Hverdag med Norma

Norma er nu 4½ måned gammel, og der er sket meget siden jeg skrev om hende sidst.

Efter en intens sommerferieperiode på 5 uger begyndte vi at gå på arbejde og finde ind i en hverdag med hundehvalp. De næste 5 uger var hun aldrig alene en hel arbejdsdag. Forældre, svigerforældre og en onkel var så søde at komme forbi midt på dagen, og derudover gik Mads og jeg tidligt hjem fra arbejde en gang om ugen. Vi trappede alenetiden op, og fra den uge der lige er gået har hun været alene en hel arbejdsdag.

Vi er lykkelige og stolte over at det er lykkedes at lære Norma at være alene uden nogen som helst problemer. Det at hunden skal være alene hjemme er en af de største udfordringer ved at have hund når man har fuldtidsjob, for det er så forfærdeligt hvis hunden ikke kan trives med det. Det er en stor lettelse at Norma på intet tidspunkt har vist tegn på at være ked af det og bare lægger sig til at sove.

Normas bideri fortsatte med at være et problem de første 2 måneder. Det forhindrede os i at være tæt på hende og kæle, hvilket var en stor frustration og et stort afsavn for mig. Jeg ville naturligvis gerne kæle med min hundehvalp, og desuden forestillede jeg mig at det var vigtigt for opbygning af tillid og kontakt at røre ved hinanden. Da vi har besluttet at hun godt måtte være i sofaen, betød det også at vi ikke kunne sidde i sofaen om aftenen og slappe af.

Heldigvis begyndte problemet at aftage da hun rundede en alder på 4 måneder. Norma begyndte at respondere bedre på den træning vi lavede for at undgå bidene, og i dag kæler vi rigtig meget og sidder igen i sofaen. Det er ikke fuldstændig væk, men det er meget, meget bedre. Vi få heller ikke ødelagt vores tøj længere. Jeg forventer at det er helt væk, når hun har skiftet alle sine mælketænder.

Normas vækst har være spændende at følge. Allerede efter få uger var det nuttede hvalpudtryk og den silkebløde hvalpepels væk, og i dag ligner hun næsten en voksen hund i farve og proportioner, bare mindre. Schæferens karakteristiske lange snude, høje trekantede ører og lange krop kom meget hurtigere end jeg havde troet. Hun har taget 1-1,5 kg. hver uge og er i dag oppe på knap 20 kg. Vi forventer at hun ender med at veje ca. 30 kg.

Vi er fortsat med at gå i hundeskole. Da hvalpeholdet var færdigt, gik vi videre til junior-hold. Det går rigtig godt i skolen, Norma er dygtig og lærenem. Det er kun husbond der tager til træning, for Norma bliver distraheret af at den ene af os står ude i siden, når hun skal lave øvelserne.

Udover den formelle træning, er vi fortsat med diverse socialisering. Vi går ofte tur i hundeskov, hvor Norma kan møde andre hunde og vi kan øve os på at kalde hende til os. Der skal lige ekstra lækkert til (kylling, skinke, frikadelle eller ost) men det går. Vi tager hende også med når vi skal har ærinder på hovedgaden og andre bymiljøer. Vi har netop booket en lille ferietur til Nordtyskland, hvor hun skal med og bo på hotel. Forhåbentlig bliver hun lært op til at kunne komme med os næsten alle vegne.

Hverdagen med Norma er rigtig dejlig lige nu. Hun har fået lidt mere ro på, vi har i højere grad glæde af hinanden. Norma har også sit eget liv og behøver ikke længere at være meget tæt på os hele tiden. Hun fungerer rigtig godt med andre hunde, og elsker fortsat mennesker.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.