Skoven larmer

For nogle år siden arbejdede jeg i et flyselskab, og i den forbindelse havde jeg mulighed for at købe charterrejser med personalerabat. Jeg var på Mallorca en del gange i de år, og et par gange boede jeg på hoteller, der lå lige ud til Middelhavet.

Midt i denne luksuriøse beliggenhed slog det mig, hvor meget lyd der kommer fra vandet. Jeg vågnede til lyden af bølgeskvulp, og hvis det blæste lidt op var lydniveauet så højt, at man skulle være ganske tæt på hinanden i lejligheden for at kunne tale sammen, når vinduer og døre var åbne.

Denne oplevelse tænker jeg på i disse dage, hvor det blæser meget. Jeg bor nu meget tæt på en skov, og det kan høres. I går aftes lød det simpelthen som om der kørte et tog forbi helt tæt på huset, og her til formiddag kan man også høre skoven bruse selv med lukkede vinduer.

Hvis der virkelig var et tog, der kørte helt tæt forbi huset, ville man nok irritere sig over lyden. Men når det simpelthen er naturens lyde er det noget andet. Det er dejligt at være tæt på naturen, og til en vis grad er det også beroligende at lytte til naturen.

Når det virkelig blæser til, kan jeg dog godt få vis uro. Det handler nok mest om at jeg bliver bekymret for at taget blæser af, eller at der sker andre voldsomme ting som følge af blæsten. Det er sket flere gange, at jeg har haft svært ved at falde i søvn når det blæser meget.

Jeg prøver i stedet at tænke på det som lyden af stor luksus – ligesom beliggenhed ved havet.

 

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.