Hvordan det går med Adina – efterår 2017

Siden sommerferien synes både husbond og jeg at forværringen i Adinas sygdom er taget til, og hverdagen er blevet meget besværlig for Adina. Her i oktober har vi været til dyrlæge med Adina for at følge op på udviklingen i hendes sygdom. Vi ville gerne sikre os at Adina ikke har fået skader ifm. sin stadig dårligere førlighed, og sikre os at vi ikke havde ladet sygdommens forløb gå for langt.

Vi er også nået så langt, at vi har behov for at snakke med dyrlægen om hvilke kriterier man kan lægge til grund for beslutningen om at sige farvel med lige netop denne sygdom. Og vi havde også brug for at tale om hvordan selve dette farvel kunne foregå.

Dyrlægen var positiv. Hun så ingen skader hos Adina, og fandt at hendes muskelmasse i bagbenene var bevaret. På det gummiagtige gulv i klinikken bevægede Adina sig så fint – det mange måneder vi har set det hjemme. Måske var hun også mere ‘på’ i den uvante situation hos dyrlægen. Dyrlægen så ikke de problemer vi ser til hverdag.

Dyrlægen mente at det var tid til at give Adina sko på, for at forhindre at neglene på de slæbende bagben bliver slidt så langt ned at de begynder at bløde. Hun foreslog desuden fysioterapi for at opøve det hun kaldte autonomi, så hunden kan lære at bruge benene som en refleks. Adina skal fremover ikke gå lange ture.

Vi tog hjem med en mærkelig følelse i kroppen. Vi så situationen som mere alvorlig end dyrlægen gjorde, og havde nok forventet at få at vide at Adina ikke havde så langt igen. Det var nemlig vores egen vurdering. Med dyrlægens udtalelser blev vi endnu mere i tvivl om hvordan vi skulle se på Adinas problemer.

Adinas realitet i hverdagen er, at hun har det svært med alle former for bevægelse. Udendørs bliver hendes slæbende poter fanget i hårde overflader, så hun snubler over sine egne poter. Vi prøver at sørge for, at hun primært går på græs og blød skovbund. Vi hjælper hende op og ned fra bilen.

Indendørs glider hun nu på alle typer af gulve, også gulvtæppe. Det er ikke kun et spørgsmål om at stå fast, hendes motorik er simpelthen meget dårlig. At rejse sig og at lægge sig er en hård og svær opgave, og for et par uger siden mistede hun evnen til at gå baglæns. Hun kan ikke altid få bagbenet til at klø sig, og det er også svært at strække sig på den måde hun plejer. Hun er meget forsigtig og dygtig når hun går på de trapper der forbinder 3 forskellige dele af huset, men det er hårdt for hende, og hun tøver ofte.

Humøret er dog stadig intakt, og lysten til at slikke skeen med flødeskum og få en bid af kødet har hun ikke mistet. I perioder kan hun blive meget legesyg og komme med legetøj og spørge om vi vil lege med hende ude i haven – fuldstændig som det altid har været. Hun bliver også stadig rigtig glad for at se sine hunde-legekammerater, men det bliver ikke til så meget leg som før, for hun kan ikke følge med.

Efter en tænkepause ovenpå dyrlægebesøget, besluttede vi os for at give skoene en chance. Vi har en vis erfaring med sko til hunde, fordi Adina har haft et par potesår der skulle beskyttes ifm. gåtur. Efter lidt søgen på nettet fandt vi nogle sko der viste sig at passe rigtig godt og blive siddende på.

Desværre har det ikke været en succes. Adina har ikke noget imod at få skoene på, og går bare derudaf som hun plejer. Men hun er tilsyneladende ikke i stand til at tilpasse sine bevægelser til at skoene er der. Hun snubler over skosnuderne og enhver kvist og rod hun strejfer. Hendes usikre og slingrende gang betyder, at hun kommer til at spænde ben for sig selv med bagbenene. Efter en uges forsøg er vi nu tilbøjelige til at lægge skoene på hylden. Vi kan simpelthen ikke bære at se hende gå så dårligt og falde så meget.

Vi må indse, at vi er kommet ind i en periode af sygdommen, hvor de små praktiske løsninger ikke længere rækker. Lige nu er der mange etiske overvejelser. Jeg prøver at adskille hvad der er godt for Adina og hvad der er godt for mig. Det faktum at det er svært for mig at se på at hun falder er MIN oplevelse, og ikke nødvendigvis det samme som at det er et problem for Adina. Samtidig er det jo kun mig og husbond der kan tage ansvar for Adinas livskvalitet. Indtil nu går det, men hvor længe?

Hos dyrlægen snakkede vi om, at vi ikke kan bruge humør, energi, appetit og livsglæde som indikator for, om det er tid til at sige farvel. Det strider med alt jeg har forestillet mig om denne situation, men giver mening ud fra sygdommens karakter: en sygdom der går ud på følelsesløshed/lammelse og ikke giver smerter, vil ikke påvirke en hund psykisk, fordi hunde lever i nuet og hurtigt er videre efter hvert lille snuble-episode. Dyrlægen sagde til os at det vil være faktorer som at de daglige gåture skal foregå fornuftigt, hun skal kunne besørge anstændigt og kunne lege med sine hundevenner, der er bestemmende for om hun har et godt liv. Der skal være flere gode dage end dårlige dage.

 

Lignende indlæg:

Sundhedstjek

De fleste arbejdspladser jeg har været på, tilbyder medarbejderne at komme til sundhedstjek en gang om året eller hvert andet år. I øjeblikket gennemføres de på min nuværende arbejdsplads.

Et sundhedstjek udføres som regel på arbejdspladsen af en sygeplejerske eller anden ikke-lægelig sundhedsmedarbejder, og indebærer konditionstest, blodprøver og samtaler. Konsultationen baseres på en række standardmålinger og ditto anbefalinger, og leder nok primært efter såkaldte livsstilssygdomme.

For sådan nogle kontorfolk som jeg befinder mig i blandt, kan det være en god idé lige at bliver checket. Man er ikke udsat for de helt store fysiske trusler for helbredet på sit arbejde, og måske kommer man ikke ret ofte til læge. Før i tiden var der måske også en tendens til at folk der sidder på kontor ikke får rørt sig ret meget og egentlig kan komme til at leve nogle ret usunde liv uden at lægge mærke til det.

Alligevel er jeg ikke begejstret for konceptet, og har kun en enkelt gang selv deltaget.

Det jeg har set på mange arbejdspladser er, at tilbuddet bliver brugt af sunde medarbejdere, der melder sig til for at blive bekræftet i at de er sunde. De træner ekstra op til konsultationen for at få registreret et godt kondital. Gevinsten ved sundhedstjekket må være minimal.

Til gengæld tilmelder rygerne og de overvægtige sig ikke til sundhedstjekket. Vi gider ikke at høre den overfladiske plade med at vi skal stoppe med at ryge eller tabe os – det ved vi godt. Så her nytter sundhedstjekket heller ikke meget.

På den måde synes jeg, at sundhedstjekket kommer til at ramme noget ved siden af. Jeg tror ikke man fanger ret mange af dem der reelt har problemer. De eneste man kan håbe på at få succes med, er medarbejdere der ikke er opmærksom på at de er usunde, der ved at melde sig til får et ‘wake-up call’. Med tidens kæmpe store fokus på sundhed, tror jeg ikke det er en særlig stor procentdel af befolkningen der falder indenfor denne kategori – ikke længere.

Generelt er jeg bekymret for om disse sundhedstjek kan give anledning til unødvendig bekymring og overfokusering på sundhed. Jagten på livsstilssygdomme er nærmest dømt til at generere skyldfølelse. Jeg håber at den seneste debat, hvor læger stiller spørgsmålstegn ved at bruge begrebet ‘livsstilssygdomme’, er begyndelsen til en ny drejning i den offentlige mening.

For mig giver det bedst mening at snakke om den slags ting med min læge. Uden at rende lægerne på dørene, kommer jeg i virkeligheden jævnligt til læge. Jeg er god til at mærke mig selv, og reagerer når jeg oplever at noget føles forkert. Derfor har jeg en velreguleret migræne, spørger ind til den medicin jeg får ordineret og siger stop, når stresssymptomer gør mit liv umuligt. Og derfor får jeg også jævnligt taget blodprøver og snakket vægt. Seneste konsultation var omkring nytår, hvor jeg fik jeg taget blodprøver og til min store glæde konstateret, at jeg (fortsat) ikke er i nærheden af at have sukkersyge.

 

Lignende indlæg:

Fed igen

For lidt over et år siden stoppede jeg med at spise efter 5:2-diæten. Det påvirkede ikke min vægt særlig meget, og jeg følte mig sund i lang tid efter. Ved nytår tog mit liv en kolbøtte, hvor også mine motions- og spisevaner fik en rystetur. Nyt job i foråret har betydet en fast, men mindre motionsmængde pga. kortere cykeltur til arbejde, og en lidt dårligere kost pga. en kantine med mindre sund mad.

Resultatet er en vægt der er højere end nogensinde og et BMI over 30. Øv. Jeg har kunnet acceptere at være overvægtig i mange år, og har ingen ambitioner om at få en flad mave eller korrekt vægt. Men at veje så meget – det gider jeg ikke.

På en eller anden måde har jeg formået at se mig selv i spejlet på en måde, hvor jeg ikke opdagede den større dobbelthage. Først da jeg så et par billeder af mig selv, kunne jeg se hvor galt det var. I den forgangne sommerferie har jeg pure nægtet at blive fotograferet, fordi jeg ikke kan holde ud at se hvor fed jeg ser ud.

Jeg er også begyndt at have fysiske gener. Det er svært at læne mig ind over spisebordet for at nå noget, og det er ikke så let at at komme op af en sækkestol. Når jeg sætter mig på hug for at klappe min liggende hund, kan jeg næsten ikke trække vejret, og når jeg sidder med min tablet i sofaen støder min hage mod min hals.

Der skal jo helt klart ske noget. Det er indlysende at starte med 5:2-diæten igen, for det er det eneste jeg har jeg gode erfaringer med i forhold til vægtab. Både jeg og husbond har savnet fastedagene med deres anderledes, afslappede rytme.

Jeg er bange for hovedpinerne, som var et stort problem tidligere. Derfor vil starte blidt ud med 1 fastedag om ugen for at komme ind i rytmen igen og få erfaringer baseret på den nye hverdag, hvor jeg ikke cykler 46 km på en fastedag.

Jeg har også tænkt meget over hvordan jeg kan få mere motion ind i hverdagen. Jeg har forsøgt at køre omveje til og fra arbejde, og det er også gået meget godt med at få et par km. ekstra på cykelturen – jeg cykler 9-10 km på en hverdag. Jeg er dog i tvivl om jeg kan motivere mig selv til at køre meget længere – når jeg har fri vil jeg også bare gerne hjem, og at stå tidligere op end nødvendigt tvivler jeg på at jeg kan motivere mig selv til.

Vi bor lige ved siden af en mindre, fredelig skov. Det er oplagt at bruge skoven til motion. Jeg har aldrig prøvet at motionsløbe. I skoletiden var løb forbundet med omgående stakåndethed, og jeg kan stadig mærke den ubehagelig rallende fornemmelse i luftrøret. Ikke desto mindre ved jeg at det skal være lettilgængelig og effektivt hvis jeg skal dyrke mere motion, så jeg overvejer seriøst at starte et begynderprogram for at komme i løbeform til mindre løbeture.

Endelig skal jeg arbejde med de mængder jeg spiser. Iflg. diverse gadgets forbrænder jeg 5-700 kcal. mindre i min nuværende hverdag, end da jeg el-cyklede 46 km. om dagen – et betydeligt mindre kalorieforbrug som selvfølgelig gør en forskel.

Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det her handler mere om psykologi end om planer og praktik. Jeg kan sagtens finde på en masse tiltag og gode ideer. Og jeg er sådan set ret motiveret for at gøre noget ved min fedme. Men der er noget psykologi der kæmper i mod. Jeg har svært ved at finde ud af hvad der er årsag og hvad der er virkning, men jeg kan konstatere at der er situationer hvor jeg helt tilsidesætter disciplin og gode hensigter. Når jeg har ondt, er ked af det eller er træt, føler jeg en stor trang til søde og usunde sager, og så kan jeg ikke finde disciplin til at lade det være. Her er jeg stadig på bar bund mht. at ændre på min adfærd.

Lignende indlæg:

Sommerferie 2017

Normalt synes jeg at pressehistorierne om det dårlige sommervejr er trivielle, og de danskere der brokker sig er lidt ynkelige. Men i år må jeg med skam melde mig i hylekoret. I år synes jeg faktisk at vejret har bidraget negativt til min oplevelse af sommerferien.

Jeg er ikke glad for høje temperaturer, og derfor synes jeg normalt at det er bedst vejr når det er under 25 grader. På den måde har sommeren 2017 passet 100% til min præference. Ikke desto mindre føler jeg mig skuffet over mangel på solskin og tørvejr.

En af vores helt faste traditioner, når vi er i sommerhus i sommerferien, er at mine forældre kommer til frokost. Vi plejer at kigge i vejrudsigten og udse os den dag der ser bedst ud. Mine forældre er ret fleksible, så det plejer altid at kunne lade sig gøre at få en god sommerdag ud af det. I år var det svært at finde en dag i udsigten, der gav forhåbninger om solskin og tørvejr, men vi tog chancen med en onsdag der så OK ud. Det lykkedes da også at sidde ude og spise frokosten i tørvejr og sol – lige akkurat. Da vi havde fået kaffe kom regnen, og vi flygtede indendørs. Lidt senere kom solen igen, og vi kunne køre en tur i sommerlandet. Da vi var kommet tilbage, og mine forældre begav sig hjemad, kom der en af sommerens mange skybrud.

I de 2,5 uger vi opholdt os i vores sommerhus kunne vi sidde ude og spise 2 gange. Vi har slet ikke haft badetøjet fremme. Vedligeholdelse at sommerhus og have blev det heller ikke til meget af. Vejret var så ustabilt, at det var umuligt at planlægge noget. Det lykkedes at få et par vellykkede ture til Gilleleje. Turene til Tisvilde og Hornbæk, hvor vi normalt går og nyder byen, butikkerne, spiser frokost eller en is, blev ikke til andet end indkøb, at hente take-away og en kort tur i Tisvilde Hegn. Vi kom til Helsinge som vi plejer, men den tur blev ødelagt af en dårlig restaurant-oplevelse efterfulgt af en dårlig is-oplevelse.

Selv turene til naturområder med hund(e) blev ramt af regn, selvom vi prøvede at sno os og tilpasse os DMI’s radarbillede. Henover en weekend passede vi Adinas nevø Atlas, og vi ville gerne vise ham nogle af de dejlige områder på nordkysten – det er altid spændende for en hund at opleve nye steder. Det kunne kun lade sig gøre ved at sidde standby og vente på at regnen stoppede, hvorefter vi skyndte os ud og gå tur, inden regnen kom igen.

Mange dage var vejret dog så forudsigeligt, at vi tydeligt kunne se at vi var nødt til at opgive at komme ud og se eller lave noget, og bare kaste os på sofaen. Det er rart og sundt nok i starten af en ferie, hvor man skal akklimatisere fra en hverdag i højere tempo. Men efter et par dage på den måde blev det kedeligt. Jeg endte med at web-shoppe nye tallerkener og bestik til sommerhuset – det blev dyrt. Husbond fik set næsten al sport der blev sendt i TV, og vi endte med at sidde længe oppe og se 20 år gamle engelske krimi-serier om aftenen for at få lidt underholdning.

Hvis jeg skulle finde på noget positivt at sige om det dårlige sommervejr, så skulle det være, at det har været en knap så hård tjans at vande blomster hos os mens vi var væk. Jeg har fået anskaffet mig rigtig mange krukker og potter udendørs, og det kunne godt blive en stor belastning for mine gamle forældre. De slap nådigt i år.

Når jeg nu sidder her på feriens sidste dag og tænker tilbage, så har det selvfølgelig alligevel været dejligt at være i sommerhus og sammen med min familie. Udover mine forældres besøg havde vi besøg af begge af Mads’ søstre med familier, og det blev også til en kort frokost med Atlas’ ejer. Da vi kom hjem til huset i Birkerød tog det faktisk et par dage at vænne sig til de store forhold, så vi har virkelig fået sommerhuslivet ind under huden i år, og det er i sig selv rekreativt.

Normalt vil jeg i denne situation tænke, at det trods alt er bedre at have fri end at gå på arbejde. I år er det knap så slemt at tænke på at skulle tilbage på arbejde. Med mit nye arbejde er der ikke så stor en kontrast mellem ferie og arbejde. Dels er der en rar stemning på min arbejdsplads – det er en god fornemmelse at skulle tilbage. Og dels gør min meget korte transporttid, at jeg har langt mere fritid og råderum på hverdage. Jeg har både tid og energi til at komme ud, i butikker eller lave noget aktivt hjemme selvom jeg har været på arbejde.

Lignende indlæg:

Hvordan det går med Adina – sommer 2017

Det er 3 måneder siden at Adina fik diagnosen Degenerativ Myelopathi. Sygdommen skrider frem, og i dag har Adina flere problemer end i foråret.

Adina slæber nu også den venstre bagpote, så neglene på den pote også er slidt mere end normalt. Hun er mere ustabil på bagbenene, så hvis hun støder ind i noget eller nogen med hoften, så vælter hendes bagkrop. Hun glider nemt ud i en slags spagat med benene, som i Bambi på glatis, og jeg får lyst til at skubbe benet tilbage i normal position ligesom Stampe gør.

Hun går rimelig godt, når retningen er ligeud, men hun vrikker på bagbenene som en mand i høje hæle. Man ser hendes ustabilitet tydeligt når hun drejer eller vender, hvor benene ofte er helt tæt sammen eller krydser hinanden. Nogle gange går hun ‘ned i knæ’ som om hun mangler kræfter i bagbenene. Hun går ofte i pasgang.

Gåture i skov og natur går ret fint, og hun nyder dem som hun plejer og trækker godt i snoren. Gåtur på asfalt og fliser går sådan set også fint, men man kan høre at hun slæber på poterne, og derfor får man som menneske en følelse af at hun slider meget på poterne – det er ikke rart.

Det er ikke længere så nemt at rejse sig og lægge sig ned. Når Adina skal rejse sig, bruger hun sin forkrop og forben meget, og når hun skal lægge sig, lader hun sig falde eller glide ned med bagkroppen. Skal hun op på et af de møbler hun gerne må være på, er det også overkroppen der gør det meste arbejde, og hun kommer nemt til at trække løse tæpper med op under sig med bagbenene.

Det er rigtig svært at se på at hun har disse problemer. Det er så tydeligt nu, at hendes førlighed er påvirket at sygdommen, og at hun ikke bevæger sig normalt.

Det virker uværdigt på os mennesker, men det er ikke sikkert Adina opfatter det sådan. I starten tog hun overhovedet ikke hensyn til sine problemer. Nu kan man se at hun kompenserer og er mere forsigtig, men hun holder sig stadig ikke tilbage – hun rejser og lægger sig stadig lige så ofte som hun plejer, og render op og ned ad trapper for at kigge ud som hun plejer. Hun vil stadig gerne lege med andre hunde og sine mennesker, og tager også selv initiativ. Når hun ikke kan følge med, trækker hun sig dog igen.

Husbond og jeg har som Adinas mennesker også været igennem en udvikling siden vi fik diagnosen. I starten var vi chokerede og ulykkelige. Det føltes så meningsløst, at en ellers sund og rask hund skulle have et kortere liv pga. sådan en dum nervelidelse. Vores tanker vendte sig hele tiden imod den aflivning som vil blive konsekvensen i sidste ende, og det føltes helt umuligt at skulle tage den beslutning.

Da chokket havde lagt sig, blev vi operationelle omkring de praktiske ting i hverdagen, der kan gøres nemmere for Adina med de udfordringer hun har. Vi begyndte at tage det en dag ad gangen, og prøver nu at nyde de gode stunder i fulde drag.

Efterhånden som Adinas problemer bliver værre, bliver det lidt mindre svært at tænke på, at vi en dag skal sige farvel til hende. Jeg bliver stadig ked af at tænke på det. Men i takt med, at de ting der giver hende livskvalitet bliver sværere for hende, kan jeg bedre se for mig, at det på et tidspunkt vil være den rigtige beslutning at lade hende sove ind.

Udviklingen i Adinas sygdom går forholdsvis hurtigt. I hverdagen ser vi tydeligt forskel fra uge til uge, og folk der er sammen med Adina med flere ugers mellemrum, ser stor forskel fra gang til gang. Jeg er ret sikker på at dette er den sidste sommerferie vi får sammen med Adina. Måske har vi også haft den sidste jul sammen. Livet uden Adina rykker nærmere, og jeg tænker meget på hvordan det bliver. Jeg har meget svært ved at forestille mig hvordan savnet af hende vil føles. Jeg frygter at det rammer mig som en hammer af sorg, for jeg er virkelig gået hele vejen i min kærlighed til hende. “Den der elsker meget, skal sørge meget” som Johannes Møllehave siger.

På den anden side er det også forbundet med en snert af lettelse at tænke på livet bagefter. Dels at få overstået den forfærdelige beslutning og handling omkring aflivning. Og dels at komme ud af denne opslidende periode, hvor vi bare går og venter på at Adina får det værre og værre.

Lignende indlæg:

Sommer 2017

Vi har ikke haft vores sædvanlige held med ferievejret, så meget af sommerferien foregår indendørs. Der er tid til at skrive, og jeg vil gerne gøre lidt status.

Det er 4 måneder siden jeg startede i mit nye job. Prøvetiden er overstået og jeg er kommet godt ind i mine opgaver. Jeg er stadig rigtig glad for jobbet. På forunderlig vis kan jeg bruge mine evner og erfaringer, samtidig med at jeg lærer nyt. Jeg føler mig rigtig godt tilpas blandt kollegerne, og de fysiske rammer med kort transport til arbejde og en god rolig plads gør mig godt.

Det har været overraskende hårdt at skifte fra el-cykel til almindelig cykel, men nu har kroppen vænnet sig til det. Desværre er det ikke lykkedes mig at komme tilbage til den vægt jeg havde før min verden tog en kolbøtte, så selvom jeg kom igennem krisen med skindet på næsen hvad angår psyke, økonomi og job, så har jeg nu en endnu større overvægt at kæmpe med.

På hjemmefronten går det op og ned. Vi har som sædvanlig mange projekter, og foråret har både budt på fældning af et stort træ, implementering af plæneklipperrobot og køb af ny bil. Vi har startet en opsparing til nyt køkken og føler nok at vi har fået en frisk start.

Det præger dog alting rigtig meget, at Adina er syg. Der er gået 3 måneder siden vi fik diagnosen, og hendes tilstand forværres hele tiden lidt. Adina slingrer, snubler, glider og slår poterne mod dørtrin. Jeg kan se at det bliver værre, og jeg har mareridt om at hun kommer til skade. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på den der sidste tur til dyrlægen som venter forude. I perioder er jeg afklaret med det, men i andre perioder er jeg utrolig ked af det.

Alt i alt går det nu godt, og jeg kan ikke tillade mig at klage. Mit liv er meget privilegeret, og det er jeg taknemmelig for. Lige nu handler det om at nyde ferien og nyde Adina, og så må vi ellers tage det en dag ad gangen.

Lignende indlæg:

Overvejelser om hund – pro

Jeg går i overvejelser om mit fremtidige hundeliv. Jeg har udsigt til at miste min Adina indenfor det næste år, og det sætter tanker igang om hvorvidt jeg skal have hund igen.

Og hvorfor skulle jeg egentlig ikke det? Jeg elsker hunde højere end de fleste. Hele mit liv har jeg drømt om at have hund. Jeg er i og for sig indstillet på de afsavn der ligger i at have hund, og vi er inde i livsstilen. Langt hen ad vejen synes jeg at glæden ved at have hund opvejer ulemperne.

Lige nu har jeg faktisk gode forudsætninger. Mit nye job giver bedre forhold end nogensinde for at have hund. Min transporttid er minimal, og som jeg har oplevet det indtil nu har jeg bedre fleksibilitet end nogensinde.

Infrastrukturen er på plads. Vi har plads i både hus og bil, og økonomien holder også til det. Vi har nu nogle års erfaring med at have hund, som nok skal hjælpe os. Både dem der besluttede at vi måtte adoptere Adina, og hende der ejer kennelen hun kommer fra, har udtrykt tilfredshed med det liv vi har skabt for Adina.

Måske var det endda en idé at få hund allerede nu, mens Adina stadig er her. Så kan hun hjælpe med at opdrage den nye hund og fortælle den alt om hvordan man gør her i huset. Og dernæst en egoistisk nuance: når vi en dag skal sige farvel til Adina kan den nye hund forhåbentlig hjælpe os til at tænke på noget andet.

Det kunne jo også være, at der var nye og endnu bedre oplevelser at hente. Man kunne overveje andre hunderacer med andre egenskaber. Tænk hvis jeg fik en hund der var lidt mere social og kælen. Eller en hund ikke var bange for visse lyde. Og at få en hvalp ville være en helt speciel oplevelse.

Meget af det der holder mig tilbage fra at få hund igen er bekymringer om det ene og det andet. Egentlig synes jeg ikke det er så sundt at bekymre sig for meget, og på en måde har jeg lyst til at byde bekymringerne trods. Jeg ved bare ikke om jeg er stærk nok, og det sidste jeg vil gøre er at tage en uskyldig hund som gidsel i den sag.

Lignende indlæg:

Overvejelser om hund – contra

I kølvandet på Adinas diagnose har jeg fået en lang række overvejelser om mit fremtidige hundeliv. Skal vi have hund igen?

De første år som hundeejer var jeg overbevist om, at dette var livet for mig. Jeg var lykkelig for at være hundeejer og at føre en livslang drøm ud i livet. Husbond og jeg sagde til hinanden, at vi nok altid ville have hund fremover. Vi snakkede endda om at have 2 hunde. Vi nød hverdagen med gåturene og samværet med Adina i fulde drag.

For 3 år siden flyttede vi til Birkerød, og på samme tid ændrede vores hverdag sig lidt. Husbond begyndte at have en mere ustabil arbejdsdag, og vi kan ikke længere tage for givet at han kan tage fra arbejde til en bestemt tid. Han begyndte også at rejse mere, både med arbejde og med sine venner. Ansvaret for at komme hjem til hunden i ordentlig tid ligger nu derfor primært hos mig, og jeg skal i princippet kunne klare vores hverdag alene. Jeg vil altid gerne hjem til min hund, men det betyder i praksis at jeg ikke føler at jeg kan lave aftaler eller have ærinder på hverdage efter arbejdstid.

Vi har haft en del fleksibilitet gennem vores hundelufter, som kommer en gang om ugen og lufter Adina. Hun kan også passe Adina, hvis vi skal på en lille ferietur uden hund. Denne hjælp har givet os frihed, men den er desværre for nedadgående. Hundelufteren er begyndt at holde mere fri, næsten hver måned er der nu aflysninger. Det er også sjældnere at hun siger ja til at have Adina i pension.

For et år siden havde vi en konflikt med en anden hundeejer i vores lokale hundeskov, hvilket har betydet at vi ikke længere bryder os om at lufte Adina der. Derfor skal vi nu ud og køre for at komme i hundeskov. Jeg kører ikke bil, og jeg går derfor hundeture i de lokale villakvarterer og parker. Det dækker fint Adinas behov nu, men vil det være nok for en ny ung hund?

Jeg er kommet til at tænke på, om vi måske er for følsomme til at have hund. Sådan en konflikt vi havde for et år siden, hvor en hundeejer synes at Adina er en tikkende voldsbombe, fordi hun satte hendes voldsomt gøende hund på plads (uden at gøre skade), går både mig og husbond meget på. At det derefter bliver en sladderhistorie, der vokser som fjeren til de fem høns hjælper ikke på det.

Hver gang jeg går fra Adina for at tage på arbejde, føler jeg mig som en tarvelig skid. Jeg synes det er synd for hende at hun skal være alene, og jeg bekymrer mig meget om hvor længe hun er alene. I det hele taget bekymrer jeg mig meget om at hun har det godt og har et godt liv. Det er også en belastning at være afhængig af at finde pasning, når vi skal noget hvor hunden ikke kan komme med. Jeg synes det er ubehageligt at bede familie og venner om hjælp, da jeg synes det er en stor belastning at bede nogen om at tage sig af en stor hund der trækker i snoren og piver når hun er utilfreds.

Det ramte os hårdt, da vi fandt ud af at Adina havde en uhelbredelig sygdom. Som tidligere nævnt var vi ikke vant til at forholde os til sygdom hos en hund, men selvfølgelig kan en hund blive syg. Faktisk hører Adina til en race som ikke er ret plaget af sygdomme. Adfærdsmæssigt er Adina også lidt af en mønster-hund. Når vi kigger os omkring i omgangskredsen og på sociale medier er der mange hunde med flere og værre problemer, både adfærdsmæssigt og helbredsmæssigt. Jeg synes det har været hårdt nok med de udfordringer Adina har – tænk hvis man fik en hund med større problemer.

Adinas sygdom varsler en skillevej, og alt i alt er der mange grunde til at gå tilbage til et hundefrit liv. Det vil give mere frihed og fleksibilitet, og mindre bekymring. Og det ville da være en rar bonus at få lettere ved at holde hjemmet rent og pænt. Det er simpelthen lettere og indebærer mindre stress. Spørgsmålet er bare om det er det værd, når nu man elsker hunde så inderligt som jeg gør.

Lignende indlæg:

Degenerativ Myelopathi

I påsken besluttede vi at gå til dyrlægen med Adina. Hun var begyndt at slæbe på den ene pote og være ustabil på bagbenene.

Dyrlægen undersøgte hende med sine hænder og fandt ikke nogen tegn på at hun havde smerter. Hun kom ind til røntgenundersøgelse og blodprøver. Her blev det udelukket at hun havde problemer med knogler og led, og flåtbårne sygdomme og andre infektioner blev også udelukket.

Hendes symptomer kan kun forklares ved sygdommen Degenerativ Myelopathi, en sygdom som ses hos schæferhunde, og som begge Adinas forældre er/var bærere af.

Sygdommen er en uhelbredelig neurologisk sygdom, som gradvist nedbryder rygmarvens evne til at sende signaler til bagkroppen. Hunde der har den sygdom bliver derfor gradvist mere og mere handicappede, og normalt vil man 6-12 måneder efter diagnose beslutte at aflive hunden fordi livskvaliteten ikke længere er god nok.

Det var et stort chok at måtte indse, at Adina kort før sin 8 års fødselsdag skulle få denne dødsdom. I den tid vi har haft Adina har hun været sund og rask, stærk og adræt. Vi har kun været hos dyrlægen ifm. årlige sundhedstjek og så et par gange fordi hun har skåret sig i poten. Derfor havde vi regnet med at have hende en del år endnu, selvom hun nu er en lidt ældre hund.

Jeg har grædt og tænkt og grædt igen. Det gør ondt at se hende have problemer med at bruge sine bagben, og det faktum at det kun bliver værre gør det sværere at bære. Tanken om at skulle tage en beslutning om aflivning kan jeg ikke rumme.

Der er ikke nogen behandling for sygdommen, men husbond og jeg prøver at gøre hvad vi kan for at støtte Adina i hendes hverdag. Vi laver styrketræning ved at gå op ad stejle bakker. Vi har lagt tæppe på trapperne, så hun ikke glider. Vi har stillet en vandskål på 1. sal, hvor hun sover sammen med os om natten, så hun ikke behøver at gå op og ned ad trapperne om natten.

Derudover har vi aftalt at holde kontakten med dyrlægen, så vi sikrer at vi vurderer situationen rigtigt og ikke lader Adina lide eller have et uværdigt liv. Og så er det ellers bare at prøve at nyde Adina i den tid vi har tilbage sammen med hende.

 

Lignende indlæg:

Slut med el-cykel

– i hvert fald som dagligt transportmiddel.

Efter mit seneste jobskifte har jeg fået utrolig kort til afstand til mig arbejde. Sølle 4 km kan det blive til. På el-cykel tager det 11 minutter. Jeg er nærmest ekstatisk over at bruge så lidt tid på transport, det udløser en masse ekstra fritid helt gratis – ”penge lige i lommen”.

Problemet er bare, at jeg får næsten ingen motion eller kalorieforbrænding ud af at køre den korte tur på el-cykel. I forvejen er jeg kommet i temmelig dårlig form efter en periode uden daglige cykelture, og vægten er kommet alt for højt op. Jeg har derfor besluttet mig for at køre på almindelig cykel til og fra arbejde. På den måde håber jeg at jeg kan undgå at skulle til at gå i motionscenter eller lignende for at dyrke yderligere motion.

Jeg har ikke længere nogen almindelig cykel, så i påskeferien gik jeg ned til den lokale cykelhandler. Med i lommen havde jeg en lille seddel, hvor jeg havde noteret mine krav og ønsker til en ny cykel. Efter ca. 10 år med el-cykel forventede jeg, at det ville blive et stort arbejde at vænne kroppen til almindelig cykel, så jeg lagde vægt på en effektiv energioverførsel via udvendige gear og en aerodynamisk siddestilling. Jeg ville også gerne have skivebremser, og så var det vigtigt for mig at cyklen ikke var en kedelig farve som sort eller grå.

Det tog ikke ret lang tid at finde en Kildemoes Logic Sport citybike i en flot lilla farve, der levede op til mine forventninger. Forretningen gjorde den klar så jeg kunne hente den senere samme dag. Mandagen efter var det arbejdsdag igen, og jeg hoppede op på min nye ganger.

Pyh, det var godt nok hårdt at cykle uden 250 Watt hjælp fra en motor. De første dage synes jeg det var helt ubegribeligt tungt at træde en helt almindelig cykel. Det var som om at benene bare slet ikke kunne. At starte fra rødt lys gik så langsomt, at jeg blev hidsigt utålmodig, og at komme op i en hastighed jeg var vant til fra el-cyklen var umuligt selv på flad vej.

Efter en uge havde jeg vænnet mig lidt mere til at køre almindelig cykel. Jeg havde fået justeret min ubevidste forventning til hastighed og acceleration, så det passede bedre med min formåen, og jeg måtte også justere min cykelhjelm fordi fik hovedpine af at køre med nakken bøjet tilbage og med en noget højere puls. Lige så stille kunne jeg mærke at lårene fik mere styrke, så jeg kunne komme op ad bakkerne uden at gå næsten i stå.

Turen til arbejde tager ganske få minutter mere end med el-cyklen, og jeg er endda begyndt at køre en lille omvej for at få mere motion. Jeg forbrænder mere end det dobbelte på cykelturen og får sved på panden. Jeg er glad for min beslutning og der er ingen tvivl om at jeg fortsætter på denne måde.

El-cyklen beholder jeg dog indtil videre. Den er jo ’min bil’ som jeg bruger når jeg skal køre længere ture, og så er den praktisk indrettet med cykelkurve, så jeg kan bruge den til selv store indkøb. Den nye cykel har meget smalle dæk, og det bliver svært at sætte nogen grove vinterdæk på, så jeg regner også med at el-cyklen skal være min redning når sneen kommer.

Lignende indlæg: