Hverdag uden køkken

Husbond og jeg har nu levet en hverdag uden et køkken i næsten 2 måneder. I starten var det meget mærkeligt. Det var så indgroet at bruge faciliteterne i et køkken, og vi skulle virkelig vænne os til ikke at søge ud i det rum, hvor der ikke længere var køkken. Især savnede vi adgang til vand og afløb.

Lige så stille vænnede vi os til det, ligesom når man bor i en ferielejlighed, og vi fik hverdagen til at fungere i den lille stue hvor brændeovnen står.

Når det kommer til vand har vi et par beholdere med vand i køleskabet. Når vi skal have et glas vand eller skal koge æg i æggekogeren, tager vi vand derfra. Når der skal fyldes på igen er det en lidt længere tur ned i bryggerset i den anden ende af huset.

At rengøre hænderne når man er ved at tilberede mad, klarer vi langt hen ad vejen med vådservietter beregnet til baby-numser. Det er overraskende praktisk, også til at tørre bord og overflader af, når man har spildt.

Det kan være irriterende at stå med en kold sjat kaffe eller te, når man ikke har en vask med afløb i nærheden. Heldigvis har vi en overdækket terrasse med altankasser lige udenfor det rum som er vores køkken. De visne tagetes får lov at stå lidt endnu, så vi kan bruge jorden til disse sjatter.

Vi har glæde af, at vi er en husholdning der godt kan lide at bruge køkkenmaskiner. Vi bruger vores æggekoger, toaster og brødrister flittigt. Vi fandt ud af, at vores mikrobølgeovn også kunne fungere som varmluftsovn, og det har betydet at vi kan lave langt mere varm mad, end vi havde regnet med.

Til hverdag kan den stå på frikadeller lunet i mikrobølgeovnen med en færdig kold kartoffelsalat, opvarmet svamperisotto fra fryseren, eller toast med kyllingepålæg og cheddar-ost. Vi kan også nyde en indisk ret med naan-brød lunet i brødristeren.

I weekenden benytter vi os af at slagteren i vores Kvickly er så venlige at lave nogle færdigretter, som er lige til at sætte i ovnen. Det er for det meste noget med kartofler og grøntsager i bunden, og så noget kød ovenpå; kyllingebryst, oksekød eller mørbrad. Så supplerer vi med en færdig salat, f.eks. spidskålssalat med mormor-dressing og får et ret komplet måltid.

Hvis der skal lidt dessert til, har vi fundet ud af at et bæger Ben & Jerry’s Cookie Dough fungerer rigtig fint sammen med skiver af banan og dåse-flødeskum.

Vi bruger delvist engangsservice, og har vores praktiske pedal-spand i det midlertidige køkken. Vi valgte at købe en omgang plastikbægre og paptallerkener, fordi vi regnede med at vi ville synes det var irriterende at skulle vaske op i hånden i den anden ende af køkkenet. En anden opdagelse er, at det er slet ikke så slemt, når man kun skal vaske et par tallerkener og lidt bestik af. Det gik op for os, at størstedelen af opvasken til hverdag kommer fra fremstillingen og serveringen af maden, som jo ikke er relevant når man lever som vi gør i øjeblikket.

Vi benytter os også at de forskellige spisesteder i området. McDonalds, kinesiske restauranter og buffet-restauranten Dalle Valle har haft besøg af os, og det synes vi er helt naturligt. Vores madbudget har haft overskud hver måned indtil videre, så der er fint plads til det i økonomien.

Alt i alt er det ikke så stor en belastning at undvære køkken som vi havde frygtet. Vi er heldige at have en indretning der understøtter situationen, med bryggers og plads nok til at gøre det rimelig komfortabelt. Prisen er en stor mængde engangsemballage. Især de store aluminiumsbakker gør ondt i miljø-bevidstheden, men vi må trøste os med at det kun er i en begrænset periode og huske at aflevere det til metal-affald på genbrugspladsen.

Vi betaler også en pris i form af, at vi ikke laver mad fra bunden med lige præcis de råvarer og med den tilberedning vi selv ønsker. Et stort savn er til vores dampede og grillede grøntsager, som normalt er en stor del af vores kost. Men – der skulle jo også gerne være en årsag til at vi bruger en kvart million kroner på at få et nyt køkken. Hvis det var helt uden ulemper at leve uden et køkken ville det godt nok være mærkeligt at bruge så mange penge på at få lavet køkken. Når det står klart skal der laves mad igen, lige sådan som vi kan lide det og med hensyn til miljø, ressourcer og vores egen personlige præferencer og smag.

 

Lignende indlæg:

Lider i varmen

Danmark oplever i disse dage en helt unik periode med stabilt varmt og tørt vejr. Helt enestående har vi nu i mere end en måned har haft solskin, tørvejr og moderat vind. Så vidt jeg husker, har der været 3 byger siden starten af maj, kraftige men kortvarige.

Vi danskere er jo ikke så godt vant når det kommer til vejr. Vi plejer at have et meget mere omskifteligt vejr, og det føles som mange år siden, at det har været stabilt godt vejr. Sidste sommer var ærlig talt ganske kedelig. Jeg synes også at det er længe siden at jeg har set mit helt lette sommertøj, og pludselig skal jeg være lidt mere om mig mht. at få vasket – jeg er ikke vant til at have brug for shorts og ærmeløse toppe så mange dage i træk!

For mig er det en nydelse at hverdagen bliver lidt lettere med det gode vejr. Man kan bare lige hoppe på cyklen i det tøj man har på, jeg har ikke haft overtøj på i lang, lang tid. Haven bliver en forlængelse af husets opholdsrum, og man kan bare lade døre og vinduer stå åbne. Det er skønt at se hvordan de lidt mere eksotiske blomster trives i varmen.

Jeg har dog et problem når temperaturen når op over 25 grader. Det trives min krop utrolig dårligt med, og jeg har svært ved at holde det ud. Det trykker i mit hoved og føles som om hjernen er hævet. Jeg får hovedpine, og migræneanfald bliver værre. Derfor bliver jeg passiv og bruger mest energi på at finde det køligste sted at opholde mig. Det er også svært at sove godt i den varme, og det gør mig i dårligt humør.

Dette ubehag giver anledning til stor irritation, for der er så meget jeg gerne vil. Både gøremål i hjemmet og ude – nyde naturen eller byerne med cafebesøg og shopping. De høje temperaturer føles som en slags fængsel for mig, især når det bare bliver ved og ved.

Jeg oplever stadig at det er tabu at have nogen form for tilbageholdenhed overfor det, vi normalt opfatter som godt vejr. Husbond har det helt omvendt, og føler at hans krop fungerer allerbedst når det er varmt. Nu kender han mig efterhånden så godt, at han forstår – men det er bestemt ikke velset herhjemme at kalde temperaturer over 25 grader for dårligt vejr.

Situationen jeg beskrev tilbage i 2010 omkring at sidde ude og spise frokost på arbejdspladsen oplever jeg som uforandret – det er stadig udenfor diskussion at man skal sidde ude og spise. Jeg ønsker stadig ikke at sidde ude med min frokost, selvom min nuværende arbejdsgiver dog har sat parasoller op, så jeg sætter mig alene med en avis og spiser frokost.

På tidligere arbejdspladser har jeg tit fået selskab indenfor. Mange mandlige kolleger har i virkeligheden ikke lyst til at sidde i jakke og slips i middagssolen. På min nuværende arbejdsplads er der ikke så mange slips, og jeg sidder oftere alene. Men effekten er der stadig: når først jeg man har italesat, at det er for varmt at sidde derude, så er der altid nogen der følger trop og indrømmer at de også bliver øre i hovedet af at sidde lige i solen. Eller endda gerne undværer solen for at være i mit selskab.

Som sensitiv person er jeg nødt til at være konsekvent overfor disse ting der giver mig ubehag, simpelthen for at holde mig rask. Det betyder i flere sammenhænge at jeg må være modig og gå imod strømmen, gøre op med nogle af de konventioner og automatiske antagelser der er, og nogle gange dermed melde mig ud af det sociale fællesskab. Det er åbenbart mit lod. Det er heldigt at jeg trives godt med at være alene.

I går var en af de helt varme dage. Jeg tilbragte dagen under et træ i haven sammen med lånehund Atlas, og husbond gjorde mig også selskab. Jeg havde ikke overskud til mere end at online-shoppe. I dag er der en sky for solen og temperaturen er på et mere udholdeligt niveau. I dag får jeg skrevet dette blogindlæg, vasket tøj og lavet frikadeller.

Lignende indlæg:

Dilemmaet om ny hund

Det er snart et halvt år siden at Adina gik bort, og jeg er ved at have det bedre med savnet og sorgen.

Spørgsmålet om ny hund rumsterer. Skal vi have hund igen? Husbond savner gåturene og er helt klar til at få hund igen, men jeg er i tvivl. Argumenterne for og imod farer rundt i mit hoved, og jeg kan ikke finde ud af hvad jeg skal lægge vægt på. I bund og grund ser jeg det som et valg imellem forskellige stressfaktorer.

Jeg føler et stort ansvar for at en hund skal have et godt liv. Jeg synes at hunden skal være alene hjemme så lidt som muligt, og jeg synes det er vigtigt at lave ting sammen med hunden, som giver den nogle gode og spændende oplevelser. Når begge mennesker i husstanden har krævende fuldtidsjobs, synes jeg det er en konstant udfordring at leve op til dette, og jeg tøver med at sætte mig selv i den loyalitetskonflikt.

Mens vi havde Adina syntes jeg ikke, at jeg kunne gå i butikker, på café, til koncert, fordi jeg ikke ville lade hende være alene mere end højest nødvendigt. Det er en begrænsning jeg har lagt på mig selv, og jeg må indrømme at jeg har nydt at være fri for denne begrænsning. Det er også en lettelse at jeg kan blive lidt længere på arbejde, hvis der er behov for det – og det er der ofte.

På den anden side giver det at have hund jo en umådelig glæde i hverdagen. Det har en afstressende virkning, fordi det tvinger én til at tænke på noget andet end arbejde og pligter, og kommer helt automatisk til at røre sig og få frisk luft. Jeg har tydeligt kunnet mærke kontrasten, når jeg har været så heldig at få lov at passe andres hunde. Jeg er ikke i tvivl om, at det er sundt for mennesker at have kæledyr.

Når jeg har fri og det er godt vejr, længes jeg meget efter at have hund. Men når jeg sidder på arbejde og det regner udenfor og jeg godt kunne bruge at blive lidt længere for at afslutte nogle opgaver, så er det en lettelse at der ikke venter en hund hjemme.

Hvordan balancerer jeg dog disse faktorer? Hvis jeg laver en helt rationel fordel/ulempe-analyse, hvor faktorer som økonomi, tid, rengøring og andre praktiske ting indgår, så vinder livet uden hund. Hvis jeg tænker på livskvalitet er det tvetydigt. Jeg elsker hunde uendeligt meget og har stor glæde ved at omgås dem. Men jeg må indse, at det også giver mig meget glæde at have mulighed for at lave andre ting og komme lidt ud.

Så tæller glæden ved shopping, cafébesøg og koncerter højere end glæden ved at have hund? Vægter stress pga. loyalitetskonflikt højere end stress over ikke at have et fritidsliv der indeholder alt det man ønsker sig? Lige nu må svaret være ja, for jeg har ikke taget initiativ til at ændre på noget.

Måske skal jeg bare lige have afløb for 6 år uden TIVOLI-ture og shopping. Måske skal jeg bare have lidt mere overskud. Jeg tror ikke jeg kan gå på kompromis med mine værdier omkring hundeliv og prøve at få plads til det hele.

I næste uge skal vi igen passe Adinas nevø Atlas. Det har vi gjort mange gange, og efter at vi har mistet Adina har vi også fået lov at låne ham til gåture på solskinssøndage nu og da. Vi har fået et meget nært forhold til Atlas, og både vi og han bliver super glade når vi ses. Lige nu er det en måde at få det bedste af begge verdener.

 

Lignende indlæg:

Videre uden Adina II

I dag er det 3 måneder siden den frygtelige, mørke dag. Dagen hvor jeg med hurtige skridt forlod Virum Dyreklinik hulkende, efter at have set Adina blive aflivet.

Resten af dagen græd jeg sammen med husbond, mens jeg prøvede at kommunikere til omverden, at den hund som havde betydet så meget for mange mennesker, ikke var længere. Efter mange timers gråd prøvede vi at se noget fjernsyn og spise noget mad. Jeg tænker tilbage på den dag som en meget mærkelig stille, mørk og surrealistisk dag.

Tiden op til dagen var også mærkelig. Det var en blanding af smerte og nærvær. Det gjorde så ondt at se Adina kæmpe for at bevæge sig, og det var frygteligt at vide at man snart skulle beslutte at stoppe hendes liv. Samtidig var jeg fast besluttet på at få det bedste ud af de sidste dage hun var til, og nød hende mere intenst.

De 3 måneder, der er gået siden, har været hårde. Jeg troede at der ville komme en følelse af lettelse, og det kom der til en vis grad også. Den er bare blevet overskygget af negative følelser. Jeg har haft det rigtig svært.

Mærkedagene er selvfølgelig svære. På min egen fødselsdag kørte jeg hjem fra arbejde midt på dagen, kunne ikke holde ud af være blandt andre mennesker. Jeg mandede mig op, da jeg samlede min familie til juleaften på samme måde som for 2 år siden. Adina manglede, men vi lod som ingenting. Da jeg skulle i seng brød jeg sammen og syntes at hele verden var forfærdelig. Det samme skete den dag i januar, som vi plejede at fejre som fik-dig-dag; dagen hvor Adina blev en del af vores familie.

Til hverdag står jeg op, går på arbejde, kommer hjem, spiser aftensmad og går i seng uden at tænke alt for meget på Adina. Jeg tror at jeg accepterede ret tidligt, at hun ikke var her mere, fordi det var det eneste rigtige da hun var så syg til sidst. Savnet kommer dog rullende ind over mig i perioder, og så kan det være solskin, et billede eller alt muligt andet der udløser tårerne.

Når jeg er ked af det kredser mine tanker ikke kun om Adina, men om hele mit liv. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne viske mig selv ud med et viskelæder og melde mig ud, give op. Jeg prøver at tage det en dag ad gangen, fordi jeg ved godt, at jeg er i underskud. Om det hedder sorg, stress, overgangsalder eller vinterdepression kan vel komme ud på et – jeg er i underskud og må være tålmodig med mig selv.

Alle omkring mig snakker om at få ny hund, men jeg kan ikke. Jeg kan ikke rumme at lukke en ny hund ind og starte forfra på at bygge fortrolighed og kærlighed op. Jeg er overbevist om at jeg må være tro mod den følelse. Det betyder ikke, at jeg ikke stadig elsker hunde udover det sædvanlige.

Lignende indlæg:

Videre uden Adina

Nu er det 3 uger siden at min familie gik fra 3 til 2 personer og blev en familie uden hund. Jeg har så småt vænnet mig til at der ikke er en hund i huset. Jeg er begyndt at færdes i huset på en anden måde. Døren står åben når jeg går ud med skrald, og jeg rejser mig når jeg vil, uden at tænke over at det betyder at en handicappet hund også pr. refleks vil rejse sig. Og jeg forventer ikke længere at se Adina i vinduet, når jeg kommer hjem fra arbejde.

I sidste weekend begravede vi Adinas urne på en af hendes yndlingspladser i haven. Efter at have vasket skåle, halsbånd, snor, tæpper og kurve, pakkede vi alle Adinas ting væk og forærede foder og godbidder til en anden hundefamilie. Det var en hård weekend, men det føltes også godt at sætte det punktum.

Nu bærer mit hus ikke længere præg af at der bor en hund. Der er lidt kradsemærker i 2 vinduepartier, som skal repareres. Et par møbler og paneler trænger til noget grundig rengøring. Men det ligner ikke et hunde-hjem på samme måde som før.  Der er ikke hvide nullermænd i hjørnerne, selvom det er en uge siden vi har støvsuget. Og i entreen hænger nu vores almindelige overtøj på knagerne, hvor der før hang hundesnore, regntøj og andet udstyr til hunde-gåture.

Det føles godt at komme videre, tage sit hus tilbage og starte på en ny fase. Men jeg er stadig ked af det. På dage hvor jeg er udmattet og jobbet har taget al overskud, ligger tårerne lige bag overfladen og banker på. Andre dage kan jeg snakke længe om hende eller se på billeder uden at græde.

At få hund igen er selvfølgelig et tema og noget mange spørger til. Allerede inden Adina blev syg var jeg i tvivl om jeg ville have hund igen, og jeg havde det på samme måde da vi fandt ud af at Adina var uhelbredeligt syg. Nu hvor Adina er væk vil jeg gerne have, at en evt. beslutning om at få hund igen er baseret på en rationel beslutning, og ikke drevet af det store savn vi har lige nu. For mig er det ikke noget godt udgangspunkt.

Det skorter dog ikke på tilbud. Den kennel som Adina kom fra venter hele 2 kuld hvalpe i december, og i torsdags skrev vores tidligere hundelufter en SMS om en hund, der desperat søgte en ny familie. Husbond savner meget at have hund, og jeg kan da også godt mærke at savnet udfordrer mine principper.

Da jeg overvejede hundelufterens forslag indså jeg, at jeg er nødt til at holde fast i min beslutning om at vente. Det blev helt tydeligt for mig, at jeg slet ikke er følelsesmæssigt klar til at få en ny hund ind i mit liv. Uanset principper og rationelle argumenter er jeg simpelthen nødt til at restituere følelsesmæssigt, før jeg kan overveje at gøre det hele igen.

Jeg prøver at nyde den frihed vi har fået af ikke længere at have hund. Da der var kommunalvalg i tirsdags, gik husbond og jeg impulsivt ud og spiste, efter vi havde afgivet vores stemme på den lokale skole. Og i fredags brugte jeg 2 timer på at shoppe på Birkerød Hovedgade. Ting jeg aldrig ville have gjort da jeg havde hund. Da jeg havde fødselsdag i mandags gav husbond mig et årskort til Tivoli, og jeg tror vi skal derind allerede her i december.

Til nytår har vi aftalt at passe en af Adinas hundevenner, som bor lige om hjørnet. Og heldigvis stopper de hunde, der passerer vores hus på vej til hundeskoven, stadig op for at hilse. Det har dækket mit behov for kontakt med hunde tidligere, og sådan må det være i en periode nu.

 

Lignende indlæg:

Et nemmere liv

Når man siger ja til et job med lang transporttid, får man ikke mere i løn eller bedre vilkår. Ikke på grund af den lange transport i hvert fald. Den tid man bruger på transport er en pris man betaler med sit privatliv, sin egen personlige tid – tid med familien, tid til at sove. En pris som man kan håbe opvejes af kvaliteten af jobbet, men det er svært at vide før man er startet i jobbet.

Jeg sagde for et halvt år siden ja til et job med kort transporttid. Helt i tråd med ovenstående logik, blev det ikke en faktor i udmåling af løn og vilkår. Lønnen var den samme som tidligere jobs, vilkårene var på mange punkter bedre.

Når jeg har forladt forhandlings-sfæren kan jeg dog ikke løbe fra, at min nye hverdag med den korte transporttid er rigtig meget værd for mig. Det er som en appelsin i turbanen. En fordel jeg har fået helt uden omkostninger. Det er næsten ikke til at fatte.

Det sidste halve år er jeg gået i seng på samme tidspunkt som altid, men stået op en hel time senere end jeg plejer. Jeg sover 1 time længere hver nat, svarende til ca. 8 timers søvn hver nat. Det er revolutionerende for min energi og mit overskud i hverdagen.

Jeg cykler stadig på arbejde. De 4 km. kan klares på 10 minutter. Jeg behøver ikke at spekulere over påklædning – hvis det er tørvejr kører jeg bare, og tænker ikke over om det mon kunne finde på at regne på halvvejen. Sikke en lettelse i den daglige logistik.

Ikke nok med at jeg sover længere om morgenen. Jeg er også væsentligt tidligere hjemme. Min hund behøver nu kun at være alene hjemme 8 timer, hvilket er op mod 2 timer kortere end tidligere. Nu kan vi nå at gå tur i dagslys i størstedelen af efteråret og vinteren. Endnu en bekymring mindre.

I mit nye job har jeg flextid. Rigtig flextid, uden fixtid. Jeg kan ikke indrette min arbejdsdag fuldstændig som jeg vil, for jeg skal selvfølgelig passe diverse møder og forpligtelser. Men indenfor de rammer har jeg ret vidde muligheder, som gør det langt mere uproblematisk at leve sit liv, f.x. få en håndværker på besøg, komme til dyrlæge eller at gå til frisør på en hverdag.

Oveni al den ekstra tid har jeg ovenikøbet været så heldig at få et job, som tilgodeser flere af mine mentale præferencer. Jeg sidder ikke længere i det ellers så udbredte storrumskontor, og jeg oplever flere gange om ugen at være dybt koncentreret i længere tid ad gangen. Arbejdsopgaverne er meget tilfredsstillende at udføre, og chefen og kolleger viser mig ubetinget tillid.

Efter at have levet på denne måde i 6 måneder, er jeg stadig ret overvældet over den kæmpe lettelse det alt i alt har været i mit liv. Hvad har jeg dog gjort, at jeg skal have det så godt? Jeg venter stadig på at der viser sig at være en hage ved alt det gode. Men det kommer ikke. Det er ligefør at jeg har skyldfølelse over at have fået sådan et privilegeret liv uden at betale en pris.

Men selvfølgelig skal jeg ikke have skyldfølelse. Denne stakkels blog har været forum for mange års plapren om transporttid, cykel-logistik og udmattelse fra min side. Hvis der findes en samlet pulje i verden af besværligheder ifm. at passe sit arbejde, så synes jeg selv at jeg har båret min del af læsset.

Jeg vil dog gerne holde fast i taknemmeligheden over at have fået denne kæmpe lettelse i min hverdag. Det er en gave for en sensitiv person at få mere tid. Og det er bestemt noget der kan mærkes. Først og fremmest er jeg langt mindre træt i hverdagen. Husbond har bemærket at jeg får mange flere idéer til spændende aftensmad, hvor jeg før meget ofte har haft mest lyst til de lette løsninger.

Hvad skal det ikke føre til? En fritidsinteresse? Et renere hus og en mere velplejet have? Flere oplevelser? I disse dage tænker jeg over hvad det mon kommer til at betyde i længden, at mit liv er blevet så meget nemmere, og hverdagenes frie tid 2 timer længere. Det er simpelthen så lang tid siden at jeg har haft den grad af frihed, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med den. Endnu.

 

 

Lignende indlæg:

Fed igen

For lidt over et år siden stoppede jeg med at spise efter 5:2-diæten. Det påvirkede ikke min vægt særlig meget, og jeg følte mig sund i lang tid efter. Ved nytår tog mit liv en kolbøtte, hvor også mine motions- og spisevaner fik en rystetur. Nyt job i foråret har betydet en fast, men mindre motionsmængde pga. kortere cykeltur til arbejde, og en lidt dårligere kost pga. en kantine med mindre sund mad.

Resultatet er en vægt der er højere end nogensinde og et BMI over 30. Øv. Jeg har kunnet acceptere at være overvægtig i mange år, og har ingen ambitioner om at få en flad mave eller korrekt vægt. Men at veje så meget – det gider jeg ikke.

På en eller anden måde har jeg formået at se mig selv i spejlet på en måde, hvor jeg ikke opdagede den større dobbelthage. Først da jeg så et par billeder af mig selv, kunne jeg se hvor galt det var. I den forgangne sommerferie har jeg pure nægtet at blive fotograferet, fordi jeg ikke kan holde ud at se hvor fed jeg ser ud.

Jeg er også begyndt at have fysiske gener. Det er svært at læne mig ind over spisebordet for at nå noget, og det er ikke så let at at komme op af en sækkestol. Når jeg sætter mig på hug for at klappe min liggende hund, kan jeg næsten ikke trække vejret, og når jeg sidder med min tablet i sofaen støder min hage mod min hals.

Der skal jo helt klart ske noget. Det er indlysende at starte med 5:2-diæten igen, for det er det eneste jeg har jeg gode erfaringer med i forhold til vægtab. Både jeg og husbond har savnet fastedagene med deres anderledes, afslappede rytme.

Jeg er bange for hovedpinerne, som var et stort problem tidligere. Derfor vil starte blidt ud med 1 fastedag om ugen for at komme ind i rytmen igen og få erfaringer baseret på den nye hverdag, hvor jeg ikke cykler 46 km på en fastedag.

Jeg har også tænkt meget over hvordan jeg kan få mere motion ind i hverdagen. Jeg har forsøgt at køre omveje til og fra arbejde, og det er også gået meget godt med at få et par km. ekstra på cykelturen – jeg cykler 9-10 km på en hverdag. Jeg er dog i tvivl om jeg kan motivere mig selv til at køre meget længere – når jeg har fri vil jeg også bare gerne hjem, og at stå tidligere op end nødvendigt tvivler jeg på at jeg kan motivere mig selv til.

Vi bor lige ved siden af en mindre, fredelig skov. Det er oplagt at bruge skoven til motion. Jeg har aldrig prøvet at motionsløbe. I skoletiden var løb forbundet med omgående stakåndethed, og jeg kan stadig mærke den ubehagelig rallende fornemmelse i luftrøret. Ikke desto mindre ved jeg at det skal være lettilgængelig og effektivt hvis jeg skal dyrke mere motion, så jeg overvejer seriøst at starte et begynderprogram for at komme i løbeform til mindre løbeture.

Endelig skal jeg arbejde med de mængder jeg spiser. Iflg. diverse gadgets forbrænder jeg 5-700 kcal. mindre i min nuværende hverdag, end da jeg el-cyklede 46 km. om dagen – et betydeligt mindre kalorieforbrug som selvfølgelig gør en forskel.

Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det her handler mere om psykologi end om planer og praktik. Jeg kan sagtens finde på en masse tiltag og gode ideer. Og jeg er sådan set ret motiveret for at gøre noget ved min fedme. Men der er noget psykologi der kæmper i mod. Jeg har svært ved at finde ud af hvad der er årsag og hvad der er virkning, men jeg kan konstatere at der er situationer hvor jeg helt tilsidesætter disciplin og gode hensigter. Når jeg har ondt, er ked af det eller er træt, føler jeg en stor trang til søde og usunde sager, og så kan jeg ikke finde disciplin til at lade det være. Her er jeg stadig på bar bund mht. at ændre på min adfærd.

Lignende indlæg:

Slut med el-cykel

– i hvert fald som dagligt transportmiddel.

Efter mit seneste jobskifte har jeg fået utrolig kort til afstand til mig arbejde. Sølle 4 km kan det blive til. På el-cykel tager det 11 minutter. Jeg er nærmest ekstatisk over at bruge så lidt tid på transport, det udløser en masse ekstra fritid helt gratis – ”penge lige i lommen”.

Problemet er bare, at jeg får næsten ingen motion eller kalorieforbrænding ud af at køre den korte tur på el-cykel. I forvejen er jeg kommet i temmelig dårlig form efter en periode uden daglige cykelture, og vægten er kommet alt for højt op. Jeg har derfor besluttet mig for at køre på almindelig cykel til og fra arbejde. På den måde håber jeg at jeg kan undgå at skulle til at gå i motionscenter eller lignende for at dyrke yderligere motion.

Jeg har ikke længere nogen almindelig cykel, så i påskeferien gik jeg ned til den lokale cykelhandler. Med i lommen havde jeg en lille seddel, hvor jeg havde noteret mine krav og ønsker til en ny cykel. Efter ca. 10 år med el-cykel forventede jeg, at det ville blive et stort arbejde at vænne kroppen til almindelig cykel, så jeg lagde vægt på en effektiv energioverførsel via udvendige gear og en aerodynamisk siddestilling. Jeg ville også gerne have skivebremser, og så var det vigtigt for mig at cyklen ikke var en kedelig farve som sort eller grå.

Det tog ikke ret lang tid at finde en Kildemoes Logic Sport citybike i en flot lilla farve, der levede op til mine forventninger. Forretningen gjorde den klar så jeg kunne hente den senere samme dag. Mandagen efter var det arbejdsdag igen, og jeg hoppede op på min nye ganger.

Pyh, det var godt nok hårdt at cykle uden 250 Watt hjælp fra en motor. De første dage synes jeg det var helt ubegribeligt tungt at træde en helt almindelig cykel. Det var som om at benene bare slet ikke kunne. At starte fra rødt lys gik så langsomt, at jeg blev hidsigt utålmodig, og at komme op i en hastighed jeg var vant til fra el-cyklen var umuligt selv på flad vej.

Efter en uge havde jeg vænnet mig lidt mere til at køre almindelig cykel. Jeg havde fået justeret min ubevidste forventning til hastighed og acceleration, så det passede bedre med min formåen, og jeg måtte også justere min cykelhjelm fordi fik hovedpine af at køre med nakken bøjet tilbage og med en noget højere puls. Lige så stille kunne jeg mærke at lårene fik mere styrke, så jeg kunne komme op ad bakkerne uden at gå næsten i stå.

Turen til arbejde tager ganske få minutter mere end med el-cyklen, og jeg er endda begyndt at køre en lille omvej for at få mere motion. Jeg forbrænder mere end det dobbelte på cykelturen og får sved på panden. Jeg er glad for min beslutning og der er ingen tvivl om at jeg fortsætter på denne måde.

El-cyklen beholder jeg dog indtil videre. Den er jo ’min bil’ som jeg bruger når jeg skal køre længere ture, og så er den praktisk indrettet med cykelkurve, så jeg kan bruge den til selv store indkøb. Den nye cykel har meget smalle dæk, og det bliver svært at sætte nogen grove vinterdæk på, så jeg regner også med at el-cyklen skal være min redning når sneen kommer.

Lignende indlæg:

Nyt job 2017

Efter lidt af en kolbøtte har jeg fået nyt job igen. Jeg vil ikke som tidligere minutiøst kortlægge hvad jeg vinder og hvad jeg mister, da det virker mindre vigtigt nu. Men jeg vil gerne ridse op hvad dette skifte betyder for mig.

Mine 2 seneste jobs har været modsætninger hvad angår fordele og ulemper. Det job jeg lige har haft var et dårligt match når det gjaldt jobindhold, men jeg var glad for kultur, ledere og flexibilitet. Jobbet inden da var modsat – jobindholdet passede super godt til mig, men kulturen gjorde ikke.

Mit nye job ser ud til at kombinere de gode sider ved de 2 seneste jobs. Derudover har jeg fået en hidtil uset kort transporttid. Det er ganske fortryllende.

Transporttid har fyldt meget for mig i mit jobliv. Jeg har haft 40 km. til et job i Dragør, 23 km. til et job på Østerbro. Da jeg fik 14 km. til job for et år siden var jeg begejstret, nu kunne jeg klare turen på el-cykel på lidt over en halv time. Det var perfekt rent motionsmæssigt.

Mit nye job ligger kun 4 km. væk. På el-cyklen tager det mig kun 10 minutter at komme på arbejde. Dette tidsforbrug er forsvindende lille, nærmest ubetydeligt. Det er en kæmpe kontrast til alt hvad jeg har prøvet før. Det giver mig en masse mere fritid, og det er næsten ikke til at fatte.

Det betyder dog også, at motionen jeg får ud af turen på el-cykel er ubetydelig. Jeg har derfor købt en almindelig cykel og håber således at få en fornuftig mængde motion alligevel. Ellers skal jeg til at tænke i nye baner for at få rørt mig nok.

Fleksibilitet har været et kerneområde for mig i tidligere jobs. Det har været vigtigt, fordi en lang transporttid gør det svært at passe hus og hund. Dette tema kommer mere i baggrunden, nu hvor jeg har så kort transporttid, men jeg har alligevel den fleksibilitet jeg ønsker. Jeg kan komme lidt senere eller gå lidt tidligere hvis jeg har behov for det, og jeg kan også arbejde hjemme.

Alt i alt ser det ud til at mit nye job er en ren jackpot af fordele. Der vil nok dukke ting op som jeg kommer til at ærgre mig over. Men når stressfaktorer som transporttid, dårligt matchende jobindhold, ringe flexibilitet og kejtet kultur er væk håber jeg at have meget mere overskud til at klare fremtidig modstand.

Lignende indlæg:

Et liv i underskud

Mange af mine indlæg på denne blog handler om mangel på energi, tid og overskud. Jeg oplever at jeg mangler ressourcer til at klare det hele, og det ærgrer mig fordi jeg synes det forhindrer mig i at udfolde hele min personlighed, hele mit potentiale.

I dette blogindlæg vil jeg gerne skrive om, hvordan livet er, når ikke bare én selv men alle i ens omgivelser er i underskud.

På hjemmefronten kommer det til udtryk i lange lister over ting man burde gøre men ikke har tid til lige nu. Listerne bliver lavet i et forsøg på at huske det hele, for ellers glemmer vi det i samme sekund som vi tænker på noget andet.

Det er praktiske ting i hus og have, som er helt relevante og nødvendige, der ikke bliver gjort. Husbond kæmper sig op på en stige i regnvejr og renser tagrenden, der  løber over fordi den er stoppet til – selvom han egentlig var i gang med at skifte til vinterdæk på bilen, og selvom vi stadig mangler at udskifte de mursten som sprækkede sidste vinter. Vi er tvunget til at prioritere benhårdt, og prøver at takle bekymringen over det som ikke bliver gjort.

I det sociale liv kan man mærke det på lange svartider på SMS. Det tager lang tid at lave aftaler med venner og familie, fordi de ikke kan overskue hvornår de skal hvad. Det betyder at man vægrer sig ved at rykke for svar, for man ved godt hvordan den anden part har det. Men det betyder også at færre aftaler bliver til noget, og potentielle nye relationer kan dø ud, fordi det er for svært at få lavet en aftale.

På arbejdspladserne er der ikke mange som har overskud. Kun de nyansatte kommer med energi og kapacitet, og derfor bliver de lynhurtigt dænget til med opgaver. Inden længe er de også i knæ og får den samme adfærd som alle os andre: dukker sig når der uddeles nye opgaver, svarer ikke på mails og kommer ikke med det input som kolleger har brug for, for at gøre sit arbejde. Man må gå på kompromis med sine værdier og være en dårlig kollega, for at overleve. Opgaver bliver ikke løst optimalt men nødtørftigt, og det betyder man ikke oplever den samme tilfredsstillelse.

Lederne er ofte endnu mere overbelastet. Beslutninger præges af, at der ikke er ressourcer til at løse opgaverne optimalt, og man vil helst ikke høre om nye problemer og opgaver. Lederne begynder at være dårligt orienteret om hvad der foregår, fordi ikke læser deres mails og er dobbeltbooket til møder. Så sent som i fredags var der en leder på min arbejdsplads som gik hjem for at holde en uges ferie – med en stor stak arbejde under armen.

Kontakt med andre virksomheder og organisationer kan også være svær. I øjeblikket prøver vi at få kontakt med kommunen i forbindelse med et vejarbejde ud for vores hus. De svarer simpelthen bare ikke på vores mails. Og vi har ikke tid til at ringe i almindelig kontortid pga. et hektisk arbejdsliv. Hvad skal man dog gøre?

Vi kender alle den vrede man kan møde i trafikken på vej fra hjemmet til arbejdspladsen. Det bliver nemt et billede på hvad det egentlig gør ved vore liv og vores samfund, at vi i alle snitflader i tilværelsen møder mangel på overskud. Det bliver en ond cirkel, hvor vi stjæler energi fra hinanden i stedet for at få en synergi ud af at mødes.

I hele dette landskab er der enkelte personer der har overskud. F.eks. mine forældre, som er pensionister. Min mor spørger efter gaveønsker 3 uger før min fødselsdag, fordi hun allerede så lang tid i forvejen begynder at tænke over hvad hun skal give mig. Og nok også fordi hun ved, at jeg kan være lang tid om at svare.

Mine forældre svarer altid hurtigt på SMS’er, og kan tit stille op med kort varsel. Hvor må det dog være irriterende for dem, at hele samfundet omkring dem er distræt, forvirret og glemsom. Jeg længes efter på samme måde at være i stand til at svare med det samme, at huske de ting man har talt om og være ajour med de praktiske ting i hverdagen.

 

Lignende indlæg: