Overvejelser om hund – pro

Jeg går i overvejelser om mit fremtidige hundeliv. Jeg har udsigt til at miste min Adina indenfor det næste år, og det sætter tanker igang om hvorvidt jeg skal have hund igen.

Og hvorfor skulle jeg egentlig ikke det? Jeg elsker hunde højere end de fleste. Hele mit liv har jeg drømt om at have hund. Jeg er i og for sig indstillet på de afsavn der ligger i at have hund, og vi er inde i livsstilen. Langt hen ad vejen synes jeg at glæden ved at have hund opvejer ulemperne.

Lige nu har jeg faktisk gode forudsætninger. Mit nye job giver bedre forhold end nogensinde for at have hund. Min transporttid er minimal, og som jeg har oplevet det indtil nu har jeg bedre fleksibilitet end nogensinde.

Infrastrukturen er på plads. Vi har plads i både hus og bil, og økonomien holder også til det. Vi har nu nogle års erfaring med at have hund, som nok skal hjælpe os. Både dem der besluttede at vi måtte adoptere Adina, og hende der ejer kennelen hun kommer fra, har udtrykt tilfredshed med det liv vi har skabt for Adina.

Måske var det endda en idé at få hund allerede nu, mens Adina stadig er her. Så kan hun hjælpe med at opdrage den nye hund og fortælle den alt om hvordan man gør her i huset. Og dernæst en egoistisk nuance: når vi en dag skal sige farvel til Adina kan den nye hund forhåbentlig hjælpe os til at tænke på noget andet.

Det kunne jo også være, at der var nye og endnu bedre oplevelser at hente. Man kunne overveje andre hunderacer med andre egenskaber. Tænk hvis jeg fik en hund der var lidt mere social og kælen. Eller en hund ikke var bange for visse lyde. Og at få en hvalp ville være en helt speciel oplevelse.

Meget af det der holder mig tilbage fra at få hund igen er bekymringer om det ene og det andet. Egentlig synes jeg ikke det er så sundt at bekymre sig for meget, og på en måde har jeg lyst til at byde bekymringerne trods. Jeg ved bare ikke om jeg er stærk nok, og det sidste jeg vil gøre er at tage en uskyldig hund som gidsel i den sag.

Lignende indlæg:

Overvejelser om hund – contra

I kølvandet på Adinas diagnose har jeg fået en lang række overvejelser om mit fremtidige hundeliv. Skal vi have hund igen?

De første år som hundeejer var jeg overbevist om, at dette var livet for mig. Jeg var lykkelig for at være hundeejer og at føre en livslang drøm ud i livet. Husbond og jeg sagde til hinanden, at vi nok altid ville have hund fremover. Vi snakkede endda om at have 2 hunde. Vi nød hverdagen med gåturene og samværet med Adina i fulde drag.

For 3 år siden flyttede vi til Birkerød, og på samme tid ændrede vores hverdag sig lidt. Husbond begyndte at have en mere ustabil arbejdsdag, og vi kan ikke længere tage for givet at han kan tage fra arbejde til en bestemt tid. Han begyndte også at rejse mere, både med arbejde og med sine venner. Ansvaret for at komme hjem til hunden i ordentlig tid ligger nu derfor primært hos mig, og jeg skal i princippet kunne klare vores hverdag alene. Jeg vil altid gerne hjem til min hund, men det betyder i praksis at jeg ikke føler at jeg kan lave aftaler eller have ærinder på hverdage efter arbejdstid.

Vi har haft en del fleksibilitet gennem vores hundelufter, som kommer en gang om ugen og lufter Adina. Hun kan også passe Adina, hvis vi skal på en lille ferietur uden hund. Denne hjælp har givet os frihed, men den er desværre for nedadgående. Hundelufteren er begyndt at holde mere fri, næsten hver måned er der nu aflysninger. Det er også sjældnere at hun siger ja til at have Adina i pension.

For et år siden havde vi en konflikt med en anden hundeejer i vores lokale hundeskov, hvilket har betydet at vi ikke længere bryder os om at lufte Adina der. Derfor skal vi nu ud og køre for at komme i hundeskov. Jeg kører ikke bil, og jeg går derfor hundeture i de lokale villakvarterer og parker. Det dækker fint Adinas behov nu, men vil det være nok for en ny ung hund?

Jeg er kommet til at tænke på, om vi måske er for følsomme til at have hund. Sådan en konflikt vi havde for et år siden, hvor en hundeejer synes at Adina er en tikkende voldsbombe, fordi hun satte hendes voldsomt gøende hund på plads (uden at gøre skade), går både mig og husbond meget på. At det derefter bliver en sladderhistorie, der vokser som fjeren til de fem høns hjælper ikke på det.

Hver gang jeg går fra Adina for at tage på arbejde, føler jeg mig som en tarvelig skid. Jeg synes det er synd for hende at hun skal være alene, og jeg bekymrer mig meget om hvor længe hun er alene. I det hele taget bekymrer jeg mig meget om at hun har det godt og har et godt liv. Det er også en belastning at være afhængig af at finde pasning, når vi skal noget hvor hunden ikke kan komme med. Jeg synes det er ubehageligt at bede familie og venner om hjælp, da jeg synes det er en stor belastning at bede nogen om at tage sig af en stor hund der trækker i snoren og piver når hun er utilfreds.

Det ramte os hårdt, da vi fandt ud af at Adina havde en uhelbredelig sygdom. Som tidligere nævnt var vi ikke vant til at forholde os til sygdom hos en hund, men selvfølgelig kan en hund blive syg. Faktisk hører Adina til en race som ikke er ret plaget af sygdomme. Adfærdsmæssigt er Adina også lidt af en mønster-hund. Når vi kigger os omkring i omgangskredsen og på sociale medier er der mange hunde med flere og værre problemer, både adfærdsmæssigt og helbredsmæssigt. Jeg synes det har været hårdt nok med de udfordringer Adina har – tænk hvis man fik en hund med større problemer.

Adinas sygdom varsler en skillevej, og alt i alt er der mange grunde til at gå tilbage til et hundefrit liv. Det vil give mere frihed og fleksibilitet, og mindre bekymring. Og det ville da være en rar bonus at få lettere ved at holde hjemme rent og pænt. Det er simpelthen lettere og indebærer mindre stress. Spørgsmålet er bare om det er det værd, når nu man elsker hunde så inderligt som jeg gør.

Lignende indlæg:

Degenerativ Myelopathi

I påsken besluttede vi at gå til dyrlægen med Adina. Hun var begyndt at slæbe på den ene pote og være ustabil på bagbenene.

Dyrlægen undersøgte hende med sine hænder og fandt ikke nogen tegn på at hun havde smerter. Hun kom ind til røntgenundersøgelse og blodprøver. Her blev det udelukket at hun havde problemer med knogler og led, og flåtbårne sygdomme og andre infektioner blev også udelukket.

Hendes symptomer kan kun forklares ved sygdommen Degenerativ Myelopathi, en sygdom som ses hos schæferhunde, og som begge Adinas forældre er/var bærere af.

Sygdommen er en uhelbredelig neurologisk sygdom, som gradvist nedbryder rygmarvens evne til at sende signaler til bagkroppen. Hunde der har den sygdom bliver derfor gradvist mere og mere handicappede, og normalt vil man 6-12 måneder efter diagnose beslutte at aflive hunden fordi livskvaliteten ikke længere er god nok.

Det var et stort chok at måtte indse, at Adina kort før sin 8 års fødselsdag skulle få denne dødsdom. I den tid vi har haft Adina har hun været sund og rask, stærk og adræt. Vi har kun været hos dyrlægen ifm. årlige sundhedstjek og så et par gange fordi hun har skåret sig i poten. Derfor havde vi regnet med at have hende en del år endnu, selvom hun nu er en lidt ældre hund.

Jeg har grædt og tænkt og grædt igen. Det gør ondt at se hende have problemer med at bruge sine bagben, og det faktum at det kun bliver værre gør det sværere at bære. Tanken om at skulle tage en beslutning om aflivning kan jeg ikke rumme.

Der er ikke nogen behandling for sygdommen, men husbond og jeg prøver at gøre hvad vi kan for at støtte Adina i hendes hverdag. Vi laver styrketræning ved at gå op ad stejle bakker. Vi har lagt tæppe på trapperne, så hun ikke glider. Vi har stillet en vandskål på 1. sal, hvor hun sover sammen med os om natten, så hun ikke behøver at gå op og ned ad trapperne om natten.

Derudover har vi aftalt at holde kontakten med dyrlægen, så vi sikrer at vi vurderer situationen rigtigt og ikke lader Adina lide eller have et uværdigt liv. Og så er det ellers bare at prøve at nyde Adina i den tid vi har tilbage sammen med hende.

 

Lignende indlæg:

Adinas betydning

Det er mere end 4 år siden at jeg fik hund. Det var en stor begivenhed i mit liv. Faktisk var det min største drøm jeg fik indfriet, da Adina kom ind i mit og Mads’ liv.

Adina kom derfor som en hel selvfølgelighed til at betyde utrolig meget for os meget hurtigt. Vi elsker at snakke med hende, kæle med hende, lege med hende, gå ture med hende og i det hele taget at tilbringe tid sammen med hende. Vi elsker hende af hele vore hjerter og savner hende, når vi ikke er sammen. Hun er en nær ven, et familiemedlem.

Adina er også kommet til at betyde meget for mange andre.

Begge vores familier holder meget af Adina. De kan godt lide hendes hensynsfulde og kærlige personlighed og hendes skønne udseende. Mads’ lille niece har Adina med i sine lege, og hans ældste søster havde en lykkelig stund sammen med sin familie, da de passede Adina i november sidste år. Mads’ forældre er så søde at gå med Adina af og til, når vi har lidt for lange arbejdsdage, og nyder det hver gang.

Mine forældre er også meget, meget glade for Adina. Hvis der er gået lidt tid siden vi har set hinanden kan jeg godt få en følelse af, at de savner Adina mere end de savner mig. Når vi er sammen snakker vi næsten hele tiden om Adina og nyder at se på hende. Det er de samme forældre, som principfast sagde NEJ! da min bror og jeg som børn gerne ville have hund.

Adinas betydning begrænser sig imidlertid ikke til mennesker. Hun er også blevet en vigtig ven for en hel del hunde. Adina kan med de fleste hunde vi møder i hundeskove og har tit dejlige stunder med leg når vi går tur. Hundehvalpe er tit meget interesserede i Adina. Dem leger hun ikke som sådan med, men hun lader dem snuse og vise interesse.

Vi bor på en lille vej, der fører ned til en hundeskov. Der er flere hunde som er kommet på besøg til leg i vores have i den forbindelse. En lille Shiba springer simpelthen begejstret over hegnet og ind til Adina, hvis hun er ude i haven. Og en Formel 1-labrador, der også bor i nærheden, slider godt i sin ejers arm, når hun ser Adina – hun VIL bare hen og hilse. Ejerne har fortalt, at deres hunde piver når de går forbi uden at komme ind og lege med Adina. Adina piver også, hvis hun ser en af sine legekammerater gå forbi ude på vejen. Det er fascinerende at være vidne til den slags hunde-venskaber.

For nylig er vi kommet i kontakt med en stor hvalp, som er Adinas nevø. Vi går tur sammen, og de 2 hvide schæfere er utrolig glade for hinanden. Når de mødes, rejser de sig op på bagbenene og nærmest krammer hinanden og er tydeligt begejstrede for at se hinanden. Gåturen nyder de begge i stor stil, og den unge hanhund lærer også lidt om god opførsel af voksne Adina. Når vi skilles efter gåtur, græder den lille nevø, fortæller hans ejer.

Selv i sommerhuset, hvor vi trods alt tilbringer noget færre dage end vi gør hjemme, har Adina fået gode relationer. En kvinde der bor længere nede ad vejen løber og går tur med naboens Golden Retriever. Og hunden er blevet meget glad for Adina, efter at de har leget sammen i sommer. Når de kommer forbi på vejen, og ser Adina i vinduet i sommerhuset, så vil den unge Golden-pige ikke med videre – så slår hun bremsen i og vil ind og lege med Adina. Det er rørende. I går fik de 2 sig en kæmpe legetur i forhaven, og de kunne næsten ikke stoppe igen.

Lignende indlæg:

En jul uden gaver

Vi har netop tændt det første lys i adventsstagen og sat os foran brændeovnen med lidt varmt at drikke og et par cognac-bønner. Der er lys i vinduerne, og de har lige tændt juletræet nede på Maj-pladsen. Det er første søndag i advent, og juleforberedelserne er i fuld gang.

En del af julen er jo gaverne. Jeg har altid godt kunnet lide at få idéer og finde den helt perfekte gave, for derefter at pakke den fint og kreativt ind og give den til en jeg holder af. Jeg bruger meget tid og mange penge på gaver.

Det går oftest ud over min mand, og han er et rigtig godt offer. Han er nemlig temmelig påholdende, og køber sjældent ting til sig selv, selvom der ofte er flere ting han godt kunne tænke sig eller har behov for. Dermed er der masser af gaveidéer for mig at tage fat i. Samtidig er han rigtig god til at modtage gaver. Han bliver for det meste oprigtig glad og overrasket over det jeg har fundet på.

Til fødselsdag og jul har jeg alle årene givet gaver til min mor, min far og min bror. Jeg kan også godt finde på at give gaver til venner, kolleger, naboer eller andre jeg kender mere eller mindre godt.

Der er ingen tvivl om, at det at give gaver er en af de større glæder i mit liv. Hele processen med at få en idé til en gave og så føre den ud i livet stimulerer mig og giver mig en masse kreativ energi. Så meget, at det godt kan blive lidt af en besættelse. Jeg forsøger at holde en høj etik og ikke forvente tak, men jeg må også erkende at jeg føler mig lidt skuffet, hvis modtageren ikke ser ud til at bliv glade for det jeg giver.

I den kommende jul har jeg aftalt med min familie at droppe julegaverne. Vi har alle sammen svært ved at skrive en ønskeseddel, fordi vi har en tendens til selv at købe de ting vi synes vi har lyst til og/eller brug for. Derfor er det også svært at finde en gave at give. De sidste par år har jeg haft en fornemmelse af, at det kun var mig der havde fornøjelse ved det med gaverne. I år tog jeg tyren ved hornene og spurgte familien om vi skulle lade være med at give hinanden julegave. Det sagde de ja til.

Min mand og jeg vil stadig gerne give hinanden gaver. Lige siden vi lærte hinanden at kende, hvor vi de første mange år ikke holdt jul sammen, har vi haft vores egen juletradition med at give hinanden julegave om morgenen 24. december. Det vil vi holde fast i.

I år holder vi jul i vores nye, gamle hus i Birkerød. Lige siden vi købte huset, har jeg glædet mig til at det skulle danne rammen om en juleaften. Som gæster kommer mine forældre og min bror, der er på besøg fra USA for første gang i 3 år.

Jeg er spændt på hvordan det bliver at holde en juleaften helt uden julegaver. Juleaftens-traditionen har man båret med sig lige siden man var barn, og dengang var det jo et meget centralt element ved juleaften at give og modtage gaver. Vi får se hvor nemt dette element kan skæres væk, nu hvor alle er voksne. Og hvad skal vi så egentlig lave den aften?

Jeg er også spændt på hvordan jeg selv vil have det med ikke at give gaver, og ikke at modtage dem. For mig ligger der i bund og grund en kærlighedserklæring i at give en gave. Det bliver interessant at finde ud af, om jeg og min familie kommer til at savne den symbolske betydning af gaven.

Jeg har jo i grunden ikke noget imod at købe gaver til min familie. Faktisk var jeg allerede startet på gavekøbene, inden denne beslutning blev taget. Men når nu jeg ved at min familie ikke ønsker at modtage en gave, så stopper historien jo faktisk der.

Jeg har nu fundet alternative modtagere til de gaver jeg allerede har købt. Og så får jeg jo ekstra kræfter til de øvrige juleforberedelser og gaver til min mand. Jeg kan hjælpe ham med at købe gaver til sin familie, og måske køber jeg en gave til mig selv.

Lignende indlæg:

Om at elske hunde

Mennesker kan deles op i 2 kategorier: dem der elsker hunde, og dem der ikke er interesserede i hunde. Selv blandt hundeelskere har jeg en usædvanlig stor kærlighed til hunde. Dem der kender mig godt fortæller, at de ikke kender nogen der holder så meget af hunde, som jeg gør.

Det er en ærlig sag ikke at kunne lide hunde. Det er der mange der ikke kan. Efter at jeg er blevet hundeejer kan jeg mærke, at jeg har en stor glæde ved at tale med mennesker, som godt kan lide hunde. Jeg tager faktisk mig selv i ikke så godt at kunne lide mennesker, som ikke kan lide hunde.

Det er forkert, jeg ved det godt. Jeg oplever bare et langt større fællesskab med hundeelskere. Sidst jeg var til et større selskab, kom jeg til at sidde ved bord med en anden hundeejer og en dyrlæge. Vores snak om hunde fik en anden ved bordet til at kalde os hunde-freaks, fordi han følte at vi ikke kunne snakke om andet. Det passer ikke, men når man er blandt mennesker man ikke kender så godt, falder talen nemt på de fælles interesser.

Over frokosten på arbejde bliver der tit talt om kæledyr. Mine kolleger har børn, der plager om at få et dyr, og deres fædre fortæller ivrigt hvordan de kæmper imod. Der bliver snakket meget om hvor tidskrævende og frihedsberøvende det er. Man kan godt få den fornemmelse, at man er godt dum hvis man har hund. Så sidder man der og tænker på sin hvide skønhed derhjemme, og kan ikke rigtig snakke med om hvor forfærdeligt det er at have et kæledyr. To af hundemodstanderne er ledere for mig. På en arbejdsplads, hvor man som medarbejder ikke har den store fleksibilitet, kan det godt give lidt ondt i maven at tænke på, om man mon nu kan opnå forståelse næste gang man har brug for at tage Adina til dyrlæge el.l.

Anderledes godt gør det i maven at se fjernsyn onsdag aften lige for tiden. TV2 har fundet det relevant at sætte en hundequiz på programmet; “Hvem sagde vuf?“. Programmet bestyres af inkarneret hundeelsker Felix Smidt, som har sin egen hund Marley med i studiet. Gæsterne er kendte mennesker og deres hunde. Det er helt fantastisk for en hundeelsker at se. Alle i studiet er vilde med hunde, og det understreges i hele produktionen. Kameraerne zoomer ind på hundenes ansigter og på interaktionen mellem hund og ejer. Der er hvalpe-garanti, således at der i hvert eneste program kommer et kuld hvalpe ind i studiet, som deltagerne skal forsøge at lokke til sig, og efterfølgende må nusse. Quiz’en handler om viden om hunde og forskellige øvelser med hundene, udført med stor omsorg og forståelse. Det er LIGE mig!

Lignende indlæg:

Livet som hundeejer 2 år senere

Det er 2½ år siden at Adina flyttede ind hos os. I dag er Adina med sine 5 år en hvid schæfer i sin bedste alder og i god trivsel. Hun fuldt fortrolig med vores fælles hverdag, som både indeholder faste rutiner og spontane nye oplevelser. Hun er tæt knyttet til mig og min mand og holder meget af alle de mennesker vi omgås. Hun boltrer sig i hundeskove hver dag, om fredagen med sin elskede hundelufter og de andre hundevenner. Hun møder andre hunde positivt, med potedask og lyst til leg, og er forsigtig og sød ved hvalpe. Hun er tryg og glad og legesyg.

Hurtigt efter at Adina flyttede ind hos os, forstod hun, at vi var hendes nye familie og at hun nu skulle bo her. Hun tog os til sig og vi blev en flok på 3. Vi holdt kontakten til den hundelufter, som hun boede hos i en overgangsfase mellem sit første hjem og det nuværende, hvilket forhåbentlig har givet hende lidt kontinuitet, midt i det traume det må være for en hund at miste sin ejer. Når Mads og jeg af og til tager en lille tur til et sted, hvor vi ikke kan have hund med, så er det også her Adina bliver passet. Snart flytter hundelufteren endda til samme by som vi er flyttet til, så hun fortsat er lige i nærheden.

Da vi flyttede til Birkerød taklede Adina det fint. Hun fik en god introduktion til huset, fordi det blev lidt af en fest set med hendes øjne. Da hun så det nye hus for første gang – den dag vi fik nøglerne – kom hele familien strømmende, og den efterfølgende uge kom vores forældre hver dag og hjalp med at male. Jeg tror at hun forbinder huset med alle de mennesker der står hende nær, og vores forældre kommer stadig jævnligt, både når vi alle er hjemme, og når hun er alene.

Hverdagen i Birkerød blev hurtigt som hun kendte det, hvor vi tager på arbejde om morgenen, og kommer hjem om eftermiddage. Huset vi er flyttet til er noget større end det gamle, og Adina har brugt lidt tid på at finde de gode steder at ligge, men jeg tror efterhånden hun har fundet sine yndlingspladser både inde og ude.

Adina er meget nem at omgås. Hun har et blidt og sødt væsen, og lystrer vores kommandoer. På gåturen er hun god til at forholde sig til andre hunde, og holder sig altid tæt til os. Hun er meget hurtig til at lære den adfærd vi beder hende om, og hun har gjort naboernes bekymring om gøen fuldstændig til skamme. Det er dog ikke sådan at hun er fuldstændig viljeløs og underdanig – hun har sine instinkter intakt og jagter både katte og egern, graver huller i haven og plager om gåtur og leg. Og det sker da også at hun gør lidt ad postbuddet eller en indsamler fra Røde Kors. Der skal også være plads til at være naturlig.

Livet som hundeejer er godt. Det er en kæmpe berigelse af vores liv, at vi har fået Adina som 3. familiemedlem. Hver eneste dag taler vi om hvor dejlig, sød og smuk vores hund er, og næsten al vores fritid handler om at være sammen med hende. Selvom det også er en stor forpligtelse, og man egentlig er ret begrænset i sin frihed når man har hund, så gør det ikke noget, for vi vil simpelthen bare gerne være sammen med hende.

Det er ikke så rart at måtte efterlade hende alene derhjemme mens vi er på arbejde, og hvis jeg kunne ville jeg gerne være meget mere hjemme hos hende. Jeg synes også det er spild af god hund – jeg går jo glip af en masse tid sammen med hende. Vi ved fra videooptagelser, at hun slapper af og sover når hun er alene, så hun lider ikke – hun forstår fuldstændig hvad der sker og lægger sig bare til at vente. Vi prøver at kompensere ved at gøre den tid vi har sammen så spændende som muligt for hende. Heldigvis er Adina en meget afholdt hund i vores familie, og hun opfører sig så pænt at vi ofte kan tage hende med når vi skal besøge vores familie.

Alt i alt føler vi, at vi har vundet i lotteriet med Adina. Vi kan tydeligt mærke, at hun har haft en tryg og sund opvækst og kom til os med en god ballast. Vi kunne have fået alle mulige hunde, med forskellige baggrunde, personligheder, vaner, unoder og sygdomme. Og så kom Adina; den helt perfekte hund for os. Hendes sind passer godt til vores, vi er alle 3 rolige og lidt forsigtige i vores væremåde. Jeg håber også at hun synes, at vi er en god familie for hende. Det virker sådan.

Lignende indlæg:

Alene hjemme

I denne weekend har jeg været alene hjemme. Det er jeg regelmæssigt, fordi min mand mindst en gang om året tager på større eller mindre rejser med sine kammerater for at dyrke deres fælles interesse for cykling. I denne weekend har de været i Belgien, for at køre en del af ruten fra cykelløbet Flandern Rundt, og dagen efter at se noget af det officielle løb.

Jeg kan godt lide at være alene hjemme. Umiddelbart er det skønt kun at skulle tage hensyn til sig selv. Både når det handler om hvad der skal på middagsbordet, hvad tossekassen skal vise og når det kommer til sengetid nyder jeg for en kort bemærkning at have det samme selvstyre som jeg havde de 10 år jeg boede alene før jeg mødte min mand.

Der er også andre fordele. Når jeg er alene, er det nemmere for mig at fordybe mig. Jeg har mere ud af at læse søndags-Berlingeren og at lytte til radioprogrammet Jazz & Co. på P8. Når jeg har god tid alene får jeg ideer. Og så er det skønt at kunne sætte sig og skrive 4 blogindlæg, som jeg har gjort her til formiddag. Fordybelse giver mig livskvalitet.

Det er også som om der er mere tid til rådighed, når man er alene. Da jeg flyttede sammen med min mand syntes jeg at tiden blev mindre, og når jeg ind i mellem har disse perioder hvor jeg er alene hjemme synes jeg tilsvarende at jeg har meget mere tid. Til hverdag er tid en mangelvare, så det er ren luksus at føle at man har masser af tid.

Når man er alene er man også kun 1 om alle pligterne. Især gåturene med hunden kan jeg godt mærke, at vi deles om til daglig. Jeg er så heldig at være gift med en mand der er morgenfrisk, så det er kun når han ikke er hjemme at jeg må ud og gå med hunden som det første der sker om morgenen. Ikke lige det jeg har mest lyst til lige når jeg er stået op, men når først man er ude så er det dejligt nok. Rengøringen ordner heller ikke sig selv, selvom den ene af os ikke er hjemme.

Men jeg nyder at være alene hjemme. Det er dejligt at kunne give sin partner den frihed, at han kan rejse med sine kammerater, for det giver ham jo en masse oplevelser og rekreation. Og han kommer jo hjem igen før jeg når at blive træt af at være alene. Så alt i alt er det til gensidig glæde, at min mand tager på sine ture med gutterne.

Lignende indlæg:

Et halvt år med Adina

Som tiden dog går – det er allerede langt over 6 måneder siden vi fik hund, vores dejlige Adina. Det går stadig virkelig godt. Vi har en meget glad og sød hund, som giver os stor glæde hver eneste dag. Jeg føler virkelig at vi har knyttet et stært bånd af tillid og kærlighed mellem os.

Vi er som hundeejere blevet mere sikre på os selv og vores vurdering af situationerne. De udfordringer vi havde efter 3 måneder er ikke så aktuelle mere, fordi vi har fundet løsninger på dem. Til gengæld er der kommet nye ting at tage sig af.

Problemerne med at trække i snoren er blevet mindre. Vi valgte en strategi der gik ud på, at når Adina trækker i snoren, så står mennesket stille. Hun kan kun komme videre hvis snoren er slap. Det er lettere sagt end gjort, og man kan godt få nogle ture hvor man står mere stille end man går. Jeg vil ikke kalde det en mirakelkur, men det er har hjulpet rigtig meget.

Adina kommer stadig når vi kalder i de fleste tilfælde. Ved at tage det i opløbet har vi fået vænnet hende af med at løbe efter cyklister i skoven, men det sker stadig at der en mus eller et egern som hun vil jage, og så kan vi ikke kalde hende til os. Men det gør ikke noget, for det varer kun kort, og bagefter går det fint igen. Et par gange er hun rendt efter en kat hjemme på vejen, og det er jo ikke så smart fordi der kan komme biler. Derfor er vi blevet mere opmærksomme på ikke at have hende løs i forhaven i længere tid ad gangen. Vi har anskaffet os en lang line som vi kan sætte hende fast med, som tillader hende at være med når vi er i forhaven, men som stopper hende før hun kommer ud på vejen.

Natteaktiviteten stoppede fra den ene nat til den anden, da vi begyndte at give hende et par skefulde A38 i forbindelse med aftensmåltidet. Det var min bror, der ovre i USA giver sin labrador acidophilus-piller, der inspirerede os. Man kan ikke få disse mavebakterier i pilleform i Danmark, men så prøvede vi med mælkeproduktet i stedet. Siden er det kun sket enkelte gange at hun har haft dårlig mave om natten, og så er hun kommet ind i soveværelset og vækket mig, hvorefter jeg har lukket hende ud i haven og bagefter kan vi sove videre.

Siden fik vi en ny udfordring: Adina viste mindre og mindre interesse for sin mad. Vi har givet hende det samme foder som hun fik der hvor hun kom fra, men det virker til at være lidt kedeligt for hende. Vi har prøvet at køre den konsekvente stil med at tilbyde maden, lade det stå 30 minutter, og så tage det væk uanset om der er spist af det. Tit betød det at hun ikke fik noget at spise til det måltid, og så spiste hun lidt mere til det næste. Men alt i alt fik hun ikke så meget mad. Det er jo ikke optimalt i længden. Desuden får hun noget flydende medicin som skal dryppes udover maden, og hvis ikke hun spiser maden får hun heller ikke medicinen, og så skal man til at give hende det i forskellige mere eller mindre sunde godbider for at få det i hende.

I sommerferien indhentede vi smagsprøver af en række andre mærker af tørfoder og lod Adina selv vælge. Et par forskellige ‘blindsmagninger’ pegede på 2 af mærkerne som favoritter – det var dem hun gik hen til først. Vi har nu i en uge prøvet med det ene mærke og det går godt. Åh, man bliver så lykkelig når hun bare går i gang med at spise med det samme og der bliver spist op. Vi har også ændret lidt på mængderne, så hun får en lidt mindre portion om morgenen og en lidt større portion om aftenen. Det virker til at passe hende bedre.

Medicinen hun får er for inkontinens. Adina er steriliseret og producerer derfor ikke østrogen. Det betyder at hun har svært ved at holde på vandet når hun sover og slapper af, så hun kom simpelthen til at tisse i sengen om natten. Et par dråber medicin morgen og aften har stoppet problemet fuldstændig.

En udfordring vi først for nyligt har konstateret og endnu ikke har fået løst, er Adinas angst for torden. Vi har et stykke tid set tegn på at hun ikke så godt kan lide kraftig regn, og i sommerferien stod det klart for os, at hun er meget bange for torden. Vi har undersøgt naturlige beroligende midler og købt noget der hedder Zylkene, et stof udvundet af råmælk som minder hunden om den tryghed der var til stede da hun var hvalp og diede hos sin mor. Vi nåede ikke at få fat i det inden sidste tordenvejr, så vi ved endnu ikke om det kan hjælpe Adina. Det ville jo være fantastisk, hvis et naturligt kosttilskud uden bivirkninger kunne hjælpe. Vi har også planer om at anskaffe en CD med lyden af torden og fyrværkeri, som kan bruges til at træne med – evt. kombineret med det beroligende middel – så Adina forhåbentlig kan vænne sig til disse lyde og ikke blive så stresset.

Det giver mange oplevelser at have hund, og vi kaster os ud i dem alle med krum hals og godt humør. Adina håndterer alle oplevelser, møder med nye og kendte mennesker og hunde helt suverænt. Vi nyder Adina og forsøger at finde en balance i omsorg og pleje uden at gøre tingene mere alvorlige end de er. I bund og grund har vi en sjov og aktiv hverdag sammen med masser af aktivitet, nærvær, kæl og leg. Man kan stadig følge med i Adinas liv og se billeder af hende på Facebook.

Lignende indlæg:

Kærlighed til hunde

Spørg mine forældre, som har kendt mig hele mit liv. Spørg mine fætre, som har kendt mig hele deres liv. Man kan også spørge mine veninder fra folkeskoletiden, og i nyere tid kan min mand bevidne det. Hunde har altid været min store passion. Lige siden min første hunde-kærlighed Pjuske har jeg ønsket mig at have at gøre med hunde, allerhelst selv at have en hund.

Først nu, i en alder af 40 år, er jeg blevet hundejer. Indtil da har jeg glædet mig over andres hunde. Min bror og jeg legede som børn med Harlekin, en Old English Sheepdog der boede overfor. Som teenager havde jeg fritidsjob som hundelufter for Schæferen Karo. Min første kæreste havde 2 hunde, hvor jeg fik et meget nært venskab med Airdaleterrieren Sofie. Senere har jeg passet en kollegas hund og min fætters hund masser af gange. Og ellers forsøgt at komme i kontakt med næsten alle hunde der kom min vej forbi.

Men nu har jeg altså selv en hund. En rigtig dejlig en endda. Hun ligger ved siden af mig, mens jeg skriver dette indlæg, og jeg kan mærke at min kærlighed til hende er stå stor at den næsten ikke kan være i min krop. Jeg elsker hende af hele mit hjerte. Jeg elsker hendes duft. Jeg elsker lyden når hun gaber. Jeg elsker hendes smukke øjne. Jeg elsker samhørigheden når vi leger og går tur. Og jeg elsker hendes blide væsen og hendes aldrig vigende nysgerrighed. Jeg bliver helt blød indeni, når mine kærtegn kan lulle hende i søvn og jeg er lykkelig, når vi alle 3 går tur et naturskønt sted og jeg kan se at Adina er i sit es.

Al den kærlighed kommer med en pris. En pris jeg først betaler senere. Når man elsker, så frygter man også at miste. Det er ikke anderledes end min angst for at miste min mand og min frygt for den dag mine forældre ikke er her mere. Det biologiske faktum, at hunde ikke lever så længe som mennesker, betyder at jeg må sige farvel til hende en dag. Det er ikke til at bære.

Min hjerne tænker nogle gange situationen igennem, både den med min mand, mine forældre og min hund. Det kan lyde dystert, men jeg tror det er et forsøg på at forberede mig følelsesmæssigt, til den dag når/hvis situationen opstår. Jeg føler mig som lidt af en ‘jomfru’ når det kommer til denne del af livet, selvom jeg har prøvet at miste bedsteforældre. Jeg er panisk ved tanken.

Jeg aner ikke hvordan jeg kommer til at klare at skulle miste Adina, men jeg håber der er mange år til. Måske går der 10 år, og så er jeg 50 år gammel – så er man vel så voksen at man kan håndtere sådan en sorg?

Men indtil da vil jeg bare nyde hende i fulde drag.

Lignende indlæg: