Opgørelse af mit 2017

I starten af 2017 ønskede jeg så inderligt, at det skulle blive et år der var bedre end året før. Billedet over dette blogindlæg er et udtryk for dette – den eneste souvenir jeg købte på min rejse til Los Angeles.

Det viste sig dog at blive endnu et ustabilt år med både opture og nedture.

Alle de blogindlæg jeg har skrevet i år handler om de konkrete begivenheder. Jeg vil derfor i dette indlæg ikke resumere året, som jeg nogle gange gør, men kun gøre status her og nu efter samme model som sidste år.

FYsisk tilstand

Jeg har fundet mig selv igen kropsligt. Jeg spiser igen efter 5:2-diæten og trives bedre end nogensinde med konceptet. Igen i 2017 blev min daglige motionsmængde mindre end tidligere, men det er lykkedes mig at finde balance i motion, appetit og de mængder jeg spiser.

Takket være mit nye job har jeg i år fået en døgnrytme, hvor jeg får en tilpas mængde nattesøvn. Jeg kan tydeligt mærke, at det er godt for mig både fysisk og psykisk.

Psykisk tilstand

Min mentale tilstand er lige nu præget af sorg efter at jeg mistede min hund. Mit humør svinger, men jeg føler ikke så stor glæde ved de ting, jeg plejer at glæde mig over. Til gengæld har jeg humørmæssige nedture af og til. Normalt græder jeg kun sjældent. Jeg har aldrig grædt så meget som jeg gjorde i 2017.

Jeg har sluttet året af med en travl tid på arbejde, og starten af året var også præget af en hjerne der havde fået for meget. Jeg kan godt mærke stress er blevet en fast følgesvend for mig – en partner som jeg skal gøre en indsats for at holde i ave. Jeg er blevet bedre til det, men jeg kan ikke sige mig fri for at ønske, at livet og specielt arbejdslivet var lidt mindre grådigt efter mit mentale overskud.

Arbejde

Efter en arbejdsmæssig kolbøtte er jeg ved at få fodfæste i et nyt job, som har mange af de elementer jeg har længtes efter i årevis. Opgaverne passer rigtig godt til mig, og mine kvalifikationer og evner supplerer mine nærmeste kolleger på en rigtig god måde. Jeg er sluppet af med de stressende storrumskontorer, og arbejder nu under vilkår der indebærer tillid, selvstændighed og fleksibilitet.

Konstant forandring er dagens orden på arbejdsmarkedet. Min organisation er også inde i en forandring som præger hverdagen meget. Vi skal have en stor organisationsændring til at fungere, og hver dag indeholder konflikter og frustrationer og opgaver der må forsømmes, fordi der ikke er tid nok. Samtidig forlanger ledelsen at man arbejder med sin personlige udvikling og sine vaner for at skabe en kulturforandring.

Selvom virkelig mange stressfaktorer er forsvundet med mit seneste jobskifte, er det stadig krævende for mig at gå på arbejde. Det står helt klart for mig, at det er omsonst at ønske mig stabilitet og forudsigelighed i arbejdslivet. Samtidig kan jeg ikke komme udenom, at jeg ikke er den bedste version af mig selv under de omstændigheder. Det ærgrer mig, for jeg synes jeg kan være meget bedre.

Familieliv

Husbond og jeg er ved at finde tilbage til det familieliv man kan have, når man er 2 mennesker der ikke har hund. Vi har jo prøvet det før, og vender nu tilbage til restaurantbesøg, koncerter, biografture og andre impulsive aktiviteter. Vi nyder at have den frihed.

Jeg er stor hundeelsker og har hele mit liv ønsket at have hund. Lige nu er jeg ikke parat til at få hund igen. Jeg vil gerne have, at valget om at have hund bunder i en rationel og realistisk beslutning, nu hvor jeg faktisk ved hvad det indebærer. Jeg er bekymret for, at en beslutning om hund på nuværende tidspunkt vil tage afsæt i sorg og savn – jeg frygter at det vil sætte mig i en loyalitetskonflikt, som vil stresse mig.

Min bror har boet i USA i 17 år, og selvom vi har elektronisk kontakt og besøger hinanden med nogle års mellemrum, har vi ikke den samme føling med hinandens hverdag som vi havde før han flyttede. Efter at jeg i år tog alene på besøg hos ham i Californien fik jeg et helt unikt indblik i hans liv, som jeg ikke har haft i mange år. Det har styrket vores relation.

Mine forældre ses jeg med relativt ofte. Jeg nyder at forkæle mine forældre ved at hente dem ved deres opgang, køre dem hjem til mit hus og servere lækker mad og drikke for dem. Også selvom det så bare er de gode pizzaer fra den nye pizza-mand på Bistrupvej.

Økonomi

Med hensyn til pengene går det heldigvis godt og stabilt. Jeg skriver heldigvis, fordi jeg i foråret troede, at jeg skulle have en periode på dagpenge. Jeg fandt ud af, at det holdt økonomien nok også til – umiddelbart så det ikke ud til at vi skulle sælge huset lige med det samme. På den måde fik jeg afdramatiseret nogle af de spøgelser, der har været i økonomien, og jeg er knap så bekymret for arbejdsløshed i dag.

Jeg nåede dog ikke at komme på dagpenge, og min forebyggende sparsommelighed betød, at jeg gik ud af den usikre periode med starten på en opsparing til nyt køkken.

Jeg har nu mere ordnede forhold i min ansættelse, da jeg for første gang i nok ca. 15 år er ansat under overenskomst. Det betyder at min indtægt reguleres efter et skema, og ikke som en individuel vurdering – det giver tryghed og forudsigelighed.

Et bilskifte har til gengæld givet os en større bilgæld, og jeg er ikke sikker på at vi fik de bedste vilkår i den forbindelse. Husbond og jeg har talt om at få noget uafhængig økonomisk rådgivning på et tidspunkt.

Da jeg fyldte 46 år i 2017 er der kun 14 år til jeg kan gå på pension. Jeg vil rigtig gerne gå på pension som 60-årig, men det kræver jo at økonomien kan bære. Også af den grund vil jeg gerne have et generelt eftersyn af vores økonomi

Bolig

Boligmæssigt er situationen uforandret det sidste år, og det er jeg glad for. Vi er kommet af med det alt for store træ på vores grund, som skyggede i det meste af haven og også hos naboerne. Mange eftermiddage kan jeg derfor sidde ud på den nye terrasse og slappe af i en solstråle efter arbejde.

Der er stadig en masse vedligeholdelsesopgaver på listen for både hus og sommerhus. I sommerhalvåret kan vi bruge al vores fritid med arbejde i hus og have, selvom vi har fået robot-plæneklipper. Vi prøver at balancere det, så der også er tid til at slappe af og leve. Jeg overvejer at få et tilbud fra et gartnerfirma på grundlæggende vedligeholdelse af haven i Birkerød.

Mit hus og mit sommerhus giver mig fortsat mulighed for at være indadvendt og lade mentalt op, og det har jeg brug for. Samtidig har vi et godt forhold til naboer og genboer, hvilket får os til at føle os knyttet til lokalområdet.

Status

2017 blev umiddelbart et hårdt år. Ikke alene skulle jeg opleve at miste mit job for første gang i mit liv. Lige da der var ved at være styr på den situation, blev min hund uhelbredeligt syg, og husbond og jeg måtte igennem et opslidende sygdomsforløb og dødsfald.

På den anden side har jeg fundet styrke i at klare disse kriser.

Jobkrisen klarede jeg ved en målrettet indsats og hjælp fra familie og venner. Jeg er også stolt af at have klaret min hunds sygdomsforløb og død på den bedst mulige måde. I begge situationer fandt jeg mod til at træffe beslutninger ud fra mine egne værdier, og ikke ud fra hvad alle mulige andre syntes. Det er en sejr for mig.

I bund og grund lever jeg stadig et privilegeret liv med godt fysisk helbred, gode relationer og fin økonomi. Mit job er godt, hvis bare der ikke var så travlt, og der er heldigvis håb om at det bliver bedre.

Jeg er bekymret over mit psykiske helbred. Jeg synes jeg bliver mere og mere bekymret og følsom overfor stress. Jeg føler mig ofte ked af det og psykisk udmattet. I den situation er det svært for mig at adskille årsag og virkning, og derfor også svært at se løsninger.

Jeg slutter 2017 af tilbagetrukket, sammen med min elskede husbond og med en sød låne-hund i skødet. For 2018 drømmer jeg om mere harmoni og balance, og ønsker alle der læser med her et godt nytår.

Lignende indlæg:

Videre uden Adina

Nu er det 3 uger siden at min familie gik fra 3 til 2 personer og blev en familie uden hund. Jeg har så småt vænnet mig til at der ikke er en hund i huset. Jeg er begyndt at færdes i huset på en anden måde. Døren står åben når jeg går ud med skrald, og jeg rejser mig når jeg vil, uden at tænke over at det betyder at en handicappet hund også pr. refleks vil rejse sig. Og jeg forventer ikke længere at se Adina i vinduet, når jeg kommer hjem fra arbejde.

I sidste weekend begravede vi Adinas urne på en af hendes yndlingspladser i haven. Efter at have vasket skåle, halsbånd, snor, tæpper og kurve, pakkede vi alle Adinas ting væk og forærede foder og godbidder til en anden hundefamilie. Det var en hård weekend, men det føltes også godt at sætte det punktum.

Nu bærer mit hus ikke længere præg af at der bor en hund. Der er lidt kradsemærker i 2 vinduepartier, som skal repareres. Et par møbler og paneler trænger til noget grundig rengøring. Men det ligner ikke et hunde-hjem på samme måde som før.  Der er ikke hvide nullermænd i hjørnerne, selvom det er en uge siden vi har støvsuget. Og i entreen hænger nu vores almindelige overtøj på knagerne, hvor der før hang hundesnore, regntøj og andet udstyr til hunde-gåture.

Det føles godt at komme videre, tage sit hus tilbage og starte på en ny fase. Men jeg er stadig ked af det. På dage hvor jeg er udmattet og jobbet har taget al overskud, ligger tårerne lige bag overfladen og banker på. Andre dage kan jeg snakke længe om hende eller se på billeder uden at græde.

At få hund igen er selvfølgelig et tema og noget mange spørger til. Allerede inden Adina blev syg var jeg i tvivl om jeg ville have hund igen, og jeg havde det på samme måde da vi fandt ud af at Adina var uhelbredeligt syg. Nu hvor Adina er væk vil jeg gerne have, at en evt. beslutning om at få hund igen er baseret på en rationel beslutning, og ikke drevet af det store savn vi har lige nu. For mig er det ikke noget godt udgangspunkt.

Det skorter dog ikke på tilbud. Den kennel som Adina kom fra venter hele 2 kuld hvalpe i december, og i torsdags skrev vores tidligere hundelufter en SMS om en hund, der desperat søgte en ny familie. Husbond savner meget at have hund, og jeg kan da også godt mærke at savnet udfordrer mine principper.

Da jeg overvejede hundelufterens forslag indså jeg, at jeg er nødt til at holde fast i min beslutning om at vente. Det blev helt tydeligt for mig, at jeg slet ikke er følelsesmæssigt klar til at få en ny hund ind i mit liv. Uanset principper og rationelle argumenter er jeg simpelthen nødt til at restituere følelsesmæssigt, før jeg kan overveje at gøre det hele igen.

Jeg prøver at nyde den frihed vi har fået af ikke længere at have hund. Da der var kommunalvalg i tirsdags, gik husbond og jeg impulsivt ud og spiste, efter vi havde afgivet vores stemme på den lokale skole. Og i fredags brugte jeg 2 timer på at shoppe på Birkerød Hovedgade. Ting jeg aldrig ville have gjort da jeg havde hund. Da jeg havde fødselsdag i mandags gav husbond mig et årskort til Tivoli, og jeg tror vi skal derind allerede her i december.

Til nytår har vi aftalt at passe en af Adinas hundevenner, som bor lige om hjørnet. Og heldigvis stopper de hunde, der passerer vores hus på vej til hundeskoven, stadig op for at hilse. Det har dækket mit behov for kontakt med hunde tidligere, og sådan må det være i en periode nu.

 

Lignende indlæg:

Sorgen over Adina

Det er en uge siden, at jeg sagde farvel til min Adina. Lige så stille er jeg begyndt at rydde op i hendes ting. Puder og tæpper skal vaskes, og det samme skal halsbånd og hundesnoren, inden de skal lægges væk. Legetøjet ligger stadig rundt om i huset og haven, der hvor Adina sidst lagde det. På et tidspunkt må vi samle det sammen, sortere det, smide noget ud og og resten gemmes eller gives væk. Resterne af Adinas hundefoder og godbidder skal der også tages stilling til. Måske kan andre hunde få glæde af det.

Sorgen over tabet af vores familiemedlem fylder meget lige nu. Hele det tragiske i, at en fantastisk hund som Adina skulle få sådan en forfærdelig sygdom, gradvist miste sin førlighed og dø som 8½-årig, har jeg ikke gjort mig fri af endnu. Men størst er det umiddelbare savn af hendes tilstedeværelse i hverdagen, og det knuger i brystet. Som en narkoman på afvænning må jeg lære at undvære alle de små stunder af lykke og glæde, der var sammen med Adina.

Mens jeg går og pakker hendes ting væk, pakker jeg også min drøm om at have hund væk. Måske skal tingene og drømmen tages frem igen, men jeg ved det ikke lige nu. De forskellige hunde-ting minder mig om, hvor lykkelig jeg var da jeg anskaffede dem – lige da vi havde fået Adina og min livsdrøm gik i opfyldelse. Det er også et tab for mig at sige et (måske midlertidigt) farvel til denne drøm.

Det har efterladt et tomrum at miste Adina. Når jeg har overskud, prøver jeg at se fremad og finde ind til hvordan livet var før Adina. Der har altid været ting som ikke handlede om hund. Som f.eks. denne stund her søndag formiddag, hvor jeg sidder og lytter til jazz og skriver blogindlæg. I den forgangne uge har husbond og jeg været i biografen – noget som var planlagt før Adina gik bort, men nu blev det så på en måde, hvor jeg for en gangs skyld ikke at have en refleks af skyldfølelse ved at være afsted. Jeg vil prøve at finde glæde i den slags oplevelser.

Lignende indlæg:

Farvel til Adina

Jeg havde bestilt tid på dyreklinikken lørdag formiddag. Jeg havde aftalt at vi skulle betale på forhånd, så vi bare kunne gå direkte ud når det var overstået. Jeg havde også aftalt, at Adina skulle kremeres for sig selv, og at vi skulle have hendes aske i en forgængelig urne.

Der var stille i venteværelset, kun en enkelt anden kunde til stede og ingen dyr. Lige så snart vi kom, kaldte receptionisten på dyrlægen. Det var den dyrlæge, som vi havde været hos ifm. Adinas diagnose, der tog imod os. Vi gik ind i det undersøgelsesrum som vi har været i flest gange. Vi snakkede kort om sygdommens udvikling. Dyrlægen kunne godt se, at Adina havde fået det meget værre siden vi var der for en måned siden. Hun gav os ret i, at det var den rigtige beslutning.

Adina fik en lille sprøjte i låret, mens jeg distraherede hende med et par godbidder. Som sædvanlig reagerede hun ikke på at blive stukket. Den første sprøjte skulle få hende til at falde i søvn. Der gik 5-10 minutter før hun faldt til ro. Mads og jeg småsnakkede med dyrlægen om hunde og sygdomme imens. Til sidste lagde Adina sig ned på gulvet. Hun flyttede hovedet lidt fra side til side; dyrlægen sagde at hun nok blev noget svimmel og måske så dobbelt. Hun faldt i søvn, og hendes mund slappede mere af end når hun normalt sov – læberne slap gummerne og tungen stak lidt ud. Mads sad ved hendes hovede og aede hendes mave, jeg sad ved halen – sådan var det altid når vi sad sammen alle 3.

Nu hentede dyrlægen en lille barbermaskine og fjernede lidt pels på det ene forben. Adina lå stadig på gulvet, og dyrlægen lå på knæ ved siden af. Der kom en elastik om øverste del af benet og en nål i en blodåre. En større sprøjte med en blå væske blev sat til nålen, elastikken blev slækket, og langsomt sprøjtede dyrlægen væsken ind i Adinas forben. Derefter tog dyrlægen sit stetoskop og lyttede på Adinas hjerte. Efter få minutter sagde dyrlægen at hendes hjerte var stoppet.

Som hun lå der på gulvet i dyreklinikken var der ikke meget forskel fra for et øjeblik siden. Hun var stadig varm og lignede sig selv. Det hele foregik utrolig roligt. Jeg så ingen reaktion på 2. indsprøjtning, og det at vejrtrækningen stoppede opfattede jeg ikke.

Da dyrlægen sagde at Adina var død, talte vi kort om et par praktiske ting, og hun forsikrede os om at Adina kom godt afsted.

Vi gav dyrlægen hånden og sagde at vi havde været glade for at komme på klinikken. Nu begyndte tårerne at presse sig på, og vi gik ret hurtigt ud af klinikken og ud til bilen. Ud af øjenkrogen så vi en anden kunde i venteværelset, hun kunne vist godt se at vi var kede af det. Vi kørte rundt om hjørnet for at andre dyreejere ikke skulle se os sidde og græde. Og så græd vi.

Lignende indlæg:

Adinas sidste dage

I den sidste periode af Adinas liv var hun ret handicappet. Hun havde et par timer midt på dagen hvor hun var i stand til at gå en tur, men morgen og aften kunne hun ikke gå ret mange skridt uden at skride eller falde. Hun slæbte nu så voldsomt på bagpoterne, at hun hele tiden slog dem når hun gik. Alt for ofte fik hun ikke sat højre bagpote rigtigt i underlaget, og kom til at gå på oversiden af poten. Pelsen på poten var tyndslidt, og det var kun fordi vi holdt hende væk fra hårde overflader, at hun ikke rev sig til blods. Vi bar hende ind og ud af bilen og op ad trapperne, for at hun ikke skulle falde og slå sig.

Vi syntes efterhånden at Adinas samlede livskvalitet var så dårlig, at det overskyggede de gode stunder. Vi frygtede at hun skulle komme til skade, og hun var også selv begyndt at blive frustreret.

Tiden var kommet til at tage den beslutning vi hele tiden har frygtet; beslutningen om at stoppe Adinas liv. Beslutningen blev taget i onsdags, med tårerne trillende ned ad kinderne, og Adina liggende imellem os i sofaen. Vi ville gerne gøre det på en dag hvor vi ikke skulle på arbejde, og da vores dyrlæge har åbent om lørdagen besluttede vi at det skulle være dagen.

I ugen op til denne dag havde vi i anden anledning både været sammen med mine og Mads’ forældre, mennesker der betød meget for Adina, og pårørende for hvem Adina betød meget. Vi havde også været en tur i Dyrehaven med en af Adinas bedste hundevenner, nevøen Atlas. Det var den bedste mulighed for at lade nogle af de nærmeste tage afsked uden at det blev en sentimental farvelfest.

De sidste 2 dage op til aflivningen prøvede vi at have så normal en hverdag som muligt. Både af hensyn til Adina og os selv. Vi gik på arbejde som vi plejede, og gik ture som sædvanlig. Om aftenen fik hun et dampet unghanebryst sammen med sin tørkost, og hun fik også lidt ekstra godbidder.

Fredag gik både Mads og jeg tidligt fra vores arbejde for at have lidt flere timer sammen med Adina. Vi gik en dejlig tur i Rude Skov og tog os god tid. Det var stille efterårsvejr, og skoven var smuk.

Vemodigheden begyndte at sætte ind. At komme hjem fra arbejde fredag og vide, at det var sidste gang man skulle se Adinas søde ansigt kigge ud fra glasgangen, fremkaldte tårer i mine øjne. At gå i seng og sige godnat til hende for sidste gang var også slemt. Vi kom til at gå meget sent i seng den aften. Ved midnat sad husbond og jeg ved Adina på den gæsteseng hun normalt sov på, og kælede med hende og nussede hendes poter.

Lørdag morgen stod vi op i god tid og gik en god morgentur. Normalt var det Mads der gik morgenturene, men denne dag gik vi alle 3 sammen. Adina var i forrygende humør, som hun ofte var når vi alle 3 var ude sammen, og legede begejstret med en pind hun fandt. Hjemme igen spiste vi lidt morgenmad, gik i bad og kom i tøjet som vi plejede. Og så gik turen ellers til Virum Dyreklinik. Det var tid til at sige farvel.

Lignende indlæg:

Nekrolog for Adina

Vi sagde i går farvel til Adina i en alder af 8½ år på Virum Dyreklinik som følge af fremskreden Degenerativ Myelopathi.

Adina kom til os i januar 2012 i en alder af 2½ år. Hun havde haft en god opvækst i Hellerup, men hendes ejer døde, og hun måtte finde en ny familie. I løbet af et døgn accepterede Adina at hun nu skulle bo hos os i Virum, og vi begyndte at lære hinanden at kende.

Adina viste sig at være et fantastisk 3. familiemedlem. Vi passede godt sammen i personlighed med vores rolige gemyt, følsomme sind og lettere introverte adfærd. Det lykkedes os meget hurtigt at vinde Adinas tillid, og hun knyttede sig til os og så os som sin flok.

Vi gik med Adina i hundeskoven Geels Skov uden snor fra første dag. Hun nød at møde de mange andre hunde, og det blev tit til leg og begejstring. Vi kunne gå tur i timevis. Hendes nysgerrighed blev stimuleret når vi udforskede de mange andre hundeskove og parker i området. Adina var meget adræt: havde helt styr på sin krop og et fantastisk boldøje. På græsplænen ved det lokale gadekær legede vi med pinde og bolde og trænede lydighed.

Hver fredag kom hendes hundelufter, som hun kendte fra tiden i sin første familie. Så var der fest: hun kom ind i den store bil med en masse andre hundevenner, og så kørte de ud i verden og legede og løb og havde det fantastisk.

Efter 2 år flyttede vi til Birkerød. Her fik Adina en større have, og lige ved siden af hundeskoven Bistrup Hegn. Det gav nye muligheder. Hun fik nye venner i skoven, og venskaberne udviklede sig. Når Adina så se sine venner gå forbi ude på vejen, når de var på vej i skoven, kaldte hun på dem og inviterede Chili,  Zuki og Atlas ind i haven til leg. På den måde fik Adina sit helt eget sociale liv med venner hun selv havde valgt. Hun kom til at betyde rigtig meget for disse venner, og de betød alverden for Adina.

Adina var en tolerant og generøs hund. Når hun var sammen med sine venner var der ingen smalle steder. De måtte tygge på hendes kødben, lege med hendes legetøj, drikke af hendes vandskål og spise af hendes madskål. Også fremmede hunde blev budt velkommen hos Adina.

Det eneste hun var lidt påpasselig med, var hvis hendes mennesker kælede for meget med andre hunde. Så kunne hun finde på at gå ind imellem den anden hund og hendes menneske, og måske skubbe den anden hund væk med hoften. Aldrig aggressivt, men bestemt som den voksne dame hun var.

Adina holdt også meget af menneskene omkring hende. Hun udviklede hurtigt et nært forhold til Mads’ og mine familiemedlemmer, og var meget afholdt for sit søde væsen og beundret for sit smukke udseende. Også hendes hundevenners mennesker blev mødt med stor hengivenhed. Hundelufterens mand John havde en særlig plads i Adinas hjerte, aldrig har jeg set hende så glad som når hun så ham.

Glad var Adina dog ikke hele tiden. Hun var bange for tordenvejr og fyrværkeri, som fik hende til at ryste og søge ind under borde og om bag sofaen. Et kosttilskud hjalp noget, men det skete desværre at hun stak af når der kom torden fra en klar himmel. Med tiden blev angsten værre og også udløst af andre lyde, f.x. regnvejr eller lyd i fjernsynet af vind i en mikrofon. Angsten tog en del af hendes livskvalitet i perioder.

Et af de træk der gjorde Adina til noget helt særligt, var at hun havde en særlig evne for at være hensynsfuld og rimelig i sine krav. Hun var utrolig dygtig til at balancere sine anmodninger, så vi aldrig var i tvivl når det virkelig var alvor. Når hun af og til havde dårlig mave og brug for at komme ud om natten, var hun god til at vække mig på en måde, der var helt anderledes end når hun bare lige skulle have tryghed og kontakt om natten fordi det stormede. Hun kunne godt tigge om at få en klat flødeskum eller en luns af stegen, og det gjorde hun selvfølgelig fordi vi godt kunne finde på at give hende sådan noget. Men vi kunne også altid bare sige et enkelt blidt ‘nej’ og så holdt hun op.

Det er et stort tab for os at miste Adina. Vi har mistet vores 3. familiemedlem, vores ven og kammerat. Det er også en stort tab for Adinas venner, hunde som mennesker. I næsten 6 år har Adina givet os daglig glæde og nærvær. Vi er dybt taknemmelige for at hun kom ind i vores liv. Sygdommen gjorde hendes liv svært til sidst, og nu har hun fået fred. Æret være hendes blide, søde og billedskønne minde.

Lignende indlæg:

Et nemmere liv

Når man siger ja til et job med lang transporttid, får man ikke mere i løn eller bedre vilkår. Ikke på grund af den lange transport i hvert fald. Den tid man bruger på transport er en pris man betaler med sit privatliv, sin egen personlige tid – tid med familien, tid til at sove. En pris som man kan håbe opvejes af kvaliteten af jobbet, men det er svært at vide før man er startet i jobbet.

Jeg sagde for et halvt år siden ja til et job med kort transporttid. Helt i tråd med ovenstående logik, blev det ikke en faktor i udmåling af løn og vilkår. Lønnen var den samme som tidligere jobs, vilkårene var på mange punkter bedre.

Når jeg har forladt forhandlings-sfæren kan jeg dog ikke løbe fra, at min nye hverdag med den korte transporttid er rigtig meget værd for mig. Det er som en appelsin i turbanen. En fordel jeg har fået helt uden omkostninger. Det er næsten ikke til at fatte.

Det sidste halve år er jeg gået i seng på samme tidspunkt som altid, men stået op en hel time senere end jeg plejer. Jeg sover 1 time længere hver nat, svarende til ca. 8 timers søvn hver nat. Det er revolutionerende for min energi og mit overskud i hverdagen.

Jeg cykler stadig på arbejde. De 4 km. kan klares på 10 minutter. Jeg behøver ikke at spekulere over påklædning – hvis det er tørvejr kører jeg bare, og tænker ikke over om det mon kunne finde på at regne på halvvejen. Sikke en lettelse i den daglige logistik.

Ikke nok med at jeg sover længere om morgenen. Jeg er også væsentligt tidligere hjemme. Min hund behøver nu kun at være alene hjemme 8 timer, hvilket er op mod 2 timer kortere end tidligere. Nu kan vi nå at gå tur i dagslys i størstedelen af efteråret og vinteren. Endnu en bekymring mindre.

I mit nye job har jeg flextid. Rigtig flextid, uden fixtid. Jeg kan ikke indrette min arbejdsdag fuldstændig som jeg vil, for jeg skal selvfølgelig passe diverse møder og forpligtelser. Men indenfor de rammer har jeg ret vidde muligheder, som gør det langt mere uproblematisk at leve sit liv, f.x. få en håndværker på besøg, komme til dyrlæge eller at gå til frisør på en hverdag.

Oveni al den ekstra tid har jeg ovenikøbet været så heldig at få et job, som tilgodeser flere af mine mentale præferencer. Jeg sidder ikke længere i det ellers så udbredte storrumskontor, og jeg oplever flere gange om ugen at være dybt koncentreret i længere tid ad gangen. Arbejdsopgaverne er meget tilfredsstillende at udføre, og chefen og kolleger viser mig ubetinget tillid.

Efter at have levet på denne måde i 6 måneder, er jeg stadig ret overvældet over den kæmpe lettelse det alt i alt har været i mit liv. Hvad har jeg dog gjort, at jeg skal have det så godt? Jeg venter stadig på at der viser sig at være en hage ved alt det gode. Men det kommer ikke. Det er ligefør at jeg har skyldfølelse over at have fået sådan et privilegeret liv uden at betale en pris.

Men selvfølgelig skal jeg ikke have skyldfølelse. Denne stakkels blog har været forum for mange års plapren om transporttid, cykel-logistik og udmattelse fra min side. Hvis der findes en samlet pulje i verden af besværligheder ifm. at passe sit arbejde, så synes jeg selv at jeg har båret min del af læsset.

Jeg vil dog gerne holde fast i taknemmeligheden over at have fået denne kæmpe lettelse i min hverdag. Det er en gave for en sensitiv person at få mere tid. Og det er bestemt noget der kan mærkes. Først og fremmest er jeg langt mindre træt i hverdagen. Husbond har bemærket at jeg får mange flere idéer til spændende aftensmad, hvor jeg før meget ofte har haft mest lyst til de lette løsninger.

Hvad skal det ikke føre til? En fritidsinteresse? Et renere hus og en mere velplejet have? Flere oplevelser? I disse dage tænker jeg over hvad det mon kommer til at betyde i længden, at mit liv er blevet så meget nemmere, og hverdagenes frie tid 2 timer længere. Det er simpelthen så lang tid siden at jeg har haft den grad af frihed, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med den. Endnu.

 

 

Lignende indlæg:

Hvordan det går med Adina – efterår 2017

Siden sommerferien synes både husbond og jeg at forværringen i Adinas sygdom er taget til, og hverdagen er blevet meget besværlig for Adina. Her i oktober har vi været til dyrlæge med Adina for at følge op på udviklingen i hendes sygdom. Vi ville gerne sikre os at Adina ikke har fået skader ifm. sin stadig dårligere førlighed, og sikre os at vi ikke havde ladet sygdommens forløb gå for langt.

Vi er også nået så langt, at vi har behov for at snakke med dyrlægen om hvilke kriterier man kan lægge til grund for beslutningen om at sige farvel med lige netop denne sygdom. Og vi havde også brug for at tale om hvordan selve dette farvel kunne foregå.

Dyrlægen var positiv. Hun så ingen skader hos Adina, og fandt at hendes muskelmasse i bagbenene var bevaret. På det gummiagtige gulv i klinikken bevægede Adina sig så fint – det mange måneder vi har set det hjemme. Måske var hun også mere ‘på’ i den uvante situation hos dyrlægen. Dyrlægen så ikke de problemer vi ser til hverdag.

Dyrlægen mente at det var tid til at give Adina sko på, for at forhindre at neglene på de slæbende bagben bliver slidt så langt ned at de begynder at bløde. Hun foreslog desuden fysioterapi for at opøve det hun kaldte autonomi, så hunden kan lære at bruge benene som en refleks. Adina skal fremover ikke gå lange ture.

Vi tog hjem med en mærkelig følelse i kroppen. Vi så situationen som mere alvorlig end dyrlægen gjorde, og havde nok forventet at få at vide at Adina ikke havde så langt igen. Det var nemlig vores egen vurdering. Med dyrlægens udtalelser blev vi endnu mere i tvivl om hvordan vi skulle se på Adinas problemer.

Adinas realitet i hverdagen er, at hun har det svært med alle former for bevægelse. Udendørs bliver hendes slæbende poter fanget i hårde overflader, så hun snubler over sine egne poter. Vi prøver at sørge for, at hun primært går på græs og blød skovbund. Vi hjælper hende op og ned fra bilen.

Indendørs glider hun nu på alle typer af gulve, også gulvtæppe. Det er ikke kun et spørgsmål om at stå fast, hendes motorik er simpelthen meget dårlig. At rejse sig og at lægge sig er en hård og svær opgave, og for et par uger siden mistede hun evnen til at gå baglæns. Hun kan ikke altid få bagbenet til at klø sig, og det er også svært at strække sig på den måde hun plejer. Hun er meget forsigtig og dygtig når hun går på de trapper der forbinder 3 forskellige dele af huset, men det er hårdt for hende, og hun tøver ofte.

Humøret er dog stadig intakt, og lysten til at slikke skeen med flødeskum og få en bid af kødet har hun ikke mistet. I perioder kan hun blive meget legesyg og komme med legetøj og spørge om vi vil lege med hende ude i haven – fuldstændig som det altid har været. Hun bliver også stadig rigtig glad for at se sine hunde-legekammerater, men det bliver ikke til så meget leg som før, for hun kan ikke følge med.

Efter en tænkepause ovenpå dyrlægebesøget, besluttede vi os for at give skoene en chance. Vi har en vis erfaring med sko til hunde, fordi Adina har haft et par potesår der skulle beskyttes ifm. gåtur. Efter lidt søgen på nettet fandt vi nogle sko der viste sig at passe rigtig godt og blive siddende på.

Desværre har det ikke været en succes. Adina har ikke noget imod at få skoene på, og går bare derudaf som hun plejer. Men hun er tilsyneladende ikke i stand til at tilpasse sine bevægelser til at skoene er der. Hun snubler over skosnuderne og enhver kvist og rod hun strejfer. Hendes usikre og slingrende gang betyder, at hun kommer til at spænde ben for sig selv med bagbenene. Efter en uges forsøg er vi nu tilbøjelige til at lægge skoene på hylden. Vi kan simpelthen ikke bære at se hende gå så dårligt og falde så meget.

Vi må indse, at vi er kommet ind i en periode af sygdommen, hvor de små praktiske løsninger ikke længere rækker. Lige nu er der mange etiske overvejelser. Jeg prøver at adskille hvad der er godt for Adina og hvad der er godt for mig. Det faktum at det er svært for mig at se på at hun falder er MIN oplevelse, og ikke nødvendigvis det samme som at det er et problem for Adina. Samtidig er det jo kun mig og husbond der kan tage ansvar for Adinas livskvalitet. Indtil nu går det, men hvor længe?

Hos dyrlægen snakkede vi om, at vi ikke kan bruge humør, energi, appetit og livsglæde som indikator for, om det er tid til at sige farvel. Det strider med alt jeg har forestillet mig om denne situation, men giver mening ud fra sygdommens karakter: en sygdom der går ud på følelsesløshed/lammelse og ikke giver smerter, vil ikke påvirke en hund psykisk, fordi hunde lever i nuet og hurtigt er videre efter hvert lille snuble-episode. Dyrlægen sagde til os at det vil være faktorer som at de daglige gåture skal foregå fornuftigt, hun skal kunne besørge anstændigt og kunne lege med sine hundevenner, der er bestemmende for om hun har et godt liv. Der skal være flere gode dage end dårlige dage.

 

Lignende indlæg:

Sundhedstjek

De fleste arbejdspladser jeg har været på, tilbyder medarbejderne at komme til sundhedstjek en gang om året eller hvert andet år. I øjeblikket gennemføres de på min nuværende arbejdsplads.

Et sundhedstjek udføres som regel på arbejdspladsen af en sygeplejerske eller anden ikke-lægelig sundhedsmedarbejder, og indebærer konditionstest, blodprøver og samtaler. Konsultationen baseres på en række standardmålinger og ditto anbefalinger, og leder nok primært efter såkaldte livsstilssygdomme.

For sådan nogle kontorfolk som jeg befinder mig i blandt, kan det være en god idé lige at bliver checket. Man er ikke udsat for de helt store fysiske trusler for helbredet på sit arbejde, og måske kommer man ikke ret ofte til læge. Før i tiden var der måske også en tendens til at folk der sidder på kontor ikke får rørt sig ret meget og egentlig kan komme til at leve nogle ret usunde liv uden at lægge mærke til det.

Alligevel er jeg ikke begejstret for konceptet, og har kun en enkelt gang selv deltaget.

Det jeg har set på mange arbejdspladser er, at tilbuddet bliver brugt af sunde medarbejdere, der melder sig til for at blive bekræftet i at de er sunde. De træner ekstra op til konsultationen for at få registreret et godt kondital. Gevinsten ved sundhedstjekket må være minimal.

Til gengæld tilmelder rygerne og de overvægtige sig ikke til sundhedstjekket. Vi gider ikke at høre den overfladiske plade med at vi skal stoppe med at ryge eller tabe os – det ved vi godt. Så her nytter sundhedstjekket heller ikke meget.

På den måde synes jeg, at sundhedstjekket kommer til at ramme noget ved siden af. Jeg tror ikke man fanger ret mange af dem der reelt har problemer. De eneste man kan håbe på at få succes med, er medarbejdere der ikke er opmærksom på at de er usunde, der ved at melde sig til får et ‘wake-up call’. Med tidens kæmpe store fokus på sundhed, tror jeg ikke det er en særlig stor procentdel af befolkningen der falder indenfor denne kategori – ikke længere.

Generelt er jeg bekymret for om disse sundhedstjek kan give anledning til unødvendig bekymring og overfokusering på sundhed. Jagten på livsstilssygdomme er nærmest dømt til at generere skyldfølelse. Jeg håber at den seneste debat, hvor læger stiller spørgsmålstegn ved at bruge begrebet ‘livsstilssygdomme’, er begyndelsen til en ny drejning i den offentlige mening.

For mig giver det bedst mening at snakke om den slags ting med min læge. Uden at rende lægerne på dørene, kommer jeg i virkeligheden jævnligt til læge. Jeg er god til at mærke mig selv, og reagerer når jeg oplever at noget føles forkert. Derfor har jeg en velreguleret migræne, spørger ind til den medicin jeg får ordineret og siger stop, når stresssymptomer gør mit liv umuligt. Og derfor får jeg også jævnligt taget blodprøver og snakket vægt. Seneste konsultation var omkring nytår, hvor jeg fik jeg taget blodprøver og til min store glæde konstateret, at jeg (fortsat) ikke er i nærheden af at have sukkersyge.

 

Lignende indlæg:

Fed igen

For lidt over et år siden stoppede jeg med at spise efter 5:2-diæten. Det påvirkede ikke min vægt særlig meget, og jeg følte mig sund i lang tid efter. Ved nytår tog mit liv en kolbøtte, hvor også mine motions- og spisevaner fik en rystetur. Nyt job i foråret har betydet en fast, men mindre motionsmængde pga. kortere cykeltur til arbejde, og en lidt dårligere kost pga. en kantine med mindre sund mad.

Resultatet er en vægt der er højere end nogensinde og et BMI over 30. Øv. Jeg har kunnet acceptere at være overvægtig i mange år, og har ingen ambitioner om at få en flad mave eller korrekt vægt. Men at veje så meget – det gider jeg ikke.

På en eller anden måde har jeg formået at se mig selv i spejlet på en måde, hvor jeg ikke opdagede den større dobbelthage. Først da jeg så et par billeder af mig selv, kunne jeg se hvor galt det var. I den forgangne sommerferie har jeg pure nægtet at blive fotograferet, fordi jeg ikke kan holde ud at se hvor fed jeg ser ud.

Jeg er også begyndt at have fysiske gener. Det er svært at læne mig ind over spisebordet for at nå noget, og det er ikke så let at at komme op af en sækkestol. Når jeg sætter mig på hug for at klappe min liggende hund, kan jeg næsten ikke trække vejret, og når jeg sidder med min tablet i sofaen støder min hage mod min hals.

Der skal jo helt klart ske noget. Det er indlysende at starte med 5:2-diæten igen, for det er det eneste jeg har jeg gode erfaringer med i forhold til vægtab. Både jeg og husbond har savnet fastedagene med deres anderledes, afslappede rytme.

Jeg er bange for hovedpinerne, som var et stort problem tidligere. Derfor vil starte blidt ud med 1 fastedag om ugen for at komme ind i rytmen igen og få erfaringer baseret på den nye hverdag, hvor jeg ikke cykler 46 km på en fastedag.

Jeg har også tænkt meget over hvordan jeg kan få mere motion ind i hverdagen. Jeg har forsøgt at køre omveje til og fra arbejde, og det er også gået meget godt med at få et par km. ekstra på cykelturen – jeg cykler 9-10 km på en hverdag. Jeg er dog i tvivl om jeg kan motivere mig selv til at køre meget længere – når jeg har fri vil jeg også bare gerne hjem, og at stå tidligere op end nødvendigt tvivler jeg på at jeg kan motivere mig selv til.

Vi bor lige ved siden af en mindre, fredelig skov. Det er oplagt at bruge skoven til motion. Jeg har aldrig prøvet at motionsløbe. I skoletiden var løb forbundet med omgående stakåndethed, og jeg kan stadig mærke den ubehagelig rallende fornemmelse i luftrøret. Ikke desto mindre ved jeg at det skal være lettilgængelig og effektivt hvis jeg skal dyrke mere motion, så jeg overvejer seriøst at starte et begynderprogram for at komme i løbeform til mindre løbeture.

Endelig skal jeg arbejde med de mængder jeg spiser. Iflg. diverse gadgets forbrænder jeg 5-700 kcal. mindre i min nuværende hverdag, end da jeg el-cyklede 46 km. om dagen – et betydeligt mindre kalorieforbrug som selvfølgelig gør en forskel.

Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det her handler mere om psykologi end om planer og praktik. Jeg kan sagtens finde på en masse tiltag og gode ideer. Og jeg er sådan set ret motiveret for at gøre noget ved min fedme. Men der er noget psykologi der kæmper i mod. Jeg har svært ved at finde ud af hvad der er årsag og hvad der er virkning, men jeg kan konstatere at der er situationer hvor jeg helt tilsidesætter disciplin og gode hensigter. Når jeg har ondt, er ked af det eller er træt, føler jeg en stor trang til søde og usunde sager, og så kan jeg ikke finde disciplin til at lade det være. Her er jeg stadig på bar bund mht. at ændre på min adfærd.

Lignende indlæg: