Adinas sidste dage

I den sidste periode af Adinas liv var hun ret handicappet. Hun havde et par timer midt på dagen hvor hun var i stand til at gå en tur, men morgen og aften kunne hun ikke gå ret mange skridt uden at skride eller falde. Hun slæbte nu så voldsomt på bagpoterne, at hun hele tiden slog dem når hun gik. Alt for ofte fik hun ikke sat højre bagpote rigtigt i underlaget, og kom til at gå på oversiden af poten. Pelsen på poten var tyndslidt, og det var kun fordi hun udelukkende gik ture i blød skovbund med gummiovertræk på poterne, at hun ikke rev sig til blods. Vi bar hende ind og ud af bilen og op ad trapperne, for at hun ikke skulle falde og slå sig.

Vi synes at Adinas samlede livskvalitet var så dårlig, at det overskyggede de gode stunder. Vi frygtede at hun skulle komme til skade, og hun var også selv begyndt at blive frustreret.

Tiden var kommet til at tage den beslutning vi hele tiden har frygtet; beslutningen om at stoppe Adinas liv. Beslutningen blev taget i onsdags, med tårerne trillende ned ad kinderne, og Adina liggende imellem os i sofaen. Vi ville gerne gøre det på en dag hvor vi ikke skulle på arbejde, og da vores dyrlæge har åbent om lørdagen besluttede vi at det skulle være dagen.

I ugen op til denne dag havde vi i anden anledning både været sammen med mine og Mads’ forældre, mennesker der betød meget for Adina, og pårørende for hvem Adina betød meget. Vi havde også været en tur i Dyrehaven med en af Adinas bedste hundevenner, nevøen Atlas. Det var den bedste mulighed for at lade nogle af de nærmeste tage afsked uden at det blev en sentimental farvelfest.

De sidste 2 dage op til aflivningen prøvede vi at have så normal en hverdag som muligt. Både af hensyn til Adina og os selv. Vi gik på arbejde som vi plejede, og gik ture som sædvanlig. Om aftenen fik hun et dampet unghanebryst sammen med sin tørkost, og hun fik også lidt ekstra godbidder.

Fredag gik både Mads og jeg tidligt fra vores arbejde for at have lidt flere timer sammen med Adina. Vi gik en dejlig tur i Rude Skov og tog os god tid.

Vemodigheden begyndte at sætte ind. At komme hjem fra arbejde fredag og vide, at det var sidste gang man skulle se Adinas søde ansigt kigge ud fra glasgangen, fremkaldte tårer. At gå i seng og sige godnat til hende for sidste gang var også slemt. Vi kom til at gå meget sent i seng den aften. Ved midnat sad vi ved Adina på den gæsteseng hun sov på, og kælede og nussede hendes poter.

Lørdag morgen stod vi op i god tid og gik en god morgentur. Normalt var det Mads der gik morgenturene, men denne dag gik vi alle 3 sammen. Adina var i forrygende humør, som hun ofte var når vi alle 3 var ude sammen, og legede begejstret med en pind hun fandt. Hjemme igen spiste vi lidt morgenmad, gik i bad og kom i tøjet som vi plejede. Og så gik turen ellers til Virum Dyreklinik. Det var tid til at sige farvel.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *