Hund igen

Vi har grædt og savnet. Vi har vejet for og imod. Vi har kompenseret og fundet kompromiser. Og nu har vi besluttet at vi skal have hund igen.

Siden vi mistede Adina har velmenende venner og familiemedlemmer kontaktet os om hunde, de synes kunne blive vores næste hund. Alle omkring os synes at vi skulle have hund igen, men vi har selv været i tvivl og afvist. Nok mest mig, men husbond vil ikke have hund, hvis jeg ikke går helhjertet ind for det.

I marts måned blev jeg kontaktet af ejeren af den kennel, hvor Adina kom fra. Hun spurgte om vi var interesserede i at overtage en han-hvalp, som måtte finde nyt hjem allerede en måned efter at han var flyttet fra kennelen.

Også denne gang sagde vi nej tak, men i modsætning til andre gange satte dette nogle tanker igang.

Det gik op for os, at vi har svært ved at tage en beslutning så hurtigt, som det kræves ifm. en omplacering: det er her-og-nu at hunden skal videre, og vi skal ud fra nogle få oplysninger, på få timer, kunne tage stilling til, om det er en hund der passer til et livstids-commitment om hund for os. Hvis vi nogensinde skulle have hund igen, ville det nok ikke kunne ske på denne måde.

Det eneste alternativ er at få en hund fra hvalp. Så er der god tid til at overveje hvilken race det skal være. Man bliver skrevet op til en hvalp og går og venter. Når hunden er født, er der 8 uger til den kommer hjem til familien. Der er altså tid til at forberede sig. 

Indtil nu har vi ment at det var problematisk for os at få en hundehvalp, fordi vi begge har fuldtidsjobs. Ganske vist kan man tage noget ferie når hunden kommer hjem, men ret kort efter må man jo tilbage på arbejde, og så skal den lille hund være alene i mange timer. Det er en vigtig opgave at give en hundehvalp en god start på livet, så der ikke kommer problemer senere, og den opgave har vi også været i tvivl om vi kunne klare.

I vores lille familie er det nok mig, der bekymrer mig mest. Efter jeg er kommet ud på den anden side af min depression, ser jeg langt lysere på mange ting og har mere tiltro til mine egne evner. Måske er det derfor at vi begyndte at tænke seriøst på at få en hundehvalp. 

Vi opdagede at Adinas kennel planlagde et kuld hvalpe, som ville blive klar til at flytte hjem til deres nye familier lige til sommerferien. Både husbond og jeg ville kunne lægge 4 ugers sommerferie forskudt, så vi fik rigtig meget tid sammen med den lille hvalp i starten.

Vores forældre tilbød at hjælpe til, og i samme periode var der endda et tilbud i den lokale hundeskovs Facebook-gruppe fra en teenage-pige, der gerne ville lufte hunde efter skoletid. Pludselig virkede det ikke så umuligt at få en hvalp.

Efter nogle ugers overvejelser var det mig, der kontaktede kennelen, og bad om at blive skrevet op til en pige-hund fra det kuld, der forventes midt i maj. I skrivende stund står vi som nr. 1 på ventelisten, så hvis bare der kommer 1 pige-hvalp i Kuld N, så skal vi have hund til sommer 🙂

Lignende indlæg:

Deprimeret

Som jeg sidder her og skriver, har jeg det godt og ser lyst på tilværelsen. Og det ser ikke ud til at jeg mister jobbet og skal ud og søge nyt. Så nu tør jeg godt skrive om det.

I den forgange vinter har jeg haft en depression. Jeg begyndte i efteråret at trives virkelig dårligt. Var uendelig træt. Følte mig som forstenet. Stirrede ud i luften når jeg kom hjem fra arbejde. Græd mere end jeg plejer.

Jeg troede at trætheden kom af problemer med at trække vejret gennem næsen, hvilket vækkede mig adskillige gange hver nat. Eller køkkenprojektet, som var ret krævende i den periode. Jeg havde også haft nogle lidt for hårde skænderier med husbond, og arbejdspres og frustrationsniveau på arbejde havde været tårnhøjt længe.

Jeg lagde mærke til, at jeg faktisk tænkte ret negativt om mit liv. Jeg havde perioder, hvor jeg synes at jeg ikke duede på arbejdsmarkedet, at jeg var en dårlig ægtefælle, datter, søster. Jeg blev meget bevidst om, at jeg reelt ikke har nogen venner. Nogle gange syntes jeg, at det var bedre for alle, hvis jeg ikke var her. En morgen kunne jeg slet ikke forestille mig at tage afsted på arbejde. Jeg meldte mig syg.

“Nå, hvad er det nu med dig, Trine?” sagde lægen. Vi snakkede om næse-problemerne og den store træthed. Hun mente ikke at jeg havde en depression, men jeg sagde at jeg selv havde haft den tanke. Lægen testede mig med et spørgeskema, der spurgte ind til energi, engagement i hverdagsting, tunge tanker om livet, søvn og appetit. Testen viste at jeg havde en middel-svær depression.

For at udelukke fysisk sygdom fik jeg taget en række blodprøver, og efter endnu en konsultation fik jeg udskrevet anti-depressiv medicin. Jeg var sygemeldt og måtte indstille mig på at der kunne gå 4-6 uger før pillerne hjalp.

November og det meste af december gik med at ligge på sofaen og skifte mellem at sove og se fjernsyn. Jeg kunne ikke tage mig sammen til at gøre noget. Jeg prøvede at lave lidt struktur i dagene ved at stå op til en bestemt tid, have faste spisetider og faste ting jeg skulle se i TV. Når jeg skulle til læge og andre ærinder var det til fods, og på de gode dage fik jeg taget mig sammen til at gå en tur i den lille skov der ligger lige ved siden af.

Et par gange gik jeg op i dosis på antidepressiv medicin. Lige inden jul begyndte jeg så småt at få det bedre, og i midten af januar begyndte jeg på arbejde igen, 3 timer om dagen – 3 dage om ugen. Det gik langsomt i starten, men det var godt at være tilbage på arbejde. Mine kolleger har været helt utrolig søde ved mig, og det var dejligt bare at være til stede.

Midt i februar fik jeg halsbetændelse. Efter en uges ferie fik jeg influenza og derefter lungebetændelse. Jeg var væk fra arbejde i næsten 4 uger i træk, og det var meget frustrerende når nu jeg var igang med et optrapningsforløb på arbejde. Jeg var bange for at min arbejdsplads skulle tænke noget dårligt om mig.

Da jeg endelig var tilbage og kommet ovenpå, gik det heldigvis mærkbart bedre. Nu følte jeg mig decideret glad og energifyldt, og de dårlige tanker var der ikke så mange af. Jeg gik op på at arbejde 4 dage om ugen, og trapper nu op med en halv time om dagen hver uge.

Jeg er ikke blevet klogere på årsagen til at jeg fik en depression. Mit bedste bud er en cocktail af flere ting: sorg over at miste Adina, en lang periode med stress og frustration på arbejde, forskellige kropslige problemer og et hektisk køkkenprojekt, der vendte op og ned på hjemmelivet.

Jeg har jo tidligere været ramt af stress flere gange, og nu har jeg haft en depression. Det er klart det giver stof til eftertanke i forhold til hvordan jeg lever mig liv. Jeg er utrolig glad for min nuværende arbejdsplads, og jeg vil meget nødig forlade den. Men jeg er nødt til at gøre noget.

I øjeblikket går mine tanker mest på at have noget at gå op i når jeg har fri. Det nye køkken har givet anledning til at dykke ned i min interesse for madlavning. Husbond har foræret mig en køkkenmaskine og en masse tilbehør, og jeg har kastet mig over at lave is og en masse andet.

For nylig har husbond og jeg også besluttet os for at få hund igen, og vi har ladet os skrive op til en hvalp hos den kennel, hvor Adina var fra. Hvalpen er ikke født endnu, men hvis det lykkes så kommer sommerferien til at handle om en 8 uger gammel hvid schæfer-pige. På længere sigt kunne jeg godt tænke mig at være besøgsven sammen med hunden.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2018

Endnu et år er gået, og det er tid til at gøre status. Som sædvanlig ved denne tid sidder jeg i mit lille sommerhus, foran brændeovnen med tæppe over fødderne, og tænker tilbage på 2018.

FYsisk tilstand

Min læge tager mange blodprøver, og de er altid helt i orden. Blodsukker, kolesterol, stofskifte, nyrer – alt er som det skal være hver gang. I år har jeg dog haft en række banale gener, der alt i alt har betydet, at jeg ikke har følt mig rask.

Efter en kraftig luftvejsinfektion ved påske, har jeg haft problemer med luft gennem næsen. Det har generet mig både dag og nat, og gjort mig både udmattet og fortvivlet. Siden påske er det kun sket 4 gange, at jeg har sovet en hel nat uden at vågne af manglende luft. Jeg er blevet udredt for søvnapnø, men jeg har kun en smule, som ikke kræver behandling. I år har jeg haft 4 forkølelser, så min næseslimhinde har ikke fået mange chancer for at komme sig.

Jeg har også haft problemer med maven. Selvom jeg har droppet både lyst brød og müsli på morgenmaden, blev jeg henover sommerferien oppustet som en spærreballon hver gang jeg spiste. Jeg har heldigvis kunnet forbedre situationen med mælkesyrebakterier i pilleform.

Efter 1 år med ny kantine og ny cykel-afstand til arbejdspladsen, måtte jeg konstatere, at jeg ikke har formået at få min vægt ned til hvad den var før mine jobskift. Jeg startede til Zumba 2 gange om ugen og droppede slik, men lige meget hjalp det.

Jeg har tidligere kunnet holde min vægt nede ved at spise efter 5:2-diæten, men den måtte jeg droppe i sommers. Det har været en pragtfuld sommer, men jeg har desværre haft ekstra mange migræneanfald, også efter fastedage. Da jeg nærmede mig det månedlige maksimum for antal migrænepiller, valgte jeg at stoppe med 5:2-diæten.

Psykisk tilstand

I november fik jeg en depression. Jeg var uendelig træt og trist til mode, og til sidst kunne jeg næsten ikke slæbe mig ud af sengen.

Jeg måtte melde mig syg. Hos lægen fik jeg udskrevet antidepressiv medicin. I skrivende stund er jeg begyndt at få det lidt bedre. Jeg håber at den gode udvikling fortsætter, så jeg kan komme tilbage til en normal hverdag.

Årsagen er jeg ikke helt klar over. Der har været nok af psykisk belastende situationer de seneste år, og så er det ikke just befordrende at der er håbløst travlt på arbejde.

Arbejde

På papiret er mit nuværende job et drømmejob. Gode løn- og ansættelsesvilkår, kort transporttid og ingen storrumskontorer. I praksis er det en blanding af himmel og helvede.

Himmel, fordi kollegerne er fantastiske: vi holder sammen og støtter hinanden. Og fordi jeg føler at der er plads til sådan en som mig.

Helvede, fordi hverdagen er fyldt med konflikter med leverandører og frustrationer hos interne kunder. Og fordi der er stor uoverensstemmelse mellem opgaver og ressourcer og ingen udsigt til forbedring.

Familieliv

Husbond og jeg fejrede 10 års bryllupsdag i februar. Vi har efterhånden vænnet os til en hverdag uden hund. Vi har igen fået årskort til Tivoli, været til flere koncerter, og gået meget ud at spise. Savnet af Adina er der stadig, men i dag tænker vi primært på hende med glæde.

Helt fri for hundehår har vores hjem dog ikke været, for vi har fået lov at passe flere af vores hundevenner adskillige gange. Vi ser os selv som reserve-familie for Adinas nevø Atlas. Efter at vi et par gange har hentet ham for at gå en lang tur med ham, springer han nu nærmest i armene på os når vi ses. Det er et rigtig fint venskab vi har fået, og det betyder at hans ejer uproblematisk kan få sin hund passet ifm. sine forretningsrejser.

Vores forældre har været syge i året der er gået. Min mor fik helvedesild, og det tog hårdt på hendes overskud at tilføje den slags smerter til de daglige smerter fra omfattende slidgigt i ryggen. Svigerfar fik konstateret lungekræft og måtte igennem en række ubehagelige undersøgelser, hvorefter han fik opereret 1/3 af den ene lunge væk. Heldigvis var det kræft på et tidligt stadie og uden spredning, så nu er han kræftfri og skal ikke have yderligere behandling, dog kvartalsvise scanninger. Husbond og jeg har forsøgt at støtte op omkring vores forældre så godt vi kunne.

Økonomi

I 2018 lykkedes det os at spare så meget op, at vi kunne begynde at tænke på nyt køkken. Selvom det blev dyrere end den opsparing vi havde, klarede vi det med skindet på næsen og føler os i dag ikke fuldstændig blanket af.

Det skulle vi heller ikke så gerne, for lige da vi var begyndt at spekulere på køkken, fik vi besked om at der ikke længere laves reservedele til vores naturgasfyr. Det betyder, at næste gang der er en defekt på fyret er vi afhængige af at servicefirmaet har den rigtige reservedel på lager, ellers skal vi pludselig have nyt fyr, en udgift på omkring 30.000 kr.

Jeg har fået indhentet et lønmæssigt efterslæb, og mit månedlige rådighedsbeløb er nu større end hvad jeg har behov for. I 2018 prøvede jeg at investere noget af det økonomiske overskud i gartner-hjælp til haven. Det gik desværre ikke så godt, så efter et par måneder opsagde jeg aftalen. Nu sparer jeg pengene op og spekulerer på hvordan overskuddet kan konverteres til mentalt overskud på en anden måde.

Bolig

Det altoverskyggende projekt i år har været køkkenprojektet. Det tog 3 måneder at få et tilbud, og resten af året at få det gjort til virkelighed. Helt færdige er vi dog ikke, da der skal udskiftes nogle dele med skader i malingen.

Det har været hårdt, spændende og interessant at være igennem et så gennemgribende projekt.

Vi har ikke de helt store erfaringer med at hyre håndværkere, da husbond kan lave mange ting selv. Det har været interessant at se hvordan sådan et stort projekt foregår, og nogle gange frustrerende at have håndværkere gående.

At leve uden køkken i 3 måneder gik bedre end forventet. Vi fik lavet et midlertidigt køkken og klarede os ved hjælp af en mikroovn og halvfærdige retter fra supermarkedet.

Det næsten færdige køkken er blevet flot, og vi nyder det hver dag. Jeg har aldrig prøvet at have et helt nyt køkken, så der er mange wow-oplevelser ved skuffer og låger med dæmpning, induktionskogeplader, emhætte indbygget i loftet og masser af bordplads.

Status

I min opgørelse af 2017 var jeg stolt af min evne til at håndtere krise, men bekymret over mit psykiske helbred. Jeg sidder nu og gør det efterfølgende år op. I næsten 2 måneder har jeg taget antidepressiv medicin, og aner ikke hvorfor jeg blev syg. Måske var jeg ikke så sej til at håndtere krise alligevel?

Det der fylder mest i mit liv lige nu er at få det bedre psykisk. Jeg ved at det er depressionen der taler, når mine tanker kredser om at lave fundamentale ændringer i mit liv. Samtidig ved jeg at det må være forkert at have det dårlig på daglig basis. Jeg må og skal finde en måde at leve på, hvor jeg er mere glad.

Lignende indlæg:

Køkken 4. etape

November er blevet til december, og vi har taget vores nye køkken i brug.

I november har vi haft bordpladefolk, elektriker og snedker. De fleste af de skadede låger og skuffefronter er blevet udskiftet, det sidste stykke sokkel er sat på og der er lavet afslutning mod vinduet. Køkkenet er NÆSTEN færdigt. Så færdigt at vi kan bruge det.

Den sidste showstopper er vitrineskabene. Der var nogle skader på vitrineskabenes maling, og de er der stadig. Invita bestilte erstatninger, men da de skulle sætte dem op, opdagede de at det var en forkert model. Så nu bestilles de en gang til, og så skal en service-mand fra Invitas fabrik montere dem. Der går formentlig nogle uger før det er på plads, så nu har vi besluttet at tage disse skabe i brug og montere belysning, så køkkenet kan bruges fuldt ud.

Det er irriterende at der bliver ved med at være sådan nogle småting, og kommunikationen med Invita er blevet en tand dårligere. Det er næsten umuligt at træffe vores kontaktperson både på telefon, og han svarer ikke på mine mails. Sælgeren som solgte os køkkenet er fratrådt, så jeg har måttet tale med butikschefen for at få besked om hvordan de sidste ting kommer på plads.

Ikke desto mindre nedlagde vi for en uge siden det midlertidige køkken og tog det nye køkken i brug. I denne weekend har vi retableret stuerne som de var før. Selvom det er gået ret fint med det midlertidige køkken, er det dejligt at være tilbage til normalt setup.

Det føltes som utrolig lang tid siden, at vi havde lavet rigtig mad. Jeg var helt i tvivl om vi kunne finde ud af at købe ind og lave mad efter 3 måneder med færdig-mad. Men det har alligevel været overraskende nemt at hoppe tilbage i rutinen. Det var fantastisk at tage ud at købe friske grøntsager og fersk kød, og det gik OK med at få lavet de første måltider.

Vi skal vænne os til de nye hårde hvidevarer. Ovn og kogeplade har funktioner jeg ikke er vant til. Første gang jeg skulle bruge grill-panden blev resultatet ikke helt vellykket. Men man skal jo lige lære det at kende.

Når vi har fået skiftet de sidste elementer med skader, udestår kun opsætning af fliser. Jeg synes det er svært at vælge – skal det være en farve, eller skal det være grå/hvid/sort som vægge, bordplade og køkkenlåger? Vi har været ude og besøge nogle flise-butikker, men det gav bare et indtryk af hvor mange, mange muligheder der findes. Heldigvis er der lidt tid endnu før dette valg skal tages.

Fra at være i en afventende position, hvor vi har haft fokus på at følge op på alle udeståender, nyder vi nu det nye køkken fuldt ud og glæder os til at vise det til familie og venner.

Lignende indlæg:

Hverdag uden køkken

Husbond og jeg har nu levet en hverdag uden et køkken i næsten 2 måneder. I starten var det meget mærkeligt. Det var så indgroet at bruge faciliteterne i et køkken, og vi skulle virkelig vænne os til ikke at søge ud i det rum, hvor der ikke længere var køkken. Især savnede vi adgang til vand og afløb.

Lige så stille vænnede vi os til det, ligesom når man bor i en ferielejlighed, og vi fik hverdagen til at fungere i den lille stue hvor brændeovnen står.

Når det kommer til vand har vi et par beholdere med vand i køleskabet. Når vi skal have et glas vand eller skal koge æg i æggekogeren, tager vi vand derfra. Når der skal fyldes på igen er det en lidt længere tur ned i bryggerset i den anden ende af huset.

At rengøre hænderne når man er ved at tilberede mad, klarer vi langt hen ad vejen med vådservietter beregnet til baby-numser. Det er overraskende praktisk, også til at tørre bord og overflader af, når man har spildt.

Det kan være irriterende at stå med en kold sjat kaffe eller te, når man ikke har en vask med afløb i nærheden. Heldigvis har vi en overdækket terrasse med altankasser lige udenfor det rum som er vores køkken. De visne tagetes får lov at stå lidt endnu, så vi kan bruge jorden til disse sjatter.

Vi har glæde af, at vi er en husholdning der godt kan lide at bruge køkkenmaskiner. Vi bruger vores æggekoger, toaster og brødrister flittigt. Vi fandt ud af, at vores mikrobølgeovn også kunne fungere som varmluftsovn, og det har betydet at vi kan lave langt mere varm mad, end vi havde regnet med.

Til hverdag kan den stå på frikadeller lunet i mikrobølgeovnen med en færdig kold kartoffelsalat, opvarmet svamperisotto fra fryseren, eller toast med kyllingepålæg og cheddar-ost. Vi kan også nyde en indisk ret med naan-brød lunet i brødristeren.

I weekenden benytter vi os af at slagteren i vores Kvickly er så venlige at lave nogle færdigretter, som er lige til at sætte i ovnen. Det er for det meste noget med kartofler og grøntsager i bunden, og så noget kød ovenpå; kyllingebryst, oksekød eller mørbrad. Så supplerer vi med en færdig salat, f.eks. spidskålssalat med mormor-dressing og får et ret komplet måltid.

Hvis der skal lidt dessert til, har vi fundet ud af at et bæger Ben & Jerry’s Cookie Dough fungerer rigtig fint sammen med skiver af banan og dåse-flødeskum.

Vi bruger delvist engangsservice, og har vores praktiske pedal-spand i det midlertidige køkken. Vi valgte at købe en omgang plastikbægre og paptallerkener, fordi vi regnede med at vi ville synes det var irriterende at skulle vaske op i hånden i den anden ende af køkkenet. En anden opdagelse er, at det er slet ikke så slemt, når man kun skal vaske et par tallerkener og lidt bestik af. Det gik op for os, at størstedelen af opvasken til hverdag kommer fra fremstillingen og serveringen af maden, som jo ikke er relevant når man lever som vi gør i øjeblikket.

Vi benytter os også at de forskellige spisesteder i området. McDonalds, kinesiske restauranter og buffet-restauranten Dalle Valle har haft besøg af os, og det synes vi er helt naturligt. Vores madbudget har haft overskud hver måned indtil videre, så der er fint plads til det i økonomien.

Alt i alt er det ikke så stor en belastning at undvære køkken som vi havde frygtet. Vi er heldige at have en indretning der understøtter situationen, med bryggers og plads nok til at gøre det rimelig komfortabelt. Prisen er en stor mængde engangsemballage. Især de store aluminiumsbakker gør ondt i miljø-bevidstheden, men vi må trøste os med at det kun er i en begrænset periode og huske at aflevere det til metal-affald på genbrugspladsen.

Vi betaler også en pris i form af, at vi ikke laver mad fra bunden med lige præcis de råvarer og med den tilberedning vi selv ønsker. Et stort savn er til vores dampede og grillede grøntsager, som normalt er en stor del af vores kost. Men – der skulle jo også gerne være en årsag til at vi bruger en kvart million kroner på at få et nyt køkken. Hvis det var helt uden ulemper at leve uden et køkken ville det godt nok være mærkeligt at bruge så mange penge på at få lavet køkken. Når det står klart skal der laves mad igen, lige sådan som vi kan lide det og med hensyn til miljø, ressourcer og vores egen personlige præferencer og smag.

 

Lignende indlæg:

Køkken 3. etape

Siden sidste blogindlæg er der sket rigtig meget. I tidsplanen mangler kun levering af bordplade. Vi har dog ikke noget virksomt køkken endnu.

I ugen efter at vi malede og tapetserede, fik vi endelig modificeret VVS-installationer, så de passede til det nye køkken. Og så fik også leveret køkkenelementer og hårde hvidevarer. Det var dejligt at se de konkrete varer vi havde betalt forud for 3 måneder siden.

5 dage efter blev køkkenelementerne sat op. Det havde en stor effekt at se elementerne på væggen og i rummet – nu kunne man virkelig se for sig hvordan køkkenet bliver. Køkkenet virkede stort i rummet. Dels kan man godt fornemme at arbejdshøjden bliver højere, og dels går overskabene meget højere op mod loftet. Jeg kommer til at få brug for en skammel for at nå de øverste hylder.

Det var dejligt at se lågernes farve i virkeligheden. I tilbudsfasen overvejede både farverne grå og lysegrå. Vi endte med lysegrå, og den viser sig at være rigtig pæn i rummet. Der er stadig afdækningspap på gulvet, men det ser også ud til at gulvets farve er velvalgt.

Der var sat 3 dage af til montering af køkkenet. Snedkeren var der kun 2 dage, og udførte kun lige det der skulle til for at næste trin i planen, opmåling til bordplade, kunne gennemføres. Vi står nu med et køkken, der udover at mangle en bordplade, også er uden greb, paneler, sandlister og en masse andre småting.

I mandags blev der taget mål til bordplade. Det var et særskilt firma med specielt laser-udstyr der skulle gøre det, og først derefter kunne bordpladen produceres.

Mens vi går og venter på at komme det sidste stykke hen mod et færdigt køkken går vi selvfølgelig og kigger på køkkenet. Vi snakker om hvilke fliser vi skal sætte op foran køkkenbordet og køber produkter fra Philips Hue til belysning.

Desværre kan vi allerede nu se, at vi ikke kommer til at være helt færdige, når bordpladen kommer. Der er nemlig nogle ridser og skader på låger, skuffefronter og korpus. Jeg tror egentlig at det var meningen, at vi først skulle se på det ved afleveringsforretning midt i november, men jeg tænkte at vi lige så godt kunne tage fat på de ting nu. Jeg sendte derfor en detaljeret beskrivelse med billeder til Invita, og de bestiller nu erstatningsprodukter.

Lige nu ved jeg ikke hvad det betyder for tidspunktet for ibrugtagning af køkkenet. Jeg håber, at bordpladen kommer efter planen og at vi så kan få hårde hvidevarer, el og vvs på plads og tage køkkenet i brug i sidste halvdel af november, selvom der er reservedele på vej.

Lignende indlæg:

Køkken 2. etape

I en måned har vi levet uden et rigtigt køkken. Vi er midtvejs i køkkenprojektet og det er 50% spændende og 50% træls. En pinlig mængde engangsservice og emballage er endt i skraldespanden, og der er beskidt alle vegne. Det er hårdt at være klar til håndværkere hver dag kl. 7. Men vi er ikke sultne, og rummet bliver lige så stille pænere og pænere.

Efter fase 1 gik arbejdet med genopretning af gulv igang. Da gulvet var ret skævt, fulgte vi Invitas anbefaling om at bygge gulvkonstruktionen helt om. Det betød et større projekt på mange dage, med flere forskellige håndværkere og til en pris på næsten 70.000 kr. (rummet er 25 kvm).

Til at starte med kom der et nedrivningsteam på 4 polakker, der fjernede de oprindelige gulvbrædder og tonsvis af ler. Det var voldsomt: en del af loftet i kælderen nedenunder faldt ned, og det rystede og ruskede i det gamle hus.

Det næste på tidsplanen var 4 dage afsat til at gøre gulvet vandret. Pga. de alvorlige miner ved estimering, og den høje pris i tilbudet, regnede jeg med at der var brug for alle 4 dage. Derfor blev jeg urolig, da der efter 2 dage endnu ikke havde været nogen håndværkere. Invita forsikrede at professionelle gulvlægger ville møde op på 4.-dagen, og det gjorde de. De knoklede til kl. halv ni om aftenen, bla. fordi der var blevet leveret forkerte gulvplader.

Men de skulle være færdige, for de efterfølgende dage var afsat til lægning af linoleum. Først skulle gulvet spartles, men derefter løb vi ind i uregelmæssigheder igen: linoleum’et var blevet væk i fragten. Det lykkedes at få den leveret natten over, så med en dags forsinkelse havde vi et færdigt linoleumsgulv.

Det åd en af de dage vi skulle bruge til at male vægge. Tidplanen var dog i mellemtiden blevet 10 dage forrykket, da levering af køkkenmodulerne blev forsinket.

Det var held i uheld, for så var vores malerarbejde mindre tidspresset. Derudover havde forsinkelsen den positive effekt, at fragtmanden kan stille  køkkenmodulerne på det færdige gulv i køkkenrummet, i stedet for at det skulle fylde vores stuer, som i forvejen er fyldt med spisestuemøbler, køleskab mv.

Kommunikationen med Invita er også 50% træls. Når man taler med montagelederen og andre fra Invita er de søde og imødekommende. Men i forbindelse med ovenstående forsinkelser har Invita ikke kontaktet os. Jeg har selv måttet prøve at få kontakt med vores kontaktpersoner, for at høre hvad der sker. Indtil nu har tingene løst sig. Det er svært at vurdere om der i forvejen var taget hånd om tingene, eller om det er pga. mine henvendelser at de har kunnet redde situationen.

Den største irritationsmoment var dog, da det viste sig, at Invita mente at vi ikke alene skulle afmontere vand og afløb, samt montere det nye tilsvarende – de havde simpelthen planlagt med at vi selv skulle sørge for at flytte installationerne, så de passede til det nye køkken. Det er arbejde som skal udføres af fagfolk, og som vi på ingen måde har givet udtryk for at vi selv ville gøre. Jeg kan godt se at det ikke står eksplicit i tilbudet, men vi læste tidsplanen sådan, at det var noget Invita gjorde. Invita tilbød at sende deres egen VVS’er på et ikke-specificeret tidspunkt mod ekstra betaling.

Denne weekend har husbond og jeg været igang med maling af vægge, montering af emhætte og tapetsering med det fineste svenske, blomstrede tapet.  Rummet begynder at tage form, og vægge og lofter ser ret færdige ud nu. Vi har betalt 75% af købesummen, men der er stadig ikke noget køkken. Hårde hvidevarer skal komme på mandag og køkkenelementerne på fredag – montering er nu planlagt til ugen efter.

Pga. den senere levering af køkkenelementer flytter slutdatoen sig naturligvis. Lige nu ser det ud til at vi har afleveringsforretning med Invita midt i november. I tilfælde af mangler viser tidsplanen nu, at vi først kan forvente køkkenet endeligt leveret på den anden side af nytår. Jeg håber sørme ikke det bliver sådan, for jeg ville rigtig gerne have et køkken til jul.

Lignende indlæg:

Køkken 1. etape

Vi er nu 2 uger inde i køkkenforløbet. Efter at Invita har været her og rive det gamle køkken ned og forberede el-installationer til det nye, har vi selv været i sving.

Vi har knoklet med at rive det gamle nedsænkede loft ned og opbygge et nyt i fibergips. Vi har også installeret en loft-emhætte og lavet flere lampeudtag.

Væggene var også vores tjans, så der er blevet fjernet tapet, pudset, spartlet og filtet til den helt store guldmedalje. Husbond tog fri 3 dage for at arbejde igennem. I skrivende stund mangler vi bare at male loftet et par gange mere.

Det er dejligt at være igennem denne periode. Vi har været bekymrede for om vi kunne nå det hele på den tid der var sat af, især hvis der skulle vise sig at dukke uforudsete problemer op. Den bekymring er vi ovre nu.

Vi savner stadig en bedre kommunikation med Invita. Vi har naturligvis ikke diskuteret tekniske detaljer i tilbudsfasen, og der har ikke været kommunkation siden. Nu hvor vi er igang med byggefasen opstår der småting som ikke er helt selvfølgeligt for os. Sygdom og ferie hos Invita betyder, at vi har svært ved at få svar. Igen tænker vi at det kunne have været smart med en form for opstartsmøde el.l. inden arbejdet gik igang.

På madfronten har vi måttet lægge kursen lidt om. Planen var, at vi skulle have varm mad på arbejde, og så klare os med knækbrød, suppe og toast til aften. Den plan holdt ikke helt, da jeg den første uge lå syg i 3 dage, og den næste uge var Mads hjemme 3 dage for at arbejde. Vi tabte os nogle kg. og har nu købt ind til at få mere varm mad herhjemme. Vi har fundet ud af at mikrobølgeovnen også kan fungere som varmluftsovn, så vi klarer også meget godt.

Den næste fase af køkkenprojektet handler om genopretning af gulvet og lægning af nyt linoleumsgulv. Denne del står Invita 100% for. Når de er færdige med at rode med gulvbrædder og linoleumsbaner skal vi på banen igen – så er det tid til at male væggene. Umiddelbart herefter monteres køkkenet.

Lignende indlæg:

Snart igang med køkken

Vi er midt i september, og endelig sker der noget med det nye køkken. Vi nåede at blive utålmodige, da der gik næsten 2 måneder fra vi indbetalte første rate af købesummen til Invita, før vi hørte noget.

Jeg må indrømme at jeg havde forventet at få en kvittering for min indbetaling sammen med en form for velkomst, der lige ridsede op hvornår vi næste gang hører noget og hvordan det kommer til at foregå.

Efter et par e-mails var der hul igennem, og i sidste uge fik vi en tidsplan for arbejdet med vores køkken. Planen viser hvornår der kommer elektriker, nedrivningsfolk, gulvfolk osv. Der er sat tid af til at vi selv laver vægge og loft.

Som en lille overraskelse var vi også sat på VVS-opgaver. Vi skal åbenbart selv koble vand og afløb fra vandhane og opvaskemaskine. Og når køkkenet er leveret, skal vi også selv tilslutte de nye enheder. Jeg kan ikke rigtig forstå at dette ikke er inkluderet i ydelsen, vi har aldrig talt med Invitas sælger om at vi var VVS-kyndige.

Både husbond og jeg har været meget spændte på hvordan vi skal klare vores del af opgaven; klargøring af loft og vægge. Vi startede derfor allerede for en uge siden med at pille loftplader og vægbeklædning ned. Heldigvis har det vist sig at være let at gå til. Glasvævet på væggene var ret let at pille ned, og loftet så godt ud bag pladerne. Husbond er begyndt at sætte et nyt gipsloft op.

Den første håndværker kommer på onsdag, og torsdag bliver køkkenet revet ned. I dag har vi været tidligt igang med at pakke hele køkkenet ned i flyttekasser og etablere et midlertidigt køkken i vores brændeovnsstue. De hårde hvidevarer er sat til salg på Den Blå Avis, og nu mangler vi bare at dække gulve af.

Vi skal lige vænne os til ikke at have et køkken. Jeg synes vi har fået lavet et godt midlertidigt køkken med mikrobølgeovn, køleskab og et par elektriske hjælpemidler i form af brødrister, toastmaskine, æggekoger og riskoger. Men det er mærkeligt ikke at have vandhane og vask indenfor rækkevidde. Heldigvis har vi et lille bryggers med en vask i den anden ende af huset, så vi klarer os.

Jeg har egentlig en god fornemmelse omkring det hele. Indtil nu har der ikke været nogen kedelige overraskelser fra det gamle hus, og der virker til at være styr på tidsplanen med Invita. Lige nu er min største bekymring faktisk, om det bliver et pænt køkken – mere specifikt om vores valg af materialer vil give et godt resultat.

Lignende indlæg:

Anmeldelse af Sony Xperia XZ1

Efter 2½ lykkelige år med Sony Xperia Z5 Compact, er det blevet tid til ny mobiltelefon for mig. Z5 har virkelig tjent mig godt, og der er sådan set heller ikke noget galt med den – batteriet er bare ved at være gammelt og holder ikke så længe.

Til min store glæde fortsætter Sony med at lave mobiltelefoner – på et tidspunkt var der ellers snak om at de ville nedlægge den del af forretningen. Sony er efter min mening stadig helt med fremme både hvad angår ydeevne og design. Farver er vigtige for mig, og da Sony stadig er så dejlige at tilbyde deres produkter i flere farver, var det helt oplagt for mig at lede efter min nye telefon blandt Sonys modeller.

De nyeste telefoner på markedet ser i øjeblikket meget ens ud, fordi de lader skærmen gå helt ud til kanten, og der er ingen knapper på forsiden. Mange har fingeraftryks-læser på bagsiden og intet jack-stik til hovedtelefoner. Dette design er jeg ikke helt klar til. På min Z5 sidder fingerlæseren på siden, og jeg kan ikke helt forestille mig at det vil føles intuitivt for mig at finde den på bagsiden.

Men mest af alt generer det mig at måtte undvære stik til hovedtelefoner. Jeg har lige fået en iPhone 8 på arbejde, og det irriterer mig at jeg må vælge imellem at oplade og at bruge hovedtelefoner. Det er også et irritationsmoment at der skal en adapter på stikket når jeg bruger hovedtelefoner.

Efter 3 compact-modeller er jeg nu klar til en større telefon. Med mine 46 år gamle øjne er det efterhånden svært at se teksten på den lille skærm. Da jeg stadig kun bruger briller når jeg sidder ved en skærm, ville det være dejligt hvis jeg kunne se bedre på mobiltelefonen når jeg er på farten. Jeg forestillede mig, at jeg kunne gøre tekst større på en stor skærm og dermed have større læsekomfort.

Ud fra disse ønsker faldt mit valg på Sony’s næst-nyeste model Sony Xperia XZ1. Den nyeste model XZ2 blev fravalgt på baggrund af manglende jack-stik og det lidt karakterløse udseende. Med Xperia XZ1 får jeg stort set samme tekniske specifikationer til en pris lige under 3000 kr. – det halve af prisen for en XZ2. Jeg er sådan set enig med anmeldelser der siger, at udseendet af XZ1 er en anelse gammeldags i forhold til det sidste nye, men det kan jeg godt leve med. Jeg vil i stedet glæde mig over, at den tykkere kant rundt om skærmen viser lidt mere af den flotte lyserøde farve, jeg har valgt telefonen i.

Tidligere har jeg syntes det var smartest at købe den nyeste model af hensyn til have en tidssvarende telefon så længe som muligt. Men jeg må sige at det byder mig imod at give 6000 kr. for sådan en lille bærbar ting, som så nemt kan tabes, gå i stykker eller bliver stjålet. Prisen vejet op imod specifikationer og mine ønsker betød, at vægtskålen tippede til fordel for Xperia XZ1.

Jeg var meget i tvivl om mit behov for cover eller etui til min nye telefon. Indtil nu har jeg anvendt mine Sony-telefoner uden cover, men haft et lille etui når telefonen skulle ned i tasken. Compact-telefonerne ligger rigtig godt i hånden og i lommen på mig, men XZ1 er en noget større telefon. Den føles mere som en plade og jeg oplever den som mere udsat for stød og ridser. Efter at have brugt den nye telefon et par dage, besluttede jeg mig for at anskaffe et cover.

Mobiltelefoner sælges meget på design og udseende, og det virker nærmest grotesk for mig at anskaffe sig en flot ny telefon, for straks derefter at smække et cover på der i de fleste tilfælde enten ødelægger eller skjuler hele fremtoningen og designet af den dyre elektronik. Jeg kan godt forstå at man vil beskytte sin investering, når man har givet 6-8000 kr. for sin gadget, men der er også noget fjollet ved at gemme den væk, så man kan tage en ridsefri telefon ud af coveret når den skal på pension en dag.

Igen var jeg heldig med Sony. De har nemlig produceret et cover, som ikke går på kompromis med telefonens design. Sony Style Cover Touch er et nyskabende cover, der understøtter designet af telefonen, samtidig med at det ikke reducerer funktionaliteten af telefonen. Takket være en gennemsigtig forside, som man kan betjene skærmen igennem, er det muligt at besvare opkald og tage billeder uden at skulle have forsiden flaprende ud fra telefonen. Der er virkelig kælet for kvaliteten, så der er ikke noget der knirker eller vipper, og farven matcher telefonens farve perfekt.

Vurdering:  ★★★★★ 


Lignende indlæg: