Dilemmaet om ny hund

Det er snart et halvt år siden at Adina gik bort, og jeg er ved at have det bedre med savnet og sorgen.

Spørgsmålet om ny hund rumsterer. Skal vi have hund igen? Husbond savner gåturene og er helt klar til at få hund igen, men jeg er i tvivl. Argumenterne for og imod farer rundt i mit hoved, og jeg kan ikke finde ud af hvad jeg skal lægge vægt på. I bund og grund ser jeg det som et valg imellem forskellige stressfaktorer.

Jeg føler et stort ansvar for at en hund skal have et godt liv. Jeg synes at hunden skal være alene hjemme så lidt som muligt, og jeg synes det er vigtigt at lave ting sammen med hunden, som giver den nogle gode og spændende oplevelser. Når begge mennesker i husstanden har krævende fuldtidsjobs, synes jeg det er en konstant udfordring at leve op til dette, og jeg tøver med at sætte mig selv i den loyalitetskonflikt.

Mens vi havde Adina syntes jeg ikke, at jeg kunne gå i butikker, på café, til koncert, fordi jeg ikke ville lade hende være alene mere end højest nødvendigt. Det er en begrænsning jeg har lagt på mig selv, og jeg må indrømme at jeg har nydt at være fri for denne begrænsning. Det er også en lettelse at jeg kan blive lidt længere på arbejde, hvis der er behov for det – og det er der ofte.

På den anden side giver det at have hund jo en umådelig glæde i hverdagen. Det har en afstressende virkning, fordi det tvinger én til at tænke på noget andet end arbejde og pligter, og kommer helt automatisk til at røre sig og få frisk luft. Jeg har tydeligt kunnet mærke kontrasten, når jeg har været så heldig at få lov at passe andres hunde. Jeg er ikke i tvivl om, at det er sundt for mennesker at have kæledyr.

Når jeg har fri og det er godt vejr, længes jeg meget efter at have hund. Men når jeg sidder på arbejde og det regner udenfor og jeg godt kunne bruge at blive lidt længere for at afslutte nogle opgaver, så er det en lettelse at der ikke venter en hund hjemme.

Hvordan balancerer jeg dog disse faktorer? Hvis jeg laver en helt rationel fordel/ulempe-analyse, hvor faktorer som økonomi, tid, rengøring og andre praktiske ting indgår, så vinder livet uden hund. Hvis jeg tænker på livskvalitet er det tvetydigt. Jeg elsker hunde uendeligt meget og har stor glæde ved at omgås dem. Men jeg må indse, at det også giver mig meget glæde at have mulighed for at lave andre ting og komme lidt ud.

Så tæller glæden ved shopping, cafébesøg og koncerter højere end glæden ved at have hund? Vægter stress pga. loyalitetskonflikt højere end stress over ikke at have et fritidsliv der indeholder alt det man ønsker sig? Lige nu må svaret være ja, for jeg har ikke taget initiativ til at ændre på noget.

Måske skal jeg bare lige have afløb for 6 år uden TIVOLI-ture og shopping. Måske skal jeg bare have lidt mere overskud. Jeg tror ikke jeg kan gå på kompromis med mine værdier omkring hundeliv og prøve at få plads til det hele.

I næste uge skal vi igen passe Adinas nevø Atlas. Det har vi gjort mange gange, og efter at vi har mistet Adina har vi også fået lov at låne ham til gåture på solskinssøndage nu og da. Vi har fået et meget nært forhold til Atlas, og både vi og han bliver super glade når vi ses. Lige nu er det en måde at få det bedste af begge verdener.

 

Lignende indlæg:

Anmeldelse af lampen Illumin Rubber20

For et par år siden fik vi lampen Illumin Rubber 20 Pendel som en gave. Det er en større loftslampe, som man selv samler. Lampen består af 20 ens stykker plastik og 30 sorte elastikker, som man sætter sammen til en tilnærmelsesvis rund facon. Indeni monteres lampen med en gennemsigtig plade af plastik og en fatning med stofledning. Det var ret nemt at samle lampen, og vi valgte at hænge den i vores trapperum, hvor der er nogle højdeforskelle som den symetriske og geometiske lampe gjorde sig godt i. Vi var glade for den.

Desværre viste det sig, at elastikkerne der holder lampen sammen, er af en kvalitet, som ikke er holdbar. Efter bare et års tid var de møre og begyndte at falde af. Hvad gør man så?

Først troede jeg, at jeg kunne finde nogle andre elastikker i en webshop, men det var ikke så nemt. Jeg kontaktede producenten af lampen, og de sendte mig en pose med flere elastikker af samme slags. Så kunne lampen lidt igen, men året efter var problemet der selvfølgelig igen.

Det er faktisk rigtig irriterende, når elastikkerne bliver møre. En for en begynder de at falde af. Når den første elastik mangler, holder lampen stadig sammen, og man har lidt tid til at finde en løsning. Men de andre elastikker er jo lige så møre, og hurtigt efter falder flere elastikker af, og så åbner lampen sig og kan ikke holde formen. Det er svært at finde en midlertidig lappeløsning, fordi det kræver elastikker af en helt speciel størrelse, og når man begynder at pille, falder lampen meget nemt helt fra hinanden.

Jeg kan se, at man nu kan købe en pose med elastikker for 80 kr. på nettet. Hvis man skal købe sådan en pose en gang om året, bliver det jo en dyr lampe i længden, foruden alt besværet med at pille lampen ned og montere den helt forfra.

Jeg synes ikke det var holdbart at fortsætte med de originale elastikker. Kunne man ikke få en bedre kvalitet af elastikker, som kunne se pænt ud? Jeg gik på jagt i diverse hobbyforretninger efter en mere langsigtet løsning. Jeg fandt 3 mm elastiksnor i en syforretning. Her kunne man få alverdens farver, hvilket appellerede til min kreative åre – så kunne man jo skifte farve og dermed udtryk på lampen. Jeg fandt også noget lidt tykkere elastiksnor i en webshop der handler med udstyr til dykkere og surfere.

Da jeg fik det forskellige snor hjem var jeg fortrøstningsfuld. Begge typer bestod af tynde strå af elastik omkranset af tekstil. Jeg forestiller mig at det er mere holdbart, fordi elastikken ikke på samme måde er eksponeret for luft og sollys.

Så var spørgsmålet hvordan jeg skulle få elastiksnoren til at blive en ring, som kunne holde lampens dele sammen. Jeg prøvede at binde forskellige knuder, men det blev ret stort. Med enderne strittende til siderne var det visuelt ikke så pænt, når det blev sat på lampen.

Med inspiration fra den måde min mand samler kabelender på sin cykel, gik jeg på jagt efter et tyndt metalrør, man kunne samle elastik-enderne med. Igen kom hobbyforretningerne mig til hjælp, og det lykkedes at finde noget tyndt messingrør, der i indre og ydre diameter passede med det elastiksnor jeg havde.

Så var jeg klar til endnu et forsøg. Jeg måtte i kælderen efter værktøj og have husbond igang med dremmel-maskinen. Messingrør blev skåret ud i stykker af ca. 1 cm og slebet lidt, så der ikke var ru kanter. Jeg klippede elastiksnoren stykker på 21,5 cm med en skarp saks, og satte enderne ind i røret. Derefter klemte jeg sammen i hver ende af messingrøret med en skævbider. Jeg fandt hurtigt en måde der holdt.

Resultatet blev nogle elastikker, der mindede om de hårelastikker man kunne få da jeg var barn. Stof på ydersiden, elastik indeni og samlet med et lille messingrør. Det så overraskende flot ud på lampen. Faktisk synes jeg det er flottere end originalen pga den ensartede stofoverflade.

Jeg har brugt adskillige hundrede kroner på at finde materialer til denne løsning. Hvis man i forvejen har betalt 799 kr. for en Rubber20-lampe, må den føles dyr i drift. Siden vi fik den for nogle år siden, er den da også faldet noget i pris – måske pga. disse problemer. Det ville ærgre mig at skulle smide lampen ud pga. denne – i mine øjne – designfejl, så jeg er glad for at jeg fandt en løsning så vi kan brug lampen lidt endnu. Men det er godt nok meget ulejlighed for at beholde sin lampe.

Jeg anmelder lampen med 2 ud af 5 stjerner. Den får 2 stjerner, fordi jeg synes den har et flot udseende. Den får ikke flere, fordi materialevalget stiller forbrugeren i en irriterende situation, når elastikkerne falder af og man skal samle lampen igen. Jeg får lyst til at advare andre forbrugere, men jeg har ikke kunnet finde en mulighed for at anmelde produktet på en webshop el.l. Derfor denne anmeldelse på min blog.

Vurdering:  ★★☆☆☆ 


Lignende indlæg:

10 års bryllupsdag

I dag har husbond og jeg 10 års bryllupsdag. En fredag i februar 2008 lod Mads og jeg os i hemmelighed vie på Lyngby Rådhus med 2 af kommunens ansatte som vidner. I dagens anledning har jeg set på billederne fra dengang, og jeg kan se at vi ser rigtig glade ud.

Vi valgte at blive gift på en meget stille og rolig måde. Vi valgte rådhuset, fordi vi ikke er kristne. Vi valgte at gøre det i hemmelighed, fordi vi gerne ville have at det var kun vores stund. Og vi ville under ingen omstændigheder udsættes for polterabend. Det hele var timet og tilrettelagt, så vi alligevel kunne dele dagen med vores nærmeste: vi vidste at vores forældre ville være hjemme senere samme dag og tog på overraskelsesbesøg hos begge forældrepar senere på dagen. Vi sluttede dagen af med en hurtig burger hos MacDonalds. Det var en rigtig god dag for os. Men nok meget langt fra hvad mange drømmer om.

Det er ikke så længe siden husbond kom hjem og fortalte om en snak om bryllupper, de havde haft på arbejde. Da han fortalte om sit eget bryllup, havde en kollega spontant sagt: “Hvorfor så blive gift?”. Kollegaen synes tilsyneladende ikke der var nogen grund til at blive gift, hvis man ikke købte dyrt tøj og holdt en stor fest med mange mennesker og gaver.

Den kommentar understregede en fornemmelse jeg længe har haft. Jeg er bange for at nogle bryllupper bliver arrangeret stort og traditionelt af forkerte årsager. Måske er den underliggende motivation mere at blive beundret og iscenesætte sig selv – man tvinger faktisk sine nærmeste til at give én opmærksom, når man inviterer til bryllup. I nogle tilfælde er det måske endda fordi man keder sig lidt i sit i forvejen etablerede samliv, hvor man ofte allerede har hus og børn.

Det er en stor investering for både brudepar og gæster at holde bryllup på den traditionelle måde. Brudeparret låner hundredetusindvis af kroner i banken for at købe kæmpe kjole og store arrangementer. Gæsterne køber dyrt tøj og dyre gaver, og møder op som statister til en forestilling, hvor de skal opføre sig på en helt bestemt måde for at tilfredsstille brudeparret.

Desværre bliver min fornemmelse bekræftet af skilsmissestatistikken. Omkring det tidspunkt jeg blev gift, var der rigtig mange i min omgangskreds som blev gift. Jeg selv deltog i 3 bryllupper i både 2007 og 2008, hvoraf det ene var mit eget. Der er ikke så mange af dem der er gift i dag. Der er desværre en overvægt i skilsmisser blandt dem, der holdt de store traditionelle bryllupper. Uden at kende de nærmere omstændigheder omkring de konkrete skilsmisser må jeg sige, at det er tankevækkende.

Nå ja, hvad gør det at man bliver skilt nogle år senere? Så kan man jo ryste posen igen og genopfinde sig selv – udleve drømmen om Iron Man i de uger man ikke har børnene, med en stor gæld og en bitter strid om bryllupsgaverne i bagagen. Så må man skynde sig at glemme, at man har bedt utrolig mange mennesker bruge en masse energi og penge på at hylde ens kærlighed ikke så mange år forinden.

Det er nu ikke fordi vi var bange for at vores forhold ikke skulle holde, at vi valgte en mere diskret måde at blive gift på. Vi havde været sammen i 4 år da vi blev gift og følte os allerede etablerede som par. Vi ville gerne bekræfte overfor omverden, at vi hørte sammen ved at få et fælles efternavn og en ring på fingeren. Det handlede ikke om det at BLIVE gift, vi ville bare gerne VÆRE gift.

Lignende indlæg:

Videre uden Adina II

I dag er det 3 måneder siden den frygtelige, mørke dag. Dagen hvor jeg med hurtige skridt forlod Virum Dyreklinik hulkende, efter at have set Adina blive aflivet.

Resten af dagen græd jeg sammen med husbond, mens jeg prøvede at kommunikere til omverden, at den hund som havde betydet så meget for mange mennesker, ikke var længere. Efter mange timers gråd prøvede vi at se noget fjernsyn og spise noget mad. Jeg tænker tilbage på den dag som en meget mærkelig stille, mørk og surrealistisk dag.

Tiden op til dagen var også mærkelig. Det var en blanding af smerte og nærvær. Det gjorde så ondt at se Adina kæmpe for at bevæge sig, og det var frygteligt at vide at man snart skulle beslutte at stoppe hendes liv. Samtidig var jeg fast besluttet på at få det bedste ud af de sidste dage hun var til, og nød hende mere intenst.

De 3 måneder, der er gået siden, har været hårde. Jeg troede at der ville komme en følelse af lettelse, og det kom der til en vis grad også. Den er bare blevet overskygget af negative følelser. Jeg har haft det rigtig svært.

Mærkedagene er selvfølgelig svære. På min egen fødselsdag kørte jeg hjem fra arbejde midt på dagen, kunne ikke holde ud af være blandt andre mennesker. Jeg mandede mig op, da jeg samlede min familie til juleaften på samme måde som for 2 år siden. Adina manglede, men vi lod som ingenting. Da jeg skulle i seng brød jeg sammen og syntes at hele verden var forfærdelig. Det samme skete den dag i januar, som vi plejede at fejre som fik-dig-dag; dagen hvor Adina blev en del af vores familie.

Til hverdag står jeg op, går på arbejde, kommer hjem, spiser aftensmad og går i seng uden at tænke alt for meget på Adina. Jeg tror at jeg accepterede ret tidligt, at hun ikke var her mere, fordi det var det eneste rigtige da hun var så syg til sidst. Savnet kommer dog rullende ind over mig i perioder, og så kan det være solskin, et billede eller alt muligt andet der udløser tårerne.

Når jeg er ked af det kredser mine tanker ikke kun om Adina, men om hele mit liv. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne viske mig selv ud med et viskelæder og melde mig ud, give op. Jeg prøver at tage det en dag ad gangen, fordi jeg ved godt, at jeg er i underskud. Om det hedder sorg, stress, overgangsalder eller vinterdepression kan vel komme ud på et – jeg er i underskud og må være tålmodig med mig selv.

Alle omkring mig snakker om at få ny hund, men jeg kan ikke. Jeg kan ikke rumme at lukke en ny hund ind og starte forfra på at bygge fortrolighed og kærlighed op. Jeg er overbevist om at jeg må være tro mod den følelse. Det betyder ikke, at jeg ikke stadig elsker hunde udover det sædvanlige.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2017

I starten af 2017 ønskede jeg så inderligt, at det skulle blive et år der var bedre end året før. Billedet over dette blogindlæg er et udtryk for dette – den eneste souvenir jeg købte på min rejse til Los Angeles.

Det viste sig dog at blive endnu et ustabilt år med både opture og nedture.

Alle de blogindlæg jeg har skrevet i år handler om de konkrete begivenheder. Jeg vil derfor i dette indlæg ikke resumere året, som jeg nogle gange gør, men kun gøre status her og nu efter samme model som sidste år.

FYsisk tilstand

Jeg har fundet mig selv igen kropsligt. Jeg spiser igen efter 5:2-diæten og trives bedre end nogensinde med konceptet. Igen i 2017 blev min daglige motionsmængde mindre end tidligere, men det er lykkedes mig at finde balance i motion, appetit og de mængder jeg spiser.

Takket være mit nye job har jeg i år fået en døgnrytme, hvor jeg får en tilpas mængde nattesøvn. Jeg kan tydeligt mærke, at det er godt for mig både fysisk og psykisk.

Psykisk tilstand

Min mentale tilstand er lige nu præget af sorg efter at jeg mistede min hund. Mit humør svinger, men jeg føler ikke så stor glæde ved de ting, jeg plejer at glæde mig over. Til gengæld har jeg humørmæssige nedture af og til. Normalt græder jeg kun sjældent. Jeg har aldrig grædt så meget som jeg gjorde i 2017.

Jeg har sluttet året af med en travl tid på arbejde, og starten af året var også præget af en hjerne der havde fået for meget. Jeg kan godt mærke stress er blevet en fast følgesvend for mig – en partner som jeg skal gøre en indsats for at holde i ave. Jeg er blevet bedre til det, men jeg kan ikke sige mig fri for at ønske, at livet og specielt arbejdslivet var lidt mindre grådigt efter mit mentale overskud.

Arbejde

Efter en arbejdsmæssig kolbøtte er jeg ved at få fodfæste i et nyt job, som har mange af de elementer jeg har længtes efter i årevis. Opgaverne passer rigtig godt til mig, og mine kvalifikationer og evner supplerer mine nærmeste kolleger på en rigtig god måde. Jeg er sluppet af med de stressende storrumskontorer, og arbejder nu under vilkår der indebærer tillid, selvstændighed og fleksibilitet.

Konstant forandring er dagens orden på arbejdsmarkedet. Min organisation er også inde i en forandring som præger hverdagen meget. Vi skal have en stor organisationsændring til at fungere, og hver dag indeholder konflikter og frustrationer og opgaver der må forsømmes, fordi der ikke er tid nok. Samtidig forlanger ledelsen at man arbejder med sin personlige udvikling og sine vaner for at skabe en kulturforandring.

Selvom virkelig mange stressfaktorer er forsvundet med mit seneste jobskifte, er det stadig krævende for mig at gå på arbejde. Det står helt klart for mig, at det er omsonst at ønske mig stabilitet og forudsigelighed i arbejdslivet. Samtidig kan jeg ikke komme udenom, at jeg ikke er den bedste version af mig selv under de omstændigheder. Det ærgrer mig, for jeg synes jeg kan være meget bedre.

Familieliv

Husbond og jeg er ved at finde tilbage til det familieliv man kan have, når man er 2 mennesker der ikke har hund. Vi har jo prøvet det før, og vender nu tilbage til restaurantbesøg, koncerter, biografture og andre impulsive aktiviteter. Vi nyder at have den frihed.

Jeg er stor hundeelsker og har hele mit liv ønsket at have hund. Lige nu er jeg ikke parat til at få hund igen. Jeg vil gerne have, at valget om at have hund bunder i en rationel og realistisk beslutning, nu hvor jeg faktisk ved hvad det indebærer. Jeg er bekymret for, at en beslutning om hund på nuværende tidspunkt vil tage afsæt i sorg og savn – jeg frygter at det vil sætte mig i en loyalitetskonflikt, som vil stresse mig.

Min bror har boet i USA i 17 år, og selvom vi har elektronisk kontakt og besøger hinanden med nogle års mellemrum, har vi ikke den samme føling med hinandens hverdag som vi havde før han flyttede. Efter at jeg i år tog alene på besøg hos ham i Californien fik jeg et helt unikt indblik i hans liv, som jeg ikke har haft i mange år. Det har styrket vores relation.

Mine forældre ses jeg med relativt ofte. Jeg nyder at forkæle mine forældre ved at hente dem ved deres opgang, køre dem hjem til mit hus og servere lækker mad og drikke for dem. Også selvom det så bare er de gode pizzaer fra den nye pizza-mand på Bistrupvej.

Økonomi

Med hensyn til pengene går det heldigvis godt og stabilt. Jeg skriver heldigvis, fordi jeg i foråret troede, at jeg skulle have en periode på dagpenge. Jeg fandt ud af, at det holdt økonomien nok også til – umiddelbart så det ikke ud til at vi skulle sælge huset lige med det samme. På den måde fik jeg afdramatiseret nogle af de spøgelser, der har været i økonomien, og jeg er knap så bekymret for arbejdsløshed i dag.

Jeg nåede dog ikke at komme på dagpenge, og min forebyggende sparsommelighed betød, at jeg gik ud af den usikre periode med starten på en opsparing til nyt køkken.

Jeg har nu mere ordnede forhold i min ansættelse, da jeg for første gang i nok ca. 15 år er ansat under overenskomst. Det betyder at min indtægt reguleres efter et skema, og ikke som en individuel vurdering – det giver tryghed og forudsigelighed.

Et bilskifte har til gengæld givet os en større bilgæld, og jeg er ikke sikker på at vi fik de bedste vilkår i den forbindelse. Husbond og jeg har talt om at få noget uafhængig økonomisk rådgivning på et tidspunkt.

Da jeg fyldte 46 år i 2017 er der kun 14 år til jeg kan gå på pension. Jeg vil rigtig gerne gå på pension som 60-årig, men det kræver jo at økonomien kan bære. Også af den grund vil jeg gerne have et generelt eftersyn af vores økonomi

Bolig

Boligmæssigt er situationen uforandret det sidste år, og det er jeg glad for. Vi er kommet af med det alt for store træ på vores grund, som skyggede i det meste af haven og også hos naboerne. Mange eftermiddage kan jeg derfor sidde ud på den nye terrasse og slappe af i en solstråle efter arbejde.

Der er stadig en masse vedligeholdelsesopgaver på listen for både hus og sommerhus. I sommerhalvåret kan vi bruge al vores fritid med arbejde i hus og have, selvom vi har fået robot-plæneklipper. Vi prøver at balancere det, så der også er tid til at slappe af og leve. Jeg overvejer at få et tilbud fra et gartnerfirma på grundlæggende vedligeholdelse af haven i Birkerød.

Mit hus og mit sommerhus giver mig fortsat mulighed for at være indadvendt og lade mentalt op, og det har jeg brug for. Samtidig har vi et godt forhold til naboer og genboer, hvilket får os til at føle os knyttet til lokalområdet.

Status

2017 blev umiddelbart et hårdt år. Ikke alene skulle jeg opleve at miste mit job for første gang i mit liv. Lige da der var ved at være styr på den situation, blev min hund uhelbredeligt syg, og husbond og jeg måtte igennem et opslidende sygdomsforløb og dødsfald.

På den anden side har jeg fundet styrke i at klare disse kriser.

Jobkrisen klarede jeg ved en målrettet indsats og hjælp fra familie og venner. Jeg er også stolt af at have klaret min hunds sygdomsforløb og død på den bedst mulige måde. I begge situationer fandt jeg mod til at træffe beslutninger ud fra mine egne værdier, og ikke ud fra hvad alle mulige andre syntes. Det er en sejr for mig.

I bund og grund lever jeg stadig et privilegeret liv med godt fysisk helbred, gode relationer og fin økonomi. Mit job er godt, hvis bare der ikke var så travlt, og der er heldigvis håb om at det bliver bedre.

Jeg er bekymret over mit psykiske helbred. Jeg synes jeg bliver mere og mere bekymret og følsom overfor stress. Jeg føler mig ofte ked af det og psykisk udmattet. I den situation er det svært for mig at adskille årsag og virkning, og derfor også svært at se løsninger.

Jeg slutter 2017 af tilbagetrukket, sammen med min elskede husbond og med en sød låne-hund i skødet. For 2018 drømmer jeg om mere harmoni og balance, og ønsker alle der læser med her et godt nytår.

Lignende indlæg:

Videre uden Adina

Nu er det 3 uger siden at min familie gik fra 3 til 2 personer og blev en familie uden hund. Jeg har så småt vænnet mig til at der ikke er en hund i huset. Jeg er begyndt at færdes i huset på en anden måde. Døren står åben når jeg går ud med skrald, og jeg rejser mig når jeg vil, uden at tænke over at det betyder at en handicappet hund også pr. refleks vil rejse sig. Og jeg forventer ikke længere at se Adina i vinduet, når jeg kommer hjem fra arbejde.

I sidste weekend begravede vi Adinas urne på en af hendes yndlingspladser i haven. Efter at have vasket skåle, halsbånd, snor, tæpper og kurve, pakkede vi alle Adinas ting væk og forærede foder og godbidder til en anden hundefamilie. Det var en hård weekend, men det føltes også godt at sætte det punktum.

Nu bærer mit hus ikke længere præg af at der bor en hund. Der er lidt kradsemærker i 2 vinduepartier, som skal repareres. Et par møbler og paneler trænger til noget grundig rengøring. Men det ligner ikke et hunde-hjem på samme måde som før.  Der er ikke hvide nullermænd i hjørnerne, selvom det er en uge siden vi har støvsuget. Og i entreen hænger nu vores almindelige overtøj på knagerne, hvor der før hang hundesnore, regntøj og andet udstyr til hunde-gåture.

Det føles godt at komme videre, tage sit hus tilbage og starte på en ny fase. Men jeg er stadig ked af det. På dage hvor jeg er udmattet og jobbet har taget al overskud, ligger tårerne lige bag overfladen og banker på. Andre dage kan jeg snakke længe om hende eller se på billeder uden at græde.

At få hund igen er selvfølgelig et tema og noget mange spørger til. Allerede inden Adina blev syg var jeg i tvivl om jeg ville have hund igen, og jeg havde det på samme måde da vi fandt ud af at Adina var uhelbredeligt syg. Nu hvor Adina er væk vil jeg gerne have, at en evt. beslutning om at få hund igen er baseret på en rationel beslutning, og ikke drevet af det store savn vi har lige nu. For mig er det ikke noget godt udgangspunkt.

Det skorter dog ikke på tilbud. Den kennel som Adina kom fra venter hele 2 kuld hvalpe i december, og i torsdags skrev vores tidligere hundelufter en SMS om en hund, der desperat søgte en ny familie. Husbond savner meget at have hund, og jeg kan da også godt mærke at savnet udfordrer mine principper.

Da jeg overvejede hundelufterens forslag indså jeg, at jeg er nødt til at holde fast i min beslutning om at vente. Det blev helt tydeligt for mig, at jeg slet ikke er følelsesmæssigt klar til at få en ny hund ind i mit liv. Uanset principper og rationelle argumenter er jeg simpelthen nødt til at restituere følelsesmæssigt, før jeg kan overveje at gøre det hele igen.

Jeg prøver at nyde den frihed vi har fået af ikke længere at have hund. Da der var kommunalvalg i tirsdags, gik husbond og jeg impulsivt ud og spiste, efter vi havde afgivet vores stemme på den lokale skole. Og i fredags brugte jeg 2 timer på at shoppe på Birkerød Hovedgade. Ting jeg aldrig ville have gjort da jeg havde hund. Da jeg havde fødselsdag i mandags gav husbond mig et årskort til Tivoli, og jeg tror vi skal derind allerede her i december.

Til nytår har vi aftalt at passe en af Adinas hundevenner, som bor lige om hjørnet. Og heldigvis stopper de hunde, der passerer vores hus på vej til hundeskoven, stadig op for at hilse. Det har dækket mit behov for kontakt med hunde tidligere, og sådan må det være i en periode nu.

 

Lignende indlæg:

Sorgen over Adina

Det er en uge siden, at jeg sagde farvel til min Adina. Lige så stille er jeg begyndt at rydde op i hendes ting. Puder og tæpper skal vaskes, og det samme skal halsbånd og hundesnoren, inden de skal lægges væk. Legetøjet ligger stadig rundt om i huset og haven, der hvor Adina sidst lagde det. På et tidspunkt må vi samle det sammen, sortere det, smide noget ud og og resten gemmes eller gives væk. Resterne af Adinas hundefoder og godbidder skal der også tages stilling til. Måske kan andre hunde få glæde af det.

Sorgen over tabet af vores familiemedlem fylder meget lige nu. Hele det tragiske i, at en fantastisk hund som Adina skulle få sådan en forfærdelig sygdom, gradvist miste sin førlighed og dø som 8½-årig, har jeg ikke gjort mig fri af endnu. Men størst er det umiddelbare savn af hendes tilstedeværelse i hverdagen, og det knuger i brystet. Som en narkoman på afvænning må jeg lære at undvære alle de små stunder af lykke og glæde, der var sammen med Adina.

Mens jeg går og pakker hendes ting væk, pakker jeg også min drøm om at have hund væk. Måske skal tingene og drømmen tages frem igen, men jeg ved det ikke lige nu. De forskellige hunde-ting minder mig om, hvor lykkelig jeg var da jeg anskaffede dem – lige da vi havde fået Adina og min livsdrøm gik i opfyldelse. Det er også et tab for mig at sige et (måske midlertidigt) farvel til denne drøm.

Det har efterladt et tomrum at miste Adina. Når jeg har overskud, prøver jeg at se fremad og finde ind til hvordan livet var før Adina. Der har altid været ting som ikke handlede om hund. Som f.eks. denne stund her søndag formiddag, hvor jeg sidder og lytter til jazz og skriver blogindlæg. I den forgangne uge har husbond og jeg været i biografen – noget som var planlagt før Adina gik bort, men nu blev det så på en måde, hvor jeg for en gangs skyld ikke at have en refleks af skyldfølelse ved at være afsted. Jeg vil prøve at finde glæde i den slags oplevelser.

Lignende indlæg:

Farvel til Adina

Jeg havde bestilt tid på dyreklinikken lørdag formiddag. Jeg havde aftalt at vi skulle betale på forhånd, så vi bare kunne gå direkte ud når det var overstået. Jeg havde også aftalt, at Adina skulle kremeres for sig selv, og at vi skulle have hendes aske i en forgængelig urne.

Der var stille i venteværelset, kun en enkelt anden kunde til stede og ingen dyr. Lige så snart vi kom, kaldte receptionisten på dyrlægen. Det var den dyrlæge, som vi havde været hos ifm. Adinas diagnose, der tog imod os. Vi gik ind i det undersøgelsesrum som vi har været i flest gange. Vi snakkede kort om sygdommens udvikling. Dyrlægen kunne godt se, at Adina havde fået det meget værre siden vi var der for en måned siden. Hun gav os ret i, at det var den rigtige beslutning.

Adina fik en lille sprøjte i låret, mens jeg distraherede hende med et par godbidder. Som sædvanlig reagerede hun ikke på at blive stukket. Den første sprøjte skulle få hende til at falde i søvn. Der gik 5-10 minutter før hun faldt til ro. Mads og jeg småsnakkede med dyrlægen om hunde og sygdomme imens. Til sidste lagde Adina sig ned på gulvet. Hun flyttede hovedet lidt fra side til side; dyrlægen sagde at hun nok blev noget svimmel og måske så dobbelt. Hun faldt i søvn, og hendes mund slappede mere af end når hun normalt sov – læberne slap gummerne og tungen stak lidt ud. Mads sad ved hendes hovede og aede hendes mave, jeg sad ved halen – sådan var det altid når vi sad sammen alle 3.

Nu hentede dyrlægen en lille barbermaskine og fjernede lidt pels på det ene forben. Adina lå stadig på gulvet, og dyrlægen lå på knæ ved siden af. Der kom en elastik om øverste del af benet og en nål i en blodåre. En større sprøjte med en blå væske blev sat til nålen, elastikken blev slækket, og langsomt sprøjtede dyrlægen væsken ind i Adinas forben. Derefter tog dyrlægen sit stetoskop og lyttede på Adinas hjerte. Efter få minutter sagde dyrlægen at hendes hjerte var stoppet.

Som hun lå der på gulvet i dyreklinikken var der ikke meget forskel fra for et øjeblik siden. Hun var stadig varm og lignede sig selv. Det hele foregik utrolig roligt. Jeg så ingen reaktion på 2. indsprøjtning, og det at vejrtrækningen stoppede opfattede jeg ikke.

Da dyrlægen sagde at Adina var død, talte vi kort om et par praktiske ting, og hun forsikrede os om at Adina kom godt afsted.

Vi gav dyrlægen hånden og sagde at vi havde været glade for at komme på klinikken. Nu begyndte tårerne at presse sig på, og vi gik ret hurtigt ud af klinikken og ud til bilen. Ud af øjenkrogen så vi en anden kunde i venteværelset, hun kunne vist godt se at vi var kede af det. Vi kørte rundt om hjørnet for at andre dyreejere ikke skulle se os sidde og græde. Og så græd vi.

Lignende indlæg:

Adinas sidste dage

I den sidste periode af Adinas liv var hun ret handicappet. Hun havde et par timer midt på dagen hvor hun var i stand til at gå en tur, men morgen og aften kunne hun ikke gå ret mange skridt uden at skride eller falde. Hun slæbte nu så voldsomt på bagpoterne, at hun hele tiden slog dem når hun gik. Alt for ofte fik hun ikke sat højre bagpote rigtigt i underlaget, og kom til at gå på oversiden af poten. Pelsen på poten var tyndslidt, og det var kun fordi vi holdt hende væk fra hårde overflader, at hun ikke rev sig til blods. Vi bar hende ind og ud af bilen og op ad trapperne, for at hun ikke skulle falde og slå sig.

Vi syntes efterhånden at Adinas samlede livskvalitet var så dårlig, at det overskyggede de gode stunder. Vi frygtede at hun skulle komme til skade, og hun var også selv begyndt at blive frustreret.

Tiden var kommet til at tage den beslutning vi hele tiden har frygtet; beslutningen om at stoppe Adinas liv. Beslutningen blev taget i onsdags, med tårerne trillende ned ad kinderne, og Adina liggende imellem os i sofaen. Vi ville gerne gøre det på en dag hvor vi ikke skulle på arbejde, og da vores dyrlæge har åbent om lørdagen besluttede vi at det skulle være dagen.

I ugen op til denne dag havde vi i anden anledning både været sammen med mine og Mads’ forældre, mennesker der betød meget for Adina, og pårørende for hvem Adina betød meget. Vi havde også været en tur i Dyrehaven med en af Adinas bedste hundevenner, nevøen Atlas. Det var den bedste mulighed for at lade nogle af de nærmeste tage afsked uden at det blev en sentimental farvelfest.

De sidste 2 dage op til aflivningen prøvede vi at have så normal en hverdag som muligt. Både af hensyn til Adina og os selv. Vi gik på arbejde som vi plejede, og gik ture som sædvanlig. Om aftenen fik hun et dampet unghanebryst sammen med sin tørkost, og hun fik også lidt ekstra godbidder.

Fredag gik både Mads og jeg tidligt fra vores arbejde for at have lidt flere timer sammen med Adina. Vi gik en dejlig tur i Rude Skov og tog os god tid. Det var stille efterårsvejr, og skoven var smuk.

Vemodigheden begyndte at sætte ind. At komme hjem fra arbejde fredag og vide, at det var sidste gang man skulle se Adinas søde ansigt kigge ud fra glasgangen, fremkaldte tårer i mine øjne. At gå i seng og sige godnat til hende for sidste gang var også slemt. Vi kom til at gå meget sent i seng den aften. Ved midnat sad husbond og jeg ved Adina på den gæsteseng hun normalt sov på, og kælede med hende og nussede hendes poter.

Lørdag morgen stod vi op i god tid og gik en god morgentur. Normalt var det Mads der gik morgenturene, men denne dag gik vi alle 3 sammen. Adina var i forrygende humør, som hun ofte var når vi alle 3 var ude sammen, og legede begejstret med en pind hun fandt. Hjemme igen spiste vi lidt morgenmad, gik i bad og kom i tøjet som vi plejede. Og så gik turen ellers til Virum Dyreklinik. Det var tid til at sige farvel.

Lignende indlæg:

Nekrolog for Adina

Vi sagde i går farvel til Adina i en alder af 8½ år på Virum Dyreklinik som følge af fremskreden Degenerativ Myelopathi.

Adina kom til os i januar 2012 i en alder af 2½ år. Hun havde haft en god opvækst i Hellerup, men hendes ejer døde, og hun måtte finde en ny familie. I løbet af et døgn accepterede Adina at hun nu skulle bo hos os i Virum, og vi begyndte at lære hinanden at kende.

Adina viste sig at være et fantastisk 3. familiemedlem. Vi passede godt sammen i personlighed med vores rolige gemyt, følsomme sind og lettere introverte adfærd. Det lykkedes os meget hurtigt at vinde Adinas tillid, og hun knyttede sig til os og så os som sin flok.

Vi gik med Adina i hundeskoven Geels Skov uden snor fra første dag. Hun nød at møde de mange andre hunde, og det blev tit til leg og begejstring. Vi kunne gå tur i timevis. Hendes nysgerrighed blev stimuleret når vi udforskede de mange andre hundeskove og parker i området. Adina var meget adræt: havde helt styr på sin krop og et fantastisk boldøje. På græsplænen ved det lokale gadekær legede vi med pinde og bolde og trænede lydighed.

Hver fredag kom hendes hundelufter, som hun kendte fra tiden i sin første familie. Så var der fest: hun kom ind i den store bil med en masse andre hundevenner, og så kørte de ud i verden og legede og løb og havde det fantastisk.

Efter 2 år flyttede vi til Birkerød. Her fik Adina en større have, og lige ved siden af hundeskoven Bistrup Hegn. Det gav nye muligheder. Hun fik nye venner i skoven, og venskaberne udviklede sig. Når Adina så se sine venner gå forbi ude på vejen, når de var på vej i skoven, kaldte hun på dem og inviterede Chili,  Zuki og Atlas ind i haven til leg. På den måde fik Adina sit helt eget sociale liv med venner hun selv havde valgt. Hun kom til at betyde rigtig meget for disse venner, og de betød alverden for Adina.

Adina var en tolerant og generøs hund. Når hun var sammen med sine venner var der ingen smalle steder. De måtte tygge på hendes kødben, lege med hendes legetøj, drikke af hendes vandskål og spise af hendes madskål. Også fremmede hunde blev budt velkommen hos Adina.

Det eneste hun var lidt påpasselig med, var hvis hendes mennesker kælede for meget med andre hunde. Så kunne hun finde på at gå ind imellem den anden hund og hendes menneske, og måske skubbe den anden hund væk med hoften. Aldrig aggressivt, men bestemt som den voksne dame hun var.

Adina holdt også meget af menneskene omkring hende. Hun udviklede hurtigt et nært forhold til Mads’ og mine familiemedlemmer, og var meget afholdt for sit søde væsen og beundret for sit smukke udseende. Også hendes hundevenners mennesker blev mødt med stor hengivenhed. Hundelufterens mand John havde en særlig plads i Adinas hjerte, aldrig har jeg set hende så glad som når hun så ham.

Glad var Adina dog ikke hele tiden. Hun var bange for tordenvejr og fyrværkeri, som fik hende til at ryste og søge ind under borde og om bag sofaen. Et kosttilskud hjalp noget, men det skete desværre at hun stak af når der kom torden fra en klar himmel. Med tiden blev angsten værre og også udløst af andre lyde, f.x. regnvejr eller lyd i fjernsynet af vind i en mikrofon. Angsten tog en del af hendes livskvalitet i perioder.

Et af de træk der gjorde Adina til noget helt særligt, var at hun havde en særlig evne for at være hensynsfuld og rimelig i sine krav. Hun var utrolig dygtig til at balancere sine anmodninger, så vi aldrig var i tvivl når det virkelig var alvor. Når hun af og til havde dårlig mave og brug for at komme ud om natten, var hun god til at vække mig på en måde, der var helt anderledes end når hun bare lige skulle have tryghed og kontakt om natten fordi det stormede. Hun kunne godt tigge om at få en klat flødeskum eller en luns af stegen, og det gjorde hun selvfølgelig fordi vi godt kunne finde på at give hende sådan noget. Men vi kunne også altid bare sige et enkelt blidt ‘nej’ og så holdt hun op.

Det er et stort tab for os at miste Adina. Vi har mistet vores 3. familiemedlem, vores ven og kammerat. Det er også en stort tab for Adinas venner, hunde som mennesker. I næsten 6 år har Adina givet os daglig glæde og nærvær. Vi er dybt taknemmelige for at hun kom ind i vores liv. Sygdommen gjorde hendes liv svært til sidst, og nu har hun fået fred. Æret være hendes blide, søde og billedskønne minde.

Lignende indlæg: