Køkken 3. etape

Siden sidste blogindlæg er der sket rigtig meget. I tidsplanen mangler kun levering af bordplade. Vi har dog ikke noget virksomt køkken endnu.

I ugen efter at vi malede og tapetserede, fik vi endelig modificeret VVS-installationer, så de passede til det nye køkken. Og så fik også leveret køkkenelementer og hårde hvidevarer. Det var dejligt at se de konkrete varer vi havde betalt forud for 3 måneder siden.

5 dage efter blev køkkenelementerne sat op. Det havde en stor effekt at se elementerne på væggen og i rummet – nu kunne man virkelig se for sig hvordan køkkenet bliver. Køkkenet virkede stort i rummet. Dels kan man godt fornemme at arbejdshøjden bliver højere, og dels går overskabene meget højere op mod loftet. Jeg kommer til at få brug for en skammel for at nå de øverste hylder.

Det var dejligt at se lågernes farve i virkeligheden. I tilbudsfasen overvejede både farverne grå og lysegrå. Vi endte med lysegrå, og den viser sig at være rigtig pæn i rummet. Der er stadig afdækningspap på gulvet, men det ser også ud til at gulvets farve er velvalgt.

Der var sat 3 dage af til montering af køkkenet. Snedkeren var der kun 2 dage, og udførte kun lige det der skulle til for at næste trin i planen, opmåling til bordplade, kunne gennemføres. Vi står nu med et køkken, der udover at mangle en bordplade, også er uden greb, paneler, sandlister og en masse andre småting.

I mandags blev der taget mål til bordplade. Det var et særskilt firma med specielt laser-udstyr der skulle gøre det, og først derefter kunne bordpladen produceres.

Mens vi går og venter på at komme det sidste stykke hen mod et færdigt køkken går vi selvfølgelig og kigger på køkkenet. Vi snakker om hvilke fliser vi skal sætte op foran køkkenbordet og køber produkter fra Philips Hue til belysning.

Desværre kan vi allerede nu se, at vi ikke kommer til at være helt færdige, når bordpladen kommer. Der er nemlig nogle ridser og skader på låger, skuffefronter og korpus. Jeg tror egentlig at det var meningen, at vi først skulle se på det ved afleveringsforretning midt i november, men jeg tænkte at vi lige så godt kunne tage fat på de ting nu. Jeg sendte derfor en detaljeret beskrivelse med billeder til Invita, og de bestiller nu erstatningsprodukter.

Lige nu ved jeg ikke hvad det betyder for tidspunktet for ibrugtagning af køkkenet. Jeg håber, at bordpladen kommer efter planen og at vi så kan få hårde hvidevarer, el og vvs på plads og tage køkkenet i brug i sidste halvdel af november, selvom der er reservedele på vej.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.