Farvel til Adina

Jeg havde bestilt tid på dyreklinikken lørdag formiddag. Jeg havde aftalt at vi skulle betale på forhånd, så vi bare kunne gå direkte ud når det var overstået. Jeg havde også aftalt, at Adina skulle kremeres for sig selv, og at vi skulle have hendes aske i en forgængelig urne.

Der var stille i venteværelset, kun en enkelt anden kunde til stede og ingen dyr. Lige så snart vi kom, kaldte receptionisten på dyrlægen. Det var den dyrlæge, som vi havde været hos ifm. Adinas diagnose, der tog imod os. Vi gik ind i det undersøgelsesrum som vi har været i flest gange. Vi snakkede kort om sygdommens udvikling. Dyrlægen kunne godt se, at Adina havde fået det meget værre siden vi var der for en måned siden. Hun gav os ret i, at det var den rigtige beslutning.

Adina fik en lille sprøjte i låret, mens jeg distraherede hende med et par godbidder. Som sædvanlig reagerede hun ikke på at blive stukket. Den første sprøjte skulle få hende til at falde i søvn. Der gik 5-10 minutter før hun faldt til ro. Mads og jeg småsnakkede med dyrlægen om hunde og sygdomme imens. Til sidste lagde Adina sig ned på gulvet. Hun flyttede hovedet lidt fra side til side; dyrlægen sagde at hun nok blev noget svimmel og måske så dobbelt. Hun faldt i søvn, og hendes mund slappede mere af end når hun normalt sov – læberne slap gummerne og tungen stak lidt ud. Mads sad ved hendes hovede og aede hendes mave, jeg sad ved halen – sådan var det altid når vi sad sammen alle 3.

Nu hentede dyrlægen en lille barbermaskine og fjernede lidt pels på det ene forben. Adina lå stadig på gulvet, og dyrlægen lå på knæ ved siden af. Der kom en elastik om øverste del af benet og en nål i en blodåre. En større sprøjte med en blå væske blev sat til nålen, elastikken blev slækket, og langsomt sprøjtede dyrlægen væsken ind i Adinas forben. Derefter tog dyrlægen sit stetoskop og lyttede på Adinas hjerte. Efter få minutter sagde dyrlægen at hendes hjerte var stoppet.

Som hun lå der på gulvet i dyreklinikken var der ikke meget forskel fra for et øjeblik siden. Hun var stadig varm og lignede sig selv. Det hele foregik utrolig roligt. Jeg så ingen reaktion på 2. indsprøjtning, og det at vejrtrækningen stoppede opfattede jeg ikke.

Da dyrlægen sagde at Adina var død, talte vi kort om et par praktiske ting, og hun forsikrede os om at Adina kom godt afsted.

Vi gav dyrlægen hånden og sagde at vi havde været glade for at komme på klinikken. Nu begyndte tårerne at presse sig på, og vi gik ret hurtigt ud af klinikken og ud til bilen. Ud af øjenkrogen så vi en anden kunde i venteværelset, hun kunne vist godt se at vi var kede af det. Vi kørte rundt om hjørnet for at andre dyreejere ikke skulle se os sidde og græde. Og så græd vi.

Lignende indlæg:

2 meninger om “Farvel til Adina”

  1. Det gør mig så ondt, så ondt.
    Jeg har grædt lidt for jeres smukke Adina, men jeg har også tænkt meget over det helt fantastiske liv, hun har haft hos jer.
    De kærligste tanker
    Anne

    1. Kære Anne.
      Tak for din kommentar. Når vi er færdige med at græde, er jeg sikker på at vi også vil glæde os over de knap 6 fantastiske år vi har haft sammen med Adina.
      Kærlig hilsen Trine.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *