Erfaring med gartner

Da jeg gjorde året 2017 op her på bloggen, spekulerede jeg på at få hjælp til at holde haven hos et gartnerfirma. Tanken var at mindske det arbejdspres der er i foråret og sommeren når man har hus og have og derudover et lille sommerhus med samme størrelse have.

Hvert forår synes jeg det er svært at få ordnet ukrudtet, græsset, pudse vinduer og alt det andet vedligeholdelse i ordentlig tid, samtidig med at reparationer og fornyelser skal igangsættes og alle de andre ting der sker i foråret skal passes. Jeg tænkte, at det at have gartner kunne være en nem måde at betale sig fra noget af det, fordi de kan bare komme og gå når det passer uafhængig af at jeg er på arbejde – i modsætning til f.eks. en vinduepudser.

I februar i år gjorde jeg alvor af det og bad et lokalt gartnerfirma komme med et forslag til en serviceaftale. De besøgte vores have og kom med et oplæg der var meget dyrt. Vi afgrænsede opgaven, så der kun var fokus på den del af haven der er indenfor havelågerne.

Vi endte med at lave en aftale der handlede om gartnerbesøg 2,5 timer 2 gange om måneden og derudover kantklipning, hækklipning 2 gange om året, beskæring 2 gange om året samt klipning af anden bevoksning mod vej. Prisen for et helt år var ca. 26.000 kr., altså gennemsnitligt mere end 2000 kr. om måneden. Jeg har aldrig prøvet at købe mig til hjælp i hverdagen på den måde, og jeg synes det var mange penge selvom der er lidt tilskud i form af skattefradrag. Husbond er ikke med på at betale sig fra den slags hjælp, så jeg skulle finde hele beløbet selv.

I april gik aftalen igang, og ved de første gartnerbesøg blev der gået i dybden med enkeltstående bede og områder. De var grundige, og gjorde det finere end jeg selv normalt gør. En opgave som lugning af 25 meter stensætning tog gartneren 2,5 time, det plejer at tage mig 1 time.

Efterhånden kom gartneren i bund med de forskellige områder. Jeg begyndte at se, at fortolkningen af aftalen var en lidt anden, end det jeg havde regnet med. Der er f.x. områder af haven, hvor vi har givet op overfor skvalderkål og besluttet at det er bunddække. Der stod derfor i aftalen, at skvalderkål kan efterlades bestemte steder. Dette så ud til at betyde, at der ikke blev gjort noget disse steder: døde stauder blev ikke fjernet og andet ukrudt (tidsler, brændenælder) blev ikke luget. Lugning i hortensia-bedet blev fortolket som lugning rundt om hver hortensia, og ikke hele jordstykket.

Resultatet blev, at visse områder af haven stod helt trimmet som i kongelige haver, og andre områder var helt uberørt. Det var et mærkeligt syn. I en lang periode holdt jeg mig tilbage med selv at gøre det, for jeg regnede med at gartneren gjorde det.

Da tørken virkelig slog igennem var der ikke meget ukrudt at komme efter. Jeg kunne ærlig talt ikke se 2,5 timers arbejde når gartneren havde været der. Alligevel var området ved stensætningen slet ikke taget. Det gjorde mig frustreret og jeg kontaktede min kontaktperson i gartnerfirmaet.

Jeg fik ikke noget svar på mine første 2 mails. Så skrev jeg til en anden mailadresse og fik hul igennem til en anden medarbejder, som gav besked til vores gartner. Da problemerne ikke blev løst af dette skrev jeg igen. Gartneren blev sendt ud og udbedre det samme dag, og vi fik tildelt en ny gartner. Stenbedet blev luget og tidsler blev taget – det samme gjorde en staude der lidt lignede en tidsel.

Meget effektivt, men jeg var efterhånden kommet til den konklusion at det passede dårligt til vores situation at have disse faste besøg med et fast timetal afsat.

I slutningen af juni besluttede jeg at opsige aftalen. Det gjorde jeg pr. e-mail. Da jeg intet svar fik, kørte jeg over med en skriftlig opsigelse og puttede den i firmaets postkasse så jeg var sikker på at opsigelsen var modtaget rettidigt. Jeg hørte stadig ikke noget. I dag har jeg skrevet igen for en god ordens skyld og oplyst at jeg betragter aftalen som opsagt. Endelig var der svar.

Nu har vi ikke gartner mere, og jeg har 2000 kr. mere til mig selv om måneden. Det er en ærgerlig følelse at det ikke gik, men jeg har lært meget af det. Hvis jeg skal have den slags hjælp igen på et tidspunkt, så skal jeg være meget mere præcis om hvad der skal ske. Lidt ligesom de IT-kontrakter jeg diskuterer med kolleger og leverandører hele tiden når jeg er på arbejde. Hjælp til haven skal nok være efter en anden model for os, måske noget med en større omgang forår og efterår, og så ikke de faste besøg.

Og så skal jeg prøve at finde et firma der har styr på kommunikationen, men det er jo altid svært at vurdere før man laver en aftale. Jeg synes tit jeg har oplevet kommunikation ifm. salg og aftale går lynhurtigt og effektivt, og når vi så kommer til leveranceprocessen er det en helt anden snak.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.