Så skete der endelig noget. Min mand har netop sagt sit job op. Han har nemlig fået et andet.

Det er en stor lettelse for vores lille familie. Jeg tager en dyb indånding og ånder lettet op; pyyyyyyyyyyyhhhh……. En bekymring, der har eksisteret siden september sidste år, er pist væk. Det eliminerer den handlingslammelse vi har haft pga truslen om fyring, og vi kan begynde at se på det nye år med andre øjne. Vi kan se på mulighederne og planlægge lidt bedre.

På mandag mødes vi med vores veninde og snakker om Tromsø-planerne. Det nye job betyder en ny situation for de planer, så vi må se hvad vi gør. Men uanset hvad, så kan vi nu råde over vores liv - det er fantastisk!

Tags : Forventning, Glæde

Jeg tror nok at vi forlader et årti nu hvor vi går fra 2009 og 2010 – kan det ikke passe? Fandt vi nogensinde ud af hvad vi ville kalde det her årti – nullerne? Da vi forlod 1980′erne gik jeg i gymnasiet og så frem til at blive student samme sommer. Da vi gik ind i 2000 arbejdede jeg i IT-branchen og der var stor spænding om hvordan årsskiftet mon gik.

Ved dette årti-skifte er der knap så meget spænding over fremtiden hos mig. Men udover at gøre status over det ene år som er gået, får jeg også lyst til at se hvad det forgangne årti betød for mig. Der er nemlig sket rigtig mange ting, og dette årti har haft nogle andre karaktertræk end de forrige.

Fra 1994 til 2004 var jeg single. Jeg boede alene og klarede livet på egen hånd i 10 år. Aggressive larmende naboer, mine bedstemødres bortgang, retssag om bedrageri begået mod mine forældre, diverse jobskifte, min brors valg om at forlade familien i Danmark og drage til USA, adskillige køb og salg af fast ejendom, min bedste ven der mistede sin far alt for tidligt og en socialdemokratisk regering der synes at boligejere var dem der kunne beskattes ubegrænset, var alle ting som jeg håndterede alene i mine ejerlejligheder.

Ca. midt i årtiet mødte jeg min store kærlighed. Han sad lige ved siden af mig på arbejde, og efter at vi havde arbejdet sammen i 1 år gik det op for os at der var en tiltrækning. Et år efter købte vi rækkehus og 3 år derefter blev vi gift og jeg skiftede efternavn.

Det har selvfølgelig været en fundamental forandring af mit liv, men det har alligevel ikke føltes som sådan en omvæltning, som jeg nok havde troet forinden. Man vænner sig hurtigt til noget der er godt. Det er fantastisk at have nogen at dele hverdagen med, både glæder og sorger. Det er skønt at være noget for nogen, og det er skønt at der er nogen der passer på én når man har brug for det. Og så NYDER jeg simpelthen at være sammen med min elskede; han er sådan et i særklasse dejligt menneske og jeg er beæret over at han vil være sammen med mig.

For en der har boet alene i 10 år indebærer parforholdet selvfølgelig også et frihedstab – man kan ikke længere gøre nøjagtig som det passer éen, og der er en masse hensyn at tage. Pludselig er der også en hel svigerfamilie at forholde sig til, hvilket gør mange ting langt mere komplicerede. I det hele taget er der dobbelt op på relationer, og det er enormt tidskrævende. Det har også betydet er jeg er blevet mindre social på visse punkter – går feks. sjældnere med til sociale ting på jobbet.

Jeg begyndte at arbejde på fuld tid i 1991 som 19-årig. I 1990′erne arbejdede jeg mig op igennem hierakiet som kontormedarbejder. Jeg var en lavtstående medarbejder som ikke havde meget ansvar eller indflydelse, men jeg var også ret beskyttet. Der var altid en chef eller en fagforening som passede lidt på mig.

I nullerne begyndte mit arbejdsliv at blive mere ansvarsfuldt. Jeg tog en videregående IT-uddannelse og fik større ansvar i mine jobs. Jeg fik en højere status, blev behandlet med respekt og som en medarbejder med kompetencer der var værdifulde for virksomheden.

Samtidig fik jeg også at mærke en ubeskyttethed på arbejdsmarkedet, som jeg ikke havde oplevet før. Outsourcing betød at jeg, uden selv at ville det, 2 gange måtte forlade min arbejdsplads og lade mig ansætte i et andet firma. Der var ingen fagforening til at tage en dialog på vegne af medarbejderne, og take-it-or-leave-it vilkår har været dagens orden i disse år.

Som en naturlig følge af at få mere ansvar i mit job, har jeg også stået mere alene med min opgaveløsning – der er sjældent nogen at spørge om hjælp og man bliver kastet ud i opgaver uden den støtte man før var vant til. ’Find selv ud af det’ synes mantraet at være.

Jeg er heldigvis også begyndt at tjene langt flere penge i dette årti, hvilket har givet nogen andre muligheder. Jeg har fået mulighed for at bo i bedre boliger og har rejst langt mere end jeg gjorde i 1990′erne. Julegaverne er blevet større og restaurant-besøgene flere. 

Jeg har idag en langt større selvtillid end jeg havde i 1990′erne. Jeg hviler meget mere i mig selv og stoler på min egen dømmekraft. Jeg tror det er et naturligt resultat af at have klaret sig igennem uddannelse, opgaver, kriser og udfordringer.

På den anden side er jeg også blevet mere opmærksom på alt det der kan ske – ting der kan gå galt og udfordringer som kan opstå. Jeg har ikke så meget tillid til andre som jeg havde før i tiden. Erfaringen siger mig at advokater kan stjæle pengene fra éen, ejendomsmæglere forsøger helt sikkert at snyde uanset hvilken side de er på, familiemedlemmer lever ikke evigt og arbejdsgivere er loyale overfor dig præcis ligeså længe det passer bestyrelsen. Jeg er nok blevet lidt mere kynisk for at beskytte migselv.

I det hele taget må man nok sige at det var i nullerne jeg blev rigtigt voksen. Hvor jeg i 1980′erne var barn og teenager og levede et fuldstændig ubekymret og festfyldt liv, og i 1990′erne var i mine 20′ere, på arbejdsmarkedet og udeboende, men ikke værre end at jeg kunne leve på dagpenge hvis det skulle være og stadig var single, udadvendt og festende, så har jeg i 2000′erne virkelig fået et voksent liv med familie, hus, bil og indtægter og udgifter som giver større muligheder og større risici.

For det meste nyder jeg at være veletableret, respekteret på arbejdsmarkedet og have en god økonomi. Men ind imellem kan det etablerede liv også føles som lidt af en spændetrøje. Jeg har i hele årtiet levet med den realitet, at hvis jeg mister mit arbejde så skal jeg sælge min bolig; jeg kan IKKE opretholde min livsstil på dagpenge længere. Og jeg kan ikke pludselig skifte bane og komme til at arbejde med hunde, farver eller stå i chokoladebutik, uden at det har konsekvenser for livsstilen, og det ikke kun for migselv men også for ham jeg bor sammen med.

Hvis jeg skulle se lidt fremad og overveje hvad det nye årti mon bringer for mig, så ser jeg det etablerede liv samme med min elskede på samme måde som idag. Det ville være dejligt hvis arbejdslivet kunne udvikle sig sådan, at det fylder lidt mindre både mentalt og tidsmæssigt så jeg i højere grad kan nyde livet sammen med min mand i vores sommerhus og på anden vis. Og så må min familie i 2010′erne meget gerne omfatte mindst 1 hund.

Tags : Drømme, Migselv, Parforhold, Tilbageblik

1. Søvnbalancen genoprettes
2. Godt humør
3. God tid til personlig pleje
4. Man får læst dagens avis
5. Man bevæger sig i lavere tempo
6. Man skal kun lave ting man har lyst til
7. Bedre overblik over ens liv
8. Man ser hvordan gader og byer ser ud på en hverdag i dagtimerne
9. Færre mennesker i bus og i forretninger
10. God tid til afslapning mellem aktiviteter

Tags : Livsglæde

Her sidder man så søndag aften. Weekenden er slut. Om lidt skal jeg i seng. I morgen kl 5:30 ringer vækkeuret, og kl 6:20 sidder jeg på min el-cykel pakket ind i varmt og vindtæt tøj lag på lag, på vej til Hellerup Station, på vej på arbejde. Jeg er nok ikke den eneste der sidder her søndag aften og drømmer sig lidt væk. Tænk hvis man ikke skulle på arbejde imorgen. Tænk hvis man ikke skulle så tidligt op, ud i mørket og kulden. Og tænk hvis man ikke skulle ind og tumle med de sædvanlige problemstillinger.

Jeg kommer til at tænke på ham manden, som kommer og vander planterne på kontoret. Kunne det ikke være skønt at have sådan et job? Man ville nok stadig skulle tidligt op og ud i kulden. Men det er så dejlig nært og ukompliceret. Sørge for at planterne har det godt.

Jeg har tænkt sådan her tusind gange. Jeg ved godt at når jeg er kommet derind og har fået lidt morgenmad, sludret med kollegerne, læst mails og fået taget hul på dagen, så er det ikke så slemt. Men lige nu ville jeg ønske at jeg skulle noget andet når dagen skifter til mandag.

Tags : Drømme, El-cykel, Psykologi, Transporttid

Lige nu er jeg lidt splittet vedr. på fredag. Jeg arbejder i den sydlige ende af Københavns Lufthavn, og på grund af den særlige begivenhed at Barack Obama besøger Danmark bliver det ikke nogen almindelig arbejdsdag.

Der vil nok være en særlig stemning derude. Der vil være forøget sikkerhedsniveau og vi kan måske få et glimt af Air Force One fra vores hangar. Det kunne jo være meget sjovt at få lov til at opleve, for det er jo ikke noget der sker så ofte.

På den anden side bliver det nok lidt af et helvede at komme til og fra arbejde. Det ser ud til at Kystvejen lukkes når Air Force One lander og letter. Ikke at man ved præcis hvornår, men det kan betyde at jeg ikke kan komme på arbejde på cykel eller i bus som jeg plejer. Jeg har fået tilbud fra en kollega om at blive hentet på Tårnby Station, men så er man jo pludselig afhængig af andre mennesker. Når man i forvejen har 1½ times transport hver vej er man lidt følsom overfor afvigelser.

Så jeg går og grubler lidt over om jeg skal tage den besværlige transport med et smil og opleve en særlig dag i lufthavnen, eller om jeg skal være praktisk og tage en hjemmearbejdsdag og så bare se lidt af virakken i TV.

Tags : Transporttid

Nu nærmer sig så småt det nye skatteår, hvor de nye regler for multimedie-beskatning træder i kraft. Da reglerne kom frem i foråret var det ikke helt klart hvordan detaljerne omkring det blev, men nu kan jeg se at Skat har lagt en del uddybende spørgsmål&svar ud på deres hjemmeside.

Som frygtet bliver det sådan, at hvis du tager en PC med hjem for at arbejde hjemmefra bare 1 gang, så skal du betale den nye skat. Og det er helt uanset om du bruger PC’en til noget som helst privat. Du kan godt forsøge at argumentere overfor Skat for at du ikke bruger den privat, men de siger selv på hjemmesiden at ‘det er meget svært at bevise’ og bevisbyrden ligger hos skatteyderen. Arbejdsgiveren skal opgive det til Skat som A-indkomst, så man får under alle omstændigheder diskussionen hvis man er utilfreds.

I min branche er der rigtig mange mennesker der arbejder hjemmefra jævnligt, simpelthen ved at bytte en dag på kontoret ud med en dag ved spisebordet derhjemme – online og arbejdende på de sædvanlige systemer som de plejer. Disse mennesker får ikke nødvendigvis betalt hverken telefon, internetforbindelse eller udstyr, så der er ikke noget tilskud til privatøkonomien i det; man kan ikke kalde det fryns efter min mening.

Det er klart at det kan være en fordel for mange familier at have den fleksibilitet, men det er så sandelig også til gavn for arbejdsgiverne – mange medarbejdere er jo via denne teknologi til rådighed døgnet rundt og så kan man da ‘godt lige ordne det og det’ efter kl 20. Jeg kender til mange IT-medarbejdere som frivilligt ordner akutte opgaver udenfor kontortid til stor gavn for arbejdsgiveren.

Jeg kan godt se at der er en teoretisk mulighed for at bruge en PC, som man tager med hjem for at arbejde på, til et privat formål. Det kan man jo også med den PC man sidder med på arbejdet (det skal bare ikke beskattes). Det er dog et mindretal i Danmark som ikke har en privat PC i hjemmet (ca. 20% af husstandene), så jeg synes det er overdrevet at se det som et tilskud til privatøkonomien at kunne tage en PC med hjem. Personligt tror jeg ikke der er så stort sammenfald mellem de 2 grupper; dem der ikke har PC og dem der kan arbejde hjemmefra.

Jeg er spændt på hvordan man vil håndtere det i virksomhederne efter nytår. Der vil givet være mange medarbejdere som ikke længere vil være interesseret i at arbejde hjemme når det koster dem penge (kr. 100-150 kr./md.). Det er efter min mening et kæmpe tilbageskridt for den fleksible arbejdskultur i Danmark, og det har jo også et miljø-aspekt.

Man kan vel godt sige at multimedieskatten har til formål at beskatte den teoretiske mulighed for at bruge dit arbejdsredskab til et privat formål. Så er jeg bare spændt på hvornår man begynder at beskatte håndværkere for at tage deres værktøj med hjem om aftenen og i weekenden.

Tags : Kæpheste, Miljø, Penge

Hvilken dag er det egentlig idag?

I kalenderen står der Grundlovsdag. OK. Hvad betyder så det? Udover at vi fejrer at vi har en Grundlov….

• Butikkerne har lukket.
• Bankerne har lukket.
• Busserne kører efter søndagskøreplan.
• Togene kører efter lørdagskøreplan.

Folk der arbejder i butikslivet og den finansielle sektor har tilsyneladende fri hele dagen, mens visse andre ikke har. Er det en helligdag eller en hverdag? Jeg synes det er forvirrende.

På min arbejdsplads er Grundlovsdag en halv fridag. Det betyder at man skal møde normalt kl 8, men kan gå hjem kl 12. Kantinen har åbent, men serverer kun 1 sandwich til dem der har givet besked om at de kommer på arbejde.

Jeg gætter på at der er ret stille derinde. Jeg er ikke på arbejde idag, og der er nok mange andre der har gjort som jeg. På min mands arbejdsplads er Grundlovsdag en hel fridag, og jeg har derfor bedt om at bruge nogle flextimer så jeg kan holde hele dagen fri sammen med ham.

Som jeg husker det skete der for nogle år siden noget med lukkeloven, så butikkerne ikke længere holder åbent feks. 24. december og Grundlovsdag. Siden da har jeg været forvirret over disse dage. Der snakkes altid over frokosten på arbejde om har vi nu helt eller halvt fri, og har butikkerne åbent eller ej.

Jeg har både arbejdet steder hvor disse dage var halve og hvor de var hele fridage. Jeg må indrømme at jeg har følt mig lidt til grin de dage hvor jeg så er taget afsted på arbejde og hele Danmark ligger og sover. Der er helt dødt på veje og i offentlig transport, og jeg føler mig som den eneste i hele landet der skal på arbejde.

Måske skyldes denne forskel på arbejdsmarkedet traditioner, måske er det – som i mit tilfælde – fordi nogen områder ikke er dækket af overenskomst og at der derfor ikke findes et forum at aftale den slags ting i. Derfor er mit eneste håb at arbejdsgiverne reviderer deres syn på disse halv-helligdage og giver os helt fri. Der kommer jo alligevel ikke ret mange medarbejdere på arbejde. Det er vel lige før at det ikke kan betale sig at have virksomhedens bygning i drift (kantine, ventilation, varme osv.) i forhold til den ret begrænsede produktion de fremmødte medarbejdere kan præstere på disse halve dage. Det er vel ikke længere fordi forretningen er åben for kundehenvendelser pga. lukkeloven, og det ville helt sikkert give nogle gladere medarbejdere hvis disse dage var hele fridage.

Tags : Frustration, Undren, Ærgrelse

Så rykkede jeg ind i et nyrenoveret kontor på arbejde. Storkontor. Igen.

Storkontorer kan være rigtig gode for medarbejdergrupper, der har løbende personlig kontakt med hinanden og har brug for at koordinere de opgaver der varetages i løbet af dagen. F.eks kan man ikke forestille sig at medarbejderne i en helpdesk sidder i individuelle kontorer. Her er et storkontor et tilvalg man gør for at dækker et behov.

Hvis der derimod ikke er et arbejdsmæssigt behov for at sidde i storkontor, er det min helt klare erfaring at man formindsker medarbejdernes effektivitet drastisk. Støj, trafik og en øget falden i snak tager tid væk fra arbejdet, og de gentagne brud på koncentration mindsker effektiviteten yderligere.

Min funktion hører til i sidste kategori. Min primære opgave er at skrive og tilrettelægge forskellige typer dokumentation, og jeg har ikke nogen arbejdsmæssig nytte af at sidde sammen med de andre grupper i afdelingen. De kolleger jeg har mest brug for at have kontakt med er afdelingens mellemledere og leder, men de kommer alle til at sidde i individuelle kontorer, så dér er ikke nogen synergieffekt for mig at hente.

På arbejdspladser hvor det er ens for alle at man sidder i storkontor må man bare affinde sig med det. Men på min arbejdsplads er der nogen der sidder i enmandskontorer og nogen der sidder i storkontor, og så må jeg indrømme at jeg ærgrer mig over at det ikke er faldet i mit lod at komme til at sidde alene. Jeg føler at jeg kunne arbejde mere effektivt på den måde. Men jeg er ikke blevet inddraget i beslutningen og jeg må bare konstatere at min ledelse ser anderledes på den sag. Øv.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på vores teambuilding-aktiviteter i efteråret, hvor vi arbejdede med bevidstheden om vores forskellige personligheder. Især MBTI-profilens fokus på om man er introvert eller extrovert kunne man have brugt direkte, da man tog stilling til hvordan kontorlandskabet skulle fordeles – hvis man ellers havde ønsket at fokusere på effektivitet og jobtilfredshed. I stedet har man i min afdeling valgt at sætte samtlige introverte medarbejdere i storkontorer. Ironisk nok er de få, der får enkeltmandskontor, allesammen extroverte personligheder. Denne gruppe er ved et pudsigt sammentræf beslutningstagerne selv; cheferne

Tags : Frustration, Migselv, Psykologi, Undren, Ærgrelse

Jeg arbejder i en hangar i Københavns Lufthavns sydlige del. Det betyder at jeg ikke bare skal transportere mig til lufthavnen, men også skal de godt 5 km rundt om landingsbanerne og ned til Sydvagten for at komme på arbejde.

Da jeg startede på min nuværende arbejdsplads var min plan at el-cykle til Hellerup Station, for derefter at tage regionaltoget til lufthavnen og bus ned til Sydvagten. Den plan gik jeg hurtigt væk fra af flere årsager: både regionaltoget og bussen var meget ustabile på det tidspunkt, og bussen kørte kun med 20-minuttersdrift hvilket gav for store udsving ved afvigelser fra køreplanerne – jeg risikerede at stå og vente i 20 minutter på en bus hvis toget var forsinket, og det er meget når ruten i forvejen tager 1½ time.

Siden metroen begyndte at køre ud til lufthavnen har jeg derfor det sidste 1½ år brugt en rute til arbejde der indebærer cykeltur til Virum station, s-tog til Nørreport station, metro til Lufthavnen station og så cykler jeg det sidste stykke til Hangar 276. Det har sådan set fungeret rimelig godt, idét metro og s-tog kører mere stabilt end regionaltog, og jeg får stadig god motion.

Dog kan jeg ikke cykle ude ved lufthavnen om vinteren, da der pga. nærheden til vandet er et meget barsk klima på Kystvejen – især meget kraftig blæst og glatte cykelstier gør at jeg må tage bussen det sidste stykke, og så få min motion andetsteds. For et år siden blev der indført 10-minuttersdrift på den busrute, så det kunne lade sig gøre rimeligt flexibelt.

Nu har jeg fået nyt batteri til min el-cykel og er begyndt at overveje at gå tilbage til min oprindelige rejseplan, hvor jeg el-cykler til Hellerup og tager tog og bus derfra. Det virkede som et godt alternativ, nu hvor der er bedre busbetjening i Lufthavnen. Det ville betyde at jeg slap for den barske Kystvej, så ville jeg nok kunne bruge den rute hele året og ikke skulle smadre min hverdag med at gå til spinning i vinterhalvåret. Og udgiften til månedkortet ville blive næsten halveret.

Alt i alt en god idé. Troede jeg – indtil jeg hørte i radioen i morges at man nu fjerne de ekstra busser og går tilbage til 20-minutters drift i myldretiden på den famøse strækning. Så går det hele i fløjten

Suk – man kan da heller aldrig regne med at forbedringer består….

Tags : El-cykel, Transporttid, Ærgrelse

En af de ting jeg godt kan lide ved min arbejdsplads er den nærhed der er.

I fredags trillede en fyr der hedder Peter ind i IT-afdelingens storkontor med et rullebord fuld af desserter. Det viser sig at vi lancerer nye desserter til de anretninger vi serverer ombord på vores fly, og dem synes nogen i virksomheden altså at vi medarbejdere i administrationen skulle have lov at smage. Man kunne vælge mellem profiteroles i hvid chokolademousse og vanillemousse med jordbær.

At der så bagefter også er et billede af Peter på intranettet sammen med en lille artikel om hvad der lige var sket, gør det endnu mere nærværende. Man føler man er en del af en helhed, og man forstår bedre sin virksomheds produkt.

Dette er en af de helt store forskelle fra den virksomhed jeg kom fra. Her sad jeg som en ud af mere end 6000 medarbejdere i den danske afdeling, og produkterne var mangeartede og mere komplicerede. Her følte jeg mig i mindre grad som en del af virksomheden, da jeg ikke vidste så meget om den og ikke var med i meget af det der skete.

Men der skal faktisk ikke andet til end sådan en lille ekstra ting som en dessert…