Ulven kommer

Igennem de seneste år er der begyndt at dukke ulve op i den danske natur. Efter at der i flere hundrede år slet ikke har været set ulve i Danmark, kom der for nogle år siden pludselig beretninger om ulve. Nogen mente at de havde set det sky dyr, og nogen mente at det var en ulv der havde spist et får. Lige så stille er der kommet flere ulve, og der er også tegn på at de yngler.

Danmarks natur og klima er ligesom vores nabolande et naturligt levested for ulve. I 16-1800-tallet kunne det danske samfund ikke håndtere dette rovdyr og valgte målrettet at udrydde ulven fra Danmark.

At ulven igen er i Danmark er naturhistorisk interessant. Indvandringen skyldes store bestande i Tyskland. Det er spændende fordi der ikke lever særlig mange større rovdyr i Danmark. Ræven har været næsten udryddet af sygdom i de sidste 20 år, og vi er slet ikke vant til at begå os blandt store rovdyr som vores nabolande er.

Måske er det derfor at ulvens indvandring også giver anledning til negative følelser hos nogle danskere. En ting er en irrationel angst for selve mødet med ulven, som vel mest er et udtryk for uvidenhed og mangel på perspektiv.

En anden ting er, at ulven udover at spise vilde dyr, også af og til tager et får eller et andet husdyr. Efter 200 år uden ulve er mange danske husdyr tilsyneladende ikke indhegnet på en måde der beskytter dem mod ulve.

Husdyrenes ejere ønsker at løse problemet ved at skyde ulvene. En løsning der nok er billigere end at investere i ulve-sikre hegn, men som hverken er etisk eller lovlig. Ulven er nemlig fredet i hele EU.

Jeg finder det fuldstændig forrykt at ville skyde et dyr, som naturligt hører til i den danske natur. Det vil være bæredygtigt at have en vis mængde ulve i Danmark. Der har været en kraftig stigning i bestanden af råvildt og kronvildt, og vi har endda en invasiv art, der ikke hører til i den danske natur, nemlig Sika-hjorten, der er importeret fra Asien. En hjælpende hånd fra ulvene til at holde disse bestande nede er helt uproblematisk. Måske kunne vi endda slippe for nogle af de mange flåtbid og heraf følgende borrelia-infektioner.

Almindelig naturpleje og regulering ved jagt er en god ting, men at skyde ulve udelukkende fordi man ikke vil bruge ressourcer på at sikre sine husdyr er efter min mening en primitiv og forhistorisk reaktion.

En af menneskets helt store styrker er jo netop evnen til at tilpasse sig udviklingen. Her må vi simpelhen lære at lave nogle bedre hegn – på samme måde som vi f.x. har kunnet sikre vores høns mod ræve indtil nu. Hvis det medfører en uforholdsmæssig stor udgift for de enkelte husdyrhold, kan man jo lave en erstatningsordning fra samfundets side.

Lignende indlæg:

Velgørenhedspushere II

I dag ringede det på døren. Der stod en fremmed mand udenfor. Han samlede ind til Læger Uden Grænser og bad mig give et bidrag. Det er kun et par uger siden at en far og søn ringede på for at få et bidrag til SOS Børnebyer. I det hele taget synes jeg at det har ringet på døren ret mange søndage på det sidste.

Via Google blev jeg opmærksom på denne artikel fra efteråret, hvor der står at der ifm. en lovændring kan forventes mange flere indsamlinger. Vi i hovedstadsområdet kan vente besøg 16 gange i løbet af i år. Det er næsten hver 3. søndag! Jeg synes ikke det er så længe siden at den slags kun var et par gange om året.

Hos Indsamlingsnævnet fandt jeg listen over de indsamlinger, der er givet tilladelse til i 2016:
13.03.2016 Folkekirkens Nødhjælp
03.04.2016 Kræftens Bekæmpelse
24.04.2016 Hjerteforeningen
08.05.2016 SOS Børnebyerne
29.05.2016 Læger uden Grænser
12.06.2016 Diabetesforeningen
26.08.2016 Landsforeningen LEV
04.09.2016 Red Barnet
11.09.2016 Gigt- og Scleroseforeningen
18.09.2016 Frelsens Hær (Regional – København)
24.09.2016 Alzheimerforeningen (Gadeindsamling)
02.10.2016 Dansk Røde Kors
06.11.2016 Dansk Flygtningehjælp
27.11.2016 Kirkens Korshær
01.-31.12.2016 Samvirkende Menighedsplejer
07.12.2016 Børnenes Kontor
Ganske rigtigt 16 indsamlinger i år, og vi har kun mødt de 5 endnu.

Da jeg tidligere i dag overførte 100 kr. til Læger Uden Grænser via Mobile Pay, var det 3. gang i denne måned at jeg gav penge til en velgørende sag. Når jeg regner det sammen har jeg afleveret 550 kr. af min løn til velgørenhed i denne måned.

Med udsigten til mange flere søndagsbesøg af denne type er jeg nødt til at revidere min gavmildhed. Når jeg giver et bidrag gør jeg det ud fra en række parametre; hvor mange penge jeg synes jeg kan undvære, hvor godt et formål jeg synes det er, og så indgår det selvfølgelig også på et ubevidst plan hvor ofte jeg forventer at få den slags besøg. Jeg må indrømme at jeg ikke har været forberedt på at det skulle have det omfang som det har fået.

Det bliver svært at overskue, når der bliver flere og flere indsamlinger. Jeg har ikke indblik i alle de forskellige organisationer og sager, så det er svært at vurdere hvor pengene er bedst givet ud. Hvordan vejer man akut nødhjælp op imod hjælp til hjemløse børn, støtte til folk med Alzheimers og f.eks. udrydningstruede dyrearter? Og hvor mange af pengene går til administration? Det er ikke muligt at vurdere, når man står der midt i sine egne tanker og bliver konfronteret med kravet om betaling.

Jeg har tidligere skrevet om det ubehagelige i at blive mødt med velgørenhedsindustriens krav om penge og skyldfølelse. De aggressive mennesker på indkøbsstrøg og ved stationer er ubehageligt nok, og telefonopkald synes jeg også er meget invaderende. Men at have så mange besøg ved min egen hoveddør synes jeg faktisk er endnu mere krænkende.

Man går derhjemme og lader batterierne op inden man skal på arbejde igen – paraderne er nede og man er bare helt sig selv. Og så skal man pludselig tage stilling til en eller anden alvorlig problemstilling, som et fremmed mennesker præsenterer for en. Der kommer et element af psykisk pres, når det foregår på den måde, fordi man ikke er forberedt. Når man er et pænt og høfligt menneske som mig er det svært at sige nej i den situation. Det betyder at jeg kommer til at føle mig udnyttet.

Min konklusion i dag er, at jeg holder op med at give bidrag ved disse dørindsamlinger, fordi jeg ikke kan vurdere det på stående fod, og når der er så mange kan jeg ikke støtte dem alle.

Problemet er bare, at jeg faktisk gerne vil støtte nogle velgørenhedssager. Selvfølgelig kan og vil jeg give en hånd til dem der har brug for det. Hvordan gør jeg så det? Som tidligere beskrevet har jeg dårlige erfaringer med at gå ind på en organisations hjemmeside og give et bidrag via en online kortbetaling eller SMS. Så bliver man nemlig ringet op og bedt om at give flere penge. Og så har man konfrontationen med skyldfølelse fra et andet menneske igen.

Når jeg gennemgår disse tanker for mig selv slår det mig, at det egentlig er en dum strategi for disse organisationer at slide sådan på sine donorers velvilje. Jeg er sikker på at mange, ligesom jeg, vil få for meget og slå kontra. Så bliver det et irritationsmoment og man bliver trodsig – giver måske mindre eller slet ikke. Det synes jeg er rigtig ærgerligt.

Lignende indlæg:

Udnyttet

Da jeg var en lille pige kunne jeg godt lide at tegne. Jeg ønskede mig farveblyanter, tusser og godt tegnepapir til fødselsdag og jul. På et tidspunkt forærede min far mig en stor stak papir at tegne på. Det var A5-format, og trykt som notatpapir i forbindelse med en kongres. Da kongressen var overstået var der en masse til overs, og min far fik lov til at tage noget med hjem fra sin arbejdsplads som tegnepapir til mig.

Det var noget fint papir, tykt og lækkert. Jeg var meget glad for det. Jeg brugte af det, men sparede også på det, fordi der var det fine tryk på, og fordi jeg havde fået det af min far.

En dag fik en af naboerne besøg af en dreng, der var lidt ældre end jeg. Vi kom til at lege sammen. Han inviterede mig indenfor til en sodastream-sodavand. Sådan en maskine havde vi ikke, jeg var meget imponeret. Han fortalte om at han lavede en form for blad eller avis, og på en eller anden måde kom vi til at tale om mit tegnepapir fra kongressen. Det var han vældig interesseret i. Han ville gerne have noget af det.

Gavmild som jeg er af natur, gav jeg ham lidt af min dyrebare skat. Jeg behøvede måske ikke alle de stykker papir, og når nu han havde et konkret behov. Det gjorde mig glad at give ham noget af mit papir. Han spurgte om han ikke kunne få lidt mere. Så spurgte han om lidt mere. Da han havde fået det meste af stakken sagde jeg stop. Jeg ville også gerne have noget selv. Så satte han trumf på. Hvis han nu gav mig 25 øre, kunne han så ikke få resten?

Jeg lod mig overtale, men bagefter fortrød jeg og blev utrolig ked af det. For jeg var jo faktisk ret glad for det papir, og nu havde jeg slet ikke noget tilbage. Jeg græd ud hos min mor, og på en eller anden måde fik hun forhandlet sig til at jeg kunne få den sidste del af papiret tilbage – mod at drengen fik sine 25 øre tilbage. Den store stak, jeg havde givet ham ’gratis’ beholdt han, for det var jeg jo gået af med frivilligt.

Denne oplevelse har sat sig hos mig som min første oplevelse af at blive udnyttet. Jeg følte at drengen havde manipuleret mig og udnyttet min godhed. Det føltes meget, meget væmmeligt. Hvor hjerteskærende det end er, er disse erfaringer noget man skal igennem som barn, for at danne sin personlighed og for at blive rustet til voksenlivet.

Oplevelsen har ikke betydet at jeg er holdt op med at være gavmild. Jeg vil stadig gerne give meget for at andre bliver glade og får dækket et behov de ikke selv kan dække. Også folk jeg ikke rigtig kender. Men jeg har udviklet en kraftig retfærdighedssans, som betyder at jeg bliver meget vred og frustreret, når nogen forsøger at udnytte mine og andre menneskers gode hensigter.

Det er nok også den der væmmelige følelse der kommer op i mig, når jeg hører om mennesker der udnytter vores velfærdssystem og andre måder at få penge fra fællesskabet. Som samfundsborger giver man så meget man kan, i den hensigt at det skal komme folk til gode, som har brug for det. Når det så viser sig, at dem der har brug for hjælp fra samfundet ikke får tilstrækkelig hjælp, samtidig med at mennesker der egentlig godt kunne klare sig uden hjælp finder smutveje og tricks til at berige sig selv, føles det så utrolig uretfærdigt.

Det er også derfor at jeg altid holder på at man må se begge sider af en sag. Min retfærdigheds-radar reagerer også i den grad, når jeg selv eller andre uretmæssigt anklages for at snyde. Det må bare ikke betyde at man lukker øjnene for, at der ER mennesker, der vil udnytte andres godhed.

Så når 1 flygtning/migrant i september udtaler til TV2, at han vil søge asyl i Sverige i stedet for Danmark, fordi ydelserne i Sverige er højere, så er det ikke det samme som at alle der flygter fra Syrien gør det for pengenes skyld. Men det er vidnesbyrd om, at det er en motivation for nogen.

Man må ikke lukke øjnene, fordi der er nogen der betaler en pris for snyderi og kontanthjælps-shopping. Både dem der afleverede pengene til fællesskabet i første omgang, og dem der i virkeligheden skulle have haft dem.

Dertil kommer de afledte effekter af uretfærdighed: ligegladhed, mere snyd, og i sidste ende manglende engagement i samfundet – og det går ud over vores sammenhængskraft. Det kan blive et meget omfattende samfundsproblem efter min mening.

Lignende indlæg:

Vintertur i sommerdæk

I sidste uge var Mads og jeg en lille tur til Stralsund efter samme model som sidste år. Det var en herlig tur, denne gang helt uden migræne. Vi nød byen og hotellet i fulde drag. Vi fik shoppet, besøgt hyggelige caféer, spist lækker mad og slappet af i hotellets lækre wellness-område.

Adina kom på ferie hos Mads’ søster og hendes familie, og de hyggede sig gevaldigt. De gik masser af ture, legede og kælede, og Adina var aldrig alene. Hun kom hjem og var godt fyldt med indtryk og temmelig træt, og familien havde haft en hyggelig oplevelse.

Da tiden så kom til hjemturen blev det pludselig vinter. Da vi kørte i land i Gedser var det tørvejr og 6 grader, men efterhånden som vi kørte nordpå begyndte en snestorm lige så stille. Vi havde ikke fået skiftet til vinterdæk endnu, og var derfor meget forsigtige. Vi stuvede vores bagage sammen i bilen så vi kunne hente Adina på vejen, og kom hjem i god behold.

Næste morgen vågnede vi til 30-40 cm. sne og brugte de 2 første timer af dagen på at skovle sne på vores lille vej sammen med naboen, så man kunne komme ud med en bil. De sagde at det kun var 2. gang på de over 20 år de havde boet der, at det havde været så hårdt arbejde at gøre den lille grusvej klar til at man kunne køre ud.

I løbet af søndagen og dagene efter udrullede der sig et sandt raseri på Facebook og nyhedssider over folk der kørte i de vinterlige tilstande uden vinterdæk. Der var åbenbart mange, der følte sig stærkt generet af bilister i sommerdæk, og der var en meget aggressiv og fjendtlig retorik fra flere Vrede Mænd. Det var ikke særlig sjovt at læse, når man selv var en af dem der måtte tage turen op gennem Sjælland på sommerdæk.

Bagefter har jeg egentlig undret mig en del over den voldsomme vrede. Når man oplever trafikken i sådan en ekstrem situation som det snefald der kom i weekenden, synes jeg der er mange ting der kan være farlige. På motorvejen var der f.eks. en del der overhalede os i høj fart, hvilket resulterede i store mængder vand og ’slush’ på vores forrude. Det sendte vores vinduesviskere til tælling. Sådan en adfærd har jo ikke noget med sommerdæk at gøre, men måske nærmere den aggression og egoisme, som De Vrede Mænd står for.

Vores tur til Tyskland er et eksempel på, at selv for fornuftige mennesker, der har vinterdækkene stående i carporten og kan sætte dem på med 45 minutters varsel, kan det ske at man havner i en snestorm på sommerdæk. De Vrede Mænd ville måske hævde, at vi burde have skiftet dæk inden vi tog afsted, fordi der var blevet varslet sne tidligere på ugen. Men der er jo en grund til at man ikke kører på vinterdæk hele året, og den grund handler om at sommerdæk har bedre egenskaber så længe temperaturerne er over et vist niveau.

Jeg synes den debat var helt ensidig og tabloid-agtig. Jeg er skuffet over at flere af mine Facebook-venner nedlod sig til at deltage i den. Det duer simpelthen ikke at sprede så meget vrede og had over så ensidigt et emne.

Jeg synes vi er nødt til at give hinanden lidt mere råderum til at leve. Det er helt urealistisk i dagens Danmark at forvente, at alle er perfekte og rettidige. Der er SÅ mange ting, som man i dagens Danmark skal huske og have styr på. Det kan godt være at De Vrede Mænd både har fået vinterdæk på og skruer i deres nummerplader, men har de husket at bruge tandtråd og sætte sig ind i detaljerne om den kommende afstemning om retsforbeholdet? Man skal ikke kaste med sten når man bor i glashus, og faktisk tror jeg de fleste af os bor i glashus – der er altid et eller andet vi kan gøre bedre.

Det er heller ikke godt for De Vrede Mænd selv at dyrke den vrede. Jeg kender det fra mig selv: når jeg bliver vred i trafikken eller en anden sammenhæng, har jeg en dårligere dag. De Vrede Mænd skulle prøve at finde en indre ro, så de kan have større tolerance overfor andre mennesker. Så kan de også tilgive sig selv, hvis de en dag skulle komme til at aflevere en biblioteksbog for sent.

Lignende indlæg:

Udflytning af statslige jobs

I den forgangne uge blev det offentliggjort, hvilke statslige institutioner der skal flyttes væk fra København og ud i provinsen. 3.900 statsansatte står nu i en situation, hvor de skal beslutte sig for at flytte til en anden del af landet, eller at miste deres job.

Jeg har selv været ansat i staten, og jeg ved godt at den varierende politiske realitet betyder, at det generelt er en usikker tilværelse at være ansat i en styrelse eller anden del af statens forvaltning. Men her står vi med en meget stor forandring, som påvirker mange mennesker på en gang. Jeg har stor medfølelse med dem, der er påvirket af udflytningen af statslige arbejdspladser.

Af og til tænker jeg selv på at forlade Københavnsområdet og flytte til provinsen. Hvis det passer, at tingene går lidt langsommere derude, kunne det være en dejlig forandring. Tanken strander altid på, at jeg ikke tør satse på at jeg kan finde job derude, og at jeg ikke har lyst til at flytte væk fra min familie.

De 3.900 statsansatte har nu mulighed for at forlade storbyens stress og jag og få jobbet med sig. Men det er jo ikke sikkert at de har de samme lyster som jeg har. Og så kommer der en helt anden dimension til. Det er ikke alle som er single og bor alene. Rigtig mange af de berørte har en ægtefælle og børn, som har job og skolegang i det område de bor i idag, og familie og netværk i nærheden. Det er sørme sin sag bare at flytte og få alle de relationer til at fungere et nyt og meget anderledes sted i landet.

Ude i landet er der ikke desto mindre stor glæde over tiltaget. Pressedækningen fokuserede i høj grad på de begejstrede borgmestre, der glædede sig over at få flere arbejdspladser til deres byer. De satser tilsyneladende ikke på at jobbenes nuværende indehavere flytter med, men håber tydeligvis at deres nuværende bysborgere får flere jobs at søge. Deres jubel klinger grisk i mine ører, jeg synes det har karakter af at danse på andre menneskers grav.

DR P4 Syd tog det også med humor, og offentliggjorde samme aften som nyheden kom frem på deres Facebookside denne oversigt over fordele ved at flytte til Sydjylland. Der er også flere der har gjort sig lystige over at Naturstyrelsen skal flytte ‘ud i naturen’. Disse reaktioner er ganske egoistiske og overfladiske, og jeg er ærlig talt rystet over den mangel på medfølelse det viser. Det virker ikke til at nogen tænker over hvilken situation de sætter de 3.900 mennesker i.

Carsten Bang nævnte i det nyhedssatiriske Badabing Show, at han da godt kunne forstå at det føles urimeligt miste sit arbejde, men henviser til at sådan har de også haft det i ‘Udkantsdanmark’ når de har mistet arbejdspladser.

Carsten Bang og andre synes at overse en stor forskel. Leveomkostningerne er væsentligt forskellige i København og i provinsen. Dagpenge og kontanthjælp er derimod nøjagtig det samme i hele landet.

Det er derfor forbundet med en helt anden økonomisk ruin at blive arbejdsløs i København. Mange der mister deres job i provinsen kan blive boende i deres bolig, selvom de ryger på dagpenge. Det kan man ikke ret længe i København. Mange familier vil meget hurtigt skulle sælge deres hus, måske med tab, og kan ende dybt forgældede og handlingslammede af denne situation.

Jeg kan godt se at det kan give et boost til provinsen at få statslige arbejdspladser. Men var det virkelig nødvendigt at gøre det på denne måde? Så vidt jeg husker kommer denne idé fra Dansk Folkeparti, og det handler i virkeligheden nok om at pleje et bestemt vælgersegment og holde regeringen ved magten lidt tid endnu. Det sker så på bekostning af 3.900 statsansatte, som ikke alle sammen er højtuddannede akademikere, der nemt finder sig et andet job i hovedstadsområdet. Der er givetvis masser af sådan nogen som mig, der har en kontoruddannelse specialiseret på offentlig forvaltning, og som nu skal konkurrere om en lille mængde administrative jobs.

Jeg synes det er for nemt for jyder og andre provinsboere at affeje københavneres ulykke. Jeg tror at de tænker, at når man har råd til at bo i huse til over 3 millioner kr. så er man så rig at der ikke er grund til medfølelse. Her kommer misundelse til at overtrumfe solidaritet. Det er slemt for alle at miste sit job. Når der kommer tvangsauktion og kæmpegæld oveni er det endnu værre. Også for familier der bor i Storkøbenhavn.

Lignende indlæg:

Ikke som i Matador

Jeg var lidt forundret, da Helle Thorning-Schmidt som statsminister i sin nytårstale talte om at stille krav til flygtninge, om at lade dem rense strande osv. Hvor kom nu det fra? Da hun efterfølgende lancerede en større reklamekampagne om emnet tænkte jeg, at hun forberedte sig til det kommende folketingsvalg og forsøgte at kapre stemmer fra Dansk Folkeparti.

Efter folketingsvalget begyndte Inger Støjberg at tale om at lave annoncer i udenlandske aviser, for at gøre opmærksom på at Danmark netop har nedsat ydelserne til flygtninge. Modstanderne sagde, at det ikke ville begrænse antallet af asylansøgere til Danmark, fordi at folk ikke flygter af økonomiske årsager. Man mente i stedet det ville skabe mere fattigdom. Jeg tænkte ikke så meget over det. Jeg regnede med at de fleste flygtede for at komme i sikkerhed, og så er det vel mindre vigtigt hvor stor kontanthjælpen er.

Jeg og mine landsmænd får i disse dage syn for sagen. Flygtninge og migranter ankommer til Danmark i store antal, men de søger ikke asyl. De vil til Sverige. Direkte adspurgt af TV2 Nyhederne, kunne vi i går aftes høre forklaringen fra en af dem der nægter at lade sig registrere i Danmark. Det handlede om 2 ting: at ’lønnen’ (manden brugte ordet ’salary’) var faldet fra ca. 10.000 DKK til 5.000 DKK, og man vil hurtigere kunne få familiesammenføring i Sverige.

Vi kan altså konstatere at der var noget om snakken. Det er ikke længere en fordom, det er fakta. Pengene spiller også ind. Flygtninge anno 2015 stiller krav, sultestrejker og accepterer ikke EU’s fælles asylregler om registrering i det land man ankommer til. De siger nej tak til at lade deres børn sove i en rigtig seng i Danmark, fordi de synes det er vigtigere at komme videre til Sverige. De asyl-shopper.

Samtidig ser vi danskere trodse politi og lovgivning, og køre eller sejle flygtninge og migranter videre til Sverige. De føler at de gør en god gerning og fortæller om det på Facebook. Flere steder ser jeg dem og deres støtter drage paralleller til 2. verdenskrig og hjælpen til de danske jøder. Måske tænker de på sig selv som Maude Varnæs i Matador, der træder i karakter og hjælper den ydmyge Hr. Stein i sikkerhed. En rigtig feel-good scene, som var rigtig godt TV. I virkelighedens verden transporterer man mennesker, som reelt ikke i livsfare når de befinder sig i Danmark – en transport der bliver en del af organiseret menneskesmugling, som kan straffes med fængsel.

Jeg er rystet over denne udvikling, og ærlig talt meget bekymret for hvad dette kan føre til. På den ene front har vi disse mennesker, der ikke accepterer vores asylsystem og tyer til civil ulydighed i jagten på at gøre en god gerning. På den anden front står de, der er inderligt imod enhver form for indvandring. Vi har allerede set vold mod flygtninge og hærværk mod de steder de opholder sig. Jeg frygter at der kommer mere af det. Det kan føre til ustabilitet i vores land. En ustabilitet, som absolut ikke styrker vores evne til at hjælpe folk i nød, tværtimod.

Efter min mening må vi prøve at blive lidt realistiske omkring denne problematik. Verden ser meget anderledes ud end under og efter 2. verdenskrig, og vi kan ikke bruge erfaringerne fra den tid længere. Uskylden er røget, det er vi nødt til at se i øjnene. Samtidig er der et tydeligt behov for nødhjælp. Jeg er helt enig i udtrykket

”Hold hjertet varmt, og hovedet koldt”

Lignende indlæg:

Tykke drenge og frustrerede kvinder

Så fik vi igen en omgang debat om overvægt. Det er lykkedes Annette Heick at skabe debat på baggrund af en klumme i B.T. hvor hun fortæller om oplevelse der har rystet hende; hun har set en dreng spise pommes frites og drikke cola til. Annette Heicks vinkel er ikke en generel debat om overvægtige børn. Hendes ærinde er at udtrykke en frustration over, at hun ikke føler at hun kan gå hen og gøre forældrene til den pågældende dreng opmærksom på, at det er usundt. Hun mener at den danske kultur gør det umuligt for hende.

Det er ikke noget nyt, at Annette Heick er frustreret over overvægtige medborgere. Tilbage i 2011 skrev jeg et blogindlæg om samfundssind på baggrund af en udtalelse fra hende i Mads og Monopolet. I 2011 handlede det ikke om overvægtige børn, men bare overvægtige generelt. Dengang udtrykte hun også frustration over, at det var svært for et slankt menneske at tale om andre menneskers overvægt.

Her i 2015 bruger hun omsorg for et barn som alibi for sine udtalelser. Historien fra 2011, og hendes retorik i klummen fra i år, afslører noget andet. Når hun beskriver at drengen spiser, vælger hun ordene “hugger i sig”, og han drikker ikke cola til, men “skyller” maden ned med en hel “flaske cola”. Konsekvenserne beskrives lige så malende med at forældrene ”lader ham sidde og smøre endnu mere fedt på en krop…”. Ikke ligefrem et neutralt ordvalg.

For mig er det tydeligt, at Annette Heick har en generel aversion mod overvægtige. Der er bare nogle slanke mennesker som har svært ved at sætte sig ind i, hvordan man kan blive overvægtig uden selv at ville det. Det har jeg oplevet igen og igen. Det er en fiks idé, der er svært at rokke ved. Den bunder i mangel på indsigt, unuanceret generalisering og en udtalt mangel på empati.

Det fremgår ikke af klummen eller debatten hvad Annette Heick forestiller sig at kunne opnå, ved at få mulighed for at konfrontere overvægtige børn, deres forældre eller overvægtige voksne med det faktum. Og hvad med alle de mange, mange andre former for fysisk og psykisk selvskade i vores samfund, f.x. træningsafhængige, 12-talspiger, ludomaner. Er det også for galt, at man ikke kan konfrontere disse mennesker med deres adfærd?

I de seneste par år har jeg lært en masse om stress. Et af de 3 behandlingstilbud jeg benyttede da jeg selv blev syg, kom med nogle virkelig gode råd til at komme videre og undgå stress, som jeg har tænkt meget over siden. Det ene af dem handler om at finde i balance i hvad man blander sig i. Folk der er stressede har en tendens til at have mange meninger om alt muligt udenom dem selv, som i virkeligheden ikke har noget med dem at gøre, og konsekvensen for dem selv er marginal. Det kan være svært at se hvad der er årsag og hvad der er virkning, men det er et helt typisk træk som jeg ser hele tiden hos mine nære når de er stressede. Ens personlige tolerance overfor modgang falder drastisk, når man er psykisk overbelastet, og så vender man tit tilbage til sine kæpheste og føler stor frustration over dem. Jeg kender det fra mig selv; jeg er også mere vred på trafikken eller mit arbejde, når jeg er overbelastet. Når man så får det bedre, kan man leve med de selv samme ting helt uden at blive vred og frustreret.

Jeg får afløb her på bloggen, Annette Heick bruger B.T. Jeg tror i virkeligheden at denne debat handler om, at kvinden er stresset. Hun har lige været igennem en svær periode, hvor hendes mand kom alvorligt til skade på en ferie i Thailand. Manden brækkede nakken og har været indlagt i 5 måneder, og der var frygt for om han var skadet for livet. Sådan noget vender op og ned på en familie, og det er helt naturligt at det belaster den anden forsørger i familien voldsomt.

Måske undervurderer Annette Heick den belastning hun har været udsat for. Jeg bliver bekymret, når jeg på hendes Facebook-profil læser et opslag fra juni, hvor hun fortæller om familiefaderens hjemkomst fra hospitalet. Der er stadig problemer med hans førlighed, men ikke noget de ikke kan klare skriver hun – og så bruger hun hashtagget #rålivsstil. Det er en voldsom begivenhed der er sket i familien, samtidig med at hun drøner derudad med sin karriere med 180 km/t; hun optræder, skriver, debatterer og præsterer. Hele tiden er hun udadvendt og giver af sig selv. Jeg tror at Annette Heick har brug for at stoppe op og komme sig lidt ovenpå den oplevelse.

Lignende indlæg:

To sider af samme sag

Debat om fordelingspolitik bliver meget nemt en skyttegravskrig. Om det så handler om udlændinge, førtidspensionister eller hvilken som helst anden gruppe der modtager økonomisk støtte via vores velfærdssystem, ser danskerne vidt forskelligt på emnet. Stik modsatte argumenter bliver draget frem på hver sin side, selvom det er de samme mennesker man taler om.

Et aktuelt eksempel er flygtningedebatten. Den nye Venstre-regering skyndte sig at ændre på de ydelser, som flygtninge modtager når de kommer til Danmark. Udlændingeministeren begrunder indgrebet med, at det er nødvendigt at begrænse antallet af flygtninge der kommer til Danmark. Dermed siger hun også, at flygtninge har økonomiske incitamenter til at søge asyl i Danmark.

En anden Venstre-politiker Jens Rohde bringer i en Facebook-opdatering et billede to syriske mænd med børn i armene, der er på vej ud af en brændende ruin med kommentaren: ”Her er et par syriske mænd igang med at planlægge, hvor de kan få den bedste kontanthjælp i Europa…..” Sarkasmen indikerer, at han ikke kan forestille sig, at asylansøgere i Danmark har økonomiske motiver.

Det er jo to helt vidt forskellige og modsatrettede syn på flygtninge. Det samme kan man møde, når man taler om alle mulige andre modtagere af velfærdsydelser: førtidspensionister, pensionister, SU-modtagere, folk på barselsorlov mv. Beskyldninger om grådighed, udnyttelse og kold økonomisk beregning kolliderer med stålsat insisteren på at tro på det gode i mennesker, koste hvad det vil.

I mine øjne er begge fronter alt for unuancerede. Man kan ikke have kun det ene synspunkt, for det er langt fra repræsentativt for alle.

Helt basalt synes det mest oplagt for mig at vælge medmenneskelighed frem for penge. Mit hjerte bløder for de stakkels mennesker, der må flygte fra både deres nære og alt hvad de ejer for at redde deres liv, og selvfølgelig skal vi hjælpe.

Men så hørte jeg et interview i radioen med en dansk kvinde, fastboende på ferieøen Lesbos, hvortil der i øjeblikket kommer ca. 1000 flygtninge om dagen. Hendes observationer var meget blandede. Hun så stor nød og ulykke. Og så så hun unge mænd der virkede stærke, med nyere og bedre tøj og smartphones, end grækerne selv har. Hun undrede sig over om de også havde brug for hjælp. Men man kan jo godt være i livsfare uden at være fattig.

Jeg lagde også mærke til indsparket fra bloggeren Jaleh Tavakoli, der med et sjældent indblik fortæller om en stor bevidsthed om Danmarks velfærdssystem i et af de lande Danmark modtager flygtninge fra. Hun beskyldte sit tidligere parti Enhedslisten for at være naive, når det gælder udlændingedebat.

Og der er da heller ikke nogen værre følelse, end at blive udnyttet for sin godhed. Det er en grim, grim oplevelse at se sine menneskelige og økonomiske ressourcer blive misbrugt af mennesker som har samvittighed til det.

Det skulle da lige være følelsen af at blive beskyldt for noget man ikke har gjort. Som når man bliver anklaget for at snyde og nasse, når man er kommet ud for noget i sit liv, hvor man ikke kan klare sig selv.

Sandheden er jo, at der findes begge dele.

Der findes både de gode og de dårlige eksempler. Der findes opportunister, lykkeriddere og dovne mennesker. Og der findes værdigt trængende. Når der skal formuleres og udmøntes fordelingspolitik, må man prøve at tage højde for at velviljen kan udnyttes. Men samtidig må man altså prøve at indrette forvaltningen, så de der reelt har behov for hjælpen ikke mødes med en regn af mistillid og måske slet ikke hjælpes.

Det er selvklart en svær balance. Sådan som debat og politisk diskussion foregår i de danske medier, er der en tendens til man kun hælder til det ene synspunkt, og benægter modstanderens argumenter. Jeg synes ikke vi må være bange for at erkende sagens realiteter, selvom det gør det hele meget sværere.

Lignende indlæg:

Et liv uden børn

Ikke siden 2011 har jeg skrevet et blogindlæg om det faktum, at jeg lever et liv uden børn. Når jeg ikke har skrevet så meget om det, skyldes det først og fremmest et hensyn til min husbond, som jo er den anden halvdel af det liv jeg lever. For nogle år siden fyldte det egentlig en del i mit hoved – det gør det ikke længere.

I lørdags var der en udsendelse på DR2, der handlede om at sige nej tak til børn. Det var en god udsendelse, med mange interessante vinkler. Man fulgte en kvinde, som var i tvivl om hun ønskede at få børn, og ind imellem hendes rejse hen imod en beslutning så man små interview-bidder med kvinder og par, som ikke har valgt at få børn. Jeg synes at DR2 levede op til sin målsætning om ikke at dømme, og emnet blev behandlet med respekt og åbenhed.

Udsendelsen har givet mig lyst til at opsummere mine egen rejse omkring min frivillige barnløshed – fortællingen kommer her.

Traileren til udsendelsen fokuserede bla. på at afdække årsagerne til at man vælger ikke at få børn. Det blev primært behandlet via interview-delen af udsendelsen, hvor man portrætterede flere forskellige mennesker uden børn. Jeg er ikke sikker på at man kan finde en konkret årsag til at folk ikke vælger at få børn – mere herom her.

Efter udsendelsen var sendt, kom der fuld gang i kommentarfelterne på Facebook. Jeg er helt enig med Leonora Christina Skov, når hun i udsendelsen undrer sig over, hvor stærke følelser der kan komme i spil over dette her. Der findes faktisk folk der er imod, at nogen mennesker ikke vælger at få børn. Deres argumenter holder dog ikke ret langt, og nok heller ikke på dem selv. Jeg gennemgår de mest almindelige argumenter imod min livsstil her – og afviser dem alle sammen.

Jeg lever et ret almindeligt liv med en ægtefælle, hus, sommerhus, bil og 8-16 job. Der er ingen børn, men det føles helt normalt for mig. Mine sorger og glæder er ikke anderledes end dem, som alle mulige andre mennesker oplever. Set fra min stol er der ikke så meget substans i en generel offentlige debat om folk der ikke får børn. Det kan kun tjene til at piske en konfrontatorisk stemning op, som ikke var der før.

Lignende indlæg:

Folketingsvalg 2015

Det er valgdag i dag. En af demokratiets festdage. Jeg har altid oplevet det som stemningsfuldt med en blanding af højtidelighed og almindelighed at gå ned til den lokale folkeskole og sætte et kryds. Dannebrog vejrer, og ofte skinner solen – desværre dog ikke denne gang.

Sidst der var valg til Folketinget gennemgik jeg alle partierne her på bloggen, og konkluderede at jeg ikke kunne stemme på nogen af dem. Jeg stemte dog alligevel – på en kandidat som ikke blev valgt ind.

Selvom der denne gang er et par nye partier, har jeg har ikke haft samme behov for at gennemgå partiprogrammer. Jeg har opgivet at sætte mig ind i alle de specifikke emner som tages op, og derfor er de kandidat-test der findes på nyhedsmediernes hjemmesider heller ikke brugbare for mig. Hvor skulle jeg dog vide fra, om der kommer for få eller for mange flygtninge til Danmark- det skal jo ikke være baseret på hvor mange brune øjne man møder på gaden? Jeg kender ikke nok til ældreplejen til at vide, om de har brug for flere penge, og jeg aner ikke om heltidsskolen er en god eller dårlig idé.

Denne gang har jeg forsøgt at træde et skridt tilbage og se lidt mere på de overordnede linjer. I bund og grund vil jeg gerne vælge nogen ind, som har hjertet på rette sted. Egentlig oplever jeg mange af folketingskandidaterne som oprigtige, velmenende og engagerede. Værdierne er bare meget forskellige.

Det vigtigste for mig er respekt for alle i samfundet, og jeg mener virkelig ALLE. Også virksomheder, folk der ikke er på overførselsindkomst, dyr og natur. Og så synes jeg det er vigtigt at bekæmpe stress, både på arbejdspladser, i uddannelsessystemet og hos modtagere af velfærdsydelser. Stress truer ikke bare med at nedbryde mennesker, men hele samfundet.

Jeg har været selektiv med hvor meget valgstof jeg har fulgt. På den ene side synes jeg man har en demokratisk pligt til at sætte sig ind i hvad der er op og ned. På den anden side bliver det hurtigt en meget frustrerende oplevelse.

Tonen har været særdeles hård denne gang, og tit er jeg efterladt med en følelse af at vi alle er fjender. Rød/blå, klient/skatteyder – det er som om vi ligger i hver vores skyttegrav. I en Facebook-tråd udtrykte jeg bekymring for, at vi som betaler til samfundets svage selv skulle blive de svage og komme på førtidspension pga. stress. Det gjorde en førtidspensionist vred, og hendes ”held og lykke med arbejde til du bliver 70 år” runger stadig i hovedet på mig som et udtryk for, at det ikke kun er de ressourcestærke, der fokuserer på sin egen situation. Jeg frygter at alt for få tænker på samfundets sammenhængskraft, og det gør mig mismodig.

Her til aften tager jeg min mand i hånden og går ned til Toftevangsskolen. Det er endnu en af de første gange her i Birkerød. Jeg håber at det bliver lige så hyggeligt og stemningsfuldt, som vores tur til Kongevejens Skole i Virum var. Mit kryds i dag bliver sat ved det parti jeg føler mere end andre partier står for respekt og hensyn til hele samfundet og alle i det.

Lignende indlæg: