Udnyttet

Da jeg var en lille pige kunne jeg godt lide at tegne. Jeg ønskede mig farveblyanter, tusser og godt tegnepapir til fødselsdag og jul. På et tidspunkt forærede min far mig en stor stak papir at tegne på. Det var A5-format, og trykt som notatpapir i forbindelse med en kongres. Da kongressen var overstået var der en masse til overs, og min far fik lov til at tage noget med hjem fra sin arbejdsplads som tegnepapir til mig.

Det var noget fint papir, tykt og lækkert. Jeg var meget glad for det. Jeg brugte af det, men sparede også på det, fordi der var det fine tryk på, og fordi jeg havde fået det af min far.

En dag fik en af naboerne besøg af en dreng, der var lidt ældre end jeg. Vi kom til at lege sammen. Han inviterede mig indenfor til en sodastream-sodavand. Sådan en maskine havde vi ikke, jeg var meget imponeret. Han fortalte om at han lavede en form for blad eller avis, og på en eller anden måde kom vi til at tale om mit tegnepapir fra kongressen. Det var han vældig interesseret i. Han ville gerne have noget af det.

Gavmild som jeg er af natur, gav jeg ham lidt af min dyrebare skat. Jeg behøvede måske ikke alle de stykker papir, og når nu han havde et konkret behov. Det gjorde mig glad at give ham noget af mit papir. Han spurgte om han ikke kunne få lidt mere. Så spurgte han om lidt mere. Da han havde fået det meste af stakken sagde jeg stop. Jeg ville også gerne have noget selv. Så satte han trumf på. Hvis han nu gav mig 25 øre, kunne han så ikke få resten?

Jeg lod mig overtale, men bagefter fortrød jeg og blev utrolig ked af det. For jeg var jo faktisk ret glad for det papir, og nu havde jeg slet ikke noget tilbage. Jeg græd ud hos min mor, og på en eller anden måde fik hun forhandlet sig til at jeg kunne få den sidste del af papiret tilbage – mod at drengen fik sine 25 øre tilbage. Den store stak, jeg havde givet ham ’gratis’ beholdt han, for det var jeg jo gået af med frivilligt.

Denne oplevelse har sat sig hos mig som min første oplevelse af at blive udnyttet. Jeg følte at drengen havde manipuleret mig og udnyttet min godhed. Det føltes meget, meget væmmeligt. Hvor hjerteskærende det end er, er disse erfaringer noget man skal igennem som barn, for at danne sin personlighed og for at blive rustet til voksenlivet.

Oplevelsen har ikke betydet at jeg er holdt op med at være gavmild. Jeg vil stadig gerne give meget for at andre bliver glade og får dækket et behov de ikke selv kan dække. Også folk jeg ikke rigtig kender. Men jeg har udviklet en kraftig retfærdighedssans, som betyder at jeg bliver meget vred og frustreret, når nogen forsøger at udnytte mine og andre menneskers gode hensigter.

Det er nok også den der væmmelige følelse der kommer op i mig, når jeg hører om mennesker der udnytter vores velfærdssystem og andre måder at få penge fra fællesskabet. Som samfundsborger giver man så meget man kan, i den hensigt at det skal komme folk til gode, som har brug for det. Når det så viser sig, at dem der har brug for hjælp fra samfundet ikke får tilstrækkelig hjælp, samtidig med at mennesker der egentlig godt kunne klare sig uden hjælp finder smutveje og tricks til at berige sig selv, føles det så utrolig uretfærdigt.

Det er også derfor at jeg altid holder på at man må se begge sider af en sag. Min retfærdigheds-radar reagerer også i den grad, når jeg selv eller andre uretmæssigt anklages for at snyde. Det må bare ikke betyde at man lukker øjnene for, at der ER mennesker, der vil udnytte andres godhed.

Så når 1 flygtning/migrant i september udtaler til TV2, at han vil søge asyl i Sverige i stedet for Danmark, fordi ydelserne i Sverige er højere, så er det ikke det samme som at alle der flygter fra Syrien gør det for pengenes skyld. Men det er vidnesbyrd om, at det er en motivation for nogen.

Man må ikke lukke øjnene, fordi der er nogen der betaler en pris for snyderi og kontanthjælps-shopping. Både dem der afleverede pengene til fællesskabet i første omgang, og dem der i virkeligheden skulle have haft dem.

Dertil kommer de afledte effekter af uretfærdighed: ligegladhed, mere snyd, og i sidste ende manglende engagement i samfundet – og det går ud over vores sammenhængskraft. Det kan blive et meget omfattende samfundsproblem efter min mening.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *