Ødsel luksus eller nødvendig livskvalitet

Da Mads og jeg i 2013 begyndte vores tanker om at skifte vores lille rækkehus ud med et ‘rigtigt’ hus, kæmpede jeg lidt med et dilemma mellem at nøjes og at udleve drømme. Jeg har altid været kritisk overfor filosofien om at udleve drømme for hver en pris. Det fik mig til at føle mig grådig, når jeg ønskede mig mere end jeg havde.

Min mand er vokset op i en familie med 2 voksne og 3 børn i et hus på 85 kvm, og han har derfor en naturlig ydmyghed og lave krav. Jeg selv har været vant til mere plads, men blev alligevel påvirket af mine forældres første reaktion på vores husdrømme: de kunne ikke helt forstå vores ønske, og synes at det da var godt nok at bo som vi boede.

Jeg kan godt lide at se TV-udsendelser som Hammerslag og Luksusfælden, og her får man perspektiv på det at bo i hus. Der er virkelig forskel på hvad danskere kan tillade sig at ønske sig rundt om i landet. I provinsen, og især ude på landet, kan selv folk med lavt uddannelsesniveau og meget små indkomster bo i hus. I de store byer, og specielt i Storkøbenhavn, er det en luksus at kunne bo i eget hus og bestemt ikke for enhver pengepung. Selv folk mellemlange uddannelser kan have problemer med at få råd til et almindeligt hus i Storkøbenhavn.

Måske var det både ødselt og risikofyldt at ønske sig et hus, når man bor i Københavns forstæder. Måske var det urealistisk og ufornuftigt for sådan en som mig, med kun en kort videregående uddannelse, at sætte næsen op efter at få mit eget hus.

I rækkehuset var jeg ked af at hunden skulle bakke ud af soveværelset. Jeg var ked af at være så tæt på naboerne. Jeg var træt af parkeringskaos, smækkende bildøre og råbende naboer lige udenfor mit vindue. Jeg var ked af jord i soveværelset og uro i stuen, fordi indretningen var som i en lejlighed, hvor alle rum og funktioner var tæt på hinanden. Det stressede mig, at jeg ikke synes jeg kunne trække mig tilbage til ro og indadvendthed noget sted, men hele tiden måtte leve med andres menneskers aktiviteter i baghovedet. Det fik mig til at tænke: “hvis andre kan, så kan jeg vel også?”

Nu hvor vi har lavet ændringen, solgt rækkehuset på 75 kvm og købt hus på 192 kvm., er jeg helt sikker på, at det var det rigtige at gøre. Jeg nyder simpelthen dette hus i en grad, som jeg ikke troede var muligt. Og jeg har slet ikke skyldfølelse.

Hver dag når jeg kommer hjem, træder jeg ind i min egen verden når jeg åbner hoveddøren. Jeg glemmer alt om irriterende ting på arbejde og konflikter i trafikken, og går ind i mit eget rum hvor jeg kan være helt mig selv sammen med min lille familie.

Når jeg har taget overtøjet af, går jeg normalt op i soveværelset på førstesalen og klæder om. Herfra kan jeg se ned på livet på Bistrupvej og Statoil-tanken. Men det er i en behagelig afstand – de kan ikke se mig. Når jeg går ud på badeværelset, ser jeg ud på skoven i Bistrup Hegn. Det giver mig ro.

Når jeg bagefter går en tur med hunden i hundeskoven lige ved siden af, slapper af foran brændeovnen sammen med husbond, og laver mad i det store spisekøkken mens jeg gætter med i Jeopardy på fjernsynet, foregår det alt sammen uden at jeg mærker verden udenfor. Det er fantastisk rekreativt.

Den psykologiske effekt af at have et hus, hvor jeg kan lukke omverdenen ude er uvurderlig. Man skal tænke på, at til daglig sidder jeg i storrumskontor med store mængder af mennesker omkring mig, og derudover bruger jeg over 2 timer i myldretidstrafik. Jeg kan mærke en stor forskel i velvære og overskud, efter vi er flyttet i hus.

Vi købte et hus der var dyrere, end det rækkehus vi solgte. Prisen kom dog indenfor det overkommelige, fordi vi købte et hus der ligger tæt på en trafikeret vej. Støjen derfra vurderede vi ikke ville genere os nær så meget, som nærmiljøet i rækkehuset gjorde, og vi fik heldigvis ret.

Økonomien er reelt stort set den samme som i rækkehuset, fordi vi er gået over til realkreditlån med fleksibel rente. Vi sætter dog mere ind på budgetkontoen for at polstre os til fremtidige højere renter. Vi vil ikke kunne sidde i længere tid i huset på dagpenge. Det kunne vi heller ikke i rækkehuset.

Alt i alt er balancen mellem det økonomisk fornuftige og den psykologiske sundhed altså rigtig god, og bedre end jeg havde turdet håbe. Jeg er SÅ glad for det her skønne hus, fordi det har givet mig albuerum og langt mere overskud i hverdagen. Det er ren livskvalitet for mig at bo i hus.

Lignende indlæg:

Et liv for en sensitiv

Der er de år hvor alle omkring én er under uddannelse og flytter i lejlighed. Nogle år hvor alle får faste kærester, børn, bliver gift, køber hus.  Nogle år senere bliver halvdelen af dem skilt.

For kvinder er der en bestemt alder, hvor de begynder at blive bevidste og realisere sig selv. Det er typisk omkring de 40 år. Nogen har brug for at gøre op med flinkeskolen, og mange opsøger forskellige terapeuter og lærer sig selv bedre at kende. Man kan se disse kvinder forandre sig ganske meget i adfærd, udseende – og nogen skifter måske navn ved hjælp af en numerolog.

Jeg er også kommet i den alder, hvor jeg finder ud af, hvem jeg er – og tager konsekvensen af det. Min årsag til at gå i gang med det arbejde var stress og migræne. Min konklusion er, at jeg er både særligt sensitiv og nyhedssøgende. Jeg er specielt følsom overfor lyd, stemninger og følelser hos andre mennesker, det at være tæt med mange mennesker, samt uretfærdighed. Og så har jeg en nysgerrighed og appetit på at opleve nye ting, der gør at jeg nemt kommer til at kede mig.

Allerede i 2009 blev jeg via en kommentar til et indlæg på min blog opmærksom på fænomenet særlig sensitivitet. Det var en øjenåbner for mig. Siden da har jeg været til adskillige foredrag, gået til psykolog og været på kurser for at lære om sensitivitet og mindfulness.

Det har været svært at arbejde med mig selv på den måde. Selvom forståelsen af de mekanismer der gør sig gældende har karakter af aha-oplevelser for mig, kommer det ikke som en åbenbaring for mig, hvordan jeg skal ændre mit liv så jeg får det bedre.

Over årene er det dog lykkedes mig – bevidst eller ubevidst – at lave nogle ændringer, som gør livet som sensitiv lettere for mig. I underliggende blogindlæg fortæller jeg om områderne Hverdag, Bolig,  Socialt liv og Ferie, hvor jeg har ændret mit liv en del.

Arbejdslivet halter det lidt mere med at tilpasse til et liv for en sensitiv person. Det er som om at de fleste tendenser på arbejdsmarkedet i øjeblikket er stik modsat det man har brug for som sensitiv: det grænseløse arbejde, storrumskontorer, krav om udadvendthed osv. Og da man stadig ikke kan vælge og vrage mellem jobs (jeg kan i hvert fald ikke) er det svært at gøre noget ved det. Her må jeg ty til strategier for at lære at leve med de uhensigtsmæssige omstændigheder. Jeg beskriver hvordan her.

Lignende indlæg:

Bolig for en sensitiv

Jeg bliver meget påvirket af aktivitet og stemninger omkring mig. Jeg har tidligere boet i et rækkehusområde, hvor vi boede meget tæt på hinanden. Jeg kunne hele tiden mærke hvad der skete på den lille vej. Døre åbnede og lukkede, biler kom og kørte, mennesker talte og råbte til hinanden. Min nysgerrighed gør, at jeg kigger ud af vinduet, når det lyder som om der kommer nogen. Jeg kunne ikke lade være med stille ind på alt dette liv, selvom det ikke havde noget med mig at gøre. Antennerne var hele tiden ude.

Denne stress var en stor årsag til at vi for omkring 2 år siden besluttede os for at prøve at finde en ny bolig. Det lykkedes os at finde et hus med længere til naboerne. Nu bor vi på en lille vej med kun 4 huse. Det har gjort en enorm forskel. Jeg mærker slet ikke naboernes liv på samme måde som før. Det betyder, at jeg stort set ingen ressourcer bruger på det der sker udenfor min matrikel. Jeg er meget mere nærværende om vores familieliv, og det er i det hele taget en kæmpe lettelse.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Job for en sensitiv

Arbejdslivet har i mange år været en udfordring for min sensitivitet, og er det stadig. Alene de fysiske forhold omkring arbejdet påvirker mig meget. Når jeg fortæller andre sensitive at jeg til hverdag sidder

  • i storrumskontor med omring 50 andre mennesker
  • med min chef siddende direkte til venstre for mig og hans chef lige bagved mig
  • skråt foran døren til et meget benyttet mødelokale
  • under et LED-spot, som lyser direkte ned i hovedet på mig
  • i 10 meter ubrudt linje til kaffemaskinen

så sukker de dybt og får medlidenhed med mig. Når jeg dertil fortæller, at det kun i meget begrænset omfang er muligt at arbejde hjemmefra, og at jeg ikke har flextid men ingen øverste arbejdstid forstår de godt, at jeg meget nemt bliver overstimuleret.

Disse forhold er nærmest som skabt til at trykke på mine sensitive punkter: stillen ind på andre mennesker, fysisk tæthed med mange mennesker og mange lyde. Det gør, at mit arbejdsmiljø er meget belastende for mig. Det er næsten umuligt for mig at koncentrere mig i det miljø. Men det skal jeg jo, for jeg skal udføre mit arbejde. Det skaber en konflikt i mig, som med tiden ophober stress.

Min udfordring er derfor at finde en måde at passe mit arbejde trods de langt fra optimale omstændigheder. Jeg har forskellige metoder. Min bedste ven er min smartphone, hvor jeg har et godt udbud af apps der kan spille musik og podcasts i mine hovedtelefoner. Det bruger jeg til at lukke uroen ude, når jeg skal arbejde koncentreret ved min plads.

En gang om formiddagen og en gang om eftermiddagen rejser jeg mig fra min plads og går et andet sted hen. Jeg går ned i kantinen og tager noget at drikke, bladrer måske lidt i en avis. Eller jeg går rundt om bygningen, trækker vejret dybt og ruller lidt med skuldrene. Det giver mig en lille pause fra det intense miljø på min pind, og hjælper til at berolige nervesystemet.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Hverdag for en sensitiv

Der er mange ting i hverdagen, som kan påvirke en sensitiv person. Nogle ting er som de er, andre kan man vende og dreje så de bedre passer til ens præferencer.

El-cykel

Jeg har for mange år siden valgt el-cykel som mit transportmiddel til arbejde. Det handlede primært om at slå flere fluer med et smæk: at bruge transporttiden til at få motion og slippe for at skulle afsted til fitness-centret når jeg kom hjem fra arbejde.

Set i en sensitiv kontekst hjælper el-cyklen mig også til at slippe for de belastninger der ligger i bilkøer og overfyldte s-tog. Jeg kan ikke fordrage at sidde som sild i tønde i bus og tog, og jeg bliver tit provokeret og vred i trafikken af folk der opfører sig dårligt. Med el-cyklen har jeg frihed til at vælge at køre den vej hvor der er mindst road rage og trafikstøj.

5:2-diæt

Efter et stressnedbrud begyndte jeg at spise efter 5:2-diætens principper. Udover vægttab, færre smerter og mindre besvær med maven har det givet mig et frirum i hverdagen, hvor jeg 2 dage om ugen har mere tid til at gøre ting for mig selv fordi jeg ikke skal lave og spise aftensmad.

Det modvirker både overstimulering og giver mig mulighed for at nære min nyhedssøgende side, fordi jeg kan bruge tid på at fordybe mig i noget eller opleve noget. Det kan både være et godt TV-program, at skrive et blogindlæg eller lave grundig research før internet-shopping.

På mit seneste kursus lærte jeg, at selvkontrol er vigtig når man er både sensitiv og nyhedssøgende. 5:2-diæten er en konstant øvelse i selvkontrol, fordi man bekæmper en så instinktiv ting som sult. Jeg har erfaret, at det slet ikke føles så slemt at udsætte et impulsivt behov.

Perfektionisme og idealisme

Generelt arbejder jeg konstant med at sænke mit ambitionsniveau for hjemmelivet. Perfektionisme er en fjende for min sensitivitet, fordi jeg kommer til at gå i selvsving over det. Dels tænker jeg alt for meget over forskellige detaljer, og dels kommer det til at tage så lang tid at der ikke er plads til at lade batterier op.

Derfor er avanceret madlavning, gennemført boligindretning, højt hygiejnisk niveau og høj miljømæssig faneføring blevet afløst af noget mere pragmatisk. Jeg finder stor glæde ved at lave en god frikadelle eller en gammeldags dessert. Jeg laver ikke længere sushi selv og har opgivet at lære at lave bearnaisesauce. Den på glas fra Irma er i øvrigt også helt udmærket. Når vi fejrer fødselsdage o.l. med mange gæster, går vi enten ud eller får mad leveret udefra.

Det er min opfattelse, at det er usundt at undertrykke følelser og behov, selvom de er ’forkerte’. Jeg forsøger at tage hensyn til, at det virkelig går mig på, når der er beskidt og rodet i huset, men erkender også at energien ikke er til det omfang at rengøring der ville være helt perfekt. Her bruger jeg meget min mand til at sparre med, for han ser ikke skidtet nær så hurtigt som jeg gør. En god løsning er tit at planlægge: ”nu støvsuger vi bare i denne weekend, og så giver vi det den store tur i næste weekend, hvor vi får gæster”.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Socialt liv for en sensitiv

Venner og familie

Mit sociale liv har ændret sig rigtig meget siden jeg var ung. Mange af ændringerne skyldes det faktum, at jeg ikke har børn, og den udvikling der er sket i forbindelse med at mine venner har fået det.

Hvor jeg tidligere havde flere nære venner, har jeg i dag meget få. Til gengæld har jeg en række andre relationer via netværk og interesser. Det er ikke det hele der har været mit eget valg, og undervejs har det været en sorg for mig at miste mine nære venner. Men i dag kan jeg se, at mit sociale liv fungerer rigtig godt for min sensitive side.

At have ganske få nære i mit liv fungerer godt for mig. Det betyder at jeg har overskud til at være nærværende overfor alle, og gå i dybden med vores samvær. Det betyder også, at kalenderen ikke byder på aftaler hver eneste weekend, og det giver en rigtig god balance. Så har jeg både mulighed for at restituere og være migselv samt nærværende overfor min familie, hvilket giver mig meget overskud.

At være en del af netværk der er drevet af interesser, giver mig også meget. Som eksempel kan jeg nævne min interesse for hunde, hvor jeg har mulighed for at dele min glæde ved hunde med ligesindede. Det giver mig en dejlig følelse af samhørighed. Jeg har også i mange år deltaget i et netværk for folk uden børn. Her er det et fællesskab om et livsvalg, der giver nogle interessante samtaler og gode grin.

Udviklingen i de sociale medier har været en revolution i mit liv. Her kan jeg dyrke emner og mennesker der interesserer mig, men jeg kan nemt sætte grænser og stoppe når det passer mig. Sociale medier stimulerer også min nyhedssøgende side, men det skal styres nøje.

På arbejde

På arbejdspladsen er jeg begyndt at sortere meget i det sociale liv. De værste migræneanfald jeg har haft, har været i forbindelse med teambuilding-arrangementer på arbejde. Det er meget belastende for mig at være tvunget til at deltage i aktiviteter, oftest fysiske præstationer, der ikke har noget at gøre med det jeg er ansat til og som jeg absolut ikke er god til. Når man ikke har mulighed for at sige fra eller trække sig lidt tilbage, bliver det så belastende for mig, at jeg mange gange har fået meget voldsomme migræneanfald som har gjort mig syg i flere dage efter.  Sidst jeg blev inviteret til sådan et arrangement meldte jeg simpelthen afbud.

Også den årlige julefrokost er noget jeg melder fra til. Jeg har været på arbejdsmarkedet siden jeg var 19 år og har været til min del af julefrokoster. Jeg har danset og drukket og er blevet klappet i røven. Det siger mig ikke noget mere, og det giver mig ikke en følelse af fælleskab med mine kolleger.  For nogle år siden holdt jeg op med at komme af social pligt. Jeg kan godt have stor glæde af samtaler med mine kolleger over frokostbordet til hverdag, men når det foregår i et støjende lokale med høje stemmer og fulde mennesker, bliver den mentale omkostning er højere end udbyttet for mig.

Til gengæld vil jeg meget gerne med til arrangementer der har en mere kulturel karakter. På min nuværende arbejdsplads har vi haft ture til både Christiansborg og Københavns Rådhus, og det har jeg været meget glad for at deltage i. Vi er også nogle kolleger der på helt privat basis er taget i biografen sammen, og været ude at spise inden. Jeg har sågar inviteret kolleger hjem til mig. Så det er ikke fordi jeg ikke vil være social med mine kolleger, det er bare fordi at visse typer at samvær er ubehageligt for mig.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Ferie for en sensitiv

I nogle år arbejdede jeg i rejsebranchen og rejste flere gange om året. Jeg havde også 3 rejser til USA, hvor min bror bor. Det gik op for mig, at jeg havde migræne på 1. rejsedag hver eneste gang, og jeg fandt ud af at det faktisk stresser mig temmelig meget på et ubevidst niveau at rejse.

Efter nogle år med mange rejser valgte min mand og jeg at købe sommerhus og gøre det til vores primære ferieform. Det passede rigtig godt med, at vi ønskede os at blive hundeejere på et tidspunkt. I dag har vi haft sommerhus i 6 år og vi elsker at komme op til det lille blå hus, som vi kun forbinder med afslapning og gode oplevelser. Antallet af logistiske detaljer som jeg kan stresse over er langt mindre. Det hjælper også at man i sommerhusområdet kan gøre brug af lange åbningstider – også på helligdage – og en række lækre spisesteder, der kan kompensere for at man ikke lige havde fået købt ind.

Vi rejser stadig lidt. En gang om året tager vi en mindre tur med et par overnatninger på en kro eller hotel i Danmark eller Nordtyskland. Her får jeg tilfredsstillet min nyhedssøgende side, som rigtig gerne vil opleve noget nyt.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Ligner min hund

Det er en gammel schlager, at mennesker ligner deres hunde eller omvendt. Der findes mange sjove billeder af hunde og mennesker der ligner hinanden i udseendet, og nogle gange taler man også om hvordan temperamenter ligner hinanden. Måske tiltrækkes man af nogen der ligner én når man vælger hund, eller måske kommer man til at ligne hinanden når man i årevis lever sammen så tæt som hund og menneske ofte gør.

Jeg ligner ikke Adina rent udseendemæssigt. Adina er udpræget smuk, men fuldstændig ligeglad med det. Hun graver sig gerne sort og brun ude i haven, men accepterer dog at blive tørret og børstet. Adina er slank og atletisk, og hun har et perfekt boldøje. På alle disse punkter er jeg stik modsat – der ligner hun nok Mads lidt mere.

Men når det kommer til psykologien har hun meget til fælles med både Mads og mig. Vi er alle 3 nogle lidt forsigtige typer, der har stor empati og tager meget hensyn. Det betyder at vi har et respektfuldt samliv, hvor der er plads til alles behov og stortrives i hinandens selskab.

Især på et område er Adina og jeg meget ens.  Vi er begge meget sensitive. Hvis der er nogen der skælder os ud, eller hvis vi selv laver en fejl, bliver vi meget kede af det.

Vi får hurtigt nok af indtryk, positive som negative. I sommers var vi på besøg på den kennel hvor Adina er født. Der var 17 hvide schæfere og deres familier, så det var et stort selskab. Det var en utrolig positiv oplevelse, der var en god stemning og alle var glade. Det er en af den slags ting som jeg får meget ud af, men også noget der gør mig utrolig træt bagefter. Sådan er det også for Adina. Selvom hun hyggede sig med de andre hunde og mennesker havde hun efter et par timer fået nok, og ’sagde’ faktisk meget direkte til os at hun gerne ville hjem nu.

Når Adina har været ude for noget der har påvirket hende følelsesmæssigt negativt, tager det noget tid før hun får det rystet af sig. For nylig blev hun bange for torden og stak af fra hundelufteren. Da hun kom hjem og der faldt ro på, var hun naturligvis træt. Men hun var stadig urolig og stresset. Det var hun også dagen efter. Og dagen efter igen. Hun var nogle dage om at falde rigtigt til ro, og først da kunne hun få hvilet rigtig ud.

Sådan har jeg det også. Mit liv er også præget at humør- og energimæssige nedture, hvor jeg kører i ring over følelsesmæssigt belastende situationer. Først efter nogle dage kan jeg slappe af, og så er jeg i mellemtiden blevet så træt at jeg har fået migræne eller på anden måde har været nødt til at kaste håndklædet i ringen og lægge mig passivt på sofaen.

Lignende indlæg:

Om at elske hunde

Mennesker kan deles op i 2 kategorier: dem der elsker hunde, og dem der ikke er interesserede i hunde. Selv blandt hundeelskere har jeg en usædvanlig stor kærlighed til hunde. Dem der kender mig godt fortæller, at de ikke kender nogen der holder så meget af hunde, som jeg gør.

Det er en ærlig sag ikke at kunne lide hunde. Det er der mange der ikke kan. Efter at jeg er blevet hundeejer kan jeg mærke, at jeg har en stor glæde ved at tale med mennesker, som godt kan lide hunde. Jeg tager faktisk mig selv i ikke så godt at kunne lide mennesker, som ikke kan lide hunde.

Det er forkert, jeg ved det godt. Jeg oplever bare et langt større fællesskab med hundeelskere. Sidst jeg var til et større selskab, kom jeg til at sidde ved bord med en anden hundeejer og en dyrlæge. Vores snak om hunde fik en anden ved bordet til at kalde os hunde-freaks, fordi han følte at vi ikke kunne snakke om andet. Det passer ikke, men når man er blandt mennesker man ikke kender så godt, falder talen nemt på de fælles interesser.

Over frokosten på arbejde bliver der tit talt om kæledyr. Mine kolleger har børn, der plager om at få et dyr, og deres fædre fortæller ivrigt hvordan de kæmper imod. Der bliver snakket meget om hvor tidskrævende og frihedsberøvende det er. Man kan godt få den fornemmelse, at man er godt dum hvis man har hund. Så sidder man der og tænker på sin hvide skønhed derhjemme, og kan ikke rigtig snakke med om hvor forfærdeligt det er at have et kæledyr. To af hundemodstanderne er ledere for mig. På en arbejdsplads, hvor man som medarbejder ikke har den store fleksibilitet, kan det godt give lidt ondt i maven at tænke på, om man mon nu kan opnå forståelse næste gang man har brug for at tage Adina til dyrlæge el.l.

Anderledes godt gør det i maven at se fjernsyn onsdag aften lige for tiden. TV2 har fundet det relevant at sætte en hundequiz på programmet; “Hvem sagde vuf?“. Programmet bestyres af inkarneret hundeelsker Felix Smidt, som har sin egen hund Marley med i studiet. Gæsterne er kendte mennesker og deres hunde. Det er helt fantastisk for en hundeelsker at se. Alle i studiet er vilde med hunde, og det understreges i hele produktionen. Kameraerne zoomer ind på hundenes ansigter og på interaktionen mellem hund og ejer. Der er hvalpe-garanti, således at der i hvert eneste program kommer et kuld hvalpe ind i studiet, som deltagerne skal forsøge at lokke til sig, og efterfølgende må nusse. Quiz’en handler om viden om hunde og forskellige øvelser med hundene, udført med stor omsorg og forståelse. Det er LIGE mig!

Lignende indlæg:

Et liv uden børn

Ikke siden 2011 har jeg skrevet et blogindlæg om det faktum, at jeg lever et liv uden børn. Når jeg ikke har skrevet så meget om det, skyldes det først og fremmest et hensyn til min husbond, som jo er den anden halvdel af det liv jeg lever. For nogle år siden fyldte det egentlig en del i mit hoved – det gør det ikke længere.

I lørdags var der en udsendelse på DR2, der handlede om at sige nej tak til børn. Det var en god udsendelse, med mange interessante vinkler. Man fulgte en kvinde, som var i tvivl om hun ønskede at få børn, og ind imellem hendes rejse hen imod en beslutning så man små interview-bidder med kvinder og par, som ikke har valgt at få børn. Jeg synes at DR2 levede op til sin målsætning om ikke at dømme, og emnet blev behandlet med respekt og åbenhed.

Udsendelsen har givet mig lyst til at opsummere mine egen rejse omkring min frivillige barnløshed – fortællingen kommer her.

Traileren til udsendelsen fokuserede bla. på at afdække årsagerne til at man vælger ikke at få børn. Det blev primært behandlet via interview-delen af udsendelsen, hvor man portrætterede flere forskellige mennesker uden børn. Jeg er ikke sikker på at man kan finde en konkret årsag til at folk ikke vælger at få børn – mere herom her.

Efter udsendelsen var sendt, kom der fuld gang i kommentarfelterne på Facebook. Jeg er helt enig med Leonora Christina Skov, når hun i udsendelsen undrer sig over, hvor stærke følelser der kan komme i spil over dette her. Der findes faktisk folk der er imod, at nogen mennesker ikke vælger at få børn. Deres argumenter holder dog ikke ret langt, og nok heller ikke på dem selv. Jeg gennemgår de mest almindelige argumenter imod min livsstil her – og afviser dem alle sammen.

Jeg lever et ret almindeligt liv med en ægtefælle, hus, sommerhus, bil og 8-16 job. Der er ingen børn, men det føles helt normalt for mig. Mine sorger og glæder er ikke anderledes end dem, som alle mulige andre mennesker oplever. Set fra min stol er der ikke så meget substans i en generel offentlige debat om folk der ikke får børn. Det kan kun tjene til at piske en konfrontatorisk stemning op, som ikke var der før.

Lignende indlæg: