jeg nødt til at lytte til, da jeg sidder i storkontor.

Henover frokost er det lidt blandet hvad jeg lytter til, nogen gange holder jeg en pause.

Ud på eftermiddagen skifter jeg igen til P4, for nu er de begyndt at sende programmet Madsen, et sender et fremragende musikprogram med Alex Nyborg Madsen. Jeg kan hurtigt få for meget af P3′s evindelige playlister, og i Madsen spilles der en masse musik som jeg ikke nødvendigvis kender – det er SKØNT med noget variation.

Nu skal jeg snart til at pakke sammen og tage hjem, og så er det nødvendigt at høre eftermiddagsradio med trafikmeldinger. Søren Rebbe eller Monica Krog-Meyer giver en dejlig hyggelig og rolig stemning, samtidig med at jeg holder styr på om jeg skal tage regionaltog eller metro hjem.

Når jeg er hjemme ved 17-tiden slukker jeg radioen, sætter mig i sofaen og puster ud. Lidt senere bliver fjernsynet tændt og akompagnerer mig gennem resten af aftenen.

Ja, det er altså kun Danmarks Radio jeg hører. Jeg ved slet ikke hvad de kommercielle kanaler sender, jeg kasserer dem alene på at de sender reklamer. Hørte dog noget TV2 Radio dengang det fandtes.

Ikke desto mindre er Elvis i den grad værd at mindes – for ikke at sige nyde. Hans musik holder efter min mening 100% idag. Hør bare dette nummer, som Ole Jacobsen var så venlig at spille som et af de første numre i morgenradioen på P4 kl 6:18 – hørte det på vej ud ad døren og har haft det i hovedet hele formiddagen.

Klik her for at se den indsatte video.

Jeg har tidligere skrevet om Time of the Season med The Zombies, her var det kun dele af nummeret der var genbrugt. Men nu har jeg set mig gal på det nummer som P3 pumper ud for tiden: “You Got the Love” med Florence and the Machine

Nummeret har en længere historie iflg. Wikipedia. Først er det indspillet i 1986 som et typisk 1980′er disco/soul-nummer. Så er det blevet mixet i 1989, og igen i 1997 til et fantastisk fedt nummer med nerve og sårbarhed. Det er det nummer som jeg bedst husker – nok fordi det spilles i sidste scene af sidste afsnit af Sex And The City-serien – kombinationen af handlingen og musikken gav mig gåsehud.

Klik her for at se den indsatte video.

Jeg synes ikke at Florence-versionen når originalen til sokkeholderne… Det ligner mere at man ønsker at slå plat på det oprindelige nummers popularitet, end at man ærligt ønsker at fortolke et fedt nummer.

Klik her for at se den indsatte video.

Se lige denne unge mand fuld af talent og energi – et kønt uskyldigt ansigt uden maske eller facade, en lille fyr som bare prøver at stille sin far tilfreds. Sådan vil jeg huske ham. Det skærer mig i hjertet at han fik sådan et liv som han gjorde. Nu er det slut – han har fået fred.

Danmarks Radio har spillet et bestemt nummer temmelig meget. Det er ugens uundgåelige på P3- Melanie Fiona med ‘Give it to me right’. Den har et forspil og underlægning som jeg genkender fra et nummer som jeg kun kender perifert, men som jeg ikke har kunnet komme i tanke om hvad var. Jeg kan hverken komme i tanke om noget fra teksten, kunstner eller nummerets titel. Det har irriteret mig hele ugen fordi jeg føler mig snydt hver gang jeg hører forspillet og det så IKKE er det fede 60′er nummer jeg får associationer til.

Idag fandt jeg heldigvis frem til det originalen: The Zombies – ‘Time of The Season’. Mega-fedt nummer med en rigtig hippie-feeling. Jeg så Oliver Stones The Doors-film sidste weekend, og det her nummer minder om den stemning af stoffer, selvudforskning og Summer of Love og med dejligt orgel og meget bækken. Det foresvæver mig at den er blevet brugt i mange film, kan man ikke lige forestille sig den i en Quentin Tarantino-film?

Klik her for at se den indsatte video.

Men nu om dage er Hej Matematik noget jeg synes er rigtig rigtig godt!

Især er jeg blevet helt vild med det nummer der automatisk starter på ovenstående link: ‘Walkmand’ ! Det er en genial blanding af det gamle Michael Hardinger-nummer og moderne rytmer, produceret som man gør nu om dage. Rigtig lækkert. Jeg kan godt lide den linie der hedder “Gi’ den op for Dingers hook”.

Fætrene Rasted hylder Michael Hardinger med dette nummer, og på nedenstående YouTube-klip kan man også høre hvordan Søren Rasted kalder ham en af de bedste sangskriver gennem tiderne, da sangen lanceres i Vega med selveste Dinger på scenen:

Klik her for at se den indsatte video.

Jeg har været til koncert med Michael McDonald 2 gange før, da han var i Danmark 2 gange i 2003. Dengang var musikken ny for mig, og min oplevelse var stort set bare at få slået benene væk under mig af begejstring for musikken og Michaels fortolkning.

Sidenhen har jeg anskaffet mig en masse flere plader med Doobie Brothers og Michael McDonald og har trængt lidt mere ind i musikken. Da jeg stod til koncerten igår reflekterede jeg lidt mere over hvilken kunstner han er. Det slog mig at han virker til at være mere en musiker end en frontfigur. Når han sidder der bag sit keyboard er han så koncentreret, og det er uanset om han selv synger eller om andre band-medlemmer synger eller spiller solo. Det virker simpelthen som om han ser sig selv som en del af en helhed der skaber musik. Et meget sympatisk træk.

Vurdering:  ★★★★☆ 

Koncerten var lige så god som for nogle år siden, da de sidst spillede i TIVOLI. Det er jo også super rutinerede musikere som kan deres kram og som svinger for vildt. Udover Danseorkestrets kernemedlemmer Rasmus Kærså, Jacob Andersen og Jørgen Klubien havde de Claes Antonsen og Aske Jacobi med. Jeg nød hvert et nummer.

Deres store hit “Kom tilbage nu” er ikke lige mit yndlingsnummer, og jeg synes ikke det repræsenterer bandet så godt. Det er lidt ligesom Human League’s “Don’t you want me baby” og Depeche Mode’s “Just can’t get enough” – det var deres første kæmpe hit, men reflekterer slet ikke det som banded senere kom til at handle om.

I tilfældet Danseorkestret er jeg mere vild med det som de udviklede sig til efter det første hit, numre som “Det sidste skrig” og numrene med latinamerikanske rytmer tænder mig mere. Igår aftes fik jeg både sunget og danset til den dejlige musik, og nød den plads og fred der blev da de havde spillet “Kom tilbage nu” og de overfladiske uægte fans gik væk så man kunne blive fri for deres distraherende knævren og sms’eri.

Vurdering:  ★★★★★