Sommerferie 2018

Det blev sommer et par dage ind i maj, og sådan blev det ved. Det har været og er stadig en helt enestående sommer rent vejrmæssigt. Sikke en kontrast til sidste år – man skulle næsten tro at det var en slags kompensation.

I år har jeg holdt 4 ugers ferie, fordi jeg havde en masse flex-timer, som jeg ikke kunne få brugt på anden måde. Den første uge var husbond på arbejde, men han kunne heldigvis også flexe torsdag og fredag, så vi fik lang tid sammen denne sommer.

I starten af ferien var jeg hjemme. Jeg nyder at være hjemme og bruge mit lokalmiljø når jeg har fri. Jeg gik til frisøren, på café og i butikker i Birkerød, og vi var også i nabobyen Hørsholm et par gange. Hjemme fik jeg ordnet nogle praktiske ting inden turen skulle gå til sommerhuset. Jeg gik bla. igang med damprenseren og fik gjort grundigt rent i badeværelser, på døre og paneler mv.

Den ene tur til Hørsholm handlede om at få afsluttet vores tilbudsproces vedr. nyt køkken. Det blev lidt spændende til sidst, fordi vi skulle ud i noget der mindede om forhandling ifm. en hushandel. Der var utrolig mange detaljer at have styr på, så til sidst var jeg lettet over at få det afsluttet, så min hjerne kunne holde rigtigt fri.

Midt i 2. ferieuge rykkede vi til Gilleleje og slog lejr i vores sommerhus for et par uger. Vi holdt den traditionelle frokost med mine forældre, i år også med min onkel og tante og deres hund. Ligesom sidste år fik vi også besøg af vores ven (og Adinas nevø) Atlas henover en weekend.

Bortset fra de 2 gæster var det første sommerferie i 7 år uden hund og det var selvfølgelig specielt. Vemodigt, fordi Adinas pude, legetøj og vandskål stadig er i sommerhuset, og vi har så mange minder. Men også mere frit, fordi vi lettere kunne tage på ture uden at tænke på hvordan hun enten kunne komme med eller blive tilbage uden at lide overlast.

Sommeren 2018 har været så fundamentalt anderledes end 2017 rent vejrmæssigt, at vi har fået en helt anden ferie ud af det. Det har været en meget mere tilbagelænet og afslappet livsstil, hvor havedørene stod åbne og den store træterrasse blev en naturlig forlængelse af stuen. Hynderne blev ude i stolene natten over. Den solopvarmede udendørsbruser var i brug næsten dagligt. Måltider foregik som udgangspunkt udendørs, og maden tilberedtes på grill.

Måske har vi endda brugt mindre el end vi plejer, fordi solen har klaret opvarmningen af brusebads-vandet og grillen har varmet vores aftensmad. Til gengæld har vi haft brug for at tænde reserve-køleskabet i garagen for at kunne holde en konstant forsyning af kolde drikkevarer.

Vi har fået nogle andre naturoplevelser end vi plejer. Uden en hund har vi været knap så meget ude at gå i naturen. Til gengæld har vi nydt dyrelivet mere end normalt; sommerhusets have har været propfyldt af fugle og sommerfugle. Fra terrassen har vi nydt synet af massevis af fugle – også nogle vi ikke ser så ofte som dompap og spætte. Vi har lyttet til lyden af bogfinke og ugle. Og nydt en spurv, der møjsommeligt gik på græsplænen og samlede Atlas’ pels op i sit næb. Vi har også jublet over det livsglade og atletiske egern, der hopper fra gren til gren eller bare ligger på en grangren og nyder livet. Når vi har været ude, har vi hilst på mange forskellige hunderacer.

Som de andre år har vi taget ture til nordkystens byer Rågeleje, Hornbæk,  Liseleje og selvfølgelig vores egen by Gilleleje. I år var vi der midt i højsæsonen, så byerne var propfyldt med mennesker og der var været mange aktiviteter. Vi har spottet mange kendisser, og i Gilleleje oplevede vi i år travalje-roning og markedsdage.

Både i sommerhuset og hjemme har jeg forsøgt at holde cykelformen vedlige. Jeg har cyklet en del ture, og brugte også cyklen til at komme til Gilleleje fra sommerhuset i en højsæson der gjorde det svært at finde parkering. På den måde håber jeg at kunne genoptage cykling til arbejde uden de store prust.

De sidste dage i ferien tilbragte vi hjemme i Birkerød i hedebølge. Når temperaturen er over 30 grader tænker jeg mest på at holde mig kølig og hydreret, og bortset fra utallige ture rundt i huset for at trække for/fra og åbne/lukke vinduer bliver det nemt meget stillesiddende. Det bliver også ret hurtigt kedeligt. Husbond og jeg flygtede fra varmen til shoppingcentre og restauranter med aircondition.

I morgen er det tilbage på arbejde. I år har jeg valgt at holde sommerferie samtidig med chefen. Det kan ellers være skønt at have ferie forskudt fra chefens ferie. At være på arbejde når chefen har fri kan være mindre stresset og dermed ret dejligt at opleve. Men hvis man holder ferie senere end chefen, kommer man tilbage til en chef som er udhvilet og i fuld gang med at starte nye opgaver. De seneste år har jeg oplevet det som ret overfældende, og de første mange uger efter sommerferien er gået med hjertebanken og stressfølelse i et forsøg på at gå fra 0 til 100 i chefens tempo. Det vil jeg gerne prøve at undgå.

Min sommerferie lå tidligere end normalt i år. Feriestemningen præger stadig samfundet, når hverdagen starter for mig i morgen. Normalt glæder jeg mig til at alting starter igen – skolestart, foredragssæsonen, tykkere aviser, interessante fjernsynsudsendelser. Det varer lidt endnu, men der bliver nok at se til, både på arbejde og med vores køkken-projekt. Jeg tager gerne et par uger endnu på lavt blus.

Lignende indlæg:

Et sigende mareridt

Jeg havde en skør drøm i nat – nok nærmest et mareridt.

Jeg drømte, at jeg skulle til en koncert i Nordjylland, og skulle med toget derop sammen med min bror og min far. Jeg satte mig bare ind i toget, og kom først i tanke om at betale for turen, da jeg sad i toget. På en station stod jeg af uden alle mine ejendele for at stemple klippekort (havde åbenbart også glemt at jeg har et Rejsekort), men det virkede ikke og jeg måtte hen og stå i kø til kundeservice. Da jeg endelig nåede frem, var det Helle Thorning-Schmidt der hjalp mig, og hun foreslog at jeg selv klippede klippene af klippekortet med en saks, og selv skrev datostempel på. I mellemtiden kørte toget med mine ejendele, min familie og uden mig. Med et andet tog kom jeg til destinationen i Nordjylland, men jeg kendte ikke vejen til koncertstedet.

Jeg har haft en ekstraordinært fortravlet uge, og denne drøm siger tankevækkende meget om de frustrationer jeg oplever.

At glemme billetten: Sådan som det er på job i øjeblikket, er det umuligt at være forberedt til opgaver og møder. Det hele kører som brandslukning og i sidste øjeblik, meget ofte må man ‘skyde fra hoften’. Det frustrerer mig rigtig meget at jeg ikke har mulighed for at forberede mig. I visse tilfælde, hvor det alligevel lykkes for mig, viser det sig ofte at være forgæves, fordi situationen har ændret sig i mellemtiden.

At stå i kø i kundeservice: Vi har en leverandør som er utrolig lang tid om at svare på vores henvendelser og løse de opgaver vi stiller. Og når der endelig kommer svar, så er det ofte en løsning der ikke har fokus på mit behov som kunde, men leverandørens behov for at få problemet til at gå væk.

At glemme at jeg har Rejsekort: Den ekstreme travlhed betyder, at mit perspektiv på opgaver og situationer er formindsket. Jeg ser ikke tingene så klart, som når jeg har mere overskud, selv indlysende ting som jeg udmærket godt ved.

At toget kører uden mig: Det er nok en underliggende frygt der præger mig hele tiden. Når jeg mangler perspektiv og overblik, bliver jeg bekymret for at tingene løber mig af hænde. Måske fortæller drømmen at det både gælder arbejdsmæssigt og privat.

Ikke at kunne finde vej til koncertstedet: Jeg oplever dagligt, at jeg ikke kan se hvordan jeg skal komme i mål med mange af mine opgaver. Det lykkes på en eller anden måde alligevel i de fleste situationer, men jeg kunne godt tænke mig at have en følelse af, at jeg har kontrol over situationen og kan se vejen foran mig.

Hvor er det facinerende, hvordan hjernen bearbejder den slags følelser og oversætter dem til en helt anden kontekst.

Lignende indlæg:

Lider i varmen

Danmark oplever i disse dage en helt unik periode med stabilt varmt og tørt vejr. Helt enestående har vi nu i mere end en måned har haft solskin, tørvejr og moderat vind. Så vidt jeg husker, har der været 3 byger siden starten af maj, kraftige men kortvarige.

Vi danskere er jo ikke så godt vant når det kommer til vejr. Vi plejer at have et meget mere omskifteligt vejr, og det føles som mange år siden, at det har været stabilt godt vejr. Sidste sommer var ærlig talt ganske kedelig. Jeg synes også at det er længe siden at jeg har set mit helt lette sommertøj, og pludselig skal jeg være lidt mere om mig mht. at få vasket – jeg er ikke vant til at have brug for shorts og ærmeløse toppe så mange dage i træk!

For mig er det en nydelse at hverdagen bliver lidt lettere med det gode vejr. Man kan bare lige hoppe på cyklen i det tøj man har på, jeg har ikke haft overtøj på i lang, lang tid. Haven bliver en forlængelse af husets opholdsrum, og man kan bare lade døre og vinduer stå åbne. Det er skønt at se hvordan de lidt mere eksotiske blomster trives i varmen.

Jeg har dog et problem når temperaturen når op over 25 grader. Det trives min krop utrolig dårligt med, og jeg har svært ved at holde det ud. Det trykker i mit hoved og føles som om hjernen er hævet. Jeg får hovedpine, og migræneanfald bliver værre. Derfor bliver jeg passiv og bruger mest energi på at finde det køligste sted at opholde mig. Det er også svært at sove godt i den varme, og det gør mig i dårligt humør.

Dette ubehag giver anledning til stor irritation, for der er så meget jeg gerne vil. Både gøremål i hjemmet og ude – nyde naturen eller byerne med cafebesøg og shopping. De høje temperaturer føles som en slags fængsel for mig, især når det bare bliver ved og ved.

Jeg oplever stadig at det er tabu at have nogen form for tilbageholdenhed overfor det, vi normalt opfatter som godt vejr. Husbond har det helt omvendt, og føler at hans krop fungerer allerbedst når det er varmt. Nu kender han mig efterhånden så godt, at han forstår – men det er bestemt ikke velset herhjemme at kalde temperaturer over 25 grader for dårligt vejr.

Situationen jeg beskrev tilbage i 2010 omkring at sidde ude og spise frokost på arbejdspladsen oplever jeg som uforandret – det er stadig udenfor diskussion at man skal sidde ude og spise. Jeg ønsker stadig ikke at sidde ude med min frokost, selvom min nuværende arbejdsgiver dog har sat parasoller op, så jeg sætter mig alene med en avis og spiser frokost.

På tidligere arbejdspladser har jeg tit fået selskab indenfor. Mange mandlige kolleger har i virkeligheden ikke lyst til at sidde i jakke og slips i middagssolen. På min nuværende arbejdsplads er der ikke så mange slips, og jeg sidder oftere alene. Men effekten er der stadig: når først jeg man har italesat, at det er for varmt at sidde derude, så er der altid nogen der følger trop og indrømmer at de også bliver øre i hovedet af at sidde lige i solen. Eller endda gerne undværer solen for at være i mit selskab.

Som sensitiv person er jeg nødt til at være konsekvent overfor disse ting der giver mig ubehag, simpelthen for at holde mig rask. Det betyder i flere sammenhænge at jeg må være modig og gå imod strømmen, gøre op med nogle af de konventioner og automatiske antagelser der er, og nogle gange dermed melde mig ud af det sociale fællesskab. Det er åbenbart mit lod. Det er heldigt at jeg trives godt med at være alene.

I går var en af de helt varme dage. Jeg tilbragte dagen under et træ i haven sammen med lånehund Atlas, og husbond gjorde mig også selskab. Jeg havde ikke overskud til mere end at online-shoppe. I dag er der en sky for solen og temperaturen er på et mere udholdeligt niveau. I dag får jeg skrevet dette blogindlæg, vasket tøj og lavet frikadeller.

Lignende indlæg:

Dansk model

De sidste mange uger har vi hørt begrebet “Den danske model” i medierne i forbindelse med overenskomstforhandlingerne på det offentlige område. I dag er det 1. maj, Arbejdernes Internationale Kampdag, og jeg har fri fra arbejde og tid til at tænke lidt over det danske arbejdsmarked.

Pressedækning af overenskomstforhandlingerne har været massiv i dette forår, og for mig på grænsen til kvalme. At høre de forskellige udmeldinger og mellemregninger er jo i bund og grund blot forhandlingsteknik og for udenforstående dybt uinteressant. Men jeg får også kvalme, fordi man får det indtryk, at denne ‘danske model’ er noget som gennemsyrer samfundet og omfatter alle lønmodtagere i Danmark. Man kan godt få det indtryk, at alle har ordnede forhold og mulighed for at forhandle løn og arbejdsforhold.

Det meste af min karriere har jeg været ansat uden overenskomst. Min branche, IT-branchen, blev i 1990’erne ramt af outsourcing-trenden. Der opstod store IT-leverandørorganisationer, og det blev en konkurrenceparameter ikke at kunne blive ramt af konflikt. Der skulle også gerne være god økonomi for begge parter ved at outsource. Overdragelsen af virksomhedernes IT-medarbejdere til leverandørorganisationerne var en kærkommen lejlighed til at slippe ud af overenskomsternes begrænsninger.

Lige efter årtusindskiftet blev jeg blev oursourcet første gang. Jeg blev overført fra et pensionsselskab til en IT-driftvirksomhed, som ikke havde overenskomst, og min fagforening meldte mig simpelthen ud. Det var umiddelbart ikke det store afsavn, for fagforeningen gjorde ikke ret meget for medlemmerne i forbindelse med outsourcingen. De næste 5 ansættelser i både leverandør- og brugerorganisationer var uden overenskomst.

I ingen af disse jobs var der mulighed for at forhandle løn. Der blev som regel afsat en ramme for lønreguleringer, og så var det op til de enkelte chefer at fordele det ret beskedne beløb mellem sine medarbejdere. Reguleringer blev kommunikeret som et diktat. Man blev som regel kaldt ind til chefen uden varsel og dermed uden mulighed for at forberede sig. Dialogen var selvsagt beskeden. Øvrige vilkår var ikke til at ændre på, fordi de skulle gælde alle.

Det er sket flere gange at jeg har fået præsenteret lønstigninger på under 2% som en belønning for en flot indsats. Det er også sket at jeg slet ikke har fået nogen lønregulering. Hvis man bruger fagbevægelsens retorik må man konstatere, at dette udhuler ens realløn, da priserne som bekendt stiger hele tiden. Her er det værd at bemærke, at dette var den eneste mulighed for at stige i løn.

Jeg ved ikke hvor stor en del af lønmodtagerne i Danmark der arbejder under disse vilkår. I betragtning af udviklingen på arbejdsmarkedet med outsourcing og arbejdspladser der flyttes til udlandet, gætter jeg dog på, at det er en ikke uvæsentlig procentdel af danskerne der arbejder på denne måde.

For et år siden fik jeg et job som var omfattet af en overenskomst. Det er ret mærkeligt efter så mange år på individuelle vilkår. Min løn bliver automatisk reguleret en gang om året uden nogen individuel vurdering af min præstation, og jeg får den samme % som alle mine kolleger. Jeg føler mig meget privilegeret. Når jeg ser de demonstrerende masser i TV kan jeg ikke lade være at tænke, at de trods alt skal være glade for at have dette forhandlingsforum – det er ikke alle der har det.

På denne Arbejdernes Internationale Kampdag føler jeg mig mere udenfor end nogensinde. Jeg har aldrig identificeret mig som arbejder. Selvom jeg nu er omfattet af en overenskomst, er der mange aspekter af den som helt ignoreres i praksis. I nutidens arbejdsmarked synes jeg alle lønmodtagere har en fælles sag på tværs af brancher, faglige områder og overenskomster. Etablering af 1. maj som mærkedag udsprang bla. af en forhandlingssejr omkring 8 timers arbejdsdag. I min verden er arbejdstiden i den grad udfordret af det grænseløse arbejde, og det er kun et par uger siden at SF foreslog at man lavede lovgivning omkring det. Måske er tiden løbet fra fagforeningerne?

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2017

I starten af 2017 ønskede jeg så inderligt, at det skulle blive et år der var bedre end året før. Billedet over dette blogindlæg er et udtryk for dette – den eneste souvenir jeg købte på min rejse til Los Angeles.

Det viste sig dog at blive endnu et ustabilt år med både opture og nedture.

Alle de blogindlæg jeg har skrevet i år handler om de konkrete begivenheder. Jeg vil derfor i dette indlæg ikke resumere året, som jeg nogle gange gør, men kun gøre status her og nu efter samme model som sidste år.

FYsisk tilstand

Jeg har fundet mig selv igen kropsligt. Jeg spiser igen efter 5:2-diæten og trives bedre end nogensinde med konceptet. Igen i 2017 blev min daglige motionsmængde mindre end tidligere, men det er lykkedes mig at finde balance i motion, appetit og de mængder jeg spiser.

Takket være mit nye job har jeg i år fået en døgnrytme, hvor jeg får en tilpas mængde nattesøvn. Jeg kan tydeligt mærke, at det er godt for mig både fysisk og psykisk.

Psykisk tilstand

Min mentale tilstand er lige nu præget af sorg efter at jeg mistede min hund. Mit humør svinger, men jeg føler ikke så stor glæde ved de ting, jeg plejer at glæde mig over. Til gengæld har jeg humørmæssige nedture af og til. Normalt græder jeg kun sjældent. Jeg har aldrig grædt så meget som jeg gjorde i 2017.

Jeg har sluttet året af med en travl tid på arbejde, og starten af året var også præget af en hjerne der havde fået for meget. Jeg kan godt mærke stress er blevet en fast følgesvend for mig – en partner som jeg skal gøre en indsats for at holde i ave. Jeg er blevet bedre til det, men jeg kan ikke sige mig fri for at ønske, at livet og specielt arbejdslivet var lidt mindre grådigt efter mit mentale overskud.

Arbejde

Efter en arbejdsmæssig kolbøtte er jeg ved at få fodfæste i et nyt job, som har mange af de elementer jeg har længtes efter i årevis. Opgaverne passer rigtig godt til mig, og mine kvalifikationer og evner supplerer mine nærmeste kolleger på en rigtig god måde. Jeg er sluppet af med de stressende storrumskontorer, og arbejder nu under vilkår der indebærer tillid, selvstændighed og fleksibilitet.

Konstant forandring er dagens orden på arbejdsmarkedet. Min organisation er også inde i en forandring som præger hverdagen meget. Vi skal have en stor organisationsændring til at fungere, og hver dag indeholder konflikter og frustrationer og opgaver der må forsømmes, fordi der ikke er tid nok. Samtidig forlanger ledelsen at man arbejder med sin personlige udvikling og sine vaner for at skabe en kulturforandring.

Selvom virkelig mange stressfaktorer er forsvundet med mit seneste jobskifte, er det stadig krævende for mig at gå på arbejde. Det står helt klart for mig, at det er omsonst at ønske mig stabilitet og forudsigelighed i arbejdslivet. Samtidig kan jeg ikke komme udenom, at jeg ikke er den bedste version af mig selv under de omstændigheder. Det ærgrer mig, for jeg synes jeg kan være meget bedre.

Familieliv

Husbond og jeg er ved at finde tilbage til det familieliv man kan have, når man er 2 mennesker der ikke har hund. Vi har jo prøvet det før, og vender nu tilbage til restaurantbesøg, koncerter, biografture og andre impulsive aktiviteter. Vi nyder at have den frihed.

Jeg er stor hundeelsker og har hele mit liv ønsket at have hund. Lige nu er jeg ikke parat til at få hund igen. Jeg vil gerne have, at valget om at have hund bunder i en rationel og realistisk beslutning, nu hvor jeg faktisk ved hvad det indebærer. Jeg er bekymret for, at en beslutning om hund på nuværende tidspunkt vil tage afsæt i sorg og savn – jeg frygter at det vil sætte mig i en loyalitetskonflikt, som vil stresse mig.

Min bror har boet i USA i 17 år, og selvom vi har elektronisk kontakt og besøger hinanden med nogle års mellemrum, har vi ikke den samme føling med hinandens hverdag som vi havde før han flyttede. Efter at jeg i år tog alene på besøg hos ham i Californien fik jeg et helt unikt indblik i hans liv, som jeg ikke har haft i mange år. Det har styrket vores relation.

Mine forældre ses jeg med relativt ofte. Jeg nyder at forkæle mine forældre ved at hente dem ved deres opgang, køre dem hjem til mit hus og servere lækker mad og drikke for dem. Også selvom det så bare er de gode pizzaer fra den nye pizza-mand på Bistrupvej.

Økonomi

Med hensyn til pengene går det heldigvis godt og stabilt. Jeg skriver heldigvis, fordi jeg i foråret troede, at jeg skulle have en periode på dagpenge. Jeg fandt ud af, at det holdt økonomien nok også til – umiddelbart så det ikke ud til at vi skulle sælge huset lige med det samme. På den måde fik jeg afdramatiseret nogle af de spøgelser, der har været i økonomien, og jeg er knap så bekymret for arbejdsløshed i dag.

Jeg nåede dog ikke at komme på dagpenge, og min forebyggende sparsommelighed betød, at jeg gik ud af den usikre periode med starten på en opsparing til nyt køkken.

Jeg har nu mere ordnede forhold i min ansættelse, da jeg for første gang i nok ca. 15 år er ansat under overenskomst. Det betyder at min indtægt reguleres efter et skema, og ikke som en individuel vurdering – det giver tryghed og forudsigelighed.

Et bilskifte har til gengæld givet os en større bilgæld, og jeg er ikke sikker på at vi fik de bedste vilkår i den forbindelse. Husbond og jeg har talt om at få noget uafhængig økonomisk rådgivning på et tidspunkt.

Da jeg fyldte 46 år i 2017 er der kun 14 år til jeg kan gå på pension. Jeg vil rigtig gerne gå på pension som 60-årig, men det kræver jo at økonomien kan bære. Også af den grund vil jeg gerne have et generelt eftersyn af vores økonomi

Bolig

Boligmæssigt er situationen uforandret det sidste år, og det er jeg glad for. Vi er kommet af med det alt for store træ på vores grund, som skyggede i det meste af haven og også hos naboerne. Mange eftermiddage kan jeg derfor sidde ud på den nye terrasse og slappe af i en solstråle efter arbejde.

Der er stadig en masse vedligeholdelsesopgaver på listen for både hus og sommerhus. I sommerhalvåret kan vi bruge al vores fritid med arbejde i hus og have, selvom vi har fået robot-plæneklipper. Vi prøver at balancere det, så der også er tid til at slappe af og leve. Jeg overvejer at få et tilbud fra et gartnerfirma på grundlæggende vedligeholdelse af haven i Birkerød.

Mit hus og mit sommerhus giver mig fortsat mulighed for at være indadvendt og lade mentalt op, og det har jeg brug for. Samtidig har vi et godt forhold til naboer og genboer, hvilket får os til at føle os knyttet til lokalområdet.

Status

2017 blev umiddelbart et hårdt år. Ikke alene skulle jeg opleve at miste mit job for første gang i mit liv. Lige da der var ved at være styr på den situation, blev min hund uhelbredeligt syg, og husbond og jeg måtte igennem et opslidende sygdomsforløb og dødsfald.

På den anden side har jeg fundet styrke i at klare disse kriser.

Jobkrisen klarede jeg ved en målrettet indsats og hjælp fra familie og venner. Jeg er også stolt af at have klaret min hunds sygdomsforløb og død på den bedst mulige måde. I begge situationer fandt jeg mod til at træffe beslutninger ud fra mine egne værdier, og ikke ud fra hvad alle mulige andre syntes. Det er en sejr for mig.

I bund og grund lever jeg stadig et privilegeret liv med godt fysisk helbred, gode relationer og fin økonomi. Mit job er godt, hvis bare der ikke var så travlt, og der er heldigvis håb om at det bliver bedre.

Jeg er bekymret over mit psykiske helbred. Jeg synes jeg bliver mere og mere bekymret og følsom overfor stress. Jeg føler mig ofte ked af det og psykisk udmattet. I den situation er det svært for mig at adskille årsag og virkning, og derfor også svært at se løsninger.

Jeg slutter 2017 af tilbagetrukket, sammen med min elskede husbond og med en sød låne-hund i skødet. For 2018 drømmer jeg om mere harmoni og balance, og ønsker alle der læser med her et godt nytår.

Lignende indlæg:

Et nemmere liv

Når man siger ja til et job med lang transporttid, får man ikke mere i løn eller bedre vilkår. Ikke på grund af den lange transport i hvert fald. Den tid man bruger på transport er en pris man betaler med sit privatliv, sin egen personlige tid – tid med familien, tid til at sove. En pris som man kan håbe opvejes af kvaliteten af jobbet, men det er svært at vide før man er startet i jobbet.

Jeg sagde for et halvt år siden ja til et job med kort transporttid. Helt i tråd med ovenstående logik, blev det ikke en faktor i udmåling af løn og vilkår. Lønnen var den samme som tidligere jobs, vilkårene var på mange punkter bedre.

Når jeg har forladt forhandlings-sfæren kan jeg dog ikke løbe fra, at min nye hverdag med den korte transporttid er rigtig meget værd for mig. Det er som en appelsin i turbanen. En fordel jeg har fået helt uden omkostninger. Det er næsten ikke til at fatte.

Det sidste halve år er jeg gået i seng på samme tidspunkt som altid, men stået op en hel time senere end jeg plejer. Jeg sover 1 time længere hver nat, svarende til ca. 8 timers søvn hver nat. Det er revolutionerende for min energi og mit overskud i hverdagen.

Jeg cykler stadig på arbejde. De 4 km. kan klares på 10 minutter. Jeg behøver ikke at spekulere over påklædning – hvis det er tørvejr kører jeg bare, og tænker ikke over om det mon kunne finde på at regne på halvvejen. Sikke en lettelse i den daglige logistik.

Ikke nok med at jeg sover længere om morgenen. Jeg er også væsentligt tidligere hjemme. Min hund behøver nu kun at være alene hjemme 8 timer, hvilket er op mod 2 timer kortere end tidligere. Nu kan vi nå at gå tur i dagslys i størstedelen af efteråret og vinteren. Endnu en bekymring mindre.

I mit nye job har jeg flextid. Rigtig flextid, uden fixtid. Jeg kan ikke indrette min arbejdsdag fuldstændig som jeg vil, for jeg skal selvfølgelig passe diverse møder og forpligtelser. Men indenfor de rammer har jeg ret vidde muligheder, som gør det langt mere uproblematisk at leve sit liv, f.x. få en håndværker på besøg, komme til dyrlæge eller at gå til frisør på en hverdag.

Oveni al den ekstra tid har jeg ovenikøbet været så heldig at få et job, som tilgodeser flere af mine mentale præferencer. Jeg sidder ikke længere i det ellers så udbredte storrumskontor, og jeg oplever flere gange om ugen at være dybt koncentreret i længere tid ad gangen. Arbejdsopgaverne er meget tilfredsstillende at udføre, og chefen og kolleger viser mig ubetinget tillid.

Efter at have levet på denne måde i 6 måneder, er jeg stadig ret overvældet over den kæmpe lettelse det alt i alt har været i mit liv. Hvad har jeg dog gjort, at jeg skal have det så godt? Jeg venter stadig på at der viser sig at være en hage ved alt det gode. Men det kommer ikke. Det er ligefør at jeg har skyldfølelse over at have fået sådan et privilegeret liv uden at betale en pris.

Men selvfølgelig skal jeg ikke have skyldfølelse. Denne stakkels blog har været forum for mange års plapren om transporttid, cykel-logistik og udmattelse fra min side. Hvis der findes en samlet pulje i verden af besværligheder ifm. at passe sit arbejde, så synes jeg selv at jeg har båret min del af læsset.

Jeg vil dog gerne holde fast i taknemmeligheden over at have fået denne kæmpe lettelse i min hverdag. Det er en gave for en sensitiv person at få mere tid. Og det er bestemt noget der kan mærkes. Først og fremmest er jeg langt mindre træt i hverdagen. Husbond har bemærket at jeg får mange flere idéer til spændende aftensmad, hvor jeg før meget ofte har haft mest lyst til de lette løsninger.

Hvad skal det ikke føre til? En fritidsinteresse? Et renere hus og en mere velplejet have? Flere oplevelser? I disse dage tænker jeg over hvad det mon kommer til at betyde i længden, at mit liv er blevet så meget nemmere, og hverdagenes frie tid 2 timer længere. Det er simpelthen så lang tid siden at jeg har haft den grad af frihed, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med den. Endnu.

 

 

Lignende indlæg:

Sommer 2017

Vi har ikke haft vores sædvanlige held med ferievejret, så meget af sommerferien foregår indendørs. Der er tid til at skrive, og jeg vil gerne gøre lidt status.

Det er 4 måneder siden jeg startede i mit nye job. Prøvetiden er overstået og jeg er kommet godt ind i mine opgaver. Jeg er stadig rigtig glad for jobbet. På forunderlig vis kan jeg bruge mine evner og erfaringer, samtidig med at jeg lærer nyt. Jeg føler mig rigtig godt tilpas blandt kollegerne, og de fysiske rammer med kort transport til arbejde og en god rolig plads gør mig godt.

Det har været overraskende hårdt at skifte fra el-cykel til almindelig cykel, men nu har kroppen vænnet sig til det. Desværre er det ikke lykkedes mig at komme tilbage til den vægt jeg havde før min verden tog en kolbøtte, så selvom jeg kom igennem krisen med skindet på næsen hvad angår psyke, økonomi og job, så har jeg nu en endnu større overvægt at kæmpe med.

På hjemmefronten går det op og ned. Vi har som sædvanlig mange projekter, og foråret har både budt på fældning af et stort træ, implementering af plæneklipperrobot og køb af ny bil. Vi har startet en opsparing til nyt køkken og føler nok at vi har fået en frisk start.

Det præger dog alting rigtig meget, at Adina er syg. Der er gået 3 måneder siden vi fik diagnosen, og hendes tilstand forværres hele tiden lidt. Adina slingrer, snubler, glider og slår poterne mod dørtrin. Jeg kan se at det bliver værre, og jeg har mareridt om at hun kommer til skade. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på den der sidste tur til dyrlægen som venter forude. I perioder er jeg afklaret med det, men i andre perioder er jeg utrolig ked af det.

Alt i alt går det nu godt, og jeg kan ikke tillade mig at klage. Mit liv er meget privilegeret, og det er jeg taknemmelig for. Lige nu handler det om at nyde ferien og nyde Adina, og så må vi ellers tage det en dag ad gangen.

Lignende indlæg:

Nyt job 2017

Efter lidt af en kolbøtte har jeg fået nyt job igen. Jeg vil ikke som tidligere minutiøst kortlægge hvad jeg vinder og hvad jeg mister, da det virker mindre vigtigt nu. Men jeg vil gerne ridse op hvad dette skifte betyder for mig.

Mine 2 seneste jobs har været modsætninger hvad angår fordele og ulemper. Det job jeg lige har haft var et dårligt match når det gjaldt jobindhold, men jeg var glad for kultur, ledere og flexibilitet. Jobbet inden da var modsat – jobindholdet passede super godt til mig, men kulturen gjorde ikke.

Mit nye job ser ud til at kombinere de gode sider ved de 2 seneste jobs. Derudover har jeg fået en hidtil uset kort transporttid. Det er ganske fortryllende.

Transporttid har fyldt meget for mig i mit jobliv. Jeg har haft 40 km. til et job i Dragør, 23 km. til et job på Østerbro. Da jeg fik 14 km. til job for et år siden var jeg begejstret, nu kunne jeg klare turen på el-cykel på lidt over en halv time. Det var perfekt rent motionsmæssigt.

Mit nye job ligger kun 4 km. væk. På el-cyklen tager det mig kun 10 minutter at komme på arbejde. Dette tidsforbrug er forsvindende lille, nærmest ubetydeligt. Det er en kæmpe kontrast til alt hvad jeg har prøvet før. Det giver mig en masse mere fritid, og det er næsten ikke til at fatte.

Det betyder dog også, at motionen jeg får ud af turen på el-cykel er ubetydelig. Jeg har derfor købt en almindelig cykel og håber således at få en fornuftig mængde motion alligevel. Ellers skal jeg til at tænke i nye baner for at få rørt mig nok.

Fleksibilitet har været et kerneområde for mig i tidligere jobs. Det har været vigtigt, fordi en lang transporttid gør det svært at passe hus og hund. Dette tema kommer mere i baggrunden, nu hvor jeg har så kort transporttid, men jeg har alligevel den fleksibilitet jeg ønsker. Jeg kan komme lidt senere eller gå lidt tidligere hvis jeg har behov for det, og jeg kan også arbejde hjemme.

Alt i alt ser det ud til at mit nye job er en ren jackpot af fordele. Der vil nok dukke ting op som jeg kommer til at ærgre mig over. Men når stressfaktorer som transporttid, dårligt matchende jobindhold, ringe flexibilitet og kejtet kultur er væk håber jeg at have meget mere overskud til at klare fremtidig modstand.

Lignende indlæg:

Kolbøtte 2017

Der har været næsten tavst på bloggen i år, og det er fordi mit liv har taget en kolbøtte siden nytår. Det handler om mit arbejdsliv, men det har fyldt hele mit liv i en periode.

Det er naturligt for mig at skrive om den slags oplevelser her på bloggen, men af forskellige årsager har jeg ikke publiceret blogindlæg om det, mens det stod på. Dels har jeg i starten haft svært ved at samle mig om at skrive. Og dels har har jeg kontraktligt forpligtet mig til ikke at tale dårligt om min arbejdsgiver, og til ikke at tale om indholdet af en aftale vi har indgået. Derfor har jeg holdt mig tilbage med at beskrive konkret hvad der er sket og hvilke følelser det har resulteret i for mig.

Det nager mig, for jeg synes at når man dokumenterer sit liv på denne måde, så skal det hele med, både de gode og de dårlige oplevelser. Jeg ved godt at der ikke sidder et kæmpe publikum og venter på at læse hvad der sker i mit liv. Men jeg har en trang til at dokumentere denne del af mit liv, for at huske det, for at bearbejde det og for at reflektere over det og lære af det.

I de forgangne måneder har jeg skrevet lange blogindlæg om hvad der er blevet sagt og gjort, men dem kan jeg ikke publicere. Nu hvor jeg er ude på den anden side, kan jeg se tilbage og skrive offentligt overordnet om hvad der er sket. Det gør jeg igennem disse 3 blogindlæg:

 

Lignende indlæg:

Et nyt kapitel

Da jeg vendte hjem til Danmark fra Californien, var jeg klar til at se min nye virkelighed i øjnene. Nu skulle der søges job. Jeg greb det an med ydmyghed og systematik. Jeg skubbede den dårlige oplevelse på det seneste job i baggrunden og fokuserede på mine succesoplevelser på arbejdsmarkedet. Det rustede mig med selvtillid.

Det gik over al forventning. I løbet af et par uger søgte jeg en række jobs og oplevede god respons. Det andet sted jeg var til samtale tilbød de mig jobbet, og jeg måtte efterfølgende melde fra til 2 andre jobsamtaler.

Efter en periode som hjemmegående, er jeg nu startet i et nyt job, der indfrier en masse ønsker og endda et par drømme. Jobindholdet er en god fortsættelse af de emner jeg gerne vil beskæftige mig med. Branchen har jeg erfaring med og jeg føler mig godt tilpas på denne type arbejdsplads. Det føles som at ‘komme hjem’.

Med udgangspunkt i en opsagt stilling var jeg klar over at jeg kunne komme i en situation, hvor jeg var nødt til at overveje et job med lang transporttid eller lavere løn. Sådan endte det heldigvis ikke.

Hele denne kolbøtte har resulteret i en situation, der er langt bedre end før. Mange stressfaktorer er fjernet fra min hverdag, og økonomien har ikke lidt under det. Hvor jeg i vinter måtte vælge mellem pest eller kolera, føler jeg nu at jeg har fået både i pose og sæk.

Jeg sidder med en stor taknemmelighed over den medvind og hjælp jeg har oplevet. Familie og venner har virkelig støttet mig så det kunne mærkes. Og jeg må sige, at jeg også føler en stolthed over min egen håndtering af hele forløbet.

Undervejs har både tidligere og nuværende arbejdsgiver omtalt mig som følsom, og her på bloggen har jeg skrevet en del om at være sensitiv. Når jeg opruller hele historien, ser jeg det egentlig som noget der har været mig til gavn.

Jeg oplever at mit detalje-orienterede sanseapparat har hjulpet mig til at håndtere denne krise. På ret kort tid har jeg overkommet svære følelser og tilpasset mig en ny virkelighed. Min familie og mit netværk har hjulpet og støttet mig helt enormt, bla. fordi jeg har været i stand til at sætte ord på hvad der skete og at bede om hjælp.

 

Lignende indlæg: