Rund fødselsdag

I sidste uge fyldte Mads 40 år. Nu er vi begge i fyrrerne. Det har været lidt svært for ham at acceptere – han føler sig stadig som en på 27.

Den runde dag blev anledning til for første gang at invitere hele hans familie hjem til vores nye hus. De fleste har været der mange gange, men vi har aldrig været samlet alle sammen hjemme hos os. Og hans onkel og tante kunne se huset for første gang.

Som detaljeorienteret og sensitiv person er det en krævende opgave at stable sådan et arrangement på benene. Jeg kommer nemt til at stresse over de mange forskellige ting der skal ordnes, så det gælder om at holde hovedet koldt og vælge de rigtige løsninger.

Vi besluttede at få leveret mad udefra. Mads elsker indisk mad, så vi valgte at invitere til indisk buffet. Vi fik maden fra et indisk take-away sted i Hvidovre, som en kollegas hustru ejer. Jeg bestilte øl fra Nørrebros Bryghus og økologiske sodavand fra Ribe på Irma.dk og fik dem leveret til døren. Desserten lavede jeg selv – æbletrifli af æbler fra haven, også en af Mads’ favoritter.

Vi har et spisekøkken og 2 mindre stuer i vores hus. Et selskab på 16 personer er for stort til at sidde i spisekøkkenet, så vi måtte rykke lidt rundt. Lænestolene i pejsestuen kom ind i TV-stuen, og vores dejlige spisebord med 3 plader kom ind i pejsestuen. 2 mindre spiseborde blev hentet fra sommerhuset, og 4 stole lånt af mine forældre. På den måde kunne vi dække til 16 personer og lave en buffet i spisekøkkenet, hvor spisebordet normalt står.

Vi tog et par fridag op til festdagen, så vi kunne klare så meget som muligt i god tid. Rengøring og flytning af møbler foregik dagen før, og på selve dagen skulle der kun laves dessert og ordnes diverse småting som bordkort, børste hunden, flytte bilen osv. Pointen var, at vi ikke skulle være for stressede og trætte, når gæsterne endelig kom.

Jeg synes godt man kunne mærke vores gode forarbejde. Alt det praktisk fungerede fint, og jeg tror at alle havde en god aften. Jeg undgik dog ikke at blive lidt overvældet i perioder, og jeg følte ikke jeg var tilstrækkelig nærværende overfor gæsterne. Jeg ville gerne have været med til at vise huset til dem der ikke havde set det før, og været med da Mads pakkede gaver op. Men pludselig står man med 3 værtindegaver i favnen, en bakke med velkomstdrinks og en masse mennesker der myldrer rundt, samtidig med at maden bliver leveret og skal anrettes.

Mads’ søstre havde arrangeret et underholdende indslag efter hovedretten i form af en quiz om Mads, hvor gæsterne svarede via deres mobiltelefoner. Det var rigtig skægt og gjorde at man lige fik rejst sig fra bordet og grint en masse. Jeg valgte at være med til løjerne, og rydde af bordet bagefter. Bagefter serverede vi desserten, som var klar i portionsanrettede glas. Til sidste serverede vi kaffe fra vores nye Tassimo-maskine sammen med småkager og slik.

Jeg kunne se mig selv i vores hund Adina. Hun elsker at få gæster, og var ellevild denne aften, fordi det var alle de mennesker hun kender bedst der kom og besøgte hende. Hun skulle være med til det hele, og alle ville gerne have kontakt med hende. Når vi er ude sammen plejer hun at få nok på et tidspunkt, og ’sige’ til os at nu vil hun gerne hjem igen. Denne sammenkomst er den største vi har haft hos os selv i den tid vi har haft Adina, og jeg havde regnet med, at hvis hun fik for meget så ville hun fjerne sig – gå ovenpå i fred og ro eller lignende. Det gjorde hun ikke. Hun ville være med til det hele. Hun blev synligt træt, nærmest groggy og det gik ud over motorikken – hun stødte bla. ind i sofabordet på et tidspunkt – det gør hun ellers aldrig. Dagen efter var hun meget træt. Det var jeg også.

Det var dejligt at bruge sig hus og sine faciliteter til det de er beregnet til, og jeg er rigtig glad for arrangementet alt i alt. Huset rummede fint det store selskab, selvom vi sad lidt tæt i den lille pejsestue. Gæsterne hyggede sig og roste både mad og drikkevarer. Mads bryder sig egentlig ikke så meget om at være i centrum ved sådan en fejring, men jeg tror nu at han synes det var en hyggelig aften, nu hvor det er overstået.

 

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *