En overgang

Da jeg havde skrevet under på fratrædelsesaftalen, afleverede jeg mit adgangskort og hentede mine private ejendele. Nu var det pludselig helt slut med at have en arbejdsplads. Jeg kunne slippe alle bekymringer og forpligtelser, men også følelsen af at høre til.

Omgående begyndte jeg at sove godt om natten. Det fortalte mig, at det var den rigtige beslutning jeg havde taget. At leve med udsigt til økonomisk usikkerhed var åbenbart mindre belastende end at være i et forkert job. Tankevækkende.

Der var mange følelser jeg skulle håndtere. Af positive følelser var lettelse, håb, optimisme – nu var døren pludselig åben for at alt muligt spændende kunne ske. Af negative følelser var bekymring for økonomien, vrede over ting der var sket, sorg over at miste kolleger og sammenhold, og også skyldfølelse overfor familien, fordi jeg havde sat os i denne situation.

I denne periode var jeg ret bevidst om at gøre noget for at finde balance og styrke igen. Jeg sammensatte en hverdag med elementer der gav mig glæde, afslapning og nydelse. Jeg gik i svømmehallen, så interessante tv-programmer, sov middagslur og lyttede til musik.

Efter et par uger tog jeg på rekreation hos min bror i Californien. Jeg tilbragte en uge med at lave tæt på ingenting. Sad på terrassen og nød solen. Drak cola lavet i Mexico på rørsukker. Gik tur med hunden. Husbond passede hele hjemmefronten, og jeg kunne slippe alle pligter for en stund.

Det gjorde mig godt. Jeg følte mig som mig selv igen. Det gik op for mig at det var længe siden.

Lignende indlæg:

Ved en skillevej

Det har altid stået for mig som noget af det værste der kunne ske, at miste mit arbejde. Primært fordi at jeg ikke siden jeg boede i min første lejlighed har kunnet betale alle mine faste udgifter, hvis min indtægt skulle falde til dagpenge-niveau.

Det var alligevel lige præcis det der skete i starten af 2017. Det var endda nærmest frivilligt. Og jeg kom ud af det med skindet på næsen.

Som jeg beskrev ved nytår løb mit nye job af sporet. Jeg havde givet det en skalle og prøvede at påvirke det i en retning der passede bedre for mig. Det lykkedes ikke. Jeg blev tilbudt en fratrædelsesaftale.

Det var som at vælge mellem pest eller kolera: at blive i et job som jeg trivedes dårligt i, eller at stå uden arbejde. Det er vel et klassisk dilemma som mange har stået i, men første gang for mig. Dette valg tvang mig til at have fokus mine personlige værdier.

Efter familieråd og forskellige overvejelser sagde jeg ja tak til fratrædelsesaftalen. Det var en svær beslutning, for jeg havde investeret enormt meget i dette job, og var glad for mange dele af det. Det var svært at erkende, at det ikke var godt for mig at blive i det job. Samtidig var det skræmmende at se økonomisk usikkerhed i øjnene.

Med den beslutning valgte jeg mig selv som et helt menneske over økonomisk tryghed. Med husbonds velsignelse tog jeg et valg, der havde potentiale til dramatisk at ændre vores fælles rammer. Vi var begge klar over, at ved at blive i jobbet kunne jeg på sigt få et dårligt psykisk helbred, der kunne risikere at ødelægge min evne til at gå på arbejde og dermed alligevel ødelægge min jobsikkerhed. Det blev afgørende for vores beslutning.

 

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2016

Det er nytårsaftensdag og tid til at se tilbage på et år der er gået, og frem mod et nyt år der står klar lige om lidt. I år deler jeg blogindlægget ind efter kategorier jeg har set i en artikel i dagens B.T. om at forberede sig til 2017, og slutter af med lidt om årets øvrige begivenheder og oplevelser.

FYsisk tilstand

Helt grundlæggende har jeg det godt rent fysisk. I 2016 måtte jeg opgive at spise efter 5:2-diæten, og jeg har heller ikke kunnet spise alle de vitaminer og kosttilskud jeg gerne ville – kan simpelthen ikke sluge de store piller mere. Alligevel har jeg ikke fået mine mangeårige ledsmerter igen, og det er også lykkedes mig at holde vægten stabil trods ændringer i kost og motion. Min migræne har været mere stabil i år. Ifm. jobskift har jeg fået en kortere cykel-distance til arbejde, jeg cykler 28 km. på el-cykel hver dag. Det  føles rigtig godt i kroppen.

Psykisk tilstand

På det mentale område kæmper jeg imidlertid en del lige i øjeblikket. I skrivende stund har jeg for mange stress-symptomer og har det ærlig talt ret skidt. Problemerne skyldes heldigvis udelukkende forhold på mit nye job, men det betyder at der en dårlig balance mellem bekymring og glæde i mit liv. Der er ikke plads til idéer og perspektiv lige i øjeblikket, og det er jeg ked af.

Arbejde

Jeg fik nyt job i starten af 2016, og det har fyldt næsten alting i året der nu næsten er gået.

Rammerne om det nye job gav mig en del forbedringer i hverdagen. Den kortere transporttid og den øgede fleksibilitet gav først og fremmest en hverdag med meget mindre pres. Det er ikke længe siden at jeg på en af årets korteste dage kunne komme hjem til min hund og lege i haven inden mørket faldt på – det har jeg ikke kunnet før.

I løbet af foråret og sommeren viste det sig desværre, at jobindholdet var en del anderledes end forventet, hvilket har givet mig rigtig mange bekymringer. For første gang i mit liv har jeg oplevet søvnløshed. Det er et meget kompliceret forretningsområde jeg arbejder med nu, så jeg har også brugt meget energi på at kravle op ad en stejl indlæringskurve.

Efter sommerferien har jeg oplevet noget jeg aldrig i mine 25 år på arbejdsmarkedet har prøvet før. Til min store forbløffelse begyndte en kollega at udtrykke utilfredshed med kvaliteten og hastigheden af mit arbejde. Det skete i en meget hård tone. Sammen med min chef og hans chef har vi forsøgt at finde en løsning på problemet, men det er stadig ikke godt og det påvirker mig meget.

At få sådan en konflikt oveni en i forvejen meget krævende indkøring i nyt job har taget pippet fra mig, og jeg er ærlig talt fortvivlet over min jobsituation. Arbejdspladsen er egentlig god, kvaliteten af lederne er enestående og der er mange gode kolleger. Det må være fantastisk at arbejde der, hvis man er tryg og glad for sine opgaver. Sådan er det bare ikke for mig lige nu.

Familieliv

Jeg er så utrolig heldig, at jeg har lige præcis det familieliv jeg ønsker mig. Jeg er gift med en helt fantastisk mand, og vores familie består også af en helt fantastisk hund. Vi er en harmonisk lille trio, som kompletterer og støtter hinanden på fineste vis. Jeg synes vi har fundet en måde at være sammen på, så vi alle 3 får dækket rigtig mange af vores både individuelle og fælles behov og ønsker.

I år har vi mistet husbonds faster, og min nærmeste onkel har været alvorligt syg. Onkel er heldigvis frisk igen, og vi har også i 2016 nydt at have et godt og nært forhold til vores familier. I 2016 har jeg endda oplevet at få nye venner, både mennesker og hunde, ind i mit liv.

Økonomi

Her er også et område som går rigtig godt i mit liv. Selvom jeg gik ned i løn og vilkår ved mit jobskifte, er vores økonomi god. Vores udgifter er faldende, og vi har mulighed for at spare op hver måned. Takket være lave renter høvler vi godt af på restgælden i huset. For et par uger siden fik vi brev fra banken med besked om renten på vores 1-årige rentetilpasningslån: 0,00%. Selvom renten stiger, er jeg tryg ved vores økonomi: der er luft i budgettet og gode nødplaner hvis vi skulle blive ramt af svigtende indtægter.

Bolig

Jeg er stadig lykkelig for mit hus, som på så mange måder støtter op om det liv jeg ønsker. Det er et godt hus at have hund i. Det er et godt hus at have gæster i. Og det er et godt hus at være alene hjemme i.

I 2016 har vi fortsat renovering og opdatering af huset. Den overdækkede terrasse fik nyt gulv, nye vinduer og en frisk omgang maling – lidt af et ansigtsløft. Vi etablerede også en helt ny terrasse der hvor solen skinner når vi kommer hjem fra arbejde om eftermiddagen, og i beruselse over den lange, varme sensommer købte vi ikke mindre end en udendørs hjørnesofa til den nye hyggeplads. Luksuriøst og ret skønt – nu er vi bare nødt til at gøre noget ved det alt for store træ, der laver skygge i store dele af haven. Specialister regner med en 5-cifret pris for at få træet fældet.

Oplevelser

I 2016 har der været knap så mange oplevelser og begivenheder som året før. Husbond har rejst en del i år, men kun 1 af turene var en fælles tur. Vi er kommet til at holde af at tage til Stralsund i Tyskland i slutningen af november for at starte julen op med julemarkeder og shopping. I år var vi afsted for 3. gang på det samme charmerende hotel.

Sommerferien var ret stille og rolig, men vi havde en festlig sommer-uge i slutningen af august, da Atlas boede hos os.

Årets weekender og fritid blev præget af Mads’ faster, som hele familien i forsommeren var engageret i at flytte fra hus i Nordjylland til ældrebolig i Søborg. Efter flytningen var hun desværre meget syg og endte med at afgå ved døden i efteråret. På aftenen hvor hun døde havde vi den glæde, at vores hus kom til at danne ramme om hyggelig fælles spisning for familien, en rar følelse af samhørighed på en sørgelig baggrund.

En sjov lille oplevelse i år var sagen om “Prøv og hør!“. I det nævnte blogindlæg brokker jeg mig over en tendens som irriterer mig meget når jeg hører radio og ser underholdningsudsendelser i fjernsynet: der er alt for mange der starter alle deres sætninger med “Prøv og hør!”. I indlægget nævner jeg et aktuelt program, hvor Peter Frödin deltager. Og tænk engang, ugen efter i det næste direkte program sagde han det ikke en eneste gang! Jeg tror ikke at han læser denne blog, men måske et pressebureau har opfanget mit indlæg via Google og gjort ham opmærksom på det? Det var i hvert fald påfaldende!

Med denne anekdote vil jeg afslutte min årsberetning. 2016 blev et år med både godt og ondt. Jeg mistede min ungdoms musik da David Bowie, Prince og George Michael døde, men vi gjorde det til at fest ved at høre deres musik igen.

Nu er året gjort op. I aften skyder husbond og jeg det nye år ind med en George Michael-battle, hvor vi fejrer hans kunst ved at kæmpe om at udvælge de bedste hits og skiftes til at sende videoerne over på Chromecast’en. Og så ser vi os ellers ikke tilbage.

Lignende indlæg:

Efter sommeren

Det var ikke meget det blev til, da jeg en uge inde i sommeferien så på bloggen og alle de ufærdige ideer til nye indlæg og tænkte, at nu skulle jeg få skrevet en masse. Et enkelt indlæg om 5:2-diæten blev det til, og så var inspirationen væk igen.

Nu har jeg været tilbage på arbejde i 3 uger, og det hjælper ikke meget på overskuddet. Som sædvanlig klumper møder, nye tiltag og initiativer sig sammen i ugerne lige efter ferien, hvilket harmonerer meget dårligt med en feriehjerne der skal op i omdrejninger.

Også privat er der blus på aktiviteterne igen. Normalt har jeg/vi højst 1 eller 2 aftaler om ugen. Det har været væsentligt mere her efter ferien; der har været noget næsten hver dag. Og så kom den dejlige hund Atlas også lige ind over. Selve sommerferien var faktisk også mere social end den plejer at være.

Jeg bruger de udadvendte kanaler meget mere end jeg plejer, og det tager på energien. Selvom jeg elsker at der sker noget nyt, at møde nye mennesker, se nye steder og at få besøg, så betyder omfanget at jeg ikke har så meget tid til at lade op igen.

En af de ting der skete på arbejde efter sommerferien var, at det blev lagt fast hvad min rolle på arbejde skal indeholde. Nu er der ikke længere tvivl om, at jeg udover at arbejde med IT-dokumentation også har ansvar for IT-drift og deltager i den forretningsmæssige drift af afdelingen jeg sidder i. Det stemmer ikke med de forventninger jeg havde, da jeg startede i jobbet.

Jeg har været ærlig og sagt til min chef, at hvis jeg havde vidst hvad jobbet indeholdt, havde jeg nok ikke søgt det. Jeg kan ikke lade være med at tænke “vil de virkelig bruge mig til det?” når nu meget af det ligger udenfor mit kompetenceområde. Det ærgrer mig, at jeg ikke kommer til at bruge mig selv til det som interesserer mig og som jeg synes jeg er god til, i samme grad som jeg havde forventet. Jeg står nu i en situation, hvor jeg føler mig delvist fejl-castet i jobbet, og det er en stor stressfaktor for mig.

Erfaringen siger mig, at når de første uger efter en sommerferie er gået, så falder tingene lidt mere til ro på arbejdspladsen. Så føler cheferne at de har indhentet det forsømte ved at holde sommerferie, og så er der et langt efterår til at afvikle alle de aktiviteter og tiltag der er på bedding. Jeg håber at det også bliver sådan på min nye arbejdsplads. Og jeg håber også at tingene finder et leje i privatlivet. Jeg synes at jeg har nået min grænse og føler mig overstimuleret. Lige nu er jeg udmattet og længes efter rutine, at være mig selv og restituere. Det har jeg brug for, for at finde ud af hvad jeg gør med min jobsituation.

 

Lignende indlæg:

Blogpause og sommerpause

Det er nogle måneder siden jeg sidst havde noget på hjerte, der blev nedfældet her på bloggen. Det skyldes at jeg har fået nyt job, og det har opslugt det meste af mit overskud.

Jeg startede i det nye job 1. marts, og det er faktisk lykkedes mig at skrive et par blogindlæg i løbet af de første måneder. Derefter har jeg manglet overskud og følelse af inspiration.

Det har været krævende på flere planer at starte i det nye job. Dels fordi det er en helt ny branche for mig – der er meget at lære, og dels fordi jobbet har vist sig at have et noget andet indhold end jeg havde forestillet mig.

Nu har jeg sommerferie, og her en uge inde i sommerferien tror jeg, at jeg er ved at have den ro og det overskud der skal til, for at jeg kan nedfælde mine tanker. Jeg har ophobet en del idéer til blogindlæg. Jeg håber at jeg kan få skrevet nogle af dem her i ferien.

Lignende indlæg:

Tanker om nyt job

Det er næsten altid en stor psykologisk belastning at skifte job, og det har det i høj grad været for mig denne gang. Jeg er startet i en stor virksomhed med komplicerede produkter, indenfor en branche jeg slet ikke kender. Der er rigtig meget at forstå og lære i forhold til både faglighed, organisation, mennesker og processer.

Dertil kommer, at der er indtil flere organisationsændringer i farvandet for mig. Meget snart får den afdeling jeg tilhører ny chef, og senere skal jeg overflyttes til en anden afdeling. Den stillingsbeskrivelse jeg er blevet præsenteret for, svarer ikke helt til det billede som jeg dannede mig på baggrund af stillingsopslaget og jobsamtalerne.

Da jeg skrev kontrakt med min nye arbejdsgiver, vidste jeg godt at der var forandringer på vej, men det var rigtig svært for mig at vurdere, hvad det kommer til at betyde for mig. Mellem 1. og 2. samtale havde stillingens titel ændret sig, men de sagde at indholdet var det samme. Lige bagefter så jeg flere jobopslag fra min nye arbejdsplads, hvor titlen var den samme som jeg har fået, men med et lidt anderledes indhold – stillinger som jeg nok ikke ville have søgt.

Derfor har jeg lige siden slutningen af januar spekuleret som en gal over, hvad det mon var for en stilling jeg skulle igang med. Jeg blev bange for, at vi havde snakket forbi hinanden til samtalerne, og at der i det nye job ville være forventninger til mine kompetencer, som jeg ikke kan indfrie.

Da jeg startede på det nye job havde jeg væbnet mig med tålmodighed, og mine nye kolleger bekræftede mig i, at jeg var nødt til at give det noget tid før jeg var inde i jobbet. Det jeg har lært om jobindholdet indtil nu har delvist beroliget mig, men også afsløret opgaver, som jeg ikke havde forventet jeg skulle have.

Bekymringen over, hvordan jeg skal passe ind i min nye stilling, ligger stadig og lurer. Lige nu er jeg ved at være fyldt op af følelsen af uvished. Jeg har svært ved at give slip, og tankerne kører i ring. Jeg kan heldigvis godt falde i søvn om aftenen, men jeg har meget svært ved at sove videre, hvis jeg vågner tidligt om morgenen – så begynder tankerne igen. Jeg er træt og har en tiltagende utryg følelse. Samtidig er jeg ved at være godt træt af at have det sådan. Så meget for påtaget tålmodighed.

Lignende indlæg:

Nyt job 2016: hvad jeg mister

Man kan ikke få det hele. Det er et udsagn jeg tror på helt fundamentalt. Der findes ikke ‘den fede fidus’ hvor man får en masse gevinster uden ulemper. Så selvom mit jobskifte her i 2016 giver mig noget der er rigtig tæt på ‘hele pakken‘, er der alligevel også en række ting jeg må sige farvel til, når jeg forlader Pensionsministeriet:

  • Udsigt til vand, uanset hvor i kontorbygningen man befinder sig
  • Udsigt til kongeskib, lystyachter, krigsskibe, krydstogtskibe og Trekronerfortet
  • Arbejde tæt på Københavns centrum
  • Aflåst cykelparkering og omklædningsfaciliter i kælderen
  • Fri mellem jul og nytår, dagen efter Kr. Himmelfartsdag og hele Grundlovsdag
  • Let niveau af administration, tidsregistrering mv.

Jeg skal ikke længere sidde på el-cyklen i mere end 1 time hver vej til arbejde. Det vil min bagdel nok takke mig for, men det giver mig en mindre motionsmængde. Med et kalorieforbrug der svarer til 7-8 spinning-timer om ugen, tror jeg det er meget fornuftigt at skrue lidt ned.

Det er en mærkelig følelse lige nu at have sine sidste dage på arbejdspladsen, hvor jeg i årevis har følt mig utilpas og langt fra tryg. For sammenlignet med det nye jeg skal starte på, er det alligevel mere trygt og velkendt. Her kender jeg trods alt præmisserne og spillereglerne.

Sammenlignet med de fordele jeg så ved jobskiftet i 2011 er jeg stadig bedre stillet. På de fleste punkter får jeg samme eller bedre forhold end mit forrige job. Som jeg ser det, her i perioden før jeg er startet i det nye job, tror jeg kun at jeg giver køb på at arbejde et sted, hvor der af og til sker noget spændende udenfor vinduerne. Selvom jeg er nysgerrig af natur, synes jeg det er en god byttehandel.

Hvis utrygheden skulle blive for stor, kan jeg bare tænke på den virksomhedsånd, som jeg ikke bryder mig om, den manglende tillid og ingen frihed under ansvar. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg gerne vil væk fra den udeblevne fleksibilitet, som jeg ikke forstår årsagen til, og som er ved at kvæle mit privatliv.

Lignende indlæg:

Nyt job 2016: hvad jeg opnår

Når jeg skifter job lige om lidt, får jeg en række muligheder og forbedringer:

  • En mulighed for at arbejde med mit speciale, IT-dokumentation og compliance, i en sammenhæng hvor det er en accepteret præmis for virksomhedens aktiviteter.
  • Bredere ansvarsområde
  • Kendskab til helt ny branche
  • Arbejde i en større virksomhed med større mulighed for faglig sparring
  • Mærkbart kortere transporttid
  • Flextid med fixtid kl. 9:00 – 14:00
  • Betaling ved evt. overarbejde

Vigtigst af alt forventer jeg, som beskrevet i dette blogindlæg, at opnå en bedre balance mellem arbejde og privatliv.

Sidst jeg skiftede job opnåede jeg en lang række forbedringer i ansættelsesvilkår. Jeg var meget imponeret over at få bonusordning, mange ekstra fridage og firma-iPhone, fordi jeg følte at det signalerede, at man betragtede sine medarbejdere som værdsatte specialister. Disse fordele falmede efterhånden som det gik op for mig, hvilke værdier der lå nedenunder – værdier, som ikke handlede om at værdsætte sine medarbejdere.

Derfor holder jeg mig lidt tilbage med at juble over de nye fordele jeg opnår ved dette jobskift. Det er selvfølgelig forjættende at se frem til 1 times ekstra fritid om dagen, og ikke længere at føle sig holdt i kort snor. Brændt barn skyer ilden, og det er svært at slippe frygten for, at jeg igen skal opleve at blive så skuffet, at de ting som på papiret er forbedringer ikke betyder noget.

Lignende indlæg:

Halvhjertet

Mine dage i Pensionsministeriet rinder ud. Jeg rydder op i skabe og skuffer, og overdrager til mine kolleger. Jeg har sagt farvel til de første kolleger, været til den månedlige fredagsmorgenmad for sidste gang, og jeg har sagt tak for god behandling til fysioterapeut Martin, som har givet mig massage hver anden fredag. Jeg har også været til fratrædelsessamtale – for første og sidste gang.

De sidste par steder jeg har været ansat har der været et forsøg på opsamling af erfaringer omkring medarbejderes årsager til at sige op og søge hen til et andet job. Nogle steder er det i form af et spørgeskema, andre steder fulgt op af en samtale med en person fra HR, og sådan var det også denne gang.

Jeg blev bedt om at udfylde et skema med spørgsmål om min ansættelse og fremsende det inden samtalen. I skemaet blev man bedt om ærligt at svare på, i hvilken grad man har været tilfreds med introduktion, opgaver, samarbejde osv. Derefter spørges der til den væsentligste årsag til beslutningen om at sige op, og man bedes nævne gode og dårlige ting ved at arbejde dette sted. Til sidst efterlyser man ligefrem tiltag der kan gøres, for at gøre arbejdspladsen mere attraktiv.

Før jeg sagde op tænkte jeg tit på hvad jeg skulle sige, hvis der var nogen fra ledelsen der spurgte mig hvad jeg synes om at være ansat der. Jeg har egentlig været uenig med mange ledelsesmæssige valg og værdier i den virksomhed, og et sådant spørgsmål kunne godt skabe en klemt situation, hvor jeg enten ville være nødt til at lyve eller tie, hvis jeg ville bevare den gode stemning. Samtidig har jeg haft en stor lyst til at lade dem vide, hvordan det føles at være ansat i virksomheden, for ledelsen signalerer kun harmoni og konsensus.

I fratrædelsesskemaet var der pludselig anledning til at få sagt alle de ting, jeg ellers kun har snakket om henover middagsbordet – alle de ting, som hele min familie er forargede og rystede over. Spørgsmålet er bare hvilket formål det tjener, når nu jeg HAR sagt op. Og ville de overhovedet kunne forstå mig?

Jeg valgte at udfylde skemaet med min ærlige mening – skrevet så sobert som muligt, men uden at lægge fingre imellem. For min egen sjælefred, og for de kolleger som fortsat skal være i virksomheden. Jeg skrev om et job der egentlig var interessant på papiret, om en virksomhed som har alle forudsætninger for at være en rigtig god arbejdsplads, og om den ubetingede verbale opbakning fra alle ledelseslagene over mig. Men jeg skrev også om et belastende fysiske arbejdsmiljø, om den fleksibilitet som jeg blev lovet men ikke fik, om den mærkelige kultur og om at have tillid til sine medarbejdere og give dem frihed under ansvar.

Det viste sig dog at være skønne spildte kræfter. Ved fratrædelsessamtalen havde Pensionsministeriets HR-person ikke læst skemaet på forhånd, men sad og læste det mens vi talte. Vi snakkede om arbejdsopgaverne, og hvorfor det havde været svært for mig at komme til at udføre opgaverne. Men da vi kom hen til der hvor substansen lå; det som var min egentlige grund til at søge væk, stoppede samtalen. HR-medarbejderen læste lidt på det jeg havde skrevet, sagde ikke et ord, men lukkede bare skemaet sammen, lagde det til side og begyndte at tale om praktiske ting ifm. fratrædelsen: aflevering af adgangskort og skuffemodul.

Man kan vist ikke sige, at sådan en adfærd bunder i et reelt ønske om at forstå hvorfor medarbejdere forlader virksomheden. Og jeg må sige, at jeg er ikke overrasket. Det slog mig, at det egentlig var ret symptomatisk for, hvordan mange ting omkring ledelse og personaleadministration kører i Pensionsministeriet.

Virksomheden har alle de ‘rigtige’ ting, som man har på andre arbejdspladser: samarbejdsudvalg, personaleforening, udviklingssamtaler, personalegoder. Men i praksis får det hele et skær af pligt, noget der bare skal overståes, så man kan rapportere til bestyrelse og andre, at det er sket. Der er ingen der taler om hvorfor man gør det, hvad formålet er og hvad man vil opnå.

Som medarbejder føles det som om arbejdsgiverens indsat i disse sammenhænge er halvhjertet. Jeg kan ikke lade være med at tænke at det skyldes, at man inderst inde ikke interesserer sig for substansen i det: at skabe en god arbejdsplads, så man kan få det optimale ud af sine medarbejdere, med henblik på at få organisationen til at arbejde så godt som overhovedet muligt.

Det er en mærkelig følelse, når man selv har forsøgt at lægge en helhjertet indsats i sin stilling, i et forsøg på at give virksomheden størst mulig værdi af de IT-systemer man har investeret i.

Lignende indlæg:

Mellem jobs

Februar er i år blevet den der mærkelige måned for mig. Den der måned, hvor man er mellem 2 jobs. Jeg har sagt op, men er stadig på arbejdspladsen og kører min daglige rutine. Forude ligger et andet job: nyt, spændende, ukendt.

Jeg sagde op lidt over kl. 8 om morgenen, den sidste hverdag i januar. Min opsigelse blev først meldt ud til mine kolleger kl. 15 om eftermiddagen, og indtil da måtte jeg ikke fortælle nogen om det. Det var en meget mærkelig følelse at gennemføre en arbejdsdag vel vidende, at jeg havde sagt op, samtidig med at alle jeg interagerede med troede, at alt var som det plejer.

Da kollegerne så endelig fik det at vide, kom der selvfølgelig en masse reaktioner. Alle sagde tillykke, og næsten samtidig udtrykte de ærgrelse over at miste mig som kollega. Nogen af dem vidste godt lidt om hvordan jeg havde det med jobbet, og var glade på mine vegne.

Derefter handler det om overdragelse. Pludselig er det vigtigere, at jeg overdrager og dokumenterer, end at jeg udfører de daglige opgaver. Så selvom jeg stadig står op på samme tid, kører det samme sted hen, og starter dagen med et glas te på samme måde som før, så er mit fokus et lidt andet.

Jeg er stadig i mit sædvanlige element. Selvom jeg aldrig har følt mig rigtig tryg på min nuværende arbejdsplads, er det nu pludselig det der føles trygt i forhold til det nye der starter til marts. Det faktum at jeg har sagt op, gør selvfølgelig også, at jeg kan slappe lidt mere af. Jeg tager mig selv i at give mig tid til at tale med kollegerne, jeg kom med en kæk bemærkning til områdedirektøren da han kommenterede at både jeg og min sidemand skrev SMS’er, og jeg tænker ikke så meget over hvor længe jeg er væk, når jeg går ud for at hvile ørerne. Jeg tog endda kage med til kollegerne i går – helt uden årsag. Jeg behøver ikke længere at frygte konsekvenser.

Samtidig går jeg og venter på at skulle starte på en ny arbejdsplads til marts. Det blev meget virkeligt, da jeg så mine nye initialer i en kopi af den mail, som min kommende chef sendte rundt til sin afdeling for at informere om at jeg starter. Jeg er også begyndt at se på hvilken vej jeg skal cykle på arbejde. Jeg får ca. 10 km. kortere på arbejde, så det kommer til at få mærkbar indflydelse på min hverdagsrytme.

Jeg er meget spændt på det nye job. Det er en helt ny branche for mig. Der kommer til at være meget at lære om forretningsområdet, og selve jobindholdet er også lidt anderledes end mit nuværende job. Dertil kommer det store arbejde det er at komme ind i hverdagen, omgangstonen osv.

Det giver et lille sug i maven at tænke på om jeg nu kan leve op til kollegerne og arbejdspladsens forventninger. Og også, om jobbet kan leve op til mine egne forventninger. Men jeg er fortrøstningsfuld, for jeg ved at jeg har truffet min beslutning på baggrund af nøje overvejelser og erfaringer fra tidligere. Jeg har gjort det før, og jeg kan gøre det igen.

Lignende indlæg: