Deprimeret

Som jeg sidder her og skriver, har jeg det godt og ser lyst på tilværelsen. Og det ser ikke ud til at jeg mister jobbet og skal ud og søge nyt. Så nu tør jeg godt skrive om det.

I den forgange vinter har jeg haft en depression. Jeg begyndte i efteråret at trives virkelig dårligt. Var uendelig træt. Følte mig som forstenet. Stirrede ud i luften når jeg kom hjem fra arbejde. Græd mere end jeg plejer.

Jeg troede at trætheden kom af problemer med at trække vejret gennem næsen, hvilket vækkede mig adskillige gange hver nat. Eller køkkenprojektet, som var ret krævende i den periode. Jeg havde også haft nogle lidt for hårde skænderier med husbond, og arbejdspres og frustrationsniveau på arbejde havde været tårnhøjt længe.

Jeg lagde mærke til, at jeg faktisk tænkte ret negativt om mit liv. Jeg havde perioder, hvor jeg synes at jeg ikke duede på arbejdsmarkedet, at jeg var en dårlig ægtefælle, datter, søster. Jeg blev meget bevidst om, at jeg reelt ikke har nogen venner. Nogle gange syntes jeg, at det var bedre for alle, hvis jeg ikke var her. En morgen kunne jeg slet ikke forestille mig at tage afsted på arbejde. Jeg meldte mig syg.

“Nå, hvad er det nu med dig, Trine?” sagde lægen. Vi snakkede om næse-problemerne og den store træthed. Hun mente ikke at jeg havde en depression, men jeg sagde at jeg selv havde haft den tanke. Lægen testede mig med et spørgeskema, der spurgte ind til energi, engagement i hverdagsting, tunge tanker om livet, søvn og appetit. Testen viste at jeg havde en middel-svær depression.

For at udelukke fysisk sygdom fik jeg taget en række blodprøver, og efter endnu en konsultation fik jeg udskrevet anti-depressiv medicin. Jeg var sygemeldt og måtte indstille mig på at der kunne gå 4-6 uger før pillerne hjalp.

November og det meste af december gik med at ligge på sofaen og skifte mellem at sove og se fjernsyn. Jeg kunne ikke tage mig sammen til at gøre noget. Jeg prøvede at lave lidt struktur i dagene ved at stå op til en bestemt tid, have faste spisetider og faste ting jeg skulle se i TV. Når jeg skulle til læge og andre ærinder var det til fods, og på de gode dage fik jeg taget mig sammen til at gå en tur i den lille skov der ligger lige ved siden af.

Et par gange gik jeg op i dosis på antidepressiv medicin. Lige inden jul begyndte jeg så småt at få det bedre, og i midten af januar begyndte jeg på arbejde igen, 3 timer om dagen – 3 dage om ugen. Det gik langsomt i starten, men det var godt at være tilbage på arbejde. Mine kolleger har været helt utrolig søde ved mig, og det var dejligt bare at være til stede.

Midt i februar fik jeg halsbetændelse. Efter en uges ferie fik jeg influenza og derefter lungebetændelse. Jeg var væk fra arbejde i næsten 4 uger i træk, og det var meget frustrerende når nu jeg var igang med et optrapningsforløb på arbejde. Jeg var bange for at min arbejdsplads skulle tænke noget dårligt om mig.

Da jeg endelig var tilbage og kommet ovenpå, gik det heldigvis mærkbart bedre. Nu følte jeg mig decideret glad og energifyldt, og de dårlige tanker var der ikke så mange af. Jeg gik op på at arbejde 4 dage om ugen, og trapper nu op med en halv time om dagen hver uge.

Jeg er ikke blevet klogere på årsagen til at jeg fik en depression. Mit bedste bud er en cocktail af flere ting: sorg over at miste Adina, en lang periode med stress og frustration på arbejde, forskellige kropslige problemer og et hektisk køkkenprojekt, der vendte op og ned på hjemmelivet.

Jeg har jo tidligere været ramt af stress flere gange, og nu har jeg haft en depression. Det er klart det giver stof til eftertanke i forhold til hvordan jeg lever mig liv. Jeg er utrolig glad for min nuværende arbejdsplads, og jeg vil meget nødig forlade den. Men jeg er nødt til at gøre noget.

I øjeblikket går mine tanker mest på at have noget at gå op i når jeg har fri. Det nye køkken har givet anledning til at dykke ned i min interesse for madlavning. Husbond har foræret mig en køkkenmaskine og en masse tilbehør, og jeg har kastet mig over at lave is og en masse andet.

For nylig har husbond og jeg også besluttet os for at få hund igen, og vi har ladet os skrive op til en hvalp hos den kennel, hvor Adina var fra. Hvalpen er ikke født endnu, men hvis det lykkes så kommer sommerferien til at handle om en 8 uger gammel hvid schæfer-pige. På længere sigt kunne jeg godt tænke mig at være besøgsven sammen med hunden.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.