Ødsel luksus eller nødvendig livskvalitet

Da Mads og jeg i 2013 begyndte vores tanker om at skifte vores lille rækkehus ud med et ‘rigtigt’ hus, kæmpede jeg lidt med et dilemma mellem at nøjes og at udleve drømme. Jeg har altid været kritisk overfor filosofien om at udleve drømme for hver en pris. Det fik mig til at føle mig grådig, når jeg ønskede mig mere end jeg havde.

Min mand er vokset op i en familie med 2 voksne og 3 børn i et hus på 85 kvm, og han har derfor en naturlig ydmyghed og lave krav. Jeg selv har været vant til mere plads, men blev alligevel påvirket af mine forældres første reaktion på vores husdrømme: de kunne ikke helt forstå vores ønske, og synes at det da var godt nok at bo som vi boede.

Jeg kan godt lide at se TV-udsendelser som Hammerslag og Luksusfælden, og her får man perspektiv på det at bo i hus. Der er virkelig forskel på hvad danskere kan tillade sig at ønske sig rundt om i landet. I provinsen, og især ude på landet, kan selv folk med lavt uddannelsesniveau og meget små indkomster bo i hus. I de store byer, og specielt i Storkøbenhavn, er det en luksus at kunne bo i eget hus og bestemt ikke for enhver pengepung. Selv folk mellemlange uddannelser kan have problemer med at få råd til et almindeligt hus i Storkøbenhavn.

Måske var det både ødselt og risikofyldt at ønske sig et hus, når man bor i Københavns forstæder. Måske var det urealistisk og ufornuftigt for sådan en som mig, med kun en kort videregående uddannelse, at sætte næsen op efter at få mit eget hus.

I rækkehuset var jeg ked af at hunden skulle bakke ud af soveværelset. Jeg var ked af at være så tæt på naboerne. Jeg var træt af parkeringskaos, smækkende bildøre og råbende naboer lige udenfor mit vindue. Jeg var ked af jord i soveværelset og uro i stuen, fordi indretningen var som i en lejlighed, hvor alle rum og funktioner var tæt på hinanden. Det stressede mig, at jeg ikke synes jeg kunne trække mig tilbage til ro og indadvendthed noget sted, men hele tiden måtte leve med andres menneskers aktiviteter i baghovedet. Det fik mig til at tænke: “hvis andre kan, så kan jeg vel også?”

Nu hvor vi har lavet ændringen, solgt rækkehuset på 75 kvm og købt hus på 192 kvm., er jeg helt sikker på, at det var det rigtige at gøre. Jeg nyder simpelthen dette hus i en grad, som jeg ikke troede var muligt. Og jeg har slet ikke skyldfølelse.

Hver dag når jeg kommer hjem, træder jeg ind i min egen verden når jeg åbner hoveddøren. Jeg glemmer alt om irriterende ting på arbejde og konflikter i trafikken, og går ind i mit eget rum hvor jeg kan være helt mig selv sammen med min lille familie.

Når jeg har taget overtøjet af, går jeg normalt op i soveværelset på førstesalen og klæder om. Herfra kan jeg se ned på livet på Bistrupvej og Statoil-tanken. Men det er i en behagelig afstand – de kan ikke se mig. Når jeg går ud på badeværelset, ser jeg ud på skoven i Bistrup Hegn. Det giver mig ro.

Når jeg bagefter går en tur med hunden i hundeskoven lige ved siden af, slapper af foran brændeovnen sammen med husbond, og laver mad i det store spisekøkken mens jeg gætter med i Jeopardy på fjernsynet, foregår det alt sammen uden at jeg mærker verden udenfor. Det er fantastisk rekreativt.

Den psykologiske effekt af at have et hus, hvor jeg kan lukke omverdenen ude er uvurderlig. Man skal tænke på, at til daglig sidder jeg i storrumskontor med store mængder af mennesker omkring mig, og derudover bruger jeg over 2 timer i myldretidstrafik. Jeg kan mærke en stor forskel i velvære og overskud, efter vi er flyttet i hus.

Vi købte et hus der var dyrere, end det rækkehus vi solgte. Prisen kom dog indenfor det overkommelige, fordi vi købte et hus der ligger tæt på en trafikeret vej. Støjen derfra vurderede vi ikke ville genere os nær så meget, som nærmiljøet i rækkehuset gjorde, og vi fik heldigvis ret.

Økonomien er reelt stort set den samme som i rækkehuset, fordi vi er gået over til realkreditlån med fleksibel rente. Vi sætter dog mere ind på budgetkontoen for at polstre os til fremtidige højere renter. Vi vil ikke kunne sidde i længere tid i huset på dagpenge. Det kunne vi heller ikke i rækkehuset.

Alt i alt er balancen mellem det økonomisk fornuftige og den psykologiske sundhed altså rigtig god, og bedre end jeg havde turdet håbe. Jeg er SÅ glad for det her skønne hus, fordi det har givet mig albuerum og langt mere overskud i hverdagen. Det er ren livskvalitet for mig at bo i hus.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *