Norma er her

I skrivende stund er det præcis en uge siden, at husbond og jeg hentede Norma hos Kennel BeDaBlanco i Nørager, og kørte hende hjem til os i Birkerød.

Hjemturen gik over al forventning. Dels faldt Norma ret hurtigt i søvn, og dels blev vi meget hurtigt gode venner. Halvvejs hjemme måtte vi gøre stop fordi jeg skulle på toilet, og da jeg kom tilbage til bilen blev hun glad for at se mig. Meget positivt i forhold til muligheden for at opbygge et venskab og tillidsforhold.

På trods af vores store erfaring med hunde, prøver vi nu noget vi ikke har prøvet før; at have en hundehvalp. Som forventet er det ret krævende, men også skægt og rørende.

I den første uge har vi selvfølgelig arbejdet med renlighed, så Norma kan lære at besørge udendørs og kun udendørs. Hver gang Norma har sovet, leget eller spist, bærer vi hende ud i haven, fordi hun typisk skal tisse efter disse aktiviteter. Det er gået godt indtil nu, men der er stadig uheld nu og da. Vi har lavet en rampe, så hun selv kan gå ud i haven fra huset. Hun er hurtigt blevet god til at gå på den, men hun kan endnu ikke finde ud af selv at gå ud når hun skal besørge.

Vi er også lige så stille igang med at træne, at Norma kan være alene. Det er jo nødvendigt når vi skal på arbejde. Bare ganske få sekunder og minutter efterlader vi hende alene med aktivitetslegetøj, og overvåger hendes reaktion via et webcam. Vi er nu oppe på 3 minutter uden panik.

En af de mest udfordrende ting har været, at hun bider i vores hænder og fødder med sine sylespidse hvalpetænder. Det gør forbandet ondt, og det skal hun hurtigst muligt holde op med. Indtil nu ser vi det som et flersidet problem. Dels har hun som den hvalp hun er, en stor trang til at bide i det hele taget, det kan legetøj hjælpe med. Men dels har hun en tendens til at blive overgearet. I den situation går hun amok med bideriet, og kan ikke afledes med legetøj. Vi er nødt til at gå nogle skridt væk eller at forlade lokalet i nogle sekunder for at signalere, at vi ikke vil acceptere den opførsel. Det har hjulpet meget, men problemet er ikke væk.

Vi har også arbejdet med at prøve at undgå, at hun bliver overgearet. Vi har tænkt på om det handler om stress. Desværre er det tit udløst af, at hun bliver glad for at se os efter at vi har været væk fra hinanden, f.eks. ved at jeg står senere op end hun og husbond og kommer ned til hende en time efter hun er stået op. Det er så rørende at se, at denne søde lille hundehvalp bliver så glad for at se mig, og det har været meget naturligt for mig at gengælde hendes gensynsglæde. Men for at undgå at hun bliver overgearet, prøver jeg at være så underspillet som muligt, uden at være afvisende. Det ærgrer mig lidt at det er nødvendigt, jeg ville allerhelst bare kramme og kysse dette yndige lille væsen.

Norma er god til at sove om natten. Hun har tit et af sine ‘flip’ ved sendetid, men hun falder ret hurtigt til ro, og så sover hun hele natten. Vi står op en enkelt gang midt om natten og bærer hende ud for at tisse, og det er faktisk lykkedes at undgå tisseri indenfor om natten.

Nu vil jeg slutte dette blogindlæg af, for Norma er ved at bide i en ledning. Selvom jeg sover godt om natten, gør det mig utrolig træt og groggy at være opmærksom på den lille ballademager hele tiden. Koncentrationen om at skrive er ikke den største.

Lignende indlæg:

Mens vi venter på Norma

Torsdag 16. maj 2019 blev der født 8 hvalpe af racen Hvid Schweizisk Hyrdehund på Kennel BeDaBlanco. Der var 4 hunner og 4 hanner. Dermed vidste vi, at vi skulle have hund til sommer.

Nu kan vi gå igang med de forberedelser der skal til, for at få hundehvalp. Vi fik planlagt sommerferie på vores jobs og begyndte at skrive huskelister. Hegnet i haven skal gennemgås og forstærkes. Vi skal have fundet en løsning på hvalpens færden uden at gå på de trapper, vi har i huset. Vi skal have købt lidt udstyr.

I den kommende weekend må vi besøge vores nye hvalp. Det er en drøm der går i opfyldelse, når jeg skal møde de 8 hvalpe – jeg tror det bliver en af de største dage i mit liv.

Allerede før hvalpene var født, begyndte vi at tænke på et navn. Ved nogle af de forrige kuld, har hvalpekøberne fået lov at ønske sig et navn med kuldets forbogstav. Vi har derfor grublet over et fint pigenavn med N og kom frem til Norma. Vi håber at kennelen vil gøre det til det officielle stamtavle-navn, men vi er blevet så glade for det navn, at det bliver hendes hverdags-navn uanset hvad.

Midt i juli kan vi hente vores lille nye hund, og så kommer alt det spændende – og hårde. Det bliver uden tvivl en stor glæde at lukke en yndig hundehvalp ind i vores familie. Og alle siger til os, at det også bliver hårdt med renlighedstræning osv. I de første 16 uger af hundens liv er den mest modtagelig for at lære nyt. Vi har altså 8 uger til at introducere hende for en masse forskellige situationer og miljøer. Jeg tror mest det bliver skægt.

Jeg har oprettet en Facebook-side, hvor der vil forekomme hvalpe-spam: billeder og små beretninger fra Normas liv. Vi havde en tilsvarende side for Adina, og det var en stor succes. På den måde kan kennelen, interesserede, venner og familie følge med. De der ikke interesserer sig for hunde, kan lade være.

Lignende indlæg:

Folketingsvalg 2019

I dag er det igen tid til at stemme til Folketingsvalg, denne gang på en Grundlovsdag fuld af sol og varme.

Jeg synes det har været en forfriskende valgkamp. Fordi der stillede hele 4 partier op, som ikke sidder i Folketinget i dag, har der været momenter, hvor man hoppede op i helikopteren så på, hvordan samfundet er skruet sammen grundlæggende. Selvom de nye tanker næppe bliver til virkelighed, har det været befriende at hæve sig lidt over valgflæsk og populisme, og opleve nogen der tør drømme lidt.

Emnerne har været mange, og løfterne endnu flere. En ting der har irriteret mig, er at man bruger unge menneskers klimademonstrationer som en årsag til at gøre noget for grøn omstilling. Jeg synes det er dejligt, at børn og unge er blevet mere klimabevidste (- bare de så også var det når de går til fest udendørs). Men unge mennesker har ikke nødvendigvis det indblik der skal til, for at give input og perspektiv til hvor der skal sættes ind. De bliver nemt suget med af populistiske vinde. Det er jo ikke så enkelt, at man kan mindske plastik i verdenshavene ved at gå og samle skrald i Danmark.

TV-debatterne har som sædvanlig været grænsende til pinlige, når flere partier mødes. I år særligt tåkrummende, fordi en afstumpet ekstremist har fået underskrifter nok til at stille op til folketingsvalget. DR havde til gengæld held med en udsendelsesrække ved navn ‘Mød partierne’ hvor man lod partilederen være på hjemmebane med publikum af samme observans og en venlig men lidt kritisk journalist foran sig. Jeg synes det var de udsendelser jeg fik mest ud af.

Som meningsmålerne ser ud, vil det for en gangs skyld være reelt spændende hvordan resultatet af valget bliver – og især hvordan forhandlingerne kommer til at gå, når mandaterne er fordelt. Jeg regner med at jeg skal sidde oppe og følge med så længe jeg kan holde mig vågen.

Lignende indlæg:

Køkken afslutning

Det tog længere tid end forventet at få afsluttet køkkenprojektet. Vi var fremme i april måned, før Invita formåede at skifte de 4-5 dele der var skadet af transport eller montage. Først efter påske kunne vi lave afleveringsforretning, få vores nøgle til huset tilbage og få at vide hvordan vi skulle behandle køkkenet i det daglige.

Siden januar har der stået 3 kasser fliser nede i gangen og ventet på at vi kunne sætte dem op. Jeg må sige at jeg er temmelig skuffet over at det skulle trække så meget ud til sidst. 5 måneder længere end tidsplanens worst case, det er meget. For meget.

Jeg har skrevet en anmeldelse af vores projektforløb med Invita på www.trustpilot.dk. Jeg har gengivet min anmeldelse i dette indlæg.

Nu er det langt om længe overstået. Resultatet af køkkenprojektet er vi glade for. Vi synes det er blevet pænt. Jeg er ret spændt at se fliserne på væggen som kronen på værket, når husbond en gang får tid til at se på det.

Den daglige brug er overraskende meget bedre end det tidligere køkken. Jeg må sige at køkkenøen giver nogle nye muligheder som vi ikke havde regnet med. Emhætten monteret i loftet har også overrasket positivt. Den fungerer godt og er meget lydsvag. Alle materialevalg har været rigtige for os – jeg elsker at røre ved de malede overflader på låger og skuffer og den noprede bordplade i kompaktlaminat. Vasken af silgranit er pæn, lækker at røre ved og virkelig nem at holde pæn.

Siden køkkenet blev taget i brug har vi haft mange på besøg for at se det nye køkken. Det er en fornøjelse at have gæster i køkkenet, og jeg nyder at lave mad der.

Lignende indlæg:

Anmeldelse af Invita Køkkener A/S

En blandet oplevelse

Det er mere end et år siden, at min mand og jeg gik ind i butikken Invita Hørsholm for at tage den første snak om et køkkenprojekt. Vi fik brochurer med hjem, bla. en der hed “En god oplevelse” om processen med at få nyt køkken. 

For os har det nærmere været en blandet oplevelse at købe køkken hos Invita. Men nu er køkkenet færdigt, og vi er glade for det.

Vi meldte rent ud til at starte med, hvad vores budget var, og sælgeren sagde at det kunne godt lade sig gøre. 3 måneder efter modtog vi et tilbud der var 30% højere end vores budget uden hårde hvidevarer. Vi prøvede at forhandle lidt, måtte finde nogle ekstra penge og skrev så under. 

Derefter kom 2 måneder uden aktivitet. Ingen ‘velkomst’ eller orientering om hvad der nu skulle ske. Dernæst 2 måneder med håndværkere og montering af køkken, og til sidst en periode på 5 måneder, hvor Invita har forsøgt at udskifte transportskadede dele i mange, mange forgæves forsøg. 

Invita Hørsholm har generelt været ret imødekommende og sobre. De har dog et par udfordringer:

Forventningsafstemning: Hvem laver hvad? Vi troede vi havde lavet en aftale om totalentreprise undtagen vægge og lofter. Pludselig vist det sig at vi stod med ansvaret for at flytte VVS-installationer så de passede til det nye setup. Invita hjalp os med en feber-redning (for vores regning), men det kunne have været undgået, hvis sælgeren ved aftaleindgåelse havde pointeret at det ikke var med i tilbuddet.

Kommunikation: Hvornår leveres køkkenelementerne? Hvordan skal vi forholde os, når håndværkerne ikke kommer som der står på tidsplanen? Vi har selv måttet spørge ind, når tidsplanen skred, og kun ganske få leverancer blev varslet af Invita, selvom det kræves at man er hjemme til at tage imod. Det er i perioder svært at få fat på sine kontaktpersoner, og de er kun sjældent selv opsøgende.

Når der er fejl i leveringen går sagen videre til ‘fabrikken’, hvor man er i kontakt med et andet niveau i Invita. Invita-koncernen har en hel del udfordringer:

Økonomistyring: Invita beder om en meget stor forudbetaling, et beløb der er langt højere end værdien de køkkenmoduler som efter sigende fremstilles specielt til os. Pengene blev opkrævet 3 måneder før produktion og levering. Der skal betales via bankoverførsel, og vi måtte selv bede om en kvittering. Betalingsplanen tilpasses ikke når tidsplanen forskydes. Til gengæld sendes slutopgørelse flere måneder før projektet er afsluttet.

Kvalitetssikring: Overraskende mange dele var skadet af transport og krævede udskiftning. Den malede inderside af korpus var ridset af glashylderne, og der var afsmitning af blå sprittus på ca. halvdelen af låger/skuffefronter. Jeg undrer mig over, at en velsmurt produktionsproces ikke kan undgå disse ting, og jeg kan forstå på håndværkerne at det ikke er ualmindeligt.

Logistik/bestilling: Det har været meget omstændeligt at få udbedret transportskader. Hele hovedleverancen var korrekt, men erstatningsvarerne har gentagne gange været i forkerte formater. Eksempelvis et forsøg på at udskifte et 80 cm-korpus og et 50 cm-korpus, hvor Invita leverer 2 stk. 60 cm-korpus i stedet. Dette har trukket hele projektet ud i mange måneder, og betydet at vi først nu kan begynde at sætte fliser op, selvom vi har haft køkkenet i brug siden december.

Konduite: På trods af et utrolig langtrukkent forløb har vi kun mødt skuldertræk og beklagelse fra dem der forsøger at få udbedre fejlene. De kæmper tilsyneladende magtesløst med et stort maskineri, der ikke har sine processer på plads. Vi skal som kunder være ekstremt fleksible i forhold til et forløb, der går langt over tidsplanen, og betaling der skal falde lang tid i forvejen, men Invita viser ingen konduite i form af kompensation, dekort eller blot en lille erkendtlighed som undskyldning. Man kan godt få den fornemmelse, at dette niveau af fejl og overskridelse af tidsplan er så almindeligt at Invita ikke ænser det, på trods af løfterne om ‘en god oplevelse’.

Jeg har givet udtryk for disse oplevelser i tilfredshedsundersøgelse, der blev fremsendt i december.

Lignende indlæg:

Hund igen

Vi har grædt og savnet. Vi har vejet for og imod. Vi har kompenseret og fundet kompromiser. Og nu har vi besluttet at vi skal have hund igen.

Siden vi mistede Adina har velmenende venner og familiemedlemmer kontaktet os om hunde, de synes kunne blive vores næste hund. Alle omkring os synes at vi skulle have hund igen, men vi har selv været i tvivl og afvist. Nok mest mig, men husbond vil ikke have hund, hvis jeg ikke går helhjertet ind for det.

I marts måned blev jeg kontaktet af ejeren af den kennel, hvor Adina kom fra. Hun spurgte om vi var interesserede i at overtage en han-hvalp, som måtte finde nyt hjem allerede en måned efter at han var flyttet fra kennelen.

Også denne gang sagde vi nej tak, men i modsætning til andre gange satte dette nogle tanker igang.

Det gik op for os, at vi har svært ved at tage en beslutning så hurtigt, som det kræves ifm. en omplacering: det er her-og-nu at hunden skal videre, og vi skal ud fra nogle få oplysninger, på få timer, kunne tage stilling til, om det er en hund der passer til et livstids-commitment om hund for os. Hvis vi nogensinde skulle have hund igen, ville det nok ikke kunne ske på denne måde.

Det eneste alternativ er at få en hund fra hvalp. Så er der god tid til at overveje hvilken race det skal være. Man bliver skrevet op til en hvalp og går og venter. Når hunden er født, er der 8 uger til den kommer hjem til familien. Der er altså tid til at forberede sig. 

Indtil nu har vi ment at det var problematisk for os at få en hundehvalp, fordi vi begge har fuldtidsjobs. Ganske vist kan man tage noget ferie når hunden kommer hjem, men ret kort efter må man jo tilbage på arbejde, og så skal den lille hund være alene i mange timer. Det er en vigtig opgave at give en hundehvalp en god start på livet, så der ikke kommer problemer senere, og den opgave har vi også været i tvivl om vi kunne klare.

I vores lille familie er det nok mig, der bekymrer mig mest. Efter jeg er kommet ud på den anden side af min depression, ser jeg langt lysere på mange ting og har mere tiltro til mine egne evner. Måske er det derfor at vi begyndte at tænke seriøst på at få en hundehvalp. 

Vi opdagede at Adinas kennel planlagde et kuld hvalpe, som ville blive klar til at flytte hjem til deres nye familier lige til sommerferien. Både husbond og jeg ville kunne lægge 4 ugers sommerferie forskudt, så vi fik rigtig meget tid sammen med den lille hvalp i starten.

Vores forældre tilbød at hjælpe til, og i samme periode var der endda et tilbud i den lokale hundeskovs Facebook-gruppe fra en teenage-pige, der gerne ville lufte hunde efter skoletid. Pludselig virkede det ikke så umuligt at få en hvalp.

Efter nogle ugers overvejelser var det mig, der kontaktede kennelen, og bad om at blive skrevet op til en pige-hund fra det kuld, der forventes midt i maj. I skrivende stund står vi som nr. 1 på ventelisten, så hvis bare der kommer 1 pige-hvalp i Kuld N, så skal vi have hund til sommer 🙂

Lignende indlæg:

Deprimeret

Som jeg sidder her og skriver, har jeg det godt og ser lyst på tilværelsen. Og det ser ikke ud til at jeg mister jobbet og skal ud og søge nyt. Så nu tør jeg godt skrive om det.

I den forgange vinter har jeg haft en depression. Jeg begyndte i efteråret at trives virkelig dårligt. Var uendelig træt. Følte mig som forstenet. Stirrede ud i luften når jeg kom hjem fra arbejde. Græd mere end jeg plejer.

Jeg troede at trætheden kom af problemer med at trække vejret gennem næsen, hvilket vækkede mig adskillige gange hver nat. Eller køkkenprojektet, som var ret krævende i den periode. Jeg havde også haft nogle lidt for hårde skænderier med husbond, og arbejdspres og frustrationsniveau på arbejde havde været tårnhøjt længe.

Jeg lagde mærke til, at jeg faktisk tænkte ret negativt om mit liv. Jeg havde perioder, hvor jeg synes at jeg ikke duede på arbejdsmarkedet, at jeg var en dårlig ægtefælle, datter, søster. Jeg blev meget bevidst om, at jeg reelt ikke har nogen venner. Nogle gange syntes jeg, at det var bedre for alle, hvis jeg ikke var her. En morgen kunne jeg slet ikke forestille mig at tage afsted på arbejde. Jeg meldte mig syg.

“Nå, hvad er det nu med dig, Trine?” sagde lægen. Vi snakkede om næse-problemerne og den store træthed. Hun mente ikke at jeg havde en depression, men jeg sagde at jeg selv havde haft den tanke. Lægen testede mig med et spørgeskema, der spurgte ind til energi, engagement i hverdagsting, tunge tanker om livet, søvn og appetit. Testen viste at jeg havde en middel-svær depression.

For at udelukke fysisk sygdom fik jeg taget en række blodprøver, og efter endnu en konsultation fik jeg udskrevet anti-depressiv medicin. Jeg var sygemeldt og måtte indstille mig på at der kunne gå 4-6 uger før pillerne hjalp.

November og det meste af december gik med at ligge på sofaen og skifte mellem at sove og se fjernsyn. Jeg kunne ikke tage mig sammen til at gøre noget. Jeg prøvede at lave lidt struktur i dagene ved at stå op til en bestemt tid, have faste spisetider og faste ting jeg skulle se i TV. Når jeg skulle til læge og andre ærinder var det til fods, og på de gode dage fik jeg taget mig sammen til at gå en tur i den lille skov der ligger lige ved siden af.

Et par gange gik jeg op i dosis på antidepressiv medicin. Lige inden jul begyndte jeg så småt at få det bedre, og i midten af januar begyndte jeg på arbejde igen, 3 timer om dagen – 3 dage om ugen. Det gik langsomt i starten, men det var godt at være tilbage på arbejde. Mine kolleger har været helt utrolig søde ved mig, og det var dejligt bare at være til stede.

Midt i februar fik jeg halsbetændelse. Efter en uges ferie fik jeg influenza og derefter lungebetændelse. Jeg var væk fra arbejde i næsten 4 uger i træk, og det var meget frustrerende når nu jeg var igang med et optrapningsforløb på arbejde. Jeg var bange for at min arbejdsplads skulle tænke noget dårligt om mig.

Da jeg endelig var tilbage og kommet ovenpå, gik det heldigvis mærkbart bedre. Nu følte jeg mig decideret glad og energifyldt, og de dårlige tanker var der ikke så mange af. Jeg gik op på at arbejde 4 dage om ugen, og trapper nu op med en halv time om dagen hver uge.

Jeg er ikke blevet klogere på årsagen til at jeg fik en depression. Mit bedste bud er en cocktail af flere ting: sorg over at miste Adina, en lang periode med stress og frustration på arbejde, forskellige kropslige problemer og et hektisk køkkenprojekt, der vendte op og ned på hjemmelivet.

Jeg har jo tidligere været ramt af stress flere gange, og nu har jeg haft en depression. Det er klart det giver stof til eftertanke i forhold til hvordan jeg lever mig liv. Jeg er utrolig glad for min nuværende arbejdsplads, og jeg vil meget nødig forlade den. Men jeg er nødt til at gøre noget.

I øjeblikket går mine tanker mest på at have noget at gå op i når jeg har fri. Det nye køkken har givet anledning til at dykke ned i min interesse for madlavning. Husbond har foræret mig en køkkenmaskine og en masse tilbehør, og jeg har kastet mig over at lave is og en masse andet.

For nylig har husbond og jeg også besluttet os for at få hund igen, og vi har ladet os skrive op til en hvalp hos den kennel, hvor Adina var fra. Hvalpen er ikke født endnu, men hvis det lykkes så kommer sommerferien til at handle om en 8 uger gammel hvid schæfer-pige. På længere sigt kunne jeg godt tænke mig at være besøgsven sammen med hunden.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2018

Endnu et år er gået, og det er tid til at gøre status. Som sædvanlig ved denne tid sidder jeg i mit lille sommerhus, foran brændeovnen med tæppe over fødderne, og tænker tilbage på 2018.

FYsisk tilstand

Min læge tager mange blodprøver, og de er altid helt i orden. Blodsukker, kolesterol, stofskifte, nyrer – alt er som det skal være hver gang. I år har jeg dog haft en række banale gener, der alt i alt har betydet, at jeg ikke har følt mig rask.

Efter en kraftig luftvejsinfektion ved påske, har jeg haft problemer med luft gennem næsen. Det har generet mig både dag og nat, og gjort mig både udmattet og fortvivlet. Siden påske er det kun sket 4 gange, at jeg har sovet en hel nat uden at vågne af manglende luft. Jeg er blevet udredt for søvnapnø, men jeg har kun en smule, som ikke kræver behandling. I år har jeg haft 4 forkølelser, så min næseslimhinde har ikke fået mange chancer for at komme sig.

Jeg har også haft problemer med maven. Selvom jeg har droppet både lyst brød og müsli på morgenmaden, blev jeg henover sommerferien oppustet som en spærreballon hver gang jeg spiste. Jeg har heldigvis kunnet forbedre situationen med mælkesyrebakterier i pilleform.

Efter 1 år med ny kantine og ny cykel-afstand til arbejdspladsen, måtte jeg konstatere, at jeg ikke har formået at få min vægt ned til hvad den var før mine jobskift. Jeg startede til Zumba 2 gange om ugen og droppede slik, men lige meget hjalp det.

Jeg har tidligere kunnet holde min vægt nede ved at spise efter 5:2-diæten, men den måtte jeg droppe i sommers. Det har været en pragtfuld sommer, men jeg har desværre haft ekstra mange migræneanfald, også efter fastedage. Da jeg nærmede mig det månedlige maksimum for antal migrænepiller, valgte jeg at stoppe med 5:2-diæten.

Psykisk tilstand

I november fik jeg en depression. Jeg var uendelig træt og trist til mode, og til sidst kunne jeg næsten ikke slæbe mig ud af sengen.

Jeg måtte melde mig syg. Hos lægen fik jeg udskrevet antidepressiv medicin. I skrivende stund er jeg begyndt at få det lidt bedre. Jeg håber at den gode udvikling fortsætter, så jeg kan komme tilbage til en normal hverdag.

Årsagen er jeg ikke helt klar over. Der har været nok af psykisk belastende situationer de seneste år, og så er det ikke just befordrende at der er håbløst travlt på arbejde.

Arbejde

På papiret er mit nuværende job et drømmejob. Gode løn- og ansættelsesvilkår, kort transporttid og ingen storrumskontorer. I praksis er det en blanding af himmel og helvede.

Himmel, fordi kollegerne er fantastiske: vi holder sammen og støtter hinanden. Og fordi jeg føler at der er plads til sådan en som mig.

Helvede, fordi hverdagen er fyldt med konflikter med leverandører og frustrationer hos interne kunder. Og fordi der er stor uoverensstemmelse mellem opgaver og ressourcer og ingen udsigt til forbedring.

Familieliv

Husbond og jeg fejrede 10 års bryllupsdag i februar. Vi har efterhånden vænnet os til en hverdag uden hund. Vi har igen fået årskort til Tivoli, været til flere koncerter, og gået meget ud at spise. Savnet af Adina er der stadig, men i dag tænker vi primært på hende med glæde.

Helt fri for hundehår har vores hjem dog ikke været, for vi har fået lov at passe flere af vores hundevenner adskillige gange. Vi ser os selv som reserve-familie for Adinas nevø Atlas. Efter at vi et par gange har hentet ham for at gå en lang tur med ham, springer han nu nærmest i armene på os når vi ses. Det er et rigtig fint venskab vi har fået, og det betyder at hans ejer uproblematisk kan få sin hund passet ifm. sine forretningsrejser.

Vores forældre har været syge i året der er gået. Min mor fik helvedesild, og det tog hårdt på hendes overskud at tilføje den slags smerter til de daglige smerter fra omfattende slidgigt i ryggen. Svigerfar fik konstateret lungekræft og måtte igennem en række ubehagelige undersøgelser, hvorefter han fik opereret 1/3 af den ene lunge væk. Heldigvis var det kræft på et tidligt stadie og uden spredning, så nu er han kræftfri og skal ikke have yderligere behandling, dog kvartalsvise scanninger. Husbond og jeg har forsøgt at støtte op omkring vores forældre så godt vi kunne.

Økonomi

I 2018 lykkedes det os at spare så meget op, at vi kunne begynde at tænke på nyt køkken. Selvom det blev dyrere end den opsparing vi havde, klarede vi det med skindet på næsen og føler os i dag ikke fuldstændig blanket af.

Det skulle vi heller ikke så gerne, for lige da vi var begyndt at spekulere på køkken, fik vi besked om at der ikke længere laves reservedele til vores naturgasfyr. Det betyder, at næste gang der er en defekt på fyret er vi afhængige af at servicefirmaet har den rigtige reservedel på lager, ellers skal vi pludselig have nyt fyr, en udgift på omkring 30.000 kr.

Jeg har fået indhentet et lønmæssigt efterslæb, og mit månedlige rådighedsbeløb er nu større end hvad jeg har behov for. I 2018 prøvede jeg at investere noget af det økonomiske overskud i gartner-hjælp til haven. Det gik desværre ikke så godt, så efter et par måneder opsagde jeg aftalen. Nu sparer jeg pengene op og spekulerer på hvordan overskuddet kan konverteres til mentalt overskud på en anden måde.

Bolig

Det altoverskyggende projekt i år har været køkkenprojektet. Det tog 3 måneder at få et tilbud, og resten af året at få det gjort til virkelighed. Helt færdige er vi dog ikke, da der skal udskiftes nogle dele med skader i malingen.

Det har været hårdt, spændende og interessant at være igennem et så gennemgribende projekt.

Vi har ikke de helt store erfaringer med at hyre håndværkere, da husbond kan lave mange ting selv. Det har været interessant at se hvordan sådan et stort projekt foregår, og nogle gange frustrerende at have håndværkere gående.

At leve uden køkken i 3 måneder gik bedre end forventet. Vi fik lavet et midlertidigt køkken og klarede os ved hjælp af en mikroovn og halvfærdige retter fra supermarkedet.

Det næsten færdige køkken er blevet flot, og vi nyder det hver dag. Jeg har aldrig prøvet at have et helt nyt køkken, så der er mange wow-oplevelser ved skuffer og låger med dæmpning, induktionskogeplader, emhætte indbygget i loftet og masser af bordplads.

Status

I min opgørelse af 2017 var jeg stolt af min evne til at håndtere krise, men bekymret over mit psykiske helbred. Jeg sidder nu og gør det efterfølgende år op. I næsten 2 måneder har jeg taget antidepressiv medicin, og aner ikke hvorfor jeg blev syg. Måske var jeg ikke så sej til at håndtere krise alligevel?

Det der fylder mest i mit liv lige nu er at få det bedre psykisk. Jeg ved at det er depressionen der taler, når mine tanker kredser om at lave fundamentale ændringer i mit liv. Samtidig ved jeg at det må være forkert at have det dårlig på daglig basis. Jeg må og skal finde en måde at leve på, hvor jeg er mere glad.

Lignende indlæg:

Køkken 4. etape

November er blevet til december, og vi har taget vores nye køkken i brug.

I november har vi haft bordpladefolk, elektriker og snedker. De fleste af de skadede låger og skuffefronter er blevet udskiftet, det sidste stykke sokkel er sat på og der er lavet afslutning mod vinduet. Køkkenet er NÆSTEN færdigt. Så færdigt at vi kan bruge det.

Den sidste showstopper er vitrineskabene. Der var nogle skader på vitrineskabenes maling, og de er der stadig. Invita bestilte erstatninger, men da de skulle sætte dem op, opdagede de at det var en forkert model. Så nu bestilles de en gang til, og så skal en service-mand fra Invitas fabrik montere dem. Der går formentlig nogle uger før det er på plads, så nu har vi besluttet at tage disse skabe i brug og montere belysning, så køkkenet kan bruges fuldt ud.

Det er irriterende at der bliver ved med at være sådan nogle småting, og kommunikationen med Invita er blevet en tand dårligere. Det er næsten umuligt at træffe vores kontaktperson både på telefon, og han svarer ikke på mine mails. Sælgeren som solgte os køkkenet er fratrådt, så jeg har måttet tale med butikschefen for at få besked om hvordan de sidste ting kommer på plads.

Ikke desto mindre nedlagde vi for en uge siden det midlertidige køkken og tog det nye køkken i brug. I denne weekend har vi retableret stuerne som de var før. Selvom det er gået ret fint med det midlertidige køkken, er det dejligt at være tilbage til normalt setup.

Det føltes som utrolig lang tid siden, at vi havde lavet rigtig mad. Jeg var helt i tvivl om vi kunne finde ud af at købe ind og lave mad efter 3 måneder med færdig-mad. Men det har alligevel været overraskende nemt at hoppe tilbage i rutinen. Det var fantastisk at tage ud at købe friske grøntsager og fersk kød, og det gik OK med at få lavet de første måltider.

Vi skal vænne os til de nye hårde hvidevarer. Ovn og kogeplade har funktioner jeg ikke er vant til. Første gang jeg skulle bruge grill-panden blev resultatet ikke helt vellykket. Men man skal jo lige lære det at kende.

Når vi har fået skiftet de sidste elementer med skader, udestår kun opsætning af fliser. Jeg synes det er svært at vælge – skal det være en farve, eller skal det være grå/hvid/sort som vægge, bordplade og køkkenlåger? Vi har været ude og besøge nogle flise-butikker, men det gav bare et indtryk af hvor mange, mange muligheder der findes. Heldigvis er der lidt tid endnu før dette valg skal tages.

Fra at være i en afventende position, hvor vi har haft fokus på at følge op på alle udeståender, nyder vi nu det nye køkken fuldt ud og glæder os til at vise det til familie og venner.

Lignende indlæg:

Hverdag uden køkken

Husbond og jeg har nu levet en hverdag uden et køkken i næsten 2 måneder. I starten var det meget mærkeligt. Det var så indgroet at bruge faciliteterne i et køkken, og vi skulle virkelig vænne os til ikke at søge ud i det rum, hvor der ikke længere var køkken. Især savnede vi adgang til vand og afløb.

Lige så stille vænnede vi os til det, ligesom når man bor i en ferielejlighed, og vi fik hverdagen til at fungere i den lille stue hvor brændeovnen står.

Når det kommer til vand har vi et par beholdere med vand i køleskabet. Når vi skal have et glas vand eller skal koge æg i æggekogeren, tager vi vand derfra. Når der skal fyldes på igen er det en lidt længere tur ned i bryggerset i den anden ende af huset.

At rengøre hænderne når man er ved at tilberede mad, klarer vi langt hen ad vejen med vådservietter beregnet til baby-numser. Det er overraskende praktisk, også til at tørre bord og overflader af, når man har spildt.

Det kan være irriterende at stå med en kold sjat kaffe eller te, når man ikke har en vask med afløb i nærheden. Heldigvis har vi en overdækket terrasse med altankasser lige udenfor det rum som er vores køkken. De visne tagetes får lov at stå lidt endnu, så vi kan bruge jorden til disse sjatter.

Vi har glæde af, at vi er en husholdning der godt kan lide at bruge køkkenmaskiner. Vi bruger vores æggekoger, toaster og brødrister flittigt. Vi fandt ud af, at vores mikrobølgeovn også kunne fungere som varmluftsovn, og det har betydet at vi kan lave langt mere varm mad, end vi havde regnet med.

Til hverdag kan den stå på frikadeller lunet i mikrobølgeovnen med en færdig kold kartoffelsalat, opvarmet svamperisotto fra fryseren, eller toast med kyllingepålæg og cheddar-ost. Vi kan også nyde en indisk ret med naan-brød lunet i brødristeren.

I weekenden benytter vi os af at slagteren i vores Kvickly er så venlige at lave nogle færdigretter, som er lige til at sætte i ovnen. Det er for det meste noget med kartofler og grøntsager i bunden, og så noget kød ovenpå; kyllingebryst, oksekød eller mørbrad. Så supplerer vi med en færdig salat, f.eks. spidskålssalat med mormor-dressing og får et ret komplet måltid.

Hvis der skal lidt dessert til, har vi fundet ud af at et bæger Ben & Jerry’s Cookie Dough fungerer rigtig fint sammen med skiver af banan og dåse-flødeskum.

Vi bruger delvist engangsservice, og har vores praktiske pedal-spand i det midlertidige køkken. Vi valgte at købe en omgang plastikbægre og paptallerkener, fordi vi regnede med at vi ville synes det var irriterende at skulle vaske op i hånden i den anden ende af køkkenet. En anden opdagelse er, at det er slet ikke så slemt, når man kun skal vaske et par tallerkener og lidt bestik af. Det gik op for os, at størstedelen af opvasken til hverdag kommer fra fremstillingen og serveringen af maden, som jo ikke er relevant når man lever som vi gør i øjeblikket.

Vi benytter os også at de forskellige spisesteder i området. McDonalds, kinesiske restauranter og buffet-restauranten Dalle Valle har haft besøg af os, og det synes vi er helt naturligt. Vores madbudget har haft overskud hver måned indtil videre, så der er fint plads til det i økonomien.

Alt i alt er det ikke så stor en belastning at undvære køkken som vi havde frygtet. Vi er heldige at have en indretning der understøtter situationen, med bryggers og plads nok til at gøre det rimelig komfortabelt. Prisen er en stor mængde engangsemballage. Især de store aluminiumsbakker gør ondt i miljø-bevidstheden, men vi må trøste os med at det kun er i en begrænset periode og huske at aflevere det til metal-affald på genbrugspladsen.

Vi betaler også en pris i form af, at vi ikke laver mad fra bunden med lige præcis de råvarer og med den tilberedning vi selv ønsker. Et stort savn er til vores dampede og grillede grøntsager, som normalt er en stor del af vores kost. Men – der skulle jo også gerne være en årsag til at vi bruger en kvart million kroner på at få et nyt køkken. Hvis det var helt uden ulemper at leve uden et køkken ville det godt nok være mærkeligt at bruge så mange penge på at få lavet køkken. Når det står klart skal der laves mad igen, lige sådan som vi kan lide det og med hensyn til miljø, ressourcer og vores egen personlige præferencer og smag.

 

Lignende indlæg: