Men selve det med at fortryde….. Er der ikke altid en risiko for at fortryde? Man kan fortryde at man gjorde det – eller man kan fortryde at man IKKE gjorde det. Hvad er værst?

Jeg har tit hørt argumentet om at være bange for at fortryde at man IKKE gjorde det, i forbindelse med store livsvalg. Det kan være i forbindelse med rejse- eller jobmuligheder, hvor der er noget på spil, og hvor man i givet fald opgiver noget for at opnå noget andet, der ikke helt er garanteret. Disse mennesker kan finde på at bruge det som argument for at tage imod muligheden, at man er bange for at fortryde at man ikke sprang ud i det. Det bliver tit sagt som det ultimative argument, der ikke kan eller må modsiges. Det er som om det er en universel værdi at tage en chance.

Men det omvendte gælder vel også; at man kan fortryde at man GJORDE det? Hvem siger at det ikke kan ske, at man fortryder at man tog chancen? Hvis det f.eks. handler om at forfølge en jobmulighed i udlandet, kan det have konsekvenser både økonomisk og socialt, og det kan være svært at rulle sit valg tilbage uden omkostninger eller brændte broer.

Som frivilligt barnløs oplever jeg også tit argumentet, når man debatterer at vælge at få børn contra ikke at vælge børn. “Tænk hvis du fortryder at du ikke fik børn, når du er blevet ældre og ikke længere KAN få børn!”. Det er som om det er et fuldstændigt tabu at tænke den tanke, at man kunne komme til at fortryde at få børn. Jeg ved godt at biokemi og meget andet gør, at selv en uønsket graviditet som oftest resulterer i stor forældrekærlighed, men alligevel – det er vel teoretisk muligt og dermed noget der bør tages med i betragtning?

Det er nok unødvendigt at skrive, at jeg ikke har tænkt mig at få børn alene for at sikre mig mod den eventuelle situation, at jeg skulle fortryde at jeg ikke fik dem. Men i det hele taget synes jeg at det er et skrøbeligt argumentet at hænge en beslutning op på, da det omvendte også gælder. For mig er det umuligt at afgøre, hvad der vejer tungest; fortrydelse ved at gør et eller andet, eller ved ikke at gøre det. At tage chancer rangerer ikke højere i værdi for mig end at undgå andre slemme konsekvenser.

Jeg er nu ret afklaret med at jeg gerne vil have hund. Jeg føler stærkt, at gevinsterne er større end omkostningerne. Og hvis vi skal være helt ærlige, så tror jeg at det er den følelse som ligger til grund for mange beslutninger. Det er og bliver en følelsesmæssig afvejning. Og jeg tror også at det er det bedste udgangspunkt, når man skal stå på mål for evt. konsekvenser. Rationelle argumenter omkring frygt for at fortryde sit valg eller ikke-valg kan man bruge til at retfærdiggøre sin beslutning. Men da argumentet kan bruges begge veje, tror jeg aldrig at det kan blive afgørende for en stor livsbeslutning. Og derfor er det også svært at bruge til noget for dem der lytter.

Telefonskat

Jeg har tidligere blogget om den nye telefonbeskatning, som erstatter multimedieskatten. Det kommer for mig til at betyde, at jeg skal betale ca. 120 kr. om måneden for at have en mobiltelefon til rådighed i mit arbejde. En telefon, som jeg i princippet godt må bruge i et vist omfang privat. Men da jeg gerne vil kunne benytte mig af alle de muligheder en smartphone giver, har jeg en privat telefon med et privat abonnement ved siden af. Debatten hos Computerworld har synliggjort, at jeg ikke må fratrække mine udgifter til mine øvrige telefonudgifter. Og jeg kan ikke lave en aftale med min arbejdsgiver om at jeg kun bruger telefonen til arbejde, da det giver dem en administrativ byrde som de ikke ønsker at løfte.

Jeg er helt med på at jeg skal betale skat af frynsegoder, som reelt er et tilskud til min privatøkonomi. Derfor har jeg også tidligere med glæde betalt skat, når min tidligere arbejdsgiver tilbød mig billige personalerejser og betalte hele min telefonregning.

Men det føles uretfærdigt at skulle betale skat af et arbejdsredskab, som på ingen måde er et tilskud til min privatøkonomi. Det frustrerer mig at regeringen stempler min firmatelefon som noget jeg har en økonomisk gevinst ud af, når det ikke er tilfældet. Min eneste mulighed for at slippe for denne uretfærdige skat er ved at levere arbejdstelefonen tilbage. Det vil gøre det mere besværligt at arbejde når jeg ikke sidder ved mit skrivebord på arbejde, og det vil tvinge mig til at sende et signal til min arbejdsgiver om at jeg ikke ønsker at være en fleksibel ressource.

Skat på sundhedsordninger

Regeringen laver en del om på pensionsområdet, og det kommer også til at betyde noget i kroner og ører i min månedlige økonomi.

Det er snart mange år siden at min daværende arbejdsgiver lancerede 2 forsikringer: sundhedsordning og kritisk sygdom. Nogle forsikringer udbudt af pensionsselskaberne, som skulle sørge for at man fik hurtig hjælp på privathospital, hvis man skulle blive syg, og en sum penge hvis man skulle få en alvorlig sygdom. Det var tydeligt at det var i arbejdsgiverens interesse at kunne sende sine værdifulde vidensmedarbejdere hurtigt til ’reparation’ hvis de skulle blive syge. Jeg kunne se mine skitursrejsende kolleger komme på privatklinikker med deres smadrede knæ, og jeg har også selv fået et par fysioterapeut-behandlinger betalt af sådan en ordning.

Jeg har haft sådan en ordning i over 10 år. Kort efter at disse ordninger begyndte at blive almindelige, gjorde den daværende regering det skattefrit at få betalt den slags ordninger, da de så det som et indirekte tilskud til det offentlige sundhedsvæsen. Denne beslutning har den nye regering nu gjort om, og jeg skal til at betale skat af, at min arbejdsgiver køber sådan en forsikring til mig. Jeg er lidt rystet over hvor dyre de forsikringer er. Skatten kommer til at koste mig over 2000 kr. om året, eller ca. 160 kr. om måneden.

Da min mormor døde på venteliste til en hjerteoperation tilbage i 1996, fordi der var 1 års ventetid på forundersøgelser, virkede privathospitaler dyre, elitære og utilgængelige. Da sundhedsordningerne blev lanceret i starten af det nye årtusinde var jeg derfor lidt beæret over tanken om at få enestue på et privathospital, hvis man skulle blive syg.

Tingene har ændret sig meget siden. Der er i dag behandlingsgaranti, og ventelister på 1 år til alvorlige lidelser er historie, takket være privathospitaler. Min mor har netop gennemgået en rygoperation på privathospital, fordi det offentlige ikke kunne behandle hende hurtigt nok. Min mor er pensionist og har ikke en sundhedsforsikring, men hun kom på privathospital pga. det offentlige sundhedssystems behandlingsgaranti.

Set i det lys virker en sundhedsordning ikke som et særlig værdifuldt frynsegode. Jeg har svært ved at se den store værdi, når sundhedssystemet er så godt som det er i dag. At få en sum penge hvis jeg får kræft eller bliver blind ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal sige til – i så tilfælde vil ens liv jo alligevel blive vendt op og ned. Jeg ville nok ikke bruge penge på de forsikringer hvis jeg selv kunne vælge. Men det kan jeg ikke. Min arbejdsgiver har valgt det for mig i en såkaldt obligatorisk ordning, og jeg kan ikke vælge den fra. Jeg kan tilgengæld få lov til at betale skat af min arbejdsgivers valg.

Regeringen rammer borgere som ikke har et reelt valg. En effektiv måde at få penge i statskassen, men det føles temmelig uretfærdigt. Jeg går omtrent 300 kr. ned i rådighedsbeløb om måneden pga. nye skatter af noget der er ingenting for mig. Når man vælger at opfinde disse mærkelige skatter, sætter man borgerne i en ubehagelig klemme midt imellem skatteministeren og ens arbejdsgiver, som hver især peger på hinanden og siger enten ‘du kan jo bare sige nej tak til din arbejdsgivers tilbud’ eller ‘det er ikke vores valg at du skal beskattes af det her’. Og ingen af delene kan man som borger bruge til noget.

Det er ikke fordi jeg vil jamre over at skulle bidrage mere til samfundet, men det ville være rart hvis skatten føltes rimelig. Det kan godt være at det i virkeligheden bare er en undskyldning for at kradse lidt flere penge ind i statskassen, men så synes jeg det ville være mere relevant at hæve de generelle skatter, så vi allesammen kan bidrage.

Det er dog ikke alle der slipper for regningen på 140 kr. om måneden. Man genindfører nemlig skat af ’fri telefon’, og det vil formentlig gælde alle der har fået udleveret en mobiltelefon af deres arbejdsgiver. Begrebet ’fri telefon’ er dog lidt misvisende. Jeg ville normalt opfatte udtrykket ’fri telefon’ sådan, at medarbejderen ikke selv betaler telefonudgifter. Men sådan er skatteministerens opfattelse tilsyneladende ikke. Hvis man har fået udleveret en mobiltelefon, som må bruges privat, er det åbenbart det samme som fri telefon; kun få opkald til hjemmet accepteres hvis det skal være skattefrit.

På mange arbejdspladser kan mobiltelefonen dog ikke bruges helt frit. Der kan være begrænsninger i hvad telefonen må bruges til, selvom den må bruges privat. F.eks. kan der være lukket for indholdstakserede SMS’er, så man ikke kan deltage i afstemninger og konkurrencer, eller måske må man ikke bruge telefonen i udlandet. Nogle gange er det nedskrevne regler, andre gange ligger det bare i luften eller antydes at det ikke er en god idé. Som tiderne er på arbejdsmarkedet lige nu, er det arbejdsgiverne der sætter dagsordenen, og de kan i bund og grund lave og ændre reglerne som det passer dem, uden at man som medarbejder har noget at sige. Man kan nemt komme til at stå i en uheldig situation, hvis man bruger firmamobilen som man i dag ville bruge en privat telefon.

Da jeg skiftede job for nylig, valgte jeg derfor at bede om et nyt nummer til den mobiltelefon min nye arbejdsgiver ville udlevere til mig. Jeg beholdt mit private, tidligere arbejdsgiverbetalte mobilnummer og har således nu 2 mobiltelefoner: 1 til arbejde og 1 til privat brug. Jeg elsker alle de nye teknologier og tjenester og vil gerne bruge dem optimalt. Jeg kan ikke leve med, at jeg ikke kan købe en togbillet, stemme til Vild med Dans eller tage telefonen med på ferie, når nu det er muligt og super smart at gøre det. Jeg synes det er helt rimeligt at en arbejdsgiver ikke vil betale for mit evt. bidrag til en kræftindsamling, men det er jo ikke det samme som at jeg skal undvære muligheden. Det giver mig en ekstra udgift at have 2 mobiltelefoner, men jeg synes det er pengene værd ikke at have den gråzone omkring hvad jeg må eller bør bruge telefonen til.

Det har så også den behagelige bivirkning, at jeg ikke har nogen grund til at tage firma-telefonen op af tasken når jeg har fri. Jeg står ikke på samme måde til rådighed for arbejdet, når firmatelefonen ikke kommer med hen til sofabordet, i sommerhus eller på ferie. Jeg har dog stadig mulighed for at checke om mødet næste morgen er aflyst osv., og det giver en fleksibel arbejdsdag at have en mobiltelefon til rådighed til de situationer hvor jeg ikke sidder ved mit skrivebord med en fastnettelefon indenfor rækkevidde. Jeg synes det giver mig det bedste fra begge verdener!

Det betyder til gengæld også, at jeg kommer i en bizar situation vedr. beskatning. Jeg betaler al min private telefoni selv, men skal tilsyneladende alligevel betale skat af ’fri telefon’. Som oplægget er lige nu, er der nemlig ikke, som før multimedieskattens indførelse, mulighed for at fratrække øvrige faktiske udgifter til privat telefoni i det faste beløb man beskattes af.

Jeg kunne så personligt være interesseret i, om en anden ordning fra før multimedieskatten kan bruges: muligheden for at lave en tro-og-love-aftale med sin arbejdsgiver om kun at bruge mobiltelefonen arbejdsmæssigt. Denne ordning gjorde at medarbejderen før i tiden ikke blev skattepligtig af firmamobilen. Det er ikke nævnt i det aktuelle udspil, så det er ikke til at vide.

Multimedieskatten er blevet beskyldt for at betyde mindsket fleksibilitet på arbejdsmarkedet, fordi det reelt blev til en skat på hjemmearbejde. På visse arbejdspladser har medarbejderne haft mulighed for at sige nej tak til de flytbare arbejdsredskaber, og så kunne medarbejderne slippe for multimedieskatten. Samtidig blev de meget mindre fleksible ressourcer for deres arbejdsgiver, med afledte konsekvenser for miljø og trængsel i trafikken. Man kan sagtens forestille sig at det samme bliver tilfældet når det gælder firma-telefoner.

Det er dog bestemt ikke alle arbejdsgivere der er villige til at igangsætte tiltag for at holde medarbejderne fri for multimediebeskatning. I dag betaler omkring 525.000 personer multimedieskat. Det er da også sin sag at gå til sin arbejdsgiver og sige, at man ikke vil benytte et bestemt arbejdsredskab, det kunne jo minde om arbejdsvægring. Med førnævnte hårde arbejdsmarked præget af fyringer, høj ledighed og globalisering er konkurrencen medarbejderne imellem benhård, og det gælder om at performe på de parametre der er vigtige for arbejdsgiveren, herunder fleksibilitet. Der er nok mange der ikke har lyst til at tage sådan en sag op med sin arbejdsgiver. Og på den måde tager skattesystemet, hvad enten det handler om multimedieskat eller beskatning af ‘fri telefon’, lønmodtagerne som gidsler på arbejdsmarkedet. Den enkelte medarbejder kan enten betale skat af et mere eller mindre fiktivt gode, eller risikere at fremstå som ufleksibel overfor sin arbejdsgiver. Jeg gætter på at de fleste vil dukke nakken og betale skatten.

Det var en mærkelig fornemmelse at bevæge sig ud på gaderne i Danmark igår morges. Så landet mon anderledes ud? Det er jo lidt af et systemskifte. Jeg er glad for at jeg tager så tidligt afsted om morgenen, for så møder man ikke så mange mennesker. På arbejde kunne jeg i tryghed diskutere resultatet med et par ligesindede kolleger. Vi skulle lige vænne os til tanken.

Når man følger valg-stemningen på fjernsyn og sociale medier, kan man godt føle at de røde i deres sejrsrus viser en anden og mindre tilbageholdende side af sig selv, og det gør mig lidt bange. Fredag morgen prøvede jeg at tage det med humor og skrev på Twitter “Jeg kan se at det blev rød sejr. Sender I bare et girokort, eller hvordan gør vi det?”. Der er nemlig rigtig mange glade røde mennesker på Twitter. Svaret kom prompte fra en morgenfrisk Twitter-bruger: “Jeps! ”. Senere meldte en førtidspensionist ud, at nu var hun træt af at være taknemmelig over at hun får offentligt betalt pension pga. sin sygdom, og fredag aften lød det “De onde græder og de gode ler”.

Netop den med at se de røde som ‘de gode’ og de blå som ‘de onde’ er symptomatisk for det jeg er utryg ved i forbindelse med dette systemskifte. At se borgerlige politikere og vælgere som onde mennesker virker til at være meget indgroet hos venstrefløjen, og det skræmmer mig, for jeg ser naturligvis ikke mig selv som et ondt menneske.

Det får mig til at frygte et samfund, hvor der hverken er forståelse, respekt eller accept overfor lige præcis min hverdag. Jeg knokler mig halvt fordærvet for at kunne leve op til de krav der stilles. Jeg kompromitterer min moral og tilsidesætter mine følelser i et arbejdsmarked, hvor det aldrig er godt nok, hvor det er take-it-or-leave-it-vilkår samtidig med at det er mere end svært at finde et nyt job. Jeg er hele tiden til eksamen, skal modtage kritik af min personlighed og forsøge at lave om på den for at hænge på.

Sådan er hverdagen for mange der har vidensjobs uden overenskomst. Vi står ligesom alle andre lønmodtagere op tidligt om morgenen, kæmper os igennem myldretidstrafikken, klarer ovenstående og tager hjem igen til vores boliger, hvor vi får alt for lidt søvn. Som de sagde da jeg arbejdede i Mærsk Data: den der har evnen, har pligten. Vi gør det gerne, fordi vi er dygtige, uddannede og i stand til at gebærde os på arbejdsmarkedet. Lige indtil vi bukker under for psykisk nedslidning. Jeg har i mit netværk aldrig set så mange tilfælde af arbejdsløshed, stress og slemme depressioner, som jeg har set de seneste par år.

Det er altså ikke kun SOSU-assistenter, smede og andre LO-familier som har brug for omsorg fra politikerne. Med de røde politikeres store fokus på disse grupper frygter jeg at blive overset. Hvis holdningen fra de nye røde magthavere så oven i købet er, at det ikke er godt nok det jeg bidrager med, og jeg bare bliver mødt med utaknemmelighed og krav om mere, så ryger mit engagement altså på gulvet.

Til gengæld er jeg bange for at de taler om mig, når de taler om ‘de rige‘, ‘de allerrigeste’ og ‘de rige husejere nord for København’. For jeg nyder nemlig den luksus at bo i et rækkehus på 75 kvm, som jeg har købt før boligboblen brast. Hvis jeg er heldig, er jeg ikke længere teknisk insolvent, nu hvor priserne er steget lidt igen. Jeg har en bil og tilmed råd til at hente sushi en gang i mellem; en luksus der giver en utrolig lettelse i en hverdag, hvor det godt kan være lidt af en belastning at skulle lave sund, frisk, miljørigtig og varieret aftensmad uden madspild hver aften. Måske gør det mig til en der er så rig, at jeg bør bidrage mere til samfundet. Jeg føler helt ærligt ikke, at jeg lever et mere luksuriøst liv end så mange andre. Og jeg føler ikke at jeg udnytter nogen.

Her til formiddag lyttede jeg til Mads & Monopolet på P3. Valget blev selvfølgelig diskuteret af dagens panel, som bestod af Søren Fauli, Hella Joof og Asger Aamund. Efter at have hørt sidstnævntes udlægning af, hvordan realiteterne ser ud i det nye folketing er jeg mere rolig. Asger mener ikke at vi kommer til at høre mere om 12 minutter mere og millionærskat. TV2 News kunne også berette om at S og SF allerede 2 dage efter valget har opgivet at fjerne efterlønsaftalen, hvilket jo letter noget på hvad der skal indkræves af skatter.

I det hele taget regner jeg med at tingene falder lidt til ro i den kommende tid, også i mit hoved. En ting er politiske idealer, en anden ting er demokratiske realiteter. Jeg kan godt ærgre mig over at Konservative ikke fik bare 2 mandater mere, så havde der været bedre muligheder for at føre politik henover midten, men sådan blev det ikke. Jeg holder lige en pause fra de røde jubelråb på Twitter, og så må vi se hvordan det spænder af med dansk politik i fremtiden.

Det er vigtigt for mig at stemme på nogen, som vil det godt for ALLE mennesker i Danmark. Vi skal alle have lov til at være her. Også indvandrere, dem der betaler topskat, dem der har en virksomhed, dem der går på arbejde, dem der tror på Gud og dem der ryger. Jeg bryder mig ikke om dæmonisering af grupper af befolkningen. Det skal være et parti som kan rumme mange forskellige slags borgere og forstå at der er mange aspekter på de forskellige emner.

Hele venstrefløjen taler simpelthen ikke til mig. De inddeler befolkningen i ‘venner’ og ‘fjender’. Jeg føler ikke at jeg hører til i kategorien ‘venner’ fordi jeg ejer min bolig, fordi jeg betaler topskat eller fordi jeg ikke har børn. Og det er ikke fordi jeg ikke vil bidrage til samfundet, jeg betaler skam al den skat jeg skal – også den som man selv frivilligt skal komme med. Jeg tilgiver aldrig Poul Nyrup for at ramme mig med Pinsepakken dengang min månedsløn var 14.400 kr. og jeg havde 1.600 kr. til mig selv hver måned – mit mest konkrete eksempel på at inddeling af borgerne i ’venner’ og ‘fjender’ ikke holder.

Højrefløjen virker mere rummelig på mig, og jeg er også mere tryg ved økonomien i deres hænder. Men blandt de yderste partier, DF, Venstre og Liberal Alliance, tvivler jeg på hjertevarmen, og den betyder meget. Det efterlader mig med Radikale, Kristendemokraterne og Konservative.

De konservative føler jeg mig hjemme hos, men jeg synes ikke de taler så meget om de emner jeg synes er vigtige. Måske er det en falsk tryghed jeg føler ved det parti. Radikale virker noget mere moderne, og jeg føler også at de bedre forstår min livssituation. Hele debatten om multimedieskatten er et eksempel på, at jeg synes flere partier slet ikke forstår den hverdag på arbejdsmarkedet som jeg og andre vidensarbejdere har. På den anden side kan de Radikale også godt virke lidt bedrevidende på mig, og det kan jeg ikke lide. Kristendemokraterne har nogle gode værdier, men kan de stå distancen når det kommer hele spektret af folketingets emner? Og kan de overhovedet blive valgt?

Jeg har simpelthen ikke besluttet mig endnu. Men det må jeg jo hellere tage at gøre, for det er imorgen jeg skal sætte mig kryds. Måske jeg skulle kigge lidt mere på partiernes holdninger på Folketingets valg-sider.

• respekt for andre mennesker og andre synspunkter
• at holde hvad man lover
• omsorg for dem der ikke kan klare sig selv
• en fast hånd når det gælder økonomi

I forbindelse med disse skriverier har jeg været inde på alle partiernes hjemmesider for at checke om mit eget indtryk af de enkelte partiers politik holder stik. Heldigvis kan jeg konstatere at jeg følger rimelig godt med, jeg fik bekræftet de fleste af mine antagelser. Men når det kommer til Konservative, er det ikke ovenstående der står øverst.

I en artikel på hjemmesiden, som har været bragt i Jyllands-Posten, beskriver Carina Christensen Det Konservative Menneske, og her er jeg kun delvist med. Erkendelsen af at være en gruppe af meget forskellige mennesker kan jeg fuldt ud identificere mig med, og omsorgen for de svage i samfundet føler jeg også stærkt for.

Men når det kommer til mantraet om Gud, Konge og Fædreland står jeg af.

Gud:

Jeg er ikke religiøs og føler ikke at nogen som helst gud skal spille en rolle i dansk politik. Jeg går ind for et ureligiøst samfund, hvor man ikke kan retfærdiggøre sin adfærd med henvisning til religion.

Konge:

Jeg kan godt lide det danske kongehus og mener at det betyder meget for Danmark og borgerne at have disse mennesker at samle sig om. Men nogen særlig politisk betydning har de jo ikke.

Fædreland:

Jeg synes det er vigtigt at vi føler at vi hører sammen i det danske samfund, og jeg synes også det er vigtigt at blive ved med at bruge det danske sprog. Men i disse globaliserede tider, hvor man er nødt til at kunne sit arbejde både på dansk og på engelsk, og hvor vi bevæger os på tværs af grænser både fysisk, elektronisk og kulturelt hele tiden, virker det lidt utidssvarende at bruge et ord som fædreland. Og jeg er ærlig talt helt ligeglad med om der ligger kroner eller euro i min pung.

Når man læser videre i Carina Christensens kronik fremgår det også at det ikke er det gammeldags udynamiske samfund de vil have – men de bruger stadig ordene. Og dette med at give samfundet videre til næste generation føler jeg ikke rigtig noget for. Når jeg ser på klimaforandringer og arbejdsmarkedet tænker jeg tit at verden ender på et tidspunkt, vi har sejret os ihjel.

Ligesådan føler jeg mig lidt fremmedgjort når Konservative snakker om tryghed og skattelettelser. Det var ganske vist mest under Lene Espersen at disse udmeldinger kom, men allerede dengang mente jeg bestemt ikke at det var tid til skattelettelser. Så længe kommunerne er så pressede at de ikke har råd til de mest basale ting, så synes jeg ikke det giver mening at begynde at give skattelettelser. Hvis staten har penge til overs kan de give dem til kommunerne. Og hvad angår tryghed, så synes jeg at der er rimelig trygt i Danmark – det behøver ikke at være en politisk mærkesag.

Som det måske fremgår af mine tidligere indlæg, så gør det mig vred når socialistiske partier forsøger at tage patent på medmenneskelighed og solidaritet. Jeg synes Lars Barfod havde helt ret, da han i en TV-debat for nylig gjorde opmærksom på, at det er solidarisk at fjerne efterlønnen, så der er råd til at hjælpe dem der virkelig er svage, i stedet for at betale folk der godt kan klare sig selv for at holde fri. Det er et mere nuanceret argument, og jeg synes det er den retning vi er nødt til at gå i.

Det gør mig ondt for de Konservative at det går dem så dårligt, for jeg synes ikke de fortjener sådan en medfart. Men det skal jo ikke være grund i sig selv til at jeg stemmer på dem. Jeg ved sørme ikke hvad jeg gør 15. september.

Jeg er meget enig med dem når det gælder ryge-lovgivning, efterløn, kirke og religion og psykisk nedslidning. Det virker som om de tager udgangspunkt i viden og medmenneskelighed – det kan jeg godt lide. En god balance imellem økonomisk ansvarlighed og social bevidsthed.

Men en gang imellem synes jeg at filmen knækker for dem. Især når de begynder at snakke om at flytte skattetrykket fra indkomster til fast ejendom. Det virker så himmelråbende uretfærdigt, når man tænker over det.

For det første er der situationen med pensionister, der ikke længere har en høj lønindtægt, men fordi de har betalt huset ud kan blive boende i huset trods lavere indkomst. Disse mennesker er jo magtesløse overfor at skulle betale højere skat af at eje nogle mursten – det får de jo ikke flere penge af.

Det samme gælder jo i og for sig yngre familier, som pga. boligboblens brist nu er teknisk insolvente og ikke kan flytte uden at realisere store tab. Hvis de skal betale mere skat af at eje en bolig, kan de måske være nødt til at sælge boligen alligevel. De ville så skulle finde en mindre og billigere bolig med en stor gæld i bagagen.

Og så er det efter min mening helt ufatteligt uretfærdigt, at borgere som bor til leje går fuldstændig fri. Hvis mine forældre havde været så forudseende at skrive mig op til en lejebolig 15 år før jeg ville flytte hjemmefra, så kunne jeg måske idag sidde godt i en almennyttig lejlighed med en husleje, som kun kunne stige indenfor nogle af lovgivningen fastsatte rammer, og jeg kunne ikke rammes på min pengepung af diverse pinsepakker og andre skattestigninger. Hold da op hvor ville jeg have mange penge, og ingen risiko for at blive tvunget til at bidrage mere til samfundet.

Så igen, som med så mange andre partier – jeg kan godt se en masse gode hensigter, men så kommer der lige nogen ting som er fuldstændig uspiselige for mig. Suk, hvad skal jeg dog gøre?

Partiet har dog nogle meget sympatiske synspunkter og en medmenneskelighed, som de andre partier godt kunne lære noget af. Når partiets kandidater debatter og partilederrunder fremdrager tallet for hvor mange mennesker der er ramt af stress jubler jeg – min mærkesag er jo netop stress. Til gengæld er partiet imod abort, hvilket jeg ikke kan sympatisere med.

Der er dog ikke så stor opbakning til det lille parti, og som jeg tolker meningsmålingerne nu, er der stor risiko for at de slet ikke bliver valgt ind. De jo også kun i Folketinget idag fordi en frafalden konservativ meldte sig ind i Kristendemokraterne. En lidt spøjs baggrund for at få en plads blandt de andre partiledere i TV- og radiodebatterne.

Min udmelding om stress burde faktisk betyde at jeg stemte på Kristendemokraterne, da de er det eneste parti som virker til at være opmærksomme på stress som et problem. Men den stemme risikerer at blive spildt, da det er usandsynligt at partiet bliver valgt ind. Så vil jeg hellere bruge min stemme et andet sted.

Jeg har tidligere skrevet at jeg ikke kan stemme på Kristian Jensen pga. en oplevelse jeg har haft på Twitter, hvor han fremstod arrogant og flabet. Han er ikke nødvendigvis repræsentativ for Venstres folketingspolitikere, jeg har læst at han ikke er så velanset i folketingsgruppen. Men jeg synes han har en kold udstråling, som jeg også mærker hos andre der sympatiserer med Venstres synspunkter. Og det går bare slet ikke for mig. Man er nødt til at have en indlevelsesevne for at kunne lave politik der vedrører mennesker.

Jeg kan godt lide principperne om personlig frihed og retten til at bestemme over sit eget liv. Jeg synes det lægger op til at man selv tager ansvar, og det synes jeg er godt. Desværre er det ikke alle danskere der kan leve op til dette ansvar.

Når jeg forsøger at lede efter mærkesager på Venstres hjemmeside bliver jeg mødt af deres smædekampagne mod venstrefløjen. Det kan jeg ikke bruge til noget, for jeg kan ikke gennemskue hvem der har ret i alt det. Alle partier burde holde sig for gode til at smide med mudder på den måde. Måske ser man også her påvirkningen fra USA.

Jeg er ikke enig i at markedsmekanismer kan regulere alt i et samfund. Jeg tror vi må erkende at vi er nået til et så kompliceret samfund, at vi er nødt til at regulere nogle ting for at der ikke opstår uretfærdighed.

Jeg må indrømme at jeg bare ryster opgivende på hovedet når jeg ser på nogle af Enhedslistens mærkesager. Se bare http://multinasserne.dk/, som der linkes til fra Enhedslistens hjemmeside. Det handler om en af Enhedslistens mærkesager: internationale virksomheder som efter Enhedslistens mening ikke betaler nok i skat til den danske stat. Eller deres krav om skattestigninger til dem der tjener mere end 500.000 kr. om året. Som jeg har skrevet om før, så mener jeg slet ikke man kan vurdere borgernes evne til at betale mere eller mindre i skat alene ud fra deres bruttoindkomst pga. de kæmpe store regionale forskelle i leveomkostninger.

Den stædige insisteren på at bevare efterlønnen virker på mig helt forældet. De mennesker som kommer ind i efterløns- og pensionsalderen de kommende år har nogle helt andre forudsætninger for at forsørge sig selv, end man havde tidligere. Arbejdsmarkedspensioner har gjort en kæmpe forskel (hvilket de da også har fået øje på når de skal finde finansiering til deres planer). Enhedslisten taler om at borgere skal ‘have ret til’ efterløn, og når regeringen vil afskaffe efterløn så hedder det ‘hvorfor må hun ikke gå på efterløn’. Det synes jeg er helt forkert.

Jeg ‘må’ da gerne gå på pension når jeg bliver 60 år – det er der ikke nogen der bestemmer! Jeg sparer selv op til det og kommer dermed ikke til at ligge samfundet til last. Og det er der mange, mange andre der også kan. Faktisk bliver resultatet af denne tankegang, at man belønner dem som ikke selv sparer op til alderdommen, uanset om de havde mulighed for det.  Det føles meget uretfærdigt for os som forsøger at klare os selv og ikke ligge samfundet til last.

Enhedslisten har altid være i opposition og er ikke belastet af ansvar for ret meget lovgivning og ændringer i samfundet. På den måde er det jo meget let at strø om sig med beskyldninger og løfter. Men jeg er slet ikke enig med deres menneskesyn og den søde unge kvinde der står i front for Enhedslisten kommer slet ikke i nærheden af at få mig til at stemme på dem.