Opgørelse af mit 2019

I år holder vi nytår hjemme i Birkerød. Jeg plejer at sidde i sommerhuset og skrive denne slags blogindlæg, men det kan sagtens lade sig gøre fra den gode stol i brændeovnsstuen, mens hundepigen gumler ben i haven, robotten støvsuger køkkengulvet og husbond cykler indendørs i den anden ende af huset. 

Psykisk tilstand

Jeg gik ind i 2019 med en behandlingskrævende depression. Jeg var sygemeldt. Det fyldte næsten det hele, og var en virkelig ubehagelig oplevelse. I løbet af foråret begyndte jeg langsomt at få det bedre, og ved sommerferiens start var jeg på toppen og tilbage på fuld tid på arbejde.

Resten af året har jeg haft det godt psykisk. Jeg fik igen lyst til livet. Sammen med husbond besluttede jeg at få hund igen. Jeg inviterede gæster og lavede masser af mad. Jeg begyndte at købe nyt tøj til mig selv, og for første gang i flere år holdt jeg min egen fødselsdag. Jeg føler mig som mig selv igen.

FYsisk tilstand

Det har kostet nogle kilo at være deprimeret og på piller. Det ærgrer mig selvfølgelig helt vildt, men hellere det end at være deprimeret. I skrivende stund vejer jeg mere end nogensinde. Jeg håber jeg kan gøre noget ved det, når jeg stopper med depri-pillerne.

Mine næseproblemer har jeg stadig. Både om natten og om dagen lukker næsen i perioder helt til, så jeg ikke kan trække vejret gennem næsen. Det er dog lykkedes at lære mit sovende selv at trække vejret gennem munden, når jeg sover, hvilket betyder at jeg har en væsentlig bedre nattesøvn.

Hele året har jeg dog været plaget af kraftig træthed. Hverken lægen eller jeg kan finde ud af om det er en bivirkning af depri-pillerne, om det er en rest af selve depressionen eller om det er noget tredje. Efter en blodprøve har jeg fået ordineret tilskud af Kalium, men det har ikke givet de store resultater. 

Arbejde

Igennem mit sygdomsforløb har mine kolleger været enestående til at støtte mig. Der har ingen berøringsangst været, og jeg har været helt åben om hvad der skete for mig. Da jeg først kom tilbage på arbejde var chefen også meget støttende og pressede mig ikke til at øge arbejdstiden mere end jeg var tryg ved. Jeg er overbevist om at det har været med til at jeg er kommet helt på toppen igen.

Der er fortsat ekstremt travlt og konfliktfyldt på arbejde. Sammen med chefen har jeg sorteret i mine opgaver og skåret de ting fra, hvor det ikke giver så meget værdi at jeg deltager. Det har givet mig en god balance i hverdagen, men også dårlig samvittighed over at overlade det til kollegerne. Jeg har vænnet mig mere til rytmen i afdelingen, og kan bedre skille de vigtige ting fra de lidt mindre vigtige.

Familieliv

Den helt store begivenhed i 2019 var selvfølgelig at vores nye hund Norma kom ind i vores familie i sommers. Det har været en helt unik oplevelse at have en hund fra lille 8-ugers hvalp. Det har selvfølgelig været hårdt arbejde, og der er gået nogle hjemmesko til. Men det har sørme også været en stor glæde, som vi nydt at dele med vores øvrige familie.

Sygdom blev vi ikke fri for i 2019. Lige som svigerfar blev erklæret kræftfri, fik svigermor konstateret kræft, og hun måtte igennem adskillige operationer. Hun har det godt idag og skal ikke have yderligere behandling lige nu.

Min faster har et mindre gunstigt kræftforløb, og har tilbragt julen på hospital i Sverige. Hun har lungekræft der kræver både operation, stråler og kemo, og har fået en række følgegener. Vi krydser fingre og håber det bedste.

Kræftpatienterne i familien har alle det tilfælles, at kræften er opdaget ved et tilfælde, og at de ikke har haft gener af det. Til gengæld gav det mørke tanker om fremtiden. I den anden ende af spektret måtte min mor desværre ‘i asfalten’ på sin cykel, som hun handler ind på næsten hver dag. Et lille bump på cykelstien kastede hende af cyklen og brækkede begge hendes kæbeled. Hun var meget forslået, og havde voldsomt mange smerter. Men hun kom sig fuldstændig, og var endda så heldig at tænderne ikke tog skade.

Økonomi

Vores økonomi har været uforandret i 2019 og er stadig god.

Jeg er ikke kommet videre i mine tanker om hvordan mit økonomiske overskud kan konverteres til mentalt overskud.

Min læge har anbefalet mig at overveje at gå ned i arbejdstid. Der kunne nok blive råd til en lille nedgang i arbejdstid, men jeg er i tvivl om det vil give den ønskede effekt. Opgaverne vælter ned over os på arbejde, og jeg er ikke sikker på at det kan lade sig gøre at skrue mængden ned i takt med en evt. nedgang i arbejdstid. Og hvad med fremtiden?

At spare mere op til pension for at kunne gå tidligere på pension er også en tanke jeg har bakset med. Umiddelbart viser beregninger at jeg skulle være meget godt stillet selv hvis jeg går på pension som 60-årig, men der er så mange ‘hvis’-er i de scenarier. 

Indtil videre har jeg valgt at bruge penge på nyt tøj, der passer til min ekstra store krop. Og så har jeg givet husbond store fødselsdags- og julegaver.

Bolig

I foråret 2019 blev det nye køkken endelig afsluttet af Invita. Vi har virkelig nydt det nye køkken i fulde drag. Det har faktisk ændret vores hverdag til det bedre, fordi vi nyder at hænge ud i køkkenet og selvfølgelig at lave spændende mad. Og så har vi haft mange gæster.

Hvad der ellers er sket på boligfronten har handlet om at beskytte huset mod hundehvalpens unoder. Gitre ved trapper, en rampe ud i haven, gemme ledninger væk. Vi kommer til at tapetsere om i entreen når Norma er så stor, at hun ikke længere ødelægger ting, men det tager vi til den tid. 

Status

2019 har været et godt år for mig, og jeg nyder mit liv. Jeg lever i nuet og bekymrer mig ikke så meget. Udfordringen for mig er nu at fastholde det gode psykiske helbred i en hvirvelvind af arbejdspres og mange begivenheder i livet generelt.

Jeg vil gerne stoppe med depri-pillerne, så jeg kan slippe for en række bivirkninger og være sikker på at jeg er helt mig selv. Og så vil jeg gerne ned i vægt, så det ikke er så besværligt at sætte sig på gulvet med hundehvalpen.

Ellers har jeg ikke de store planer for 2020. Vi ved at vi skal se Norma komme igennem lømmel-alderen, blive kønsmoden og rigtig voksen. Tiden må tiden vise hvad der sker. 

Lignende indlæg:


Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.