Hensyn eller ej

I denne sommer har støj fra fester fyldt så meget, at det har været i medierne, og politiet er begyndt at gøre mere end at sige ‘fy-fy’. I den weekend der lige er gået, meldte både Københavns og Nordsjællands Politi ud, at de nu ville begynde at give bøder og konfiskere musikanlæg ved musik til gene.

Jeg selv har ikke været mere ramt end normalt i år. I den forgangne weekend landede en 50 års fødselsdag uheldigt og kom til at genere. De bor 2 huse væk og varslede os 2 timer før festen skulle starte. På det tidspunkt gik vi og gjorde klar til selv at få gæster til grillning og udendørs spisning. Det lykkedes os at hygge os i haven alligevel, men ved midnat da vi skulle i seng, introducerede en DJ sig for selskabet i en mikrofon der gjorde mulig for mig at høre hvert et ord, og så var der ellers høj musik. Vi var nødt til at lukke alle vinduer på en dag, hvor det havde været 32 grader og soveværelset var godt varmt. Det blev en ubehagelig nat.

Jeg er medlem af en Facebook-gruppe der handler om at hjælpe hinanden i Birkerød, og her har der regelmæssigt været debat om støj fra fester. Dagen efter 50-årsfesten var der et opslag, der på en pæn måde forsøgte at appellere til hensyntagen fra festarrangørernes side.

Der var det sædvanlige for og imod, men jeg blev alligevel overrasket over, at flere argumenterede decideret imod at vise hensyn. 2 kvinder mente ikke, at man kunne bede andre om at vise hensyn, man kunne bare bruge ørepropper og gå tidligt i seng næste dag.

Det startede et tankeeksperiment i mit hoved. Tænk hvis der findes 2 typer af mennesker, som aldrig kan blive enige; dem der går ind for hensyn, og dem der ikke synes det er nødvendigt. På en måde kan jeg godt forestille mig, at dem der ikke viser hensyn aldrig vil kunne lære det, for jeg tror simpelthen ikke at tanken strejfer dem. Og jeg ved fra mig selv, at det holder hårdt med at lade være med at tage hensyn, og lade være med at irritere sig over at andre ikke gør det.

Så fik jeg den skøre idé, at måske den eneste vej til harmoni er, at de 2 grupper boede sammen hver især, så dem der ønsker hensyn bor i samme del af byen, og dem der ikke synes man skal tage hensyn boede i en anden del. Ligesom ikke-ryger-opgange i etagebyggeri. Mon alle så ville få det som de ville?

Og dog, jeg tror det ikke. Lur mig, om ikke dem, der ikke tager hensyn, også kan blive irriterede af larm. Måske skal de på arbejde dagen efter. Måske har de lige mistet et nært familiemedlem og har i forvejen svært ved at sove. Måske har de et lille barn der ikke kan sove.

Det slår mig, at de hensynsløse nok lever højt på, at der findes nogen med et andet livssyn. Sådan nogen som mig, der aldrig i livet kunne finde på at hive en højttaler ud i haven og spille høj musik, og da slet ikke hyre en DJ til at råbe hele kvarteret op ved midnat. Så de kan leve som de vil og forvente overbærenhed fra mig – og aldrig selv have problemet den anden vej, fordi folk som mig ikke selv opfører sig sådan.

Når jeg bliver irriteret over nabostøj, så er det først og fremmest fordi det handler om dominans og tab af frihed. Den som spiller høj musik bestemmer i det øjeblik, at jeg ikke skal have lov at høre min egen musik, sidde i min egen have eller sove den nat. De tager min frihed til selv at bestemme.

Det føles grådigt – de hensynsløse tager bare for sig af retterne i frihedens navn, men fratager samtidig andre mennesker deres frihed.

Senere på dagen kom der et andet opslag på Facebook, hvor en kvinde beklagede hvis nogen havde følt sig generet af den bryllupsfest hun havde holdt i lørdags. Hun skrev at den havde været planlagt i et år, og lod dermed forstå at hun havde en vis berettigelse til at feste. Jeg kom til at tænke på, hvad nu hvis hendes nabo havde planlagt en tekno-fest og havde et anlæg der kunne spille endnu højere end hendes? Hvem har så ret til at at feste?

Dette er nogle af grundene til, at tanken om ikke at vise hensyn bare ikke holder i længden. I en tid hvor antallet af fester tilsyneladende eskalerer, har det uanede perspektiver hvis vi opgiver kravet om at vise hensyn til hinanden. Mere vil have mere, højere vil have højere, og hvem har ret til at have det som man ønsker – den der kom først? Det kan hurtigt blive et kapløb i stil med håndklæderne på solstolene på charterdestinationerne.

Jeg skal være den første til at prædike tolerance og overbærenhed, det praktiserer jeg hver eneste dag. Men hvis det bliver en sovepude, en undskyldning for at opføre sig uden tanke for andre mennesker, så bliver jeg vred. Det synes jeg ikke er i orden.

Lignende indlæg:


Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.