Norma er her

I skrivende stund er det præcis en uge siden, at husbond og jeg hentede Norma hos Kennel BeDaBlanco i Nørager, og kørte hende hjem til os i Birkerød.

Hjemturen gik over al forventning. Dels faldt Norma ret hurtigt i søvn, og dels blev vi meget hurtigt gode venner. Halvvejs hjemme måtte vi gøre stop fordi jeg skulle på toilet, og da jeg kom tilbage til bilen blev hun glad for at se mig. Meget positivt i forhold til muligheden for at opbygge et venskab og tillidsforhold.

På trods af vores store erfaring med hunde, prøver vi nu noget vi ikke har prøvet før; at have en hundehvalp. Som forventet er det ret krævende, men også skægt og rørende.

I den første uge har vi selvfølgelig arbejdet med renlighed, så Norma kan lære at besørge udendørs og kun udendørs. Hver gang Norma har sovet, leget eller spist, bærer vi hende ud i haven, fordi hun typisk skal tisse efter disse aktiviteter. Det er gået godt indtil nu, men der er stadig uheld nu og da. Vi har lavet en rampe, så hun selv kan gå ud i haven fra huset. Hun er hurtigt blevet god til at gå på den, men hun kan endnu ikke finde ud af selv at gå ud når hun skal besørge.

Vi er også lige så stille igang med at træne, at Norma kan være alene. Det er jo nødvendigt når vi skal på arbejde. Bare ganske få sekunder og minutter efterlader vi hende alene med aktivitetslegetøj, og overvåger hendes reaktion via et webcam. Vi er nu oppe på 3 minutter uden panik.

En af de mest udfordrende ting har været, at hun bider i vores hænder og fødder med sine sylespidse hvalpetænder. Det gør forbandet ondt, og det skal hun hurtigst muligt holde op med. Indtil nu ser vi det som et flersidet problem. Dels har hun som den hvalp hun er, en stor trang til at bide i det hele taget, det kan legetøj hjælpe med. Men dels har hun en tendens til at blive overgearet. I den situation går hun amok med bideriet, og kan ikke afledes med legetøj. Vi er nødt til at gå nogle skridt væk eller at forlade lokalet i nogle sekunder for at signalere, at vi ikke vil acceptere den opførsel. Det har hjulpet meget, men problemet er ikke væk.

Vi har også arbejdet med at prøve at undgå, at hun bliver overgearet. Vi har tænkt på om det handler om stress. Desværre er det tit udløst af, at hun bliver glad for at se os efter at vi har været væk fra hinanden, f.eks. ved at jeg står senere op end hun og husbond og kommer ned til hende en time efter hun er stået op. Det er så rørende at se, at denne søde lille hundehvalp bliver så glad for at se mig, og det har været meget naturligt for mig at gengælde hendes gensynsglæde. Men for at undgå at hun bliver overgearet, prøver jeg at være så underspillet som muligt, uden at være afvisende. Det ærgrer mig lidt at det er nødvendigt, jeg ville allerhelst bare kramme og kysse dette yndige lille væsen.

Norma er god til at sove om natten. Hun har tit et af sine ‘flip’ ved sendetid, men hun falder ret hurtigt til ro, og så sover hun hele natten. Vi står op en enkelt gang midt om natten og bærer hende ud for at tisse, og det er faktisk lykkedes at undgå tisseri indenfor om natten.

Nu vil jeg slutte dette blogindlæg af, for Norma er ved at bide i en ledning. Selvom jeg sover godt om natten, gør det mig utrolig træt og groggy at være opmærksom på den lille ballademager hele tiden. Koncentrationen om at skrive er ikke den største.

Lignende indlæg:

Mens vi venter på Norma

Torsdag 16. maj 2019 blev der født 8 hvalpe af racen Hvid Schweizisk Hyrdehund på Kennel BeDaBlanco. Der var 4 hunner og 4 hanner. Dermed vidste vi, at vi skulle have hund til sommer.

Nu kan vi gå igang med de forberedelser der skal til, for at få hundehvalp. Vi fik planlagt sommerferie på vores jobs og begyndte at skrive huskelister. Hegnet i haven skal gennemgås og forstærkes. Vi skal have fundet en løsning på hvalpens færden uden at gå på de trapper, vi har i huset. Vi skal have købt lidt udstyr.

I den kommende weekend må vi besøge vores nye hvalp. Det er en drøm der går i opfyldelse, når jeg skal møde de 8 hvalpe – jeg tror det bliver en af de største dage i mit liv.

Allerede før hvalpene var født, begyndte vi at tænke på et navn. Ved nogle af de forrige kuld, har hvalpekøberne fået lov at ønske sig et navn med kuldets forbogstav. Vi har derfor grublet over et fint pigenavn med N og kom frem til Norma. Vi håber at kennelen vil gøre det til det officielle stamtavle-navn, men vi er blevet så glade for det navn, at det bliver hendes hverdags-navn uanset hvad.

Midt i juli kan vi hente vores lille nye hund, og så kommer alt det spændende – og hårde. Det bliver uden tvivl en stor glæde at lukke en yndig hundehvalp ind i vores familie. Og alle siger til os, at det også bliver hårdt med renlighedstræning osv. I de første 16 uger af hundens liv er den mest modtagelig for at lære nyt. Vi har altså 8 uger til at introducere hende for en masse forskellige situationer og miljøer. Jeg tror mest det bliver skægt.

Jeg har oprettet en Facebook-side, hvor der vil forekomme hvalpe-spam: billeder og små beretninger fra Normas liv. Vi havde en tilsvarende side for Adina, og det var en stor succes. På den måde kan kennelen, interesserede, venner og familie følge med. De der ikke interesserer sig for hunde, kan lade være.

Lignende indlæg:

Hund igen

Vi har grædt og savnet. Vi har vejet for og imod. Vi har kompenseret og fundet kompromiser. Og nu har vi besluttet at vi skal have hund igen.

Siden vi mistede Adina har velmenende venner og familiemedlemmer kontaktet os om hunde, de synes kunne blive vores næste hund. Alle omkring os synes at vi skulle have hund igen, men vi har selv været i tvivl og afvist. Nok mest mig, men husbond vil ikke have hund, hvis jeg ikke går helhjertet ind for det.

I marts måned blev jeg kontaktet af ejeren af den kennel, hvor Adina kom fra. Hun spurgte om vi var interesserede i at overtage en han-hvalp, som måtte finde nyt hjem allerede en måned efter at han var flyttet fra kennelen.

Også denne gang sagde vi nej tak, men i modsætning til andre gange satte dette nogle tanker igang.

Det gik op for os, at vi har svært ved at tage en beslutning så hurtigt, som det kræves ifm. en omplacering: det er her-og-nu at hunden skal videre, og vi skal ud fra nogle få oplysninger, på få timer, kunne tage stilling til, om det er en hund der passer til et livstids-commitment om hund for os. Hvis vi nogensinde skulle have hund igen, ville det nok ikke kunne ske på denne måde.

Det eneste alternativ er at få en hund fra hvalp. Så er der god tid til at overveje hvilken race det skal være. Man bliver skrevet op til en hvalp og går og venter. Når hunden er født, er der 8 uger til den kommer hjem til familien. Der er altså tid til at forberede sig. 

Indtil nu har vi ment at det var problematisk for os at få en hundehvalp, fordi vi begge har fuldtidsjobs. Ganske vist kan man tage noget ferie når hunden kommer hjem, men ret kort efter må man jo tilbage på arbejde, og så skal den lille hund være alene i mange timer. Det er en vigtig opgave at give en hundehvalp en god start på livet, så der ikke kommer problemer senere, og den opgave har vi også været i tvivl om vi kunne klare.

I vores lille familie er det nok mig, der bekymrer mig mest. Efter jeg er kommet ud på den anden side af min depression, ser jeg langt lysere på mange ting og har mere tiltro til mine egne evner. Måske er det derfor at vi begyndte at tænke seriøst på at få en hundehvalp. 

Vi opdagede at Adinas kennel planlagde et kuld hvalpe, som ville blive klar til at flytte hjem til deres nye familier lige til sommerferien. Både husbond og jeg ville kunne lægge 4 ugers sommerferie forskudt, så vi fik rigtig meget tid sammen med den lille hvalp i starten.

Vores forældre tilbød at hjælpe til, og i samme periode var der endda et tilbud i den lokale hundeskovs Facebook-gruppe fra en teenage-pige, der gerne ville lufte hunde efter skoletid. Pludselig virkede det ikke så umuligt at få en hvalp.

Efter nogle ugers overvejelser var det mig, der kontaktede kennelen, og bad om at blive skrevet op til en pige-hund fra det kuld, der forventes midt i maj. I skrivende stund står vi som nr. 1 på ventelisten, så hvis bare der kommer 1 pige-hvalp i Kuld N, så skal vi have hund til sommer 🙂

Lignende indlæg:

Dilemmaet om ny hund

Det er snart et halvt år siden at Adina gik bort, og jeg er ved at have det bedre med savnet og sorgen.

Spørgsmålet om ny hund rumsterer. Skal vi have hund igen? Husbond savner gåturene og er helt klar til at få hund igen, men jeg er i tvivl. Argumenterne for og imod farer rundt i mit hoved, og jeg kan ikke finde ud af hvad jeg skal lægge vægt på. I bund og grund ser jeg det som et valg imellem forskellige stressfaktorer.

Jeg føler et stort ansvar for at en hund skal have et godt liv. Jeg synes at hunden skal være alene hjemme så lidt som muligt, og jeg synes det er vigtigt at lave ting sammen med hunden, som giver den nogle gode og spændende oplevelser. Når begge mennesker i husstanden har krævende fuldtidsjobs, synes jeg det er en konstant udfordring at leve op til dette, og jeg tøver med at sætte mig selv i den loyalitetskonflikt.

Mens vi havde Adina syntes jeg ikke, at jeg kunne gå i butikker, på café, til koncert, fordi jeg ikke ville lade hende være alene mere end højest nødvendigt. Det er en begrænsning jeg har lagt på mig selv, og jeg må indrømme at jeg har nydt at være fri for denne begrænsning. Det er også en lettelse at jeg kan blive lidt længere på arbejde, hvis der er behov for det – og det er der ofte.

På den anden side giver det at have hund jo en umådelig glæde i hverdagen. Det har en afstressende virkning, fordi det tvinger én til at tænke på noget andet end arbejde og pligter, og kommer helt automatisk til at røre sig og få frisk luft. Jeg har tydeligt kunnet mærke kontrasten, når jeg har været så heldig at få lov at passe andres hunde. Jeg er ikke i tvivl om, at det er sundt for mennesker at have kæledyr.

Når jeg har fri og det er godt vejr, længes jeg meget efter at have hund. Men når jeg sidder på arbejde og det regner udenfor og jeg godt kunne bruge at blive lidt længere for at afslutte nogle opgaver, så er det en lettelse at der ikke venter en hund hjemme.

Hvordan balancerer jeg dog disse faktorer? Hvis jeg laver en helt rationel fordel/ulempe-analyse, hvor faktorer som økonomi, tid, rengøring og andre praktiske ting indgår, så vinder livet uden hund. Hvis jeg tænker på livskvalitet er det tvetydigt. Jeg elsker hunde uendeligt meget og har stor glæde ved at omgås dem. Men jeg må indse, at det også giver mig meget glæde at have mulighed for at lave andre ting og komme lidt ud.

Så tæller glæden ved shopping, cafébesøg og koncerter højere end glæden ved at have hund? Vægter stress pga. loyalitetskonflikt højere end stress over ikke at have et fritidsliv der indeholder alt det man ønsker sig? Lige nu må svaret være ja, for jeg har ikke taget initiativ til at ændre på noget.

Måske skal jeg bare lige have afløb for 6 år uden TIVOLI-ture og shopping. Måske skal jeg bare have lidt mere overskud. Jeg tror ikke jeg kan gå på kompromis med mine værdier omkring hundeliv og prøve at få plads til det hele.

I næste uge skal vi igen passe Adinas nevø Atlas. Det har vi gjort mange gange, og efter at vi har mistet Adina har vi også fået lov at låne ham til gåture på solskinssøndage nu og da. Vi har fået et meget nært forhold til Atlas, og både vi og han bliver super glade når vi ses. Lige nu er det en måde at få det bedste af begge verdener.

 

Lignende indlæg:

10 års bryllupsdag

I dag har husbond og jeg 10 års bryllupsdag. En fredag i februar 2008 lod Mads og jeg os i hemmelighed vie på Lyngby Rådhus med 2 af kommunens ansatte som vidner. I dagens anledning har jeg set på billederne fra dengang, og jeg kan se at vi ser rigtig glade ud.

Vi valgte at blive gift på en meget stille og rolig måde. Vi valgte rådhuset, fordi vi ikke er kristne. Vi valgte at gøre det i hemmelighed, fordi vi gerne ville have at det var kun vores stund. Og vi ville under ingen omstændigheder udsættes for polterabend. Det hele var timet og tilrettelagt, så vi alligevel kunne dele dagen med vores nærmeste: vi vidste at vores forældre ville være hjemme senere samme dag og tog på overraskelsesbesøg hos begge forældrepar senere på dagen. Vi sluttede dagen af med en hurtig burger hos MacDonalds. Det var en rigtig god dag for os. Men nok meget langt fra hvad mange drømmer om.

Det er ikke så længe siden husbond kom hjem og fortalte om en snak om bryllupper, de havde haft på arbejde. Da han fortalte om sit eget bryllup, havde en kollega spontant sagt: “Hvorfor så blive gift?”. Kollegaen synes tilsyneladende ikke der var nogen grund til at blive gift, hvis man ikke købte dyrt tøj og holdt en stor fest med mange mennesker og gaver.

Den kommentar understregede en fornemmelse jeg længe har haft. Jeg er bange for at nogle bryllupper bliver arrangeret stort og traditionelt af forkerte årsager. Måske er den underliggende motivation mere at blive beundret og iscenesætte sig selv – man tvinger faktisk sine nærmeste til at give én opmærksom, når man inviterer til bryllup. I nogle tilfælde er det måske endda fordi man keder sig lidt i sit i forvejen etablerede samliv, hvor man ofte allerede har hus og børn.

Det er en stor investering for både brudepar og gæster at holde bryllup på den traditionelle måde. Brudeparret låner hundredetusindvis af kroner i banken for at købe kæmpe kjole og store arrangementer. Gæsterne køber dyrt tøj og dyre gaver, og møder op som statister til en forestilling, hvor de skal opføre sig på en helt bestemt måde for at tilfredsstille brudeparret.

Desværre bliver min fornemmelse bekræftet af skilsmissestatistikken. Omkring det tidspunkt jeg blev gift, var der rigtig mange i min omgangskreds som blev gift. Jeg selv deltog i 3 bryllupper i både 2007 og 2008, hvoraf det ene var mit eget. Der er ikke så mange af dem der er gift i dag. Der er desværre en overvægt i skilsmisser blandt dem, der holdt de store traditionelle bryllupper. Uden at kende de nærmere omstændigheder omkring de konkrete skilsmisser må jeg sige, at det er tankevækkende.

Nå ja, hvad gør det at man bliver skilt nogle år senere? Så kan man jo ryste posen igen og genopfinde sig selv – udleve drømmen om Iron Man i de uger man ikke har børnene, med en stor gæld og en bitter strid om bryllupsgaverne i bagagen. Så må man skynde sig at glemme, at man har bedt utrolig mange mennesker bruge en masse energi og penge på at hylde ens kærlighed ikke så mange år forinden.

Det er nu ikke fordi vi var bange for at vores forhold ikke skulle holde, at vi valgte en mere diskret måde at blive gift på. Vi havde været sammen i 4 år da vi blev gift og følte os allerede etablerede som par. Vi ville gerne bekræfte overfor omverden, at vi hørte sammen ved at få et fælles efternavn og en ring på fingeren. Det handlede ikke om det at BLIVE gift, vi ville bare gerne VÆRE gift.

Lignende indlæg:

Videre uden Adina II

I dag er det 3 måneder siden den frygtelige, mørke dag. Dagen hvor jeg med hurtige skridt forlod Virum Dyreklinik hulkende, efter at have set Adina blive aflivet.

Resten af dagen græd jeg sammen med husbond, mens jeg prøvede at kommunikere til omverden, at den hund som havde betydet så meget for mange mennesker, ikke var længere. Efter mange timers gråd prøvede vi at se noget fjernsyn og spise noget mad. Jeg tænker tilbage på den dag som en meget mærkelig stille, mørk og surrealistisk dag.

Tiden op til dagen var også mærkelig. Det var en blanding af smerte og nærvær. Det gjorde så ondt at se Adina kæmpe for at bevæge sig, og det var frygteligt at vide at man snart skulle beslutte at stoppe hendes liv. Samtidig var jeg fast besluttet på at få det bedste ud af de sidste dage hun var til, og nød hende mere intenst.

De 3 måneder, der er gået siden, har været hårde. Jeg troede at der ville komme en følelse af lettelse, og det kom der til en vis grad også. Den er bare blevet overskygget af negative følelser. Jeg har haft det rigtig svært.

Mærkedagene er selvfølgelig svære. På min egen fødselsdag kørte jeg hjem fra arbejde midt på dagen, kunne ikke holde ud af være blandt andre mennesker. Jeg mandede mig op, da jeg samlede min familie til juleaften på samme måde som for 2 år siden. Adina manglede, men vi lod som ingenting. Da jeg skulle i seng brød jeg sammen og syntes at hele verden var forfærdelig. Det samme skete den dag i januar, som vi plejede at fejre som fik-dig-dag; dagen hvor Adina blev en del af vores familie.

Til hverdag står jeg op, går på arbejde, kommer hjem, spiser aftensmad og går i seng uden at tænke alt for meget på Adina. Jeg tror at jeg accepterede ret tidligt, at hun ikke var her mere, fordi det var det eneste rigtige da hun var så syg til sidst. Savnet kommer dog rullende ind over mig i perioder, og så kan det være solskin, et billede eller alt muligt andet der udløser tårerne.

Når jeg er ked af det kredser mine tanker ikke kun om Adina, men om hele mit liv. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne viske mig selv ud med et viskelæder og melde mig ud, give op. Jeg prøver at tage det en dag ad gangen, fordi jeg ved godt, at jeg er i underskud. Om det hedder sorg, stress, overgangsalder eller vinterdepression kan vel komme ud på et – jeg er i underskud og må være tålmodig med mig selv.

Alle omkring mig snakker om at få ny hund, men jeg kan ikke. Jeg kan ikke rumme at lukke en ny hund ind og starte forfra på at bygge fortrolighed og kærlighed op. Jeg er overbevist om at jeg må være tro mod den følelse. Det betyder ikke, at jeg ikke stadig elsker hunde udover det sædvanlige.

Lignende indlæg:

Videre uden Adina

Nu er det 3 uger siden at min familie gik fra 3 til 2 personer og blev en familie uden hund. Jeg har så småt vænnet mig til at der ikke er en hund i huset. Jeg er begyndt at færdes i huset på en anden måde. Døren står åben når jeg går ud med skrald, og jeg rejser mig når jeg vil, uden at tænke over at det betyder at en handicappet hund også pr. refleks vil rejse sig. Og jeg forventer ikke længere at se Adina i vinduet, når jeg kommer hjem fra arbejde.

I sidste weekend begravede vi Adinas urne på en af hendes yndlingspladser i haven. Efter at have vasket skåle, halsbånd, snor, tæpper og kurve, pakkede vi alle Adinas ting væk og forærede foder og godbidder til en anden hundefamilie. Det var en hård weekend, men det føltes også godt at sætte det punktum.

Nu bærer mit hus ikke længere præg af at der bor en hund. Der er lidt kradsemærker i 2 vinduepartier, som skal repareres. Et par møbler og paneler trænger til noget grundig rengøring. Men det ligner ikke et hunde-hjem på samme måde som før.  Der er ikke hvide nullermænd i hjørnerne, selvom det er en uge siden vi har støvsuget. Og i entreen hænger nu vores almindelige overtøj på knagerne, hvor der før hang hundesnore, regntøj og andet udstyr til hunde-gåture.

Det føles godt at komme videre, tage sit hus tilbage og starte på en ny fase. Men jeg er stadig ked af det. På dage hvor jeg er udmattet og jobbet har taget al overskud, ligger tårerne lige bag overfladen og banker på. Andre dage kan jeg snakke længe om hende eller se på billeder uden at græde.

At få hund igen er selvfølgelig et tema og noget mange spørger til. Allerede inden Adina blev syg var jeg i tvivl om jeg ville have hund igen, og jeg havde det på samme måde da vi fandt ud af at Adina var uhelbredeligt syg. Nu hvor Adina er væk vil jeg gerne have, at en evt. beslutning om at få hund igen er baseret på en rationel beslutning, og ikke drevet af det store savn vi har lige nu. For mig er det ikke noget godt udgangspunkt.

Det skorter dog ikke på tilbud. Den kennel som Adina kom fra venter hele 2 kuld hvalpe i december, og i torsdags skrev vores tidligere hundelufter en SMS om en hund, der desperat søgte en ny familie. Husbond savner meget at have hund, og jeg kan da også godt mærke at savnet udfordrer mine principper.

Da jeg overvejede hundelufterens forslag indså jeg, at jeg er nødt til at holde fast i min beslutning om at vente. Det blev helt tydeligt for mig, at jeg slet ikke er følelsesmæssigt klar til at få en ny hund ind i mit liv. Uanset principper og rationelle argumenter er jeg simpelthen nødt til at restituere følelsesmæssigt, før jeg kan overveje at gøre det hele igen.

Jeg prøver at nyde den frihed vi har fået af ikke længere at have hund. Da der var kommunalvalg i tirsdags, gik husbond og jeg impulsivt ud og spiste, efter vi havde afgivet vores stemme på den lokale skole. Og i fredags brugte jeg 2 timer på at shoppe på Birkerød Hovedgade. Ting jeg aldrig ville have gjort da jeg havde hund. Da jeg havde fødselsdag i mandags gav husbond mig et årskort til Tivoli, og jeg tror vi skal derind allerede her i december.

Til nytår har vi aftalt at passe en af Adinas hundevenner, som bor lige om hjørnet. Og heldigvis stopper de hunde, der passerer vores hus på vej til hundeskoven, stadig op for at hilse. Det har dækket mit behov for kontakt med hunde tidligere, og sådan må det være i en periode nu.

 

Lignende indlæg:

Sorgen over Adina

Det er en uge siden, at jeg sagde farvel til min Adina. Lige så stille er jeg begyndt at rydde op i hendes ting. Puder og tæpper skal vaskes, og det samme skal halsbånd og hundesnoren, inden de skal lægges væk. Legetøjet ligger stadig rundt om i huset og haven, der hvor Adina sidst lagde det. På et tidspunkt må vi samle det sammen, sortere det, smide noget ud og og resten gemmes eller gives væk. Resterne af Adinas hundefoder og godbidder skal der også tages stilling til. Måske kan andre hunde få glæde af det.

Sorgen over tabet af vores familiemedlem fylder meget lige nu. Hele det tragiske i, at en fantastisk hund som Adina skulle få sådan en forfærdelig sygdom, gradvist miste sin førlighed og dø som 8½-årig, har jeg ikke gjort mig fri af endnu. Men størst er det umiddelbare savn af hendes tilstedeværelse i hverdagen, og det knuger i brystet. Som en narkoman på afvænning må jeg lære at undvære alle de små stunder af lykke og glæde, der var sammen med Adina.

Mens jeg går og pakker hendes ting væk, pakker jeg også min drøm om at have hund væk. Måske skal tingene og drømmen tages frem igen, men jeg ved det ikke lige nu. De forskellige hunde-ting minder mig om, hvor lykkelig jeg var da jeg anskaffede dem – lige da vi havde fået Adina og min livsdrøm gik i opfyldelse. Det er også et tab for mig at sige et (måske midlertidigt) farvel til denne drøm.

Det har efterladt et tomrum at miste Adina. Når jeg har overskud, prøver jeg at se fremad og finde ind til hvordan livet var før Adina. Der har altid været ting som ikke handlede om hund. Som f.eks. denne stund her søndag formiddag, hvor jeg sidder og lytter til jazz og skriver blogindlæg. I den forgangne uge har husbond og jeg været i biografen – noget som var planlagt før Adina gik bort, men nu blev det så på en måde, hvor jeg for en gangs skyld ikke at have en refleks af skyldfølelse ved at være afsted. Jeg vil prøve at finde glæde i den slags oplevelser.

Lignende indlæg:

Farvel til Adina

Jeg havde bestilt tid på dyreklinikken lørdag formiddag. Jeg havde aftalt at vi skulle betale på forhånd, så vi bare kunne gå direkte ud når det var overstået. Jeg havde også aftalt, at Adina skulle kremeres for sig selv, og at vi skulle have hendes aske i en forgængelig urne.

Der var stille i venteværelset, kun en enkelt anden kunde til stede og ingen dyr. Lige så snart vi kom, kaldte receptionisten på dyrlægen. Det var den dyrlæge, som vi havde været hos ifm. Adinas diagnose, der tog imod os. Vi gik ind i det undersøgelsesrum som vi har været i flest gange. Vi snakkede kort om sygdommens udvikling. Dyrlægen kunne godt se, at Adina havde fået det meget værre siden vi var der for en måned siden. Hun gav os ret i, at det var den rigtige beslutning.

Adina fik en lille sprøjte i låret, mens jeg distraherede hende med et par godbidder. Som sædvanlig reagerede hun ikke på at blive stukket. Den første sprøjte skulle få hende til at falde i søvn. Der gik 5-10 minutter før hun faldt til ro. Mads og jeg småsnakkede med dyrlægen om hunde og sygdomme imens. Til sidste lagde Adina sig ned på gulvet. Hun flyttede hovedet lidt fra side til side; dyrlægen sagde at hun nok blev noget svimmel og måske så dobbelt. Hun faldt i søvn, og hendes mund slappede mere af end når hun normalt sov – læberne slap gummerne og tungen stak lidt ud. Mads sad ved hendes hovede og aede hendes mave, jeg sad ved halen – sådan var det altid når vi sad sammen alle 3.

Nu hentede dyrlægen en lille barbermaskine og fjernede lidt pels på det ene forben. Adina lå stadig på gulvet, og dyrlægen lå på knæ ved siden af. Der kom en elastik om øverste del af benet og en nål i en blodåre. En større sprøjte med en blå væske blev sat til nålen, elastikken blev slækket, og langsomt sprøjtede dyrlægen væsken ind i Adinas forben. Derefter tog dyrlægen sit stetoskop og lyttede på Adinas hjerte. Efter få minutter sagde dyrlægen at hendes hjerte var stoppet.

Som hun lå der på gulvet i dyreklinikken var der ikke meget forskel fra for et øjeblik siden. Hun var stadig varm og lignede sig selv. Det hele foregik utrolig roligt. Jeg så ingen reaktion på 2. indsprøjtning, og det at vejrtrækningen stoppede opfattede jeg ikke.

Da dyrlægen sagde at Adina var død, talte vi kort om et par praktiske ting, og hun forsikrede os om at Adina kom godt afsted.

Vi gav dyrlægen hånden og sagde at vi havde været glade for at komme på klinikken. Nu begyndte tårerne at presse sig på, og vi gik ret hurtigt ud af klinikken og ud til bilen. Ud af øjenkrogen så vi en anden kunde i venteværelset, hun kunne vist godt se at vi var kede af det. Vi kørte rundt om hjørnet for at andre dyreejere ikke skulle se os sidde og græde. Og så græd vi.

Lignende indlæg:

Adinas sidste dage

I den sidste periode af Adinas liv var hun ret handicappet. Hun havde et par timer midt på dagen hvor hun var i stand til at gå en tur, men morgen og aften kunne hun ikke gå ret mange skridt uden at skride eller falde. Hun slæbte nu så voldsomt på bagpoterne, at hun hele tiden slog dem når hun gik. Alt for ofte fik hun ikke sat højre bagpote rigtigt i underlaget, og kom til at gå på oversiden af poten. Pelsen på poten var tyndslidt, og det var kun fordi vi holdt hende væk fra hårde overflader, at hun ikke rev sig til blods. Vi bar hende ind og ud af bilen og op ad trapperne, for at hun ikke skulle falde og slå sig.

Vi syntes efterhånden at Adinas samlede livskvalitet var så dårlig, at det overskyggede de gode stunder. Vi frygtede at hun skulle komme til skade, og hun var også selv begyndt at blive frustreret.

Tiden var kommet til at tage den beslutning vi hele tiden har frygtet; beslutningen om at stoppe Adinas liv. Beslutningen blev taget i onsdags, med tårerne trillende ned ad kinderne, og Adina liggende imellem os i sofaen. Vi ville gerne gøre det på en dag hvor vi ikke skulle på arbejde, og da vores dyrlæge har åbent om lørdagen besluttede vi at det skulle være dagen.

I ugen op til denne dag havde vi i anden anledning både været sammen med mine og Mads’ forældre, mennesker der betød meget for Adina, og pårørende for hvem Adina betød meget. Vi havde også været en tur i Dyrehaven med en af Adinas bedste hundevenner, nevøen Atlas. Det var den bedste mulighed for at lade nogle af de nærmeste tage afsked uden at det blev en sentimental farvelfest.

De sidste 2 dage op til aflivningen prøvede vi at have så normal en hverdag som muligt. Både af hensyn til Adina og os selv. Vi gik på arbejde som vi plejede, og gik ture som sædvanlig. Om aftenen fik hun et dampet unghanebryst sammen med sin tørkost, og hun fik også lidt ekstra godbidder.

Fredag gik både Mads og jeg tidligt fra vores arbejde for at have lidt flere timer sammen med Adina. Vi gik en dejlig tur i Rude Skov og tog os god tid. Det var stille efterårsvejr, og skoven var smuk.

Vemodigheden begyndte at sætte ind. At komme hjem fra arbejde fredag og vide, at det var sidste gang man skulle se Adinas søde ansigt kigge ud fra glasgangen, fremkaldte tårer i mine øjne. At gå i seng og sige godnat til hende for sidste gang var også slemt. Vi kom til at gå meget sent i seng den aften. Ved midnat sad husbond og jeg ved Adina på den gæsteseng hun normalt sov på, og kælede med hende og nussede hendes poter.

Lørdag morgen stod vi op i god tid og gik en god morgentur. Normalt var det Mads der gik morgenturene, men denne dag gik vi alle 3 sammen. Adina var i forrygende humør, som hun ofte var når vi alle 3 var ude sammen, og legede begejstret med en pind hun fandt. Hjemme igen spiste vi lidt morgenmad, gik i bad og kom i tøjet som vi plejede. Og så gik turen ellers til Virum Dyreklinik. Det var tid til at sige farvel.

Lignende indlæg: