Det er fantastisk at vinde en hunds tillid og skønt at nyde hendes selskab. Jeg begraver mit ansigt i hendes pels, nyder hendes duft og siger igen og igen “tænk at hun er VORES”. Og det er hun. I den forgangne uge er papirarbejdet kommet på plads, så vi nu står som ejere i Dansk Hunderegister. Vi har også fået vores police vedr. hundeforsikring og bestilt tid hos den lokale dyrlæge, så Adina kan få et sundhedstjek og den sidste vaccination hun mangler. Al den slags som man gør når man har sin helt egen hund.

Samtidig prøver jeg at vænne mig til en ny hverdag. Jeg er også sensitiv under fødderne, så nu skal jeg være mere omhyggelig med at huske hjemmeskoene når jeg lister på toilettet om morgenen - det kan ikke undgås at der er ret beskidt på gulvet i entreen. Mads og jeg deles om de daglige gåture, men jeg kan godt mærke i mine ben at jeg ikke er vant til at gå 5-7 km. i frossen skovbund hver dag. Og det er ikke længere ligetil at skulle noget på en hverdagsaften.

Jeg håber ikke det lyder som om jeg er utilfreds, dette er altsammen ting jeg godt var klar over er en del af at have hund, og det er en pris jeg gerne betaler. At få hund er en livsdrøm der er gået i opfyldelse for mig, og jeg er meget lykkelig. Og glæden fordobles, når jeg kan se den samme lykke i min elskedes øjne. Livet er ret fantastisk for mig lige nu.

Som teenager var det mit fritidsjob at gå tur med en hund. Fra jeg var 13 til jeg var 19 år kom jeg hos en ældre dame og hjalp hende med diverse ting, herunder gåtur, leg, fodring og pelspleje af hendes dame-schæfer Karo. Det gav mig (blandt meget andet) en endnu større kærlighed til hunde og et dejligt venskab med en skøn hund.

Da jeg flyttede hjemmefra boede jeg i mange år alene, arbejdede fuld tid og uddannede jeg mig om aftenen. Jeg tænkte ikke så meget på at anskaffe mig en hund i den situation, jeg følte ikke at jeg kunne give en hund et godt liv. Jeg passede dog andres hunde og var gode venner med hundene i området.

Nu bor jeg i et rækkehus med have, er færdig med at uddanne mig og vi er 2 voksne mennesker om opgaverne. Vi har endda købt sommerhus og ny bil med det i baghovedet, at vi en dag gerne vil have hund. Vi er med andre ord meget dedikerede til at få hund. Vores livsstil er også ved at ændre sig hen imod det mere afdæmpede, hvor vi ikke rejser så meget, ikke går så meget ud og ikke får så mange gæster mere. Alt sammen gode rammer, som gør at det ikke bliver mere oplagt at få hund – ikke før vi bliver pensionister i hvert fald. Heldigvis deler min mand min passion for hunde, og da jeg for nylig har skiftet job og fået en overkommelig transporttid, er vi begyndt at overveje seriøst hvordan det kunne lade sig gøre for os at få hund.

På trods af de på mange måder perfekte rammer, er der éen stor udfordring: vi er nødt til at lade en hund være alene hjemme mens vi går på arbejde. Det må der være hverdag for masser af hunde i Danmark hver dag, men det er noget vi er nødt til at forholde os til. Vi er naturligvis indstillet på at give hunden masser af opmærksomhed, nærvær, motion og kærlighed når vi er hjemme, men vi er nødt til at passe vores arbejde.

Den mest almindelige måde at få hund på i min verden, er ved at finde en hunderace man synes om og så anskaffe sig en hundehvalp af den race. Det er på mange måder også det jeg helst vil selv, da jeg forestiller mig at det er en god måde at opbygge tillid, gode vaner, lydighed og venskab med hunden. Jeg har bare svært ved at forestille mig hvordan jeg skal klare at skabe en tryg start i den nye familie for en 8 uger gammel hvalp, når vi begge har fuldtidsjob. Man kan selvfølgelig planlægge det sådan, at man tager noget ferie i forbindelse med at hvalpen ankommer, men uanset om det er 3, 4 og 5 uger ferie så skal man jo tilbage på arbejde bagefter.

Tænk hvis nu det ikke lykkes at lære hvalpen at være alene hjemme? En yderst ulykkelig situation for alle parter. Dette skrækscenarie har fået os til at tænke på om det måske var en bedre mulighed at anskaffe sig en voksen hund. Når vi passer min fætters hund, ved vi at hun er vant til at være alene hjemme om dagen. Vi tager på arbejde med god samvittighed, og når vi kommer hjem leger og hygger vi med hunden, og vi har bestemt ikke følelsen af at hun lider nogen nød af den dagsrytme. Hvis nu man kunne finde en hund, hvor man vidste at hunden kunne leve med den hverdag, var man udover den usikkerhed.

Derfor har vi idag været på besøg hos Dyreværnets Internat i Rødovre. De tager imod hunde med mange forskellige baggrunde, dels hunde som er fundet strejfende rundt, dels hunde som fjernes fra hjem hvor de ikke har det godt, og endelig kommer også familier og afleverer hunde de ikke kan overkomme. At adoptere sådan en hund vil være en god gerning som kan forhindre aflivning. Både min mand og jeg har et stort hjerte for hunde og kan godt lide mange forskellige slags hunde, så måske dette var en god måde for os.

Vi gik en tur langs burene med hunde og så nogle af de hunde vi havde set på hjemmesiden, men der var meget travlt så vi kunne ikke komme til at tale med nogen af de ansatte. Da vi kom tilbage et par timer senere fik vi lejlighed til at snakke med nogen om denne måde at få hund på. Dyreværnets medarbejdere taler naturligvis dyrenes sag, og de gjorde det hurtigt klart at mange af deres hunde har alene-hjemme-problemer og de ikke vil overlade sådan en hund til en familie der er væk hele dagen, uden at der er planlagt et træningsforløb hvor der arbejdes med det.

Vi ville nu aldrig lægge billet ind på en hund som man ved har alene-hjemme-problemer. Der er flere af de hunde der har været annonceret, som iflg. beskrivelsen godt kan være alene hjemme. Så jeg tror stadig at der kunne være en mulighed. Men det er ikke nær så nemt at planlægge, for det er mere en her-og-nu-ting at få en hund fra internat. Hundene finder nye hjem i løbet af 2-4 uger, og ingen ved jo hvilke hunde der kommer ind på internatet, så det er noget med at kunne slå til når den rigtige hund er der. Når man ikke kan planlægge, er det ikke så nemt at kunne have nogle ugers ferie fra arbejde til at tage imod det nye familiemedlem. Dermed er der ekstra høje krav til at hunden kan passe ind i vores hverdag.

Samtidig er der jo også risici ved at købe en hund fra internat. Det kan være svært at vurdere hundens personlighed når den står i et bur og gøer sammen med en masse andre hunde. Det må være en meget stresset situation at være på internat, og ofte kommer hunden jo lige fra en traumatisk oplevelse. På mange måder køber man ‘katten i sækken’ – man ved nok ikke helt hvad man får selvom der er tale om en voksen hund.

Måske skulle man alligevel overveje en hvalp?

Puh, det er svært. Det er her jeg – i skæmt – plejer at ærgre mig over, at der hverken findes barselsorlov, økonomisk statstilskud, fri ved første sygedag eller offentlig finansieret pasningsordning til hunde, selvom det kunne virke lige så nødvendigt som med menneskebørn.

Først blev jeg lidt forskrækket, for det er en mærkelig følelse, at der er et 3. levende væsen i sengen når man ikke regner med det. Men da jeg tændte lyset så jeg straks, at det var en særdeles velkendt besøgsmis. Han kommer tit på besøg, og næsten lige så tit smutter han indenfor og snuser nysgerrigt rundt i vores rækkehus. I aftes må han være smuttet ind, da jeg luftede ud mens jeg børstede tænder, og så har jeg bare ikke set ham da jeg lukkede havedøren igen.

Det er noget af det fineste jeg kan opleve, når dyr viser mig tillid. Når en hjort i en dyrepark spiser af min hånd, når et egern leder efter nødder få meter fra mig på terrassen i sommerhuset eller når hunde og katte på vejen kommer hen for at hilse helt af sig selv, så bliver jeg dybt beæret og lykkelig. Tænk at sådan et væsen, helt uden menneskelige filtre og forståelse, frivilligt kommer hen til mig og åbenbart regner med at jeg ikke vil gøre den noget ondt – det er stort!

Jeg kunne da heller ikke lade være med at kæle lidt med den fine besøgsmis, da den gik rundt i vores dyner i går aftes. Udover at han er meget nysgerrig, så er han også utrolig kælen, og der er ingen kløer fremme når der kæles. En rigtig sød mis.

Men han kunne ikke blive der. For det første er jeg modstander af dyr i sengen, og for det andet kan man jo ikke lade andre folks dyr blive indenfor i længere tid, det er frihedsberøvelse grænsende til tyveri af husdyr. Jeg måtte derfor ud af sengen og prøve at overtale den søde kat til at gå ud i kulden igen. Han var ikke meget for det og smuttede lynhurtigt ind igen første gang jeg satte ham ud. Men ud kom han. Godnat, besøgsmis!

Udmattelse var faktisk meget af årsagen til at jeg søgte væk fra mit tidligere job. Jeg brugte for mange ressourcer på transport og sov alt for lidt, fordi der var for lidt tid til at leve. Nu står jeg op en time senere og går i seng til samme tid som før. Jeg sover altså på hverdage næsten 1 hel time mere end før. Alligevel er jeg træt.

Her søndag middag er jeg nogenlunde udhvilet, og nu føler jeg mig som mig selv. Med energi og initiativ, idéer og lyst til at gøre. Men det er kun idag. Igår var jeg også træt. Imorgen skal jeg på arbejde igen, og når jeg kommer hjem ved jeg, at jeg er træt igen.

Som så mange gange før kommer jeg til at filosofere over livet på sådan en søndag, hvor man føler at hjernen virker og tiden er til stede. Er det virkelig meningen med livet, at man skal slæbe sig sådan igennem hverdagen i en næsten permanent tilstand af træthed? Er det det JEG vil med mit liv? Og hvad skulle der egentlig til for at det blev anderledes?

Jeg drømmer om at have mere overskud. Til at snakke med min elskede. Til at nyde naturen. Til at lave interessant mad. Til at gøre brug af de enorme mængder at kulturelle tilbud der findes. Til at skabe og udrette noget. Til at være noget for andre. Til at lære noget nyt. Og bare til at holde min husholdning kørende på et tilfredsstillende niveau.

Derfor frustrerer det mig enormt at have det sådan her. Jeg føler at jeg går glip af noget. På den anden side skulle jeg jo nok nødig klage. De fleste mennesker knokler langt hårdere end jeg, både fysisk, mentalt og socialt. Bliver jeg mon lettere træt end andre? Min migræne, ledsmerter og HSP-træk kan være faktorer i trætheden, men det er der jo også mange andre der har. Hvordan klarer de andre hverdagen? Og hvad er årsag og virkning i alt det?

Jeg ved det ikke.  Jeg er i vildrede. Jeg aner ikke om det er normalt at være så mentalt og fysisk træt hele tiden, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre for at blive mere frisk, hvis ikke det hjælper at lave den ændring i mit liv, som jeg nu har lavet med jobskiftet. Skal jeg ud i noget med at blive selvstændig erhvervsdrivende eller flytte i et lille bitte hus på landet? Handler det om tryghed eller at blive tilstrækkeligt stimuleret?

I første omgang må jeg nok give det lidt mere tid med at vænne mig til det nye job. Men jeg vil blive ved med at tænke over hvordan jeg kan leve livet bedst muligt. Og hvis jeg stadig er frustreret skal jeg måske overveje at snakke med nogen om det.

Min mand og jeg har fået ny bil. Den gamle bil købte vi fabriksny for 5 år siden, og i år synes vi at der var begyndt at være lidt mange reparationer. Faktisk har vi haft 2 driftstop i år – begge gange lige inden vi skulle afsted på ferie. Det har været en rigtig god bil og vi har været meget glade for den, men der er jo sket meget med biler de seneste år, og vi var også begyndt at tænke på de mere miljøvenlige biler der findes på markedet.

Nu har vi købt en ny bil. Vi har holdt os i Seat-familien, for de har sådan nogle lækre miljøvenlige biler som hedder Ecomotive. Egentlig gik vi ind for at se på en Seat Ibiza Stationcar, som kører 29,4 km/l. Men da vi “ved et tilfælde” kom til at sætte os ind i en Seat Altea var vi solgt. Der var simpelthen så god plads og den var så godt indrettet, at den lige passede til os. Udover miljøhensynet er det nemlig også blevet en parameter for os at der kan sidde voksne mennesker på bagsædet, så vi kan have f.eks. vores forældre med. Prismæssigt lå de 2 biler endda ikke så langt fra hinanden pga. forskel i udstyr (med den mindre bil ville vi skulle tilkøbe en del ekstraudstyr for at kunne få den indretning vi vil have). Og det er stadig en Ecomotive, der kører 22 km/l. og er A-mærket.

Vi købte altså en Seat Altea Ecomotive og fik den leveret for et par uger siden. Modellen der stod i udstillingen var spritny og matchede vores ønsker fuldstændig, både hvad angår farve og udstyr. Så den fik vi lov til at købe, selvom det betød at forhandleren så ikke havde en Altea at vise frem længere. Der er lang leveringstid på biler i øjeblikket, og vi kunne se frem til en ventetid på ca. 3 måneder hvis vi ville have en anden fabriksny bil, så på den måde var det også heldigt.

Nedenfor billeder af hhv. den gamle og den nye bil. Den gamle kaldte vi konsekvent for Yb pga. nummerpladen. Vi har endnu ikke fundet et godt navn til den nye – er der nogen der har nogle idéer? Nummerpladen starter med EW.

• Febrilsk at zappe rundt blandt tekst-tv, websider, P4 og SMS’er for at have styr på driftsstatus for regionaltog, s-tog, metro og busser
• Koldstart på el-cykel præcis kl. 6:20 hver morgen for at transportkabalen går op
• At måtte nøjes med 6 timers søvn, bare fordi man kom til at sidde og snakke til kl. 23
• Bevare høflig facade overfor turister, der forsinker myldretidstrafikken ved at blokere metrodørene med deres kufferter
• Huske at købe klippekort
• Kuldegysninger når jeg er nødt til at gå under maven på en flyvemaskine for at komme i kantinen
• Sorte oliemærker på bukserne, fordi el-cyklen skal vristes ud af overfyldt cykelskur på stationen
• At sende onde øjne til folk som snakker i stillekupéen
• At få ransaget min cykel og rygsæk når jeg skal igennem porten til arbejde
• At være nødt til at tage 3-timers kursus for at få lov til at cykle fra porten hen til cykelskuret på arbejde
• En tung og tyk pung, fordi det kræver en beholdning af mønter at købe mad i kantinen

Samtidig siger jeg også farvel til søde kolleger, et sjovt forretningsområde og billige personalerejser. Og min mands store misundelse over at jeg kan komme tæt på flyvemaskiner. Men man kan jo ikke få det hele. Og mon ikke også der er søde mennesker det nye sted?

I første omgang handler det om at få afsluttet tingene på det gamle arbejde. De skal selvfølgelig have så meget som muligt ud af mig inden jeg forsvinder, så der er mange ting på listen over opgaver som skal klares. Ting der ellers skulle have foregået senere på efteråret er blevet rykket til september for at jeg kan nå at ordne dem. Så der er lidt mere tryk på end der plejer.

3. oktober starter jeg på mit nye arbejde, og det bliver krævende på en anden måde. I den første tid forventer jeg at være meget træt. Det er jo altid hårdt at skulle tage alt det nye ind: nye ansigter og navne, ny organisation, ny kultur, nye fysiske omgivelser. Og derefter kommer det store arbejde med at sætte sig ind i den nye virksomheds forretning og de foreliggende opgaver.

Derfor har jeg med vilje fravalgt en række ting. Det sidste års tid har taget en del kurser og foredrag hos FOF – det tager jeg ‘orlov’ fra dette efterår. De gode tilbud fra Downtown og Sweetdeal etc. må jeg også lade være i en periode, jeg forventer at det bliver for stressende at gå så meget ud som vi har gjort det sidste års tid.

Heldigvis skulle jeg gerne slippe for noget stress når jeg har fået kørt en ny hverdag ind på rutinen, i og med at jeg halverer og væsentligt forenkler min transporttid. Og det giver nok også noget ny energi at møde nye mennesker og en ny kultur på den nye arbejdsplads.

Endelig er der en vis person der fylder 40 år til november. Nemlig mig. Jeg har besluttet mig for at det skal fejres, og jeg er snart færdig med at tænke over hvordan. Der kommer lidt planlægning og praktiske ting der skal bruges tid på. Forhåbentlig giver det også et boost af energi og glæde at fejre og feste.

Og før vi ved af det er det jul igen. Hvor er jeg dog glad for at der er fri mellem jul og nytår i den virksomhed jeg starter i til oktober, for jeg har på fornemmelsen at jeg får brug for det.

• Nye opgaver og en frisk start
• Mulighed for at bruge mig selv og egne evner mere optimalt
• Enkel transport: kan cykle fra mit hjem til min arbejdsplads
• Kan sove ca. 1 time længere om morgenen
• Kortere transporttid
• Fri hele juleaftensdag, nytårsaftensdag og alle dage mellem jul og nytår
• Fri på dagen efter Kr. Himmelfart
• Fri hele Grundlovsdag
• Inspirerende omgivelser
• Økologisk kantine og mad-med-hjem-ordning

Der viser sig sikkert flere fordele når jeg starter, men det er hvad jeg ved om det indtil nu.

Til gengæld får jeg også ‘Ingen højeste arbejdstid’ og jeg mister dermed muligheden for at flexe og afspadsere. Men de siger, at de for det meste har helt almindelige arbejdsdage, og der er også mulighed for fleksibilitet hvis man har brug for det, så det skal nok gå.

Den forkætrede lange transporttid stresser mig enormt, og det er også stressende for mig ikke at bruge mit intellekt optimalt. Derfor håber  jeg på at mit jobskifte giver mig en mindre stresset hverdag.

Jeg startede i mit nuværende job for præcis 4 år siden. Jeg blev ‘hentet’ til stillingen af en tidligere kollega, og timingen var god pga. organisationsændringer i mit daværende job. Min tidligere kollega kunne se potentiale i mig og jeg fik et fagligt løft af dette jobskifte – her kunne jeg i langt højere grad bruge min videregående IT-uddannelse. Sammen med min tidligere kollega som IT-chef og 2 andre specialister i stabsfunktioner skulle jeg arbejde med det man kalder IT governance. Jeg sagde derfor ja til jobbet, selvom der var en hage: det gav mig en daglig transporttid på 3 timer.

Da jeg havde været i stillingen i 1 år begyndte startopstillingen at ændre sig. Stillinger blev nedlagt så jeg var den eneste i stabsfunktionen, og IT-chefen blev erstattet med en anden faglig profil. Nu stod jeg på egne ben, og det var en helt anden situation end det jeg sagde ja til. Det var spændende at tage ansvar selv, og jeg tog udfordringen op og fandt en indre drivkraft. Jeg synes jeg har udviklet mig meget af det. Af forskellige årsager begyndte mine opgaver dog at blive mindre tilfredsstillende at udføre. Min indsats blev bedømt hårdere, selvom jeg gjorde mit bedste efter de nye omstændigheder.

Min personlige cost-benefit-analyse begyndte at balancere dårligere. En af omkostningerne var den lange afstand til arbejde. Jeg har her på bloggen flere gange fortalt om groteske eksempler. Udover at det stjæler tid fra mit liv, så er det stressende at jonglere med 3-4 transportled. Når jobbet samtidig ikke giver de succesoplevelser og den anerkendelse man kunne ønske sig, så ryger balancen.

Jeg har derfor i nogle år holdt øje med alternativer. Det har været svært. Jeg giver selvfølgelig krisen det meste af skylden – der har simpelthen ikke været ret mange stillinger at søge. Når jeg så af og til har fundet jobs jeg kunne søge, så kom jeg yderst sjældent til samtale.

Men her til sommer er det så lykkedes. Jeg starter i et nyt spændende job 1. oktober. Opgavemæsssigt er det et naturligt næste skridt i min udvikling, så jeg glæder mig til at bruge mig selv og mine evner endnu bedre. Rent praktisk skal jeg fremover arbejde i København Ø i stedet for på Amager, hvilket betyder at jeg får halveret min transporttid – allerede her forbedres balancen på min personlige cost-benefit-analyse væsentligt. Jeg glæder mig til at starte på noget nyt!

Min første reaktion er at tænke “Det passer ikke”. Jeg kan ikke genkende migselv i de stereotyper som beskrives, og det gør jo at man straks tænker at forfatteren tager fejl. Når der kan findes sådan en som mig, så er vi ikke alle ens. Den første kommentar til blogindlægget rammer meget plet i den observation: måske er det fordi forfatteren selv lever et sted hvor man ligner hinanden meget, at hun laver denne generalisering.

Men så alligevel. Jeg tror Anne Sophia Hermansen har ret i at vi kopierer hinanden i stort omfang. Jeg kan også selv undre mig over at ALLE skal have en Weber-grill, når nu der findes et dansk kvalitets-produkt der er meget bedre. Jeg har også her på bloggen skrevet om hvordan mange mennesker får nøjagtig ens bryllupper, selvom traditionen ikke giver mening. Og jeg må indrømme at jeg griner genkendende indvendig, når Anne Sophia Hermansen beskriver hvordan vi – selv i et forsøg på at skille os ud – alle går ud og får tatoveringer osv.

Alle kender nok hvordan man kan blive helt bjergtaget over den mangfoldighed der findes i naturen. Så mange forskellige fugle, blomster, insekter, så mange forskellige måder de formerer sig på, så mange forskellige klimaer de lever i. Jeg oplever den samme fascination når det gælder mennesker. Når man graver lidt i et menneskes historie, så finder man altid en eller anden specialitet. En der dyrker softball, en der kan lave ballondyr, en der har været dykkerinstruktør på Malta.

Selvom man kan lave statistikker og markedsanalyser, der viser at vi har nogle bestemte mønstre, så er det jo ikke hele sandheden. Det, at der er mange der har en Weber-grill, en tatovering og som går med Tom Ford-solbriller, er jo ikke det samme som at det enkelte menneske gør alle 3 ting.

Min pointe er, at det er ikke det samme som at danskerne er kedelige. Det enkelte menneske er jo ikke KUN sammensat af alle klicheerne. Alle mennesker har en speciel historie som gør dem unikke – og dermed ikke kedelige. Det er relevant for medier og politikere at have fokus på generelle træk og tendenser, men der findes også andre facetter. Disse nuancer kommer frem når man interesserer sig for detaljer, afvigelser og individer, og jeg synes det er berigende. Det kan godt være at danskerne som folkefærd er kedelige, men det enkelte menneske er ikke.