Nyt job 2016: hvad jeg opnår

Når jeg skifter job lige om lidt, får jeg en række muligheder og forbedringer:

  • En mulighed for at arbejde med mit speciale, IT-dokumentation og compliance, i en sammenhæng hvor det er en accepteret præmis for virksomhedens aktiviteter.
  • Bredere ansvarsområde
  • Kendskab til helt ny branche
  • Arbejde i en større virksomhed med større mulighed for faglig sparring
  • Mærkbart kortere transporttid
  • Flextid med fixtid kl. 9:00 – 14:00
  • Betaling ved evt. overarbejde

Vigtigst af alt forventer jeg, som beskrevet i dette blogindlæg, at opnå en bedre balance mellem arbejde og privatliv.

Sidst jeg skiftede job opnåede jeg en lang række forbedringer i ansættelsesvilkår. Jeg var meget imponeret over at få bonusordning, mange ekstra fridage og firma-iPhone, fordi jeg følte at det signalerede, at man betragtede sine medarbejdere som værdsatte specialister. Disse fordele falmede efterhånden som det gik op for mig, hvilke værdier der lå nedenunder – værdier, som ikke handlede om at værdsætte sine medarbejdere.

Derfor holder jeg mig lidt tilbage med at juble over de nye fordele jeg opnår ved dette jobskift. Det er selvfølgelig forjættende at se frem til 1 times ekstra fritid om dagen, og ikke længere at føle sig holdt i kort snor. Brændt barn skyer ilden, og det er svært at slippe frygten for, at jeg igen skal opleve at blive så skuffet, at de ting som på papiret er forbedringer ikke betyder noget.

Lignende indlæg:

Halvhjertet

Mine dage i Pensionsministeriet rinder ud. Jeg rydder op i skabe og skuffer, og overdrager til mine kolleger. Jeg har sagt farvel til de første kolleger, været til den månedlige fredagsmorgenmad for sidste gang, og jeg har sagt tak for god behandling til fysioterapeut Martin, som har givet mig massage hver anden fredag. Jeg har også været til fratrædelsessamtale – for første og sidste gang.

De sidste par steder jeg har været ansat har der været et forsøg på opsamling af erfaringer omkring medarbejderes årsager til at sige op og søge hen til et andet job. Nogle steder er det i form af et spørgeskema, andre steder fulgt op af en samtale med en person fra HR, og sådan var det også denne gang.

Jeg blev bedt om at udfylde et skema med spørgsmål om min ansættelse og fremsende det inden samtalen. I skemaet blev man bedt om ærligt at svare på, i hvilken grad man har været tilfreds med introduktion, opgaver, samarbejde osv. Derefter spørges der til den væsentligste årsag til beslutningen om at sige op, og man bedes nævne gode og dårlige ting ved at arbejde dette sted. Til sidst efterlyser man ligefrem tiltag der kan gøres, for at gøre arbejdspladsen mere attraktiv.

Før jeg sagde op tænkte jeg tit på hvad jeg skulle sige, hvis der var nogen fra ledelsen der spurgte mig hvad jeg synes om at være ansat der. Jeg har egentlig været uenig med mange ledelsesmæssige valg og værdier i den virksomhed, og et sådant spørgsmål kunne godt skabe en klemt situation, hvor jeg enten ville være nødt til at lyve eller tie, hvis jeg ville bevare den gode stemning. Samtidig har jeg haft en stor lyst til at lade dem vide, hvordan det føles at være ansat i virksomheden, for ledelsen signalerer kun harmoni og konsensus.

I fratrædelsesskemaet var der pludselig anledning til at få sagt alle de ting, jeg ellers kun har snakket om henover middagsbordet – alle de ting, som hele min familie er forargede og rystede over. Spørgsmålet er bare hvilket formål det tjener, når nu jeg HAR sagt op. Og ville de overhovedet kunne forstå mig?

Jeg valgte at udfylde skemaet med min ærlige mening – skrevet så sobert som muligt, men uden at lægge fingre imellem. For min egen sjælefred, og for de kolleger som fortsat skal være i virksomheden. Jeg skrev om et job der egentlig var interessant på papiret, om en virksomhed som har alle forudsætninger for at være en rigtig god arbejdsplads, og om den ubetingede verbale opbakning fra alle ledelseslagene over mig. Men jeg skrev også om et belastende fysiske arbejdsmiljø, om den fleksibilitet som jeg blev lovet men ikke fik, om den mærkelige kultur og om at have tillid til sine medarbejdere og give dem frihed under ansvar.

Det viste sig dog at være skønne spildte kræfter. Ved fratrædelsessamtalen havde Pensionsministeriets HR-person ikke læst skemaet på forhånd, men sad og læste det mens vi talte. Vi snakkede om arbejdsopgaverne, og hvorfor det havde været svært for mig at komme til at udføre opgaverne. Men da vi kom hen til der hvor substansen lå; det som var min egentlige grund til at søge væk, stoppede samtalen. HR-medarbejderen læste lidt på det jeg havde skrevet, sagde ikke et ord, men lukkede bare skemaet sammen, lagde det til side og begyndte at tale om praktiske ting ifm. fratrædelsen: aflevering af adgangskort og skuffemodul.

Man kan vist ikke sige, at sådan en adfærd bunder i et reelt ønske om at forstå hvorfor medarbejdere forlader virksomheden. Og jeg må sige, at jeg er ikke overrasket. Det slog mig, at det egentlig var ret symptomatisk for, hvordan mange ting omkring ledelse og personaleadministration kører i Pensionsministeriet.

Virksomheden har alle de ‘rigtige’ ting, som man har på andre arbejdspladser: samarbejdsudvalg, personaleforening, udviklingssamtaler, personalegoder. Men i praksis får det hele et skær af pligt, noget der bare skal overståes, så man kan rapportere til bestyrelse og andre, at det er sket. Der er ingen der taler om hvorfor man gør det, hvad formålet er og hvad man vil opnå.

Som medarbejder føles det som om arbejdsgiverens indsat i disse sammenhænge er halvhjertet. Jeg kan ikke lade være med at tænke at det skyldes, at man inderst inde ikke interesserer sig for substansen i det: at skabe en god arbejdsplads, så man kan få det optimale ud af sine medarbejdere, med henblik på at få organisationen til at arbejde så godt som overhovedet muligt.

Det er en mærkelig følelse, når man selv har forsøgt at lægge en helhjertet indsats i sin stilling, i et forsøg på at give virksomheden størst mulig værdi af de IT-systemer man har investeret i.

Lignende indlæg:

Mellem jobs

Februar er i år blevet den der mærkelige måned for mig. Den der måned, hvor man er mellem 2 jobs. Jeg har sagt op, men er stadig på arbejdspladsen og kører min daglige rutine. Forude ligger et andet job: nyt, spændende, ukendt.

Jeg sagde op lidt over kl. 8 om morgenen, den sidste hverdag i januar. Min opsigelse blev først meldt ud til mine kolleger kl. 15 om eftermiddagen, og indtil da måtte jeg ikke fortælle nogen om det. Det var en meget mærkelig følelse at gennemføre en arbejdsdag vel vidende, at jeg havde sagt op, samtidig med at alle jeg interagerede med troede, at alt var som det plejer.

Da kollegerne så endelig fik det at vide, kom der selvfølgelig en masse reaktioner. Alle sagde tillykke, og næsten samtidig udtrykte de ærgrelse over at miste mig som kollega. Nogen af dem vidste godt lidt om hvordan jeg havde det med jobbet, og var glade på mine vegne.

Derefter handler det om overdragelse. Pludselig er det vigtigere, at jeg overdrager og dokumenterer, end at jeg udfører de daglige opgaver. Så selvom jeg stadig står op på samme tid, kører det samme sted hen, og starter dagen med et glas te på samme måde som før, så er mit fokus et lidt andet.

Jeg er stadig i mit sædvanlige element. Selvom jeg aldrig har følt mig rigtig tryg på min nuværende arbejdsplads, er det nu pludselig det der føles trygt i forhold til det nye der starter til marts. Det faktum at jeg har sagt op, gør selvfølgelig også, at jeg kan slappe lidt mere af. Jeg tager mig selv i at give mig tid til at tale med kollegerne, jeg kom med en kæk bemærkning til områdedirektøren da han kommenterede at både jeg og min sidemand skrev SMS’er, og jeg tænker ikke så meget over hvor længe jeg er væk, når jeg går ud for at hvile ørerne. Jeg tog endda kage med til kollegerne i går – helt uden årsag. Jeg behøver ikke længere at frygte konsekvenser.

Samtidig går jeg og venter på at skulle starte på en ny arbejdsplads til marts. Det blev meget virkeligt, da jeg så mine nye initialer i en kopi af den mail, som min kommende chef sendte rundt til sin afdeling for at informere om at jeg starter. Jeg er også begyndt at se på hvilken vej jeg skal cykle på arbejde. Jeg får ca. 10 km. kortere på arbejde, så det kommer til at få mærkbar indflydelse på min hverdagsrytme.

Jeg er meget spændt på det nye job. Det er en helt ny branche for mig. Der kommer til at være meget at lære om forretningsområdet, og selve jobindholdet er også lidt anderledes end mit nuværende job. Dertil kommer det store arbejde det er at komme ind i hverdagen, omgangstonen osv.

Det giver et lille sug i maven at tænke på om jeg nu kan leve op til kollegerne og arbejdspladsens forventninger. Og også, om jobbet kan leve op til mine egne forventninger. Men jeg er fortrøstningsfuld, for jeg ved at jeg har truffet min beslutning på baggrund af nøje overvejelser og erfaringer fra tidligere. Jeg har gjort det før, og jeg kan gøre det igen.

Lignende indlæg:

Farvel til Pensionsministeriet

Siden oktober 2011 har jeg arbejdet som ansvarlig for dokumentation af IT-systemer i et pensionsselskab. Det holder jeg op med, når februar er ovre. Jeg sagde op i fredags.

Jeg var ellers ret glad, da jeg fik jobbet efter et 2 måneder langt rekrutteringsforløb. Med Mercuri Urval var jeg igennem 4 samtaler og omfattende testning. Jeg fik god feedback og fine testresultater, og det virkede som et rigtig godt match. Her var en mulighed for at arbejde dedikeret med dokumentation i en danskejet virksomhed, hvor outsourcing ikke så ud til at kunne gøre mig arbejdsløs. Og jeg ville slippe for lang transporttid med mange led af cykling og offentlig transport.

Jeg blev forelagt en ansættelseskontrakt, hvor der var et par kameler at sluge, bla. ingen øvre arbejdstid. Til gengæld var lønnen fair og der var mange fridage. Jeg var så glad for jobindholdet og muligheden for at få en lettere hverdag, at jeg accepterede tilbuddet og forlod min daglige plads i hjørnet af Hangar 276.

Jeg gik på opgaverne med krum hals, og i starten opnåede jeg en hel del. Ledelsen har hele vejen igennem udtrykt stor opbakning til mit arbejde. Alligevel har det været umådelig svært for mig at komme til at arbejde struktureret med dokumentationen.

På den ene side blev jeg sat til at forvalte et højt ambitionsniveau for kvaliteten af dokumentationen. På den anden side kunne det ikke lade sig gøre i praksis, fordi organisationen ikke var gearet til det. Eksekveringen af mine opgaver mindede om at slå i dyner, og jeg havde meget få succesoplevelser. Det tærede på energien.

Nogen kalder det ‘modvindskompetencer’, og jeg kunne måske holde til at fortsætte kampen, hvis der var nogle rigtig gode omstændighederne omkring jobbet. Det ville betyde meget for mig, hvis jeg havde en fleksibilitet, der gjorde det nemt at klare familielivet, og hvis det var rart at være på arbejdspladsen.

Desværre er det fysiske arbejdsmiljø blevet en stor modstander for min sensitivitet. Henover årene er vi kommet til at sidde tættere og tættere i storrumskontoret, og i dag oplever jeg det som utrolig svært at koncentrere mig pga. støj og afbrydelser. Arbejdsgiverens løsning er regulering af medarbejdernes adfærd, og jeg har været blandt dem der har fået reprimander for at snakke med mine kolleger.

Da jeg blev ansat med vilkårene ‘ingen øvre arbejdstid’ fik jeg det indtryk, at virksomheden arbejdede ud fra principper om frihed under ansvar. Jeg fik forklaret, at der var mulighed for at arbejde hjemmefra, man kunne gå tidligt og arbejde lidt hjemmefra om aftenen, og der blev tilbudt udstyr til hjemmearbejdsplads.

I jobopslagene skriver de stadig, at samarbejde er baseret på tillid, men det er slet ikke sådan jeg har oplevet det. Nok har jeg kunnet få lov at arbejde hjemme af og til, men kun hvis formålet kan godkendes af chefen. Jeg har måttet søge skriftligt med en uddybende begrundelse, og det føles ærlig talt som mistillid at stå der med hatten i hånden. Efter at jeg i mange år på tidligere arbejdspladser selv har kunnet planlægge den slags frit, føles det ydmygende og nedværdigende at skulle kontrolleres på den måde.

Frem for alt giver det ikke den fleksibilitet man har brug for i en familie, hvor begge voksne har fuldtidsarbejde. Hvis man har brug for at lave aftale med en håndværker eller om levering af hårde hvidevarer, duer det ikke at man ikke kan lave aftalen på stedet, men er afhængig af bureaukrati.

Som beskrevet i min årsopgørelse for 2015 er vores hverdag spidset til i forbindelse med, at Mads pludselig er begyndt at få enormt meget overarbejde. På trods af løfterne før jeg blev ansat, kunne jeg ikke få lov til at bruge modellen med at køre tidligt og tage PC’en med hjem visse dage. Det har sat mig i en loyalitetskonflikt mellem mit job og mit familieliv, og især hensynet til min hunds livskvalitet. Det kan jeg ikke holde til i længden.

Dette er alle faktorer der gør, at jeg nøjagtig som for 4½ år siden nu må konstatere, at vægtskålene med ‘for’ og ‘imod’ ikke længere er i balance for det job jeg forlader.

Måske kunne jeg acceptere ulemperne, hvis der var en god grund. Men det virker uforståeligt, at man skal proppe så mange mennesker ind i et storrumskontor, samtidig med at der er store ledige arealer lige i nærheden af hvor man sidder. Og jeg kan heller ikke forstå, at jeg ikke kan gør brug af den fleksibilitet, som teknologien muliggør. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om nogen begrundelse baseret på min ansvarsfulde varetagelse af mine opgaver – kun et princip for princippets skyld.

Jeg skriver Pensionsministeriet i titlen til dette blogindlæg. Det er fordi at disse mærkeligheder minder mig om min tid i en statslig styrelse, hvor alt var centreret om ministerbetjening og politiske mekanismer. Her kunne det godt forekomme, at man nedprioriterede praktiske og logiske hensyn til medarbejdernes effektivitet i hverdagen pga. højere politiske hensyn. Men det er nu alligevel en mærkelig tanke, når man tager i betragtning hvem ejerne af virksomheden er.

Hvorom alting er; jeg har sagt op og skal ikke være i den virksomhed ret meget mere. Jeg har ledt efter nyt job ret længe, og har længtes efter den dag hvor jeg kunne sige op. Da dagen så kom, var det alligevel mere vemodigt end jeg havde troet. Jeg havde en følelse af fiasko – jeg havde givet op. Jeg vil gerne se det som en investering i en bedre hverdag, men det var nu alligevel ærgerligt at det ikke kunne fungere. Det kunne have været så godt.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2015

Hvert år ved nytår plejer jeg her på bloggen at lave en opgørelse over det forgangne år. Det virker naturligt for mig at binde en sløjfe på det år, der nu er gået. Jeg vil gerne prøve at huske det gode og det onde der er sket, men jeg bruger lige så meget opgørelsen til at arkivere det der gjorde mig vred og ked af det i glemmebogen, og måske finde en nye måder at tackle fremtidige oplevelser på.

Arbejde

Både mit og husbonds arbejdsliv har været udfordrende og meget dominerende i 2015.

Efter store organisatoriske ændringer over de sidste par år, skulle 2015 være året hvor der faldt mere ro over hverdagen på min arbejdsplads. Fra at være undervejs i 2-3 år skulle vi nu over i daglig drift. Ledelsen lovede mere stabilitet, mere plads på kontoret og bedre kaffe.

Det var en skuffelse at vende tilbage til kontoret efter sommerferien. Der var sket synlige forandringer: der var malet, kunsten på væggene var udskiftet med fotografier af vores kunder, og bordpladerne var blevet sorte. Men der var ikke mere plads end før, teen var blevet dårligere, og ind sneg sig også ændrede leveregler som var svære at forstå.

Mads’ travlhed er eskaleret henover 2015. Indtil han satte bremserne i i november, arbejdede han over hver eneste dag. Udover det daglige arbejde har der været aftenarbejde, weekendarbejde, undervisning og projektopgaver. Det tager næsten alle Mads’ kræfter, og hans overskud til fritids- og familieliv er meget lille.

Denne nye virkelighed har gjort det svært for os at få vores hverdag til at fungere. Det var jo ellers Mads, der havde den korte arbejdstid, de ordnede forhold med overenskomst og den korteste transporttid. Hans overarbejde lagde pres på mig i forhold til at komme hjem til Adina i en rimelig tid. I den situation mærker jeg virkelig, at jeg har et job med meget lidt fleksibilitet. Vi har været nødsaget til at bede om hjælp fra forældre og andre for at få det daglige til at løbe rundt, så Adina ikke skal være alene hjemme alt for længe. Det huer mig bestemt ikke – jeg vil gerne kunne klare mig selv og give min hund et godt liv. Men jeg er dybt taknemmelig for at have mulighed for at vi kan få den støtte.

Bolig

Også i 2015 har vi været utrolig glade for vores nye, gamle hus i Birkerød. Jeg ved slet ikke hvordan vi skulle have klaret sådan et år på arbejde, hvis ikke vi havde haft den mulighed for restitution, som det hus giver os. Muligheden for at trække sig helt uforstyrret tilbage for at lade batterierne op er helt essentiel for mig for at klare hverdagens både selv- og uforskyldte strabadser, både fysisk og psykisk.

Vi slapper dog ikke kun af. Der har i 2015 fortsat været en række ting vi gerne ville gøre ved både hus og sommerhus. I påsken lagde vi træterrasse ved sommerhuset, til stor nydelse i den efterfølgende sommerferie. I Birkerød satte vi støjdæmpende hegn op ud mod den befærdede vej vi bor op ad, og det gav mere ro og følelse af uforstyrrethed.

I år har jeg gjort en del for at lære den nye by at kende. Jeg forsøger så vidt muligt at gøre mine indkøb lokalt, og kommer jævnligt på Birkerød Hovedgade, i butikkerne i Bistrup og den lokale gårdbutik. Grundlovsdag oplevede Mads og jeg den gamle Præstegårdshave, hvor vi hørte daværende udenrigsminister Martin Lidegaard holde grundlovstale. Og i sommerferien besøgte jeg sammen med Mads og min far det lille lokalhistoriske museum. Jeg nyder den slags kulturelle oplevelser.

Socialt liv

For mange familier der flytter til en ny by, er det nok børnenes skolegang og fritidsliv der giver anledning til nye relationer og sociale kontakter.

For mig er det min hund Adina, der skaber de fleste kontakter. For enden af vores vej er der indgang til den lokale hundeskov, og det giver mig mange nye bekendtskaber. Adina har fået flere legekammerater, som nu styrer direkte hen til havelågen for at komme ind og lege med hende, når de kommer forbi, og så får menneskene også lige en sludder og måske en kop kaffe. Også gåtur i selve skoven har jeg lært både mennesker og hunde at kende.

Det var også på grund af Adina, at vi i juli drog afsted til det nordlige Jylland. Der var inviteret til træf på den kennel Adina kommer fra, og det var en festlig dag med hele 17 hvide schæfere, der vimsede rundt på den store landejendom.

Det sociale liv ifm. Adina kommer af sig selv, for hunden skal jo luftes. Men derudover har jeg haft dårlige mulighed for at dyrke sociale relationer i 2015. Pga. Mads’ overarbejde kan jeg ikke lave aftaler efter fyraften på hverdage – jeg skal hjem til hunden. Weekenderne er nærmest overstået før de er begyndt pga. byggeprojekter, almindelig vedligeholdelse af hus og have, og fordi jeg er nødt til at prioritere mental restitution for at fungere til daglig. Heldigvis har der dog været et par større begivenheder i året, der har givet os lejlighed til at se familie og venner.

Oplevelser og begivenheder

årsopgørelsen for 2014 brugte jeg vores kaffemaskine som et billede på, at vi får flere gæster end vi gjorde da vi boede i Virum. I år har vi fået os en ny kaffemaskine, Tassimo, som gør det endnu lettere at lave en kop kaffe til gæster. Jeg har købt en masse forskellige kaffevarianter, og har haft flere lejligheder til at byde på Latte Macchiato og Café Crema, men jeg har også været en del ude.

Kaffemaskinen kom på arbejde, da vi fejrede Mads’ 40 års fødselsdag i oktober. Pejsestuen blev dækket op til 16 personer, og vi nød dejlig indisk mad, mens hele familien Appelby hyggede sig.

Tidligere på året blev min veninde Mette også 40. Det blev fejret på en restaurant i København, hvor vi simpelthen fik serveret alle de grillede kødretter der var på menukortet. Sikke en kød-fest!

Ved min fasters 70-års fødselsdag blev næsten hele min fars familie samlet. Vi bor langt fra hinanden og i flere forskellige lande, så det er ikke så tit det sker. Selvom vi tilbragte en eftermiddag sammen i Frilandsmuseets charmerende selskabslokaler, fik jeg ærgerligt nok ikke talt med alle.

Jeg havde 25 års studenterjubilæum i 2015, og blev inviteret til sammenkomst på gymnasiet. Jeg var med til at spore nogle af de gamle klassekammerater, men valgte ikke at deltage i selve festen. Jeg synes det er sjovt at se hvad der er blevet af de forskellige kammerater, men finder Instragram og Facebook tilstrækkeligt.

Julen blev ret social. Min bror kom til Danmark for første gang i 3 år, og det skulle udnyttes. Foruden selve juleaften var vi værter for mine forældre og min bror flere gange. Det føles rigtig godt og meningsfuldt at lave hyggelige arrangementer for min familie.

Samfundet

Skal jeg kigge lidt udover min egen næsetip, bød året 2015 på folketingsvalg og efterfølgende ny regering. Det blev en mærkelig oplevelse.

Danmarks første kvindelige statsminister og hendes parti fik et rigtig godt valg, selvom det plejer at ‘koste’ at have regeringsmagten. Alligevel tippede balancen, og hun mistede magten, hvilket fik hende til at kaste håndklædet i ringen, ikke bare som statsminister, men som formand for Socialdemokratiet.

Der var altså borgerligt flertal, men de partier der plejer at danne regering gik meget tilbage ved valget. Det største borgerlige parti blev Dansk Folkeparti, men de smed også håndklædet i ringen og ville ikke indgå i en regering.

Resultatet blev en ren Venstre-regering, som ikke virker til at have så langsigtet et perspektiv. Indtil nu har de kun gennemført nogle af de mere smålige mærkesager fra støttepartierne og deres eget partiprogram.

Den skyttegravsagtige debat jeg omtalte i juli er kun blevet værre. Når regering vælger at stoppe grundskyldens himmelflugt, så vi der ejer vores bolig ‘kun’ skal betale det samme i skat, som vi gjorde i 2015, bliver det kaldt “at forgylde de rige”.

Retorikken omkring flygtninge og migranter er også polariseret. Enten tager man imod alle 20 millioner med åbne arme, eller også er man racist. Jeg er som så mange andre dybt bekymret over flygtningesituationen, både for de enkelte flygtninge,  og hvad det betyder for Danmark. Jeg håber at der er nogle dygtige ledere og diplomater der kan finde noget der peger i retning af en løsning.

Alt i alt synes jeg ikke at 2015 har været et særlig godt år.

Helt grundlæggende er jeg glad og taknemmelig for mit liv med Mads og Adina og vores familie og venner. Jeg er også glad for en række nye relationer – Facebook siger at jeg har fået 19 nye venner i år, og det er ikke så lidt når man tager i betragtning, at jeg kun bliver FB-venner med folk jeg kender fra virkeligheden.

Arbejdsmarkedets grænseoverskridende krav og manglende fleksibilitet har fyldt for meget i mit 2015, og gjort det svært for mig at leve mit liv fuldt ud. De rigtig dårlige nyheder er, at lige nu kan jeg ikke se lys for enden af tunnelen.

Over årene har jeg lavet mange forandringer i mit liv for at mindske effekten af de stress-faktorer jeg oplever i mit liv. I øjeblikket har jeg ikke overskud og kreativitet til at finde flere omveje og genveje. Jeg tror at vejen frem lige nu er at forsøge at leve livet dag for dag, og nyde det der er at nyde. Som for eksempel den flotte solopgang, som er i toppen af dette blogindlæg. Den var lige foran mig på årets sidste dag, da jeg stod ud fra brusebadet og så ud ad vinduet ud mod skoven.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Job for en sensitiv

Arbejdslivet har i mange år været en udfordring for min sensitivitet, og er det stadig. Alene de fysiske forhold omkring arbejdet påvirker mig meget. Når jeg fortæller andre sensitive at jeg til hverdag sidder

  • i storrumskontor med omring 50 andre mennesker
  • med min chef siddende direkte til venstre for mig og hans chef lige bagved mig
  • skråt foran døren til et meget benyttet mødelokale
  • under et LED-spot, som lyser direkte ned i hovedet på mig
  • i 10 meter ubrudt linje til kaffemaskinen

så sukker de dybt og får medlidenhed med mig. Når jeg dertil fortæller, at det kun i meget begrænset omfang er muligt at arbejde hjemmefra, og at jeg ikke har flextid men ingen øverste arbejdstid forstår de godt, at jeg meget nemt bliver overstimuleret.

Disse forhold er nærmest som skabt til at trykke på mine sensitive punkter: stillen ind på andre mennesker, fysisk tæthed med mange mennesker og mange lyde. Det gør, at mit arbejdsmiljø er meget belastende for mig. Det er næsten umuligt for mig at koncentrere mig i det miljø. Men det skal jeg jo, for jeg skal udføre mit arbejde. Det skaber en konflikt i mig, som med tiden ophober stress.

Min udfordring er derfor at finde en måde at passe mit arbejde trods de langt fra optimale omstændigheder. Jeg har forskellige metoder. Min bedste ven er min smartphone, hvor jeg har et godt udbud af apps der kan spille musik og podcasts i mine hovedtelefoner. Det bruger jeg til at lukke uroen ude, når jeg skal arbejde koncentreret ved min plads.

En gang om formiddagen og en gang om eftermiddagen rejser jeg mig fra min plads og går et andet sted hen. Jeg går ned i kantinen og tager noget at drikke, bladrer måske lidt i en avis. Eller jeg går rundt om bygningen, trækker vejret dybt og ruller lidt med skuldrene. Det giver mig en lille pause fra det intense miljø på min pind, og hjælper til at berolige nervesystemet.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Ingen idé

På min blog kan man under Arkiver hurtigt se, hvor mange blogindlæg jeg skriver hver måned. Der er en tendens til at jeg skriver flest blogindlæg når jeg har ferie omkring jul, påske og sommer og næstflest i måneder lige efter jeg har holdt ferie. Det er til dels fordi jeg oplever mere når jeg har ferie. Det hænger helt klart også sammen med hvor stort mentalt overskud jeg har. Da jeg var syg med stress i vinteren 2012/2013 kunne jeg slet ikke skrive, og når jeg har travlt bliver der ikke skrevet så mange indlæg.

En tydelig indikator for, hvor meget jeg er i balance, er hvor mange idéer jeg får. Når jeg får mange idéer føler jeg, at jeg er meget mig selv. Denne kreativitet smitter også af på bloggen. Jeg kan aflæse mit eget overskud ved at se på tallene for, hvor mange blogindlæg jeg har fået skrevet.

I øjeblikket skriver jeg ikke så mange blogindlæg. I februar måned blev det kun til 2 stk., og her i marts er vi en tredjedel inde i måneden før jeg skriver dette første indlæg, og jeg føler mig faktisk ikke særlig inspireret her i skrivende stund. Det overrasker mig lidt, for jeg synes ellers det går meget godt for tiden. Jeg har ikke alt for travlt på arbejde, og vi er rimelig godt med på hjemmefronten.

Nu hvor det slår mig, at jeg ikke har særlig mange idéer til blogindlæg, kommer jeg også i tanke om at jeg faktisk har mere tinnitus end jeg plejer. Ved mit stressnedbrud for 2 år siden havde hyletone i hovedet, og efter jeg var raskmeldt var det der stadig visse dage om aftenen, når jeg lagde mig til at sove. Jeg brugte det til at pejle efter om jeg skulle passe på mht. stress. De sidste mange uger har jeg faktisk haft det allerede fra morgenstunden. Måske jeg skulle passe lidt på nu.

Når jeg tænker efter, så er der faktisk også er par andre faresignaler som kunne antyde at jeg er på vej til at blive overbelastet. Jeg kan mærke, at jeg føler mig mere vred når jeg bevæger mig ud i trafikken, og for nylig er jeg gået lidt i selvsving over en beslutning på mit arbejde, som jeg oplever som uretfærdig. Mine seneste blog-indlæg har været brokke-indlæg og jeg kan slet ikke finde på en overskrift til dette indlæg. Jeg har stor trang til søde sager uden egentlig at ville det og føler mig meget træt uanset hvor meget jeg sover.

Men hvorfor nu det? Det går jo meget godt?

Tja, der kan jo være mange årsager. På arbejde har jeg som sagt ikke overdrevent travlt. Men det skyldes at jeg ikke kan komme videre med mange af mine opgaver, fordi jeg er afhængig kollegers input, som udebliver pga. travlhed. Tilfredsstillelse ved at afslutte opgaver er helt fraværende, da jeg stort set udelukkende bruger tid på at rykke og følge op. Håbet om bedre tider er svagt i øjeblikket, vi kan ikke se enden af tunnelen endnu.

Hjemme går det egentlig meget normalt og uden problemer, og vi nyder vores nye hus meget og der er ikke nogle specielle problemer. Men husbond er hårdt spændt for på arbejde. Det sidste halve år har han skullet mestre et større spektrum af opgaver, samtidig med at hans team kører med halveret bemanding pga. stress, fratrædelser og fyringer. Arbejdet har bevæget sig ind på fritiden samtidig med at arbejdsgiveren har afskaffet overarbejdsbetaling. Det kræver en del fleksibilitet af familien. Jeg tror det er mere følelsesmæssigt belastende for mig end jeg går og regner med. Dels gør det ondt at se sin elskede blive udnyttet på den måde, og dels spiller aspektet af uretfærdighed også ind her.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre ved det. De situationer der belaster har jeg ingen indflydelse på, så de står ikke til at ændre lige nu. Det normale stress-råd er at prøve at kompensere på andre områder. Det ville for mig betyde at prøve at lave noget sjovt, tilfredsstillende og hyggeligt i min fritid. Det er svært når man mangler ideer, inspiration og energi. I den forgangne uge var jeg på rundvisning på Københavns Rådhus med personaleforeningen – en oplevelse der normalt ville give mig energi. Lige nu føles det som om det har gjort mig endnu mere træt.

I dag er det en skøn forårsdag – nærmest den første i år, og der er meldinger om tocifrede varmegrader. Da jeg stod op i morges satte jeg mig i min pyjamas ud på et trappetrin ved terrassen og nød solens varme et par minutter. Der er 3 uger til jeg har påskeferie. Jeg prøver at acceptere at jeg har det sådan lige nu, og tænker på de gode ting der er i vente. Jeg tror jeg vil gå en lang tur med hunden i solskinnet i eftermiddag.

Lignende indlæg:

Efterår 2014

Vi har passeret efterårsjævndøgn, og nu varer det nok ikke længe før bladene begynder at skifte farve og falde ned fra træerne. Hverdagen er for alvor i gang fra vores nye base i Birkerød.

Efter sommerferien gik jeg i gang med 5:2-diæten igen, og det var faktisk nemt nok, så snart hverdagen startede igen. Det var en lettelse, efter at jeg havde oplevet det som svært i en periode omkring flytningen og sommerferien, for jeg er jo ellers ret glad for konceptet. Jeg tabte også hurtigt en del af ferie-vægten.

August bød ikke på så godt vejr som juli, men da vi kom ind i september blev vejret rigtig godt igen – i hvert fald for årstiden; masser af dage med sol og temperaturer omkring 20 grader. Det var dårlig timing at min el-cykel begyndte at sige en væmmelig metallisk bankelyd. Hele september måned har jeg haft el-cyklen på værksted, og har måttet svede i overfyldte s-tog til og fra arbejde, i stedet for at nyde den sidste bid sommer til cykels.

På mit arbejde nærmer vi os afslutningen af et stort projekt, der har varet i flere år. Travlheden spidser til, og jeg har måttet slå bremsen i og bede mine chefer prioritere mine opgaver. Fordelen ved at have haft et stressnedbrud, som jeg havde i 2012, er at man kender sine stress-symptomer. Jeg var begyndt at mangle overblik, have svært ved at fordybe og koncentrere mig. Jeg var svimmel og klodset og træt hele tiden, og efter nogle uger på den måde forstod jeg, at jeg var nødt til at sige fra. Da jeg havde fået sorteret i opgaverne fik jeg det bedre, men jeg er spændt på hvordan det kommer til at gå frem til jul, hvor der udover opgavemæssig travlhed også sker store forandringer organisatorisk og i det fysiske arbejdsmiljø.

Min krop sagde så fra i søndags ved at lukke en forkølelse ind i mine slimhinder. Hele denne uge har været et inferno af nys, snot, host, tårer, smerter i bihulerne og lidt feber. Jeg måtte kapitulere og melde mig syg, mens jeg brugte 4 æsker Kleenex og prøvede på ikke at smitte husbond. Det var ikke lige det jeg havde brug for i relation til arbejde, og heller ikke på hjemmefronten. Men måske var det godt for hjernen at få en pause med lidt fordummende fjernsyn og kedsomhed.

Septembers weekender har budt på megen social aktivitet, så vi er ikke kommet så langt med et projekt som ellers haster lidt: at bygge en carport. I august fik vi dispensation fra kommunen til at bygge tættere end 5 meter fra vejen, og vi har også fået leveret carporten som samlesæt. Nu skal jordstykket gøres klar til at holde en carport, som derefter skal monteres og støbes ned. Bagefter skal der laves belægning. Det er et arbejdskrævende projekt, som jeg håber at vi kan komme videre med i oktober måned, for det ville være dejligt at få carporten op at stå inden frosten sætter ind.

Vi står altså stadig overfor visse udfordringer her i familien, selvom vi har kæmpet et år for at forbedre vores hjemmebase. Efter en måned uden cykel-motion og en uges sygdom føler jeg, at jeg går ind i oktober på et kropsligt nulpunkt og skal starte forfra med at opbygge en kondition, der kan klare 44 km cykling om dagen, og et immunforsvar der kan klare en vinter. Husbond står overfor en stor ændring i sine arbejdsforhold, hvilket bla. indbærer længere arbejdstid. Hans afdeling gennemgår organisatoriske ændringer, og samtidig skal han spille en ny rolle ifm. indkøring af en række nye kunder.

Der er altså ikke noget med at læne sig tilbage i rutinen og bare knokle som man plejer, vi skal knokle på en ny måde. I den sammenhæng er det godt, at vi har fået dette nye hus. Selvom vi stadig ikke er helt på plads, giver det os en god base, hvor vi kan restituere når vi er hjemme. Det er helt essentielt for vores psykiske helbred, at vi kan trække os tilbage og være os selv og indadvendte, når vi er hjemme. I rækkehuset i Virum blev vi igen og igen ufrivilligt inddraget i naboernes liv, fordi vi boede så tæt, og det forhindrede en fuldstændig hvile når vi var hjemme.

Det er i denne tid et år siden, at vi begyndte på at lave dette skifte. Vi har brugt meget energi på hele processen med at forberede rækkehuset til salg, sælge hus, købe hus og at flytte. Når jeg står og ser ind i et efterår, der byder på endnu en omgang forandringer og travlhed, kan jeg godt sukke lidt og længes efter ro. Men jeg er glad for at vi investerede den energi vi gjorde i flytningen, for det er nu vi kan høste frugten af at have vores eget hus. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle igennem sådan et efterår, og så ikke kunne være sikker på at kunne sove uforstyrret om natten.

Lignende indlæg:

En inspirerende leder

I forsommeren 2013 begyndte DR1 at sende serien Store forretninger / (Mr. Selfridge) på lørdag aftener. Normalt ville jeg ikke få set den slags, for min husbond er ikke så vild med serier, og vi er sjældent så disciplinerede med spisetider og den slags, at vi kan se serier på samme tid en fast ugedag.

Men det faldt tilfældigvis sammen med at husbond var ude at rejse med sin cykel og sine venner, og det betød at jeg fik øjnene op for denne flotte, underholdende og interessante serie. Jeg blev helt vild med den, og da DR1 begyndte at sende 2. sæson her til sommer var jeg straks fyr og flamme. Jeg er vild med den serie og prøver så vidt muligt at komme til at se det ugentlige afsnit.

Serien har mange aspekter jeg sætter pris på. I første omgang er der et spændende plot omkring en amerikansk forretningsmands kamp for at drive et stormagasin i London. Dernæst er bliver man grebet af de gode karakterer spillet af fremragende skuespillere. Dertil kommer at serien er et interessant tidsbillede med flot scenografi og flotte kostumer. Den handler både om politik og kønspolitik, men jeg tror at det der fascinerer mig allermest, er portrættet af en inspirerende leder.

Mr. Selfridge beskrives som en leder, der skaber en arbejdsplads, som han ser som en familie. Arbejdspladsen støtter medarbejderne, også når de har udfordringer i privatlivet. Der stilles selvfølgelig også krav til gengæld, og der ses ikke igennem fingre med f.eks. tyveri. Men den stemning af tryghed og accept som beskrives i serien er meget fascinerende – jeg får helt lyst til at arbejde der.

Da 1. verdenskrig kommer, støtter man de unge mænd der melder sig til militærtjeneste med besked om, at deres jobs vil vente på dem når de kommer tilbage. Og ikke nok med det – lederen tager også hånd om de medarbejdere som føler skyldfølelse fordi de ikke kan tage med i krig. Hele den bevidsthed om at forsøge at imødekomme nogle basale følelsesmæssige behov for bla. tryghed hos medarbejderne ligger så langt væk fra danske arbejdspladser nu om dage.

Jeg startede på arbejdsmarkedet i 1990’erne. Der var økonomisk fremgang i samfundet, arbejdsløsheden var lav og arbejdspladserne havde svært ved at finde de rigtige kompetencer til de ledige stillinger. Personalepleje var noget man fokuserede på, men det handlede mest om fester, softicemaskiner og bordfodbold på kontoret. Det var overfladiske, materialistiske goder som det var sjovt at fortælle om i en tid med overskud. Trygheden kom jo af sig selv pga. de gode tider.

Da krisen væltede indover Danmark efter årtusindskiftet blev der mindre af den slags. Tilbage stod man med de samme eller højere krav om at performe, men ikke så meget vilje til at imødekomme medarbejderne. Man afskaffede julegaven til medarbejderne og benyttede lejligheden til at få fyret de besværlige og måske dyre medarbejdere.

Nogen vil måske nævne udviklingen indenfor sundhedsforsikringer som en måde, hvor arbejdsgiverne tager sig af medarbejderne når de er syge vha. privathospitaler. Men den udvikling ser jeg i mindst lige så høj grad handle om at få virksomhedens ressourcer hurtigt tilbage på arbejdspladsen – altså noget virksomhederne gør for sin egen skyld.

Det er min oplevelse, at krisen har fået virksomhederne til at drosle ned på kvaliteten af lederskabet. Man er gået lidt væk fra at se lederskab som et fag i sig selv, men besætter i højere grad chefstillingerne med fagligt dygtige mænd. I dagens Danmark uddelegerer chefer i høj grad opgaver til deres medarbejdere, også opgaver vedr. styring og opgavehåndtering, som reelt (efter min mening) er ledelsesopgaver.

Det tager rigtig meget væk fra lederrollen, at lederen faktisk ikke leder én som medarbejder, men blot udstikker krav og mål. Det er i virkeligheden ikke særlig inspirerende set med mine øjne.

Jeg kan mærke på mig selv, at jeg ville være meget motiveret at af arbejde for en leder som Mr. Selfrigde, fordi jeg ville føle at min indsats var værdsat – jeg ville simpelthen have lyst til at gøre mit bedste for at stille ham tilfreds, fordi han har en klar holdning til hvordan virksomheden skal ledes, kan se når en medarbejder gør det godt og giver utvetydigt udtryk for det når han er tilfreds.

På nutidens arbejdsmarked har vi en opfølgning på præstationer, hvor man via en løn- eller PU-samtale bliver evalueret. Her er det i teorien muligt at få den samme form for feedback, men det er bare sjældent det der sker. Det er som om at der absolut skal findes både pro og contra – måske som alibi for en lønudvikling der i praksis er en udhuling af reallønnen. Jeg har i hvert fald de sidste mere end 10 år oplevet at få en tilbagemelding i stil med ‘det er da meget godt, men du er ikke så god til det og det’. Det bliver mere en generel tilbagemelding på ens personlighed og karaktertræk, end på de konkrete opgaver man har løst i årets løb. Og så kommer der nogle gange en lønstigning der præsenteres som en belønning, men som mere føles som en hån. Det er selvfølgelig meget godt at lønnen rykker sig en lille bitte smule i forhold til slet ikke. Men når jeg ser min TV-serie får jeg en følelse af, at jeg ville være gladere for et håndtryk og et smil af en karismatisk leder som Mr. Selfridge.

Lignende indlæg:

Farligt vejr

I øjeblikket hærger voldsomt vejr Storbritannien. Da min kusine i Irland fik strøm via en generator i går, havde hun og hendes hunde og heste været uden strøm i 3 døgn. Resten af Europa har også været hærget af ekstremt vejr, og her i lille Danmark har vi i denne vinter haft 2 storme som lammede store dele af samfundet.

Der er ingen tvivl om at der er en øget tendens til farligt vejr. Skybrud og vindstyrker slår rekorder igen og igen. Væltede træer og oversvømmelser lammer trafik og ødelægger boliger. Vi hører om adskillige dræbte i udlandet, og også i Danmark har vi mistet borgere til farligt vejr det seneste år. Det er selvsagt en kæmpe udfordring for vores samfund at håndtere følgevirkninger og skader efter disse vejrfænomener.

Et af aspekterne af denne problematik er det, at den halvdel af befolkningen der går på arbejde hver dag faktisk er tvunget ud i vejret uanset hvor slemt det er.

Det kan være svært at komme på arbejde i farligt vejr hvad enten man til fods, på cykel eller i bil. Sidste udvej er ofte den offentlig transport, men både sne, storm og vand kan umuliggøre alle transportformer. Ved stormen Bodil stoppede DSB faktisk togdriften allerede før stormen tog til.

Sådan som arbejdsmarkedet er reguleret i dag, er det arbejdsgiveren uvedkommende hvordan medarbejderen kommer hen til arbejdspladsen, også hvis det besværligt pga. orkan, snestorm, oversvømmelse eller andet farligt vejr.

I radioen kan man i situationer med farligt vejr høre advarsler fra politiet. Der er forskellige grader af advarslerne. Man kan høre formuleringerne ‘fraråder unødig udkørsel’ og ‘fraråder al udkørsel’. Det er kun i sidstnævnte tilfælde at man uden risiko for fyring kan blive hjemme. I så tilfælde skal man aftale en fridag for egen regning, dvs. at man bruger en feriedag, noget afspadsering eller bliver trukket i løn. For dem der har mulighed for at arbejde hjemme, kan det også være en løsning, men det er dog ikke alle der har den mulighed.

Det virker som om at dette regelsæt slet ikke tager hensyn til det ekstreme vejr vi er begyndt at få. Jeg tror man er nødt til at se lidt længere frem. Hvad hvis infrastrukturen bryder så meget ned som i Irland, hvor elektriciteten afbrydes? Måske mobilnettet og telefonnettet påvirkes, så man ikke kan ringe til sin arbejdsgiver og lave aftaler – og ej heller arbejde hjemmefra, da en PC som bekendt behøver strøm. Kan det være meningen at medarbejdere skal risikere at blive fyret for ulovligt fravær under sådanne omstændigheder?

Dsse regler skal have et eftersyn. Jeg frygter at flere danskere kommer til skade eller dør i farligt vejr, fordi de kæmper sig på arbejde af frygt for fyring eller at blive trukket i løn. Vi ser jo igen og igen hvordan det er svært for den enkelte at vurdere hvor farligt vejret er, bare se hvor mange der kører på sommerdæk i snevejr. Pengepungen får altså nogle gange lov til at sejre over fornuft og fysisk sikkerhed hos danskerne. Hvis der er et område hvor det er relevant med statslig indgriben, så er det da når det drejer sig om helt basal sikkerhed for borgerne.

 

Lignende indlæg: