Gennemse Forfatter

Trine Louise

Hensyn eller ej

I denne sommer har støj fra fester fyldt så meget, at det har været i medierne, og politiet er begyndt at gøre mere end at sige ‘fy-fy’. I den weekend der lige er gået, meldte både Københavns og Nordsjællands Politi ud, at de nu ville begynde at give bøder og konfiskere musikanlæg ved musik til gene.

Jeg selv har ikke været mere ramt end normalt i år. I den forgangne weekend landede en 50 års fødselsdag uheldigt og kom til at genere. De bor 2 huse væk og varslede os 2 timer før festen skulle starte. På det tidspunkt gik vi og gjorde klar til selv at få gæster til grillning og udendørs spisning. Det lykkedes os at hygge os i haven alligevel, men ved midnat da vi skulle i seng, introducerede en DJ sig for selskabet i en mikrofon der gjorde mulig for mig at høre hvert et ord, og så var der ellers høj musik. Vi var nødt til at lukke alle vinduer på en dag, hvor det havde været 32 grader og soveværelset var godt varmt. Det blev en ubehagelig nat.

Jeg er medlem af en Facebook-gruppe der handler om at hjælpe hinanden i Birkerød, og her har der regelmæssigt været debat om støj fra fester. Dagen efter 50-årsfesten var der et opslag, der på en pæn måde forsøgte at appellere til hensyntagen fra festarrangørernes side.

Der var det sædvanlige for og imod, men jeg blev alligevel overrasket over, at flere argumenterede decideret imod at vise hensyn. 2 kvinder mente ikke, at man kunne bede andre om at vise hensyn, man kunne bare bruge ørepropper og gå tidligt i seng næste dag.

Det startede et tankeeksperiment i mit hoved. Tænk hvis der findes 2 typer af mennesker, som aldrig kan blive enige; dem der går ind for hensyn, og dem der ikke synes det er nødvendigt. På en måde kan jeg godt forestille mig, at dem der ikke viser hensyn aldrig vil kunne lære det, for jeg tror simpelthen ikke at tanken strejfer dem. Og jeg ved fra mig selv, at det holder hårdt med at lade være med at tage hensyn, og lade være med at irritere sig over at andre ikke gør det.

Så fik jeg den skøre idé, at måske den eneste vej til harmoni er, at de 2 grupper boede sammen hver især, så dem der ønsker hensyn bor i samme del af byen, og dem der ikke synes man skal tage hensyn boede i en anden del. Ligesom ikke-ryger-opgange i etagebyggeri. Mon alle så ville få det som de ville?

Og dog, jeg tror det ikke. Lur mig, om ikke dem, der ikke tager hensyn, også kan blive irriterede af larm. Måske skal de på arbejde dagen efter. Måske har de lige mistet et nært familiemedlem og har i forvejen svært ved at sove. Måske har de et lille barn der ikke kan sove.

Det slår mig, at de hensynsløse nok lever højt på, at der findes nogen med et andet livssyn. Sådan nogen som mig, der aldrig i livet kunne finde på at hive en højttaler ud i haven og spille høj musik, og da slet ikke hyre en DJ til at råbe hele kvarteret op ved midnat. Så de kan leve som de vil og forvente overbærenhed fra mig – og aldrig selv have problemet den anden vej, fordi folk som mig ikke selv opfører sig sådan.

Når jeg bliver irriteret over nabostøj, så er det først og fremmest fordi det handler om dominans og tab af frihed. Den som spiller høj musik bestemmer i det øjeblik, at jeg ikke skal have lov at høre min egen musik, sidde i min egen have eller sove den nat. De tager min frihed til selv at bestemme.

Det føles grådigt – de hensynsløse tager bare for sig af retterne i frihedens navn, men fratager samtidig andre mennesker deres frihed.

Senere på dagen kom der et andet opslag på Facebook, hvor en kvinde beklagede hvis nogen havde følt sig generet af den bryllupsfest hun havde holdt i lørdags. Hun skrev at den havde været planlagt i et år, og lod dermed forstå at hun havde en vis berettigelse til at feste. Jeg kom til at tænke på, hvad nu hvis hendes nabo havde planlagt en tekno-fest og havde et anlæg der kunne spille endnu højere end hendes? Hvem har så ret til at at feste?

Dette er nogle af grundene til, at tanken om ikke at vise hensyn bare ikke holder i længden. I en tid hvor antallet af fester tilsyneladende eskalerer, har det uanede perspektiver hvis vi opgiver kravet om at vise hensyn til hinanden. Mere vil have mere, højere vil have højere, og hvem har ret til at have det som man ønsker – den der kom først? Det kan hurtigt blive et kapløb i stil med håndklæderne på solstolene på charterdestinationerne.

Jeg skal være den første til at prædike tolerance og overbærenhed, det praktiserer jeg hver eneste dag. Men hvis det bliver en sovepude, en undskyldning for at opføre sig uden tanke for andre mennesker, så bliver jeg vred. Det synes jeg ikke er i orden.

Lignende indlæg:

Støjforurening

Jeg blev vækket af lyden af motorsav i dag. Denne mandag tager jeg hul på den tredje uge af min sommerferie. Jeg har været i mit sommerhus i halvanden uge og er ved at være godt nede i tempo og sjælefred. Det var noget af et chok at blive vækket på den måde.

Larmen skyldtes, at genboen på den anden side af vejen skulle have trimmet sin ligusterhæk. Da jeg trak gardinet fra, kunne jeg se en mand med høreværn gå med en stor benzindrevet hækkeklipper.

Mads og jeg har altid brugt eldrevne haveredskaber. De har kunnet klare enhver opgave – selv sommerhushaven, som havde fået lov at gro uforstyrret i 4 år da vi overtog den i sin tid. Fra vores synspunkt er det derfor helt ude af proportioner at klippe en spinkel hæk som en ligusterhæk med et så kraftigt instrument. Det larmer så meget mere end en eldrevet hækkeklipper, og så er det slet ikke nødvendigt.

Denne oplevelse giver yderligere næring til en tanke, som Mads og jeg har haft mange gange her på det sidste; om man kunne begrænse støjforurening ved at forbyde redskaber, udstyr og køretøjer der larmer mere end nødvendigt. Altså, når behovet kan dækkes af et mindre støjende alternativ, kunne man så i grunden ikke forbyde de mere larmende maskiner?

Vi hører jo jævnligt om hvordan støjforurening koster liv hvert år, og det må næsten dække over at det er en belastning for mennesker at være udsat for støj. Var det så ikke værd at fjerne den unødvendige støj?

Til daglig bor vi op ad en større vej, der er ret befærdet. Der er en betydelig trafikstøj, men der er stor forskel på en almindelig personbil og f.x. visse motorcykler. Vi bliver tit irriteret over motorcyklers larm, for vi ved at det ikke er nødvendigt, at de larmer så meget. Der findes motorcykler der larmer mindre, men kan det samme. Det samme gælder knallerter, hvor dem der kører på el larmer væsentligt mindre end dem der kører på benzin.

Helt grotesk bliver det, når bilproducenter indbygger mere lyd i bilerne. Af og til oplever vi at der kommer dyre biler forbi, som pludselig siger ‘bang’ som et skud – det lyder lidt ligesom den lille eksplosion en motorcykel kan have udstødningsrøret. Det er ikke fordi at det er en dårlig motor der er i bilen, det er fordi der er tilføjet en knap, hvor man kan tænde og slukke for den ekstra lyd.

I denne Corona-sommer har der også været mange historier om larm i bolig- og sommerhuskvarterer fra mennesker som fester udendørs. Angiveligt skulle det ske som kompensation for de aflyste musikfestivaller. Der nævnes tit en transportabel højttaler ved navn Soundbox, som kan spille med lige så mange decibel som en motorsav kan larme.

Jeg synes det har taget overhånd med larm i det offentlige rum, og jeg mener at der nemt kan lovgives om mange af støjkilderne. Jeg synes der bør være grænseværdier for hvor højt transportmidler, haveredskaber og højttalere må larme. Grænsen skal angive hvornår et produkt må sælges i Danmark, og skal også anvise hvornår udstyret kan konfiskeres. Musik udendørs er vist stadig ulovligt, men der er sket et skred i holdningen til udendørs musik. Jeg mener at man skal håndhæve forbuddet.

Jeg har hørt, at man i Barcelona har sat en mekanisme på gadelygterne, så de blinker hvis der bliver larmet for meget. Jeg er ikke sikker på at det vil virke i Danmark, det har nok også nogle utilsigtede bivirkninger. Men tanken om at slå konsekvent ned på støj kan jeg godt lide. Det er på tide at droppe den konfliktsky tilgang og stille krav til hinanden også på dette område.

Lignende indlæg:

Tanker om Coronavirus

En pandemi, en verdensomfattende epidemi, har ramt os. Det er gået hurtigt i Danmark. Fra at være et fjernt fænomen i Kina og Italien, er det indenfor 2 uger kommet helt tæt på. Antal smittede har udviklet sig hurtigt i Danmark.

Regeringen har udstedt en række anbefalinger og tiltag, der skal forhindre smittespredning. Vi skal undgå at have mange mennesker på et sted, og det betyder at vi skal undgå offentlig transport, at samles på store arbejdspladser, og vi skal ikke rejse. Jeg er sammen med alle mine kolleger blevet bedt om at arbejde hjemmefra de næste 2 uger, og mine bekendte med kroniske sygdomme er fuldstændig isolerede i deres hjem for at beskytte dem. Danmarks offentlige sektor bortset fra sundhedssektoren er stort set lukket ned.

Alvoren er gået op for mig gradvis – i starten synes jeg godt at jeg kunne følge med, men de sidste dage har det været meget overvældende. Jeg har en følelse af at være i en ond drøm jeg gerne vil vågne op fra.

Stor bekymring for alle dem jeg kender der har kræft, sclerose, immun-sygdomme og andre kroniske sygdomme ruller ind over mig – pludselig er de faktisk i livsfare. Jeg er også bekymret for mine forældre og svigerforældre, som er i slutningen af 70’erne og dermed tæt på at være i høj risiko.

Konsekvenserne af nedlukningen af samfundet har til formål at undgå forsamling af mennesker. Det går også op for mig hvor slemt det meget hurtigt kan blive for både virksomshedsejere og ansatte. Jeg har stor medfølelse for dem alle.

På samme måde går det op for mig, hvor heldig og priviligeret jeg er. Jeg arbejder i en virksomhed, hvor det er muligt at arbejde næsten uforandret hjemmefra. Det er ikke uvant for mig at arbejde hjemmefra, og jeg har både skrivebord, stor skærm og en god stol klar. Jeg risikerer ikke at miste min indtægt lige nu og her.

Min lille families daglige adfærd er heller ikke så anderledes, end det liv vi skal leve nu. Vi går i forvejen ikke meget ud, men opholder os rigtig meget i vores hjem og i naturen. Det er derfor ikke det store afsavn for os, at vi ikke kan gå på cafe, til koncert eller rejse.

Det største afsavn for mig nu er, at jeg skal undvære den personlige kontakt med mine kolleger og være alene i mange flere timer end normalt. Til gengæld er jeg så heldig at jeg har en hund, der ser ud til at nyde at gøre mig selskab mens jeg arbejder hjemmefra.

Man siger, at intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Husbond skulle have været til Belgien i påsken for at køre et cykelløb. Jeg skulle derfor have været alene hjemme i de dejlige forårs-helligdage, men nu får jeg lov at være sammen med min mand. Det er ærgerligt for husbond og hans kammerater at turen gik i vasken. Jeg kan godt lide at være alene, og jeg kan være temmelig meget alene før det er ubehageligt. Men jeg må indrømme, at det er dejligt for mig at kunne nyde nogle fridage sammen med min eneste ene.

Alt i alt er denne meget alvorlige situation til at håndtere for min lille familie. Jeg er bekymret for samfundet og dem der er i risiko. Men jeg skal også huske at værdsætte, at jeg selv er meget priviligeret og har et robust udgangspunkt.

Det er lige før, at det der generer mig mest helt personligt, er at jeg ikke kan bruge alt mit nye tøj (hjemme går jeg i noget mere praktisk tøj, fordi Norma stadig hopper meget op, lidt for ofte med mudrede poter). Og så er det jo ikke helt galt.

Lignende indlæg:

Affald

Fra jeg var et stort barn har jeg været med til at sortere affald. De første mange år handlede det om at aflevere aviser og flasker i nogle containere nede på ‘Det Hvide Torv’. Da jeg flyttede hjemmefra fortsatte jeg selvfølgelig med at sortere disse ting fra i mit affald og bære det ned til den lokale container.

Efter ca. 10 år i lejlighed flyttede jeg i rækkehus med husbond. Så blev det noget lettere. Lyngby-Taarbæk Kommune havde nemlig en storskralds-ordning, hvor man hver 14. dag kunne stille ikke bare stort skrald som møbler og køleskabe frem til afhentning, men også papir, pap, plastik, plastik og metal sorteret i klare poser. I vores lille rækkehus var der kun få skridt ud til vejkanten, så det var meget komfortabelt.

9 år efter skiftede vi kommune, og så var det ikke helt så let længere. Storskrald blev i Rudersdal Kommune kun hentet 4 gange om året, hvis man huskede at tilmelde sig fra gang til gang, og det omfattede ikke almindeligt sorteret affald. Nu måtte vi samle sammen i beholdere i kælderen, og når de var ved at flyde over skulle det læsses på traileren og køres til genbrugsstationen. Der var dog ikke mulighed for at aflevere den tomme plastbeholder der havde været vaskemiddel i – plastik blev slet ikke indsamlet til genanvendelse. Genbrugsstationen ligger heldigvis ikke så langt væk, men det var alligevel lidt besværligt – især fordi jeg ikke kører bil, så det hele hang på husbond.

Stor var derfor min glæde da jeg hørte, at Folketinget havde vedtaget at alle kommuner skal sørge for at husstandene kan få hentet sorteret affald. Det tog kommunen nogle år at få det organiseret, og derefter yderligere nogle år at få det rullet ud til os i villaerne. Men i slutningen af januar har vi fået 3 store containere til affaldssortering, og vi er endelig igang.

Nu er sorteringen af affaldet lidt mere detaljeret. Det handler ikke kun om at frasortere store affaldsdele i husholdningen. Nu skal filmen der var henover ostemaden og plastikindpakningen om salaten sorteres for sig, og sølvpapir om marcipanbrød og papemballagen om den frosne fisk 2 andre steder. Når vi kasserer den sidste mugne rest leverpostej, skal bakken renses, og derefter skal metalbakken det ene sted hen og plastiklåget et andet.

Da vi fik bygget køkken tænkte vi over om vi skulle få indbygget et større system til affaldsspande, men besluttede at vente og se hvordan det formede sig i praksis. Indtil videre har vi fundet det mest praktisk at have den sædvanlige pedalspand til almindeligt affald der ikke skal sorteres (restaffald) og derudover en separat spand til plastik. Metal, pap og glas lægger vi i en kurv som vi går ud til containerne med, og pap går vi også direkte ud med.

Det har virkelig været en øjenåbner, hvor meget plastik der kommer igennem vores husholdning til daglig. Tænk at man slet ikke kunne aflevere det til genanvendelse for et par måneder siden! Den almindelige affaldsspand bliver ikke nær så hurtigt fuld, jeg tror vi tømmer den halvt så ofte som før.

Jeg griner lidt ad mig selv, når jeg snakker om affald. Husbond griner også, når jeg begejstret fortæller at jeg også har bestilt en container til pap. Jeg ved faktisk ikke rigtig hvorfor jeg synes det er så spændende, men det hænger nok sammen med at jeg går meget op i at indrette hverdagens praktiske forhold, så det fungerer optimalt. Og vores hverdag omkring affald er blevet meget lettere, nu hvor vi har vores egne containere som kommunen sørger for at tømme.

Lignende indlæg:

Tøjkøb

Jeg hader at købe tøj. Selvom der findes butikker med tøj for tykke mennesker, synes jeg det er svært at finde noget der passer min æbleform. I mange år har jeg haft en regel om, at hvis jeg finder noget der passer, så skal jeg købe det. Ønsker om farve og stil kommer i sidste række.

Denne lede ved at købe tøj har resulteret i et meget ujævnt forbrugsmønster. Der er korte perioder hvor jeg køber meget tøj. Hvis jeg finder en t-shirt eller en model i jeans som passer mig, så køber jeg adskillige eksemplarer. Og så er der lange perioder hvor jeg ikke køber tøj. Det betyder at mit tøj bliver slidt op/umoderne/for stort/for småt samtidig, og så køber jeg en masse tøj igen.

Nu gør jeg det igen. Det sidste års tid har jeg købt meget tøj. Da jeg kom ud af min depression sidste forår fik jeg lyst til at fornye min garderobe. Jeg havde ikke købt tøj i mange år og havde lyst til noget nyt. Det gamle tøj var også blevet for småt, fordi jeg havde taget på.

Det startede med, at jeg blev opmærksom på internetforretningen Annó Anno. Her tilbyder man en abonnementsordning med tøj til store piger. Med 2 eller 3 måneders mellemrum sender en stylist en kasse med forskelligt tøj, udvalgt efter en detaljeret profil man selv har udfyldt. Jeg kunne prøve tøj i ro og mag derhjemme foran spejlet, og sende det tilbage som jeg ikke synes om. Jeg blev udfordret lidt med tøjforslag jeg nok aldrig ville have valgt selv, og det var meget inspirerende og stimulerende.

På denne måde fik jeg øjnene op for tøjmærker jeg slet ikke kendte, og som passede mig godt. Jeg har altid været en cowboybukse-pige, men fandt ud af, at jeg godt kunne gå i kjoler. Jeg begyndte at søge på nettet efter de nye mærker jeg havde lært at kende, og fandt webshops, som var rigtig gode til at beskrive tøjet så det var nemt at vurdere om det ville passe en. Jeg blev især vild med Curvii.dk hvor man tydeligt kan mærke, at der står engagerede ildsjæle bag.

Gennem de spændende webshops lærte jeg nye mærker at kende, og jeg tilmeldte mig nyhedsbreve for at følge lidt med. På Black Friday tog jeg en chance og købte 2 tunikaer fra et mærke jeg ikke kendte. Mærket hedder Pont Neuf og jeg blev fuldstændig forelsket. Endelig var her alt det jeg næste ikke vidste at jeg drømte om: tøj der passer min facon, lækre elegante farver der er så meget mere end simple signalfarver, samt lækre materialer med mønster og struktur. Mærket er dansk, og tøjet bliver fabrikeret i Europa.

Da jul og nytår blev overstået, begyndte jeg at lede efter tilbud på Pont Neuf. Mærket er lidt dyrere end det tøj jeg normalt køber – kvaliteten er også derefter. Men når man har lyst til at alt ens tøj er fra Pont Neuf, så skader det ikke at jagte de gode tilbud. Der var januarudsalg på mange webshops, og jeg støvsugede markedet for Pont Neuf-tøj. Jeg tog et beløb ud fra min opsparingskonto og købte og købte.

Nu har jeg udskiftet næsten hele min garderobe. Jeg står med store bunker af helt nyt lækkert tøj i en fantastisk kvalitet. Jeg kan næsten ikke vente med at begynde at bruge det. Cowboybukser er ikke længere omdrejningspunkt for mit tøjvalg. Jeg har købt en masse farverige tunikaer, og så er der brug for andre bukser og tilbehør. Jeg har derfor også købt en masse leggins og tætsiddende bengalinbukser, som ikke strammer om maven. Januarudsalget bød også på et knaldtilbud på tørklæder, som jeg benyttede mig af.

Der er ikke plads til mere tøj i mit skab. Faktisk skal der en omstrukturering til, for at få plads til alt det nye. Så gjorde jeg det igen – købte en hel masse tøj på en gang. Og jeg skal love for, at jeg har tøj til lang tid nu, for det er både sommer- og vintertøj jeg har fundet på udsalget.

Jeg har sat mit medlemsskab hos Annó Anno i bero et par måneder, men jeg vil gerne fortsætte med at få tøj på den måde, så jeg løbende opdaterer min garderobe. På samme måde abonnerer jeg stadig på nyhedsbreve fra Curvii, Mosters Butik, Hos Jytte og selvfølgelig Pont Neufs egen webshop Gowoman. Jeg kunne godt tænke mig at få et lidt mere afslappet forhold til at købe tøj, og håber at jeg kan købe et enkelt stykke tøj fra Pont Neuf hver gang der kommer en ny kollektion til en ny sæson.

(Dette blogindlæg er ikke sponseret)

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2019

I år holder vi nytår hjemme i Birkerød. Jeg plejer at sidde i sommerhuset og skrive denne slags blogindlæg, men det kan sagtens lade sig gøre fra den gode stol i brændeovnsstuen, mens hundepigen gumler ben i haven, robotten støvsuger køkkengulvet og husbond cykler indendørs i den anden ende af huset. 

Psykisk tilstand

Jeg gik ind i 2019 med en behandlingskrævende depression. Jeg var sygemeldt. Det fyldte næsten det hele, og var en virkelig ubehagelig oplevelse. I løbet af foråret begyndte jeg langsomt at få det bedre, og ved sommerferiens start var jeg på toppen og tilbage på fuld tid på arbejde.

Resten af året har jeg haft det godt psykisk. Jeg fik igen lyst til livet. Sammen med husbond besluttede jeg at få hund igen. Jeg inviterede gæster og lavede masser af mad. Jeg begyndte at købe nyt tøj til mig selv, og for første gang i flere år holdt jeg min egen fødselsdag. Jeg føler mig som mig selv igen.

FYsisk tilstand

Det har kostet nogle kilo at være deprimeret og på piller. Det ærgrer mig selvfølgelig helt vildt, men hellere det end at være deprimeret. I skrivende stund vejer jeg mere end nogensinde. Jeg håber jeg kan gøre noget ved det, når jeg stopper med depri-pillerne.

Mine næseproblemer har jeg stadig. Både om natten og om dagen lukker næsen i perioder helt til, så jeg ikke kan trække vejret gennem næsen. Det er dog lykkedes at lære mit sovende selv at trække vejret gennem munden, når jeg sover, hvilket betyder at jeg har en væsentlig bedre nattesøvn.

Hele året har jeg dog været plaget af kraftig træthed. Hverken lægen eller jeg kan finde ud af om det er en bivirkning af depri-pillerne, om det er en rest af selve depressionen eller om det er noget tredje. Efter en blodprøve har jeg fået ordineret tilskud af Kalium, men det har ikke givet de store resultater. 

Arbejde

Igennem mit sygdomsforløb har mine kolleger været enestående til at støtte mig. Der har ingen berøringsangst været, og jeg har været helt åben om hvad der skete for mig. Da jeg først kom tilbage på arbejde var chefen også meget støttende og pressede mig ikke til at øge arbejdstiden mere end jeg var tryg ved. Jeg er overbevist om at det har været med til at jeg er kommet helt på toppen igen.

Der er fortsat ekstremt travlt og konfliktfyldt på arbejde. Sammen med chefen har jeg sorteret i mine opgaver og skåret de ting fra, hvor det ikke giver så meget værdi at jeg deltager. Det har givet mig en god balance i hverdagen, men også dårlig samvittighed over at overlade det til kollegerne. Jeg har vænnet mig mere til rytmen i afdelingen, og kan bedre skille de vigtige ting fra de lidt mindre vigtige.

Familieliv

Den helt store begivenhed i 2019 var selvfølgelig at vores nye hund Norma kom ind i vores familie i sommers. Det har været en helt unik oplevelse at have en hund fra lille 8-ugers hvalp. Det har selvfølgelig været hårdt arbejde, og der er gået nogle hjemmesko til. Men det har sørme også været en stor glæde, som vi nydt at dele med vores øvrige familie.

Sygdom blev vi ikke fri for i 2019. Lige som svigerfar blev erklæret kræftfri, fik svigermor konstateret kræft, og hun måtte igennem adskillige operationer. Hun har det godt idag og skal ikke have yderligere behandling lige nu.

Min faster har et mindre gunstigt kræftforløb, og har tilbragt julen på hospital i Sverige. Hun har lungekræft der kræver både operation, stråler og kemo, og har fået en række følgegener. Vi krydser fingre og håber det bedste.

Kræftpatienterne i familien har alle det tilfælles, at kræften er opdaget ved et tilfælde, og at de ikke har haft gener af det. Til gengæld gav det mørke tanker om fremtiden. I den anden ende af spektret måtte min mor desværre ‘i asfalten’ på sin cykel, som hun handler ind på næsten hver dag. Et lille bump på cykelstien kastede hende af cyklen og brækkede begge hendes kæbeled. Hun var meget forslået, og havde voldsomt mange smerter. Men hun kom sig fuldstændig, og var endda så heldig at tænderne ikke tog skade.

Økonomi

Vores økonomi har været uforandret i 2019 og er stadig god.

Jeg er ikke kommet videre i mine tanker om hvordan mit økonomiske overskud kan konverteres til mentalt overskud.

Min læge har anbefalet mig at overveje at gå ned i arbejdstid. Der kunne nok blive råd til en lille nedgang i arbejdstid, men jeg er i tvivl om det vil give den ønskede effekt. Opgaverne vælter ned over os på arbejde, og jeg er ikke sikker på at det kan lade sig gøre at skrue mængden ned i takt med en evt. nedgang i arbejdstid. Og hvad med fremtiden?

At spare mere op til pension for at kunne gå tidligere på pension er også en tanke jeg har bakset med. Umiddelbart viser beregninger at jeg skulle være meget godt stillet selv hvis jeg går på pension som 60-årig, men der er så mange ‘hvis’-er i de scenarier. 

Indtil videre har jeg valgt at bruge penge på nyt tøj, der passer til min ekstra store krop. Og så har jeg givet husbond store fødselsdags- og julegaver.

Bolig

I foråret 2019 blev det nye køkken endelig afsluttet af Invita. Vi har virkelig nydt det nye køkken i fulde drag. Det har faktisk ændret vores hverdag til det bedre, fordi vi nyder at hænge ud i køkkenet og selvfølgelig at lave spændende mad. Og så har vi haft mange gæster.

Hvad der ellers er sket på boligfronten har handlet om at beskytte huset mod hundehvalpens unoder. Gitre ved trapper, en rampe ud i haven, gemme ledninger væk. Vi kommer til at tapetsere om i entreen når Norma er så stor, at hun ikke længere ødelægger ting, men det tager vi til den tid. 

Status

2019 har været et godt år for mig, og jeg nyder mit liv. Jeg lever i nuet og bekymrer mig ikke så meget. Udfordringen for mig er nu at fastholde det gode psykiske helbred i en hvirvelvind af arbejdspres og mange begivenheder i livet generelt.

Jeg vil gerne stoppe med depri-pillerne, så jeg kan slippe for en række bivirkninger og være sikker på at jeg er helt mig selv. Og så vil jeg gerne ned i vægt, så det ikke er så besværligt at sætte sig på gulvet med hundehvalpen.

Ellers har jeg ikke de store planer for 2020. Vi ved at vi skal se Norma komme igennem lømmel-alderen, blive kønsmoden og rigtig voksen. Tiden må tiden vise hvad der sker. 

Lignende indlæg:

Hverdag med Norma

Norma er nu 4½ måned gammel, og der er sket meget siden jeg skrev om hende sidst.

Efter en intens sommerferieperiode på 5 uger begyndte vi at gå på arbejde og finde ind i en hverdag med hundehvalp. De næste 5 uger var hun aldrig alene en hel arbejdsdag. Forældre, svigerforældre og en onkel var så søde at komme forbi midt på dagen, og derudover gik Mads og jeg tidligt hjem fra arbejde en gang om ugen. Vi trappede alenetiden op, og fra den uge der lige er gået har hun været alene en hel arbejdsdag.

Vi er lykkelige og stolte over at det er lykkedes at lære Norma at være alene uden nogen som helst problemer. Det at hunden skal være alene hjemme er en af de største udfordringer ved at have hund når man har fuldtidsjob, for det er så forfærdeligt hvis hunden ikke kan trives med det. Det er en stor lettelse at Norma på intet tidspunkt har vist tegn på at være ked af det og bare lægger sig til at sove.

Normas bideri fortsatte med at være et problem de første 2 måneder. Det forhindrede os i at være tæt på hende og kæle, hvilket var en stor frustration og et stort afsavn for mig. Jeg ville naturligvis gerne kæle med min hundehvalp, og desuden forestillede jeg mig at det var vigtigt for opbygning af tillid og kontakt at røre ved hinanden. Da vi har besluttet at hun godt måtte være i sofaen, betød det også at vi ikke kunne sidde i sofaen om aftenen og slappe af.

Heldigvis begyndte problemet at aftage da hun rundede en alder på 4 måneder. Norma begyndte at respondere bedre på den træning vi lavede for at undgå bidene, og i dag kæler vi rigtig meget og sidder igen i sofaen. Det er ikke fuldstændig væk, men det er meget, meget bedre. Vi få heller ikke ødelagt vores tøj længere. Jeg forventer at det er helt væk, når hun har skiftet alle sine mælketænder.

Normas vækst har være spændende at følge. Allerede efter få uger var det nuttede hvalpudtryk og den silkebløde hvalpepels væk, og i dag ligner hun næsten en voksen hund i farve og proportioner, bare mindre. Schæferens karakteristiske lange snude, høje trekantede ører og lange krop kom meget hurtigere end jeg havde troet. Hun har taget 1-1,5 kg. hver uge og er i dag oppe på knap 20 kg. Vi forventer at hun ender med at veje ca. 30 kg.

Vi er fortsat med at gå i hundeskole. Da hvalpeholdet var færdigt, gik vi videre til junior-hold. Det går rigtig godt i skolen, Norma er dygtig og lærenem. Det er kun husbond der tager til træning, for Norma bliver distraheret af at den ene af os står ude i siden, når hun skal lave øvelserne.

Udover den formelle træning, er vi fortsat med diverse socialisering. Vi går ofte tur i hundeskov, hvor Norma kan møde andre hunde og vi kan øve os på at kalde hende til os. Der skal lige ekstra lækkert til (kylling, skinke, frikadelle eller ost) men det går. Vi tager hende også med når vi skal har ærinder på hovedgaden og andre bymiljøer. Vi har netop booket en lille ferietur til Nordtyskland, hvor hun skal med og bo på hotel. Forhåbentlig bliver hun lært op til at kunne komme med os næsten alle vegne.

Hverdagen med Norma er rigtig dejlig lige nu. Hun har fået lidt mere ro på, vi har i højere grad glæde af hinanden. Norma har også sit eget liv og behøver ikke længere at være meget tæt på os hele tiden. Hun fungerer rigtig godt med andre hunde, og elsker fortsat mennesker.

Lignende indlæg:

Sommerferie 2019

I år har sommerferien stået ubetinget i hundens tegn. Husbond og jeg fordelte hver 4 ugers ferie henover 5 uger, for at få en god start med vores nye hundehvalp Norma

Vi har ikke været 2 uger i sommerhus. Vi har ikke spist så mange is som vi plejer. Vi har ikke spist frokost på Gilleleje Havn. Vi har ikke været på stranden og bade. Men vi har haft en masse oplevelser, og en del af dem hører også med til en god sommerferie.

De 5 uger startede naturligvis med, at vi kørte en tur til Nordjylland og hentede vores lille hundehvalp. Det er altid lidt ferie-agtigt at køre en tur over Storebæltsbroen og til Jylland, og vi havde en overnatning på motel og besøg i smukke Viborg.

Hjemme igen havde vi en uge, hvor vi var utrolig meget ‘på’ i forhold til lille Norma. Ivrige for at vinde hendes tillid, vænne hende til sit nye hjem og sørge for at hun sov godt og havde det godt. En uge fuld af tanker og glæder. Husbond fortæller at jeg slet ikke snorkede de første 3 nætter.

Derefter tog jeg tilbage på arbejde en uge, mens husbond gik hjemme med Norma – en slags hvalpe-fædrebarsel. Det var både hårdt og hyggeligt for husbond, og en lille pause fra det intense hjemmeliv for mig. Det var dog svært ikke at tænke på hvad der foregik derhjemme.

Da den 2. uge var gået, var vi alle 3 sammen igen, og der var for alvor dømt sommerferie. Norma var faldet godt til, og vi besluttede os for at introducere hende for vores sommerhus. Det blev til 5 nætter i vores lille refugium. Her var det noget lettere at have en hundehvalp, fordi der ikke er trapper, og huset er meget mindre og dermed overskueligt.

Vejret var lidt blandet, men vi fik både vores sædvanlige ture til nabobyerne, ture på Gilleleje Havn og frokost med fiskepålæg på terrassen sammen med mine forældre. Samtidig fik vi socialiseret Norma i mange forskellige miljøer. Det blev da også til en enkelt is.

Hvalpetræning var en fast ingrediens i denne sommerferie. Hver søndag mødtes vi med et lille hold på 4-5 hunde i et skønt område tæt på vores hjem. Vi har også været på besøg på den lokale dyreklinik og til legestue med holdet. Det var meget givende at møde andre hvalpe og deres ejere.

4. uge af sommerferien foregik i Birkerød. Nu begyndte vi for alvor at træne ‘alene-hjemme’ med Norma. De foregående uger havde hun været alene hjemme i få minutter op til en halv time. Nu var hun klar til at være alene i flere timer. Det betød at husbond og jeg fik lejlighed til at tage på nogle små ture. Vi tog til Lyngby og spiste frokost på Brdr. Prices Diner og shoppede lidt, og en anden dag tog vi en tur på gågaden i Hillerød, ligeledes med en dejlig frokost. Vi tog også på ture med Norma, og besøgte bla. Bernstorffsparken, hvor der er mange flinke hunde. 

Den sidste uge var husbond tilbage på arbejde, og jeg havde en uge alene med Norma. Jeg besluttede at vænne hende til den rytme vi har til hverdag, hvor husbond står først op og tager på arbejde, og kort derefter står jeg op og tager afsted. Jeg satte vækkeuret til det sædvanlige stå-op-tidspunkt og stod op som om jeg skulle på arbejde. I stedet greb jeg tasken med badetøj og gik ned i den lokale svømmehal og nød det udendørs bassin, indendørs bassin og varmtvandsbassinet, for at slutte af med en tur i saunaen. Det har altid givet mig velvære at befinde mig i vand. En morgen tog jeg til frisør, og den sidste dag i ugen tog jeg hen til en lokal cafe og spiste morgenmad.

I morgen starter hverdagen igen. Vi har allieret os med familie og arbejdsplads, så vi kan få en blød start på Normas hverdagsliv, så hun ikke skal starte med at være alene 8 timer i træk. Der er ryddet op i sko mv. i gangen, hvor hun skal være når hun er alene. Alene-hjemmetræning er gået utrolig godt, og jeg føler mig rolig over at lade hende være alene når vi går på arbejde. Vi er klar til en ny sæson – nu med hund!

Lignende indlæg:

Norma bider

Vi har nu haft vores hundehvalp Norma i 3 uger og er begyndt at lære hende bedre at kende. Hun er ekstremt glad for mennesker og meget interesseret i andre hunde. Hun er god til at spise, drikke, besørge og sove. Hun tager ukendte ting og lyde med en naturlig skepsis, men vænner sig hurtigt til dem.

Husbonds ankler er fyldt med røde streger som om han havde været oppe at slås med et brombærkrat, og jeg er gul og blå på armene som om jeg har fået tæsk. Det er fordi Norma bider os – af kærlighed, i leg og når hun er opkørt.

Det er et helt almindeligt fænomen, der er ikke noget i vejen med Norma. Men det gør utrolig ondt, og bideriet forhindrer at vi kæler, roser og leger med Norma. Vi har læst flere bøger og søgt råd på nettet. Desværre er de gode råd utilstrækkelige.

Det første råd er alle steder, at man skal ignorere det. Det giver også mening, hvis man ser bideriet som et forsøg på at starte en leg med en anden hund. Logikken er, at hvalpen ikke skal have ‘noget ud af det’ – altså modspil i den leg hun prøver at starte – og skulle derfor hurtigt miste interessen for at lege og dermed bide.

Her skal man som menneske modarbejde enhver refleks og naturlig adfærd hos sig selv. Det er så dybt forankret i os at trække os tilbage, hvis der er noget der gør ondt. Det er meget svært ikke at gøre. For det gør VIRKELIG ondt at blive bidt med de små meget spidse hvalpetænder. Når man trække foden, hånden eller kinden til sig, tager hvalpen det straks som at man leger med, og så fortsætter bideriet. Og ærlig talt, så virker det også sådan, hvis man udholder smerten og ikke bevæger sig.

Det næste råd plejer at være, at man skal opføre sig, som når en anden hund synes det er for meget. Man skal komme med et højt ‘AV!’ eller ‘PIV!’ og derefter gå væk og vende ryggen til.

Det er lidt lettere, for det er mere naturligt at skrige op når man får en hjørnetand i knæhasen. Og det hjælper da også lidt bedre. Norma sætter sig i hvert fald i de fleste tilfælde og kigger efter os når vi går væk. Problemet er bare, at hun fortsætter bideriet når vi vender tilbage til arenaen.

I mange tilfælde er det ikke så nemt at reagere hurtigt, fordi det vil betyde at man vælter det lille dyr til siden så hun falder, eller trækker hende efter sig hængende i en sok eller et bukseben. At tage objektet ud af munden på hunden bliver som regel til flere bid. Og så fortaber pointen sig – så virker det stadig som leg for hvalpen.

Et råd man også tit støder på, er at distrahere hvalpen med et stykke legetøj. Altid at have et stykke legetøj på sig, som hvalpen godt må bide i. Med Norma virker det – men ofte kun i 3 sekunder. Så går hun væk fra legetøjet og begynder at bide igen.

Sidste udvej er at adskille hvalp og mennesker. Når Norma går allermest amok har vi et par gange forsøgt at lade Norma blive ude i haven mens vi selv gik indenfor. Vi har også prøvet at lade hende være i gangen med hundegitter imellem os, og en enkelt gang sat hende ind i hendes transportbur og siddet lige ved siden af.

I alle tilfælde bliver Norma dybt ulykkelig og meget stresset. Hun hyler og jamrer, hyperventilerer og forsøger at komme hen til os. Vi har ikke kunnet holde ud at holde hende i den situation, som for transportburets vedkommende resulterede i ødelagt lynlås og et bur der hoppede hen ad gulvet.

Det eneste vi kan gøre for at mindske vores forslåede udseende er at aktivere Norma med noget, der kan holde koncentrationen i længere tid. Hun er meget interesseret i at træne små øvelser; ‘sit’ – ‘dæk’ – ‘pote’ osv. Også aktivitetslegetøj/spil, hvor hun skal finde godbider bag låger, kan holde hende fra at bide i længere tid.

Normalt skal man kun træne disse ting med en hvalp i 10 minutter ad gangen, men vi bliver tit ved i længere tid for at undgå at blive bidt. Det er ikke så godt, for hunden kan bliver overstimuleret. Det kan være grunden til hendes ‘ulvetime’ hver aften, hvor hun er overgearet, styrter rundt og laver en masse ballade.

Der er ingen der har sagt at det var nemt at få en hundehvalp, og vi har heller ikke troet det. Men denne udfordring fylder rigtig meget lige nu, og vi bliver ved med at forsikre hinanden om, at det går væk med alderen.

Lignende indlæg:

Norma er her

I skrivende stund er det præcis en uge siden, at husbond og jeg hentede Norma hos Kennel BeDaBlanco i Nørager, og kørte hende hjem til os i Birkerød.

Hjemturen gik over al forventning. Dels faldt Norma ret hurtigt i søvn, og dels blev vi meget hurtigt gode venner. Halvvejs hjemme måtte vi gøre stop fordi jeg skulle på toilet, og da jeg kom tilbage til bilen blev hun glad for at se mig. Meget positivt i forhold til muligheden for at opbygge et venskab og tillidsforhold.

På trods af vores store erfaring med hunde, prøver vi nu noget vi ikke har prøvet før; at have en hundehvalp. Som forventet er det ret krævende, men også skægt og rørende.

I den første uge har vi selvfølgelig arbejdet med renlighed, så Norma kan lære at besørge udendørs og kun udendørs. Hver gang Norma har sovet, leget eller spist, bærer vi hende ud i haven, fordi hun typisk skal tisse efter disse aktiviteter. Det er gået godt indtil nu, men der er stadig uheld nu og da. Vi har lavet en rampe, så hun selv kan gå ud i haven fra huset. Hun er hurtigt blevet god til at gå på den, men hun kan endnu ikke finde ud af selv at gå ud når hun skal besørge.

Vi er også lige så stille igang med at træne, at Norma kan være alene. Det er jo nødvendigt når vi skal på arbejde. Bare ganske få sekunder og minutter efterlader vi hende alene med aktivitetslegetøj, og overvåger hendes reaktion via et webcam. Vi er nu oppe på 3 minutter uden panik.

En af de mest udfordrende ting har været, at hun bider i vores hænder og fødder med sine sylespidse hvalpetænder. Det gør forbandet ondt, og det skal hun hurtigst muligt holde op med. Indtil nu ser vi det som et flersidet problem. Dels har hun som den hvalp hun er, en stor trang til at bide i det hele taget, det kan legetøj hjælpe med. Men dels har hun en tendens til at blive overgearet. I den situation går hun amok med bideriet, og kan ikke afledes med legetøj. Vi er nødt til at gå nogle skridt væk eller at forlade lokalet i nogle sekunder for at signalere, at vi ikke vil acceptere den opførsel. Det har hjulpet meget, men problemet er ikke væk.

Vi har også arbejdet med at prøve at undgå, at hun bliver overgearet. Vi har tænkt på om det handler om stress. Desværre er det tit udløst af, at hun bliver glad for at se os efter at vi har været væk fra hinanden, f.eks. ved at jeg står senere op end hun og husbond og kommer ned til hende en time efter hun er stået op. Det er så rørende at se, at denne søde lille hundehvalp bliver så glad for at se mig, og det har været meget naturligt for mig at gengælde hendes gensynsglæde. Men for at undgå at hun bliver overgearet, prøver jeg at være så underspillet som muligt, uden at være afvisende. Det ærgrer mig lidt at det er nødvendigt, jeg ville allerhelst bare kramme og kysse dette yndige lille væsen.

Norma er god til at sove om natten. Hun har tit et af sine ‘flip’ ved sendetid, men hun falder ret hurtigt til ro, og så sover hun hele natten. Vi står op en enkelt gang midt om natten og bærer hende ud for at tisse, og det er faktisk lykkedes at undgå tisseri indenfor om natten.

Nu vil jeg slutte dette blogindlæg af, for Norma er ved at bide i en ledning. Selvom jeg sover godt om natten, gør det mig utrolig træt og groggy at være opmærksom på den lille ballademager hele tiden. Koncentrationen om at skrive er ikke den største.

Lignende indlæg: