Et halvt år med Adina

Som tiden dog går – det er allerede langt over 6 måneder siden vi fik hund, vores dejlige Adina. Det går stadig virkelig godt. Vi har en meget glad og sød hund, som giver os stor glæde hver eneste dag. Jeg føler virkelig at vi har knyttet et stært bånd af tillid og kærlighed mellem os.

Vi er som hundeejere blevet mere sikre på os selv og vores vurdering af situationerne. De udfordringer vi havde efter 3 måneder er ikke så aktuelle mere, fordi vi har fundet løsninger på dem. Til gengæld er der kommet nye ting at tage sig af.

Problemerne med at trække i snoren er blevet mindre. Vi valgte en strategi der gik ud på, at når Adina trækker i snoren, så står mennesket stille. Hun kan kun komme videre hvis snoren er slap. Det er lettere sagt end gjort, og man kan godt få nogle ture hvor man står mere stille end man går. Jeg vil ikke kalde det en mirakelkur, men det er har hjulpet rigtig meget.

Adina kommer stadig når vi kalder i de fleste tilfælde. Ved at tage det i opløbet har vi fået vænnet hende af med at løbe efter cyklister i skoven, men det sker stadig at der en mus eller et egern som hun vil jage, og så kan vi ikke kalde hende til os. Men det gør ikke noget, for det varer kun kort, og bagefter går det fint igen. Et par gange er hun rendt efter en kat hjemme på vejen, og det er jo ikke så smart fordi der kan komme biler. Derfor er vi blevet mere opmærksomme på ikke at have hende løs i forhaven i længere tid ad gangen. Vi har anskaffet os en lang line som vi kan sætte hende fast med, som tillader hende at være med når vi er i forhaven, men som stopper hende før hun kommer ud på vejen.

Natteaktiviteten stoppede fra den ene nat til den anden, da vi begyndte at give hende et par skefulde A38 i forbindelse med aftensmåltidet. Det var min bror, der ovre i USA giver sin labrador acidophilus-piller, der inspirerede os. Man kan ikke få disse mavebakterier i pilleform i Danmark, men så prøvede vi med mælkeproduktet i stedet. Siden er det kun sket enkelte gange at hun har haft dårlig mave om natten, og så er hun kommet ind i soveværelset og vækket mig, hvorefter jeg har lukket hende ud i haven og bagefter kan vi sove videre.

Siden fik vi en ny udfordring: Adina viste mindre og mindre interesse for sin mad. Vi har givet hende det samme foder som hun fik der hvor hun kom fra, men det virker til at være lidt kedeligt for hende. Vi har prøvet at køre den konsekvente stil med at tilbyde maden, lade det stå 30 minutter, og så tage det væk uanset om der er spist af det. Tit betød det at hun ikke fik noget at spise til det måltid, og så spiste hun lidt mere til det næste. Men alt i alt fik hun ikke så meget mad. Det er jo ikke optimalt i længden. Desuden får hun noget flydende medicin som skal dryppes udover maden, og hvis ikke hun spiser maden får hun heller ikke medicinen, og så skal man til at give hende det i forskellige mere eller mindre sunde godbider for at få det i hende.

I sommerferien indhentede vi smagsprøver af en række andre mærker af tørfoder og lod Adina selv vælge. Et par forskellige ‘blindsmagninger’ pegede på 2 af mærkerne som favoritter – det var dem hun gik hen til først. Vi har nu i en uge prøvet med det ene mærke og det går godt. Åh, man bliver så lykkelig når hun bare går i gang med at spise med det samme og der bliver spist op. Vi har også ændret lidt på mængderne, så hun får en lidt mindre portion om morgenen og en lidt større portion om aftenen. Det virker til at passe hende bedre.

Medicinen hun får er for inkontinens. Adina er steriliseret og producerer derfor ikke østrogen. Det betyder at hun har svært ved at holde på vandet når hun sover og slapper af, så hun kom simpelthen til at tisse i sengen om natten. Et par dråber medicin morgen og aften har stoppet problemet fuldstændig.

En udfordring vi først for nyligt har konstateret og endnu ikke har fået løst, er Adinas angst for torden. Vi har et stykke tid set tegn på at hun ikke så godt kan lide kraftig regn, og i sommerferien stod det klart for os, at hun er meget bange for torden. Vi har undersøgt naturlige beroligende midler og købt noget der hedder Zylkene, et stof udvundet af råmælk som minder hunden om den tryghed der var til stede da hun var hvalp og diede hos sin mor. Vi nåede ikke at få fat i det inden sidste tordenvejr, så vi ved endnu ikke om det kan hjælpe Adina. Det ville jo være fantastisk, hvis et naturligt kosttilskud uden bivirkninger kunne hjælpe. Vi har også planer om at anskaffe en CD med lyden af torden og fyrværkeri, som kan bruges til at træne med – evt. kombineret med det beroligende middel – så Adina forhåbentlig kan vænne sig til disse lyde og ikke blive så stresset.

Det giver mange oplevelser at have hund, og vi kaster os ud i dem alle med krum hals og godt humør. Adina håndterer alle oplevelser, møder med nye og kendte mennesker og hunde helt suverænt. Vi nyder Adina og forsøger at finde en balance i omsorg og pleje uden at gøre tingene mere alvorlige end de er. I bund og grund har vi en sjov og aktiv hverdag sammen med masser af aktivitet, nærvær, kæl og leg. Man kan stadig følge med i Adinas liv og se billeder af hende på Facebook.

Lignende indlæg:

Kærlighed til hunde

Spørg mine forældre, som har kendt mig hele mit liv. Spørg mine fætre, som har kendt mig hele deres liv. Man kan også spørge mine veninder fra folkeskoletiden, og i nyere tid kan min mand bevidne det. Hunde har altid været min store passion. Lige siden min første hunde-kærlighed Pjuske har jeg ønsket mig at have at gøre med hunde, allerhelst selv at have en hund.

Først nu, i en alder af 40 år, er jeg blevet hundejer. Indtil da har jeg glædet mig over andres hunde. Min bror og jeg legede som børn med Harlekin, en Old English Sheepdog der boede overfor. Som teenager havde jeg fritidsjob som hundelufter for Schæferen Karo. Min første kæreste havde 2 hunde, hvor jeg fik et meget nært venskab med Airdaleterrieren Sofie. Senere har jeg passet en kollegas hund og min fætters hund masser af gange. Og ellers forsøgt at komme i kontakt med næsten alle hunde der kom min vej forbi.

Men nu har jeg altså selv en hund. En rigtig dejlig en endda. Hun ligger ved siden af mig, mens jeg skriver dette indlæg, og jeg kan mærke at min kærlighed til hende er stå stor at den næsten ikke kan være i min krop. Jeg elsker hende af hele mit hjerte. Jeg elsker hendes duft. Jeg elsker lyden når hun gaber. Jeg elsker hendes smukke øjne. Jeg elsker samhørigheden når vi leger og går tur. Og jeg elsker hendes blide væsen og hendes aldrig vigende nysgerrighed. Jeg bliver helt blød indeni, når mine kærtegn kan lulle hende i søvn og jeg er lykkelig, når vi alle 3 går tur et naturskønt sted og jeg kan se at Adina er i sit es.

Al den kærlighed kommer med en pris. En pris jeg først betaler senere. Når man elsker, så frygter man også at miste. Det er ikke anderledes end min angst for at miste min mand og min frygt for den dag mine forældre ikke er her mere. Det biologiske faktum, at hunde ikke lever så længe som mennesker, betyder at jeg må sige farvel til hende en dag. Det er ikke til at bære.

Min hjerne tænker nogle gange situationen igennem, både den med min mand, mine forældre og min hund. Det kan lyde dystert, men jeg tror det er et forsøg på at forberede mig følelsesmæssigt, til den dag når/hvis situationen opstår. Jeg føler mig som lidt af en ‘jomfru’ når det kommer til denne del af livet, selvom jeg har prøvet at miste bedsteforældre. Jeg er panisk ved tanken.

Jeg aner ikke hvordan jeg kommer til at klare at skulle miste Adina, men jeg håber der er mange år til. Måske går der 10 år, og så er jeg 50 år gammel – så er man vel så voksen at man kan håndtere sådan en sorg?

Men indtil da vil jeg bare nyde hende i fulde drag.

Lignende indlæg:

3 måneder med Adina

I dag er det 3 måneder siden at vi sad i vintermørke og ventede på at hundelufteren skulle komme med en fin hvid schæfer, som skulle blive vores. Det føles som længe siden nu. Både fordi det var så buldrende vinter, og fordi der er sket meget på den korte tid.

At få en voksen hund, som har mistet sin oprindelige familie, og prøve at få hende til at blive tryg og glad et nyt sted, var en udfordring. I bøgerne beskrives det som noget der kan være svært at få til at lykkes, og i forhold til opbygning af tryghed og tillid har man nok et bedre udgangspunkt med en hundehvalp. På den anden side er det også en stor opgave at få en 8-ugers hvalp.

Vi valgte at tage udfordringen op, fordi odds’ene for at lykkes var gode. Det var en sød, afbalanceret og fuldt socialiseret hund, der havde haft det godt det sted den kom fra, og vi havde et sikkerhedsnet i og med at hundelufteren tilbød at overtage hunden hvis det mod forventning ikke skulle fungere. Hun kunne også hjælpe med pasning og luftning, så alt i alt var det den perfekte måde for os at få hund på.

Det viste sig også at gå langt over forventning. Allerede dagen efter Adina flyttede ind fungerede hverdagen godt. Hun kom når vi kaldte, hun spiste og sov når det var tid til det, og efter et par dage forstod hun den daglige rytme i vores hjem. Hun tog os til sig og viste os tillid meget hurtigt, og vi gjorde vores yderste for at være den tillid værdig.

Lige så stille begyndte Adina at blive mere og mere tryg. Den første måned ville hun f.eks. ikke gå ind i køkkenet, men det kom lige så stille. Hun er i det hele taget begyndt at vove sig mere frem og udforske sin nye verden. Det betyder også at hun ikke længere altid kommer når vi kalder, tigger lidt når vi laver og spiser mad, og beder om mere og mere leg og opmærksomhed. Vi som hundeejere er derfor også begyndt at træde mere i karakter og vise hvad vi ønsker og ikke ønsker af adfærd – hele tiden med brug af det man kalder ’positiv forstærkning’ hvor man ikke skælder hunden ud, men roser for den ønskede adfærd.

En måned efter hun flyttede ind, begyndte vi på hundetræning. Det gjorde vi for at lære vores nye hund bedre at kende gennem leg og træning, og vi forventede at vi som hundeejere kunne få nogle tricks og tips med hjem til hverdagen. Vi havde tilmeldt os begynderhold hos FOF, men det viste sig at være et hold for hunde i teenage-alderen med alt for mange deltagere, så vi blev rykket op på holdet for ’øvede’, selvom vi mennesker ikke på nogen måde var øvede.

Her gik det hurtigt, både for Adina og for os, og det var et stort spring i sværhedsniveau. Adina var meget eksalteret på træningsbanen og vi kunne slet ikke få den samme gode kontakt med hende, som vi kan hjemme eller i skoven. Indholdet af kurset var fastlagt af Dansk Kennel Klub’s lydighedsprogram og handlede ikke så meget om de ting vi havde brug for i hverdagen – det virkede mest til at sigte mod at hunden skulle til en form for eksamen. Vi lærte dog nogle grundlæggende ting, som vi arbejder videre med hjemme. Nu er vi stoppet med at gå till træning, før kurset er færdigt, fordi vi ikke syntes at udbyttet stod mål med den stress hos Adina det medførte. Til gengæld har vi købt nogle gode bøger om træning og hverdagens udfordringer og træner videre på egen hånd.

Her efter 3 måneder er vores indsatsområder 1) at trække i snoren, 2) at komme når man kalder og 3) natlig aktivitet.

Adina trækker enormt meget i snoren, når vi går hen til hundeskoven. Det er af bare ivrighed for at komme hen til den dejlige skov hvor man kan løbe frit og lege med andre hunde. Hun er en stor, stærk hund, så det er hårdt for os mennesker at blive hevet sådan i. På anbefaling af hundetræneren har vi anskaffet os en grime, en såkaldt Halti, som gør at hunden ikke kan trække så meget. Vi har prøvet den et par gange, men uden den store succes – Adina vil IKKE have den på og bruger alle sine kræfter på at vride sig ud af den. Så det skal der arbejdes mere med.

Ovre i skoven er hun i sit aller-gladeste hjørne, og det går generelt rigtig godt med at gå tur. Hun er fantastisk til at møde andre hunde; hun er altid positiv, venlig og legende, men trækker sig hvis den anden hund ikke vil. Vi kan kalde hende til os i 9 ud af 10 tilfælde, men af og til bliver hun så opslugt af en anden hund, en hest eller en moutainbiker, at hun ikke kan styre sig. Så løber hun, og hun reagerer ikke på at vi kalder. Men vi øver os – vi træner indkald i svære situationer, og det bliver hele tiden bedre.

Den sidste måned er Adina begyndt at være urolig om natten. Hun går normalt i seng ved at lægge sig på den pude hun har i vores soveværelse, og senere lægger hun sig i sin primære seng inde i stuen. Men nogen gange står hun op lidt senere på natten og begynder at gå rundt. Af og til stiller hun sig ved siden af Mads’s side af sengen og logrer, og vi er i tvivl om det er fordi hun ikke er træt nok og gerne vil lege, eller om der er noget andet galt. Når hun har disse nætter, har hun tit en lidt urolig mave, der rumler og hun puster lidt. Vi derfor overvejet om hun har maveproblemer.

I en periode har vi givet hende hundemad for sarte maver og skåret meget ned på antallet af godbidder, som vi var nødt til at give hende mange af i forbindelse med hundetræningen. Hun har en tendens til at ville æde afføring når vi er ude at gå, det arbejder vi også meget med at undgå at hun gør. Forhåbentlig finder vi en måde at få en rolig nat, for til tider holder hun os vågen mange af nattens timer, dels pga. lyden af hendes skridt og dels pga. bekymring over om der er noget galt.

Det er stadig en stor lykke for os at have hund, og vi nyder den søde, sjove, energiske og smukke hund i fulde drag hver eneste dag. Vi bruger næsten al vores fritid sammen med Adina, og meget af vores liv handler om hende. Det er mærkeligt at tænke på at der har været en tid hvor vi ikke havde hund. Vi ser frem til alle de fremtidige gåture, kæleture og legetimer med Adina. Følg med i vores hverdag på Adinas Facebook-side.

Lignende indlæg:

10 dage med Adina

Vi har nu haft Adina i halvanden uge, og det går rigtig godt. Det virker som Adina har forstået, at nu er det her hun bor, og at det er mig og Mads der står for løjerne. Hun vækker os om morgenen med kærligt puf med næsen, hun forventer mad og godbidder af os, hun kommer glad løbende hen til os når vi kalder på hende i skoven, hun kigger forventningsfuldt på os efter 3 ture i skoven i håb om en 4. tur, og hun putter sig ind til os om aftenen.

Det er fantastisk at vinde en hunds tillid og skønt at nyde hendes selskab. Jeg begraver mit ansigt i hendes pels, nyder hendes duft og siger igen og igen “tænk at hun er VORES”. Og det er hun. I den forgangne uge er papirarbejdet kommet på plads, så vi nu står som ejere i Dansk Hunderegister. Vi har også fået vores police vedr. hundeforsikring og bestilt tid hos den lokale dyrlæge, så Adina kan få et sundhedstjek og den sidste vaccination hun mangler. Al den slags som man gør når man har sin helt egen hund.

Samtidig prøver jeg at vænne mig til en ny hverdag. Jeg er også sensitiv under fødderne, så nu skal jeg være mere omhyggelig med at huske hjemmeskoene når jeg lister på toilettet om morgenen – det kan ikke undgås at der er ret beskidt på gulvet i entreen. Mads og jeg deles om de daglige gåture, men jeg kan godt mærke i mine ben at jeg ikke er vant til at gå 5-7 km. i frossen skovbund hver dag. Og det er ikke længere ligetil at skulle noget på en hverdagsaften.

Jeg håber ikke det lyder som om jeg er utilfreds, dette er altsammen ting jeg godt var klar over er en del af at have hund, og det er en pris jeg gerne betaler. At få hund er en livsdrøm der er gået i opfyldelse for mig, og jeg er meget lykkelig. Og glæden fordobles, når jeg kan se den samme lykke i min elskedes øjne. Livet er ret fantastisk for mig lige nu.

Lignende indlæg:

Velkommen Adina!

Lige pludselig har vi hund, og min krop er helt fyldt af lykke. En drøm jeg har haft siden jeg var helt lille er nu gået i opfyldelse, og mit liv er helt perfekt.

Da jeg skrev mit blog-indlæg om besøg på internat publicerede jeg også et link på Facebook. Her kom mange kommentarer og gode råd. En af kommentarerne var fra en gammel klassekammerat, som kendte til en hund der skulle have nyt hjem pga. dødsfald. Jeg fik kontakt med den kvinde som havde hunden midlertidigt i pleje. Der var tale om en 2-årig hvid schæfer, velopdragen og sød pigehund. Umiddelbart en lidt større hund end vi havde forestillet os til vores lille rækkehus på 75 kvm., men det lød som en dejlig hund.

Min mand og jeg mødte hunden på en gåtur i den nærliggende Geels hundeskov i søndags. Det var ganske rigtigt en dejlig hund, blid og opmærksom. Vi blev hurtigt overbeviste om at det var hunden for os. Vi sagde at vi var
interesserede. I løbet af mandagen blev det aftalt med hundens familie at vi skulle overtage, og onsdag aften kom Adina hjem til os og ind i vores liv.

Det går godt med at vænne sig til hinanden. Jeg havde fri torsdag, og Mads fredag, hvor vi brugte tid på at lære hinanden at kende og gå en masse ture i hundeskoven. Allerede torsdag eftermiddag faldt Adina helt til ro, og blev liggende og småsov selvom vi gik rundt i stuen. Næste udfordring er så at lære hende at vi af og til går (på arbejde) og at det er helt OK, for vi kommer tilbage og så skal vi hygge os igen. Vi har prøvet at gå kortvarigt ud, og det er gået fint.

Det er en stor lykke endelig at få hund. Jeg glæder mig til at lære Adina endnu bedre at kende. Vi har tænkt os at gå til lydighedstræning med hende. Hun lystrer nu meget godt og kan godt ’sitte’ og ’dæk’, men jeg tænker at det kan være en god måde at knytte bånd på.

Jeg har lavet en Facebook-side til hende, så dem der har lyst kan følge med i, hvordan det går med at falde til i en ny familie. Gå endelig ind og ’synes godt om’ Adina hvis du vil!

Lignende indlæg:

Vinterferie på Langeland

I år havde Mads og jeg mulighed for at holde en uges vinterferie, og den placerede vi midt i februar. Dels for at forsøde den triste vintertid lidt, og dels for at fejre vores 3 års bryllupsdag.

Vi overvejede forskellige rejsemuligheder – en personale-charterrejse sydpå, en tur i sommerhus eller noget helt tredje? Beslutningen faldt på et kroophold i Danmark, på samme måde som vi gjorde med vores bryllupsrejse for 3 år siden. Jeg Google’de ordene ‘hyggelig’ og ‘kro’ og fandt  Lindelse Kro, som ligger på Langeland. Da de har fået en gastronomi-pris, tøvede jeg ikke med at booke 2 overnatninger her.

Noget af det bedste jeg ved, er at vågne op på en hverdag og vide at alle andre skal på arbejde, men idag har JEG fri. Og sådan var det så i mandags. Vi skulle først checke ind på kroen efter kl. 15, så vi havde god tid til morgenmad, at komme i tøjet og pakke. Turen til Langeland gik nemt, og da vi kørte fra motorvejen i Nyborg var turen særdeles smuk.

Vel ankommet til Lindelse Kro fik vi udleveret nøglerne til værelse nr. 10, som viste sig at være et af værelserne ovenpå selve krobygningen. Et KÆMPE værelse på ca. 35 kvm. Her var selvfølgelig dobbeltseng, TV og badeværelse, men der var også spisebord til 6 personer, 3-personers lædersofa, sofabord og en dragkiste.

En del af opholdet var 3-retters menu i restauranten begge aftener, og vi var selvfølgelig spændte på hvad de ville servere. Vi gik ned i den helt fyldte krostue kl. 19 og fik serveret løgsuppe, mørbrad og chokoladekage med is. Maden var meget veltillavet, desværre var kokkens smag for salt noget over min smag – suppen og kartoflerne var simpelthen så salte at jeg ikke kunne spise dem. Senere på aftenen og næste morgen var jeg så uendelig tørstig, at jeg er overbevist om at det var oversaltet.

Tirsdag var så vores bryllupsdag og den eneste hele dag på vi havde på Langeland. Vi havde besluttet os for at køre lidt rundt på øen og se et par af seværdighederne. Vi startede med at køre til Tranekær Slot, som er et flot syn udefra. Undervejs morede vi os over øens bynavne. Dels de mange ‘bøller’ som øen er kendt for, vi så skilte med 12 ud af de ialt 15 bøller der er på Langeland. Nogle af de sjoveste er Skattebølle, Klavsebølle og Næstebølle. Der er også andre sjove bynavne – hvad mener du om at bo i Fæbæk, Snøde eller Kædeby?

Efter turen til nordøen tog vi ind til Rudkøbing. Her gik vi en tur op og ned ad gågaden, hvor vi nød de smukke byhuse. (I det hele taget har vi været meget imponerede over hvor mange smukke og velholdte huse der ligger på Langeland, også udenfor byen).Vi fandt en fantastisk charmerende cafe der hed Thummelumsen, hvor vi fik stjerneskud og fiskefrikadeller til frokost – begge dele af fisk fanget af fiskere fra Bagenkop, havnebyen i syd. Maden var god, og stedet var virkelig hyggeligt, pænt indrettet og med et godt menukort. Og værten John var utrolig behagelig og venlig – vi var helt ærgerlige over at vi ikke kunne komme igen lige foreløbig.

Efter den skønne frokost kørte vi til den sydlige del af øen, hvor vi dels så Bagenkop havn, hvor rigtige fiskere hældte rigtige fisk i baljer fra kuttere, og dels kørte vi forbi Langelandsfortet. Vi havde overvejet at besøge Koldkrigsmuseet, men på det tidspunkt var vi trætte og nøjedes med at se fortet udefra.

Herefter tog vi hjem på kroen, hvor Mads trængte til en eftermiddagslur, efter at jeg uden min nye magiske hovedpude havde snorket flere timer af hans nattesøvn væk. Jeg gik ned i krostuen og  spurgte om jeg kunne købe et krus  te til at tage med op på værelset, hvorefter jeg fik bragt en hel te-bakke med tepotte, kop, mælk, sukker, tebreve, citron og en småkage. Jeg må indrømme at det gav mig en WOW-oplevelse. Jeg har nemlig lavet rigtig, rigtig mange te-bakker i mine unge dage, hvor jeg som teenager gik til hånde hos en fin ældre dame i Dronninggårds-kvarteret i Holte nogle dage om ugen. Jeg tror faktisk aldrig at jeg selv har fået en te-bakke bare til mig. Sammen med en wales-bolle og en avis fra bageren i Rudkøbing blev det en hyggelig eftermiddag i suiten, mens husbond fik indhentet den manglende søvn.

Aftenens menu i kroens restaurant lød på dampet torsk, oksefilet og nøddekage – en rigtig lækker middag, og denne gang tilpas krydret. En dejlig måde at fejre sin bryllupsdag på. Via trådløst netværk og min mini-PC fik vi faktisk mange hilsner på dagen over Facebook og e-mail – rigtig hyggeligt.

Onsdag checkede vi ud fra Lindelse Kro efter endnu en gang morgenmadsbuffet og begav os mod grænsen for at handle dåsesodavand og lidt slik. Vi har før været i Fleggaard i Harrislee, men denne gang kørte vi forbi noget der hed Scandinavian Park i Handewitt, og det viste sig at være mere spændende. Dels var der flere typer sodavand, f.eks. Cherry Coke og Ginger Ale, og dels var der en masse andre varer lige fra ting til hjemmet over elektronik til madvarer.

Vi var hjemme ved 18-tiden med bilen fuld af dåsesodavand og en stor trang til grøntsager. Al den lækre restaurant-mad 3 dage i træk indeholdt nemlig næsten ingen grøntsager, så lige da vi var kommet hjem gik jeg ned i den lokale Irma og købte grøntsager til aftensmaden – det blev en blanding af lasagne og moussaka, men uden kød.

Lignende indlæg:

Rolleunderskud

Jeg tror det er vigtigt for de fleste mennesker at udfylde en plads i livet. At gøre nytte, at varetage en opgave eller at have en funktion. Alt i alt at have en eller anden form for rolle i relation til andre mennesker – det er tæt knyttet til ens identitet. Man ser tydeligt hvor vigtige roller er når det er tid til at skifte dem, f.eks. afslutte en uddannelse, skifte job, eller ændringer i familie-situation. Det er meget ressourcekrævende og kan være stressende for den enkelte.

Når jeg tænker på mit liv på den måde, så giver det mening at jeg nogen gange føler mig lidt i et vadested. For jeg har sluppet en del af mine roller, og der er ikke kommet nær så mange nye til.

Ven

I løbet af de sidste mange år har min rolle overfor en lang række mennesker ændret sig meget. Over årene er ret mange mennesker gået fra at have mig som ven til at have mig som bekendt. Der er ikke så mange der er gået den anden vej. Rollen som ven har jeg idag kun overfor ganske få mennesker.

Søster

For 10 år siden flyttede min bror til USA. Efterhånden som årene er gået, har det vist sig at det er en permanent situation, og min rolle som søster eksisterer derfor næsten ikke idag. Jeg er jo stadig hans søster sådan rent biologisk/familiært, men vi er ikke en del af hinandens liv til hverdag og kun sjældent til fest og andre særlige begivenheder. Så i praksis er min søster-rolle blevet meget lille.

Studerende

I mange år har jeg uddannet mig ved siden af mit fuldtidsjob. Da jeg blev færdig som Datanom var jeg egentlig glad for at lægge rollen, som en person der uddanner sig, på hylden. Det var svært at rumme sammen med alle de andre roller.

Medarbejder

Jeg har været på arbejdsmarkedet siden jeg var 19 år. Min faglige rolle har udviklet sig. Jeg startede som piccoline og idag er jeg intern konsulent. Som mit nuværende job er skruet sammen, er det ikke helt klart hvad min rolle er. De forudsætninger, som var sat op for stillingen da jeg startede, er ret udviskede pga. organisationsændringer. Idag varetager jeg så vidt forskellige opgaver, at jeg nogengange har svært ved at finde ind i en rolle omkring mit job.

Datter

En rolle som jeg har haft hele mit liv og forhåbentlig har et godt stykke tid endnu, er rollen som datter. Jeg har et godt forhold til mine forældre, bor ret tæt på dem og vi er en stor del af hinandens liv. Rollen har naturligvis ændret fra at være et barn i en familien til at være en voksen person der har sit eget selvstændige liv og sin egen lille familie. Men det er en ny rolle som jeg befinder mig godt med.

Partner

I 2004 mødte jeg min mand, og efter 10 års singletilværelse fik jeg langsomt en ny rolle i mit liv; rollen som partner/kæreste/ægtefælle. Det er idag en rolle som fylder meget for mig. Det beriger mit liv uendelig meget. Og det stiller nogle krav til mig, som jeg gør mig meget umage for at leve op til.

Når jeg gør det op sådan her, så tror jeg at jeg er i noget man kunne kalde rolleunderskud. På trods af de nye roller som partner og voksen datter, så tror jeg at jeg har mistet mere ved ikke længere at være søster for min bror og en del af en vennekreds. Når jeg samtidig har svært ved identificere min rolle på arbejde, så er der meget at forholde sig til.

Det er ikke fordi det er et problem hele tiden, men jeg kan godt mærke at det er en frustration ind imellem. Jeg kan godt få en følelse af at det hele er ligegyldigt, af ikke at høre til og jeg kan savne at betyde noget for de mennesker som har valgt mig fra.

Kan man gøre noget ved det? Jeg må acceptere de forandringer som skyldes andre menneskers valg. Men man kan være opsøgende omkring nye roller. Jeg kan mærke at jeg søger henimod nye roller i forskellige sammenhænge, f.eks. blogger, FOF-kursist, sommerhusejer. Jeg tror egentlig at der i fremtiden skal komme masser af nye roller. Jeg har lyst til at få nye roller. Mulighederne er jo uendelige, det er bare om at få øjnene op for dem.

Lignende indlæg:

Alene hjemme

Jeg er alene hjemme i øjeblikket. Mads deltager i et mountainbike-løb i alperne og er væk i 11 dage. Mads’ sport gør at han ind imellem er væk en aften, en dag, en weekend eller flere dage til løb eller træningsture med gutterne. Så klarer jeg skansen derhjemme.

Jeg kan godt lide at være alene hjemme. For det meste nyder jeg at have lidt tid for mig selv, hvor jeg kan vælge aftenmenu og tv-program helt efter min egen smag, eller sidde og nørde med snuden nede i pc’en uden at have dårlig samvittighed over ikke at være social. Før jeg flyttede sammen med Mads boede jeg alene i 10 år, så jeg har en del ‘erfaring’ med at leve alene.

11 dage er nu alligevel lang tid. Før han tog afsted havde jeg en lille klump i halsen og forventede at komme til at savne ham meget. Efter at have boet sammen i over 5 år er vi groet lidt sammen og trods Mads’ cykelaktiviteter vant til at tilbringe meget tid sammen. Nu hvor han er afsted går det nu meget godt, faktisk helt fint.

Mads var afsted til samme løb sidste år, og der havde jeg simpelthen så travlt, fordi jeg brugte næsten al min vågne tid på ham: sørge for at sende Tour de France-status på SMS, holde øje med Mads’ resultater online, SMS’e med ham, tale i telefon med ham og skrive blog-indlæg om løbet på hans blog. I år blogger jeg også, men jeg prøver at tage den lidt mere med ro: hænger ud med mine forældre og min veninde, tager på planteskole og andre ting som jeg gør for min egen skyld. Det hjælper også at jeg nu ved hvad det går ud på med løbet og ikke behøver at være bekymret for om det går ham godt.

På mandag kommer han hjem igen. Det skal blive dejligt. Og så har vi 2 ugers ferie sammen – herligt.

Lignende indlæg:

TIVOLI’s åbningsdag

Det er blevet en tradition for mig og min mand at gå i TIVOLI på åbningsdagen. Idag var ingen undtagelse.

I år valgte vi at starte med at finde noget at spise. Vi gik på Færgekroen, hvor vi fik rigtig dejlig mad. Jeg fik dagens menu med stenbiderrogn, kalveroulade og rabarberkage med is, og Mads fik Ceasar Salad, unghanebryst og is med chokoladesovs. Mums! Ovenikøbet god og veloplagt servering – det er en af de charmerende ting ved at spise i TIVOLI på åbningsdagen, alle de ansatte virker entusiastiske omkring at byde havens gæster velkommen.

Bagefter gik vi en tur rundt i haven. Som altid fint plantet til med påskeliljer, tulipaner og bellis. De har også fået flere eksotiske og meget meget flotte ænder. Der var vist ikke nogen nye kørende forlystelser, men der kan vist snart heller ikke være flere. Til gengæld har Det Kinesiske Tårn fået en makeover og skiftet navn til Det Japanske Tårn. De kommer vist til at servere et fusionskøkken med både sushi og wokmad, men de er ikke åbnet endnu – der var ligefrem spærret af med minestrimmel, ikke så indbydende.

En anden nyhed, der heller ikke var åben endnu var et Rasmus Klump-land. Det kommer til at ligge der hvor der før var en legeplads og burgerbar helt ovre ved H. C. Andersen-slottet. Til vores store sorg har det betydet døden for et træ der har en særlig betydning for mig og min mand – vores lyserøde sky.

Ikke desto mindre er endnu en milepæl i foråret er nået – en dejlig solrig dag som er med til at markere forår, og som er en af de mest romantiske mærkedage for os. De kan fælde vores kysse-træ, men de kan ikke tage vores tradition fra os, vi skal nok komme igen!

Lignende indlæg:

Farvel til et årti

Jeg tror nok at vi forlader et årti nu hvor vi går fra 2009 og 2010 – kan det ikke passe? Fandt vi nogensinde ud af hvad vi ville kalde det her årti – nullerne? Da vi forlod 1980’erne gik jeg i gymnasiet og så frem til at blive student samme sommer. Da vi gik ind i 2000 arbejdede jeg i IT-branchen og der var stor spænding om hvordan årsskiftet mon gik.

Ved dette årti-skifte er der knap så meget spænding over fremtiden hos mig. Men udover at gøre status over det ene år som er gået, får jeg også lyst til at se hvad det forgangne årti betød for mig. Der er nemlig sket rigtig mange ting, og dette årti har haft nogle andre karaktertræk end de forrige.

Den helt store forandring for mig har helt sikkert været at gå fra at være single til at være i parforhold.

Fra 1994 til 2004 var jeg single. Jeg boede alene og klarede livet på egen hånd i 10 år. Aggressive larmende naboer, mine bedstemødres bortgang, retssag om bedrageri begået mod mine forældre, diverse jobskifte, min brors valg om at forlade familien i Danmark og drage til USA, adskillige køb og salg af fast ejendom, min bedste ven der mistede sin far alt for tidligt og en socialdemokratisk regering der synes at boligejere var dem der kunne beskattes ubegrænset, var alle ting som jeg håndterede alene i mine ejerlejligheder.

Ca. midt i årtiet mødte jeg min store kærlighed. Han sad lige ved siden af mig på arbejde, og efter at vi havde arbejdet sammen i 1 år gik det op for os at der var en tiltrækning. Et år efter købte vi rækkehus og 3 år derefter blev vi gift og jeg skiftede efternavn.

Det har selvfølgelig været en fundamental forandring af mit liv, men det har alligevel ikke føltes som sådan en omvæltning, som jeg nok havde troet forinden. Man vænner sig hurtigt til noget der er godt. Det er fantastisk at have nogen at dele hverdagen med, både glæder og sorger. Det er skønt at være noget for nogen, og det er skønt at der er nogen der passer på én når man har brug for det. Og så NYDER jeg simpelthen at være sammen med min elskede; han er sådan et i særklasse dejligt menneske og jeg er beæret over at han vil være sammen med mig.

For en der har boet alene i 10 år indebærer parforholdet selvfølgelig også et frihedstab – man kan ikke længere gøre nøjagtig som det passer éen, og der er en masse hensyn at tage. Pludselig er der også en hel svigerfamilie at forholde sig til, hvilket gør mange ting langt mere komplicerede. I det hele taget er der dobbelt op på relationer, og det er enormt tidskrævende. Det har også betydet er jeg er blevet mindre social på visse punkter – går feks. sjældnere med til sociale ting på jobbet.

Mit arbejdsliv har også været markant anderledes i nullerne end det var før.

Jeg begyndte at arbejde på fuld tid i 1991 som 19-årig. I 1990’erne arbejdede jeg mig op igennem hierakiet som kontormedarbejder. Jeg var en lavtstående medarbejder som ikke havde meget ansvar eller indflydelse, men jeg var også ret beskyttet. Der var altid en chef eller en fagforening som passede lidt på mig.

I nullerne begyndte mit arbejdsliv at blive mere ansvarsfuldt. Jeg tog en videregående IT-uddannelse og fik større ansvar i mine jobs. Jeg fik en højere status, blev behandlet med respekt og som en medarbejder med kompetencer der var værdifulde for virksomheden.

Samtidig fik jeg også at mærke en ubeskyttethed på arbejdsmarkedet, som jeg ikke havde oplevet før. Outsourcing betød at jeg, uden selv at ville det, 2 gange måtte forlade min arbejdsplads og lade mig ansætte i et andet firma. Der var ingen fagforening til at tage en dialog på vegne af medarbejderne, og take-it-or-leave-it vilkår har været dagens orden i disse år.

Som en naturlig følge af at få mere ansvar i mit job, har jeg også stået mere alene med min opgaveløsning – der er sjældent nogen at spørge om hjælp og man bliver kastet ud i opgaver uden den støtte man før var vant til. ‘Find selv ud af det’ synes mantraet at være.

Jeg er heldigvis også begyndt at tjene langt flere penge i dette årti, hvilket har givet nogen andre muligheder. Jeg har fået mulighed for at bo i bedre boliger og har rejst langt mere end jeg gjorde i 1990’erne. Julegaverne er blevet større og restaurant-besøgene flere.

Det sidste område jeg vil nævne er personlig udvikling.

Jeg har idag en langt større selvtillid end jeg havde i 1990’erne. Jeg hviler meget mere i mig selv og stoler på min egen dømmekraft. Jeg tror det er et naturligt resultat af at have klaret sig igennem uddannelse, opgaver, kriser og udfordringer.

På den anden side er jeg også blevet mere opmærksom på alt det der kan ske – ting der kan gå galt og udfordringer som kan opstå. Jeg har ikke så meget tillid til andre som jeg havde før i tiden. Erfaringen siger mig at advokater kan stjæle pengene fra éen, ejendomsmæglere forsøger helt sikkert at snyde uanset hvilken side de er på, familiemedlemmer lever ikke evigt og arbejdsgivere er loyale overfor dig præcis ligeså længe det passer bestyrelsen. Jeg er nok blevet lidt mere kynisk for at beskytte migselv.

I det hele taget må man nok sige at det var i nullerne jeg blev rigtigt voksen. Hvor jeg i 1980’erne var barn og teenager og levede et fuldstændig ubekymret og festfyldt liv, og i 1990’erne var i mine 20’ere, på arbejdsmarkedet og udeboende, men ikke værre end at jeg kunne leve på dagpenge hvis det skulle være og stadig var single, udadvendt og festende, så har jeg i 2000’erne virkelig fået et voksent liv med familie, hus, bil og indtægter og udgifter som giver større muligheder og større risici.

For det meste nyder jeg at være veletableret, respekteret på arbejdsmarkedet og have en god økonomi. Men ind imellem kan det etablerede liv også føles som lidt af en spændetrøje. Jeg har i hele årtiet levet med den realitet, at hvis jeg mister mit arbejde så skal jeg sælge min bolig; jeg kan IKKE opretholde min livsstil på dagpenge længere. Og jeg kan ikke pludselig skifte bane og komme til at arbejde med hunde, farver eller stå i chokoladebutik, uden at det har konsekvenser for livsstilen, og det ikke kun for migselv men også for ham jeg bor sammen med.

Hvis jeg skulle se lidt fremad og overveje hvad det nye årti mon bringer for mig, så ser jeg det etablerede liv samme med min elskede på samme måde som idag. Det ville være dejligt hvis arbejdslivet kunne udvikle sig sådan, at det fylder lidt mindre både mentalt og tidsmæssigt så jeg i højere grad kan nyde livet sammen med min mand i vores sommerhus og på anden vis. Og så må min familie i 2010’erne meget gerne omfatte mindst 1 hund.

Lignende indlæg: