Hverdag igen

Ferien er slut og det er tilbage til hverdagen. Økonomien er i ruiner efter udgifter til 3 brullupper samt afholdt ferie. Jeg tør slet ikke tænke på et efterår hvor mange familiemedlemmer har fødselsdag (incl. os selv), vi skal på ferie i oktober/november og så lige hjem til en december hvor der igen skal bruges tusindlapper på gaveindkøb.  For ikke at tale om mit nye dårlige skattekort pga. udbetalt ferie og øgede transportudgifter. Heldigvis er humøret stadig højt!

Tilbage på arbejde handler det nu kun om at få afviklet mine opgaver. Det går meget godt, det ser ud til at jeg når at afslutte åbne sager og at dokumentere mine faste opgaver. Det kan dog ikke undgås at man kommer til at tænke ”det kommer jeg ikke til at gøre igen” eller ”til den tid er jeg her ikke”, hvilket er ret skønt når det er noget irriterende og besværligt noget. Mine kolleger er begyndt at finde ud af at jeg stopper med månedens udgang. Det giver altid en lille varm følelse når folks spontane reaktion er at blive kede af at miste mig som kollega eller smiler lettet og er oprigtigt glade på mine vegne over at jeg har fået denne mulighed.

Om 1½ uge starter jeg så i mit nye job hos MyTravel Airways. Jeg har spekuleret over det her job siden maj, og så er der pludselig meget kort tid til det bliver virkelighed. Jeg glæder mig rigtig meget til at starte på en frisk. Jeg er stadig lidt nervøs over hvordan jeg får det med den længere transporttid, jeg kommer til at skulle afsted før kl 6:30, hvor jeg normalt står op, og kommer nok først hjem kl 17:30, en time senere end normalt. Men jeg føler at det er den pris jeg må betale for at få et bedre job, jeg er stadig overbevist om at jobindhold er lang vigtigere end fysiske og praktiske forhold. Og så vil jeg nyde at jeg har mulighed for at tage sådan et job. De fleste på min alder har børn og vil ikke kunne være hjemmefra i 11 timer om dagen – men det kan jeg.

Lignende indlæg:

Jubi – ferie!

Så begyndte sommerferien for os, og så kom også sommervejret. Fredag var vi i biografen og se den nye Simpson-film – den var rigtig god. Og lørdag var vi til Post Danmark Rundt (se evt. billeder på vores billedsite). Mads’ ene søster havde skaffet os VIP-billetter til enkeltstarten i Næstved, så vi kom ind i et VIP-område omkring målstregen, hvor der var en tribune som vi kunne sætte os på, og der var også mulighed for en pølse og anden mad og drikke helt gratis. Det var en rigtig sjov aften, og Mads som er kæmpe cykel-fan nød det i fulde drag.

På tirsdag tager vi til Berlin med mine forældre. Vi skal bare afsted en lille tur på 4 dage og se lidt af byen, det bliver hyggeligt. Lørdag skal vi så til min vens bryllup, og derefter har vi endnu en uges ferie hvor vi ikke har nogen planer. Det skal også til.

Det gik i øvrigt fint at få sagt op. Der var lidt forskellige reaktioner, nogen var kede af at miste mig, andre var glade på mine vegne. Nu er det hele på plads, og jeg glæder mig rigtig meget til at starte i MyTravel Airways 3. september.

Lignende indlæg:

Nyt job

Endelig er jeg kommet frem til et punkt hvor jeg kan fortælle sidste nyt fra job-fronten. Jeg har nemlig lige været i postkassen med en underskrevet ansættelseskontrakt. Jeg har accepteret et tilbud fra MyTravel Airways om at blive ansat som proceskonsulent i IT-afdelingen. Jeg skal arbejde med forskellige typer skriftlig dokumentation: supportdokumentation, politikker, kontrakter osv.

Tilbage i maj måned fik jeg en henvendelse fra IT-chefen i MyTravelAirways. Han og jeg har arbejdet sammen i PFA Pension, og da han begyndte at tænke på at oprette en stilling som proceskonsulent kom han til at tænke på mig. Han google’de mig og fandt denne hjemmeside! Selvom der ikke er ret mange læsere af denne side må jeg jo sige at den da har gjort lidt gavn. Efter 2 samtaler fandt jeg ud af at stillingen var attraktiv for mig, og min kommende chef blev klar over at jeg stadig havde de kompetencer han efterspurgte. Jeg blev derfor tilbudt nogle ansættelsesforhold der nogenlunde matcher mine nuværende og har så i fredags modtaget en kontrakt.

Så i morgen skal jeg sige op til min chef i IBM! I skrivende stund er der endnu en uge på arbejde, og derefter står den på ferie i 2 uger. Bagefter er der så kun 2 uger tilbage i IBM. Jeg er spændt på at starte på det nye – det er trods alt 6 år siden jeg sidst skiftede job. Selve jobindholdet er jeg ret sikker på skal gå godt – jeg har erfaring indenfor flere at disciplinerne og føler jeg har meget at byde på. Det er mere de ydre faktorer der bliver lidt spændende. Jeg kommer f.eks. til at få fordoblet min transporttid til arbejde, da MyTravel Airways ligger i den sydlige del af Københavns Lufthavn. Det kommer til at blive ca 1½ time hver vej, hvilket vil betyde at jeg skal op før kl 6 om morgen og ikke er hjemme før 17:30 hvis jeg skal arbejde fra kl 8 til 16. Der er heldigvis mulighed for at arbejde hjemme ind imellem, men det bliver næppe relevant i den første lange tid, hvor jeg skal lære organisationen og forretningen at kende.

Lignende indlæg:

  • der findes ingen lignende indlæg

Livet er godt

Tid til endnu en opdatering. Det er ikke så længe siden jeg skrev sidst, men jeg har så mange positive ting at fortælle. Jeg er lykkelig! Jeg har et helt utrolig dejligt parforhold. Mads og jeg har været sammen i mere end 3 år og vi bliver bare ved og ved med at være helt vilde med hinanden. Vi passer bare så godt sammen, at jeg aldrig troede det muligt. Vi stimulerer hinanden på så mange områder – intellektuelt, praktisk, følelsesmæssigt. Det er fantastisk at blive elsket – og lige så fantastisk at have en at elske. Vores lille 2-personers familie i vores lille rækkehus er en dejlig base som giver så meget energi og overskud til hverdagen.

Der er også andre ting at være glad for. Det er sommer – og i øjeblikket en for mig mere udholdelig temperatur. Regnen? Den er supergod for min have! Jeg har fundet mig en rigtig dejlig hobby i havearbejdet, det er meget meget dejligt at have sådan en interesse at gå op i. Det er også meget rekreativt og afstressende.

Arbejdsmæssigt går det rigtig godt. Jeg er netop sluppet af med en sekretær-tjans som jeg aldrig rigtig ønskede mig, men som jeg bare tilfældigt gled ind i og blev siddende. Fremover skal jeg lave projektadministration for 2 forskellige projekter. Ikke nok med det – jeg har tilmed fået en henvendelse fra en tidligere kollega, som sidder som IT-chef i et helt 3. firma. Han skal oprette af en kvalitetsafdeling, og 6 år efter at vores veje skiltes er han kommet i tanke om mig og mine evner for at lave dokumentation og procedurer. Vi er i øjeblikket i dialog omkring muligheden for at jeg kan komme til at arbejde for dem. Det vil i givet fald blive et job i en helt anden type virksomhed – en branche jeg aldrig har beskæftiget mig med – superspændende!
Som tidligere nævnt så går det også rigtig godt for mine venner og familiemedlemmer. Idag har min fætter Jacob fået en lille søn, han skal hedde William. I lørdags var jeg hjemme hos min veninde Heidi og se hendes nye hus – hun og hendes kommende mand strålede af lykke over at have fået de perfekte rammer for deres familie. Og igår ringede min ven begejstret og fortalte at han havde været med sin forlovede til scanning – og alt var fint for deres baby på vej. Nu skal vi snart hjem og se deres nye køkken i deres nye hus og få et måltid mad. Min veninde Mette har haft en skøn koncert med Justin Timberlake i lørdags og jeg har anbefalet hende til et job hun har søgt i mit firma. Det er bare så skønt at være med i mine venners og families liv, dele deres lykke og opleve det hele sammen med dem.

Lignende indlæg: