DSC_1491

Videre uden Adina

Nu er det 3 uger siden at min familie gik fra 3 til 2 personer og blev en familie uden hund. Jeg har så småt vænnet mig til at der ikke er en hund i huset. Jeg er begyndt at færdes i huset på en anden måde. Døren står åben når jeg går ud med skrald, og jeg rejser mig når jeg vil, uden at tænke over at det betyder at en handicappet hund også pr. refleks vil rejse sig. Og jeg forventer ikke længere at se Adina i vinduet, når jeg kommer hjem fra arbejde.

I sidste weekend begravede vi Adinas urne på en af hendes yndlingspladser i haven. Efter at have vasket skåle, halsbånd, snor, tæpper og kurve, pakkede vi alle Adinas ting væk og forærede foder og godbidder til en anden hundefamilie. Det var en hård weekend, men det føltes også godt at sætte det punktum.

Nu bærer mit hus ikke længere præg af at der bor en hund. Der er lidt kradsemærker i 2 vinduepartier, som skal repareres. Et par møbler og paneler trænger til noget grundig rengøring. Men det ligner ikke et hunde-hjem på samme måde som før.  Der er ikke hvide nullermænd i hjørnerne, selvom det er en uge siden vi har støvsuget. Og i entreen hænger nu vores almindelige overtøj på knagerne, hvor der før hang hundesnore, regntøj og andet udstyr til hunde-gåture.

Det føles godt at komme videre, tage sit hus tilbage og starte på en ny fase. Men jeg er stadig ked af det. På dage hvor jeg er udmattet og jobbet har taget al overskud, ligger tårerne lige bag overfladen og banker på. Andre dage kan jeg snakke længe om hende eller se på billeder uden at græde.

At få hund igen er selvfølgelig et tema og noget mange spørger til. Allerede inden Adina blev syg var jeg i tvivl om jeg ville have hund igen, og jeg havde det på samme måde da vi fandt ud af at Adina var uhelbredeligt syg. Nu hvor Adina er væk vil jeg gerne have, at en evt. beslutning om at få hund igen er baseret på en rationel beslutning, og ikke drevet af det store savn vi har lige nu. For mig er det ikke noget godt udgangspunkt.

Det skorter dog ikke på tilbud. Den kennel som Adina kom fra venter hele 2 kuld hvalpe i december, og i torsdags skrev vores tidligere hundelufter en SMS om en hund, der desperat søgte en ny familie. Husbond savner meget at have hund, og jeg kan da også godt mærke at savnet udfordrer mine principper.

Da jeg overvejede hundelufterens forslag indså jeg, at jeg er nødt til at holde fast i min beslutning om at vente. Det blev helt tydeligt for mig, at jeg slet ikke er følelsesmæssigt klar til at få en ny hund ind i mit liv. Uanset principper og rationelle argumenter er jeg simpelthen nødt til at restituere følelsesmæssigt, før jeg kan overveje at gøre det hele igen.

Jeg prøver at nyde den frihed vi har fået af ikke længere at have hund. Da der var kommunalvalg i tirsdags, gik husbond og jeg impulsivt ud og spiste, efter vi havde afgivet vores stemme på den lokale skole. Og i fredags brugte jeg 2 timer på at shoppe på Birkerød Hovedgade. Ting jeg aldrig ville have gjort da jeg havde hund. Da jeg havde fødselsdag i mandags gav husbond mig et årskort til Tivoli, og jeg tror vi skal derind allerede her i december.

Til nytår har vi aftalt at passe en af Adinas hundevenner, som bor lige om hjørnet. Og heldigvis stopper de hunde, der passerer vores hus på vej til hundeskoven, stadig op for at hilse. Det har dækket mit behov for kontakt med hunde tidligere, og sådan må det være i en periode nu.

 

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *