Tre år med 5:2-diæt – og pause

Alt imens jeg har været fuldt optaget af start i nyt job, har jeg rundet 3-års dagen for min start på 5:2-diæten. Nogenlunde samtidig besluttede jeg mig til at holde pause, og jeg har i skrivende stund ikke haft en fastedag i flere måneder.

Der er 2 grunde til at jeg holder pause fra diæten, og de hænger begge sammen med jobskifte.

For det første har jeg ikke kunnet samle den mængde indre ro der skal til, for at motivere mig til at undlade at spise på fastedagene. Jobskiftet har givet anledning til lidt for mange tanker, bekymring og uro, og det har givet mig for store vanskeligheder med at holde disciplinen.

For det andet var det for hårdt for mig at leve med de hovedpiner jeg ca. 3 ud af 4 fastedage døjede med. Så længe jobbet er nyt, har jeg brug for at være på 120%, og det kan jeg ikke være når jeg har hovedpine.

Hvad er der så sket ved at stoppe med 5:2-diæten? I første omgang har jeg taget 1-2 kg. på. Det er ikke så galt som frygtet, især i betragtning af at jeg næsten har halveret min motionsmængde i samme periode pga. kortere afstand til arbejde. Det vægttab jeg opnåede det første år med diæten har jeg ikke kunnet opretholde, og min vægt et steget langsomt henover de efterfølgende 2 år. Jeg er dog ikke helt oppe på den vægt jeg havde før jeg startede på 5:2.

Jeg synes ikke at jeg har fået så mange smerter i led og ryg som jeg havde før. Det er nok svært at vurdere objektivt endnu, da skiftet er sket henover en årstid hvor smerterne normalt er færrest. Min mave og fordøjelse savner fastedagene.

Den afstressende effekt af at springe over madlavnings-rutinen 2 dage om ugen har jeg forsøgt at bibeholde. På de dage der før var fastedage, spiser jeg en nem ostemad til aften, og lader husbond lave/varme mad til sig selv. Det er gået udmærket, men det er stadig lidt uvant – nu havde jeg jo virkelig vænnet mig til det andet.

Humøret har været ret svingende efter jeg er stoppet med diæten, men det tilskriver jeg egentlig den stress-belastning det har været at starte i mit nye job. Det nye job er både postivt overraskende og en chokerende skuffelse, så det er ikke så mærkeligt at jeg har været ked af det i perioder.

Jeg ærgrer mig meget over at måtte opgive. Jeg var ellers stolt over den indsats jeg gjorde, da jeg indarbejdede systemet i min hverdag. Jeg tror sådan set også stadig på konceptet som en god løsning for mig. Jeg prøver at lade være med at tænke på det som et nederlag. Derfor tænker jeg også på det som en pause. Jeg håber at kunne komme igang igen på en god måde, når jeg har fået lidt mere ro på jobsituationen.

Lignende indlæg:

Testkørsel

I den forgangne uge har jeg haft vinterferie. Ferien har primært handlet om at slappe af, men jeg har også brugt lidt tid på at gøre klar til at arbejde et nyt sted fra på onsdag.

Jeg skal ikke længere arbejde i København, og kommer fremover til at cykle en helt anden rute til arbejde. Noget af vejen kører husbond idag, når han skal på arbejde, så jeg var rigtig glad for at han gerne ville cykle turen til min nye arbejdsplads sammen med mig, så jeg kunne lære vejen at kende.

Testturen gik godt og jeg fik værdifuld information. Jeg var 40 minutter om turen, og den var 14 km. lang. I forhold til den vej jeg har kørt de sidste 4½ år, udgør den nye rute næsten det halve i både km. og minutter. Turen var meget anderledes på en række punkter.

Ruten foregår i et mindre bypræget miljø end jeg er vant til. Antallet af lyskryds kan tælles på 1 hånd. Det må alt andet lige påvirke gennemsnitshastigheden. Det betyder også, at der ikke er så mange pauser. Der er store, fine cykelstier, godt adskilt fra bilerne, uden huller og ingen vejarbejde. Noget af ruten er supercykelsti, hvor der er gjort ekstra meget ud af det. Umiddelbart føltes det som en stor luksus, i forhold til hvad jeg plejer at køre i.

En stor andel af de 14 km. foregår langs skov og mark, hvor der ikke er gadebelysning. Det bliver en ny oplevelse i vinterhalvåret, og kommer til at kræve mere af reflekser, lys på cyklen mv. Der er dog lys lagt ned i selve cykelstien, så helt mørkt bliver det ikke.

Da jeg kørte testturen var der vind fra vest, som i teorien burde have givet mig side-modvind den ene vej, og side-medvind den anden. I stedet oplevede jeg det som direkte modvind både ud og hjem på de åbne stykker, og da der kom regn kunne jeg mærke, at det ville komme til at føles mere barsk end kørsel i villakvarterer. Men det kommer også til at blive en stor naturoplevelse på en sommerdag at cykle den vej.

At cykle sådan en rute på en hverdag midt på dagen er måske ikke helt sigende. Til daglig komme jeg til at køre i mylretiden. På grund af de få lyskryds og den gode adskillelse fra bilerne gætter jeg dog på, at den nye vej til arbejde kommer til at indeholde færre konflikter med andre trafikanter. Det ville være dejligt at skrue ned for den stressfaktor.

Den rute vi prøvede af i tirsdags var den, der på papiret er kortest. Der er dog andre ture, som kun er en anelse længere. Hvis det bliver et problem med vejrpåvirkningen på de åbne stykker eller at køre på stykkerne uden gadebelysning, så kan jeg køre den anden vej.

Det er 2½ år siden at jeg købte min el-cykel, og batteriet begynder at have en mærkbart kortere rækkevidde. Siden jeg flyttede til Birkerød har jeg ikke kunnet komme hele vejen både til og fra arbejde på samme opladning, og har derfor været nødt til at lade batteriet op på arbejde. Henover denne vinter har det på dage med frost været svært at klare bare den ene tur på 24 km. På testturen til det nye arbejde kørte jeg ud og hjem på samme opladning, men var nødt til at køre på nedsat motorkraft på næsten hele hjemturen for ikke at ‘løbe tør for benzin’. Jeg håber at jeg kan få lov til at oplade mit batteri på mit nye arbejde. Hvis ikke skal jeg overveje alternativer som at købe nyt batteri eller helt ny cykel.

I fødselsdagsgave havde jeg ønsket mig en ny jakke til at cykle på arbejde i, som havde en mere iøjnefaldende farve og gerne med reflekser på. Det var desværre svært at finde den rigtige kombination, men husbond forærede mig en jakke meget lig den jeg har, bare i en skrap lyserød farve. På nettet fandt jeg nogle gode reflekser i kreativt design, som man selv kunne stryge på. Det fik jeg også gjort i denne ferie. Når man cykler på arbejde hver dag året rundt kommer det til at fylde meget i hverdagen, så det var skønt at føle sig helt klædt på til den nye hverdag.

Lignende indlæg:

Nyt job 2016: hvad jeg opnår

Når jeg skifter job lige om lidt, får jeg en række muligheder og forbedringer:

  • En mulighed for at arbejde med mit speciale, IT-dokumentation og compliance, i en sammenhæng hvor det er en accepteret præmis for virksomhedens aktiviteter.
  • Bredere ansvarsområde
  • Kendskab til helt ny branche
  • Arbejde i en større virksomhed med større mulighed for faglig sparring
  • Mærkbart kortere transporttid
  • Flextid med fixtid kl. 9:00 – 14:00
  • Betaling ved evt. overarbejde

Vigtigst af alt forventer jeg, som beskrevet i dette blogindlæg, at opnå en bedre balance mellem arbejde og privatliv.

Sidst jeg skiftede job opnåede jeg en lang række forbedringer i ansættelsesvilkår. Jeg var meget imponeret over at få bonusordning, mange ekstra fridage og firma-iPhone, fordi jeg følte at det signalerede, at man betragtede sine medarbejdere som værdsatte specialister. Disse fordele falmede efterhånden som det gik op for mig, hvilke værdier der lå nedenunder – værdier, som ikke handlede om at værdsætte sine medarbejdere.

Derfor holder jeg mig lidt tilbage med at juble over de nye fordele jeg opnår ved dette jobskift. Det er selvfølgelig forjættende at se frem til 1 times ekstra fritid om dagen, og ikke længere at føle sig holdt i kort snor. Brændt barn skyer ilden, og det er svært at slippe frygten for, at jeg igen skal opleve at blive så skuffet, at de ting som på papiret er forbedringer ikke betyder noget.

Lignende indlæg:

Lidt til og meget mere

Lige da jeg var flyttet ind i mit nuværende hus følte jeg, at mit liv nåede et højdepunkt. Faktisk følte jeg at jeg var på toppen, og at det ikke kunne blive meget bedre.

Da jeg skrev det indlæg, var jeg rimelig tilfreds med min arbejdssituation. I den periode havde jeg en chef, som gav mig håb og som repræsenterede nogle værdier jeg kunne lide. Det varede ikke så længe, han stoppede et par måneder efter at jeg skrev indlægget. Og så var jeg tilbage i den ledelseskultur som havde været i virksomheden hele tiden, og som jeg aldrig har brudt mig om.

Her halvandet år efter må jeg konstatere, at mit liv kunne blive endnu bedre. Det er nemlig lykkedes mig at finde et nyt job, som jeg forventer kommer til at gøre min hverdag endnu bedre. 1. marts starter jeg i nyt job på en arbejdsplads, som ligger betydeligt tættere på mit hjem. Ovenikøbet får jeg flextid, så det bliver muligt at få en bedre balance mellem arbejde og privatliv.

Hvad arbejdspladsen ellers byder på af kultur og udviklingsmuligheder kan jeg på nuværende tidspunkt kun gætte på. Jeg har et håb om, at det er bedre. Men alene det faktum, at jeg kan cykle på arbejde på noget under en time, og gå tidligt uden dårlig samvittighed, kommer til at betyde en stor forbedring for mig.

Helt konkret forventer jeg, at jeg kommer til at føle større frihed og mindre skyldfølelse overfor min hund. Den kortere transporttid vil formentlig også betyde mindre træthed og dermed større overskud til hverdag, socialt liv og interesser.

Når jeg tænker tilbage på de overvejelser vi havde ifm. vores huskøb i 2014, hvor vi tænkte meget på min transporttid, kan jeg kun være utrolig glad og tilfreds med de beslutninger vi traf. Vi fandt et hus 6 km. længere væk fra København, og fik langt mere for pengene. Prisen var et større tids- og energiforbrug til transport for mig. En pris, som jeg nu ikke længere skal betale. Hvor heldig kan man være – nu tjener jeg både på gyngerne og karrusellerne.

Lige som jeg troede, at jeg havde opnået alt hvad jeg turde håbe på, gik en umulig drøm i opfyldelse: at have en overkommelig transporttid på cykel, samtidig med at jeg bor i et hus der er helt rigtigt for mig og har et lykkeligt familie- og fritidsliv.

Lignende indlæg:

Skoven larmer

For nogle år siden arbejdede jeg i et flyselskab, og i den forbindelse havde jeg mulighed for at købe charterrejser med personalerabat. Jeg var på Mallorca en del gange i de år, og et par gange boede jeg på hoteller, der lå lige ud til Middelhavet.

Midt i denne luksuriøse beliggenhed slog det mig, hvor meget lyd der kommer fra vandet. Jeg vågnede til lyden af bølgeskvulp, og hvis det blæste lidt op var lydniveauet så højt, at man skulle være ganske tæt på hinanden i lejligheden for at kunne tale sammen, når vinduer og døre var åbne.

Denne oplevelse tænker jeg på i disse dage, hvor det blæser meget. Jeg bor nu meget tæt på en skov, og det kan høres. I går aftes lød det simpelthen som om der kørte et tog forbi helt tæt på huset, og her til formiddag kan man også høre skoven bruse selv med lukkede vinduer.

Hvis der virkelig var et tog, der kørte helt tæt forbi huset, ville man nok irritere sig over lyden. Men når det simpelthen er naturens lyde er det noget andet. Det er dejligt at være tæt på naturen, og til en vis grad er det også beroligende at lytte til naturen.

Når det virkelig blæser til, kan jeg dog godt få vis uro. Det handler nok mest om at jeg bliver bekymret for at taget blæser af, eller at der sker andre voldsomme ting som følge af blæsten. Det er sket flere gange, at jeg har haft svært ved at falde i søvn når det blæser meget.

Jeg prøver i stedet at tænke på det som lyden af stor luksus – ligesom beliggenhed ved havet.

 

Lignende indlæg:

Ødsel luksus eller nødvendig livskvalitet

Da Mads og jeg i 2013 begyndte vores tanker om at skifte vores lille rækkehus ud med et ‘rigtigt’ hus, kæmpede jeg lidt med et dilemma mellem at nøjes og at udleve drømme. Jeg har altid været kritisk overfor filosofien om at udleve drømme for hver en pris. Det fik mig til at føle mig grådig, når jeg ønskede mig mere end jeg havde.

Min mand er vokset op i en familie med 2 voksne og 3 børn i et hus på 85 kvm, og han har derfor en naturlig ydmyghed og lave krav. Jeg selv har været vant til mere plads, men blev alligevel påvirket af mine forældres første reaktion på vores husdrømme: de kunne ikke helt forstå vores ønske, og synes at det da var godt nok at bo som vi boede.

Jeg kan godt lide at se TV-udsendelser som Hammerslag og Luksusfælden, og her får man perspektiv på det at bo i hus. Der er virkelig forskel på hvad danskere kan tillade sig at ønske sig rundt om i landet. I provinsen, og især ude på landet, kan selv folk med lavt uddannelsesniveau og meget små indkomster bo i hus. I de store byer, og specielt i Storkøbenhavn, er det en luksus at kunne bo i eget hus og bestemt ikke for enhver pengepung. Selv folk mellemlange uddannelser kan have problemer med at få råd til et almindeligt hus i Storkøbenhavn.

Måske var det både ødselt og risikofyldt at ønske sig et hus, når man bor i Københavns forstæder. Måske var det urealistisk og ufornuftigt for sådan en som mig, med kun en kort videregående uddannelse, at sætte næsen op efter at få mit eget hus.

I rækkehuset var jeg ked af at hunden skulle bakke ud af soveværelset. Jeg var ked af at være så tæt på naboerne. Jeg var træt af parkeringskaos, smækkende bildøre og råbende naboer lige udenfor mit vindue. Jeg var ked af jord i soveværelset og uro i stuen, fordi indretningen var som i en lejlighed, hvor alle rum og funktioner var tæt på hinanden. Det stressede mig, at jeg ikke synes jeg kunne trække mig tilbage til ro og indadvendthed noget sted, men hele tiden måtte leve med andres menneskers aktiviteter i baghovedet. Det fik mig til at tænke: “hvis andre kan, så kan jeg vel også?”

Nu hvor vi har lavet ændringen, solgt rækkehuset på 75 kvm og købt hus på 192 kvm., er jeg helt sikker på, at det var det rigtige at gøre. Jeg nyder simpelthen dette hus i en grad, som jeg ikke troede var muligt. Og jeg har slet ikke skyldfølelse.

Hver dag når jeg kommer hjem, træder jeg ind i min egen verden når jeg åbner hoveddøren. Jeg glemmer alt om irriterende ting på arbejde og konflikter i trafikken, og går ind i mit eget rum hvor jeg kan være helt mig selv sammen med min lille familie.

Når jeg har taget overtøjet af, går jeg normalt op i soveværelset på førstesalen og klæder om. Herfra kan jeg se ned på livet på Bistrupvej og Statoil-tanken. Men det er i en behagelig afstand – de kan ikke se mig. Når jeg går ud på badeværelset, ser jeg ud på skoven i Bistrup Hegn. Det giver mig ro.

Når jeg bagefter går en tur med hunden i hundeskoven lige ved siden af, slapper af foran brændeovnen sammen med husbond, og laver mad i det store spisekøkken mens jeg gætter med i Jeopardy på fjernsynet, foregår det alt sammen uden at jeg mærker verden udenfor. Det er fantastisk rekreativt.

Den psykologiske effekt af at have et hus, hvor jeg kan lukke omverdenen ude er uvurderlig. Man skal tænke på, at til daglig sidder jeg i storrumskontor med store mængder af mennesker omkring mig, og derudover bruger jeg over 2 timer i myldretidstrafik. Jeg kan mærke en stor forskel i velvære og overskud, efter vi er flyttet i hus.

Vi købte et hus der var dyrere, end det rækkehus vi solgte. Prisen kom dog indenfor det overkommelige, fordi vi købte et hus der ligger tæt på en trafikeret vej. Støjen derfra vurderede vi ikke ville genere os nær så meget, som nærmiljøet i rækkehuset gjorde, og vi fik heldigvis ret.

Økonomien er reelt stort set den samme som i rækkehuset, fordi vi er gået over til realkreditlån med fleksibel rente. Vi sætter dog mere ind på budgetkontoen for at polstre os til fremtidige højere renter. Vi vil ikke kunne sidde i længere tid i huset på dagpenge. Det kunne vi heller ikke i rækkehuset.

Alt i alt er balancen mellem det økonomisk fornuftige og den psykologiske sundhed altså rigtig god, og bedre end jeg havde turdet håbe. Jeg er SÅ glad for det her skønne hus, fordi det har givet mig albuerum og langt mere overskud i hverdagen. Det er ren livskvalitet for mig at bo i hus.

Lignende indlæg:

Hverdag for en sensitiv

Der er mange ting i hverdagen, som kan påvirke en sensitiv person. Nogle ting er som de er, andre kan man vende og dreje så de bedre passer til ens præferencer.

El-cykel

Jeg har for mange år siden valgt el-cykel som mit transportmiddel til arbejde. Det handlede primært om at slå flere fluer med et smæk: at bruge transporttiden til at få motion og slippe for at skulle afsted til fitness-centret når jeg kom hjem fra arbejde.

Set i en sensitiv kontekst hjælper el-cyklen mig også til at slippe for de belastninger der ligger i bilkøer og overfyldte s-tog. Jeg kan ikke fordrage at sidde som sild i tønde i bus og tog, og jeg bliver tit provokeret og vred i trafikken af folk der opfører sig dårligt. Med el-cyklen har jeg frihed til at vælge at køre den vej hvor der er mindst road rage og trafikstøj.

5:2-diæt

Efter et stressnedbrud begyndte jeg at spise efter 5:2-diætens principper. Udover vægttab, færre smerter og mindre besvær med maven har det givet mig et frirum i hverdagen, hvor jeg 2 dage om ugen har mere tid til at gøre ting for mig selv fordi jeg ikke skal lave og spise aftensmad.

Det modvirker både overstimulering og giver mig mulighed for at nære min nyhedssøgende side, fordi jeg kan bruge tid på at fordybe mig i noget eller opleve noget. Det kan både være et godt TV-program, at skrive et blogindlæg eller lave grundig research før internet-shopping.

På mit seneste kursus lærte jeg, at selvkontrol er vigtig når man er både sensitiv og nyhedssøgende. 5:2-diæten er en konstant øvelse i selvkontrol, fordi man bekæmper en så instinktiv ting som sult. Jeg har erfaret, at det slet ikke føles så slemt at udsætte et impulsivt behov.

Perfektionisme og idealisme

Generelt arbejder jeg konstant med at sænke mit ambitionsniveau for hjemmelivet. Perfektionisme er en fjende for min sensitivitet, fordi jeg kommer til at gå i selvsving over det. Dels tænker jeg alt for meget over forskellige detaljer, og dels kommer det til at tage så lang tid at der ikke er plads til at lade batterier op.

Derfor er avanceret madlavning, gennemført boligindretning, højt hygiejnisk niveau og høj miljømæssig faneføring blevet afløst af noget mere pragmatisk. Jeg finder stor glæde ved at lave en god frikadelle eller en gammeldags dessert. Jeg laver ikke længere sushi selv og har opgivet at lære at lave bearnaisesauce. Den på glas fra Irma er i øvrigt også helt udmærket. Når vi fejrer fødselsdage o.l. med mange gæster, går vi enten ud eller får mad leveret udefra.

Det er min opfattelse, at det er usundt at undertrykke følelser og behov, selvom de er ’forkerte’. Jeg forsøger at tage hensyn til, at det virkelig går mig på, når der er beskidt og rodet i huset, men erkender også at energien ikke er til det omfang at rengøring der ville være helt perfekt. Her bruger jeg meget min mand til at sparre med, for han ser ikke skidtet nær så hurtigt som jeg gør. En god løsning er tit at planlægge: ”nu støvsuger vi bare i denne weekend, og så giver vi det den store tur i næste weekend, hvor vi får gæster”.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Adina på flugt

I fredags stak Adina af på en tur med sin hundelufter. Der havde været torden om morgenen, men det var klaret op og blevet solskin. Midt i Søllerød Kirkeskov, midt i en dejlig badetur med alle de andre hunde, kom der alligevel et tordenskrald, og så løb Adina sin vej.

Hundelufteren ringede straks til mig, og vi aftalte at hun forsøgte at lede på de forskellige parkeringspladser omkring skoven. Efter en time var Adina endnu ikke fundet, og jeg havde efterhånden en knugende, væmmelig fornemmelse i maven. Måske var det sidste gang jeg havde set min hund, da jeg sagde farvel til hende i morges? Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om at arbejde, og besluttede at tage hjem for at deltage i eftersøgningen. Det var min chef heldigvis med på. Mads tog også fra arbejde, og mine forældre tog bilen og var med.

Jeg tog min cykel med toget til Virum Station og gik i gang med at gennem-trawle Geels Skov, som ligger lige ved siden af Søllerød Kirkeskov. Det gjorde godt at handle. Jeg kaldte og fløjtede mens jeg cyklede langsomt igennem både den vestlige og østlige del. Når jeg mødte andre hundeluftere spurgte jeg om de havde set hende, men det var der ingen der havde. Alle var søde til at love, at de ville ringe til telefonnummeret i hendes halsbånd, hvis de skulle se hende.

Samtidig kørte Mads til Søllerød Kirkeskov og gjorde det samme. Hundelufteren og min far gik også der hvor hun var blevet væk, mens min mor holdt vagt hjemme i vores hus, så der var nogen hvis hun skulle dukke op der. Mads ringede også til sine forældre og aftalte at de skulle se efter hende i skoven ved siden af hvor vi bor; Bistrup Hegn. Alt i alt var vi 7 mennesker der ledte, og vi fik hjælp af hundeflokken Adina havde været ude med, og de mennesker vi mødte rundt omkring.

2½ time efter at Adina var løbet sin vej ringede min telefon. Det var en ældre dame, der fortalte at hun stod med en sød og tillidsfuld hund, der rigtig gerne ville indenfor. Damen boede i Nærum, få kilometer fra området vi gik og ledte i. Det viste sig, at hun boede tæt på hundelufterens tidligere bolig, hvor Adina har været passet adskillige gange og boet i en periode inden hun flyttede ind hos os.

Den søde dame var selv hundeejer, og stod lige netop og skulle til Geels Skov med sin hund. Vi aftalte at mødes på parkeringspladsen. Jeg skyndte mig at sprede budskabet om at Adina var fundet, og lettet cyklede jeg hen til mødestedet. Få minutter senere så jeg en lille bil med en stor hvid hund siddende på forsædet rulle ind på parkeringspladsen. Kort efter kom Mads og min far, og lidt senere også hundelufteren. Alle var lettede, og mavefornemmelsen noget bedre. Andre hundeluftere på vej hen til deres biler råbte begejstret, at schæferen var fundet.

Vi lærte mere om Adinas adfærd af denne episode. Adina er generelt utryg ved torden og fyrværkeri, og det er meget tydeligt at hun søger fysisk tryghed; hun lægger sig under borde og ind i brusekabiner. Det virker som om, at hun tror at hele verden er ved at falde ned over hende. Det var også det hun havde gjort denne gang, ved at søge hen til det nærmeste hus hun kendte. Vi var på sporet ved at lede på parkeringspladser og ved vores tidligere og nuværende hus. Men det var jo mere oplagt for hende at søge hen til det hus, hvorfra hun adskillige gange har gået tur hen til den skov hun befandt sig i.

Det er selvsagt frygteligt for alle parter, at denne situation opstår. Det er synd at hun er så bange, og det er farligt for hende at løbe skrækslagen rundt, helt irrationel. Hendes mennesker og pårørende er frygtelig bekymrede. Hvis det værste skulle ske, at hun bliver kørt over, vil det også være belastende for et vildt fremmed menneske.

Vi glæder os over, at der ikke er sket hende noget fysisk. Det er sket et par gange før, at hun har været stukket af, og alle gangene har hun krydset større, trafikerede veje uden at komme noget til. I mit stille sind håber jeg på, at hun har en fornuftig færden, men det er jo ikke til at vide.

Hele weekenden har Adina været temmelig påvirket af episoden. Når det har regnet eller der har været lyde fra fly har hun været meget stresset, rendt i hælene af mig og Mads, og været modvillig når vi skulle ud og gå tur. Og når hun har kunnet slappe af, har hun været enormt træt. Vi forsøgte at gøre weekenden så rolig som muligt ved at være så meget hjemme som muligt og forholde os roligt. Forhåbentlig er det snart slut med tordenvejr – så skal vi i gang med lydtræning for at forsøge af af-sensibilisere hende.

 

Lignende indlæg:

Køkkenmaskiner 2015

I 2010 skrev jeg et blog-indlæg om de køkkenmaskiner vi brugte dengang. Der er sket en del i mellemtiden, og siden da er vi flyttet til et køkken med en anelse mindre skabsplads. Vi har til gengæld fået et stort viktualierum, og vi bruger stadig en del elektriske køkkenmaskiner.

Siden 2010 har vi fået os en foodprocessor. Den bruger jeg temmelig meget, da det gør det nemt og hurtigt at lave husbonds yndlings-banankage, og den er også god at lave hummus på. Sammen med den store røreskål kom også en blender-skål, som overflødiggjorde den gamle blender.

En anden stor succes er en elektrisk damper. Køkkenbordet er næsten altid befolket med enten riskogeren eller damperen, og vi er allerede på vores maskine nr. 2 for begges vedkommende – første maskine er for længst slidt op. Vi bruger hovedsagelig damperen til broccoli, for det bliver helt perfekt og fuldt af smag, men den er også genial til alle andre grøntsager – f.eks. asparges, som er svære at få perfekte i en gryde. Vi har også talt om at prøve at dampe dim sum.

I over 10 år har jeg haft en Senseo kaffemaskine. Når man ikke selv drikker kaffe, er det en dejlig nem måde at byde gæster på kaffe, fordi man ikke behøver at tænke på dosering. I lørdags købte vi en Tassimo kapsel-kaffemaskine. Den har samme fordele som Senseo, og derudover letter den mit liv yderligere ved det, at jeg ikke behøver at huske at købe mælk når der kommer gæster til kaffe – hvilket der gør en del oftere efter at vi er flyttet. Kapslerne der bruges til denne maskine indeholder nemlig også mælk. Maskinen kan lave en større palette af varme drikke: mælke/kaffedrikke, kakao/chokolade og te incl. chai latte. Vores gamle, trofaste Senseo virker sådan set endnu, og kommer nok til at stå i sommerhuset, hvor vi indtil nu kun har kunnet byde på frysetørret kaffe.

Disse maskiner bruger vi stadig meget – hvis ikke hver dag, så i hvert fald hver uge:

  • El-kedel
  • Riskoger
  • Damper
  • Æggekoger
  • Brødrister
  • Stavblender/minihakker
  • El-pisker

Maskiner vi bruger ind imellem:

  • Foodprocessor
  • Kaffemaskine (Senseo/Tassimo)
  • Toaster

Ting vi næsten aldrig bruger

  • Saftcentrifuge
  • Vaffeljern
  • Æbleskive-jern
  • Smoothieblender
  • Friturekoger

Ting som vi ikke har længere:

  • Alm. blender
  • Kartoffelskrællemaskine

Man skal ikke at være ret meget ældre end mig for at rynke på næsen af alle disse maskiner. Det kan jeg sådan set være ligeglad med, for jeg har både plads, råd, interesse og forstand til at bruge dem. Det er da rigtigt, at nogle af de maskiner vi har anskaffet over tiden er kommet til at samle støv på en hylde, men det er kun kartoffelskrælleren der har været en decideret fiasko. De fleste bruger vi faktisk med stor succes, og de sparer både kræfter, tid og el.

Lignende indlæg:

Før sommerferien 2015

Det har været en kold maj og en kold juni måned. Planter og blomster er slet ikke på samme stadie som sidste år, og majsmarkerne har slet ikke den højde de normalt ville have på denne tid af året. DMI udsendte i slutningen af juni en månedsprognose, der ikke var alt for optimistisk. Men knap var juli startet, så kom der en flok sommerdage. Vi må nyde det så længe det varer.

I vores familie har vi ferie sent på sommeren. I år stod Mads bagerst i køen, da der skulle fordeles ferie på hans arbejdsplads, og faktisk kommer vi til at have 2 af ferieugerne udenfor skolernes sommerferie. Det kunne min arbejdsplads heldigvis godt acceptere, og der er flere fordele ved at have sen ferie. Vejret er relativt tit godt i august, og der er lidt mindre pres på faciliteterne; kortere kø til ishuset og nemmere at få bord på caféer. Jeg nyder at have noget at se frem til. Desuden kommer efteråret, der ellers tit føles som et langt stræk hen til fridagene i julen, til at føles lidt kortere.

Indtil vi skal have ferie, klarer vi hverdagen i et ferieramt miljø. Vi nyder at gaderne er mindre trafikkerede. På mit arbejde går aktivitetsniveauet væsentligt ned, mange ting er udskudt til efter ferien. Jeg håber det samme sker på Mads’ arbejde, hvor deres verden til hverdag er ved at gå under af travlhed. Efter en aktiv juni er der nu ingen sociale arrangementer, og vi kan vende os indad og nyde sommer-fyraften ved at lege med hunden, slå græs, spise is og sidde ude når det er vejr til det.

Når vi er hjemme mens alle andre har fri, er det også tid til en anden tilbagevendende syssel: pasning af andres hjemmefront. I denne sommerferie skal vi passe en undulat, en guldhamster, se til svigerforældrenes hus og have et halvt øje på teenage-nevø, som er nødt til at blive hjemme alene, mens familien tager på sommerferie i Italien – der er nemlig skoleperiode i hans lærlingeuddannelse.

Når kalenderen viser august, er det så vores tur til ferie. Igen i år går turen op til vores sommerhus i Gilleleje. Så er det tid til at høste frugten af det hårde slid i påsken, hvor vi byggede en ny træterrasse. Det bliver en helt anden oplevelse at leve udendørslivet, når vi har sådan en fin terrasse at være på, og vi har glædet os lige siden april. Det har været et særdeles hårdt år med både flytning og for Mads ekstra stort arbejdspres. Vi trænger virkelig meget til at slappe af og lade op i trygge og smukke omgivelser.

I øjeblikket siger jeg ”god ferie” til alle dem der drager afsted. Når de kommer tilbage, kan de se misundeligt på at jeg siger farvel og går på ferie. Eneste ulempe er, at når jeg selv kommer tilbage på arbejde efter ferie, har arbejdspladsen været oppe i omdrejninger i flere uger. Det er nok ikke muligt for mig at starte ferie-hjernen langsomt op, som man ellers anbefaler. Jeg har dog lagt en aftale ind i min arbejdskalender mandag formiddag, så der er tid til at få læst mails og indhente diverse efter ferien.

Lignende indlæg: