Det er da meget sejt, ik?

Så jeg siger velkommen tilbage på bloggen efter næsten 4 dages nedetid. Hvis du ser noget der ikke virker som det plejer, så sig meget gerne til via en kommentar eller en e-mail.

Jeg havde selv en ret heftig oplevelse med regnen i lørdags, og jeg har forberedt et blogindlæg om det. Pga. Surftowns nedbrud har jeg ikke kunnet publicere det, men nu hvor bloggen er oppe igen vil jeg lægge det på så snart som muligt.

Facebook

Her er jeg ‘venner’ med familie og venner, både nære og fjerne. Jeg er også forbundet til nogle af de kolleger og eks-kolleger som jeg har/haft det godt med. Men jeg er ikke venner med nogen som jeg ikke har mødt i virkeligheden, og jeg har en lukket profil så det kun er mine Facebook-venner der kan se hvad jeg skriver. Jeg skriver opdateringer hver dag, og her vises også check-ins i Foursquare (se længere nede) samt musik og videoer jeg kan anbefale.

Twitter

De mennesker jeg følger på Twitter kender jeg ikke i virkeligheden, og det er samme gælder dem som følger mig. Det er alle sammen nogen som jeg har ‘mødt’ på Twitter og de er både kendte mennesker, journalister og privatpersoner.

Jeg tænker på Twitter som micro-blogging. Det vil sige at jeg skriver ting som på en eller måde siger noget (kort) om mit liv på en dagbogsagtig måde. Hver morgen skriver jeg ‘Dagens Friskhed’ på en skala fra 1 til 10 og en lille kommentar til dagen, og hver aften skriver jeg ‘Dagens 3 gode‘ som er 3 ting jeg har oplevet eller set, som har gjort mig glad idag. Derudover skriver jeg ting jeg tænker eller oplever, som kan beskrives på de 140 karakterer der er til rådighed. På Twitter har jeg en åben profil som alle kan se – også uden en Twitter-konto.

Twitpics

Et lille appendix til Twitter, hvor man kan se alle de billeder jeg har vist på Twitter. Af hensyn til beskyttelse af privatlivets fred viser jeg ikke noget særligt her. Der er ingen mennesker eller ansigter på billederne, mest mad og sjove her-og-nu oplevelser.

LinkedIn

Faktisk er det nok den allerførste tjeneste jeg meldte mig til – jeg tror det er næsten 10 år siden jeg oprettede en profil her. Det er bare først de seneste år det er blevet et meget aktivt forum.

Her er jeg forbundet til folk jeg har/haft en arbejdsmæssig relation til, og det udgør i praksis mit erhvervsmæssige netværk. Jeg har været så heldig at arbejde på nogle store og gode arbejdspladser, hvor jeg har lært en masse spændende og dygtige mennesker at kende, og jeg kan godt lide at holde forbindelsen til dem. Næsten alle mine jobs har jeg fundet eller fået hjælp til at få igennem mit netværk, så jeg er helt klar over at netværk er uhyre vigtigt.

Plaxo

- er vist opstået som et alternativ til LinkedIn. Her har jeg også arbejdsrelationer. Jeg har ikke indtryk af at det bliver brugt særlig meget – jeg bruger det i hvert fald ikke aktivt.

Delicious

Denne tjeneste gør det muligt at gemme links til f.eks. interessante artikler og meget andet et centralt sted. Det er nyttigt når man har mere end 1 computer eller bare i det hele taget vil være uafhængig af hvor man logger på fra. Hvis der skulle være nogen der var interesseret i hvad jeg interesserer mig for, kan man gå ind på min profil og se hvilke links jeg gemmer.

Foursquare

En geografisk service, som gør det muligt at ‘checke ind’ når man kommer til et bestemt sted. På smartphones bruges et lille program der via telefonens GPS kan finde ud af om man står foran f.eks. TIVOLI, og ellers kan man gå ind på en mobilside. Man kan bruge det til at fortælle andre hvor man er – på samme måde som jeg på Facebook kan finde på at skrive hvad jeg laver el.l. Hvis man har venner der også bruger Foursquare kan man bruge det til at finde hinanden når man f.eks. skal til koncert el.l. For mig er det som en slags dagbog ligesom bloggen, så jeg kan tænke tilbage på og glæde mig over ting jeg har oplevet.

Jeg har en lukket profil, da oplysningerne selvfølgelig også kan bruges af indbrudstyve til at finde ud af om man er på sommerferie osv. Men mine Facebook-venner kan se det via det link jeg omtalte under Facebook, og hvis jeg skulle få nogle kontakter inde på Foursquare kan man selvfølgelig også følge mig der.

Last.fm

Jeg har oprettet mig hos Last.fm fordi jeg gerne vil høre musik når jeg arbejder. Last.fm giver mod en beskeden betaling mulighed for at høre musik som et radio-koncept. Man indtaster sin smag, en kunstner eller en stilart, og så vælger systemet selv musik af samme slags. Derigennem har jeg hørt meget musik jeg ikke kendte og det har været fantastisk – jeg kan godt lide at lære ny musik at kende, og det er et skønt alternativ til konventionel radio, som tit spiller den samme musik igen og igen. Og så er der bare musik og ingen snak, hvilket kan være ret befriende når man skal arbejde. Last.fm er også åbent som en social tjeneste, så andre kan gå ind på min profil og se hvilken musik Last.fm har spillet for mig for nylig.

DandyID

Dette er en tjeneste til at holde styr på alle de andre tjenester. Jeg har en profil hvor jeg har angivet hvilke sociale tjenester jeg bruger, og jeg har den udelukkende for at kunne lave den lille liste ‘Her er jeg også’ i sidemenuen på bloggen. Hos DandyID kan man iøvrigt danne sig et billede af hvor mange sociale tjenester der faktisk findes.

Youtube

Alle kender Youtube, der som bekendt indeholder alverdens videoklip af alt muligt. Jeg har oprettet en profil for at samle de ting jeg har set og evt. har syntes godt om. Hvis jeg trykker ‘like’ på en video, har jeg sat det op sådan at der vil blive lavet et opslag på min Facebook-væg. Så absolut i den lette ende, og derfor også en åben profil.

About.me

Det sidste jeg vil nævne er About.me. Egentlig er det ikke en social tjeneste på den måde at det er interaktivt. Jeg tror man kalder den en splash-side: en side som er den første man lander på, når man skal besøge en person på nettet. Herfra er det så muligt at linke til alle de andre steder man er repræsenteret, dvs. alle de ovennævnte tjenester. Hvor jeg før linkede til denne blog som en henvisning til mig, har jeg nu lavet mig en About.me-side for at samle det hele i et. Også her er det muligt at begrænse indholdet, så der f.eks. ikke vises mine Facebook-opdateringer offentligt, da det jo er en profil jeg vil holde lukket.

Når man læser mit tøvende og lidt forskrækkede indlæg fra 2008, må man sige der er sket rigtig meget. Jeg elsker sociale tjenester og bruger dem lige præcis som det passer mig. Jo vist skal man passe på, men man vænner sig til at tænke i de baner, og mulighederne for at lægge begrænsninger på hvem der ser hvad, er meget bedre end for 3 år siden. Jeg har meget sjov ud af de sociale tjenester og nyder at bruge dem.

Det er helt klart, at når kommuner, private firmaer og kendiser bruger sociale medier til at komme i kontakt med deres borgere/kunder/publikum, så skal de tænke sig godt om. Jeg kan godt få det indtryk, at mange ser det som endnu en markedsføringskanal og dermed kun bruger det til envejs-kommunikation. På Twitter følger jeg komikere og politikere, som aldrig svarer på henvendelser eller kommentarer. Det er ikke det der er præmissen på disse sociale medier, så de ender med at skuffe deres publikum.

Men der er faktisk også organisationer som godt kan finde ud af at bruge sociale medier. Mit eget firma har ansat en Social Media Editor, men da antallet af fans er gået fra 2.000 til 33.000 på et år har hun overdraget vedligeholdelse af siden til Kundeservice. Der kommer nemlig en masse konkrete henvendelser fra kunder, som man ønsker at lave konkret sagsbehandling på. Og det tror jeg er klogt, for så lever man op til sine kunders forventninger, og så kommer de måske igen.

Hvis kommunerne kan finde ud af at have samme forhold til sine Facebook-venner, så synes jeg det er fint at de er repræsenteret her. Min egen kommune har en hjemmeside, men der står kun generel information – hvordan man søger om dit og dat og hvordan man bliver gift og den slags. Der står ikke konkrete dag-til-dag oplysninger. I vinters kunne jeg f.eks. godt have tænkt mig at man havde informeret om hvornår man havde tænkt sig at rydde sne, det kunne man have brugt Facebook til. Den mail jeg sendte til kommunen, som aldrig blev besvaret, var måske blevet besvaret hvis man havde en strategi om brug af sociale medier? Det går selvfølgelig ikke at behandle ansøgninger om kontanthjælp og den slags, men der er en række ting der godt kunne foregå over Facebook.

Så jeg er bestemt ikke enig med Magnus Barsøe fra webbureauet Dwarf, som udtalte sig til P4 idag, i at Facebook-brugere ikke er interesseret i information fra kommunen. Det lyder som om han synes, at det der foregår i kommunen er uvedkommende og langt væk fra hverdagen. Det synes jeg ikke det er. Tværtimod – det der foregår i kommunen handler jo udelukkende om vores hverdag og omgivelser.  Jeg selv er ikke er den store forbruger af kommunale ydelser, nærmere en af dem der er med til at betale gildet. Men jeg vil da gerne vide hvad der foregår med vore veje og cykelstier, grønne områder og biblioteker. Og tænk på alle dem der har børn i institutioner, ældre pårørende, bruger biblioteker, får udbetalt diverse ydelser, bor på kommunale veje med kommunal kloakering osv. osv. Og vi er allesammen på Facebook.

Det må vist høre ind under det man kalder positiv psykologi, hvor forskning peger på at hvis man fokuserer på de positive ting i ens liv, så bliver man sundere og gladere, også selvom der er dårlige og sørgelige ting i éns liv. Jeg hørte lidt om det på et mindfulness-kursus for et år siden. Teorien går bla. ud på at man kan øve hjernen og biokemien i at være glad ved at tænke på de gode ting i ens liv.

På den anden side fortalte Lise August fra Sensitiv Balance på et foredrag i starten af dette år, at man ved at særligt sensitive mennesker kan blive frustrerede og deprimerede af at ensidigt fokusere på den del af livet der er positivt, simpelthen fordi den særligt sensitive gerne vil have alle nuancer med.

Personligt er jeg træt af mig selv når jeg brokker mig og fokuserer på det negative. Jeg kan godt sympatisere med tanken om at skubbe alle de negative ting væk, for i virkeligheden nytter de tanker og brokkeriet ikke så meget, de gør ligesom ikke godt for noget. Men jeg tager det som et tegn på at jeg ikke er i mental balance, når mit fokus går i den retning, for grundlæggende er jeg en glad og positiv person. Og i den situation føler jeg ikke det er sundt ikke at bearbejde eller tage stilling til dem.

Ikke desto mindre har jeg besluttet mig for som et eksperiment at gøre som Karen Thisted og Johannes Møllehave. Jeg gør det på Twitter; hver aften skriver jeg ‘Dagens 3 gode’. Det betyder også at jeg i løbet af dagen går og tænker over når der sker noget godt, for at lave en mental note om at det skal med i aftenens tweet. Her er et par eksempler:

Dagens 3 gode: rolig morgen med god tid, forårsstund på bænk i Ørstedsparken, skøn tapas-middag med danskere+svenskere+nordmænd+englændere
24. marts

Dagens 3 gode: har set årets første vibe, aftensmad på 10 minutter takket være den lokale kineser, oplevede godt sammenhold i min familie.
29. marts

Dagens 3 gode: reklamer fra hele 3 forskellige sushisteder i lokalavisen, mor er vel hjemme fra hospitalet, opdaget Ubuntu for netbook
30. marts

Dagens 3 gode: mange hakker på to-do listen på job, hurtig frokostaftale med veninden på søndag, hyggeligt stop forbi hos mor og far
1. april

Dagens 3 gode: succesfuld shoppingtur, dejlig middelhavsbuffet til frokost, æbletræer befriet i sommerhushaven af far og mor
2. april

Det er jo ikke alle dage man synes alting har været godt, og i den periode hvor jeg har prøvet denne praksis af har der da også været dage hvor jeg har haft svært ved at finde 3 gode ting. Den aften hvor min mor måtte overnatte på hospital var jeg ikke specielt glad, men da jeg tænkte godt efter en gang til, var der selvfølgelig også sket små gode ting, selvom min mors sygdom overskyggede dem. Men de var ikke desto mindre små gode oplevelser.

Jeg vil bruge denne praksis til at huske på de gode ting. Jeg vil ikke fornægte de dårlige ting, dem tror jeg stadig at jeg har brug for at bearbejde og gøre noget ved. Men jeg vil ikke lade dem skubbe de gode ting af vejen, og med en lille note hver aften om 3 gode ting jeg har oplevet, prøver jeg om jeg kan lægge mere vægt på de positive ting og få en bedre balance mellem de to.

I år er der så kommet en ny postlov der foreskriver, at inden året er gået skal alle der bor i hus eller rækkehus have postkassen ude ved vejen. Vi har i dag vores postkasse hængende på husmuren, så vi er nogen af dem, som skal finde en anden løsning. Man kan få en fin stander der passer til vores postkasse, men når vi alligevel skal ud og grave, så kan vi ligeså godt se på alle muligheder.

Det viser sig nemlig, at der er begyndt at komme nogle smarte postkasser, som også kan tage imod mindre pakker. Der findes flere modeller, både nogle som kan låse sig selv når der er kommet en pakke i, og nogle som er mere simple. Efter at have undersøgt markedet er vi endt med at anskaffe os en Allux 820 fra Juliana.

Den står nu hjemme i kælderen og venter på at blive monteret. Da vi forsøgte her i weekenden kunne vi ikke rigtig ‘komme i jorden’ pga. frost. Jeg har både tilmeldt os Modtagerflex hos Post Danmark, så pakke-postbudet har lov til at lægge pakker i den, og købt vores navn og vejnummer som klistermærke. Så vi er næsten klar til en lidt lettere tilværelse som e-handlende.

——–

22-03-2011: Nu er postkassen kommet op, og det ser sådan her ud:

Flot ser det ud, men jeg er ikke sikker på hvor meget det fortæller om mit 2010 på bloggen. Der er lidt for mange generelle ord, selvom jeg har bedt systemet om at sortere de mest almindelige ord fra. Jeg ved egentlig godt at jeg bruger ordet ‘så’ temmelig meget, og prøver også at skære ned på det, men her er det meget tydeligt at det stadig fylder meget.

Det gør andre bloggere også om deres blogs. Kommentarer på blogs er et tilbagevendende tema i debatten. Bloggere vil gerne have kommentarer til deres indlæg, men nogen er frustrerede over at der er besøgende som kun læser med og aldrig kommenterer. Spørgsmålet melder sig: blogger man for at have en dialog med andre, for at være en del af et netværk? Eller blogger man for sin egen skyld, for at have sin egen private kommunikationskanal?

Da emnet var oppe hos Madame i november, spurgte hun hvad det er ved blogging man er glad for. Jeg reflekterede i en kommentar over elementet af fællesskab således:

Jeg blogger af flere årsager: trang til at dokumentere, bearbejdning af tanker og følelser, skrivelyst, en slags ekshibitionisme. Min blog læses af ganske få, og kommentarer kommer hovedsagelig fra folk der rammer min blog ifm. google-søgning, altså ikke fra bloggere. Så på min egen blog er der ikke noget element af fællesskab, det er bare min personlige envejs-kommunikationskilde. Jeg kan ikke forestille mig at stoppe igen, og det bliver i hvert fald ikke pga. mangel på kommentarer, men hvem ved hvad tiden bringer, man udvikler sig jo hele tiden.
Min læsning af blogs bunder i min nysgerrighed på mennesker: de mange måder at leve og anskue livet på, hvad der gør folk til dem de er. Her føler jeg ofte et engagement i de pågældende mennesker, men jeg føler kun en 1-til-1-relation, ikke et fællesskab. Jeg kan godt sætte mig ind i at lukning af en blog føles som at miste noget – for mig vil det nok være at sammenligne med når en yndlingsmusiker dør.
Jeg skriver en kommentar hver gang et blogindlæg giver mig stof til eftertanke, og når jeg synes at jeg har et perspektiv på et emne som ikke er nævnt. Der findes ikke en blog i min læseliste som jeg ikke har skrevet en kommentar på på et tidspunkt. Men jeg er ikke så meget til ’I was here’-kommentarer.

Efter at jeg skrev denne kommentar, tænkte jeg mere over det. Det ville selvfølgelig være smigrende at få 30+ kommentarer på hvert eneste blogindlæg og have hundredevis af faste læsere. Men jeg kan mærke at det ikke er afgørende for min glæde ved at blogge. Og jeg er rigtig glad for de hits min blog trods alt har hver dag.

Det er mest indholdet af blogindlæggene, der interesserer mig – selve substansen. Både når det handler om at læse og at skrive blogs. Derfor også bemærkningen om ‘I was here’-kommentarer. For mig giver det ikke rigtig noget at få eller give kommentarer som udelukkende har til formål at markere at man har været forbi og læse – det er kun hvis man har noget at sige om emnet, at det for mig giver mening at kommentere. Når jeg af og til får en kommentar til det jeg skriver på min blog, er det altid noget der perspektiverer sagen på en god måde.

I sit svar til min kommentar skriver Madame:

Trine Louise, tak fordi du fortæller! Du blogger en lidt anden måde, og det er helt fint.  ‘I was here’- kommentarer er i mine øjne gode nok, når man føler et fællesskab med den, man svarer.

Efterfølgende har jeg lagt mærke til at hun har slettet min blog fra sin blogroll – hun er altså holdt op med at læse min blog. Min ‘anden’ måde at blogge på er åbenbart ikke noget for Madame. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om fællesskab er vigtigere end substansen for Madame, siden hun ikke længere er interesseret i at læse min blog, efter at hun har konstateret at vi har en forskellig indfaldsvinkel til blogging. Det kommer lidt bag på mig hvis det er sådan, for jeg synes ikke at selve substansen er nedprioriteret på Madames blog. Jeg elsker at læse om de vilde dyr i hendes have og de filosofiske tanker hun gør sig om livet.

Men denne historie har fået mig til at revidere mit formål med bloggen endnu engang. Jeg kan mærke at jeg har lyst til at blogge, uanset at jeg ikke har ret mange læsere og ikke indgår i et fællesskab med andre bloggere. Jeg må konstatere at min trang til at skrive og beskrive min hverdag er større end ønsket om at blive hørt/læst. Jeg elsker at have min egen kommunikationskanal hvor jeg kan skrive hvad jeg vil – og jeg elsker bare at skrive. Jeg har derfor opdateret siden Formål.

Inden jeg skulle afsted var jeg lidt i tvivl om mine forventninger og følelser. På en måde kunne det jo godt føles som en blind date med 17 mennesker på en gang, da jeg ikke har mødt nogen af dem før. Det er svært når man ikke har noget at hænge en forventning op på – det er ikke alle bloggere der skriver særlig meget om  sig selv eller viser et billede af sig selv på bloggen. Mit udgangspunkt når jeg møder nogen for første gang er at man mødes med venlighed og imødekommenhed – med ren tavle og åbent ansigt.

Så kom jeg til at tænke på at man jo kender hinanden på en måde gennem bloggene. Jeg tror ikke der er ret mange af deltagerne der læser min blog, og jeg læser heller ikke alle deltagernes blogs. Men der er en mulighed for at danne sig et billede af hinanden i forvejen, hvis man følger godt med på bloggen. Så kan man begynde at tænke over hvad de andre mon synes om de ting jeg skriver og mine synspunkter på dette og hint. Der er også nogle af de andre bloggere der selv har markante meninger. Når man dertil lægger, at mange af deltagerne har mødt hinanden før, kunne jeg godt få en frygt for at blive be-/dømt af en klike.

Men det var selvfølgelig bare rigtig sjovt og hyggeligt at møde disse mennesker. Der var flest kvinder, men også et par mænd: Jens som havde stået for arrangementet, Annette, Annemarie, føromtalte Madame, Uffe, Kisser, Leif, Ditte, Donald, Catarina, Mia Folkmann, Brit og Susling. Jeg tror jeg var en af de yngste, de fleste var vist i 40′erne eller ældre.

Vi startede med et besøg på Café Oscar, hvor vi fik kaffe/øl/vand og lærte hinanden lidt at kende. Jeg følte mig rigtig godt taget imod, og de var alle meget forstående overfor at det kan være overvældende at møde så mange ny mennesker på en gang. Derefter gik vi hen på Green Sushi i Grønnegade og fik noget dejlig sushi. Da vi var færdige ved 20-tiden, gik turen videre til en øl i den anden ende af byen, men her sagde jeg tak for i aften og smuttede hjem igen – så var mit hovede fuldt af nye indtryk.