Folketingsvalg 2019

I dag er det igen tid til at stemme til Folketingsvalg, denne gang på en Grundlovsdag fuld af sol og varme.

Jeg synes det har været en forfriskende valgkamp. Fordi der stillede hele 4 partier op, som ikke sidder i Folketinget i dag, har der været momenter, hvor man hoppede op i helikopteren så på, hvordan samfundet er skruet sammen grundlæggende. Selvom de nye tanker næppe bliver til virkelighed, har det været befriende at hæve sig lidt over valgflæsk og populisme, og opleve nogen der tør drømme lidt.

Emnerne har været mange, og løfterne endnu flere. En ting der har irriteret mig, er at man bruger unge menneskers klimademonstrationer som en årsag til at gøre noget for grøn omstilling. Jeg synes det er dejligt, at børn og unge er blevet mere klimabevidste (- bare de så også var det når de går til fest udendørs). Men unge mennesker har ikke nødvendigvis det indblik der skal til, for at give input og perspektiv til hvor der skal sættes ind. De bliver nemt suget med af populistiske vinde. Det er jo ikke så enkelt, at man kan mindske plastik i verdenshavene ved at gå og samle skrald i Danmark.

TV-debatterne har som sædvanlig været grænsende til pinlige, når flere partier mødes. I år særligt tåkrummende, fordi en afstumpet ekstremist har fået underskrifter nok til at stille op til folketingsvalget. DR havde til gengæld held med en udsendelsesrække ved navn ‘Mød partierne’ hvor man lod partilederen være på hjemmebane med publikum af samme observans og en venlig men lidt kritisk journalist foran sig. Jeg synes det var de udsendelser jeg fik mest ud af.

Som meningsmålerne ser ud, vil det for en gangs skyld være reelt spændende hvordan resultatet af valget bliver – og især hvordan forhandlingerne kommer til at gå, når mandaterne er fordelt. Jeg regner med at jeg skal sidde oppe og følge med så længe jeg kan holde mig vågen.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.