Gennemse Kategori

Holdninger

Hensyn eller ej

I denne sommer har støj fra fester fyldt så meget, at det har været i medierne, og politiet er begyndt at gøre mere end at sige ‘fy-fy’. I den weekend der lige er gået, meldte både Københavns og Nordsjællands Politi ud, at de nu ville begynde at give bøder og konfiskere musikanlæg ved musik til gene.

Jeg selv har ikke været mere ramt end normalt i år. I den forgangne weekend landede en 50 års fødselsdag uheldigt og kom til at genere. De bor 2 huse væk og varslede os 2 timer før festen skulle starte. På det tidspunkt gik vi og gjorde klar til selv at få gæster til grillning og udendørs spisning. Det lykkedes os at hygge os i haven alligevel, men ved midnat da vi skulle i seng, introducerede en DJ sig for selskabet i en mikrofon der gjorde mulig for mig at høre hvert et ord, og så var der ellers høj musik. Vi var nødt til at lukke alle vinduer på en dag, hvor det havde været 32 grader og soveværelset var godt varmt. Det blev en ubehagelig nat.

Jeg er medlem af en Facebook-gruppe der handler om at hjælpe hinanden i Birkerød, og her har der regelmæssigt været debat om støj fra fester. Dagen efter 50-årsfesten var der et opslag, der på en pæn måde forsøgte at appellere til hensyntagen fra festarrangørernes side.

Der var det sædvanlige for og imod, men jeg blev alligevel overrasket over, at flere argumenterede decideret imod at vise hensyn. 2 kvinder mente ikke, at man kunne bede andre om at vise hensyn, man kunne bare bruge ørepropper og gå tidligt i seng næste dag.

Det startede et tankeeksperiment i mit hoved. Tænk hvis der findes 2 typer af mennesker, som aldrig kan blive enige; dem der går ind for hensyn, og dem der ikke synes det er nødvendigt. På en måde kan jeg godt forestille mig, at dem der ikke viser hensyn aldrig vil kunne lære det, for jeg tror simpelthen ikke at tanken strejfer dem. Og jeg ved fra mig selv, at det holder hårdt med at lade være med at tage hensyn, og lade være med at irritere sig over at andre ikke gør det.

Så fik jeg den skøre idé, at måske den eneste vej til harmoni er, at de 2 grupper boede sammen hver især, så dem der ønsker hensyn bor i samme del af byen, og dem der ikke synes man skal tage hensyn boede i en anden del. Ligesom ikke-ryger-opgange i etagebyggeri. Mon alle så ville få det som de ville?

Og dog, jeg tror det ikke. Lur mig, om ikke dem, der ikke tager hensyn, også kan blive irriterede af larm. Måske skal de på arbejde dagen efter. Måske har de lige mistet et nært familiemedlem og har i forvejen svært ved at sove. Måske har de et lille barn der ikke kan sove.

Det slår mig, at de hensynsløse nok lever højt på, at der findes nogen med et andet livssyn. Sådan nogen som mig, der aldrig i livet kunne finde på at hive en højttaler ud i haven og spille høj musik, og da slet ikke hyre en DJ til at råbe hele kvarteret op ved midnat. Så de kan leve som de vil og forvente overbærenhed fra mig – og aldrig selv have problemet den anden vej, fordi folk som mig ikke selv opfører sig sådan.

Når jeg bliver irriteret over nabostøj, så er det først og fremmest fordi det handler om dominans og tab af frihed. Den som spiller høj musik bestemmer i det øjeblik, at jeg ikke skal have lov at høre min egen musik, sidde i min egen have eller sove den nat. De tager min frihed til selv at bestemme.

Det føles grådigt – de hensynsløse tager bare for sig af retterne i frihedens navn, men fratager samtidig andre mennesker deres frihed.

Senere på dagen kom der et andet opslag på Facebook, hvor en kvinde beklagede hvis nogen havde følt sig generet af den bryllupsfest hun havde holdt i lørdags. Hun skrev at den havde været planlagt i et år, og lod dermed forstå at hun havde en vis berettigelse til at feste. Jeg kom til at tænke på, hvad nu hvis hendes nabo havde planlagt en tekno-fest og havde et anlæg der kunne spille endnu højere end hendes? Hvem har så ret til at at feste?

Dette er nogle af grundene til, at tanken om ikke at vise hensyn bare ikke holder i længden. I en tid hvor antallet af fester tilsyneladende eskalerer, har det uanede perspektiver hvis vi opgiver kravet om at vise hensyn til hinanden. Mere vil have mere, højere vil have højere, og hvem har ret til at have det som man ønsker – den der kom først? Det kan hurtigt blive et kapløb i stil med håndklæderne på solstolene på charterdestinationerne.

Jeg skal være den første til at prædike tolerance og overbærenhed, det praktiserer jeg hver eneste dag. Men hvis det bliver en sovepude, en undskyldning for at opføre sig uden tanke for andre mennesker, så bliver jeg vred. Det synes jeg ikke er i orden.

Lignende indlæg:

Støjforurening

Jeg blev vækket af lyden af motorsav i dag. Denne mandag tager jeg hul på den tredje uge af min sommerferie. Jeg har været i mit sommerhus i halvanden uge og er ved at være godt nede i tempo og sjælefred. Det var noget af et chok at blive vækket på den måde.

Larmen skyldtes, at genboen på den anden side af vejen skulle have trimmet sin ligusterhæk. Da jeg trak gardinet fra, kunne jeg se en mand med høreværn gå med en stor benzindrevet hækkeklipper.

Mads og jeg har altid brugt eldrevne haveredskaber. De har kunnet klare enhver opgave – selv sommerhushaven, som havde fået lov at gro uforstyrret i 4 år da vi overtog den i sin tid. Fra vores synspunkt er det derfor helt ude af proportioner at klippe en spinkel hæk som en ligusterhæk med et så kraftigt instrument. Det larmer så meget mere end en eldrevet hækkeklipper, og så er det slet ikke nødvendigt.

Denne oplevelse giver yderligere næring til en tanke, som Mads og jeg har haft mange gange her på det sidste; om man kunne begrænse støjforurening ved at forbyde redskaber, udstyr og køretøjer der larmer mere end nødvendigt. Altså, når behovet kan dækkes af et mindre støjende alternativ, kunne man så i grunden ikke forbyde de mere larmende maskiner?

Vi hører jo jævnligt om hvordan støjforurening koster liv hvert år, og det må næsten dække over at det er en belastning for mennesker at være udsat for støj. Var det så ikke værd at fjerne den unødvendige støj?

Til daglig bor vi op ad en større vej, der er ret befærdet. Der er en betydelig trafikstøj, men der er stor forskel på en almindelig personbil og f.x. visse motorcykler. Vi bliver tit irriteret over motorcyklers larm, for vi ved at det ikke er nødvendigt, at de larmer så meget. Der findes motorcykler der larmer mindre, men kan det samme. Det samme gælder knallerter, hvor dem der kører på el larmer væsentligt mindre end dem der kører på benzin.

Helt grotesk bliver det, når bilproducenter indbygger mere lyd i bilerne. Af og til oplever vi at der kommer dyre biler forbi, som pludselig siger ‘bang’ som et skud – det lyder lidt ligesom den lille eksplosion en motorcykel kan have udstødningsrøret. Det er ikke fordi at det er en dårlig motor der er i bilen, det er fordi der er tilføjet en knap, hvor man kan tænde og slukke for den ekstra lyd.

I denne Corona-sommer har der også været mange historier om larm i bolig- og sommerhuskvarterer fra mennesker som fester udendørs. Angiveligt skulle det ske som kompensation for de aflyste musikfestivaller. Der nævnes tit en transportabel højttaler ved navn Soundbox, som kan spille med lige så mange decibel som en motorsav kan larme.

Jeg synes det har taget overhånd med larm i det offentlige rum, og jeg mener at der nemt kan lovgives om mange af støjkilderne. Jeg synes der bør være grænseværdier for hvor højt transportmidler, haveredskaber og højttalere må larme. Grænsen skal angive hvornår et produkt må sælges i Danmark, og skal også anvise hvornår udstyret kan konfiskeres. Musik udendørs er vist stadig ulovligt, men der er sket et skred i holdningen til udendørs musik. Jeg mener at man skal håndhæve forbuddet.

Jeg har hørt, at man i Barcelona har sat en mekanisme på gadelygterne, så de blinker hvis der bliver larmet for meget. Jeg er ikke sikker på at det vil virke i Danmark, det har nok også nogle utilsigtede bivirkninger. Men tanken om at slå konsekvent ned på støj kan jeg godt lide. Det er på tide at droppe den konfliktsky tilgang og stille krav til hinanden også på dette område.

Lignende indlæg:

Folketingsvalg 2019

I dag er det igen tid til at stemme til Folketingsvalg, denne gang på en Grundlovsdag fuld af sol og varme.

Jeg synes det har været en forfriskende valgkamp. Fordi der stillede hele 4 partier op, som ikke sidder i Folketinget i dag, har der været momenter, hvor man hoppede op i helikopteren så på, hvordan samfundet er skruet sammen grundlæggende. Selvom de nye tanker næppe bliver til virkelighed, har det været befriende at hæve sig lidt over valgflæsk og populisme, og opleve nogen der tør drømme lidt.

Emnerne har været mange, og løfterne endnu flere. En ting der har irriteret mig, er at man bruger unge menneskers klimademonstrationer som en årsag til at gøre noget for grøn omstilling. Jeg synes det er dejligt, at børn og unge er blevet mere klimabevidste (- bare de så også var det når de går til fest udendørs). Men unge mennesker har ikke nødvendigvis det indblik der skal til, for at give input og perspektiv til hvor der skal sættes ind. De bliver nemt suget med af populistiske vinde. Det er jo ikke så enkelt, at man kan mindske plastik i verdenshavene ved at gå og samle skrald i Danmark.

TV-debatterne har som sædvanlig været grænsende til pinlige, når flere partier mødes. I år særligt tåkrummende, fordi en afstumpet ekstremist har fået underskrifter nok til at stille op til folketingsvalget. DR havde til gengæld held med en udsendelsesrække ved navn ‘Mød partierne’ hvor man lod partilederen være på hjemmebane med publikum af samme observans og en venlig men lidt kritisk journalist foran sig. Jeg synes det var de udsendelser jeg fik mest ud af.

Som meningsmålerne ser ud, vil det for en gangs skyld være reelt spændende hvordan resultatet af valget bliver – og især hvordan forhandlingerne kommer til at gå, når mandaterne er fordelt. Jeg regner med at jeg skal sidde oppe og følge med så længe jeg kan holde mig vågen.

Lignende indlæg:

Anmeldelse af Invita Køkkener A/S

En blandet oplevelse

Det er mere end et år siden, at min mand og jeg gik ind i butikken Invita Hørsholm for at tage den første snak om et køkkenprojekt. Vi fik brochurer med hjem, bla. en der hed “En god oplevelse” om processen med at få nyt køkken. 

For os har det nærmere været en blandet oplevelse at købe køkken hos Invita. Men nu er køkkenet færdigt, og vi er glade for det.

Vi meldte rent ud til at starte med, hvad vores budget var, og sælgeren sagde at det kunne godt lade sig gøre. 3 måneder efter modtog vi et tilbud der var 30% højere end vores budget uden hårde hvidevarer. Vi prøvede at forhandle lidt, måtte finde nogle ekstra penge og skrev så under. 

Derefter kom 2 måneder uden aktivitet. Ingen ‘velkomst’ eller orientering om hvad der nu skulle ske. Dernæst 2 måneder med håndværkere og montering af køkken, og til sidst en periode på 5 måneder, hvor Invita har forsøgt at udskifte transportskadede dele i mange, mange forgæves forsøg. 

Invita Hørsholm har generelt været ret imødekommende og sobre. De har dog et par udfordringer:

Forventningsafstemning: Hvem laver hvad? Vi troede vi havde lavet en aftale om totalentreprise undtagen vægge og lofter. Pludselig vist det sig at vi stod med ansvaret for at flytte VVS-installationer så de passede til det nye setup. Invita hjalp os med en feber-redning (for vores regning), men det kunne have været undgået, hvis sælgeren ved aftaleindgåelse havde pointeret at det ikke var med i tilbuddet.

Kommunikation: Hvornår leveres køkkenelementerne? Hvordan skal vi forholde os, når håndværkerne ikke kommer som der står på tidsplanen? Vi har selv måttet spørge ind, når tidsplanen skred, og kun ganske få leverancer blev varslet af Invita, selvom det kræves at man er hjemme til at tage imod. Det er i perioder svært at få fat på sine kontaktpersoner, og de er kun sjældent selv opsøgende.

Når der er fejl i leveringen går sagen videre til ‘fabrikken’, hvor man er i kontakt med et andet niveau i Invita. Invita-koncernen har en hel del udfordringer:

Økonomistyring: Invita beder om en meget stor forudbetaling, et beløb der er langt højere end værdien de køkkenmoduler som efter sigende fremstilles specielt til os. Pengene blev opkrævet 3 måneder før produktion og levering. Der skal betales via bankoverførsel, og vi måtte selv bede om en kvittering. Betalingsplanen tilpasses ikke når tidsplanen forskydes. Til gengæld sendes slutopgørelse flere måneder før projektet er afsluttet.

Kvalitetssikring: Overraskende mange dele var skadet af transport og krævede udskiftning. Den malede inderside af korpus var ridset af glashylderne, og der var afsmitning af blå sprittus på ca. halvdelen af låger/skuffefronter. Jeg undrer mig over, at en velsmurt produktionsproces ikke kan undgå disse ting, og jeg kan forstå på håndværkerne at det ikke er ualmindeligt.

Logistik/bestilling: Det har været meget omstændeligt at få udbedret transportskader. Hele hovedleverancen var korrekt, men erstatningsvarerne har gentagne gange været i forkerte formater. Eksempelvis et forsøg på at udskifte et 80 cm-korpus og et 50 cm-korpus, hvor Invita leverer 2 stk. 60 cm-korpus i stedet. Dette har trukket hele projektet ud i mange måneder, og betydet at vi først nu kan begynde at sætte fliser op, selvom vi har haft køkkenet i brug siden december.

Konduite: På trods af et utrolig langtrukkent forløb har vi kun mødt skuldertræk og beklagelse fra dem der forsøger at få udbedre fejlene. De kæmper tilsyneladende magtesløst med et stort maskineri, der ikke har sine processer på plads. Vi skal som kunder være ekstremt fleksible i forhold til et forløb, der går langt over tidsplanen, og betaling der skal falde lang tid i forvejen, men Invita viser ingen konduite i form af kompensation, dekort eller blot en lille erkendtlighed som undskyldning. Man kan godt få den fornemmelse, at dette niveau af fejl og overskridelse af tidsplan er så almindeligt at Invita ikke ænser det, på trods af løfterne om ‘en god oplevelse’.

Jeg har givet udtryk for disse oplevelser i tilfredshedsundersøgelse, der blev fremsendt i december.

Lignende indlæg:

Dansk model

De sidste mange uger har vi hørt begrebet “Den danske model” i medierne i forbindelse med overenskomstforhandlingerne på det offentlige område. I dag er det 1. maj, Arbejdernes Internationale Kampdag, og jeg har fri fra arbejde og tid til at tænke lidt over det danske arbejdsmarked.

Pressedækning af overenskomstforhandlingerne har været massiv i dette forår, og for mig på grænsen til kvalme. At høre de forskellige udmeldinger og mellemregninger er jo i bund og grund blot forhandlingsteknik og for udenforstående dybt uinteressant. Men jeg får også kvalme, fordi man får det indtryk, at denne ‘danske model’ er noget som gennemsyrer samfundet og omfatter alle lønmodtagere i Danmark. Man kan godt få det indtryk, at alle har ordnede forhold og mulighed for at forhandle løn og arbejdsforhold.

Det meste af min karriere har jeg været ansat uden overenskomst. Min branche, IT-branchen, blev i 1990’erne ramt af outsourcing-trenden. Der opstod store IT-leverandørorganisationer, og det blev en konkurrenceparameter ikke at kunne blive ramt af konflikt. Der skulle også gerne være god økonomi for begge parter ved at outsource. Overdragelsen af virksomhedernes IT-medarbejdere til leverandørorganisationerne var en kærkommen lejlighed til at slippe ud af overenskomsternes begrænsninger.

Lige efter årtusindskiftet blev jeg blev oursourcet første gang. Jeg blev overført fra et pensionsselskab til en IT-driftvirksomhed, som ikke havde overenskomst, og min fagforening meldte mig simpelthen ud. Det var umiddelbart ikke det store afsavn, for fagforeningen gjorde ikke ret meget for medlemmerne i forbindelse med outsourcingen. De næste 5 ansættelser i både leverandør- og brugerorganisationer var uden overenskomst.

I ingen af disse jobs var der mulighed for at forhandle løn. Der blev som regel afsat en ramme for lønreguleringer, og så var det op til de enkelte chefer at fordele det ret beskedne beløb mellem sine medarbejdere. Reguleringer blev kommunikeret som et diktat. Man blev som regel kaldt ind til chefen uden varsel og dermed uden mulighed for at forberede sig. Dialogen var selvsagt beskeden. Øvrige vilkår var ikke til at ændre på, fordi de skulle gælde alle.

Det er sket flere gange at jeg har fået præsenteret lønstigninger på under 2% som en belønning for en flot indsats. Det er også sket at jeg slet ikke har fået nogen lønregulering. Hvis man bruger fagbevægelsens retorik må man konstatere, at dette udhuler ens realløn, da priserne som bekendt stiger hele tiden. Her er det værd at bemærke, at dette var den eneste mulighed for at stige i løn.

Jeg ved ikke hvor stor en del af lønmodtagerne i Danmark der arbejder under disse vilkår. I betragtning af udviklingen på arbejdsmarkedet med outsourcing og arbejdspladser der flyttes til udlandet, gætter jeg dog på, at det er en ikke uvæsentlig procentdel af danskerne der arbejder på denne måde.

For et år siden fik jeg et job som var omfattet af en overenskomst. Det er ret mærkeligt efter så mange år på individuelle vilkår. Min løn bliver automatisk reguleret en gang om året uden nogen individuel vurdering af min præstation, og jeg får den samme % som alle mine kolleger. Jeg føler mig meget privilegeret. Når jeg ser de demonstrerende masser i TV kan jeg ikke lade være at tænke, at de trods alt skal være glade for at have dette forhandlingsforum – det er ikke alle der har det.

På denne Arbejdernes Internationale Kampdag føler jeg mig mere udenfor end nogensinde. Jeg har aldrig identificeret mig som arbejder. Selvom jeg nu er omfattet af en overenskomst, er der mange aspekter af den som helt ignoreres i praksis. I nutidens arbejdsmarked synes jeg alle lønmodtagere har en fælles sag på tværs af brancher, faglige områder og overenskomster. Etablering af 1. maj som mærkedag udsprang bla. af en forhandlingssejr omkring 8 timers arbejdsdag. I min verden er arbejdstiden i den grad udfordret af det grænseløse arbejde, og det er kun et par uger siden at SF foreslog at man lavede lovgivning omkring det. Måske er tiden løbet fra fagforeningerne?

Lignende indlæg:

10 års bryllupsdag

I dag har husbond og jeg 10 års bryllupsdag. En fredag i februar 2008 lod Mads og jeg os i hemmelighed vie på Lyngby Rådhus med 2 af kommunens ansatte som vidner. I dagens anledning har jeg set på billederne fra dengang, og jeg kan se at vi ser rigtig glade ud.

Vi valgte at blive gift på en meget stille og rolig måde. Vi valgte rådhuset, fordi vi ikke er kristne. Vi valgte at gøre det i hemmelighed, fordi vi gerne ville have at det var kun vores stund. Og vi ville under ingen omstændigheder udsættes for polterabend. Det hele var timet og tilrettelagt, så vi alligevel kunne dele dagen med vores nærmeste: vi vidste at vores forældre ville være hjemme senere samme dag og tog på overraskelsesbesøg hos begge forældrepar senere på dagen. Vi sluttede dagen af med en hurtig burger hos MacDonalds. Det var en rigtig god dag for os. Men nok meget langt fra hvad mange drømmer om.

Det er ikke så længe siden husbond kom hjem og fortalte om en snak om bryllupper, de havde haft på arbejde. Da han fortalte om sit eget bryllup, havde en kollega spontant sagt: “Hvorfor så blive gift?”. Kollegaen synes tilsyneladende ikke der var nogen grund til at blive gift, hvis man ikke købte dyrt tøj og holdt en stor fest med mange mennesker og gaver.

Den kommentar understregede en fornemmelse jeg længe har haft. Jeg er bange for at nogle bryllupper bliver arrangeret stort og traditionelt af forkerte årsager. Måske er den underliggende motivation mere at blive beundret og iscenesætte sig selv – man tvinger faktisk sine nærmeste til at give én opmærksom, når man inviterer til bryllup. I nogle tilfælde er det måske endda fordi man keder sig lidt i sit i forvejen etablerede samliv, hvor man ofte allerede har hus og børn.

Det er en stor investering for både brudepar og gæster at holde bryllup på den traditionelle måde. Brudeparret låner hundredetusindvis af kroner i banken for at købe kæmpe kjole og store arrangementer. Gæsterne køber dyrt tøj og dyre gaver, og møder op som statister til en forestilling, hvor de skal opføre sig på en helt bestemt måde for at tilfredsstille brudeparret.

Desværre bliver min fornemmelse bekræftet af skilsmissestatistikken. Omkring det tidspunkt jeg blev gift, var der rigtig mange i min omgangskreds som blev gift. Jeg selv deltog i 3 bryllupper i både 2007 og 2008, hvoraf det ene var mit eget. Der er ikke så mange af dem der er gift i dag. Der er desværre en overvægt i skilsmisser blandt dem, der holdt de store traditionelle bryllupper. Uden at kende de nærmere omstændigheder omkring de konkrete skilsmisser må jeg sige, at det er tankevækkende.

Nå ja, hvad gør det at man bliver skilt nogle år senere? Så kan man jo ryste posen igen og genopfinde sig selv – udleve drømmen om Iron Man i de uger man ikke har børnene, med en stor gæld og en bitter strid om bryllupsgaverne i bagagen. Så må man skynde sig at glemme, at man har bedt utrolig mange mennesker bruge en masse energi og penge på at hylde ens kærlighed ikke så mange år forinden.

Det er nu ikke fordi vi var bange for at vores forhold ikke skulle holde, at vi valgte en mere diskret måde at blive gift på. Vi havde været sammen i 4 år da vi blev gift og følte os allerede etablerede som par. Vi ville gerne bekræfte overfor omverden, at vi hørte sammen ved at få et fælles efternavn og en ring på fingeren. Det handlede ikke om det at BLIVE gift, vi ville bare gerne VÆRE gift.

Lignende indlæg:

Sundhedstjek

De fleste arbejdspladser jeg har været på, tilbyder medarbejderne at komme til sundhedstjek en gang om året eller hvert andet år. I øjeblikket gennemføres de på min nuværende arbejdsplads.

Et sundhedstjek udføres som regel på arbejdspladsen af en sygeplejerske eller anden ikke-lægelig sundhedsmedarbejder, og indebærer konditionstest, blodprøver og samtaler. Konsultationen baseres på en række standardmålinger og ditto anbefalinger, og leder nok primært efter såkaldte livsstilssygdomme.

For sådan nogle kontorfolk som jeg befinder mig i blandt, kan det være en god idé lige at bliver checket. Man er ikke udsat for de helt store fysiske trusler for helbredet på sit arbejde, og måske kommer man ikke ret ofte til læge. Før i tiden var der måske også en tendens til at folk der sidder på kontor ikke får rørt sig ret meget og egentlig kan komme til at leve nogle ret usunde liv uden at lægge mærke til det.

Alligevel er jeg ikke begejstret for konceptet, og har kun en enkelt gang selv deltaget.

Det jeg har set på mange arbejdspladser er, at tilbuddet bliver brugt af sunde medarbejdere, der melder sig til for at blive bekræftet i at de er sunde. De træner ekstra op til konsultationen for at få registreret et godt kondital. Gevinsten ved sundhedstjekket må være minimal.

Til gengæld tilmelder rygerne og de overvægtige sig ikke til sundhedstjekket. Vi gider ikke at høre den overfladiske plade med at vi skal stoppe med at ryge eller tabe os – det ved vi godt. Så her nytter sundhedstjekket heller ikke meget.

På den måde synes jeg, at sundhedstjekket kommer til at ramme noget ved siden af. Jeg tror ikke man fanger ret mange af dem der reelt har problemer. De eneste man kan håbe på at få succes med, er medarbejdere der ikke er opmærksom på at de er usunde, der ved at melde sig til får et ‘wake-up call’. Med tidens kæmpe store fokus på sundhed, tror jeg ikke det er en særlig stor procentdel af befolkningen der falder indenfor denne kategori – ikke længere.

Generelt er jeg bekymret for om disse sundhedstjek kan give anledning til unødvendig bekymring og overfokusering på sundhed. Jagten på livsstilssygdomme er nærmest dømt til at generere skyldfølelse. Jeg håber at den seneste debat, hvor læger stiller spørgsmålstegn ved at bruge begrebet ‘livsstilssygdomme’, er begyndelsen til en ny drejning i den offentlige mening.

For mig giver det bedst mening at snakke om den slags ting med min læge. Uden at rende lægerne på dørene, kommer jeg i virkeligheden jævnligt til læge. Jeg er god til at mærke mig selv, og reagerer når jeg oplever at noget føles forkert. Derfor har jeg en velreguleret migræne, spørger ind til den medicin jeg får ordineret og siger stop, når stresssymptomer gør mit liv umuligt. Og derfor får jeg også jævnligt taget blodprøver og snakket vægt. Seneste konsultation var omkring nytår, hvor jeg fik jeg taget blodprøver og til min store glæde konstateret, at jeg (fortsat) ikke er i nærheden af at have sukkersyge.

 

Lignende indlæg:

Ulven kommer

Igennem de seneste år er der begyndt at dukke ulve op i den danske natur. Efter at der i flere hundrede år slet ikke har været set ulve i Danmark, kom der for nogle år siden pludselig beretninger om ulve. Nogen mente at de havde set det sky dyr, og nogen mente at det var en ulv der havde spist et får. Lige så stille er der kommet flere ulve, og der er også tegn på at de yngler.

Danmarks natur og klima er ligesom vores nabolande et naturligt levested for ulve. I 16-1800-tallet kunne det danske samfund ikke håndtere dette rovdyr og valgte målrettet at udrydde ulven fra Danmark.

At ulven igen er i Danmark er naturhistorisk interessant. Indvandringen skyldes store bestande i Tyskland. Det er spændende fordi der ikke lever særlig mange større rovdyr i Danmark. Ræven har været næsten udryddet af sygdom i de sidste 20 år, og vi er slet ikke vant til at begå os blandt store rovdyr som vores nabolande er.

Måske er det derfor at ulvens indvandring også giver anledning til negative følelser hos nogle danskere. En ting er en irrationel angst for selve mødet med ulven, som vel mest er et udtryk for uvidenhed og mangel på perspektiv.

En anden ting er, at ulven udover at spise vilde dyr, også af og til tager et får eller et andet husdyr. Efter 200 år uden ulve er mange danske husdyr tilsyneladende ikke indhegnet på en måde der beskytter dem mod ulve.

Husdyrenes ejere ønsker at løse problemet ved at skyde ulvene. En løsning der nok er billigere end at investere i ulve-sikre hegn, men som hverken er etisk eller lovlig. Ulven er nemlig fredet i hele EU.

Jeg finder det fuldstændig forrykt at ville skyde et dyr, som naturligt hører til i den danske natur. Det vil være bæredygtigt at have en vis mængde ulve i Danmark. Der har været en kraftig stigning i bestanden af råvildt og kronvildt, og vi har endda en invasiv art, der ikke hører til i den danske natur, nemlig Sika-hjorten, der er importeret fra Asien. En hjælpende hånd fra ulvene til at holde disse bestande nede er helt uproblematisk. Måske kunne vi endda slippe for nogle af de mange flåtbid og heraf følgende borrelia-infektioner.

Almindelig naturpleje og regulering ved jagt er en god ting, men at skyde ulve udelukkende fordi man ikke vil bruge ressourcer på at sikre sine husdyr er efter min mening en primitiv og forhistorisk reaktion.

En af menneskets helt store styrker er jo netop evnen til at tilpasse sig udviklingen. Her må vi simpelhen lære at lave nogle bedre hegn – på samme måde som vi f.x. har kunnet sikre vores høns mod ræve indtil nu. Hvis det medfører en uforholdsmæssig stor udgift for de enkelte husdyrhold, kan man jo lave en erstatningsordning fra samfundets side.

Lignende indlæg:

Velgørenhedspushere II

I dag ringede det på døren. Der stod en fremmed mand udenfor. Han samlede ind til Læger Uden Grænser og bad mig give et bidrag. Det er kun et par uger siden, at en far og søn ringede på for at få et bidrag til SOS Børnebyer. I det hele taget synes jeg, at det har ringet på døren ret mange søndage på det sidste.

Via Google blev jeg opmærksom på denne artikel fra efteråret, hvor der står at der ifm. en lovændring kan forventes mange flere indsamlinger. Vi i hovedstadsområdet kan vente besøg 16 gange i løbet af i år. Det er næsten hver 3. søndag! Jeg synes ikke det er så længe siden at den slags kun var et par gange om året.

Hos Indsamlingsnævnet fandt jeg listen over de indsamlinger, der er givet tilladelse til i 2016:
13.03.2016 Folkekirkens Nødhjælp
03.04.2016 Kræftens Bekæmpelse
24.04.2016 Hjerteforeningen
08.05.2016 SOS Børnebyerne
29.05.2016 Læger uden Grænser
12.06.2016 Diabetesforeningen
26.08.2016 Landsforeningen LEV
04.09.2016 Red Barnet
11.09.2016 Gigt- og Scleroseforeningen
18.09.2016 Frelsens Hær (Regional – København)
24.09.2016 Alzheimerforeningen (Gadeindsamling)
02.10.2016 Dansk Røde Kors
06.11.2016 Dansk Flygtningehjælp
27.11.2016 Kirkens Korshær
01.-31.12.2016 Samvirkende Menighedsplejer
07.12.2016 Børnenes Kontor
Ganske rigtigt 16 indsamlinger i år, og vi har kun mødt de 5 endnu.

Da jeg tidligere i dag overførte 100 kr. til Læger Uden Grænser via Mobile Pay, var det 3. gang i denne måned at jeg gav penge til en velgørende sag. Når jeg regner det sammen, har jeg afleveret 550 kr. af min løn til velgørenhed i denne måned.

Med udsigten til mange flere søndagsbesøg af denne type, er jeg nødt til at revidere min gavmildhed. Når jeg giver et bidrag gør jeg det ud fra en række parametre; hvor mange penge jeg synes jeg kan undvære, hvor godt et formål jeg synes det er, og så indgår det selvfølgelig også på et ubevidst plan hvor ofte jeg forventer at få den slags besøg. Jeg må indrømme, at jeg ikke har været forberedt på, at det skulle have det omfang som det har fået.

Det bliver svært at overskue, når der bliver flere og flere indsamlinger. Jeg har ikke indblik i alle de forskellige organisationer og sager, så det er svært at vurdere hvor pengene er bedst givet ud. Hvordan vejer man akut nødhjælp op imod hjælp til hjemløse børn, støtte til folk med Alzheimers og f.eks. udrydningstruede dyrearter? Og hvor mange af pengene går til administration? Det er ikke muligt at vurdere, når man står der i sin hoveddør, midt i sine egne tanker, og bliver konfronteret med kravet om betaling.

Jeg har tidligere skrevet om det ubehagelige i at blive mødt med velgørenhedsindustriens krav om penge og skyldfølelse. De aggressive mennesker på indkøbsstrøg og ved stationer er ubehageligt nok, og telefonopkald synes jeg også er meget invaderende. Men at have så mange besøg ved min egen hoveddør synes jeg faktisk er endnu mere krænkende.

Man går derhjemme og lader batterierne op inden man skal på arbejde igen – paraderne er nede og man er bare helt sig selv. Og så skal man pludselig tage stilling til en eller anden alvorlig problemstilling, som et fremmed mennesker præsenterer for en. Der kommer et element af psykisk pres, når det foregår på den måde, fordi man ikke er forberedt. Når man er et pænt og høfligt menneske som mig, er det svært at sige nej i den situation. Det betyder at jeg kommer til at føle mig udnyttet.

Min konklusion i dag er, at jeg holder op med at give bidrag ved disse dørindsamlinger, fordi jeg ikke kan vurdere det på stående fod, og når der er så mange kan jeg ikke støtte dem alle.

Problemet er bare, at jeg faktisk gerne vil støtte nogle velgørenhedssager. Selvfølgelig kan og vil jeg give en hånd til dem der har brug for det. Hvordan gør jeg så det? Som tidligere beskrevet har jeg dårlige erfaringer med at gå ind på en organisations hjemmeside og give et bidrag via en online kortbetaling eller SMS. Så bliver man nemlig ringet op og bedt om at give flere penge. Og så har man konfrontationen med skyldfølelse fra et andet menneske igen.

Når jeg gennemgår disse tanker for mig selv slår det mig, at det egentlig er en dum strategi for disse organisationer at slide sådan på sine donorers velvilje. Jeg er sikker på at mange, ligesom jeg, vil få for meget og slå kontra. Så bliver det et irritationsmoment og man bliver trodsig – giver måske mindre eller slet ikke. Det synes jeg er rigtig ærgerligt.

Lignende indlæg:

Udnyttet

Da jeg var en lille pige kunne jeg godt lide at tegne. Jeg ønskede mig farveblyanter, tusser og godt tegnepapir til fødselsdag og jul. På et tidspunkt forærede min far mig en stor stak papir at tegne på. Det var A5-format, og trykt som notatpapir i forbindelse med en kongres. Da kongressen var overstået var der en masse til overs, og min far fik lov til at tage noget med hjem fra sin arbejdsplads som tegnepapir til mig.

Det var noget fint papir, tykt og lækkert. Jeg var meget glad for det. Jeg brugte af det, men sparede også på det, fordi der var det fine tryk på, og fordi jeg havde fået det af min far.

En dag fik en af naboerne besøg af en dreng, der var lidt ældre end jeg. Vi kom til at lege sammen. Han inviterede mig indenfor til en sodastream-sodavand. Sådan en maskine havde vi ikke, jeg var meget imponeret. Han fortalte om at han lavede en form for blad eller avis, og på en eller anden måde kom vi til at tale om mit tegnepapir fra kongressen. Det var han vældig interesseret i. Han ville gerne have noget af det.

Gavmild som jeg er af natur, gav jeg ham lidt af min dyrebare skat. Jeg behøvede måske ikke alle de stykker papir, og når nu han havde et konkret behov. Det gjorde mig glad at give ham noget af mit papir. Han spurgte om han ikke kunne få lidt mere. Så spurgte han om lidt mere. Da han havde fået det meste af stakken sagde jeg stop. Jeg ville også gerne have noget selv. Så satte han trumf på. Hvis han nu gav mig 25 øre, kunne han så ikke få resten?

Jeg lod mig overtale, men bagefter fortrød jeg og blev utrolig ked af det. For jeg var jo faktisk ret glad for det papir, og nu havde jeg slet ikke noget tilbage. Jeg græd ud hos min mor, og på en eller anden måde fik hun forhandlet sig til at jeg kunne få den sidste del af papiret tilbage – mod at drengen fik sine 25 øre tilbage. Den store stak, jeg havde givet ham ’gratis’ beholdt han, for det var jeg jo gået af med frivilligt.

Denne oplevelse har sat sig hos mig som min første oplevelse af at blive udnyttet. Jeg følte at drengen havde manipuleret mig og udnyttet min godhed. Det føltes meget, meget væmmeligt. Hvor hjerteskærende det end er, er disse erfaringer noget man skal igennem som barn, for at danne sin personlighed og for at blive rustet til voksenlivet.

Oplevelsen har ikke betydet at jeg er holdt op med at være gavmild. Jeg vil stadig gerne give meget for at andre bliver glade og får dækket et behov de ikke selv kan dække. Også folk jeg ikke rigtig kender. Men jeg har udviklet en kraftig retfærdighedssans, som betyder at jeg bliver meget vred og frustreret, når nogen forsøger at udnytte mine og andre menneskers gode hensigter.

Det er nok også den der væmmelige følelse der kommer op i mig, når jeg hører om mennesker der udnytter vores velfærdssystem og andre måder at få penge fra fællesskabet. Som samfundsborger giver man så meget man kan, i den hensigt at det skal komme folk til gode, som har brug for det. Når det så viser sig, at dem der har brug for hjælp fra samfundet ikke får tilstrækkelig hjælp, samtidig med at mennesker der egentlig godt kunne klare sig uden hjælp finder smutveje og tricks til at berige sig selv, føles det så utrolig uretfærdigt.

Det er også derfor at jeg altid holder på at man må se begge sider af en sag. Min retfærdigheds-radar reagerer også i den grad, når jeg selv eller andre uretmæssigt anklages for at snyde. Det må bare ikke betyde at man lukker øjnene for, at der ER mennesker, der vil udnytte andres godhed.

Så når 1 flygtning/migrant i september udtaler til TV2, at han vil søge asyl i Sverige i stedet for Danmark, fordi ydelserne i Sverige er højere, så er det ikke det samme som at alle der flygter fra Syrien gør det for pengenes skyld. Men det er vidnesbyrd om, at det er en motivation for nogen.

Man må ikke lukke øjnene, fordi der er nogen der betaler en pris for snyderi og kontanthjælps-shopping. Både dem der afleverede pengene til fællesskabet i første omgang, og dem der i virkeligheden skulle have haft dem.

Dertil kommer de afledte effekter af uretfærdighed: ligegladhed, mere snyd, og i sidste ende manglende engagement i samfundet – og det går ud over vores sammenhængskraft. Det kan blive et meget omfattende samfundsproblem efter min mening.

Lignende indlæg: