Tanker om Coronavirus

En pandemi, en verdensomfattende epidemi, har ramt os. Det er gået hurtigt i Danmark. Fra at være et fjernt fænomen i Kina og Italien, er det indenfor 2 uger kommet helt tæt på. Antal smittede har udviklet sig hurtigt i Danmark.

Regeringen har udstedt en række anbefalinger og tiltag, der skal forhindre smittespredning. Vi skal undgå at have mange mennesker på et sted, og det betyder at vi skal undgå offentlig transport, at samles på store arbejdspladser, og vi skal ikke rejse. Jeg er sammen med alle mine kolleger blevet bedt om at arbejde hjemmefra de næste 2 uger, og mine bekendte med kroniske sygdomme er fuldstændig isolerede i deres hjem for at beskytte dem. Danmarks offentlige sektor bortset fra sundhedssektoren er stort set lukket ned.

Alvoren er gået op for mig gradvis – i starten synes jeg godt at jeg kunne følge med, men de sidste dage har det været meget overvældende. Jeg har en følelse af at være i en ond drøm jeg gerne vil vågne op fra.

Stor bekymring for alle dem jeg kender der har kræft, sclerose, immun-sygdomme og andre kroniske sygdomme ruller ind over mig – pludselig er de faktisk i livsfare. Jeg er også bekymret for mine forældre og svigerforældre, som er i slutningen af 70’erne og dermed tæt på at være i høj risiko.

Konsekvenserne af nedlukningen af samfundet har til formål at undgå forsamling af mennesker. Det går også op for mig hvor slemt det meget hurtigt kan blive for både virksomshedsejere og ansatte. Jeg har stor medfølelse for dem alle.

På samme måde går det op for mig, hvor heldig og priviligeret jeg er. Jeg arbejder i en virksomhed, hvor det er muligt at arbejde næsten uforandret hjemmefra. Det er ikke uvant for mig at arbejde hjemmefra, og jeg har både skrivebord, stor skærm og en god stol klar. Jeg risikerer ikke at miste min indtægt lige nu og her.

Min lille families daglige adfærd er heller ikke så anderledes, end det liv vi skal leve nu. Vi går i forvejen ikke meget ud, men opholder os rigtig meget i vores hjem og i naturen. Det er derfor ikke det store afsavn for os, at vi ikke kan gå på cafe, til koncert eller rejse.

Det største afsavn for mig nu er, at jeg skal undvære den personlige kontakt med mine kolleger og være alene i mange flere timer end normalt. Til gengæld er jeg så heldig at jeg har en hund, der ser ud til at nyde at gøre mig selskab mens jeg arbejder hjemmefra.

Man siger, at intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Husbond skulle have været til Belgien i påsken for at køre et cykelløb. Jeg skulle derfor have været alene hjemme i de dejlige forårs-helligdage, men nu får jeg lov at være sammen med min mand. Det er ærgerligt for husbond og hans kammerater at turen gik i vasken. Jeg kan godt lide at være alene, og jeg kan være temmelig meget alene før det er ubehageligt. Men jeg må indrømme, at det er dejligt for mig at kunne nyde nogle fridage sammen med min eneste ene.

Alt i alt er denne meget alvorlige situation til at håndtere for min lille familie. Jeg er bekymret for samfundet og dem der er i risiko. Men jeg skal også huske at værdsætte, at jeg selv er meget priviligeret og har et robust udgangspunkt.

Det er lige før, at det der generer mig mest helt personligt, er at jeg ikke kan bruge alt mit nye tøj (hjemme går jeg i noget mere praktisk tøj, fordi Norma stadig hopper meget op, lidt for ofte med mudrede poter). Og så er det jo ikke helt galt.

Lignende indlæg:


Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.