Anmeldelse af Nexus 9

Jeg fik min tablet-debut med en Nexus 7 for 2 år siden. Den har jeg været rigtig glad for lige siden. Jeg synes faktisk stadig, at der er enorm value-for-money i den dims, og den skal absolut ikke på pension.

Husbond havde dog opdaget, at jeg var begyndt at have lidt problemer med performance når vores wi-fi var ustabilt (og det er det tit). Der var en ny Nexus-tablet på vej fra Google, og min fødselsdag nærmede sig – så jeg er nu i besiddelse af en Nexus 9.

Nexus-produkterne er tænkt som spydspidser for Googles seneste version af styresystemet Android. Nexus 9 er således den første tablet der er udviklet til Android 5, også kaldet Lollipop.

Jeg kan jo ikke lade være med at sammenligne med da jeg fik Nexus 7, som også var flagskib for den dengang seneste version af Android. På den baggrund er Nexus 9 ikke helt den samme oplevelse.

Nexus 9 er naturligvis større, i og med at skærmen er 8,9″ stor, hvilket betyder at den ikke ligger så nemt i hånden som jeg er vant til. Den er 25% tungere, og de 2 knapper er ikke så nemme at finde med fingene. Det er temmelig meget spildplads i kanten af skærmen. Langs de 2 korte sider er der højttalere der er vendt mod brugeren og skulle give en god stereolyd, men det er også her man holder sine hænder på tabletten i landscape-position. Meget af dette regner jeg med elimineres som irritationsmomenter når jeg bliver mere vant til den.

På flere punkter synes jeg, at Nexus 9 er knap så overlegen som Nexus 7 var i 2012. Batteriet er ikke dimensioneret til at kunne holde en hel dag, og den interne hukommelse er det halve af hvad der var i Nexus 7. Når man tager prisen i betragtning, som nu ligger oppe i nærheden af Apples produkter, er det ikke helt så meget value-for-money som Nexus 7 var.

Nu hvor jeg er gået over til Chromebook har jeg al data incl. musik på Google Drev, har jeg ikke brug for en stor lokal hukommelse, og jeg brugte aldrig alle 32 MB på Nexus 7’eren. Nexus 9 fås da også i en udgave med 32 MB, men til en noget højere pris.

Hvad der er mere alvorligt er, at app-verdenen ikke synes helt så klar til Android Lollipop, som den var til Android Jelly Bean, da Nexus 7 kom. Der er flere af de apps jeg bruger, som simpelthen ikke virker på Lollipop, selvom Google Play lader mig downloade dem som om de var kompatible med enheden. Det drejer sig bla. om Boxer Play, C More Play og Bitstrips, som virkede upåklageligt på min Nexus 7.

Nexus 9 er produceret af HTC, og har denne gang ladet skærmens format være 3:4 i stedet for widescreen som på Nexus 7. Det forstår jeg ikke helt. For mig betyder det, at når jeg bruger Facebook på tabletten på den høje lede, så skal jeg oftere scrolle op og ned for at se det hele af et billede. Det er et irritationsmoment, når man ser på mange billeder af hvide hunde, som jeg gør.

Enheden er også så ny, at man ikke kan købe tilbehør til den endnu. Hverken de 2 officielle covers eller 3. partsprodukter kan fås i handelen i skrivende stund.

Nu skal det ikke lyde som om Nexus 9 er en dårligere gadget end Nexus 7. Den har en større skærm med bedre opløsning, mere RAM og kraftigere processor. Det er ikke så tit at jeg mærker at den er hurtigere end Nexus 7, men det handler nok mere om vores temmelig uvederhæftige internetforbindelse. Min pointe er kun, at jeg efter Nexus 7 havde høje forventninger til det næste flagskib fra Google, og jeg må indrømme, at jeg ikke har helt den wow-oplevelse som jeg havde dengang i 2012.

 

Vurdering:  ★★★★☆ 


Lignende indlæg:

El-cykel til reparation

Det er længe siden jeg har haft kontakt med en cykelmekaniker ifm. en el-cykel. I hvert fald med problemer der relaterede sig til el-systemet. Det har været dejligt, at mine cykler har fungeret godt i så lang tid. Jeg har nok fortrængt, hvor forfærdeligt det er at have sin el-cykel til reparation. Det har jeg så fået genopfrisket på det seneste. Min ellers ret dejlige Cube el-cykel begyndte at sige en høj metallisk bankelyd fra motoren, og det synes jeg ikke var så godt.

Jeg har købt cyklen i Vanløse, men nu hvor jeg er flyttet til Birkerød er det yderst besværligt og tidskrævende at skulle tage en el-cykel til reparation der. Heldigvis ligger der nogle km. fra mit hjem en cykelhandler med værksted, som forhandler samme cykel. Det var derfor oplagt at prøve om de ville tage min cykel ind til reparation. Jeg ringede i forvejen og fik bekræftende svar på, at de godt kunne se på den, og da jeg stod i butikken spurgte jeg ind til om de havde erfaring med reparation af el-cykler og hvad de ville gøre hvis der var noget galt med el-delen af cyklen. De var optimistiske og tog imod min el-cykel. Men efter 2 dage ringede de og sagde, at de alligevel ikke kunne hjælpe mig og opfordrede mig til at gå til forhandleren.

3. september tog jeg så til Vanløse med cyklen, og de tog da også venligt imod mig i Vanløse Cykelcenter. Jeg havde sørget for at tage kopi af garantibevis mv. og de fik oplader, nøgler mv. med – alt var i orden. Jeg ville få besked dagen efter.

Jeg fik ikke besked dagen efter, og det viste sig blot at være starten på et meget langt forløb, hvor jeg var nødt til at ringe jævnligt for at få en status og lægge pres på for at der skulle ske noget. Efter 2 uger havde værkstedet fået instrukser fra producenten til udbedring af fejlen. Det hjalp bare ikke. Efter 5 uger arbejdede de på at sende billeder og dokumentation til producenten med henblik på at få en ny motor. I skrivende stund har min forhandler haft min el-cykel til reparation i over 6 uger, og jeg har i alt været uden el-cykel i 7 uger.

Jeg har før beklaget mig over dette, og jeg må indrømme at jeg STADIG synes det er utrolig irriterende, at cykelhandlernes værksteder ikke besidder kompetencer til at reparere de el-cykler, de tjener så fedt på at sælge. For almindelige cykler har mange cykelværksteder dag-til-dag-service, hvor man ved almindelige reparationer kan hente cyklen dagen efter. Når det kommer til el-cykler kommer man til at placere sig lidt mellem 2 stole, for dag-til-dag-service gælder bestemt ikke for el-cykler. Jeg opfatter min el-cykel som ‘min bil’, men jeg tror ikke mange bilejere der ville acceptere at skulle have sin bil på værksted i 7 uger pga. en bankelyd i motoren, og i så tilfælde ville man oftest have mulighed for at låne eller leje en anden bil. Det er ikke en mulighed for mig.

Det er både besværlig og dyrt for mig, når jeg ikke kan tage min el-cykel på arbejde. Pludselig har jeg ikke fleksibilitet mere. Jeg kan ikke lige smutte forbi apoteket i Virum og købe medicin til hunden eller klare andre ærinder efter arbejde og i weekenden på den nemme og ligetil måde jeg har været vant til. I denne uge har jeg endda været alene hjemme og uden bil.

En af grundene til at jeg er så glad for at cykle er, at jeg har smerter i storetåledet når jeg går. I den periode jeg har været afhængig af bus og tog til og fra arbejde, har jeg gået mange km. til og fra stationer og stoppesteder. Når eftermiddagsturen med hunden kommer oveni bliver det til mange kilometer på fødderne – det har været en smertefuld tid.

Derudover har det en helt kontant konsekvens at være uden el-cykel. Det koster mig 83 kr. pr. dag at tage offentlig transport til og fra arbejde. Hvis jeg havde vidst det ville tage så lang tid, så kunne jeg have købt månedskort, men jeg havde ærlig talt ikke fantasi til at forestille mig, at det skulle trække sådan ud. Selvom jeg har været syg en uge, har fået lift et par dage og kan få rabat hvis jeg tager afsted før kl. 7, har disse 7 uger uden el-cykel i alt kostet mig foreløbig 2.082 kr. Det er mange penge, når det ikke er med i budgettet. Jeg har i mit budget regnet med at mit transportmiddel er el-cykel, og et er jo ikke gratis at have sådan en. I forsommeren fik jeg repareret bremser for 1400 kr., der er løbende udgifter til sliddele som dæk, slanger, kæde mv, og med en anskaffelsespris på 17.000 kr. er det langt fra en gratis transportform. Udgift til offentlig transport i sådan et omfang har jeg ikke kalkuleret med.

Jeg betaler også en pris med min krop udover smerterne i foden. Min form er helt i bund efter at have undværet cyklen så længe, og det har også haft konsekvenser for vægten. Nu skal jeg arbejde mig op i form helt forfra, og jeg kan se frem til at være meget, meget fysisk træt de næste mange uger. Jeg skal tilbage til min gode rytme hvor jeg kombinerer 5:2-diæt med 2 timers daglig motion, så jeg kan fortsætte det vægttab jeg lige så stille havde fået igang igen efter sommerferien.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg er flyttet for nylig, og nu er jeg blevet fortrolig med de offentlige tranportmidler i mit nye område. Det er rart at have det på rygraden, når vinteren kommer – der er næsten hver vinter enkelte dage hvor det ikke er muligt at cykle på arbejde og jeg i sidste øjeblik må beslutte mig for at tage offentlig transport. Jeg har også fået vænnet mig til rutinemæssigt at checke ud med Rejsekortet – en ting jeg før har måttet koncentrere mig meget om at huske. Jeg har også fundet smutvejen til stationen, og gåturen fra stationen har givet mig et bedre kendskab til lokalområdet.

Jeg har kontaktet Forbrugerstyrelsen og spurgt hvordan jeg står rent juridisk. De oplyser mig, at man ikke kan kræve erstatning for den udgift jeg har til alternativ transport, selvom forhandleren påfører mig en større og større udgift, jo længere tid det tager. Det eneste jeg kan gøre er at forlange, at de er færdige med cyklen indenfor en eller anden tidsfrist (som skal være rimelig), og hvis den derefter ikke er klar, kan jeg kræve handelen ophævet. Det hjælper mig jo ikke meget, for jeg vil jo bare gerne have min cykel tilbage. Jeg har overvejet at skrive en faktura på de 2.082 kr. og sende den til Vanløse Cykelcenter, men jeg tvivler på at jeg får noget ud af det. Jeg håber at selve reparationen bliver klaret på garantien. Jeg må bare indse, at det har kostet mig en sum penge og noget livskvalitet i en periode at have valgt el-cykel som mit transportmiddel.

Lignende indlæg:

Anmeldelse af Sony Xperia Z1 Compact

Jeg havde kun sovet 3 timer natten før vi skulle flytte. Mens flyttemændene tømte vores rækkehus i Virum, stod jeg i køkkenet og stenede og kiggede på min smartphone. Og så hoppede den ligesom ud af hånden og ned på trægulvet. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, jeg plejer ikke at være så fumlefingret, men mit hoved var nok ikke helt på toppen i den kaotiske tid omkring flytningen.

Telefonen tog ikke umiddelbart skade, skærmen var hel og det hele så ud til at virke. Men det var pludselig blevet meget sværere at tiltrække mobilsignal, der var ‘rødt kryds’ oppe ved indikatoren for mobilsignal næsten hele tiden. Fordi vi flyttede til en anden adresse lige netop den dag var det svært at afgøre, om det var en fejl på telefonen, eller om det bare var fordi der var dårligt signal på den nye adresse, det ligger lige op ad en skov.

Dagen efter måtte jeg dog erkende, at der må være gået noget i stykke da jeg tabte telefonen, og før vi tog til Virum for at gøre rent efter flytningen, kørte vi i El-giganten og købte en Sony Xperia Z1 Compact til mig.

Den nye telefon ligner meget den gamle, og med synkroniseringen med Google-konti mærker man næsten ikke at man har fået ny telefon – man har i bund og grund de redskaber man plejer at have når man lige har sat sim- og hukommelseskort i, og det er ikke meget opsætning man skal gøre.

Jeg har været rigtig glad for min tidligere telefon. Den har fungeret fint og har indeholdt alt hvad jeg skulle bruge. At den ikke havde top-specs når det kommer til processorstørrelse mv. gjorde ikke noget, telefonen kunne det jeg havde brug for, og jeg savnede aldrig hastighed, plads eller anden kapacitet.

Min nye telefon har til gengæld top-specs. Den har samme bestykning som Sonys topmodel Xperia Z1, pånær at det er en mindre skærmstørrelse, hvilket giver rigeligt med kapacitet. Jeg valgte den, fordi det var det bedste bud på en 4,3″-telefon fra Sony lige på det tidspunkt.

Måske er det fordi man hurtigt vænner sig til noget godt/bedre, men jeg tænker ikke så meget over at den har en hurtigere processor. Kun når det kommer til kameraet mærker jeg tydeligt forskel: det er langt hurtigere at få kameraet startet op, og telefonen reagerer også hurtigere når man tager et billede, hvilket giver bedre billeder når man arbejder med motiver i bevægelse som f.eks. min dejlige hund.

Det er også dejligt at få kamera-knappen tilbage. På mange af mine tidligere Sony-telefoner har der været en kamera-knap som dels kunne bruges til at ‘kalde’ på kameraet, og dels som udløser når man tog billeder. Det var der dog ikke på Xperia V’eren. Jeg blev aldrig rigtig glad for det med at skulle trykke på skærmen på iPhone-maner når jeg skulle tage billeder.

En bonus ved denne telefon er, at jeg kunne få den i andet end sort og hvid. Denne model fås både i lime og lyserød. Jeg var fristet af den lyserøde, men ekspedienten kunne ikke vise mig farven og heller ikke love mig at den ikke var rigtig chocking pink, så jeg valgte den lime-farvede. Det er en nydelse i min hverdag at se på den friske farve.

Som vurdering får telefonen selvfølgelig 5, fordi den holder hele vejen på specifikationer, Sony er som sædvanlig super på brugeroplevelsen og så kan den fås i en farve. Mine behov er fuldt dækket ind med Sony Xperia Z1 Compact, og en pris på under 3500 kr. er helt passende.

Vurdering:  ★★★★★ 


Lignende indlæg:

Anmeldelse af HP Chromebook 14″

Min PC er ved at være 5-6 år gammel og er lidt langsom. Det er nok ikke kun pga. alder, men også fordi jeg bruger den langt sjældnere, nu hvor jeg har både smartphone og tablet. Der går så lang tid imellem, at der er nye systemopdateringer hver gang jeg tænder den. Jeg har tænkt på om jeg skulle have en ny PC, men er også ærgerlig over at skulle skille mig af med den. Den virker sådan set godt nok, omend langsomt. Og så er der det ved det, at nu om dage kan man ikke få en PC med farve på, og min gamle PC er flot lilla og har en matchende mus.

Indrømmet, det var det med farven der fik mig sporet ind på en Chromebook. HP har nemlig både en koralrød og en havturkis variant af deres chromebook, og dem stødte jeg på da jeg surfede lidt på de muligheder der var for en erstatning for min lilla PC.

Men så kom jeg til at tænke på, at det egentlig er ret smart at lade alting være synkroniseret op mod skyen, og så kun have det vi i IT-verdenen kalder en ‘tynd klient’, hvor man ikke har ret meget data eller system liggende lokalt på den enkelte maskine. Nu hvor jeg bruger min tablet så meget, støder jeg ofte på ønske om adgang til et dokument eller en mail der ligger på min PC – det kunne være smart at have mails, dokumenter og billeder liggende et andet sted end lokalt på en enhed. Ifm. hushandel og flytning har vi haft stor glæde af at have salgsopstillinger og senere handelsdokumenter liggende på box.com, for så kunne man nemt finde det frem hvis man i løbet af dagen, mens man var på arbejde, fik behov for at finde dem frem. Og jeg har i længere perioder undladt at starte min mailklient på PC’en, så de seneste mails ikke blev hentet ned til PC’en men var tilgængelige på mailserveren.

Med en Chromebook har man taget skridtet fuldt ud og lavet en maskine, som i bund og grund er opbygget omkring en browser. Programmerne ligger i browseren, mails og dokumenter ligger i skyen og redigeres fra en browser, og der kan simpelthen ikke installeres andet end plugins til browseren. Der ligger et lille styresystem på maskinen, men så lidt som muligt. Det siger sig selv at man skal have netværksforbindelse for at komme nogen vegne, selvom det godt kan lade sig gøre at arbejde offline.

Prismæssigt er der meget at vinde ved at vælge Chromebook. Den er noget lavere bestykket når det kommer til hardware end en almindelig PC/Mac, og der er ikke en masse dyr software på. Jeg fik min Chromebook for 2.495 kr., hvilket er mindst det halve af en normal PC. Der skulle også være en del at vinde omkring hurtighed – den skulle være hurtig klar og hurtig at arbejde med. Så jeg besluttede mig for at købe en Chromebook, og begyndte at lægge alle mine filer, musik og billeder over på Google Drev og gav endelig efter for Android-enhedernes massive pres for at få mig på Google+.

Det er jo altid skønt at få en ny gadget, og jeg pakkede som sædvanlig maskinen ud med begejstring. Den var flad og let, farven var superflot og overfladerne lækre at røre ved. Jeg åbnede låget, og før jeg selv var klar blev jeg præsenteret for en loginskærm. Her loggede jeg på med min Google-account og på mit wi-fi, og så var jeg klar. Maskinen viste mig et baggrundsbillede, og forneden et par genveje, et lille felt med angivelse af klokkeslæt og batteristatus, og der hvor man i Windows 7 har sin Windows-menu var den velkendte 3×3 Google-felt med flere apps/genveje. Alle genveje startede en fane i Chrome.

Nu er det spændende i hvor høj grad denne maskine kan erstatte min PC. Der er nogle begrænsninger man kender på forhånd, som gør at jeg nok er nødt til at have PC’en i baghånden:

  1. Maskinen ikke kan køre Java, hvilket betyder at man ikke kan bruge Nem-ID i den gamle form. Min netbank har den nye løsning med Javascript i beta allerede, men vi skal have e-boks og de andre portaler der bruger Nem-ID til at skifte til Javascript før man bliver fri for at have PC’en som backup.
  2. Man kan ikke printe direkte fra Chromebook, hvis man ikke har en printer som er beregnet til Cloud Print. Det kan lade sig gøre at printe fra Chromebook via en PC.
  3. iTunes findes ikke i en browser-version, og da man ikke kan installere noget på en Chromebook, og der ikke findes en iTunes-app til Chromebook, kan man ikke bruge iTunes fra en Chromebook.

Alle 3 begrænsninger var jeg indstillet på at leve med, da jeg forventer at punkt 1 bliver elimineret indenfor det næste halve år, og de 2 andre er noget jeg bruger meget sjældent. Men hvordan vil det fungere med at integrere al mit eksisterende data via Chromebook?

Mail

Jeg har brugt Outlook på min PC i mange, mange år og har en stor mængde mails liggende lokalt der. Ifm. skift af PC og mailklient har jeg erfaret, at det er meget omstændeligt at håndtere lokale Outlook-filer, så jeg besluttede til at starte med, at jeg ikke ville forsøge at flytte de gamle mails.

På Chromebook bruger man Gmail som mailklient, også til andre mailkonti, så nu skal jeg lære den at kende. Umiddelbart synes jeg ikke den er så intuitiv, så det kommer nok til at tage mig lidt tid at blive vant til den. Og så skal jeg finde mig i at se på reklamer inde blandt mine mails.

Jeg kan også bare bruge min mailudbyders webmail, den er ret god. Så er spørgsmålet hvad pladsbehovet bliver med tiden, når man lader mail’ene ligge på serveren. Jeg har udvidet min mailbox på vores webhotel, og så må vi se.

Filer

Ligeledes har jeg akkumuleret mange års dokumenter i Word, Excel og Notepad. Meget af det er forældet og ligger på backup på en ekstern harddisk, mens en mindre mængde er yderst aktuel og vigtig for mig, bla. økonomi-ting med budgetter, skat mv. Og så er der hele mit billed-bibliotek, som jeg stadig gerne vil have til rådighed.

Jeg flyttede de aktuelle mapper over på Google Drive, hvor man ifm. køb af en Chromebook får 100 GB gratis lagerplads de første 2 år. Det er rigeligt til mig. Det har taget min gamle PC og min temmelig sløve TDC-forbindelse 3-4 døgn at synkronisere dette udsnit af mine filer.

Når jeg åbner mine gamle dokumenter via Google Dokumenter eller Google Ark bliver det i kompatibilitets-tilstand. Umiddelbart har jeg ikke særlig mange redigeringsmuligheder i denne tilstand. Jeg har ikke prøvet at gemme i Google-format for at se om jeg så får flere muligheder, men jeg kan se hvis jeg åbner et nyt dokument så har jeg langt flere muligheder. Det vil nok være muligt at konvertere de gamle Microsoft Office-dokumenter til Google-format, men så kan jeg formentlig ikke længere arbejde på dem i Office på PC’en.

Musik

På min PC har jeg brugt et program leveret af Sony til at organisere min musik. Det skyldes at jeg i alle årene har haft mobil musik liggende på Sony-telefoner. Når man bruger Chromebook foreslår Google at man bruger Google Musik, som tilbyder det samme som iTunes og Sony; et repository til den eksisterende/ejede musik og en butik hvor man kan købe ny musik. Jeg har synkroniseret al min gemte musik ind i dette program, men det er kun ca. halvdelen der er blevet overført.

Jeg bruger dog ikke så meget af min elektronisk lagrede musik. Jeg bruger Telmore Musik, en fyldestgørende streaming-musiktjeneste, som kan bruges på alle mine enheder. Det seneste 1½ år er mobilnettet blevet så dækkende de steder jeg er, så jeg næsten aldrig kommer ud for at måtte ty til lokal lagret musik.

Konklusion

Jeg skriver dette blogindlæg på min Chromebook, og det kører fuldstændig uden forhindringer. Det slår mig, at jeg har haft maskinen i mindre end 2 uger – det føles allerede som et værktøj jeg er helt vant til, og det er jo et klart tegn på at der ikke er de store irritationsmomenter. Og det på trods af at tastaturet er lidt anderledes end på en PC; der er f.x. ikke F-taster og ingen Delete-tast, kun Backspace. Jeg skriver blindskrift med 10-fingersystem og mange tastaturgenveje, så det kræver faktisk lidt at vænne sig til for mig.

Baggrunden for, at jeg stadig føler at jeg har brug for en større maskine end en tablet er, at jeg har behov for en normal skærm og et godt tastatur, når jeg skriver blogindlæg, når jeg en gang i mellem skal skrive et brev hvor det er vigtigt at det formuleres og formatteres rigtigt, og når jeg skal arbejde med budgetter og anden økonomi i regneark.

Kan en Chromebook erstatte min PC? Nej, det kan den ikke. Det skyldes hovedsagelig min alder og dermed det ‘bagkatalog’ af gamle data der følger mig. Og så de 3 ovennævnte begrænsninger.

Derfor har maskinen nu alligevel sin fulde berettigelse for mig, når jeg tager i betragtning hvordan de forskellige aktiviteter fordeler sig procentvist. Det er så relativt sjældent at jeg printer, kigger på gamle dokumenter og har brug for at downloade sange fra iTunes. Jeg regner med at Chromebook kan klare 97% af det jeg plejer at bruge en PC til, og her vil jeg have en super-hurtig følgesvend i hverdagen. Den er klar lige med det samme, og har en enorm batterilevetid.

Chromebook er fin for mig, fordi jeg er villig til at tilpasse mig vedr. data, afsavn og lavpraktiske ting omkring tastatur. En lav pris og en flot farve opvejer dette for mig – så meget betyder farver for mig, og derudover er jeg principielt imod at købe meget dyr elektronik, fordi det nemt går i stykker og fordi det stadig udvikler sig ret hurtigt. En Chromebook må være helt optimal til folk der starter forfra – f.eks. skoleelever eller studerende, som ikke har en forhistorie med Microsoft, iTunes og andet. For folk der er mere vanedyr omring deres brug af PC eller Mac, og har samme bagkatalog som jeg, kan det nok være en større hurdle at gå over til Chromebook.

Det passer mig i øvrigt rigtig fint, at jeg kan beholde min fine lilla PC. Den kan stå på mit nye kontor, som jeg er ved at indrette oppe på 1. sal, og så kan jeg have den hurtige hverdagsmaskine nede i stuen.

Når det kommer til stjerner, giver jeg Chromebook 5 ud af 5. Som beskrevet er der nogle få bump på vejen, men jeg synes det vejes op af det innovative ved dette produkt. Her har man taget et skridt videre for at følge med den teknologiske udvikling, og det synes jeg er stærkt.

Vurdering:  ★★★★★ 


Lignende indlæg:

Firedobbelt TDC-fejl

Det er ikke i sig selv nogen nyhed at TDC laver fejl, når man skal ændre eller oprette produkter. De gange jeg er flyttet, har skiftet job o.l. har det nærmere været reglen end undtagelsen at der skete fejl – sådan har de fleste danskere det nok. Til deres ros må man sige, at det fungerer OK med at få det regnskabsmæssige til at stemme – man får som regel sine penge tilbage når der er opkrævet for meget.

I forbindelse med min seneste flytning blev jeg dog alligevel overrasket over, at det lykkedes TDC at lave hele 4 fejl på en og samme løsning, en helt standard-løsning administreret af TDC Erhverv.

Jeg flyttede hen til et sted, hvor jeg ikke kunne tage min internetforbindelse via Kabel-TV med mig. Så jeg bad min arbejdsgiver om at oprette en standard-forbindelse til min nye adresse. Der er tale om et standardprodukt (Home Duo) med bredbånd og bredbåndstelefoni, og jeg bad om at få overført mit fastnetnummer til denne løsning.

Fejl nr. 1

Min kollega, som har kontakten med TDC, sendte bestilling og overdragelsesblanket til TDC. Det er helt normal procedure, en bestilling som jeg tror sker flere gange om måneden fra min arbejdsplads. TDC sendte en ordrebekræftelse på oprettelsen – på den forkerte adresse. De havde ikke brugt min nye adresse som oplyst, men oprettet produktet til den gamle adresse i Virum.

Konsekvens: min kollega måtte have fat i TDC igen og bede dem rette fejlen.

Fejl nr. 2

Min kollega fik besked tilbage fra TDC om at fejlen ville blive rettet. Da vi flyttede ind i det nye hus var der imidlertid ikke internetforbindelse.

Det viste sig at de alligevel havde oprettet internetforbindelsen på vores gamle adresse i Virum. De havde altså ikke rettet fejlen, selvom vi havde gjort opmærksom på det i god tid inden, og de havde kvitteret for at det ville blive rettet.

Konsekvens: TDC lavede en standardflytning på løsningen, og vi havde først internet 12 dage senere.

Fejl nr. 3

Da internetforbindelsen havde fungeret i en periode, og vi havde arbejdet os igennem en masse flyttekasser, nåede vi frem til at pakke telefonen ud og sætte den til. Men der var ikke nogen forbindelse.

Jeg bemærkede, at telefonrørs-ikonet ikke var aktivt på Home-boksen og kontaktede igen min kollega for at sikre mig at bredbåndstelefonien var aktiveret.

Det var det ikke. De havde bare flyttet mit gamle fastnetabonnement til den nye adresse.

Konsekvens: TDC skulle oprette bredbåndstelefoni. Denne gang kunne de levere 2 dage senere, men vi skulle slukke for udstyret og dermed internetforbindelse i 8 timer på udførelsesdagen.

Fejl nr. 4

Da jeg så skulle tilslutte telefonen til bredbåndtelefoni fulgte vi selvfølgelig den medsendte vejledning, som havde virket ifm. opsætning af bredbåndsforbindelsen. Men det virkede bare ikke med telefonen. Instruktionen i vejledningen var meget enkel, så jeg var ret sikker på at jeg havde gjort det rigtigt. Vores telefonmodel stod på listen over telefoner der skulle virke med Home Duo, så det var meget mærkeligt.

Konsekvens: Jeg måtte ringe til TDC’s kundeservice og bede om hjælp. Personen jeg talte med var ikke klar over, hvad der stod i min vejledning, men belærte mig i en udskældende tone om, at tilbageløb jo ikke virkede når det var et gammeldags trebenet stik. Det gav ikke så meget mening for mig. Han gav mig besked om, at telefonen skulle tilsluttes Home-box’en og ikke stikket i væggen.

Jeg fandt nemt den ledning der skulle til, og så virkede det. Fejlen her var, at der simpelthen stod noget forkert i vejledningen, TDC havde sendt mig.

I alt 4 fejl på 1 løsning – det er da meget godt klaret. Og det er på et fuldstændig standardiseret produkt, vel at mærke. Det kan ikke være nyt for TDC at oprette deres løsninger, ej heller at det foregår på en anden adresse end den man bor på lige i kontaktøjeblikket eller at man vil bruge et eksisterende telefonnummer ifm. bredbåndstelefoni. Og når viden om hvordan telefonen skal forbindes eksisterer i organisationen, virker det direkte dumt, at de vejledninger man får trykt og udsender til kunderne er forkerte.

Nu om dage er der åbenbart så meget kaos i organisationerne, at helt dagligdags rutineopgaver ikke løses uproblematisk. Det var det samme billede, da vi skulle melde flytning til el-selskabet. Både på den nye og på den gamle adresse sendte ejendomsmægleren måleraflæsninger med alle relevante data til DONG dagen efter overdragelse, og i begge tilfælde gik informationen simpelthen tabt, så vi fik en masse ekstra administration ud af det.

Lignende indlæg:

Sikkerhed og risiko

I forbindelse med vores huskøb skal vi tage stilling til en hel masse administrative ting. Vi skal bla. vælge hvilken type lån vi ønsker, og vi skal beslutte os for en ejerskifteforsikring. I sidste uge havde vi besøg af en assurandør fra vores forsikringsselskab. Det giver altid anledning til tanker i helikopter-perspektiv, når man skal tage stilling til den slags; hvad kan man vente af fremtiden, og hvor risikovillig er man egentlig?

I sommers lagde vi lån om i vores rækkehus, og allerede der begyndte vi at bevæge os lidt væk fra den slagne vej, den hvor man går med både livrem og seler. Vi havde i 8 år haft et fastforrentet lån til en forholdsvis lav rente, men siden vi tog det lån er der sket meget, og vi ville gerne have glæde af den lave rente, som er markedsvilkårene i dag. Vi tog et lån med flexibel rente med ‘loft’. Vi fik ca. 2.500 kr. mere til rådighed om måneden, og kunne polstre budgetkontoen godt til dårlige tider.

Det har givet blod på tanden. Vi har nu valgt at det nye hus bliver finansieret med et rent rentetilpasningslån F1. Vi har styr på vores økonomi, vi har opsparing og vi kan godt tåle at udgiften til boliglån, som kun udgør godt en tredjedel af vores faste månedlige udgifter, svinger op og ned. Med et F1-lån får man en utrolig lav rente på sit lån, hvilket betyder at man afdrager meget på sit lån. Vi er godt klar over, at det er muligt at renten på et tidspunkt stiger, og at vi så skal overveje andre lånemuligheder. Men så længe renten er så lav som den er, vil vi gerne være blandt dem der for glæde af det.

Med et fastforrentet obligationslån sikrer man sig mod stigende renter. Så ved man hvad udgiften til boliglånet er de næste 30 år. Men det koster. I vores tilfælde ville vi skulle aflevere ca. 3.600 kr. mere af vores månedsløn til realkreditinstituttet – penge vi aldrig får igen. Med et F1-lån har vi mulighed for at sætte differencen ind på en konto og dermed have rådighed over dem, hvad enten det så er til stigende renter, en nødvendig udgift til huset eller en rejse.

Man skal jo også huske at tænke på, at indtægtssiden også er påvirket af de meget lave renter. Lønningerne stiger næsten ikke for tiden. Pensionsopsparing forrentes nu med ‘markedsrente’, så vi kan ikke se frem til som vores forældre at have mange millioner når tiden kommer til at gå på pension.

Der ligger også noget livsfilosofi bag sådan et valg. Det er noget med at erkende, at man alligevel ikke kan sikre sig mod alverdens ulykker – at se i øjnene at man ikke kan kontrollere alt omkring sig og finde ro med det. Leve i nuet. Der er en lang række ting som vi ikke selv er herre over, vi kan f.eks. miste vore jobs, og der kan opstå alverdens ulykker. Der er noget befriende ved at leve i nuet, leve efter de vilkår som livet stiller her og nu. Det nytter ikke noget at gå og frygte alle de grufulde ting der kan ske, det giver ikke noget godt til ens hverdag.

Vores nej til at gå med livrem og seler er også et nej til bekymring. Det er et udtryk for en holdning til at undgå stress. Det udspringer selvfølgelig også af en erfaring om at det nok skal gå alt sammen. Det er over 20 år siden jeg optog realkreditlån første gang, og jeg har klaret mig igennem op- og nedgangstider med skindet på næsen.

Det er lidt af de samme tanker der dukker op, når vi begynder at tænke på ejerskifteforsikring. Denne forsikring, som tilbydes en køber af et hus som erstatning for retten til at retsforfølge sælgeren i 10 år for fejl og mangler, der var ved huset før man overtog det. Når sælgeren tilbyder køberen at betale halvdelen af den billigst mulige ejerskifteforsikring, er han fri af sit 10-årige ansvar.

Da vi begyndte at undersøge mulighederne nærmere, fandt vi ud af at det var en speget affære. Forsikringerne er fyldt med forbehold og undtagelser. Et par punkter i tilstandsrapporten, og det faktum at huset er bygget i 1907 gør, at man bliver helt i tvivl om man nogensinde ville kunne vride en krone ud af den forsikring. Når man ser på aktørerne på markedet, er det som at vælge mellem pest eller kolera. Vi kan vælge vores eget forsikringsselskab, det er godt og meget, meget dyrt. Eller vi kan vælge billigere forsikringer i nogle tvivlsomme selskaber, som enten har begrænsede klagemuligheder, eller virkelig mange sager i Ankenævnet for Forsikring.

Pludselig tager man sig selv i at tænke på, om det overhovedet kan betale sig at købe disse forsikringer. Var det i virkeligheden bedre at springe denne forsikring over, og bare gemme pengene på en bankkonto og håbe på det bedste? Hvis man alligevel ikke kan få dækket skader der hidrører taget, kælderen eller murværket så er man måske bedre tjent med at have en opsparing?

Og så kommer tankerne igen om, at man alligevel ikke kan sikre sig fuldstændig mod uventede negative begivenheder. Nogle gange er man nødt til at vove sig ud på usikker grund og tage nogle risici, hvis man vil prøve nogle ting. Vi har valgt et hus der er over 100 år gammelt, og vi er meget begejstrede for den charmerende arkitektur og den gamle, kvalitetsprægede byggestil. Vi er faktisk lettede over, at vi ikke endte med at måtte købe et standard parcelhus, som der kommer 12 af på et dusin. Det valg koster åbenbart, når det kommer til forsikring. Og det må vi stå inde for. Vi har stadig en uge til at tegne en ejerskifteforsikring, men jeg ved i skrivende stund ikke, om vi ender med at gøre det.

 

 

Lignende indlæg:

Kampen for at købe et hus

Efter at vi fik solgt vores hus glædede jeg mig over at have overstået noget, som jeg opfattede som svært. Jeg vidste på forhånd at det var et svært marked ovenpå krisen og var meget forsigtig i min forventning til hvordan det skulle gå. Det er vel også derfor at bankerne i 9 ud af 10 tilfælde kræver at boligejere sælger deres bolig, før de køber en ny.

Jeg følte virkelig vi var kommet over en hurdle, og skriver til sidst i mit blogindlæg om salget, at nu var det bare at gå ud og købe et nyt hus lidt ligesom at shoppe i Magasin. Men så let blev det ikke.

Hus 1

Da vi stod med en endelig handel og kunne gå videre med emnerne på vores liste af huse, startede vi selvfølgelig med nr. 1 – et mindre hus i Søllerød. Det viste det sig, at det lige netop var blevet solgt. Ærgerligt. Meget ærgerligt. For det hus havde næsten alt vi med rimelighed kunne ønske os. Specielt satte vi pris på at det både lå godt i forhold til hundeskov, vores hundelufter, vores daglige transport til arbejde og vore familier.

Tidsforbrug: 5 minutter

Hus 2

Dernæst blev vi opmærksomme på et andet hus på samme vej, som vi ellers havde skubbet til side. Det var lidt mindre og med en ringere beliggenhed. Men vi prøvede det af. Huset havde ligget til salg i de sidste 4 år til nogenlunde samme pris. Vi bød det vi synes var rimeligt, set ud fra udbudsprisen på Hus 1 og de nævnte forskelle. Men vi kunne ikke blive enige, sælger ville have væsentlig mere for huset.

Det turde vi ikke. Vi er bange for at købe for dyrt, dvs. over markedsprisen. Vi arbejder begge på arbejdspladser, hvor der løbende bliver afskediget medarbejdere, og vi er nødt til at tænke på en situation hvor en af os mister jobbet og vi er nødt til at sælge huset. Så er det ikke godt at have købt for dyrt, for så vil man jo risikere at gå derfra med underskud hvis huset skal sælges hurtigt.

Tidsforbrug: 7 dage

Hus 3

Der var stadig håb for at kunne blive i ’vores’ område. Vi rykkede videre til det andet hus banken havde godkendt os til, et hus i Nærum. Huset var halvvejs et dødsbo og stod til omfattende istandsættelse. Sælger accepterede med det samme vores bud, så her kunne vi godt blive enige. Desværre viste det sig også at gå i vasken.

Vi kunne ikke skrive under på en købsaftale, før der forelå en opdateret tilstandsrapport. Den tilstandsrapport der var lavet da huset kom til salg var udløbet, og det tog sælger 2 uger at få arrangeret nyt besøg af byggesagkyndig så det kunne komme på plads. I mellemtiden dukkede der hele 2 andre interesserede købere op. Vi hævede vores bud temmelig meget (synes vi selv), men der var en af de andre købere der bød endnu højere.

Det var en meget ubehagelig situation at skulle konkurrere med andre købere. For ikke at opildne til oppustning af prisen, må ejendomsmægleren ikke indikere hvem der byder hvor meget. Det betyder at man ikke aner hvad der skal til for at få lov til at købe huset. Vores udgangspunkt var den pris vi egentlig var blevet enige med sælger om, hvilket var under udbudsprisen. De andre køberes udgangspunkt var nok udbudsprisen, især når de vidste at der var andre der havde budt. Så vi var næsten dømt til at tabe.

Undervejs var jeg bange for at vinde ‘konkurrencen’ og så opdage, at vi havde budt rigtig meget over de andre. Jeg opfatter den ‘rigtige pris’ på et hus som det beløb som – på en og samme tid – en sælger er villig til at sælge til OG det som en køber er villig til at betale. Ud fra den definition ville den forhøjede pris være over markedspris, da sælger jo oprindeligt gerne ville sælge til den pris vi havde budt. Derfor var faktisk en stor lettelse for mig, at vi ikke endte med at købe det hus.

Tidsforbrug: 19 dage

Det mest ærgerlige var at vi havde spildt så meget tid på det ene hus. Hele forløbet tog næsten 3 uger, tid som vi kunne have brugt på at lede efter et andet hus. Datoen hvor vi skulle være ude af vores hus var nu pludselig meget nærmere. Vi begyndte at tænke på hvordan vi kunne bo midlertidigt, hvis der skulle komme en overgangsperiode mellem overtagelse på det gamle og nye ukendte hus. Mine svigerforældre var så generøse at tilbyde, at vi kunne bo i deres hus – et tilbud som vi var meget glade for, for at bo i sommerhuset ville give en meget lang transporttid og dermed efterlade vores hund meget lang tid alene hjemme.

Hus nr. 4

Mulighederne for at blive i nærheden af det område vi bor i i dag var nu udtømte. Næste hus på listen var i Birkerød. Her får man noget mere for pengene. Dette hus var både større og i bedre stand end de andre huse vi havde set på. Og så lå det lige op ad en hundeskov. Ulempen var, at den adresse ville gøre min daglige transport til arbejde 2 x 6 km. længere, og dermed bringe mit koncept med at el-cykle hele vejen frem og tilbage bragt i fare.

Men når nu der ikke var flere muligheder for at blive i samme radius af min arbejdsplads, så var det befriende at se på et hus, som indfrier selv drømme man ikke turde drømme. Vi besluttede at byde på huset, og endelig mødte vi en samarbejdsvilje som vi ikke havde set før. Sælger accepterede vores bud, svarede hurtigt og fik ordnet opdatering af tilstandsrapporten på ganske få dage. Også mægleren gjorde hvad de kunne for at få handelen til at blive til noget, og det blev den så i dag.

Tidsforbrug: 11 dage

Vi havde forberedt os så godt vi kunne. Vi havde tænkt grundigt over ønsker til et nyt hus. Vi gjorde vores hus klar til salg ved at gøre i stand, og solgte det på relativt kort tid. Jeg synes også vi viste stor velvillighed til at forhandle om prisen. Vi havde undersøgt markedet nøje, og vi havde bankens godkendelse til de første huse på listen. Vi var 100% klar til at slå til, da det gamle hus var solgt. Alligevel tog det alt i alt 1½ måned at komme til at gennemføre et køb af et nyt hus, og det var først da vi nåede nr. 4. på listen at det lykkedes. At få solgt huset på 6 uger synes vi var hurtigt. Men at det skulle tage den samme tid at købe et nyt hus overraskede.

Lignende indlæg:

Hushandel anno 2014

De sidste 20 år har jeg alt i alt været part i en hel del ejendomshandler. Jeg har købt 4 ejerlejligheder, solgt 3 ejerlejligheder, købt et rækkehus, har netop solgt samme og er nu i gang med at købe en villa.

Det har altid været en speget affære at indlade sig med ejendomsmarkedet. Jeg er blevet skuffet, chokeret, begejstret og meget andet af at handle lejligheder, og ejendomsmæglerne er et folkefærd helt for sig selv. Man bliver mødt med både grådighed, generøsitet, kynisme og gentlemanship. Det er spændende. Nogle gange lidt for spændende.

I opgangstider er det sælgers marked, og det har nogle særlige kendetegn. Her bliver huse og lejligheder revet væk, og man skal som køber var vaks ved havelågen for at få lov til at købe.  Et af de mere grelle eksempler var dengang jeg ville købe en lejlighed i Mølleåparken, hvor ejendomsmægleren sagde, at hun ikke ville sælge lejligheden til mig, hvis ikke jeg indgik kontrakt med hende om salget af min gamle lejlighed. Hun var slet ikke bange for at gå glip af handelen, for der var masser af købere.

I nedgangstider er det køberne der sætter dagsordenen. Jeg forestiller mig, at det har været købers marked siden boligboblen brast i 2006 i det område jeg befinder mig. Køberne har kunnet forlange store nedslag i priserne og har formentlig stillet en masse krav og betingelser.

Efter en pause på 9 år er jeg så trådt ind på scenen for hushandler igen. Vi har solgt vores rækkehus i Virum og er ved at købe nyt hus. De erfaringer jeg har gjort mig her i starten af 2014 siger mig, at vi er et sted midt i mellem købers og sælgers marked.

Da vi havde vores hus til salg oplevede vi, at købere opfører sig, som om det er dem der har magten. De kommer rask væk med store underbud, selv på huse der har været til salg i meget kort tid, og vil slet ikke forhandle. I vores handel ændrede køber ovenikøbet på vilkårene i den fremsendte købsaftale, efter at vi ellers var blevet enige og pris og overtagelse. Vi har hørt om flere handler, hvor køberne stiller mange krav og hvor det tager lang tid at få handelen på plads. Jeg får et indtryk af en uforsonlig og kompromisløs attitude.

Nu hvor vi så skal ud og selv være købere, bliver vi mødt af en næsten lige så kompromisløs attitude fra sælgerne. Vi har fået afdækket hvad der ligger bag ved de sager, hvor et hus har ligget til salg i lang tid. Det handler ikke nødvendigvis om at husets stand, beliggenhed eller indretning er helt til rotterne. Det kan også være fordi at sælger ikke er villig til at sælge til markedspris. Vist er der nogen der har fået købt for dyrt i midten af nullerne og nu vægrer sig ved at gå ud af en handel med et minus på kontoen. Men vi er stødt på sælgere, der ikke er i den situation, men bare ikke er villige til at sælge til det, der er en realistisk pris på markedet lige nu.

Hvad der har slået mig mest er nok tempoet. Selvom der er en ret hysterisk stemning, går det ikke lige så hurtigt som jeg har oplevet før i tiden. Ejendomsmæglerne tager sig god tid, både på købersiden og på sælgersiden. Ved vores salg oplevede vi som tidligere nævnt, at købermæglerens vinterferie betød at der gik en uge fra fremsendelse af købsaftale til den kom retur med en underskrift. På det hus vi har budt på i øjeblikket har det vist sig at tilstandsrapporten er udløbet, og først da vi var enige om pris og vilkår igangsatte de opdateringen. I skrivende stund har vi ventet 7 dage på at modtage en købsaftale til underskrift.

I det hele taget har jeg oplevet at der ofte er lange svartider i hele dialogen med ejendomsmæglere, og det er svært at finde tid i deres kalenderen til at lave aftaler, selv når det gælder vigtige milepæle som at underskrive købsaftaler mv. Jeg var også overrasket over, at vores ejendomsmægler rask væk aflyste vores første fremvisning fordi en af mæglerne var blevet syg – jeg havde nok forventet at en af de andre mæglere på kontoret havde taget over. Det er meget anderledes end det tempo jeg oplevede da vi købte hus i 2005 og ved tidligere handler med ejerlejligheder. Dengang gik der meget kort tid fra man var enige om en handel til papirer blev underskrevet.

Samtidig må jeg dog sige, at vores ejendomsmægler virkelig var der for os i den langtrukne forhandlingsperiode. De lavede et stort opsøgende salgsarbejde, da det gjaldt. Jeg føler i højere grad end tidligere, at ejendomsmæglerne arbejder for deres honorar og er blevet mere retskafne. Da jeg i 2005 fik solgt min lejlighed i Holte på 5 dage og betalte mægleren 90.000 kr. for det, havde jeg en dårlig smag i munden – jeg følte at ejendomsmægleren kom meget nemt til det salær. I dag har jeg ikke en dårlig smag over at betale over 100.000 kr. for mæglerens indsats for salget af vores rækkehus.

Lignende indlæg:

En endelig handel

I mandags fik vi besked fra vores ejendomsmægler: handelen er endelig. Vores rækkehus er solgt, handelen er godkendt og vi er frie til at begynde at se på nyt hus. Huset nåede at være til salg i 42 dage, hvilket må siges at være en relativ hurtig handel. Alligevel var det med en vis portion lettelse vi modtog beskeden, for vi synes det havde været et besværligt forløb.

Huset kom til salg i starten af januar og vi var meget spændte på hvad der ville ske. Ville der være interesse, ville der komme fremvisninger, eller ville huset bare stå på nettet og kukkelure i månedsvis? Det var jo ikke ligefrem højsæson, men vi havde hørt gode historier om god aktivitet på Virums boligmarked.

Få dage efter at huset kom på nettet var der interesse; et par henvendte sig med ønske om at se huset den efterfølgende søndag. Den fremvisning blev dog aflyst af vores ejendomsmægler, da en af mæglerne blev syg. Vi ærgrede os grundigt den søndag, hvor solen skinnede og vi skulle have haft vores første fremvisning. Heldigvis fik mægleren lavet en ny aftale med de potentielle købere, og i den efterfølgende uge meldte også 2 andre interesserede sig også, så der var 3 fremvisninger på 3 hverdage i træk. Vi var lettede, så var der i hvert fald en vis interesse.

Efter de 3 fremvisninger i træk – 9 dage efter huset kom til salg på nettet – kom der sørme også et bud på huset. Desværre var det et meget lavt bud, næsten 13% under udbudsprisen. Med den interesse vi havde oplevet i de første dage var vi ikke klar til at gå så meget ned i pris. Vi havde lovet os selv at prøve markedet af og være sikre på at vi fik så meget som muligt ud af salget. Vi har alt for ofte følt, at vi var de flinke der skulle give os, og det ville vi ikke mere. Vi valgte derfor at sige nej tak til den pris, men foreslog at vi kunne mødes på midten.

Herefter gik der 2 uger, hvor der ikke skete noget. Vi fik ikke noget svar på vores modbud, og der kom ikke nye fremvisninger. Vi anede ikke om vi skulle være optimistiske eller pessimistiske. Med tanke på at der måske var et salg på vej valgte vi dog at gå til åbent hus på et par ejendomme som kunne være relevante som nye boliger for os. Vi ville jo gerne være forberedt.

Så opstod en ny situation. Et af de huse, som stod ret højt oppe på vores liste over huse vi var interesserede i, blev sat ned i udbudspris. Det fik os til at tænke, at vi måske godt kunne gå lidt mere ned i pris på vores eget salg, hvis det betød at vi kunne købe dette hus. Vi fik derfor vores mægler til at kontakte de tavse budgivere og bad om et nyt bud. Efter et par dages betænkningstid vendte de tilbage. De ville gerne byde nøjagtig den samme lave pris, men dog med en åbning i forhold til at det ikke skulle være småbeløb der skilte os ad.

Vi valgte derfor at komme med et ret lavt modbud på 11% under udbudsprisen. Køberne bad derefter om at se huset endnu en gang. Vores mægler fortalte, at de tog deres børn med og gik rundt og fordelte værelser. Dagen efter bad de om at få tilsendt en købsaftale. Det lod til at vi var enige, selvom der aldrig var nogen der havde sagt “OK, den pris kan vi godt acceptere – vi vil gerne købe”.

Men det var ikke klaret med det. Køberne benyttede sig af en købermægler, og hun skulle på vinterferie. Vi kunne ikke få svar på, hvornår de kunne vende tilbage med en underskrevet købsaftale. Undervejs havde købermægleren antydet at køberne også så på andre huse, så tilliden var ikke den største. På det tidspunkt havde huset været til salg en måned, og det var planen at vi skulle holde statusmøde med vores ejendomsmægler for at snakke om salgsforløbet indtil nu og evt. regulere prisen. Vi valgte at gennemføre mødet og at regulere prisen som planlagt. Interessen havde været nedadgående de seneste par uger, og vi ville ikke udskyde de næste markedsføringsskridt på baggrund af en så vag mulig køber. Vi meddelte køber at vi gjorde som vi gjorde, fordi vi ikke var sikre på at denne handel ville blive til noget, og at vi forbeholdt os ret til at sælge til anden side. Vi sagde dog også, at vi stadig håbede at de ville skrive under.

Den nedsatte pris gav en fornyet interesse; mange flere klik og flere downloads. Mens vi ventede på at købers rådgiver kom hjem fra ferie, kom der også endnu en fremvisning i bogen. Dagen inden fremvisningen kom købsaftalen så retur med en underskrift på. Vi valgte at afvikle den planlagte fremvisning, før vi tog stilling til om vi ville skrive under på købsaftalen. Det kunne jo være at vedkommende ville købe til en højere pris. Det stod dog ret hurtigt klart, at den seneste fremvisning ikke ville give en handel. Vi følte at vi havde fået prøvet markedet af så godt som muligt og skrev derfor under på købsaftalen dagen efter, og forpligtede os dermed til at sælge huset. Det blev taget af nettet og markedsføringen stoppede.

Da vi fik besked om at køberne havde skrevet under, ringede vi til ejendomsmægleren vedr. det hus der var blevet sat ned. Det havde nu stået til salg til den nye, lavere pris i 2 uger, og vi var lidt nervøse for om huset stadig var til salg. Vores bange anelse holdt stik. Der var lige præcis nået at komme en handel i hus, selvom huset stadig stod til salg på nettet. Vi blev selvfølgelig grundigt skuffede over at en rådgivers vinterferie skulle betyde, at vi ikke kunne få det hus vi drømte om. Det er bare betingelserne, når man er nødt til at sælge før man kan købe, og det var jo vi jo også godt klar over.

Vores egen underskrift på købsaftalen vedr. salget af vores eget hus var ikke det samme som at handelen var endelig. Køber havde betinget sig at handelen kunne godkendes af deres rådgiver og deres bank. Derudover giver lovgivningen købere af fast ejendom 6 dages fortrydelsesret. Rådgiver-/advokatforbehold kan i princippet betyde at handelen helt annulleres, og det kan også udskyde forløbet yderligere, så vi kunne slet ikke vide os sikre. På den baggrund var beskeden i mandags om at handelen var endelig en stor lettelse. Nu var der ikke længere tvivl.

Både i sidste og i denne uge har vi vinterferie, men det stopper ikke boligtankerne her i familien. Vi har tværtimod brugt meget af tiden på at undersøge nye huse. Vi har været ude på 2 fremvisninger, og allerede i sidste uge holdt vi møde med vores advokat vedr. køb af nyt hus. Vi har i skrivende stund budt på et hus i nærheden af det, der gled vores næse forbi. Det er jo en privilegeret situation lige nu – vi kan gå ud og købe et nyt hus og ved nøjagtig hvad vi har at købe for. Det er næsten ligesom en tur i Magasin – “tager I dankort?”. Vi må være en drøm for enhver ejendomsmægler. Eneste stressfaktor er tiden. Køberne af vores hus rykkede i sidste øjeblik overtagelsesdatoen en måned frem, så vi har ikke så god tid som vi troede. Men igen er vi privilegerede, for vi har ikke børn, så vi kan bo midlertidigt hvilket som helst sted, bare vi kan komme på arbejde.

 

Lignende indlæg:

Rækkehus til salg

Vi har taget første del af springet. Vi har sat vores hus til salg hos Danbolig i Virum. Det kom på nettet for 2 uger siden, det hænger i vinduet i deres butik, og snart er huset også i avisen.

Hvis du kender nogen, der kunne være interesseret i at købe et rækkehus i Virum, der koster mindre end 3 millioner kr. så må du gerne give dette link videre.

Det er svært at vide hvad man skal forvente om sådan et salgsforløb. Der er ingen tvivl om, at boligmarkedet har ændret sig meget, siden vi sidst købte hus i 2005. På den ene side har der jo været krise de sidste mange år, hvor det har været svært at sælge boliger. På den anden side er der mange opadgående tendenser, og vi har hørt flere positive historier om god aktivitet og hurtige salg af huse i Virum.

Indtil videre er det også gået meget godt med vores hus; vi har haft mange klik og en del fremvisninger. Den næste tanke er så: hvad skal vi gøre når huset er solgt? Vi har lavet research af boligmarkedet, været ude og se på nogle huse og har en idé om hvor vi vil bo. Men vi kan ikke købe noget nyt, før vi har solgt, og det betyder at vi ikke kan gøre ret meget mere end det. Vi kan ikke vide om et bestemt hus er til salg, når vi er klar til at købe.

Jeg har været igennem en del bolighandler i min tid. Ved alle tidligere handler havde jeg købt noget nyt, før jeg satte min bolig til salg. At vi ikke kan gøre sådan denne gang er på éen gang en stor usikkerhed og en spændende følelse af at alt kan ske.

Heldigvis har vi vores sommerhus, så hvis vi skulle komme i den situation at vi ikke kan finde noget godt at købe når den tid kommer, så kan vi rykke ind der for en kortere periode. Det er selvfølgelig ikke det samme som at have et rigtigt hus – der vil være noget længere til arbejde, og vi har ikke vaskemaskine i sommerhuset. Men det kan sagtens fungere, og det tager det meste af usikkerheden at vide, at der står et andet hus klar med vores egne tandbørster og vores egne dyner.

Lignende indlæg: