Norma bider

Vi har nu haft vores hundehvalp Norma i 3 uger og er begyndt at lære hende bedre at kende. Hun er ekstremt glad for mennesker og meget interesseret i andre hunde. Hun er god til at spise, drikke, besørge og sove. Hun tager ukendte ting og lyde med en naturlig skepsis, men vænner sig hurtigt til dem.

Husbonds ankler er fyldt med røde streger som om han havde været oppe at slås med et brombærkrat, og jeg er gul og blå på armene som om jeg har fået tæsk. Det er fordi Norma bider os – af kærlighed, i leg og når hun er opkørt.

Det er et helt almindeligt fænomen, der er ikke noget i vejen med Norma. Men det gør utrolig ondt, og bideriet forhindrer at vi kæler, roser og leger med Norma. Vi har læst flere bøger og søgt råd på nettet. Desværre er de gode råd utilstrækkelige.

Det første råd er alle steder, at man skal ignorere det. Det giver også mening, hvis man ser bideriet som et forsøg på at starte en leg med en anden hund. Logikken er, at hvalpen ikke skal have ‘noget ud af det’ – altså modspil i den leg hun prøver at starte – og skulle derfor hurtigt miste interessen for at lege og dermed bide.

Her skal man som menneske modarbejde enhver refleks og naturlig adfærd hos sig selv. Det er så dybt forankret i os at trække os tilbage, hvis der er noget der gør ondt. Det er meget svært ikke at gøre. For det gør VIRKELIG ondt at blive bidt med de små meget spidse hvalpetænder. Når man trække foden, hånden eller kinden til sig, tager hvalpen det straks som at man leger med, og så fortsætter bideriet. Og ærlig talt, så virker det også sådan, hvis man udholder smerten og ikke bevæger sig.

Det næste råd plejer at være, at man skal opføre sig, som når en anden hund synes det er for meget. Man skal komme med et højt ‘AV!’ eller ‘PIV!’ og derefter gå væk og vende ryggen til.

Det er lidt lettere, for det er mere naturligt at skrige op når man får en hjørnetand i knæhasen. Og det hjælper da også lidt bedre. Norma sætter sig i hvert fald i de fleste tilfælde og kigger efter os når vi går væk. Problemet er bare, at hun fortsætter bideriet når vi vender tilbage til arenaen.

I mange tilfælde er det ikke så nemt at reagere hurtigt, fordi det vil betyde at man vælter det lille dyr til siden så hun falder, eller trækker hende efter sig hængende i en sok eller et bukseben. At tage objektet ud af munden på hunden bliver som regel til flere bid. Og så fortaber pointen sig – så virker det stadig som leg for hvalpen.

Et råd man også tit støder på, er at distrahere hvalpen med et stykke legetøj. Altid at have et stykke legetøj på sig, som hvalpen godt må bide i. Med Norma virker det – men ofte kun i 3 sekunder. Så går hun væk fra legetøjet og begynder at bide igen.

Sidste udvej er at adskille hvalp og mennesker. Når Norma går allermest amok har vi et par gange forsøgt at lade Norma blive ude i haven mens vi selv gik indenfor. Vi har også prøvet at lade hende være i gangen med hundegitter imellem os, og en enkelt gang sat hende ind i hendes transportbur og siddet lige ved siden af.

I alle tilfælde bliver Norma dybt ulykkelig og meget stresset. Hun hyler og jamrer, hyperventilerer og forsøger at komme hen til os. Vi har ikke kunnet holde ud at holde hende i den situation, som for transportburets vedkommende resulterede i ødelagt lynlås og et bur der hoppede hen ad gulvet.

Det eneste vi kan gøre for at mindske vores forslåede udseende er at aktivere Norma med noget, der kan holde koncentrationen i længere tid. Hun er meget interesseret i at træne små øvelser; ‘sit’ – ‘dæk’ – ‘pote’ osv. Også aktivitetslegetøj/spil, hvor hun skal finde godbider bag låger, kan holde hende fra at bide i længere tid.

Normalt skal man kun træne disse ting med en hvalp i 10 minutter ad gangen, men vi bliver tit ved i længere tid for at undgå at blive bidt. Det er ikke så godt, for hunden kan bliver overstimuleret. Det kan være grunden til hendes ‘ulvetime’ hver aften, hvor hun er overgearet, styrter rundt og laver en masse ballade.

Der er ingen der har sagt at det var nemt at få en hundehvalp, og vi har heller ikke troet det. Men denne udfordring fylder rigtig meget lige nu, og vi bliver ved med at forsikre hinanden om, at det går væk med alderen.

Lignende indlæg:

Norma er her

I skrivende stund er det præcis en uge siden, at husbond og jeg hentede Norma hos Kennel BeDaBlanco i Nørager, og kørte hende hjem til os i Birkerød.

Hjemturen gik over al forventning. Dels faldt Norma ret hurtigt i søvn, og dels blev vi meget hurtigt gode venner. Halvvejs hjemme måtte vi gøre stop fordi jeg skulle på toilet, og da jeg kom tilbage til bilen blev hun glad for at se mig. Meget positivt i forhold til muligheden for at opbygge et venskab og tillidsforhold.

På trods af vores store erfaring med hunde, prøver vi nu noget vi ikke har prøvet før; at have en hundehvalp. Som forventet er det ret krævende, men også skægt og rørende.

I den første uge har vi selvfølgelig arbejdet med renlighed, så Norma kan lære at besørge udendørs og kun udendørs. Hver gang Norma har sovet, leget eller spist, bærer vi hende ud i haven, fordi hun typisk skal tisse efter disse aktiviteter. Det er gået godt indtil nu, men der er stadig uheld nu og da. Vi har lavet en rampe, så hun selv kan gå ud i haven fra huset. Hun er hurtigt blevet god til at gå på den, men hun kan endnu ikke finde ud af selv at gå ud når hun skal besørge.

Vi er også lige så stille igang med at træne, at Norma kan være alene. Det er jo nødvendigt når vi skal på arbejde. Bare ganske få sekunder og minutter efterlader vi hende alene med aktivitetslegetøj, og overvåger hendes reaktion via et webcam. Vi er nu oppe på 3 minutter uden panik.

En af de mest udfordrende ting har været, at hun bider i vores hænder og fødder med sine sylespidse hvalpetænder. Det gør forbandet ondt, og det skal hun hurtigst muligt holde op med. Indtil nu ser vi det som et flersidet problem. Dels har hun som den hvalp hun er, en stor trang til at bide i det hele taget, det kan legetøj hjælpe med. Men dels har hun en tendens til at blive overgearet. I den situation går hun amok med bideriet, og kan ikke afledes med legetøj. Vi er nødt til at gå nogle skridt væk eller at forlade lokalet i nogle sekunder for at signalere, at vi ikke vil acceptere den opførsel. Det har hjulpet meget, men problemet er ikke væk.

Vi har også arbejdet med at prøve at undgå, at hun bliver overgearet. Vi har tænkt på om det handler om stress. Desværre er det tit udløst af, at hun bliver glad for at se os efter at vi har været væk fra hinanden, f.eks. ved at jeg står senere op end hun og husbond og kommer ned til hende en time efter hun er stået op. Det er så rørende at se, at denne søde lille hundehvalp bliver så glad for at se mig, og det har været meget naturligt for mig at gengælde hendes gensynsglæde. Men for at undgå at hun bliver overgearet, prøver jeg at være så underspillet som muligt, uden at være afvisende. Det ærgrer mig lidt at det er nødvendigt, jeg ville allerhelst bare kramme og kysse dette yndige lille væsen.

Norma er god til at sove om natten. Hun har tit et af sine ‘flip’ ved sendetid, men hun falder ret hurtigt til ro, og så sover hun hele natten. Vi står op en enkelt gang midt om natten og bærer hende ud for at tisse, og det er faktisk lykkedes at undgå tisseri indenfor om natten.

Nu vil jeg slutte dette blogindlæg af, for Norma er ved at bide i en ledning. Selvom jeg sover godt om natten, gør det mig utrolig træt og groggy at være opmærksom på den lille ballademager hele tiden. Koncentrationen om at skrive er ikke den største.

Lignende indlæg:

Mens vi venter på Norma

Torsdag 16. maj 2019 blev der født 8 hvalpe af racen Hvid Schweizisk Hyrdehund på Kennel BeDaBlanco. Der var 4 hunner og 4 hanner. Dermed vidste vi, at vi skulle have hund til sommer.

Nu kan vi gå igang med de forberedelser der skal til, for at få hundehvalp. Vi fik planlagt sommerferie på vores jobs og begyndte at skrive huskelister. Hegnet i haven skal gennemgås og forstærkes. Vi skal have fundet en løsning på hvalpens færden uden at gå på de trapper, vi har i huset. Vi skal have købt lidt udstyr.

I den kommende weekend må vi besøge vores nye hvalp. Det er en drøm der går i opfyldelse, når jeg skal møde de 8 hvalpe – jeg tror det bliver en af de største dage i mit liv.

Allerede før hvalpene var født, begyndte vi at tænke på et navn. Ved nogle af de forrige kuld, har hvalpekøberne fået lov at ønske sig et navn med kuldets forbogstav. Vi har derfor grublet over et fint pigenavn med N og kom frem til Norma. Vi håber at kennelen vil gøre det til det officielle stamtavle-navn, men vi er blevet så glade for det navn, at det bliver hendes hverdags-navn uanset hvad.

Midt i juli kan vi hente vores lille nye hund, og så kommer alt det spændende – og hårde. Det bliver uden tvivl en stor glæde at lukke en yndig hundehvalp ind i vores familie. Og alle siger til os, at det også bliver hårdt med renlighedstræning osv. I de første 16 uger af hundens liv er den mest modtagelig for at lære nyt. Vi har altså 8 uger til at introducere hende for en masse forskellige situationer og miljøer. Jeg tror mest det bliver skægt.

Jeg har oprettet en Facebook-side, hvor der vil forekomme hvalpe-spam: billeder og små beretninger fra Normas liv. Vi havde en tilsvarende side for Adina, og det var en stor succes. På den måde kan kennelen, interesserede, venner og familie følge med. De der ikke interesserer sig for hunde, kan lade være.

Lignende indlæg:

Hund igen

Vi har grædt og savnet. Vi har vejet for og imod. Vi har kompenseret og fundet kompromiser. Og nu har vi besluttet at vi skal have hund igen.

Siden vi mistede Adina har velmenende venner og familiemedlemmer kontaktet os om hunde, de synes kunne blive vores næste hund. Alle omkring os synes at vi skulle have hund igen, men vi har selv været i tvivl og afvist. Nok mest mig, men husbond vil ikke have hund, hvis jeg ikke går helhjertet ind for det.

I marts måned blev jeg kontaktet af ejeren af den kennel, hvor Adina kom fra. Hun spurgte om vi var interesserede i at overtage en han-hvalp, som måtte finde nyt hjem allerede en måned efter at han var flyttet fra kennelen.

Også denne gang sagde vi nej tak, men i modsætning til andre gange satte dette nogle tanker igang.

Det gik op for os, at vi har svært ved at tage en beslutning så hurtigt, som det kræves ifm. en omplacering: det er her-og-nu at hunden skal videre, og vi skal ud fra nogle få oplysninger, på få timer, kunne tage stilling til, om det er en hund der passer til et livstids-commitment om hund for os. Hvis vi nogensinde skulle have hund igen, ville det nok ikke kunne ske på denne måde.

Det eneste alternativ er at få en hund fra hvalp. Så er der god tid til at overveje hvilken race det skal være. Man bliver skrevet op til en hvalp og går og venter. Når hunden er født, er der 8 uger til den kommer hjem til familien. Der er altså tid til at forberede sig. 

Indtil nu har vi ment at det var problematisk for os at få en hundehvalp, fordi vi begge har fuldtidsjobs. Ganske vist kan man tage noget ferie når hunden kommer hjem, men ret kort efter må man jo tilbage på arbejde, og så skal den lille hund være alene i mange timer. Det er en vigtig opgave at give en hundehvalp en god start på livet, så der ikke kommer problemer senere, og den opgave har vi også været i tvivl om vi kunne klare.

I vores lille familie er det nok mig, der bekymrer mig mest. Efter jeg er kommet ud på den anden side af min depression, ser jeg langt lysere på mange ting og har mere tiltro til mine egne evner. Måske er det derfor at vi begyndte at tænke seriøst på at få en hundehvalp. 

Vi opdagede at Adinas kennel planlagde et kuld hvalpe, som ville blive klar til at flytte hjem til deres nye familier lige til sommerferien. Både husbond og jeg ville kunne lægge 4 ugers sommerferie forskudt, så vi fik rigtig meget tid sammen med den lille hvalp i starten.

Vores forældre tilbød at hjælpe til, og i samme periode var der endda et tilbud i den lokale hundeskovs Facebook-gruppe fra en teenage-pige, der gerne ville lufte hunde efter skoletid. Pludselig virkede det ikke så umuligt at få en hvalp.

Efter nogle ugers overvejelser var det mig, der kontaktede kennelen, og bad om at blive skrevet op til en pige-hund fra det kuld, der forventes midt i maj. I skrivende stund står vi som nr. 1 på ventelisten, så hvis bare der kommer 1 pige-hvalp i Kuld N, så skal vi have hund til sommer 🙂

Lignende indlæg:

Hverdag uden køkken

Husbond og jeg har nu levet en hverdag uden et køkken i næsten 2 måneder. I starten var det meget mærkeligt. Det var så indgroet at bruge faciliteterne i et køkken, og vi skulle virkelig vænne os til ikke at søge ud i det rum, hvor der ikke længere var køkken. Især savnede vi adgang til vand og afløb.

Lige så stille vænnede vi os til det, ligesom når man bor i en ferielejlighed, og vi fik hverdagen til at fungere i den lille stue hvor brændeovnen står.

Når det kommer til vand har vi et par beholdere med vand i køleskabet. Når vi skal have et glas vand eller skal koge æg i æggekogeren, tager vi vand derfra. Når der skal fyldes på igen er det en lidt længere tur ned i bryggerset i den anden ende af huset.

At rengøre hænderne når man er ved at tilberede mad, klarer vi langt hen ad vejen med vådservietter beregnet til baby-numser. Det er overraskende praktisk, også til at tørre bord og overflader af, når man har spildt.

Det kan være irriterende at stå med en kold sjat kaffe eller te, når man ikke har en vask med afløb i nærheden. Heldigvis har vi en overdækket terrasse med altankasser lige udenfor det rum som er vores køkken. De visne tagetes får lov at stå lidt endnu, så vi kan bruge jorden til disse sjatter.

Vi har glæde af, at vi er en husholdning der godt kan lide at bruge køkkenmaskiner. Vi bruger vores æggekoger, toaster og brødrister flittigt. Vi fandt ud af, at vores mikrobølgeovn også kunne fungere som varmluftsovn, og det har betydet at vi kan lave langt mere varm mad, end vi havde regnet med.

Til hverdag kan den stå på frikadeller lunet i mikrobølgeovnen med en færdig kold kartoffelsalat, opvarmet svamperisotto fra fryseren, eller toast med kyllingepålæg og cheddar-ost. Vi kan også nyde en indisk ret med naan-brød lunet i brødristeren.

I weekenden benytter vi os af at slagteren i vores Kvickly er så venlige at lave nogle færdigretter, som er lige til at sætte i ovnen. Det er for det meste noget med kartofler og grøntsager i bunden, og så noget kød ovenpå; kyllingebryst, oksekød eller mørbrad. Så supplerer vi med en færdig salat, f.eks. spidskålssalat med mormor-dressing og får et ret komplet måltid.

Hvis der skal lidt dessert til, har vi fundet ud af at et bæger Ben & Jerry’s Cookie Dough fungerer rigtig fint sammen med skiver af banan og dåse-flødeskum.

Vi bruger delvist engangsservice, og har vores praktiske pedal-spand i det midlertidige køkken. Vi valgte at købe en omgang plastikbægre og paptallerkener, fordi vi regnede med at vi ville synes det var irriterende at skulle vaske op i hånden i den anden ende af køkkenet. En anden opdagelse er, at det er slet ikke så slemt, når man kun skal vaske et par tallerkener og lidt bestik af. Det gik op for os, at størstedelen af opvasken til hverdag kommer fra fremstillingen og serveringen af maden, som jo ikke er relevant når man lever som vi gør i øjeblikket.

Vi benytter os også at de forskellige spisesteder i området. McDonalds, kinesiske restauranter og buffet-restauranten Dalle Valle har haft besøg af os, og det synes vi er helt naturligt. Vores madbudget har haft overskud hver måned indtil videre, så der er fint plads til det i økonomien.

Alt i alt er det ikke så stor en belastning at undvære køkken som vi havde frygtet. Vi er heldige at have en indretning der understøtter situationen, med bryggers og plads nok til at gøre det rimelig komfortabelt. Prisen er en stor mængde engangsemballage. Især de store aluminiumsbakker gør ondt i miljø-bevidstheden, men vi må trøste os med at det kun er i en begrænset periode og huske at aflevere det til metal-affald på genbrugspladsen.

Vi betaler også en pris i form af, at vi ikke laver mad fra bunden med lige præcis de råvarer og med den tilberedning vi selv ønsker. Et stort savn er til vores dampede og grillede grøntsager, som normalt er en stor del af vores kost. Men – der skulle jo også gerne være en årsag til at vi bruger en kvart million kroner på at få et nyt køkken. Hvis det var helt uden ulemper at leve uden et køkken ville det godt nok være mærkeligt at bruge så mange penge på at få lavet køkken. Når det står klart skal der laves mad igen, lige sådan som vi kan lide det og med hensyn til miljø, ressourcer og vores egen personlige præferencer og smag.

 

Lignende indlæg:

Lider i varmen

Danmark oplever i disse dage en helt unik periode med stabilt varmt og tørt vejr. Helt enestående har vi nu i mere end en måned har haft solskin, tørvejr og moderat vind. Så vidt jeg husker, har der været 3 byger siden starten af maj, kraftige men kortvarige.

Vi danskere er jo ikke så godt vant når det kommer til vejr. Vi plejer at have et meget mere omskifteligt vejr, og det føles som mange år siden, at det har været stabilt godt vejr. Sidste sommer var ærlig talt ganske kedelig. Jeg synes også at det er længe siden at jeg har set mit helt lette sommertøj, og pludselig skal jeg være lidt mere om mig mht. at få vasket – jeg er ikke vant til at have brug for shorts og ærmeløse toppe så mange dage i træk!

For mig er det en nydelse at hverdagen bliver lidt lettere med det gode vejr. Man kan bare lige hoppe på cyklen i det tøj man har på, jeg har ikke haft overtøj på i lang, lang tid. Haven bliver en forlængelse af husets opholdsrum, og man kan bare lade døre og vinduer stå åbne. Det er skønt at se hvordan de lidt mere eksotiske blomster trives i varmen.

Jeg har dog et problem når temperaturen når op over 25 grader. Det trives min krop utrolig dårligt med, og jeg har svært ved at holde det ud. Det trykker i mit hoved og føles som om hjernen er hævet. Jeg får hovedpine, og migræneanfald bliver værre. Derfor bliver jeg passiv og bruger mest energi på at finde det køligste sted at opholde mig. Det er også svært at sove godt i den varme, og det gør mig i dårligt humør.

Dette ubehag giver anledning til stor irritation, for der er så meget jeg gerne vil. Både gøremål i hjemmet og ude – nyde naturen eller byerne med cafebesøg og shopping. De høje temperaturer føles som en slags fængsel for mig, især når det bare bliver ved og ved.

Jeg oplever stadig at det er tabu at have nogen form for tilbageholdenhed overfor det, vi normalt opfatter som godt vejr. Husbond har det helt omvendt, og føler at hans krop fungerer allerbedst når det er varmt. Nu kender han mig efterhånden så godt, at han forstår – men det er bestemt ikke velset herhjemme at kalde temperaturer over 25 grader for dårligt vejr.

Situationen jeg beskrev tilbage i 2010 omkring at sidde ude og spise frokost på arbejdspladsen oplever jeg som uforandret – det er stadig udenfor diskussion at man skal sidde ude og spise. Jeg ønsker stadig ikke at sidde ude med min frokost, selvom min nuværende arbejdsgiver dog har sat parasoller op, så jeg sætter mig alene med en avis og spiser frokost.

På tidligere arbejdspladser har jeg tit fået selskab indenfor. Mange mandlige kolleger har i virkeligheden ikke lyst til at sidde i jakke og slips i middagssolen. På min nuværende arbejdsplads er der ikke så mange slips, og jeg sidder oftere alene. Men effekten er der stadig: når først jeg man har italesat, at det er for varmt at sidde derude, så er der altid nogen der følger trop og indrømmer at de også bliver øre i hovedet af at sidde lige i solen. Eller endda gerne undværer solen for at være i mit selskab.

Som sensitiv person er jeg nødt til at være konsekvent overfor disse ting der giver mig ubehag, simpelthen for at holde mig rask. Det betyder i flere sammenhænge at jeg må være modig og gå imod strømmen, gøre op med nogle af de konventioner og automatiske antagelser der er, og nogle gange dermed melde mig ud af det sociale fællesskab. Det er åbenbart mit lod. Det er heldigt at jeg trives godt med at være alene.

I går var en af de helt varme dage. Jeg tilbragte dagen under et træ i haven sammen med lånehund Atlas, og husbond gjorde mig også selskab. Jeg havde ikke overskud til mere end at online-shoppe. I dag er der en sky for solen og temperaturen er på et mere udholdeligt niveau. I dag får jeg skrevet dette blogindlæg, vasket tøj og lavet frikadeller.

Lignende indlæg:

Dilemmaet om ny hund

Det er snart et halvt år siden at Adina gik bort, og jeg er ved at have det bedre med savnet og sorgen.

Spørgsmålet om ny hund rumsterer. Skal vi have hund igen? Husbond savner gåturene og er helt klar til at få hund igen, men jeg er i tvivl. Argumenterne for og imod farer rundt i mit hoved, og jeg kan ikke finde ud af hvad jeg skal lægge vægt på. I bund og grund ser jeg det som et valg imellem forskellige stressfaktorer.

Jeg føler et stort ansvar for at en hund skal have et godt liv. Jeg synes at hunden skal være alene hjemme så lidt som muligt, og jeg synes det er vigtigt at lave ting sammen med hunden, som giver den nogle gode og spændende oplevelser. Når begge mennesker i husstanden har krævende fuldtidsjobs, synes jeg det er en konstant udfordring at leve op til dette, og jeg tøver med at sætte mig selv i den loyalitetskonflikt.

Mens vi havde Adina syntes jeg ikke, at jeg kunne gå i butikker, på café, til koncert, fordi jeg ikke ville lade hende være alene mere end højest nødvendigt. Det er en begrænsning jeg har lagt på mig selv, og jeg må indrømme at jeg har nydt at være fri for denne begrænsning. Det er også en lettelse at jeg kan blive lidt længere på arbejde, hvis der er behov for det – og det er der ofte.

På den anden side giver det at have hund jo en umådelig glæde i hverdagen. Det har en afstressende virkning, fordi det tvinger én til at tænke på noget andet end arbejde og pligter, og kommer helt automatisk til at røre sig og få frisk luft. Jeg har tydeligt kunnet mærke kontrasten, når jeg har været så heldig at få lov at passe andres hunde. Jeg er ikke i tvivl om, at det er sundt for mennesker at have kæledyr.

Når jeg har fri og det er godt vejr, længes jeg meget efter at have hund. Men når jeg sidder på arbejde og det regner udenfor og jeg godt kunne bruge at blive lidt længere for at afslutte nogle opgaver, så er det en lettelse at der ikke venter en hund hjemme.

Hvordan balancerer jeg dog disse faktorer? Hvis jeg laver en helt rationel fordel/ulempe-analyse, hvor faktorer som økonomi, tid, rengøring og andre praktiske ting indgår, så vinder livet uden hund. Hvis jeg tænker på livskvalitet er det tvetydigt. Jeg elsker hunde uendeligt meget og har stor glæde ved at omgås dem. Men jeg må indse, at det også giver mig meget glæde at have mulighed for at lave andre ting og komme lidt ud.

Så tæller glæden ved shopping, cafébesøg og koncerter højere end glæden ved at have hund? Vægter stress pga. loyalitetskonflikt højere end stress over ikke at have et fritidsliv der indeholder alt det man ønsker sig? Lige nu må svaret være ja, for jeg har ikke taget initiativ til at ændre på noget.

Måske skal jeg bare lige have afløb for 6 år uden TIVOLI-ture og shopping. Måske skal jeg bare have lidt mere overskud. Jeg tror ikke jeg kan gå på kompromis med mine værdier omkring hundeliv og prøve at få plads til det hele.

I næste uge skal vi igen passe Adinas nevø Atlas. Det har vi gjort mange gange, og efter at vi har mistet Adina har vi også fået lov at låne ham til gåture på solskinssøndage nu og da. Vi har fået et meget nært forhold til Atlas, og både vi og han bliver super glade når vi ses. Lige nu er det en måde at få det bedste af begge verdener.

 

Lignende indlæg:

Videre uden Adina II

I dag er det 3 måneder siden den frygtelige, mørke dag. Dagen hvor jeg med hurtige skridt forlod Virum Dyreklinik hulkende, efter at have set Adina blive aflivet.

Resten af dagen græd jeg sammen med husbond, mens jeg prøvede at kommunikere til omverden, at den hund som havde betydet så meget for mange mennesker, ikke var længere. Efter mange timers gråd prøvede vi at se noget fjernsyn og spise noget mad. Jeg tænker tilbage på den dag som en meget mærkelig stille, mørk og surrealistisk dag.

Tiden op til dagen var også mærkelig. Det var en blanding af smerte og nærvær. Det gjorde så ondt at se Adina kæmpe for at bevæge sig, og det var frygteligt at vide at man snart skulle beslutte at stoppe hendes liv. Samtidig var jeg fast besluttet på at få det bedste ud af de sidste dage hun var til, og nød hende mere intenst.

De 3 måneder, der er gået siden, har været hårde. Jeg troede at der ville komme en følelse af lettelse, og det kom der til en vis grad også. Den er bare blevet overskygget af negative følelser. Jeg har haft det rigtig svært.

Mærkedagene er selvfølgelig svære. På min egen fødselsdag kørte jeg hjem fra arbejde midt på dagen, kunne ikke holde ud af være blandt andre mennesker. Jeg mandede mig op, da jeg samlede min familie til juleaften på samme måde som for 2 år siden. Adina manglede, men vi lod som ingenting. Da jeg skulle i seng brød jeg sammen og syntes at hele verden var forfærdelig. Det samme skete den dag i januar, som vi plejede at fejre som fik-dig-dag; dagen hvor Adina blev en del af vores familie.

Til hverdag står jeg op, går på arbejde, kommer hjem, spiser aftensmad og går i seng uden at tænke alt for meget på Adina. Jeg tror at jeg accepterede ret tidligt, at hun ikke var her mere, fordi det var det eneste rigtige da hun var så syg til sidst. Savnet kommer dog rullende ind over mig i perioder, og så kan det være solskin, et billede eller alt muligt andet der udløser tårerne.

Når jeg er ked af det kredser mine tanker ikke kun om Adina, men om hele mit liv. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne viske mig selv ud med et viskelæder og melde mig ud, give op. Jeg prøver at tage det en dag ad gangen, fordi jeg ved godt, at jeg er i underskud. Om det hedder sorg, stress, overgangsalder eller vinterdepression kan vel komme ud på et – jeg er i underskud og må være tålmodig med mig selv.

Alle omkring mig snakker om at få ny hund, men jeg kan ikke. Jeg kan ikke rumme at lukke en ny hund ind og starte forfra på at bygge fortrolighed og kærlighed op. Jeg er overbevist om at jeg må være tro mod den følelse. Det betyder ikke, at jeg ikke stadig elsker hunde udover det sædvanlige.

Lignende indlæg:

Videre uden Adina

Nu er det 3 uger siden at min familie gik fra 3 til 2 personer og blev en familie uden hund. Jeg har så småt vænnet mig til at der ikke er en hund i huset. Jeg er begyndt at færdes i huset på en anden måde. Døren står åben når jeg går ud med skrald, og jeg rejser mig når jeg vil, uden at tænke over at det betyder at en handicappet hund også pr. refleks vil rejse sig. Og jeg forventer ikke længere at se Adina i vinduet, når jeg kommer hjem fra arbejde.

I sidste weekend begravede vi Adinas urne på en af hendes yndlingspladser i haven. Efter at have vasket skåle, halsbånd, snor, tæpper og kurve, pakkede vi alle Adinas ting væk og forærede foder og godbidder til en anden hundefamilie. Det var en hård weekend, men det føltes også godt at sætte det punktum.

Nu bærer mit hus ikke længere præg af at der bor en hund. Der er lidt kradsemærker i 2 vinduepartier, som skal repareres. Et par møbler og paneler trænger til noget grundig rengøring. Men det ligner ikke et hunde-hjem på samme måde som før.  Der er ikke hvide nullermænd i hjørnerne, selvom det er en uge siden vi har støvsuget. Og i entreen hænger nu vores almindelige overtøj på knagerne, hvor der før hang hundesnore, regntøj og andet udstyr til hunde-gåture.

Det føles godt at komme videre, tage sit hus tilbage og starte på en ny fase. Men jeg er stadig ked af det. På dage hvor jeg er udmattet og jobbet har taget al overskud, ligger tårerne lige bag overfladen og banker på. Andre dage kan jeg snakke længe om hende eller se på billeder uden at græde.

At få hund igen er selvfølgelig et tema og noget mange spørger til. Allerede inden Adina blev syg var jeg i tvivl om jeg ville have hund igen, og jeg havde det på samme måde da vi fandt ud af at Adina var uhelbredeligt syg. Nu hvor Adina er væk vil jeg gerne have, at en evt. beslutning om at få hund igen er baseret på en rationel beslutning, og ikke drevet af det store savn vi har lige nu. For mig er det ikke noget godt udgangspunkt.

Det skorter dog ikke på tilbud. Den kennel som Adina kom fra venter hele 2 kuld hvalpe i december, og i torsdags skrev vores tidligere hundelufter en SMS om en hund, der desperat søgte en ny familie. Husbond savner meget at have hund, og jeg kan da også godt mærke at savnet udfordrer mine principper.

Da jeg overvejede hundelufterens forslag indså jeg, at jeg er nødt til at holde fast i min beslutning om at vente. Det blev helt tydeligt for mig, at jeg slet ikke er følelsesmæssigt klar til at få en ny hund ind i mit liv. Uanset principper og rationelle argumenter er jeg simpelthen nødt til at restituere følelsesmæssigt, før jeg kan overveje at gøre det hele igen.

Jeg prøver at nyde den frihed vi har fået af ikke længere at have hund. Da der var kommunalvalg i tirsdags, gik husbond og jeg impulsivt ud og spiste, efter vi havde afgivet vores stemme på den lokale skole. Og i fredags brugte jeg 2 timer på at shoppe på Birkerød Hovedgade. Ting jeg aldrig ville have gjort da jeg havde hund. Da jeg havde fødselsdag i mandags gav husbond mig et årskort til Tivoli, og jeg tror vi skal derind allerede her i december.

Til nytår har vi aftalt at passe en af Adinas hundevenner, som bor lige om hjørnet. Og heldigvis stopper de hunde, der passerer vores hus på vej til hundeskoven, stadig op for at hilse. Det har dækket mit behov for kontakt med hunde tidligere, og sådan må det være i en periode nu.

 

Lignende indlæg:

Et nemmere liv

Når man siger ja til et job med lang transporttid, får man ikke mere i løn eller bedre vilkår. Ikke på grund af den lange transport i hvert fald. Den tid man bruger på transport er en pris man betaler med sit privatliv, sin egen personlige tid – tid med familien, tid til at sove. En pris som man kan håbe opvejes af kvaliteten af jobbet, men det er svært at vide før man er startet i jobbet.

Jeg sagde for et halvt år siden ja til et job med kort transporttid. Helt i tråd med ovenstående logik, blev det ikke en faktor i udmåling af løn og vilkår. Lønnen var den samme som tidligere jobs, vilkårene var på mange punkter bedre.

Når jeg har forladt forhandlings-sfæren kan jeg dog ikke løbe fra, at min nye hverdag med den korte transporttid er rigtig meget værd for mig. Det er som en appelsin i turbanen. En fordel jeg har fået helt uden omkostninger. Det er næsten ikke til at fatte.

Det sidste halve år er jeg gået i seng på samme tidspunkt som altid, men stået op en hel time senere end jeg plejer. Jeg sover 1 time længere hver nat, svarende til ca. 8 timers søvn hver nat. Det er revolutionerende for min energi og mit overskud i hverdagen.

Jeg cykler stadig på arbejde. De 4 km. kan klares på 10 minutter. Jeg behøver ikke at spekulere over påklædning – hvis det er tørvejr kører jeg bare, og tænker ikke over om det mon kunne finde på at regne på halvvejen. Sikke en lettelse i den daglige logistik.

Ikke nok med at jeg sover længere om morgenen. Jeg er også væsentligt tidligere hjemme. Min hund behøver nu kun at være alene hjemme 8 timer, hvilket er op mod 2 timer kortere end tidligere. Nu kan vi nå at gå tur i dagslys i størstedelen af efteråret og vinteren. Endnu en bekymring mindre.

I mit nye job har jeg flextid. Rigtig flextid, uden fixtid. Jeg kan ikke indrette min arbejdsdag fuldstændig som jeg vil, for jeg skal selvfølgelig passe diverse møder og forpligtelser. Men indenfor de rammer har jeg ret vidde muligheder, som gør det langt mere uproblematisk at leve sit liv, f.x. få en håndværker på besøg, komme til dyrlæge eller at gå til frisør på en hverdag.

Oveni al den ekstra tid har jeg ovenikøbet været så heldig at få et job, som tilgodeser flere af mine mentale præferencer. Jeg sidder ikke længere i det ellers så udbredte storrumskontor, og jeg oplever flere gange om ugen at være dybt koncentreret i længere tid ad gangen. Arbejdsopgaverne er meget tilfredsstillende at udføre, og chefen og kolleger viser mig ubetinget tillid.

Efter at have levet på denne måde i 6 måneder, er jeg stadig ret overvældet over den kæmpe lettelse det alt i alt har været i mit liv. Hvad har jeg dog gjort, at jeg skal have det så godt? Jeg venter stadig på at der viser sig at være en hage ved alt det gode. Men det kommer ikke. Det er ligefør at jeg har skyldfølelse over at have fået sådan et privilegeret liv uden at betale en pris.

Men selvfølgelig skal jeg ikke have skyldfølelse. Denne stakkels blog har været forum for mange års plapren om transporttid, cykel-logistik og udmattelse fra min side. Hvis der findes en samlet pulje i verden af besværligheder ifm. at passe sit arbejde, så synes jeg selv at jeg har båret min del af læsset.

Jeg vil dog gerne holde fast i taknemmeligheden over at have fået denne kæmpe lettelse i min hverdag. Det er en gave for en sensitiv person at få mere tid. Og det er bestemt noget der kan mærkes. Først og fremmest er jeg langt mindre træt i hverdagen. Husbond har bemærket at jeg får mange flere idéer til spændende aftensmad, hvor jeg før meget ofte har haft mest lyst til de lette løsninger.

Hvad skal det ikke føre til? En fritidsinteresse? Et renere hus og en mere velplejet have? Flere oplevelser? I disse dage tænker jeg over hvad det mon kommer til at betyde i længden, at mit liv er blevet så meget nemmere, og hverdagenes frie tid 2 timer længere. Det er simpelthen så lang tid siden at jeg har haft den grad af frihed, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med den. Endnu.

 

 

Lignende indlæg: