Affald

Fra jeg var et stort barn har jeg været med til at sortere affald. De første mange år handlede det om at aflevere aviser og flasker i nogle containere nede på ‘Det Hvide Torv’. Da jeg flyttede hjemmefra fortsatte jeg selvfølgelig med at sortere disse ting fra i mit affald og bære det ned til den lokale container.

Efter ca. 10 år i lejlighed flyttede jeg i rækkehus med husbond. Så blev det noget lettere. Lyngby-Taarbæk Kommune havde nemlig en storskralds-ordning, hvor man hver 14. dag kunne stille ikke bare stort skrald som møbler og køleskabe frem til afhentning, men også papir, pap, plastik, plastik og metal sorteret i klare poser. I vores lille rækkehus var der kun få skridt ud til vejkanten, så det var meget komfortabelt.

9 år efter skiftede vi kommune, og så var det ikke helt så let længere. Storskrald blev i Rudersdal Kommune kun hentet 4 gange om året, hvis man huskede at tilmelde sig fra gang til gang, og det omfattede ikke almindeligt sorteret affald. Nu måtte vi samle sammen i beholdere i kælderen, og når de var ved at flyde over skulle det læsses på traileren og køres til genbrugsstationen. Der var dog ikke mulighed for at aflevere den tomme plastbeholder der havde været vaskemiddel i – plastik blev slet ikke indsamlet til genanvendelse. Genbrugsstationen ligger heldigvis ikke så langt væk, men det var alligevel lidt besværligt – især fordi jeg ikke kører bil, så det hele hang på husbond.

Stor var derfor min glæde da jeg hørte, at Folketinget havde vedtaget at alle kommuner skal sørge for at husstandene kan få hentet sorteret affald. Det tog kommunen nogle år at få det organiseret, og derefter yderligere nogle år at få det rullet ud til os i villaerne. Men i slutningen af januar har vi fået 3 store containere til affaldssortering, og vi er endelig igang.

Nu er sorteringen af affaldet lidt mere detaljeret. Det handler ikke kun om at frasortere store affaldsdele i husholdningen. Nu skal filmen der var henover ostemaden og plastikindpakningen om salaten sorteres for sig, og sølvpapir om marcipanbrød og papemballagen om den frosne fisk 2 andre steder. Når vi kasserer den sidste mugne rest leverpostej, skal bakken renses, og derefter skal metalbakken det ene sted hen og plastiklåget et andet.

Da vi fik bygget køkken tænkte vi over om vi skulle få indbygget et større system til affaldsspande, men besluttede at vente og se hvordan det formede sig i praksis. Indtil videre har vi fundet det mest praktisk at have den sædvanlige pedalspand til almindeligt affald der ikke skal sorteres (restaffald) og derudover en separat spand til plastik. Metal, pap og glas lægger vi i en kurv som vi går ud til containerne med, og pap går vi også direkte ud med.

Det har virkelig været en øjenåbner, hvor meget plastik der kommer igennem vores husholdning til daglig. Tænk at man slet ikke kunne aflevere det til genanvendelse for et par måneder siden! Den almindelige affaldsspand bliver ikke nær så hurtigt fuld, jeg tror vi tømmer den halvt så ofte som før.

Jeg griner lidt ad mig selv, når jeg snakker om affald. Husbond griner også, når jeg begejstret fortæller at jeg også har bestilt en container til pap. Jeg ved faktisk ikke rigtig hvorfor jeg synes det er så spændende, men det hænger nok sammen med at jeg går meget op i at indrette hverdagens praktiske forhold, så det fungerer optimalt. Og vores hverdag omkring affald er blevet meget lettere, nu hvor vi har vores egne containere som kommunen sørger for at tømme.

Lignende indlæg:


Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.