Anmeldelse af lampen Illumin Rubber20

For et par år siden fik vi lampen Illumin Rubber 20 Pendel som en gave. Det er en større loftslampe, som man selv samler. Lampen består af 20 ens stykker plastik og 30 sorte elastikker, som man sætter sammen til en tilnærmelsesvis rund facon. Indeni monteres lampen med en gennemsigtig plade af plastik og en fatning med stofledning. Det var ret nemt at samle lampen, og vi valgte at hænge den i vores trapperum, hvor der er nogle højdeforskelle som den symetriske og geometiske lampe gjorde sig godt i. Vi var glade for den.

Desværre viste det sig, at elastikkerne der holder lampen sammen, er af en kvalitet, som ikke er holdbar. Efter bare et års tid var de møre og begyndte at falde af. Hvad gør man så?

Først troede jeg, at jeg kunne finde nogle andre elastikker i en webshop, men det var ikke så nemt. Jeg kontaktede producenten af lampen, og de sendte mig en pose med flere elastikker af samme slags. Så kunne lampen lidt igen, men året efter var problemet der selvfølgelig igen.

Det er faktisk rigtig irriterende, når elastikkerne bliver møre. En for en begynder de at falde af. Når den første elastik mangler, holder lampen stadig sammen, og man har lidt tid til at finde en løsning. Men de andre elastikker er jo lige så møre, og hurtigt efter falder flere elastikker af, og så åbner lampen sig og kan ikke holde formen. Det er svært at finde en midlertidig lappeløsning, fordi det kræver elastikker af en helt speciel størrelse, og når man begynder at pille, falder lampen meget nemt helt fra hinanden.

Jeg kan se, at man nu kan købe en pose med elastikker for 80 kr. på nettet. Hvis man skal købe sådan en pose en gang om året, bliver det jo en dyr lampe i længden, foruden alt besværet med at pille lampen ned og montere den helt forfra.

Jeg synes ikke det var holdbart at fortsætte med de originale elastikker. Kunne man ikke få en bedre kvalitet af elastikker, som kunne se pænt ud? Jeg gik på jagt i diverse hobbyforretninger efter en mere langsigtet løsning. Jeg fandt 3 mm elastiksnor i en syforretning. Her kunne man få alverdens farver, hvilket appellerede til min kreative åre – så kunne man jo skifte farve og dermed udtryk på lampen. Jeg fandt også noget lidt tykkere elastiksnor i en webshop der handler med udstyr til dykkere og surfere.

Da jeg fik det forskellige snor hjem var jeg fortrøstningsfuld. Begge typer bestod af tynde strå af elastik omkranset af tekstil. Jeg forestiller mig at det er mere holdbart, fordi elastikken ikke på samme måde er eksponeret for luft og sollys.

Så var spørgsmålet hvordan jeg skulle få elastiksnoren til at blive en ring, som kunne holde lampens dele sammen. Jeg prøvede at binde forskellige knuder, men det blev ret stort. Med enderne strittende til siderne var det visuelt ikke så pænt, når det blev sat på lampen.

Med inspiration fra den måde min mand samler kabelender på sin cykel, gik jeg på jagt efter et tyndt metalrør, man kunne samle elastik-enderne med. Igen kom hobbyforretningerne mig til hjælp, og det lykkedes at finde noget tyndt messingrør, der i indre og ydre diameter passede med det elastiksnor jeg havde.

Så var jeg klar til endnu et forsøg. Jeg måtte i kælderen efter værktøj og have husbond igang med dremmel-maskinen. Messingrør blev skåret ud i stykker af ca. 1 cm og slebet lidt, så der ikke var ru kanter. Jeg klippede elastiksnoren stykker på 21,5 cm med en skarp saks, og satte enderne ind i røret. Derefter klemte jeg sammen i hver ende af messingrøret med en skævbider. Jeg fandt hurtigt en måde der holdt.

Resultatet blev nogle elastikker, der mindede om de hårelastikker man kunne få da jeg var barn. Stof på ydersiden, elastik indeni og samlet med et lille messingrør. Det så overraskende flot ud på lampen. Faktisk synes jeg det er flottere end originalen pga den ensartede stofoverflade.

Jeg har brugt adskillige hundrede kroner på at finde materialer til denne løsning. Hvis man i forvejen har betalt 799 kr. for en Rubber20-lampe, må den føles dyr i drift. Siden vi fik den for nogle år siden, er den da også faldet noget i pris – måske pga. disse problemer. Det ville ærgre mig at skulle smide lampen ud pga. denne – i mine øjne – designfejl, så jeg er glad for at jeg fandt en løsning så vi kan brug lampen lidt endnu. Men det er godt nok meget ulejlighed for at beholde sin lampe.

Jeg anmelder lampen med 2 ud af 5 stjerner. Den får 2 stjerner, fordi jeg synes den har et flot udseende. Den får ikke flere, fordi materialevalget stiller forbrugeren i en irriterende situation, når elastikkerne falder af og man skal samle lampen igen. Jeg får lyst til at advare andre forbrugere, men jeg har ikke kunnet finde en mulighed for at anmelde produktet på en webshop el.l. Derfor denne anmeldelse på min blog.

Vurdering:  ★★☆☆☆ 


Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.