Hverdag uden køkken

Husbond og jeg har nu levet en hverdag uden et køkken i næsten 2 måneder. I starten var det meget mærkeligt. Det var så indgroet at bruge faciliteterne i et køkken, og vi skulle virkelig vænne os til ikke at søge ud i det rum, hvor der ikke længere var køkken. Især savnede vi adgang til vand og afløb.

Lige så stille vænnede vi os til det, ligesom når man bor i en ferielejlighed, og vi fik hverdagen til at fungere i den lille stue hvor brændeovnen står.

Når det kommer til vand har vi et par beholdere med vand i køleskabet. Når vi skal have et glas vand eller skal koge æg i æggekogeren, tager vi vand derfra. Når der skal fyldes på igen er det en lidt længere tur ned i bryggerset i den anden ende af huset.

At rengøre hænderne når man er ved at tilberede mad, klarer vi langt hen ad vejen med vådservietter beregnet til baby-numser. Det er overraskende praktisk, også til at tørre bord og overflader af, når man har spildt.

Det kan være irriterende at stå med en kold sjat kaffe eller te, når man ikke har en vask med afløb i nærheden. Heldigvis har vi en overdækket terrasse med altankasser lige udenfor det rum som er vores køkken. De visne tagetes får lov at stå lidt endnu, så vi kan bruge jorden til disse sjatter.

Vi har glæde af, at vi er en husholdning der godt kan lide at bruge køkkenmaskiner. Vi bruger vores æggekoger, toaster og brødrister flittigt. Vi fandt ud af, at vores mikrobølgeovn også kunne fungere som varmluftsovn, og det har betydet at vi kan lave langt mere varm mad, end vi havde regnet med.

Til hverdag kan den stå på frikadeller lunet i mikrobølgeovnen med en færdig kold kartoffelsalat, opvarmet svamperisotto fra fryseren, eller toast med kyllingepålæg og cheddar-ost. Vi kan også nyde en indisk ret med naan-brød lunet i brødristeren.

I weekenden benytter vi os af at slagteren i vores Kvickly er så venlige at lave nogle færdigretter, som er lige til at sætte i ovnen. Det er for det meste noget med kartofler og grøntsager i bunden, og så noget kød ovenpå; kyllingebryst, oksekød eller mørbrad. Så supplerer vi med en færdig salat, f.eks. spidskålssalat med mormor-dressing og får et ret komplet måltid.

Hvis der skal lidt dessert til, har vi fundet ud af at et bæger Ben & Jerry’s Cookie Dough fungerer rigtig fint sammen med skiver af banan og dåse-flødeskum.

Vi bruger delvist engangsservice, og har vores praktiske pedal-spand i det midlertidige køkken. Vi valgte at købe en omgang plastikbægre og paptallerkener, fordi vi regnede med at vi ville synes det var irriterende at skulle vaske op i hånden i den anden ende af køkkenet. En anden opdagelse er, at det er slet ikke så slemt, når man kun skal vaske et par tallerkener og lidt bestik af. Det gik op for os, at størstedelen af opvasken til hverdag kommer fra fremstillingen og serveringen af maden, som jo ikke er relevant når man lever som vi gør i øjeblikket.

Vi benytter os også at de forskellige spisesteder i området. McDonalds, kinesiske restauranter og buffet-restauranten Dalle Valle har haft besøg af os, og det synes vi er helt naturligt. Vores madbudget har haft overskud hver måned indtil videre, så der er fint plads til det i økonomien.

Alt i alt er det ikke så stor en belastning at undvære køkken som vi havde frygtet. Vi er heldige at have en indretning der understøtter situationen, med bryggers og plads nok til at gøre det rimelig komfortabelt. Prisen er en stor mængde engangsemballage. Især de store aluminiumsbakker gør ondt i miljø-bevidstheden, men vi må trøste os med at det kun er i en begrænset periode og huske at aflevere det til metal-affald på genbrugspladsen.

Vi betaler også en pris i form af, at vi ikke laver mad fra bunden med lige præcis de råvarer og med den tilberedning vi selv ønsker. Et stort savn er til vores dampede og grillede grøntsager, som normalt er en stor del af vores kost. Men – der skulle jo også gerne være en årsag til at vi bruger en kvart million kroner på at få et nyt køkken. Hvis det var helt uden ulemper at leve uden et køkken ville det godt nok være mærkeligt at bruge så mange penge på at få lavet køkken. Når det står klart skal der laves mad igen, lige sådan som vi kan lide det og med hensyn til miljø, ressourcer og vores egen personlige præferencer og smag.

 

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.