Kolbøtte 2017

Der har været næsten tavst på bloggen i år, og det er fordi mit liv har taget en kolbøtte siden nytår. Det handler om mit arbejdsliv, men det har fyldt hele mit liv i en periode.

Det er naturligt for mig at skrive om den slags oplevelser her på bloggen, men af forskellige årsager har jeg ikke publiceret blogindlæg om det, mens det stod på. Dels har jeg i starten haft svært ved at samle mig om at skrive. Og dels har har jeg kontraktligt forpligtet mig til ikke at tale dårligt om min arbejdsgiver, og til ikke at tale om indholdet af en aftale vi har indgået. Derfor har jeg holdt mig tilbage med at beskrive konkret hvad der er sket og hvilke følelser det har resulteret i for mig.

Det nager mig, for jeg synes at når man dokumenterer sit liv på denne måde, så skal det hele med, både de gode og de dårlige oplevelser. Jeg ved godt at der ikke sidder et kæmpe publikum og venter på at læse hvad der sker i mit liv. Men jeg har en trang til at dokumentere denne del af mit liv, for at huske det, for at bearbejde det og for at reflektere over det og lære af det.

I de forgangne måneder har jeg skrevet lange blogindlæg om hvad der er blevet sagt og gjort, men dem kan jeg ikke publicere. Nu hvor jeg er ude på den anden side, kan jeg se tilbage og skrive offentligt overordnet om hvad der er sket. Det gør jeg igennem disse 3 blogindlæg:

 

Lignende indlæg:

Juleaften på Bøgevej

For huset var det 108. gang det var jul. Vores nye, gamle hus i Birkerød har holdt jul under både 1. og 2. verdenskrig, under 60’er-oprøret og oliekrisen i 1970’erne. Det er som om huset bare vifter med hånden og siger “pfff…. det er da ikke noget – det har jeg prøvet masser af gange!”.

For os var det første gang vi skulle holde jul i det hus, og det havde vi glædet os meget til. Vi synes at det klassiske murstenshus med højt til loftet, stuk, store flotte vinduespartier og fine parketgulve var nogle rigtig fine rammer for vores version af denne traditionelle aften.

Jeg har altid ønsket mig at have tallerkener med juletema, og har også haft et par tilløb med stel som meget hurtigt gik ud af produktion igen. I år besluttede jeg at gå “all in”. Til min fødselsdag i november ønskede jeg mig tallerkener fra Royal Copenhagens serie Stjerne Riflet, og det lykkedes mig at samle både 6 tallerkener, sovseskål og et par fade – et komplet sæt til juleaften. Det fine stel har motiver inspireret af den gamle Peters Jul, som jeg synes passede perfekt til det gamle hus.

Jeg har prøvet at holde jul selv en enkelt gang før, nemlig for 2 år siden i vores rækkehus i Virum. Dengang fandt vi frem til en menu som vi virkelig godt kunne lide. Den rummer både tradition og fornyelse, så den holdt vi fast i. 

I år blev julen fuldendt set fra min families synspunkt, for min bror kom fra Sydcalifornien for at holde jul med vores forældre, mig, min mand og ikke mindst vores hund Adina. Både Mads og jeg havde fået fri de 3 hverdage op til juleaften, og der var dømt jul en hel uge. De første dage gik med indkøb af julegaver, juletræ og madvarer. Familien samledes til hjemmelavede æbleskiver hos os, og der blev også tid til et besøg hos et vennepar i Allerød. De sidste dage inden jul fik vi gjort rent og pyntet det gamle hus fint op med nisser, hæklede snefnug, juleklokker og på juletræet masser af glaskugler.

Selve juleaften forløb rigtig godt. Vi startede aftenen kl. 16 med at se Disney Juleshow. Maden var sat i ovnen til langtidsstegning, men stegetermometret afslørede at kalkunen blev noget hurtigere færdig end forventet. Vi spiste derfor ikke så lang tid efter at juleshowet var færdigt.

Måltidet er designet til at være både nemt og lækkert, og det blev det heldigvis også. Vi spiste

  • kalkunbryst farseret med kyllingekød, andelever og spæk og med flettet, soltørret skinke udenom
  • små runde, halverede kartofler i ovn med godt med krydderier og smør
  • rødkålssalat med appelsinfileter, tørrede tranebær og ristede mandler
  • flødesovs

Til dessert fik vi islagkage med 2 slags is: dajm-is med kanel og flødeis med pureret kirsebærsovs.

Til min store glæde kunne alle lide maden, og der blev spist godt. Faktisk var alle så mætte bagefter, at der slet ikke var plads til de lækkerier i form af marcipan og chokoladetrøfler vi havde taget med hjem fra Tyskland en måned forinden.

Da vi havde besluttet at droppe julegaverne i år, havde jeg forberedt lidt forskellig underholdning. Mellem hovedretten og desserten lavede vi en lille pakkeleg. Aftenen inden sad jeg sent oppe og hyggede mig med at beklæde små æsker med gavepapir og fylde dem med forskelligt slik. På den måde var det ikke en rigtig gave, og jeg tænkte at især min bror ville sætte pris på noget dansk slik. Vi raflede, og dem der fik en 6’er måtte vælge en pakke, først fra puljen og derefter fra de andre deltagere om bordet.

Jeg havde også forberedt et par quiz’er med spørgsmål dels om jul, og dels om os selv. Jeg havde egentlig tænkt at det kunne være underholdning inden maden, men da maden blev så hurtigt færdig, tog vi dem senere.

Efter maden gik vi ind i pejsestuen, tændte de levende lys på juletræet og satte os i magelige stole med en kop kaffe. Vi satte noget klassisk julemusik på anlægget og nød synet af juletræet. Det blev en både stemningsfuld og afslappet stund. Det var slet ikke mærkeligt at der ikke skulle pakkes julegaver op.

Til sidst satte vi os ind i fjernsynsstuen med vores smartphones og gættede på hvad der kan gøre min bror mest rasende, hvilken uddannelse Mads i grunden har, og mine shoppevaner. Det gav et par gode grin, og måske fik vi også opfrisket lidt af vores viden om hinanden.

Ved halv elleve-tiden blev mine forældre og min bror kørt hjem – mætte, trætte og i godt humør. Juleaften plejer ikke at vare helt så længe i min familie, og alle gav da også udtryk for at det havde været en god aften. Jeg synes også selv at det hele gik op i en højere enhed. Det var en hyggelig, nærværende, smuk og velsmagende jul i mit eget hus.

Lignende indlæg:

En jul uden gaver

Vi har netop tændt det første lys i adventsstagen og sat os foran brændeovnen med lidt varmt at drikke og et par cognac-bønner. Der er lys i vinduerne, og de har lige tændt juletræet nede på Maj-pladsen. Det er første søndag i advent, og juleforberedelserne er i fuld gang.

En del af julen er jo gaverne. Jeg har altid godt kunnet lide at få idéer og finde den helt perfekte gave, for derefter at pakke den fint og kreativt ind og give den til en jeg holder af. Jeg bruger meget tid og mange penge på gaver.

Det går oftest ud over min mand, og han er et rigtig godt offer. Han er nemlig temmelig påholdende, og køber sjældent ting til sig selv, selvom der ofte er flere ting han godt kunne tænke sig eller har behov for. Dermed er der masser af gaveidéer for mig at tage fat i. Samtidig er han rigtig god til at modtage gaver. Han bliver for det meste oprigtig glad og overrasket over det jeg har fundet på.

Til fødselsdag og jul har jeg alle årene givet gaver til min mor, min far og min bror. Jeg kan også godt finde på at give gaver til venner, kolleger, naboer eller andre jeg kender mere eller mindre godt.

Der er ingen tvivl om, at det at give gaver er en af de større glæder i mit liv. Hele processen med at få en idé til en gave og så føre den ud i livet stimulerer mig og giver mig en masse kreativ energi. Så meget, at det godt kan blive lidt af en besættelse. Jeg forsøger at holde en høj etik og ikke forvente tak, men jeg må også erkende at jeg føler mig lidt skuffet, hvis modtageren ikke ser ud til at bliv glade for det jeg giver.

I den kommende jul har jeg aftalt med min familie at droppe julegaverne. Vi har alle sammen svært ved at skrive en ønskeseddel, fordi vi har en tendens til selv at købe de ting vi synes vi har lyst til og/eller brug for. Derfor er det også svært at finde en gave at give. De sidste par år har jeg haft en fornemmelse af, at det kun var mig der havde fornøjelse ved det med gaverne. I år tog jeg tyren ved hornene og spurgte familien om vi skulle lade være med at give hinanden julegave. Det sagde de ja til.

Min mand og jeg vil stadig gerne give hinanden gaver. Lige siden vi lærte hinanden at kende, hvor vi de første mange år ikke holdt jul sammen, har vi haft vores egen juletradition med at give hinanden julegave om morgenen 24. december. Det vil vi holde fast i.

I år holder vi jul i vores nye, gamle hus i Birkerød. Lige siden vi købte huset, har jeg glædet mig til at det skulle danne rammen om en juleaften. Som gæster kommer mine forældre og min bror, der er på besøg fra USA for første gang i 3 år.

Jeg er spændt på hvordan det bliver at holde en juleaften helt uden julegaver. Juleaftens-traditionen har man båret med sig lige siden man var barn, og dengang var det jo et meget centralt element ved juleaften at give og modtage gaver. Vi får se hvor nemt dette element kan skæres væk, nu hvor alle er voksne. Og hvad skal vi så egentlig lave den aften?

Jeg er også spændt på hvordan jeg selv vil have det med ikke at give gaver, og ikke at modtage dem. For mig ligger der i bund og grund en kærlighedserklæring i at give en gave. Det bliver interessant at finde ud af, om jeg og min familie kommer til at savne den symbolske betydning af gaven.

Jeg har jo i grunden ikke noget imod at købe gaver til min familie. Faktisk var jeg allerede startet på gavekøbene, inden denne beslutning blev taget. Men når nu jeg ved at min familie ikke ønsker at modtage en gave, så stopper historien jo faktisk der.

Jeg har nu fundet alternative modtagere til de gaver jeg allerede har købt. Og så får jeg jo ekstra kræfter til de øvrige juleforberedelser og gaver til min mand. Jeg kan hjælpe ham med at købe gaver til sin familie, og måske køber jeg en gave til mig selv.

Lignende indlæg:

Rund fødselsdag

I sidste uge fyldte Mads 40 år. Nu er vi begge i fyrrerne. Det har været lidt svært for ham at acceptere – han føler sig stadig som en på 27.

Den runde dag blev anledning til for første gang at invitere hele hans familie hjem til vores nye hus. De fleste har været der mange gange, men vi har aldrig været samlet alle sammen hjemme hos os. Og hans onkel og tante kunne se huset for første gang.

Som detaljeorienteret og sensitiv person er det en krævende opgave at stable sådan et arrangement på benene. Jeg kommer nemt til at stresse over de mange forskellige ting der skal ordnes, så det gælder om at holde hovedet koldt og vælge de rigtige løsninger.

Vi besluttede at få leveret mad udefra. Mads elsker indisk mad, så vi valgte at invitere til indisk buffet. Vi fik maden fra et indisk take-away sted i Hvidovre, som en kollegas hustru ejer. Jeg bestilte øl fra Nørrebros Bryghus og økologiske sodavand fra Ribe på Irma.dk og fik dem leveret til døren. Desserten lavede jeg selv – æbletrifli af æbler fra haven, også en af Mads’ favoritter.

Vi har et spisekøkken og 2 mindre stuer i vores hus. Et selskab på 16 personer er for stort til at sidde i spisekøkkenet, så vi måtte rykke lidt rundt. Lænestolene i pejsestuen kom ind i TV-stuen, og vores dejlige spisebord med 3 plader kom ind i pejsestuen. 2 mindre spiseborde blev hentet fra sommerhuset, og 4 stole lånt af mine forældre. På den måde kunne vi dække til 16 personer og lave en buffet i spisekøkkenet, hvor spisebordet normalt står.

Vi tog et par fridag op til festdagen, så vi kunne klare så meget som muligt i god tid. Rengøring og flytning af møbler foregik dagen før, og på selve dagen skulle der kun laves dessert og ordnes diverse småting som bordkort, børste hunden, flytte bilen osv. Pointen var, at vi ikke skulle være for stressede og trætte, når gæsterne endelig kom.

Jeg synes godt man kunne mærke vores gode forarbejde. Alt det praktisk fungerede fint, og jeg tror at alle havde en god aften. Jeg undgik dog ikke at blive lidt overvældet i perioder, og jeg følte ikke jeg var tilstrækkelig nærværende overfor gæsterne. Jeg ville gerne have været med til at vise huset til dem der ikke havde set det før, og været med da Mads pakkede gaver op. Men pludselig står man med 3 værtindegaver i favnen, en bakke med velkomstdrinks og en masse mennesker der myldrer rundt, samtidig med at maden bliver leveret og skal anrettes.

Mads’ søstre havde arrangeret et underholdende indslag efter hovedretten i form af en quiz om Mads, hvor gæsterne svarede via deres mobiltelefoner. Det var rigtig skægt og gjorde at man lige fik rejst sig fra bordet og grint en masse. Jeg valgte at være med til løjerne, og rydde af bordet bagefter. Bagefter serverede vi desserten, som var klar i portionsanrettede glas. Til sidste serverede vi kaffe fra vores nye Tassimo-maskine sammen med småkager og slik.

Jeg kunne se mig selv i vores hund Adina. Hun elsker at få gæster, og var ellevild denne aften, fordi det var alle de mennesker hun kender bedst der kom og besøgte hende. Hun skulle være med til det hele, og alle ville gerne have kontakt med hende. Når vi er ude sammen plejer hun at få nok på et tidspunkt, og ’sige’ til os at nu vil hun gerne hjem igen. Denne sammenkomst er den største vi har haft hos os selv i den tid vi har haft Adina, og jeg havde regnet med, at hvis hun fik for meget så ville hun fjerne sig – gå ovenpå i fred og ro eller lignende. Det gjorde hun ikke. Hun ville være med til det hele. Hun blev synligt træt, nærmest groggy og det gik ud over motorikken – hun stødte bla. ind i sofabordet på et tidspunkt – det gør hun ellers aldrig. Dagen efter var hun meget træt. Det var jeg også.

Det var dejligt at bruge sig hus og sine faciliteter til det de er beregnet til, og jeg er rigtig glad for arrangementet alt i alt. Huset rummede fint det store selskab, selvom vi sad lidt tæt i den lille pejsestue. Gæsterne hyggede sig og roste både mad og drikkevarer. Mads bryder sig egentlig ikke så meget om at være i centrum ved sådan en fejring, men jeg tror nu at han synes det var en hyggelig aften, nu hvor det er overstået.

 

Lignende indlæg:

Julen 2014

Det er jul igen, og jeg sidder i min lænestol og hygger mig foran brændeovnen, mens jeg lytter til Tykmesterens Julekalender. Senere skal vi til julefrokost hos Mads’ forældre, men lige nu har jeg en stund for mig selv.

Jeg har glædet mig til julen i vores nye hus. Det gamle hus nærmest kalder på julepynt, og også glasgangen over til tilbygningen har jeg glædet mig til at indrette med lys.

Før det blev december hang jeg fine gaveposer på gelænderet til trappen – det var årets pakkekalender til Mads. Det kom til at se rigtig godt ud. Det har været hyggeligt at se Mads gå op og ned ad trappen for at lede efter dagens pakke, for efterfølgende at sidde på 3. trappetrin og pakke ud.

I starten af december satte vi lys op. Dels kugler og juletræer med LED indendørs i vinduerne, og dels lyskæder på 2 stedsegrønne træer foran huset. Det var sjovt at finde gode nye placeringer til vores julepynt i dagene op til jul. I fødselsdagsgave havde min mor givet mig 24 hvide snefnug, som hun selv havde hæklet og stivet. De kom op i ruderne i fløjdørene mellem de 2 stuer samt i de små ruder i de store vinduespartier. Et juletræ og et par julestjerne-planter fik vi også indenfor, og jeg nød det.

Gaveræset var en blandet fornøjelse. Jeg har ikke så mange at give gave til, og det kom ret nemt til mig med ideer og indkøb. Jeg klarede faktisk det hele ved online-handel. Værre var det for Mads, som havde svært ved at opnå mentalt overskud til at komme igang. Han har en større familie og mange aldersgrupper at købe gaver til. Vi slog en slutspurt ind og klarede det i de sidste dage inden jul, hvilket også betød at indpakning af gaver og andre juleforberedelser blev i sidste øjeblik. Det blev lidt for hektisk til min smag, men jeg overlevede.

Juleaften holdt vi hver for sig i år; Mads hos sin familie og jeg hos mine forældre. Forinden havde vi holdt vores egen lille jul om morgenen, hvor vi gav hinanden gaver. Jeg gav Mads en motorsav med tilbehør og noget tøj, og jeg fik støvler, en PC-skærm og regnsikring til sko.

I juledagene er der altid julefrokoster i vores 2 familier. 1. juledag er det i min familie, hvor min mor og hendes bror skiftes til at holde julefrokosten. I år skulle det være hos mine forældre, men vi besluttede at invitere gæsterne til Birkerød. Min onkel og tante har fulgt interesserede med i vores hussalg og -køb henover året, og de ville gerne se vores nye hjem. Det blev et fin arrangement, hvor min mor stod for al maden og Mads og jeg tog os af de praktiske rammer. Det var rigtig dejligt at holde julefrokost i vores nye store hus. Naturen tilsmilede os endda med sne og solskin, hvilket gav et ekstra pift til julestemningen. Jeg nød at vise huset frem, og jeg tror at alle havde en god dag.

I dag går turen så til Mørkhøj, hvor vi skal holde julefrokost med Mads’ familie. I år skal jeg møde Mads’ faster, som er kommet hele vejen fra Nordjylland for første gang i mange år. Hvis det ellers bliver som det plejer, så skal vi spise en masse mad, og derefter spille banko om nogle fjollede gaver. Det er altid hyggeligt og uformelt.

I år falder julen jo sådan, at der kommer en almindelig weekend efter juledagene. Selvom al aktiviteten omkring jul er dejlig, er det også skønt og ret nødvendigt at have et par dage, hvor der ikke er planer ovenpå en periode med tæt pakket kalender.

Lignende indlæg:

Flyttet

Jeg skriver dette blogindlæg som så mange andre gange med benene oppe, med laptop i skødet, te på bordet, på weekendens sidste dag, med jazz i radioen og mens husbond er ude at cykle. Adina ligger ved min side og alt ånder fred og idyl. Eneste forskel er, at jeg ikke sidder i et rækkehus i Virum, men i en villa i Birkerød. Jeg er flyttet.

Det er rart at finde tilbage til denne velkendte og nærende situation, hvor jeg er indadvendt og laver noget jeg rigtig godt kan lide. For de sidste 2 uger har været den omvæltning, som en flytning altid er. Og i morgen starter hverdagen igen – jeg skal på arbejde for første gang siden flytningen.

Det hele startede fredag 23. maj, hvor jeg cyklede hjem fra arbejde fyldt med glæde og forventning. Familien samledes i Virum til fejring af Adinas 5 års fødselsdag og udsigt til 15 dage fri. Jeg følte at vi stod overfor en stor opgave, en slags bjergbestigning. Det føltes både som en stor udfordring, men også noget jeg glædede mig til – og samtidig glædede jeg mit til at komme over på den anden side.

Søndagen efter mødte vi spændte op på vores kommende adresse i Birkerød og fik nøglerne til vores nye hus. Selve processen med at overdrage huset har for mig en symbolsk betydning for den forståelsesmæssige og følelsesmæssige proces man går i gennem når man flytter sin base, så det var godt at møde de venlige sælgere og sige pænt goddag og farvel.

Da vi havde aflæst diverse målere og sludret lidt, gik ejendomsmægleren og sælger, og vi stod alene tilbage i vores nye, store hus. Vi introducerede straks huset til Adina, og kort efter kom vores forældre og Mads’ søstre med familier. De næste par timer gik med at vise 4 familier rundt i huset, lege med Adina i haven og snakke og grine.

Når man ser et hus på en fremvisning med en ejendomsmægler er man jo i nogle andre menneskers hjem og har en naturlig respekt når man går rundt og ser lokalerne. Jeg havde været meget spændt på at se huset med ‘egne øjne’ og om der så ville vise sig nogle skuffelser eller fejl, som vi ikke havde lagt mærke til før. Det var der heldigvis ikke – mange steder overraskede huset endda positivt. Så det var en glad dag med solskin og familie.

Vi havde en stram tidsplan, for vi skulle være ude af vores gamle hus 7 dage efter. Planen var at bruge mandag, tirsdag og onsdag på at male i det nye hus, torsdag til at pakke det gamle hus ned, og så havde vi bestilt flyttefolk til om fredagen. Heldigvis har vi 2 sæt forældre som er pensionister og som gerne ville hjælpe.

Søndag aften brugte vi på at gøre huset klar som en arbejdsplads; dække af til maling, frokost og drikkevarer i køleskabet, stole og bord på terrassen, håndklæder/håndsæbe/toiletpapir på toiletterne osv. Og mandag morgen gik det løs med arbejde; maling af stuer og soveværelse samt nedvaskning af køkken. Det var enormt hyggeligt at have denne oplevelse med vores forældre, og noget jeg tror jeg vil mindes med glæde. Solen skinnede og vi var alle begejstrede for huset. Jeg tror jeg kommer til tænke tilbage på oplevelsen ved billedet af os alle 6, der sidder ved bordet på den overdækkede terrasse og spiser frokost og sludrer med malerpletter på tøjet og forkæler Adina med en stump rullepølse her og der. Resultatet blev godt – vi fik malet ikke kun den ene, men begge stuerne samt soveværelset, og det viste sig at de farver vi havde valgt blev super flotte i rummene.

Torsdag brugte vi i Virum med at pakke ned. Vi havde pakket næsten 100 kasser på forhånd, men vi manglede alt det man bruger til hverdag; køkkenting, tøj, stue osv. Jeg startede kl. 9 og vi var først færdige kl. 23, dog afbrudt af et besøg hos mine forældre, som bød på aftensmad nu hvor vi ikke havde et virksomt hjem længere. Det var en  hård dag, og et noget mere kedeligt arbejde end at gå og gøre i stand. Vi nåede også at få sagt farvel til de naboer vi har snakket mest med. En vemodig og lidt nervøs dag. Da vi endelig lå i vores seng kørte detaljerne så meget i mit hoved, at jeg ikke sov mere end 3 timer den nat. Pyh, nu nærmede vi os toppen af bjerget.

Fredag stod vi tidligt op, pakkede de sidste ting omkring seng og toiletsager, og satte os på trappestenen i morgensolen og spiste yoghurt med müsli og ventede spændte på flyttemændene. De kom kl. 8:30 og var effektive,  hurtige og venlige. Vi havde være meget omhyggelige med at pakke flyttekasserne så de ikke blev for tunge, men vi havde ikke ventet at se dem løbe afsted med 3 kasser ad gangen. Hele flytningen tog 4 timer.

Da vi stod alene i det nye hus med hele flyttelæsset var det en lettelse, men det var ikke sådan at det hele faldt magisk på plads. Trætheden dunkede i kroppen ovenpå nogle intense dage med fysisk arbejde og ikke så meget søvn, men det var ikke tid til at hvile.

Efter vi havde sagt farvel til flyttefolkene kom mine forældre kort forbi med en buket blomster. Derefter kom hundelufteren med Adina, som havde været hos hende siden dagen før for ikke at blive forvirret. Jeg havde glædet mig til at vise hende det nye hus. Senere inviterede naboen os ind til et glas. Som vi sad der i eftermiddagssol og drak rosévin med nogle fremmede mennesker og så over på et hus vi slet ikke var fortrolige med, blev vi næsten svimle af alle de nye indtryk, udmattelse – og nok også vinen, som vi slet ikke er vant til at drikke.

Det eneste vi nåede af praktiske ting den eftermiddag var at hente indholdet af køleskabet i det gamle hus, tage et bad, gøre sengene klar og spise et par færdig-lasagner.

Lørdag stod vi op til et kæmpe flyttelæs og en dag hvor vi kunne tage det i eget tempo. Tilbage var der stadig en del ting i Virum, som vi gerne selv ville transportere, ting som skulle køres på genbrugsplads, og så en større rengøringsopgave. Da vi skulle aflevere huset søndag formiddag valgte vi at få overstået de sidste ting i Virum i stedet for at gå i gang med flytterodet i Birkerød.

Søndag kom så den sidste deadline i denne omgang; afleveringen af rækkehuset i Virum. Også denne milepæl så jeg som en nødvendig del af processen, men jeg glædede mig knap så meget til denne del. Først og fremmest var det lidt mærkeligt at skulle møde køberne af huset, fordi forhandlingsforløbet med dem ikke havde været særlig behageligt. Det gjorde også at vi var usikre på, hvor kritiske de ville være overfor huset når de overtog det. Deres repræsentant mødte da også op til overdragelsen, noget jeg aldrig har oplevet før. Men vores mægler var der også, og vi fik aflæst målere og fortalt lidt om installationerne, og så var vi ellers ude af huset. Det hele tog 11 minutter – noget hurtigere end da vi overtog vores nye hus.

Så var ringen sluttet, vi var nu helt flyttet og rådede igen kun over 1 bolig. Nu stod den på etablering af infrastruktur og udpakning. Selvom huset her er mere end dobbelt stå stort som det gamle, er plads og opbevaringsplads fordelt meget anderledes, så det første vi skulle bruge kræfter på var at købe og samle møbler til opbevaring. Mandag morgen stod vi klar i IKEA og kørte hjem med en trailer fuld af gode sager. Hele den efterfølgende uge brugte vi på at komme på plads, og Mads har haft sin skruemaskine på intenst arbejde. Først senere på ugen kunne jeg rigtig komme i gang med at tømme flyttekasser, og i skrivende stund er vi kun lidt over halvvejs i flyttekasserne. Vi kløer os lidt i nakken over at vi virkelig har haft så mange ting i det lille rækkehus. Men vi har nu et virksomt køkken, badeværelse, bryggers, stue og soveværelse og kan finde alt vores køkkengrej, tøj og andre dagligdags ting. Klar til en ny hverdag i Birkerød.

Lignende indlæg:

En endelig handel

I mandags fik vi besked fra vores ejendomsmægler: handelen er endelig. Vores rækkehus er solgt, handelen er godkendt og vi er frie til at begynde at se på nyt hus. Huset nåede at være til salg i 42 dage, hvilket må siges at være en relativ hurtig handel. Alligevel var det med en vis portion lettelse vi modtog beskeden, for vi synes det havde været et besværligt forløb.

Huset kom til salg i starten af januar og vi var meget spændte på hvad der ville ske. Ville der være interesse, ville der komme fremvisninger, eller ville huset bare stå på nettet og kukkelure i månedsvis? Det var jo ikke ligefrem højsæson, men vi havde hørt gode historier om god aktivitet på Virums boligmarked.

Få dage efter at huset kom på nettet var der interesse; et par henvendte sig med ønske om at se huset den efterfølgende søndag. Den fremvisning blev dog aflyst af vores ejendomsmægler, da en af mæglerne blev syg. Vi ærgrede os grundigt den søndag, hvor solen skinnede og vi skulle have haft vores første fremvisning. Heldigvis fik mægleren lavet en ny aftale med de potentielle købere, og i den efterfølgende uge meldte også 2 andre interesserede sig også, så der var 3 fremvisninger på 3 hverdage i træk. Vi var lettede, så var der i hvert fald en vis interesse.

Efter de 3 fremvisninger i træk – 9 dage efter huset kom til salg på nettet – kom der sørme også et bud på huset. Desværre var det et meget lavt bud, næsten 13% under udbudsprisen. Med den interesse vi havde oplevet i de første dage var vi ikke klar til at gå så meget ned i pris. Vi havde lovet os selv at prøve markedet af og være sikre på at vi fik så meget som muligt ud af salget. Vi har alt for ofte følt, at vi var de flinke der skulle give os, og det ville vi ikke mere. Vi valgte derfor at sige nej tak til den pris, men foreslog at vi kunne mødes på midten.

Herefter gik der 2 uger, hvor der ikke skete noget. Vi fik ikke noget svar på vores modbud, og der kom ikke nye fremvisninger. Vi anede ikke om vi skulle være optimistiske eller pessimistiske. Med tanke på at der måske var et salg på vej valgte vi dog at gå til åbent hus på et par ejendomme som kunne være relevante som nye boliger for os. Vi ville jo gerne være forberedt.

Så opstod en ny situation. Et af de huse, som stod ret højt oppe på vores liste over huse vi var interesserede i, blev sat ned i udbudspris. Det fik os til at tænke, at vi måske godt kunne gå lidt mere ned i pris på vores eget salg, hvis det betød at vi kunne købe dette hus. Vi fik derfor vores mægler til at kontakte de tavse budgivere og bad om et nyt bud. Efter et par dages betænkningstid vendte de tilbage. De ville gerne byde nøjagtig den samme lave pris, men dog med en åbning i forhold til at det ikke skulle være småbeløb der skilte os ad.

Vi valgte derfor at komme med et ret lavt modbud på 11% under udbudsprisen. Køberne bad derefter om at se huset endnu en gang. Vores mægler fortalte, at de tog deres børn med og gik rundt og fordelte værelser. Dagen efter bad de om at få tilsendt en købsaftale. Det lod til at vi var enige, selvom der aldrig var nogen der havde sagt “OK, den pris kan vi godt acceptere – vi vil gerne købe”.

Men det var ikke klaret med det. Køberne benyttede sig af en købermægler, og hun skulle på vinterferie. Vi kunne ikke få svar på, hvornår de kunne vende tilbage med en underskrevet købsaftale. Undervejs havde købermægleren antydet at køberne også så på andre huse, så tilliden var ikke den største. På det tidspunkt havde huset været til salg en måned, og det var planen at vi skulle holde statusmøde med vores ejendomsmægler for at snakke om salgsforløbet indtil nu og evt. regulere prisen. Vi valgte at gennemføre mødet og at regulere prisen som planlagt. Interessen havde været nedadgående de seneste par uger, og vi ville ikke udskyde de næste markedsføringsskridt på baggrund af en så vag mulig køber. Vi meddelte køber at vi gjorde som vi gjorde, fordi vi ikke var sikre på at denne handel ville blive til noget, og at vi forbeholdt os ret til at sælge til anden side. Vi sagde dog også, at vi stadig håbede at de ville skrive under.

Den nedsatte pris gav en fornyet interesse; mange flere klik og flere downloads. Mens vi ventede på at købers rådgiver kom hjem fra ferie, kom der også endnu en fremvisning i bogen. Dagen inden fremvisningen kom købsaftalen så retur med en underskrift på. Vi valgte at afvikle den planlagte fremvisning, før vi tog stilling til om vi ville skrive under på købsaftalen. Det kunne jo være at vedkommende ville købe til en højere pris. Det stod dog ret hurtigt klart, at den seneste fremvisning ikke ville give en handel. Vi følte at vi havde fået prøvet markedet af så godt som muligt og skrev derfor under på købsaftalen dagen efter, og forpligtede os dermed til at sælge huset. Det blev taget af nettet og markedsføringen stoppede.

Da vi fik besked om at køberne havde skrevet under, ringede vi til ejendomsmægleren vedr. det hus der var blevet sat ned. Det havde nu stået til salg til den nye, lavere pris i 2 uger, og vi var lidt nervøse for om huset stadig var til salg. Vores bange anelse holdt stik. Der var lige præcis nået at komme en handel i hus, selvom huset stadig stod til salg på nettet. Vi blev selvfølgelig grundigt skuffede over at en rådgivers vinterferie skulle betyde, at vi ikke kunne få det hus vi drømte om. Det er bare betingelserne, når man er nødt til at sælge før man kan købe, og det var jo vi jo også godt klar over.

Vores egen underskrift på købsaftalen vedr. salget af vores eget hus var ikke det samme som at handelen var endelig. Køber havde betinget sig at handelen kunne godkendes af deres rådgiver og deres bank. Derudover giver lovgivningen købere af fast ejendom 6 dages fortrydelsesret. Rådgiver-/advokatforbehold kan i princippet betyde at handelen helt annulleres, og det kan også udskyde forløbet yderligere, så vi kunne slet ikke vide os sikre. På den baggrund var beskeden i mandags om at handelen var endelig en stor lettelse. Nu var der ikke længere tvivl.

Både i sidste og i denne uge har vi vinterferie, men det stopper ikke boligtankerne her i familien. Vi har tværtimod brugt meget af tiden på at undersøge nye huse. Vi har været ude på 2 fremvisninger, og allerede i sidste uge holdt vi møde med vores advokat vedr. køb af nyt hus. Vi har i skrivende stund budt på et hus i nærheden af det, der gled vores næse forbi. Det er jo en privilegeret situation lige nu – vi kan gå ud og købe et nyt hus og ved nøjagtig hvad vi har at købe for. Det er næsten ligesom en tur i Magasin – “tager I dankort?”. Vi må være en drøm for enhver ejendomsmægler. Eneste stressfaktor er tiden. Køberne af vores hus rykkede i sidste øjeblik overtagelsesdatoen en måned frem, så vi har ikke så god tid som vi troede. Men igen er vi privilegerede, for vi har ikke børn, så vi kan bo midlertidigt hvilket som helst sted, bare vi kan komme på arbejde.

 

Lignende indlæg:

Juleaften på Bøgevang

Som jeg nævnte i mit sidste blogindlæg, skal jeg i år selv holde jul. Det er første gang i hele mit liv at jeg skal være vært for den legendariske juleaften. Hvert andet år er Mads og jeg sammen juleaften, og den rytme betyder, at vi skal være sammen i år. Jeg har tænkt på det i noget tid, og i år besluttede vi os for at det skulle være i år at vi skulle prøve at holde jul hjemme. Mine forældre vil heldigvis gerne komme hjem til os og være med.

Som det er tradition i min familie, definerer jeg selv hvordan julemiddagen skal være. Da min mor begyndte at holde sin egen juleaften besluttede hun at menuen ikke skulle være flæskesteg eller and, men en juleskinke. Til dessert fik vi i starten is, men siden blev det ris a’lamande.

Mads og jeg har også valgt at nytænke julemenuen efter vores egen smag. Vi vil gerne lave noget med kalkun, og jeg har derfor et par gange lavet en prøvemenu. Vi har nu fundet frem til at det bliver farseret kalkunbryst med baconnet, ovnkartofler og rødkålssalat efter Claus Meyers opskrift. Vi har også nytænkt desserten. Det bliver stadig noget med kirsebær og mandler, men jeg laver en islagkage med kanelis og en is på de kirsebær vi høstede i sommerhuset i sommers. Den har jeg også lavet en prøve på, og den blev meget, meget lækker.

Udover at vi gerne vil finde en menu som passer vores egen smag og egen måde at lave mad på, så er det også vigtigt for mig at finde en sammensætning som ikke giver stress. Det er vigtigt for mig at tænke i baner at ting der kan gøre sig selv færdige i ovnen eller som kan laves i god tid i forvejen. Og det kan den menu vi har valgt.

Lignende indlæg:

Endnu en fødselsdag

Så blev det igen den tid på året, hvor jeg har fødselsdag. Det er jo umuligt at få godt vejr på sin fødselsdag når man har fødselsdag her midt i den mørkeste og tristeste årstid, men min fødselsdag bliver alligevel for mig et lille lyspunkt, hvor der er plads til nydelse og nærvær.

På selve dagen i onsdags inviterede jeg mine forældre over til lidt aftensmad. Som aperitif fik vi tynde skiver af den iberiske skinke jeg fik tilsendt fra Spanien for nylig, hertil lidt oliven, saltmandler og grissini-bidder. Til hovedret lavede Mads og jeg en thai-ret som vi er blevet ret glade for, en wokret med svinekød som er dejlig syrlig med både fiskesauce og citronsaft, og samtidig sød og rund pga. kokosmælk, cashewnødder og muscovado-sukker. Dagen før havde jeg lavet en lagkage, som vi fik til kaffen.

I går lørdag havde jeg inviteret min veninde og Mads ud og spise. Vi gik på Royal Garden i Dronningens Tværgade og fik de skønneste Dim Sum. Det var en dejlig oplevelse, virkelig velsmagende og helt frisklavede små dampede og friturestegte pakker med svinekød, rejer, blæksprutte, oksekød og meget mere. Vi bestilte på en slags smørrebrødsseddel, og vi var endda nødt til at bestille lidt mere da vi havde spist den første omgang.

Efter det skønne måltid havde vi lyst til lidt dessert, gerne is, men deres dessertkort så til gengæld ikke så inspirerende ud. Jeg tog telefonen frem og google’de mig frem til hvad der viste sig at være endnu et helt fantastisk sted; Candeur. Et sted der har specialiseret sig i desserter og cocktails. Lige det man har brug for, når man har nydt et fremragende måltid. Det lå i en behagelig gå-afstand fra restauranten, og på vejen nåede vi forbi Kgs. Nytorv, hvor D’angleterre havde lavet en helt fantastisk juleudsmykning af sin facade, som vi stod og beundrede længe.

Da vi kom ind på Candeur blev vi straks begejstrede. Musikken var høj og min absolutte yndlingsmusik: bankende Motown soulmusik fra 1960’erne. Der var en varm og hyggelig stemning, og vi blev mødt af en virkelig sød og imødekommende mandlig tjener. Der blev straks et bord ledigt, og vi gik om bord i det spændende menukort. Vi bestilte en dessert hver, jeg fik æble med karamel-is, og Mette og Mads fik begge Tarte Tartin med vaniljeis. Dertil de skønneste lemonader. Fantastiske smagsindtryk og suppleret med den skønne atmosfære, dejlig musik og sublim service fra tjenerens side var dette en helt fantastisk overbygning på en tur ud at spise.

Jeg er ikke så god til det med gaver. Jeg har svært ved at finde ting jeg ønsker mig og glemmer lidt at mine nære gerne vil give mig en gave. Alligevel fik jeg en masse dejlige gaver. Både min bror og min dejlige mand gave mig store flotte blomsterbuketter, som jeg nyder særligt meget her i weekenden, hvor der er dagslys. I mangel på ideer havde jeg i år blot ønsket mig ‘noget fra Kähler’, og det var sjovt at se hvad min mor og min veninde fandt på. Jeg fik 4 forskellige skønne keramik-ting. Jeg fik også et armbåndsur og årets juleklokke fra Georg Jensen.

Alt i alt blev det en dejlig fejring af mine 42 års fødselsdag. Og igen i år slår det mig nu hvor kort tid der er til jul. Jeg er heldigvis begyndt at tænke lidt på julegaver, men jeg er ikke kommet særlig langt. Og i år er der det specielle, at jeg selv skal holde juleaften. Mere om dette senere.

Lignende indlæg:

Nytårsaften med hund

Vi havde vidst længe, at det nok ville blive et problem for Adina at udholde den danske tradition med at fyre fyrværkeri af i stor stil nytårsaften. I sommers fandt vi nemlig ud af at hun var bange for tordenvejr.

Vi begyndte derfor at undersøge de forskellige hjælpemidler der findes og valgte at prøve Zylkene, som er et kosttilskud der er baseret på komælk og skal minde hunden om den tryghed den følte som hvalp, da den diede hos sin mor. Vi synes hun blev knap så bange for torden når hun fik disse kapsler, så fra midten af december har vi givet hende Zylkene hver dag.

I dagene op til nytårsaften har hun klaret lyden af fyrværkeri fint. Hun har reageret ved at kigge op, men ellers været helt normal. Men selve nytårsaften gik bestemt ikke ubemærket hen.

Allerede fra omkring kl. 16 begyndte Adina at blive urolig. Foruden kropssproget, som er uroligt, kan man se det på hendes ører, som vender udad og ikke fremad som normalt. Hun begyndte at rejse sig og finde et nyt sted at ligge oftere end normalt, og begyndte også at ville ligge under spisebordet eller på badeværelset, hvilket hun ikke gør normalt. Hun piver ikke, men er mere opsøgende overfor os mennesker.

Da fyrværkeriet tog til ud på aftenen havde hun det bedst hvis hun kunne have fysisk kontakt med enten mig eller Mads, og hun var mest tryg hvis vi begge sad ned i nærheden af hende. Vi forsøgte selvfølgelig at forholde os roligt og ikke signalere at dette her var noget man skulle være bange for. Men det er svært ikke at prøve at trøste hunden lidt. Vi havde gået 2 lange ture med hende inden det blev mørkt og befandt os i sommerhuset i et håb om at der ville være mindre fyrværkeri end hjemme i Virum. Og jeg synes Adina klarede det fint, taget i betragtning den angst vi har set ifm. tordenvejr i sommers.

Dengang rystede hun over hele kroppen og prøve at kravle ind under små borde og søgte helt ind i hjørnerne af stuen og badeværelset. Denne gang var det ‘kun’ lidt hurtig vejrtrækning, og hun havde ikke trang til at søge helt så langt væk. Det virker som om at Zylkene tager toppen af hundens angst, og det er godt, for man kan blive helt bekymret for om hunden kan tåle sådan en nervøsitet. Når jeg ser hende sådan tænker jeg hvordan hun mon opfatter disse brag – tror hun at huset eller hele verden er ved at brase sammen? Udenfor ville hun i hvert fald ikke. Jeg ville ønske at jeg kunne forklare hende, at det ikke er farligt.

Idag er Adina glad og frisk, har været på 2 middellange gåture og slappet af. I skrivende stund ligger hun på gulvet mellem mig og Mads. Hun må også være vældig træt efter sådan en urolig aften igår.

Lignende indlæg: